Jeg er på dagpenge, så derfor søger jeg arbejde, selvom jeg ærlig talt ikke har hverken lyst eller behov for at finde noget lige nu. Jeg havde tænkt mig, jeg ville gøre det for at tage pulsen på arbejdsmarkedet, få opdateret mine selvsalgsmaterialer (bræklyd) og se, hvad der findes… og om jeg bliver kaldt til andre samtaler med min seneste erhvervserfaring, end jeg plejede.
Jeg er typen, som hverken A-kasse eller kommune har kunne sætte en finger på før: Jeg søger ualmindeligt bredt både mht. funktion og vidensfelt og har aldrig været overbevist om, at en AC-stilling ville være meget bedre for mig end alt muligt andet. Så jeg plejer på en måde at skyde ret lavt ift. mit uddannelsesniveau og med spredehagl. Fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg vil, eller ikke tror, der kommer noget ud af at gå efter det.
Men nu har jeg forsøgt at gøre det mere snævert. Og at skyde lidt over målet, men gå efter det, jeg brænder mest for. Så jeg søgte en stilling, der lød ret sjov og vigtig, og med en ret sej titel og en ret varieret funktion på en institution tæt på mit hjerte. Som jeg var overbevist om, at jeg ikke ville høre fra, fordi de lød til at lede efter en rigtig voksen evt. med større erfaring som selvstændige erhvervsdrivende eller underviser. Selvom jeg også kunne tænke nærmest alt, jeg har lavet, ind i den stilling.
Og så blev jeg sgu kaldt til samtale lige efter nytår. Og det var nok den rareste og sjoveste samtale, jeg har været til, selvom det også blev sagt nogle gange (på en mild måde), at intet på mit CV dokumenterede, at jeg ville kunne løse præcis de opgaver, men jeg var godt nok god til at rammesætte og formidle og “oversætte” mine kompetencer etc. Hvilket også var en relevant egenskab i den pågældende stilling.
Men pyh, så ville jeg skulle starte lige om lidt og det var fuld tid og føltes ret forpligtende og… Meget at forholde sig til lige pludselig. Men det blev så ikke mig (billede 3), men lød næsten til, at jeg var runner-up. Og jeg havde en god opfølgende samtale og fik en ny forbindelse på LinkedIn. Og.. var både skuffet og lettet.
Bagefter tænkte jeg længe… Hvad betyder titlen for mig? Hvor meget ville være reel glæde over arbejdet og hvor meget ville være glæde ved at kunne høste respekt på det overfladiske ved den? Og fred ved at tilhøre en kategori, en institution? Og er jeg egentlig sikker på, at jeg faktisk godt kan lide at lave det, jeg er god til indenfor lønarbejde (planlægning, procesoptimering, undervisning, formidling, innovation, koordinering, workshops, menneskekontakt, opsøgende erhvervskontakt, forskning etc.) eller er det måske noget, jeg har fundet på, at jeg kan, fordi det kan andre? Eller fordi jeg tror, det bliver forventet af mig, at jeg er driftig i den retning? Jeg ved det snart ikke længere. Det er godt nok svært for mig at skille ros og mestring fra den egentlige glæde ved selve arbejdet. Men det skal man måske heller ikke? I hvert fald øver jeg mig i at tænke, at man ikke behøver gøre noget, bare fordi man er god til det. Hvilket jo ellers langt hen ad vejen er det, man bliver skolet i, når man skal søge job. Det er ret banebrydende for mig at gøre op med det, og måske jeg så med tiden kan skille tingene lidt mere ad.
Et par dage senere ringede min tidligere leder og tilbød mig et sæsonjob, men jeg måtte meddele, at jeg skulle til Indien i februar. Hvilket er nemmere at sige, end at jeg overhovedet ikke savner det.
Og så blev jeg headhuntet af et rekrutteringsbureau og var til en virkeligt underlig samtale med en virkeligt underlig konsulent (og eerie overgearede mandagsvibes – se videoen). I sidste ende var jeg for erfaren og dygtig til noget, de kunne tilbyde mig. Sagde hun. Hvilket er en ret mærkelig fornemmelse. Jeg blev også konfronteret med, at jeg vil blive headhuntet af finansielle og administrative institutioner, hvis nogen, qua min erfaring, og det vil jeg jo netop ikke længere. Og det er hårdt at skulle sidde og forklare. At ja, jeg har gjort alt det her, og ja, jeg var dygtig og vellidt, og nej, jeg leder ikke efter noget, der ligner. For man bliver behandlet som om, man er faldet ned fra månen.
Alt i alt bruger man godt nok meget krudt på at være på dagpenge, og måske har jeg snart set det, jeg ville, og melder mig af igen. Men jeg har også en angst forbundet med ikke at ‘holde mig til ilden’ og være ‘i proces’ med at komme tilbage i arbejdet. Det er helt åndssvagt. Har brugt så lang tid på at drømme om friheden, og nu tør jeg ikke rigtig tage mig den alligevel.
Men så sender nogen mig beskeder (billede 1, 2, 4), som siger det hele. Om arbejde og at være. Og jeg deler dem, fordi det også gælder dig. Du har ret til at være her. Du gør noget godt ved bare at være til og stå af. Du ærer livet og dig selv og giver os andre så meget ved blot at forsøge på at skabe noget sandt og smukt.
