Var ved lægen, og det var godt.
Var på læsesal i går, og det var godt.
Får skrevet og tænkt, føler mig kreativ efter lidt stilstand, og det er godt.
Struggler med at føle, at det ikke går hurtigt nok, og det er ok.
Har spist en chokoladecroissant og drukket kaffe med den søde sojamælk med vanilje. Luksuslivet består.
Jeg er snart færdig med at male dukkehuset indvendigt.
Der er valg i USA.
Min mand er i skoven efter svampe.
Jeg prøver at læne mig ind i stadigt nye stadier af det lønjobfri liv. Se det, jeg har nået. Se det, jeg gerne vil og kan.
Min mand minder mig om, at man har meget større indflydelse, end man tror. At man ikke skal røre mange for at ens handlinger gør en forskel. At man påvirker sine omgivelser med små ting, der spreder en energi som ringe i vandet. Kaosteori. Og at vi som individer samtidig er relativt ubetydelige.
Han finder trøst og frihed i at alle spor af os som personer nok er væk om to hundrede år. Og i tanken om det kaos, der omgiver os. De historier, der ikke bliver skrevet ned, men er ligeså gyldige.
Vi snakker tit forbi hinanden om det. Jeg ved ikke, om jeg forstår det hele, men han udfordrer og inspirerer mig.
Men. Jeg vil gerne huskes. Jeg vil gerne blive læst på tværs af tid. Ligesom jeg læser Bertrand Russells tekster fra for 92 år siden og tænker, at de stadig er relevante. At der er trøst at finde i dem for mig, nu. Sådan noget vil jeg gerne skabe. Men er der en målstreg, hvor jeg føler, at lige dér, der ligger tilfredsheden, lige dér har jeg gjort nok, opnået nok? Sikkert ikke.
I én optik gør du ligeså meget ved at smile til en fremmed på gaden, som hvis du skriver et episk værk.