Jeg kæmper lidt i de her dage. Med at finde energi til noget. Med at finde en vej frem, der føles rigtig.
Men så stopper jeg op. Forpupper mig i sengen. Og så opstår der nye ordsammensætninger, jeg får taget hul på at male mit dukkehus indvendigt, hvilket før virkede uoverskueligt, umuligt. Ting uden mål, uden kapital. Bliver mulige og rare.
Og jeg søger inspiration i mit paradistræ. En aflægger af det, mine forældre vist har haft med siden 80’erne eller længere. En stamme, jeg har haft med siden jeg flyttede hjemmefra.
Det var blevet så trist, mørkt og energiforladt, og knækkede, når man prikkede til det. Forgrenet i mange retning ud over det hele, men svagt i alle yderpunkter. Jeg var i tvivl om, om roden var rådden på grund af den måde, det var vandigt, men alligevel tørt i afstikkerne. Forleden lod jeg alle grenene knække, hvor de ville. Der var et par stykker tilbage, tykke og forkortede. I dag lagde jeg mærke til alle de små sprøde, saftige, dybgrønne nye blade, der er dukket op alle steder, hvor noget var knækket af.
De ser så sunde og energiske og søde ud.
Man må gerne give slip, droppe nogle forgreninger, selvom man har brugt meget krudt på dem før og troet, de var essentielle. Skære ind til benet, give systemet lidt tid til at komme sig. Så spirer der nye ting nærmest helt af sig selv, og roden var slet ikke rådden, bare træt af udtjente projekter og bjerge, man bar rundt på, i stedet for bare at bestige en enkelt gang.
Og i dag er dag 100. Jeg har sat en øl på køl og købt chokolade. Prøver at se alt det, jeg har fået af det her eksperiment, men som jeg tager for givet ofte. Projekter, der rykker, omend langsomt. Tid til hvile, når jeg er træt og snottet.
Og der er kommet mange nye følgere til. – Der er noget, der ræsonnerer. Noget, jeg er ikke er den eneste, der længes efter. Tak.