I dag føler jeg, det lykkes mig at holde fri for første gang i lang tid, uden en social aftale. Satte ingen alarm. Okay, jeg har malet vinduesrammer på dukkehuset, men ellers bare fladet ud. Drukket kaffe langsomt og set Castle Rock, støvsuget, ryddet op, været i bad, trænet lidt arme og mave, hørt lidt lydbog, strækket lidt og gået en tur. Uden pres for noget af det.

Især oprydning og støvsugning gjorde underværker for hvor rart her er, i min lille boble.

Min mand har taget hele opvasken, og laver gryderet med fritgående ko og gremolata lige nu. Vi har fundet hinanden igen efter et par hårde dage. Jeg har købt rødvin og skal hoppe trampolin med Agnes i morgen tidlig.

Jeg tror, jeg kunne slappe af, fordi jeg fik rykket på lidt i løbet af ugen, trods knas i parforholdet. Pakket min computer og taget den med på biblioteket. Gjort opslag klar til resten af måneden. Skrevet en præsentation og set, at den virker. Så nu er jeg fri til at skrive skønlitteratur i den kommende uge, og det glæder jeg mig til. Det føles godt, det med at skrive og lave administration ude. Så er computeren pakket væk, så den ikke står og siger, at jeg bør gør mere. Så er herhjemme dér, hvor jeg bruger hænderne på langsomt håndværk og slapper af. Måske tiden snart er moden til at synge lidt igen også, få det indøvet.

Trump vandt. Fuck.

Var ved lægen, og det var godt.

Var på læsesal i går, og det var godt.

Får skrevet og tænkt, føler mig kreativ efter lidt stilstand, og det er godt.

Struggler med at føle, at det ikke går hurtigt nok, og det er ok.

Har spist en chokoladecroissant og drukket kaffe med den søde sojamælk med vanilje. Luksuslivet består.

Jeg er snart færdig med at male dukkehuset indvendigt.

Der er valg i USA.

Min mand er i skoven efter svampe.

Jeg prøver at læne mig ind i stadigt nye stadier af det lønjobfri liv. Se det, jeg har nået. Se det, jeg gerne vil og kan.

Min mand minder mig om, at man har meget større indflydelse, end man tror. At man ikke skal røre mange for at ens handlinger gør en forskel. At man påvirker sine omgivelser med små ting, der spreder en energi som ringe i vandet. Kaosteori. Og at vi som individer samtidig er relativt ubetydelige.

Han finder trøst og frihed i at alle spor af os som personer nok er væk om to hundrede år. Og i tanken om det kaos, der omgiver os. De historier, der ikke bliver skrevet ned, men er ligeså gyldige. 

Vi snakker tit forbi hinanden om det. Jeg ved ikke, om jeg forstår det hele, men han udfordrer og inspirerer mig.

Men. Jeg vil gerne huskes. Jeg vil gerne blive læst på tværs af tid. Ligesom jeg læser Bertrand Russells tekster fra for 92 år siden og tænker, at de stadig er relevante. At der er trøst at finde i dem for mig, nu. Sådan noget vil jeg gerne skabe. Men er der en målstreg, hvor jeg føler, at lige dér, der ligger tilfredsheden, lige dér har jeg gjort nok, opnået nok? Sikkert ikke.

I én optik gør du ligeså meget ved at smile til en fremmed på gaden, som hvis du skriver et episk værk.

Det er en kamp i dag at få gjort ting.

Efter en periode med meget feedback er der nu stille igen… Jeg føler, jeg er blevet sendt tilbage til start… I forhold til at opnå hvad?

Jeg har besluttet at fokusere på at skrive i november og december.

Har lidt tømmermænd efter tre koncerter i går – rigtig gode shows og rigtig gode gutter at følges med, hvor er jeg heldig.

Og min mand lavede madder til mig i formiddags… Og vil lave en sød økokylling til os i aften… Og jeg skal ikke præstere for at få nogen af delene. Jeg må gerne lytte til kroppens behov for hvile, glæde, leg…

Men det er så svært, stadig.

Måske skal jeg begynde at tænke i, at det kan være, det her er midlertidigt. Hvis det kun bliver et år, så er en tredjedel gået i løbet af næste uge. Så er det endnu vigtigere at nyde det. At lade det være en reel pause. At dykke dybere ned i et opgør med præstation.
Det er svært, men det er godt. Og sandsynligvis har jeg mange flere år tilbage til at arbejde. Det er jo ikke fordi, det ville gøre mig gladere eller føles bedre, det ville bare være noget andet.. Og jeg ville være i gang, så jeg ikke havde så meget tid til at tænke.

Jeg vil putte sukker på min skyr, lave kaffe og se fjernsyn nu.

Og nyde min aften med ro og kærlighed fra og til min partner in rest.

Jeg har indført en ugentlig kropsdag. En dag, hvor mit fysiske velvære er det primære. Hvor jeg mærker efter sensorisk og bevæger mig. Hvor alt andet er sekundært.

Jeg har krammet min kæreste.

Jeg har læst Bertrand Russells hyldest til lediggang fra 1932, og genfundet så mange af mine egne tanker fra det sidste år deri. Det trængte jeg til. At blive afstivet i, at det er ok og meningsfuldt, det her.

Jeg har fået et myggestik i panden… På oktobers sidste dag.

Jeg er stadig træt, men har det lidt bedre. Skulle kun bruge otte timer i nat, de første lidt urolige. Nu er klokken kvart i ni, jeg har trukket gardiner fra og lavet kaffe. Sat mig tilbage i sengen. Uthaug er kedelig, men jeg lytter videre for ikke at spekulere over slutningen, mens jeg hækler kjole. Kjolen, som har været trævlet op tre gange uden ærgrelse. Hækler mere for at hækle end for at få en kjole. Men denne gang tror jeg, den bliver god.

Jeg fik ryddet op i går og bare det, at her er rydeligt, gør meget nemmere. Jeg vil prøve at mærke lysten i dag, også hvis den er lille. Følge den. Jeg kan godt mærke den, når jeg snuser til kaffen. Jeg kan godt mærke den, når jeg lægger telefonen væk, når jeg tager hækletøjet frem. Yndlingsbogen af Krasilnikoff venter også ved min side.

