Jeg har gået omkring tre kilometer langs Stavis Å med oppakning på.
Menstruationen er på vej og jeg spiste en Ipren i morges for at tage de værste smerter.
Nu sidder jeg på åbanken og spiser et perfekt æble fra et træ, jeg gik forbi, og drikker en IPA. Den smager underligt rundt og lækkert, og min krop føles blød, smidig og afslappet, faktisk. Der er pil og siv i åen. Solskin i ryggen. Lydbog i ørerne. Guldsmede og edderkopper. Det er efterårsjævndøgn, og jeg har det faktisk rart som organisme. Mindre rart som menneske i denne her verden, i lineær tid, i samfund. Men godt som organisme. 35 år, stærk, blød og egenrådig.
Og luften er den perfekte temperatur.
Jeg bliver helt rørt over den lethed i kroppen. Den er så sjælden for tiden. Hvor er det dejligt at være, at jeg bevægede mig herhen.
Og hvor er det typisk, at det er, når jeg prøver og forventer mindst, at jeg er her mest, opnår mest velvære, er mest til stede og i balance. (Bogen spiller dog stadig i 1,25 tempo, ellers er det sgu for langtrukkent. Mere zen er jeg ikke.)
To ænder af en slags, jeg ikke kender, svømmer omkring, plasker, løber på vandet.
Min gode venindes døtre sad begge helt fordybede i fingerstrik, da jeg gik. De er ellers ikke i en alder, hvor de har så meget ro på særligt tit, og deres mor er træt. Det er en dejlig indflydelse at have – at se dem sidde sådan efter at jeg og mit garn og mit friske pust havde været på besøg i et døgns tid uden egentlig intention om at inspirere nogen eller noget. Det gør måske mest indtryk, når man ikke prøver?
Jeg sendte et billede af et gammelt træ i en lysning, som kaldte på mig og udstrålede så meget urkraft, til en gravid veninde, der synes kroppen er svær at forholde sig til.
Og jeg føler mig som en god ven. Den med mere tid og overskud til at dvæle og være intentionel, kreativ, opmærksom. Mere bevidst om livets under, uden at være praktisk. Det er funktion nok for mig. At være den ven.