Jeg græd mig selv i søvn. Har ellers ikke grædt meget, men i går kom det ud. Angsten, afmagten, apatien og sorgen.
I dag har jeg det bedre. Vågnede tidligere. Sov ellers først klokken halv fire, så søvnen indhenter mig nok senere. Men nu nyder jeg lyset, drikker kaffe, planlægger min fødselsdag på mandag og læser bogen færdigt. Kan overskue faktisk at sætte mig ting for. Ikke det skabende, men andet. Vasketøj, svømmehal, opvask, indkøb.
Det er de små ting. Jeg elsker at læse i sengen og glemme kaffen og så kigge på glasset og blive så glad for, at det stadig er halvt fyldt.
Jeg ved ikke, hvornår man skal stoppe med at lytte til kroppen, når den er så træt og ugidelig. Men jeg har tabt mig lidt og det gør nok også træt i starten.
Følte mig så ensom i går. Med seks ubesvarede beskeder i indbakken, som jeg har prøvet at tage mig sammen til alt for længe. Og tyve nye følgere her. Jeg orker ikke at være rigtig social, men føler mig dårlig over det, over at have været alene siden tirsdag. I dag er det lørdag.
Rensede afløb, læste en bog færdig, lavede shakshuka bare til mig selv, var i et dejligt varmt bad og prøver at være nærværende i de privilegier, i kroppen. Nære den og lade tiden gøre resten. Der er også altid en underlig uro omkring denne her form for sorg – når man så kigger ud i verden, og netop ikke er truet på livet her. Så virker kærestesorg så banalt.
Men det er ikke et hierarki, det er helt forskellige oplevelser, det er kaotisk og omskiftelig og menneskeligt, og det må det gerne være.