Jeg kan mærke den, når jeg ikke tvinger noget i gang. Det skal til nogen gange, som i går, for at jeg kan komme op af et hul, men i dag begynder jeg at kunne mærke andet. Et gulv i dukkehuset, der skal males lyserødt, lidt lys på himlen udenfor, en ryg, der skal strækkes.

–

I dag har jeg malet dukkehus. Hæklet en halv kjole. Læst en bog færdigt. Gået tur, krejlet et bord. Debriefet så godt med min partner om små uoverensstemmelser i går – det er sådan en gave at kunne være så opmærksom, tale med så meget overskud, selvindsigt og ro. I stedet for at gøre det fra en irriteret og overstimuleret hjerne.

Intet af det ville jeg have gjort, hvis jeg havde arbejde. Og alt sammen føles godt.

–

Jeg så Anders Agger snakke med udsatte i TV, og bliver nu ramt af skyld igen. Bare det at se et program bygget op på en præmis om indenfor og udenfor, at yde og at være en byrde. Det gør mig urolig. For fremtiden. Jeg har forsøgt at genlæse egne opslag for at finde et mantra. Men lige nu kan jeg ikke finde ind til følelsen… Af frihed, af produktiv trods, af at jeg ikke skal have et formål…
Måske i morgen.

Det er rart at sove ti timer i døgnet for tiden, men også lidt skamfuldt. Føler mig svag eller doven, når jeg gør det. Samtidig med at kroppen længes efter det.

Parforholdet får og tager energi for tiden, det psykologiske arbejde, at bryde cirkler… Det er udmattende, men givtigt. Til gengæld tager han virkeligt meget fra for tiden i forhold til praktiske opgaver, hvilket jeg virkeligt kan mærke sætter mig fri til mit kreative arbejde, og jeg føler mig så heldig derved.

Jeg er lidt lad, stadig. Mandagene er lidt svære. Søndagene er helt uden angst, men mandag morgen har jeg mest lyst til at blive liggende.

Jeg har sorteret billeder for et par måneder, udvalgt lidt til det her projekt, slettet en masse dubletter og grimhed. Jeg værner om fortiden, alle mine billeder ligger fint sorteret i en mappe per måned og bliver tyndet ud ad flere omgange for at spare plads og finde det centrale. Digital minimalisme, intentionalitet, refleksion.

Jeg fik skrevet et opslag nu. Om min opsigelse. Men jeg bliver irritabel af skærm, så jeg får ikke forberedt til resten af ugen, som jeg plejer. Jeg vil hellere gå en tur, før alle andre får fri. Rundt om kanalen. Og så måske ud at købe flødelikør. Unde mig selv afslapning og glidende bevægelser, blødhed og sødme. Hver dag er en fest. Og jeg drikker faktisk en hel del mindre, end jeg gjorde, da jeg arbejdede. Jeg drikker mig sjældent fuld i weekenden, der er ikke det samme behov for at glemme alt. Og jeg dulmer ikke nerver i det daglige eller belønner mig selv med treats, der kan spises eller drikkes.
Fordi selve eksistensen er rar.
Ikke noget, jeg skal kompenseres for at udstå.

Jeg øver mig i et gøre én ting ad gangen og ikke jage afsted med den. Nu maler jeg fx det dukkehus, som jeg har haft i 25 år. Og det tager lang tid og har ikke så meget formål, men masser af whimsy, og det føles rart. Så jeg prøver at blive ved det, hvor længe det end tager. Prøver at nyde og arbejde hen imod at blive færdig og tilfreds og være til stede i den færdiggørelse.

Da jeg rejste i Portugal for en håndfuld år siden, mødte jeg en journalist, som jeg fortalte om mine interesser og om det at ville mange forskellige ting og være semi-god til meget, men ikke ekspert eller den bedste til noget. Han fortalte mig om at gøre én ting ad gangen. Han havde haft en mentor, som havde sagt, at han skulle dække én ting, og gøre det færdigt. Da jeg mødte ham havde han brugt et halv år på at dække transpersoner i sin by fra forskellige vinkler. Opbygge netværk, afsøge vinkler, tilegne sig viden. Beskrive fællesskaberne, udfordringerne, politikken, individerne. Uden at tænke på tusinde andre aktuelle emner imens. Bare blive ekspert i én ting og lave godt håndværk med ét tema. Og hvordan han så oplevede, at han ikke gik glip af noget. Der er stadig andre emner, når man er færdig med ét. Man mister ikke noget, især ikke faglighed, ved at fokusere.

Det tænker jeg ofte på. Især, når jeg stresser over, at noget tager lang tid. Jeg vil gerne blive bedre til at gøre ting godt fremfor at gøre dem hurtigt. Og at gå til processen med stolthed og fordybelse i stedet for travlhed og bekymring om de andre ting, jeg ikke når.
Jeg når dem senere. Og øvelse er virkeligt centralt her. Det bliver nemmere, når man har praktiseret det et stykke tid. At dvæle, at være mindful. Og tiden udvider sig, verden åbner sig faktisk, når man skærper sit fokus.

–

Det er på mange måder en gave til mig selv, at jeg skriver så meget ned. Jeg læser notater fra for et år siden og det kan så meget, når jeg sidder midt i det her år og ikke længere kan se det udefra.

Mit fortids-jeg minder mig om, at flade dage som i dag også var en del af planen. Jeg får set film, læst bøger, mediteret, opslår mange flere ting, tænker og deler på en måde, jeg ikke havde energi til før, og møder ligesindede i indbakken. Måske endda mere, end jeg havde turde håbe på, alt det. Så ingen grund til panik eller at føle, at du når for lidt. Du når det, du skal.

Og ja, jeg var vildt privilegeret med den arbejdstid, jeg havde for et år siden. 15 timer om ugen halvdelen af år. Fuld tid resten. Men målstregen flytter sig, hver gang jeg opnår noget. Og efterhånden er det klart for mig, at det er noget mere fundamentalt, der skal ændres. Ikke hvor meget, jeg arbejder, men hvordan jeg lever, og hvad jeg er en del af.

