Har alarm til kl. 9, men vågner af infernalsk byggestøj kl. 8. Sover stadig med åbent vindue, selvom luften er koldere. Blunder videre.
Alarmen er meditationsmusik uden vibration, så jeg kan godt sove fra den i noget tid. Hvis jeg skulle op og på arbejde skulle den være mere insisterende. Det her er rarere.
Var stadig træt kl. 9, men tvang mig lidt vågen. Men ikke til at handle. Prøver at vente med at bruge telefonen. Laver blide stræk i sengen. Min ryg er stram, ikke af kontorarbejde, men af hækling og telefon og vandring med rygsæk. Så. Mindre telefon i dag.
9.30 står jeg op, drikker en glas vand og laver kaffe, sætter mig tilbage i sengen. Mærker efter, hvad dagen kalder på. Tænker over, hvad jeg vil sige i et interview, som falder i løbet af de næste par uger. Det er lidt træls at have så meget tid til at tænke over det og ingen fast dato.
Beslutter mig for, hvor meget jeg vil tvinge mig i gang med aktiviteter, der skal løbes i gang. Ok-meget, for jeg har holdt pause i en del dage og vil gerne nå et sted hen. Så lad os sige tre timer på det her tekstprojekt, få besluttet en visuel identitet til Instagram, lave nogle opslag klar. Men ikke lige nu. Skriver ned, tjekker mails, svarer på et par lavpraktiske beskeder. Har fået to boligtilbud, der er svære at forholde sig til.
Læser skønlitteratur, mens jeg drikker kaffen.
10.20 tager jeg computeren på skødet i sengen. Tager små skridt ind i arbejdet. Ordner noter, vælger seks ud, der skal gennemarbejdes i dag, åbner mit Excel-overblik over indlæg. Installerer opdateringer i WordPress, tjekker beskeder, tjekker statistik på siden. Fortsat stigende, men diffus målgruppe.
11.00 er jeg sulten og fryser. Går ud og laver mad. Har haft lyst til tortellini i et døgn. Varmer dem op i en rest grøntsagssuppe tilsat en dåse tomat og lidt ekstra salt og krydderier. Spiser halvdelen med fuldt fokus, uden TV eller telefon.
Går i bad. Tænker videre på teksterne imens. Nyder at kunne lægge mig i sengen bagefter uden at skynde mig videre. Bliver meget sløv af bad for tiden. Blodmangel, måske. Taktil overstimulering. Temperaturskift. Det er en stor post i mit energiregskab.
12.10 tænker jeg, at jeg vil prøve at nedskrive, hvad jeg laver i løbet af en dag. Gør det i sengen.
12.13 står jeg op og laver øvelser, især for nervesystemet… Hopper, svinger armene, banker let på skuldre og hals.
12.18 tager jeg tøj på og sætter mig til tasterne ved mit nye skrivebord af en gammel hylde fra en lagerreol, der balancerer på mine opbevaringskasser med kreadims. Trækker vejret dybt og lader mig selv mærke modviljen. Hvor den kommer fra. Præstation, blokade, hvad nu hvis, hvorfor overhovedet prøve, for mange åbne tabs i mit hoved, hvad hvis jeg ikke kan koncentrere mig.
14.00 har jeg skrevet og publiceret en håndfuld tekster, og jeg kan godt lide selve arbejdet, når jeg sidder der. Spiser resten af pastaretten.
14.30-16 går jeg en tur på fælleden. Lyset kom. Det var smukt. Da jeg rejste rundt i Vietnam i 2010 fandt jeg en hest af ler i en vejside, og det er siden gået op for mig, at den måske ikke var tabt, men placeret der med en intention. Nu besluttede jeg at sætte den fri igen, og fandt en dejlig lille mosplet til den under et lille træ. Sagde farvel og tak. Plukkede kvæder. Krammede.
Nu er jeg træt. Spiser en dåse bønner med spidskommen, salt, eddike og chili. Lægger mig og slapper af og strækker lidt mere. Kulden får mig hele tiden til at spænde op.
17.00 drikker jeg et glas vand og skriver videre.
19.30 kommer jeg i mål. Holder fyraften. Ser film med min mand, drikker kakao og spiser en TGTG-bolle med Nutella, som hjernen, der har arbejdet længe, kalder på. Vi snakker også om store og svære ting til 23.00, og er gode til det i dag.
Jeg svarer på nogle beskeder, gemmer nogle andre. Har virkeligt svært ved at overskue mange mennesker for tiden.
01.00 kan jeg stadig ikke sove, men det gør ikke noget. Tager tyve minutter på Reddit og en halv times lydbog. Udsætter morgendagens alarm til 10.00 og føler mig meget heldig, at det er en mulighed.
No rush, bby. <3