Har været til demonstration. Der er kommet dato for Amnesty, Oxfam, MS og Al Haqs retssag mod den danske stat. For what it’s worth.
Og vi prøver at vise, at borgerne stadig er med.
Det føles så fucked at have råbt de samme ting i et år uden respons, der er til at tage at føle på. Jeg hader at blive ignoreret.
Over 41.000 palæstinensere direkte myrdet, mange flere indirekte – og hvad sker der herhjemme? Ikke en fucking skid. Vi skal jo drive forretning.
Jeg brækker mig.
Men det føltes som altid godt at være på gaden med ligesindede. At foretage sig noget. For mig selv, mere end fordi det råber nogen op på Borgen. De ved i forvejen udmærket, hvad der foregår. Og at vi er vrede.
Men for min egen skyld, for min menneskelighed. Er det godt at føle mine følelser. Give vreden og sorgen et rum at udfylde. Give det plads og fokus i stedet for at forsøge at undertrykke det for at få en hverdag til at fungere.
Og at se de andre giver en lille smule håb for at verden ikke allerede er død. Vi er her endnu.