Jeg har et stærkt behov for at være nyttig. Måske er det et personlighedstræk, det er svært at komme uden om. Og måske er det ikke skidt.

Men det kunne være godt at kunne skrue op og ned for det. Så jeg ikke finder på opgaver bare for at gøre det. Og så jeg kan være mere og gøre mindre, når jeg trænger til dét.

De fleste af os bliver opdraget af institutioner til at gøre. Og ikke til at være. Til at udvikle os, lave planer, udnytte potentiale, præstere.

Jeg søger tilbage til mit indre barn. Uden tidsfornemmelse, uden altid at orientere sig efter at være nyttig. Bare udforskende, legende, undrende, følende – uden mål.

Der er noget helligt, magisk ved livet i sig selv, ved at eksistere. Måske færre børn ville blive bombet, hvis alle orienterede sig mere i den retning. Vores ukrænkelige ret til “bare” at eksistere. Hvor meget skal den presses og negligeres, før noget springer i norden?

“Jeg gad vide, om jeg er den eneste, der oven på et par fridage, også kan have det lidt stramt med at skulle i gang igen med mine egne ting, selvom jeg selv vælger dem? De selvstændige herinde lyder ofte så positive. Jeg har ikke decideret scaries, men søndag og mandag kan godt være dage, hvor min selvdisciplin, min fremtidsfrygt, min indre kritiker og min indre hedonist bruger en del tid på at diskutere… <3 Selvom jeg egentlig godt kan lide mine arbejdsopgaver.”

Kommenterede jeg på et opslag om Sunday scaries fra nogle af de andre gode Instagramprofiler, der advokerer for at gøre op med lønarbejde, leve langsommere og blive selvstændig med noget, der er nemt og meningsfuldt… Den slags opslag opstiller tit en modsætning mellem lønarbejdet og det gode liv. Mellem frygt, modvilje og pres på den ene side, og frihed, kreativitet og livet som selvstændig på den anden… Og dét… føler jeg ofte ikke rigtig er sådan, det forholder sig for mig. Jeg kan stadig, når min weekend er ved at slutte, en ny uge starter og min to do-liste er opdateret, føle masser af pres. En undvigen. Præstationsmonsteret eller meningsløsheden lurer… De eksisterer også udenfor lønarbejdet.

Jeg føler ikke det store drive, lige denne mandag morgen. Der er altid lidt en lille bølgedal oven på sådan noget som JP og +140% besøgende, 5000 visninger etc.

Følelsen af Ok, nu prøvede jeg dét, og hvad så?

At svare på de søde mails bliver endnu en to do.

Jeg lagde mig og mediterede over, at der vitterligt ikke er noget, jeg skal. At jeg er helt fri. Det er jeg jo, faktisk, men jeg føler det ikke. Jeg føler altid, at der er noget, jeg bør. Altid.

Jeg vågner stort set aldrig uden en mental to do-liste. Der trænger til at blive ryddet op og gjort rent. Den podcast dér er syltet, den artikel dér, fik jeg aldrig taget hul på. Der er også opvask og opslag, der skal rettes til.

Alt sammen uden økonomi. Alt sammen uden forpligtelse. Hvorfor føler jeg mig så forpligtet?

Jeg forpupper mig lige lidt oven på medieopmærksomhed og mange nye besøgende og beskeder og tanker. Jeg har fået et par mails fra læsere, der rammer noget dybt i mig, og det føles sjovt og vildt bare at gøre noget lidt ud over det sædvanlige. Og blive set i det. Men. Jeg er et omvandrende paradoks. Har lyst til at sætte ild til det hele, skabe fællesskaber, dele sårbart, få kontakt og åbne døre… Og så er jeg en introvert, genert, eftertænksom, langsom og kontrolleret type, der nemt bliver overstimuleret og har brug for meget tid i min egen lille hule. Så det er dér, jeg er nu.

Tak for jer. Det er en fornøjelse! <3 Jeg vender tilbage og har planlagte opslag klar til IG.

P.S. Jeg får meget ros (i forbindelse med JP, hvilket ikke er så overraskende ift. deres segment) for at jeg holder fri for “egne penge” og vil bare lige sige: Der er INGEN skam i at være på understøttelse. Det er et sikkerhedsnet, du fortjener, og som er nødvendigt i denne her samfundsstruktur, og. Der. Er. Råd. Det er en prioriteringssag. Fx får CEO’erne i de store banker tocifrede millionbeløb i løn hver måned.
Du må gerne være her og bare være. Altid. (Og jeg kommer sikkert også tilbage på dagpenge engang).

Artiklen udkom i dag. Det har fyldt meget de sidste uger. Med tovtrækkeri med redaktøren. Ændringer af ordlyden… Fra noget med en smule kant og samfundskritik til noget meget fladt, som det er sværere at se mig i. Og jeg blev bare træt. Så jeg lod dem. Og tog det som en oplevelse. Og en bekræftelse af nogle fordomme. Jeg var ellers så positivt overrasket, da jeg læste det første udkast.

Men nu er den ude. På forsiden af Erhvervssektionen.

Det fremstilles centralt, at jeg til tider er brødebetynget, forvirret og klar på at knokle for den skønne velfærdsstat i ufaglærte, men vigtige stillinger, hvis det skulle komme dertil… Der var desværre ikke plads til mine hints om, at jeg ville være mere motiveret for just dét, hvis dem i toppen gad stoppe med at støtte bombning af børn, droppede skattelettelserne til de rigeste og kunstigt åndedræt til konventionelt landbrug, gjorde et eller andet ved de monstrøse bankforretninger generelt, investerede mere i psykiatri, ældrepleje, daginstitutioner m.m. og lod folk gå ned i tid og passe på sig selv og hinanden og have det fedt og gå i skoven. Måske fik jeg heller ikke sagt det hele, men jeg fik sagt noget mere.

Oh well. Den skal nok pisse nogen af alligevel, jo.

Til gengæld er jeg positivt overrasket over at fotografen har ladet mit kufiyyeh komme med i baggrunden på et billede.

