Artiklen udkom i dag. Det har fyldt meget de sidste uger. Med tovtrækkeri med redaktøren. Ændringer af ordlyden… Fra noget med en smule kant og samfundskritik til noget meget fladt, som det er sværere at se mig i. Og jeg blev bare træt. Så jeg lod dem. Og tog det som en oplevelse. Og en bekræftelse af nogle fordomme. Jeg var ellers så positivt overrasket, da jeg læste det første udkast.
Men nu er den ude. På forsiden af Erhvervssektionen.
Det fremstilles centralt, at jeg til tider er brødebetynget, forvirret og klar på at knokle for den skønne velfærdsstat i ufaglærte, men vigtige stillinger, hvis det skulle komme dertil… Der var desværre ikke plads til mine hints om, at jeg ville være mere motiveret for just dét, hvis dem i toppen gad stoppe med at støtte bombning af børn, droppede skattelettelserne til de rigeste og kunstigt åndedræt til konventionelt landbrug, gjorde et eller andet ved de monstrøse bankforretninger generelt, investerede mere i psykiatri, ældrepleje, daginstitutioner m.m. og lod folk gå ned i tid og passe på sig selv og hinanden og have det fedt og gå i skoven. Måske fik jeg heller ikke sagt det hele, men jeg fik sagt noget mere.
Oh well. Den skal nok pisse nogen af alligevel, jo.
Til gengæld er jeg positivt overrasket over at fotografen har ladet mit kufiyyeh komme med i baggrunden på et billede.
Det er sjovt at se sig gjort til mild ragebait. “Ida Liv Ahm sagde sin »voksenjob« op, og hun vil ikkke have et nyt,” skriver de herinde på Instagram. Men det er jo ikke forkert.
Jeg ville gerne have fortalt noget mere om, hvordan jeg får pengene til at strække, og hvad det nøjsomme liv giver mig. Hvordan det at have god tid også gør livet billigere. Hvordan convenience og knaphed på tid og energi er en lænke, der holder folk fast i arbejde og overforbrug. Hvordan jeg går på tilbudsjagt og henter ting på genbrugspladsen, laver og forbedrer ting med mine hænder, så jeg ikke behøver købe nyt, kan være en ressource for mine nære, der selv kæmper med job og praktiske forhold, fordi jeg faktisk har tid til at lytte, reflektere, hjælpe, være fleksibel… Og at jeg inspirerer til at stoppe op og nyde, blot ved at komme på besøg som mig selv.
Nu ved jeg ikke rigtig, hvad den kom til at handle om, artiklen. Men så er det jo heldigt, at jeg har en platform her. Hvor man kan læse præcis, hvad jeg selv har haft lyst til at sige eller skrive. Uden redaktør.