Det er sjovt at se sig gjort til mild ragebait. “Ida Liv Ahm sagde sin »voksenjob« op, og hun vil ikkke have et nyt,” skriver de herinde på Instagram. Men det er jo ikke forkert.
Jeg ville gerne have fortalt noget mere om, hvordan jeg får pengene til at strække, og hvad det nøjsomme liv giver mig. Hvordan det at have god tid også gør livet billigere. Hvordan convenience og knaphed på tid og energi er en lænke, der holder folk fast i arbejde og overforbrug. Hvordan jeg går på tilbudsjagt og henter ting på genbrugspladsen, laver og forbedrer ting med mine hænder, så jeg ikke behøver købe nyt, kan være en ressource for mine nære, der selv kæmper med job og praktiske forhold, fordi jeg faktisk har tid til at lytte, reflektere, hjælpe, være fleksibel… Og at jeg inspirerer til at stoppe op og nyde, blot ved at komme på besøg som mig selv.

Nu ved jeg ikke rigtig, hvad den kom til at handle om, artiklen. Men så er det jo heldigt, at jeg har en platform her. Hvor man kan læse præcis, hvad jeg selv har haft lyst til at sige eller skrive. Uden redaktør.

Jeg kæmper lidt i de her dage. Med at finde energi til noget. Med at finde en vej frem, der føles rigtig.

Men så stopper jeg op. Forpupper mig i sengen. Og så opstår der nye ordsammensætninger, jeg får taget hul på at male mit dukkehus indvendigt, hvilket før virkede uoverskueligt, umuligt. Ting uden mål, uden kapital. Bliver mulige og rare.

Og jeg søger inspiration i mit paradistræ. En aflægger af det, mine forældre vist har haft med siden 80’erne eller længere. En stamme, jeg har haft med siden jeg flyttede hjemmefra.
Det var blevet så trist, mørkt og energiforladt, og knækkede, når man prikkede til det. Forgrenet i mange retning ud over det hele, men svagt i alle yderpunkter. Jeg var i tvivl om, om roden var rådden på grund af den måde, det var vandigt, men alligevel tørt i afstikkerne. Forleden lod jeg alle grenene knække, hvor de ville. Der var et par stykker tilbage, tykke og forkortede. I dag lagde jeg mærke til alle de små sprøde, saftige, dybgrønne nye blade, der er dukket op alle steder, hvor noget var knækket af.
De ser så sunde og energiske og søde ud.

Man må gerne give slip, droppe nogle forgreninger, selvom man har brugt meget krudt på dem før og troet, de var essentielle. Skære ind til benet, give systemet lidt tid til at komme sig. Så spirer der nye ting nærmest helt af sig selv, og roden var slet ikke rådden, bare træt af udtjente projekter og bjerge, man bar rundt på, i stedet for bare at bestige en enkelt gang. 

Og i dag er dag 100. Jeg har sat en øl på køl og købt chokolade. Prøver at se alt det, jeg har fået af det her eksperiment, men som jeg tager for givet ofte. Projekter, der rykker, omend langsomt. Tid til hvile, når jeg er træt og snottet.

Og der er kommet mange nye følgere til. – Der er noget, der ræsonnerer. Noget, jeg er ikke er den eneste, der længes efter. Tak.

Er flad og sårbar i dag. Blev interviewet til JP om mit år uden lønarbejde i sidste uge – interview mandag, fotosession i mit hjem onsdag, udkast og rettelser torsdag og fredag. Og det dræner. De modsatrettede følelser i mig. Vil gerne larme, men er også meget introvert og genert. Vil gerne gøre en forskel, men helst ikke ses.

Det er snart dag 100 af eksperimentet. Tiden flyver. 

Nåmen. Eksponeringen, det at være på på den måde, sidder vist stadig i mig. Trækker energi ud og gør mig sårbar. Lammer skabertrangen med selvbevidsthed. Det passerer nok. Snart er artiklen ude, så jeg kan fejre det eller glemme det igen. Har ikke lyst til noget, så jeg prøver at holde fri. Se serie. Jeg har rettet lidt til på SEO, hvis nu lidt flere googler mig, når de har læst avis. Men jeg gider ellers ikke rigtig noget. Lappede en trøje. Det burde også være nok.

Men der er, som nævnt ofte før, lidt opbrud i alle mine måder at måle min aktivitet på. Og det blæser og er koldt. Jeg begynder at drømme om at rejse til vinter. Hævelsen af lymfeknuderne har fortaget sig. Min mave er stadig i stresset oprør. Jeg føler mig akavet og irritabel. Vil prøve at sidde stille. Vente. Sidde med ubehaget og vide, at det går over. At jeg får energi og lyst igen. At jeg nok skal få realiseret idéerne lidt efter lidt. Også hvis det ikke bliver denne uge.

Jeg vil holde ferie nu. Og så lave to afsnit podcast. Og så prøve en ny rutine med at komme ud at skrive. Og nørkle herhjemme, udvide butik.

[En note om at dele teksten fra dag -525]

Det føles stadig kontroversielt at sige, at vi har tilstrækkelig velstand. At dele mine tekster fra for et år siden om, at det er en god ting at sige op. Men det er sådan noget, jeg siger til mig selv. Stadig. Knaphedsretorikken er et produkt af politisk prioritering og systemisk status quo. Ret og pligt fylder stadig meget i mine følelser, men rationelt ved jeg, at der er andre muligheder for os alle. Det føles lidt vildt at dele mine private noter, der retfærdiggør mine valg og kritiserer normerne, men måske du også har brug for nye tanker eller for genkendelse. Og jeg gider godt diskutere nuancer og forskellige perspektiver. Så her er jeg og mine ord.

Har været til demonstration. Der er kommet dato for Amnesty, Oxfam, MS og Al Haqs retssag mod den danske stat. For what it’s worth.
Og vi prøver at vise, at borgerne stadig er med.

Det føles så fucked at have råbt de samme ting i et år uden respons, der er til at tage at føle på. Jeg hader at blive ignoreret.
Over 41.000 palæstinensere direkte myrdet, mange flere indirekte – og hvad sker der herhjemme? Ikke en fucking skid. Vi skal jo drive forretning.

Jeg brækker mig.
Men det føltes som altid godt at være på gaden med ligesindede. At foretage sig noget. For mig selv, mere end fordi det råber nogen op på Borgen. De ved i forvejen udmærket, hvad der foregår. Og at vi er vrede.

Men for min egen skyld, for min menneskelighed. Er det godt at føle mine følelser. Give vreden og sorgen et rum at udfylde. Give det plads og fokus i stedet for at forsøge at undertrykke det for at få en hverdag til at fungere.

Og at se de andre giver en lille smule håb for at verden ikke allerede er død. Vi er her endnu.

Luften dufter så godt i de her dage.

Gik en smuk, smuk tur på Christiania med en ven i går. Det regnede, men er stadig så grønt. Og gult og orange.

I dag åbner jeg vinduet kvart i tolv. Dårlig søvn i et par dage og interview i går og kæresteudfordringer har gjort mig træt. Og så slår efteråret lige ind. Og jeg tænker på, om jeg plejer at værdsætte det i samme grad, når jeg skynder mig på arbejde. Når du at dufte det? Jeg synes, det er helt magisk. Og nu vil jeg læse tegneserie og drikke min kaffe og lave simremad. I morgen kommer en fotograf fra JP, så jeg skal måske også rydde lidt op og placere propaganda strategisk. Senere, senere.

I de perioder, hvor jeg har arbejdet mest, har jeg været ret udmattet i weekenden og om aftenen. Så det meste af min fritid jo gik med hvile og restitution. Men jeg har så mange idéer og interesser og så meget lyst til at skabe og til at være social med mennesker, jeg selv har valgt og ikke bare arbejder sammen med, og til at være udendørs og tage ikke-arbejdsrelateret information ind… Og alle de ting kaldte på mig. Det er jo en prioriteringssag, jeg vil helst leve materielt sparsommelig og til gengæld have energi og tid nok til at mærke, hvorfor det er fantastisk at være i live. Jeg kan godt lide at løse diverse arbejdsopgaver og de fleste, der har arbejdet sammen med mig, vil nok bevidne, at jeg er både flittig, engageret og dygtig i de fleste ting, jeg kaster mig ud i, men hvis jeg kan undgå at bruge det meste af min energi i et rutinepræget lønarbejde resten af livet, så foretrækker jeg det.

Der er noget, der føles meget farligt ved at sætte tempoet ned. Jeg føler mig lidt indoktrineret til at føle mig mest sikker og på rette vej, hvis jeg er aktiv, produktiv, synlig, forbundet og gerne i et højt tempo. Det føles risikabelt at være afventende og passiv. Og jeg føler så meget ansvar for at være proaktivt og risikominimere, når det kommer til min privatøkonomi og min fremtid. Det er helt vildt.

Men nu prøver jeg at mærke efter, og jeg tror, at retningen, vi bevæger os i, er en del vigtigere end tempoet, hvormed vi gør det. Jeg tror vi er mange, der har brug for at rekalibrere hyppigere og at det også kunne være givtigt på virksomheds- og samfundsniveau. Det kan godt være, vi skal arbejde mere, men det er sgu ikke ligegyldigt på hvad. Penge kan ikke trylle jordkloden fem gange så fuld af ressourcer.

Jeg er så vred og så ængstelig, men jeg øver mig virkeligt også i ikke at tage livet så alvorligt. Det løser sig nok, det hele. Og ellers var det en fed tur. Måske flere reelle problemer, men færre indbildte, der får lov til at styre mit liv.

Frygten for at vågne op hen mod slutningen af livet og tænke, “Hvad fanden var det, jeg brugte det på?” er større end frygten for at ende på kontanthjælp. Jeg vil mærke det, mens jeg kan. Og det kræver fri tid. Ikke nødvendigvis total arbejdspause, men når mange jobs er fremmede eller dekontekstualiserede fra vores instinkter (den korte version: at være tør, mæt, varm, forbinde socialt, forbinde til omgivelserne og naturkrafter gennem kunst og ritualer), er det nemt at glemme det helt, hvor vildt det er, at vi er i live, og hvor smuk den verden, der omgiver os, er. Glemme, hvad det er for en sammenhæng, vi indgår i. Samfundsøkonomien kan ikke stå alene som kontekst og motivation til handling.

Jeg har altid følt, at der er meget indsigt at hente i afveksling. Jeg regner med at komme til at savne ting ved arbejdslivet, som jeg kun kan mærke, fordi jeg har gjort noget andet for en stund. Og jeg ved godt, at Kaare måske synes, jeg er uretfærdigt forkælet, eller at det er udfordrende at forholde sig til så rastløs en arbejdskraft som arbejdsgiver, men jeg ved også, at den frihed og uafhængig gør mig til en god arbejdskraft – jeg gør mig virkeligt umage og er investeret og initiarivrig, når jeg arbejder. Jeg er der hundrede procent eller slet ikke.
Og det er mit mareridt at sidde at trille tommelfingre og spilde min tid på et kontor, hvor der ikke er strengt brug for mig. Jeg vil hellere gå energisk og inspireret på arbejde og holde fri for egen regning, når jeg ikke kan det, end at tvinge mig selv afsted og yde the bare minimum året rundt. Ikke at der er noget i vejen med det sidste, hvis man kan, det er mit temparament bare ikke til, og jeg ved, at der er mange, der af lignende årsager drømmer om tre- eller firedages arbejdsuger.

Jeg er ofte helt derude, hvor jeg, når jeg får at vide, at jeg skal arbejde mere for samfundets skyld, tænker på, hvorfor vi skal opretholde det her, som så mange af os egentlig ikke bryder os om at være i. (Og skal alle jobs bestå eller er der mange, vi burde droppe for at frigøre til ældreplejen og børnehaven?) Jeg ved godt, at mange har det fint, godt kan lide at gå på arbejde, og ikke har behov for at stille så mange spørgsmål til normen, samt at vi i de her debatter om arbejdslivet har en tendens til at fremhæve mindretallet, som trives dårligt, fordi der trods alt bliver flere af dem (eller “os”, for jeg ser mig selv som en del af dem, der er sårbare overfor det tempo, produktivitetstvang og individuelle præstationssræs). Men alligevel. Jeg synes, livet er totalt magisk, men jeg kender godt nok mange, der slet ikke kan mærke det, fordi de er helt kørt ned af arbejdspresset i og udenfor hjemmet. Stress på arbejdspladsen, ulykkelige småbørnsforældre, ulykkelige unge.

Er der nok, der har det godt, til at det her show skal fortsætte på samme måde? Og hvad med det miljø, vi er en del af, der også er udpint og ændrer sig hurtigt? Altså jorden skal nok klare sig, den fortsætter jo bare ikke med at være beboelig for mennesker og mange andre organismer, hvis vi fortsætter sådan her.

Ret og pligt er lidt oppe i luften, når man ikke længere har tillid til, at det man har ret til, giver reel sikkerhed. Hjemmeplejen sejler, børnehaverne og vuggestuerne sejler, skolerne sejler og som nation forsvarer vi ikke længere basale menneskerettigheder ude i verden. Så derfor er jeg lidt afventende ift. at føle mig super forpligtet. Jeg har heldigvis taget en af de billige humanistiske uddannelser, hehe, så den er nok næsten betalt tilbage via skatten allerede. Og regeringen forsømmer meget af det, jeg mener er deres pligt. Jeg ville da nok være mere motiveret af regeringens nedladende forsøg på at opdrage os, der vælger ikke at arbejde, hvis jeg kunne se, at det jeg ydede kom de mest trængende til gode. Psykiatri, ældrepleje, daginstitutioner, folk på kanten af samfundet, forfulgte folkeslag og børn ude i verden… men det er ikke tilfældet. Hvis min skat går til krig, lønstigninger til politikere, skattelettelser til de rigeste og kunstigt åndedræt til konventionelt landbrug… Så rammer de mig sgu ikke på samvittigheden, når de udskammer mig over, at jeg ikke laver penge, men protesterer, hviler, sparer og opdyrker værdifællesskaber i stedet.

Smukke oktober, tid til at rejse med togbus uden stress over tabt weekend og gode gamle venner, som spørger ind til livet som arbejdsfri på forskellige åbensindede måder… I dag er jeg bare taknemmelig.

Jeg har siden d. 8/7 ført en ta daa-liste i stedet for en to do-liste. Skrevet ned hver dag, hvad jeg har lavet/kreeret/ordnet. I noget tid var det et godt redskab til at dulme behovet for at se fremgang, whatever that means, og se, hvad jeg fik gjort. Og samtidig sætte forventningen ned til én ting per dag. Og til at få øje på alle de små ting, jeg laver, som viser mig en forbedring af mine prioriteringer og mit overskud.

Nu er det slut med det redskab, kan jeg mærke. Jeg gider ikke. Og de mentale processer her i efteråret er mere rodede, krævende og latente. Det giver ikke længere mening at skrive det ud konkret. Jeg ved, at jeg gør ting. Og samtidig er jeg blevet mere komfortabel med at gøre mindre og være mere, og det vil jeg gerne omfavne. Så nu dropper jeg det. Nu vil jeg bare være.

Har alarm til kl. 9, men vågner af infernalsk byggestøj kl. 8. Sover stadig med åbent vindue, selvom luften er koldere. Blunder videre.

Alarmen er meditationsmusik uden vibration, så jeg kan godt sove fra den i noget tid. Hvis jeg skulle op og på arbejde skulle den være mere insisterende. Det her er rarere.

Var stadig træt kl. 9, men tvang mig lidt vågen. Men ikke til at handle. Prøver at vente med at bruge telefonen. Laver blide stræk i sengen. Min ryg er stram, ikke af kontorarbejde, men af hækling og telefon og vandring med rygsæk. Så. Mindre telefon i dag.

9.30 står jeg op, drikker en glas vand og laver kaffe, sætter mig tilbage i sengen. Mærker efter, hvad dagen kalder på. Tænker over, hvad jeg vil sige i et interview, som falder i løbet af de næste par uger. Det er lidt træls at have så meget tid til at tænke over det og ingen fast dato.

Beslutter mig for, hvor meget jeg vil tvinge mig i gang med aktiviteter, der skal løbes i gang. Ok-meget, for jeg har holdt pause i en del dage og vil gerne nå et sted hen. Så lad os sige tre timer på det her tekstprojekt, få besluttet en visuel identitet til Instagram, lave nogle opslag klar. Men ikke lige nu. Skriver ned, tjekker mails, svarer på et par lavpraktiske beskeder. Har fået to boligtilbud, der er svære at forholde sig til.

Læser skønlitteratur, mens jeg drikker kaffen.

10.20 tager jeg computeren på skødet i sengen. Tager små skridt ind i arbejdet. Ordner noter, vælger seks ud, der skal gennemarbejdes i dag, åbner mit Excel-overblik over indlæg. Installerer opdateringer i WordPress, tjekker beskeder, tjekker statistik på siden. Fortsat stigende, men diffus målgruppe.

11.00 er jeg sulten og fryser. Går ud og laver mad. Har haft lyst til tortellini i et døgn. Varmer dem op i en rest grøntsagssuppe tilsat en dåse tomat og lidt ekstra salt og krydderier. Spiser halvdelen med fuldt fokus, uden TV eller telefon.

Går i bad. Tænker videre på teksterne imens. Nyder at kunne lægge mig i sengen bagefter uden at skynde mig videre. Bliver meget sløv af bad for tiden. Blodmangel, måske. Taktil overstimulering. Temperaturskift. Det er en stor post i mit energiregskab.

12.10 tænker jeg, at jeg vil prøve at nedskrive, hvad jeg laver i løbet af en dag. Gør det i sengen.

12.13 står jeg op og laver øvelser, især for nervesystemet… Hopper, svinger armene, banker let på skuldre og hals.

12.18 tager jeg tøj på og sætter mig til tasterne ved mit nye skrivebord af en gammel hylde fra en lagerreol, der balancerer på mine opbevaringskasser med kreadims. Trækker vejret dybt og lader mig selv mærke modviljen. Hvor den kommer fra. Præstation, blokade, hvad nu hvis, hvorfor overhovedet prøve, for mange åbne tabs i mit hoved, hvad hvis jeg ikke kan koncentrere mig.

14.00 har jeg skrevet og publiceret en håndfuld tekster, og jeg kan godt lide selve arbejdet, når jeg sidder der. Spiser resten af pastaretten. 

14.30-16 går jeg en tur på fælleden. Lyset kom. Det var smukt. Da jeg rejste rundt i Vietnam i 2010 fandt jeg en hest af ler i en vejside, og det er siden gået op for mig, at den måske ikke var tabt, men placeret der med en intention. Nu besluttede jeg at sætte den fri igen, og fandt en dejlig lille mosplet til den under et lille træ. Sagde farvel og tak. Plukkede kvæder. Krammede.
Nu er jeg træt. Spiser en dåse bønner med spidskommen, salt, eddike og chili. Lægger mig og slapper af og strækker lidt mere. Kulden får mig hele tiden til at spænde op.

17.00 drikker jeg et glas vand og skriver videre.

19.30 kommer jeg i mål. Holder fyraften. Ser film med min mand, drikker kakao og spiser en TGTG-bolle med Nutella, som hjernen, der har arbejdet længe, kalder på. Vi snakker også om store og svære ting til 23.00, og er gode til det i dag.

Jeg svarer på nogle beskeder, gemmer nogle andre. Har virkeligt svært ved at overskue mange mennesker for tiden.

01.00 kan jeg stadig ikke sove, men det gør ikke noget. Tager tyve minutter på Reddit og en halv times lydbog. Udsætter morgendagens alarm til 10.00 og føler mig meget heldig, at det er en mulighed.
No rush, bby. <3

Jeg har tabt pusten. Med at lave en ting om dagen, med at føre regnskab, med at tælle kalorier. Og det er ok. Der er flow i andre ting. Og så er der gå-i-hi humør, og jeg vil huske at nyde det. Denne følelse af, at efteråret kommer, dagene bliver kortere, blæsten rusker – og jeg skal intet. Ikke tidligt op, ikke på arbejdet, ikke handle ind i myldretiden, ikke til møder. Intet.

Så jeg sover længe. Jeg læser bøger. Jeg kysser. Jeg ser film. Jeg nyder et varmt bad. Jeg drikker teen langsomt, jeg spiser suppen langsomt.

Jeg skrev impulsivt en mail til Jyllands-Pesten forleden, og det bliver muligvis til en halvside med billeder og det hele. Og det er ok, at dét er drænende. At putte sig selv out there. At overveje konsekvenser, kanaler, budskaber. Fascisternes avis… Kører tema om privatøkonomi og vil rigtig gerne høre om en karrierepause. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at få flettet noget Palæstina, klimakatastrofe og solidaritet ind. Så mange tanker kværner i mit hoved. Og jeg er så splittet et menneske. Mellem at råbe op og at blande mig uden om. Mellem at planlægge en strategi og ændre alt med en impulsiv beslutning. Mellem at kere mig om alle andre og samtidig ikke rigtig være bange for noget. Og er det måske farligt? Bliver jeg måske genkendt? Eller overset? Tør jeg godt være her? Vi får se. Men i hvert fald suger det energi, især underbevidst. Så jeg sover, læser, spiser, kysser, handler langsomt, lader op, giver slip på kontrollen, planen, regnskabet. Jeg har masser af penge. Jeg er god som tyk. Jeg skal ikke nå noget.

Jeg får ikke lavet podcast i dag. Min hjerne fungerer ikke til noget med dyb koncentration lige nu. Men den kan få idéer, tænke løst, være kreativ måske. Og det er ok. Har lidt ondt i hovedet. Glæder mig til min sociale aftale og at bevæge kroppen. Men har brug for at skulle ud til noget for at kunne det. Altså tage mig sammen til at bevæge mig.
Det er ok. Alt er ok. Og jeg tror nok, jeg skal blive færdig. En dag om ikke så længe. Og jeg kan godt komme i flow med det rationelle, akademiske arbejde. Men det er helt klart også krævende på en anden måde at finde det frem igen. Og helt forståeligt, at jeg ikke kan det i mange timer om ugen, synes jeg. Lidt men godt, du. Dét er frihed.

Måske kan jeg pakke en pose med mit udstyr til på fredag, hvor jeg vil forsøge igen.

I dag er en god dag.

Jeg sov til jeg vågnede. Sov sent men tungt. Lod mig selv bare være og have det, som jeg havde det. Var lidt gladere. Trods menstruationssmerter.

Kaffe og tegneserie. Et dejligt bad. Og så arbejde jeg på podcast i et par timer.
Det var svært at komme i gang, men jeg blev ved det og fik taget hul. Hvis nu det havde været lønnet arbejde med kollegaer, så er det jo det, man gør. Sidder der længe og holder møder og tænker og drikker kaffe og læser mails og forbereder og tager sig sammen og holder pauser… Alt sammen en del af at løse svære opgaver.

Det regner, men er lunt. Jeg fik købt ind. Jeg fik krammet.

Jeg bliver høj på produktivitet… Men måske det ofte også er fordi, det føles som leg. Fordi, der er flow, hvis jeg ikke forcerer for meget.

Nu er det eftermiddag, og jeg føler mig lidt fanget af det, jeg ikke nåede. Men prøver at observere følelsen, mindful. Rydde lidt op fysisk, læse et kapitel fagligt stof, drikke en kop kaffe og så fri leg. Prioritere den hvile, som kroppen også har brug for. Og i morgen skal den både bevæges mere og være social. Og måske kan jeg blive færdig med første afsnit. Måske. Og ellers et det også okay.

Jeg er træt med træt på. Igen. Læser Kahneman og bliver konfronteret med, hvor atypisk min hjerne fungerer. Halvdelen af hans eksempler passer ikke på mig – hverken det, der skulle være let og intuitivt eller det, der skulle kræve en anden form for koncentration. Mit er omvendt, eller i hvert fald anderledes. Jeg tænker næsten hele tiden aktivt, bevidst. Til gengæld findes mit energibesparende intuitive system nærmest ikke, føles det som – tit er det bare stille, hvis jeg mangler information/empiri. I forlængelse af al denne træthed burde jeg måske snart tage mig sammen til at gå til lægen, så jeg kan tale med en psykiater, der har forstand på det…

Jeg har gået omkring tre kilometer langs Stavis Å med oppakning på.

Menstruationen er på vej og jeg spiste en Ipren i morges for at tage de værste smerter.

Nu sidder jeg på åbanken og spiser et perfekt æble fra et træ, jeg gik forbi, og drikker en IPA. Den smager underligt rundt og lækkert, og min krop føles blød, smidig og afslappet, faktisk. Der er pil og siv i åen. Solskin i ryggen. Lydbog i ørerne. Guldsmede og edderkopper. Det er efterårsjævndøgn, og jeg har det faktisk rart som organisme. Mindre rart som menneske i denne her verden, i lineær tid, i samfund. Men godt som organisme. 35 år, stærk, blød og egenrådig.

Og luften er den perfekte temperatur.

Jeg bliver helt rørt over den lethed i kroppen. Den er så sjælden for tiden. Hvor er det dejligt at være, at jeg bevægede mig herhen.

Og hvor er det typisk, at det er, når jeg prøver og forventer mindst, at jeg er her mest, opnår mest velvære, er mest til stede og i balance. (Bogen spiller dog stadig i 1,25 tempo, ellers er det sgu for langtrukkent. Mere zen er jeg ikke.)

To ænder af en slags, jeg ikke kender, svømmer omkring, plasker, løber på vandet.

Min gode venindes døtre sad begge helt fordybede i fingerstrik, da jeg gik. De er ellers ikke i en alder, hvor de har så meget ro på særligt tit, og deres mor er træt. Det er en dejlig indflydelse at have – at se dem sidde sådan efter at jeg og mit garn og mit friske pust havde været på besøg i et døgns tid uden egentlig intention om at inspirere nogen eller noget. Det gør måske mest indtryk, når man ikke prøver?

Jeg sendte et billede af et gammelt træ i en lysning, som kaldte på mig og udstrålede så meget urkraft, til en gravid veninde, der synes kroppen er svær at forholde sig til.

Og jeg føler mig som en god ven. Den med mere tid og overskud til at dvæle og være intentionel, kreativ, opmærksom. Mere bevidst om livets under, uden at være praktisk. Det er funktion nok for mig. At være den ven.

Jeg sover virkeligt tungt for tiden. Drømmer meget, virkelighedsnært. Jeg drømte blandt andet, at jeg var forelsket. Ideen om én, jeg ikke har mødt endnu. Prøver at tage den med ud i dagen.

Har læst noget astrologi om, at der under fuldmåneformørkelsen i fisken er tegn at hente, og at man skal følge sin intuition mere end lægge strategi og manifestere. Jeg tror ikke rigtig på det, men følger der, fordi det passer mig.

Der er tydeligvis gang i rigtig meget bearbejdning under overfladen – måske behøver jeg ikke fylde så meget mere på i de vågne timer… Af mål, udfordringer, arbejde, indtryk. Det er ikke for min skyld, så hvorfor så? Hvorfor så travlt altid? Den konstante sense of urgency. Optimering, selvrealisering. Nej tak.

Jeg vågnede op til fotos af himlen fra en ven. Strakte mig langsomt, lod drømmene falde på plads. Drikker blød kaffe, læser ét fagligt kapitel (Kahneman) og så tegneserier. Er stadig decideret søvnig, selvom jeg har sovet otte timer. Måske kroppen helst vil skrive her i sengen fremfor på biblioteket. Gemme sig lidt endnu, sidde blødt, have fri adgang til kogt vand og ro.
Jeg skal også ud hele weekenden og i morgen, siger jeg til mig selv. Jeg skal nok få luft, motion, mennesker og indtryk. Lige om lidt.

Jeg kan næsten nå at glemme brugernavnet til MitID i de her dage. Har modtaget tre jobrelaterede mails på en måned. Hvordan kommer jeg nogensinde tilbage fra denne ro, denne væren?

Jeg sover mange lure, føler en ekstrem træthed og mangel på motivation, er splittet mellem, om jeg trænger til hvile eller får energi ved at tvinge mig i gang. Har måske nok symptomer til en depression. Glæder mig til at se min langdistanceveninde i weekenden.

Fandt ud af i går, at når jeg føler, jeg ikke kan noget på grund af angst, så kan jeg stadig nynne. Lange, meditative toner. Og det beroliger. Jeg kan ikke tænke imens. Det er nærmest trylleri. Og det letter.

Vil prøve at tage på biblioteket og skrive i morgen. Det er mislykkedes så ofte før. Men vil prøve.

Jeg græd mig selv i søvn. Har ellers ikke grædt meget, men i går kom det ud. Angsten, afmagten, apatien og sorgen.

I dag har jeg det bedre. Vågnede tidligere. Sov ellers først klokken halv fire, så søvnen indhenter mig nok senere. Men nu nyder jeg lyset, drikker kaffe, planlægger min fødselsdag på mandag og læser bogen færdigt. Kan overskue faktisk at sætte mig ting for. Ikke det skabende, men andet. Vasketøj, svømmehal, opvask, indkøb. 

Det er de små ting. Jeg elsker at læse i sengen og glemme kaffen og så kigge på glasset og blive så glad for, at det stadig er halvt fyldt.

Jeg ved ikke, hvornår man skal stoppe med at lytte til kroppen, når den er så træt og ugidelig. Men jeg har tabt mig lidt og det gør nok også træt i starten.

Følte mig så ensom i går. Med seks ubesvarede beskeder i indbakken, som jeg har prøvet at tage mig sammen til alt for længe. Og tyve nye følgere her. Jeg orker ikke at være rigtig social, men føler mig dårlig over det, over at have været alene siden tirsdag. I dag er det lørdag.

Rensede afløb, læste en bog færdig, lavede shakshuka bare til mig selv, var i et dejligt varmt bad og prøver at være nærværende i de privilegier, i kroppen. Nære den og lade tiden gøre resten. Der er også altid en underlig uro omkring denne her form for sorg – når man så kigger ud i verden, og netop ikke er truet på livet her. Så virker kærestesorg så banalt.
Men det er ikke et hierarki, det er helt forskellige oplevelser, det er kaotisk og omskiftelig og menneskeligt, og det må det gerne være.