I ny og næ er der én af jer, der læser med, som skriver til mig om mit mod. Mit mod til at gøre noget, der kan blive mødt af social fordømmelse, og stå ved det. Men. Jeg føler mig ikke specielt modig og jeg føler ikke, jeg løber en stor risiko.

Jeg har faktisk kun følt støtte fra min omgangskreds, og det føles fortsat lidt syret, for jeg føler stadig en understrøm af frygt for at blive dømt på trods af det.

Jeg føler mig dog tit misforstået, stadig. Der er mange i min nære omgangskreds (og familie, for eksempel), der ikke anerkender de ting, jeg laver, som arbejde, hvis jeg ikke tjener penge på dem, eller hvis andre ikke definerer rammerne og de ikke er rigide og lette at genkende som disciplinerede. Der er lang vej endnu i forhold til at redefinere værdi og produktivitet, også i min omgangskreds. Gøre op med at tage for givet, at lønarbejde er produktivt. Gøre op med at tage for givet at kunstneriske, eksperimenterende projekter ikke er… Og at frivilligt omsorgs- og dialogarbejde ikke er… Indse, at det at leve på en sten kræver noget arbejde. Og at kreativt arbejde ikke altid er afslappet og lystbetonet. Og at meget af den kunst, musik og litteratur, vi nyder og støtter os til i de mørke stunder, også har krævet at nogen tog sig tid til at leve, finde på, reflektere, forkaste, forsøge og fortsætte med at tro på processen og arbejdets værdi, igen og igen. Selvom ingen forudbetalte eller satte en rigid ramme for at disciplinere udefra.

Der er lang vej til en humanistisk økonomi…

Men min omgangskreds dømmer mig ikke for at “holde fri” (hvilket mange af dem tror, jeg gør hele tiden), tværtimod.

Selv da jeg var på forsiden af erhvervssektionen i Jyllands-posten, var der relativt roligt i kommentarsporet. Jeg håber, det betyder, at det primært er Kaare og Mette og forsimplende økonomer, der er ude af trit med resten af verden, og at vi rykker os ret vildt som samfund i de her år. Men det er selvfølgelig anekdotisk og min individuelle oplevelse… Der er helt sikkert også mange, der tænker mere og andet, end de siger, om mine valg.

Det jeg egentlig ville skrive er, at jeg har så meget respekt for jer, der gør de her ting, selvom omgangskredsen ikke forstår. Og jer, der har gjort det tidligere, hvor det stak endnu mere ud. Arbejdet mindre, satset på typer af arbejdsomhed, der ikke lønner sig i penge, prioriteret et socialt liv, en familie, en natur, et fællesskab, samlet kræfter, prioriteret jeres helbred, søgt ro, sagt stop. Jer, der bliver opfattet som at I dræber andres uskyldige glæde, når I afviger, navigerer efter andre idealer, tør spørge til de ting, de fleste tager for givet. Jer, der har svært ved at slippe indoktrineringen om, at det er uansvarligt eller egoistisk at lønarbejde mindre, fordi I mangler spejling hos de nærmeste, men alligevel dvæler lidt ved andre håb.

Jeg ser så meget nysgerrighed i de her år, og at rigtig mange har tanker om alternative leve- og arbejdsmåder, som de begynder at turde åbne op for. Selv mine mest konservative tidligere kollegaer. Jeg nærer et lille håb, også når jeg frygter, at jeg aldrig kan få et regulært job igen. Et håb om, at det bliver normen… For alles bedste. At stå af nogle gange. Og være stolt omkring alt det, man lærer af det. At vælge om mange gange i et liv. At prioritere alt muligt andet end lønarbejde og forbrug. At være en kæp i hjulet, der alligevel ikke kan fortsætte med at rulle.

Mit år uden lønarbejde er snart slut, og jeg bevæger mig stadig lidt på kanten… I forhold til at hoppe helt af ræset med 8-15.30 job, akademiske – eller HK-kompetencer og åbne kontorlandskaber, eller forsøge at hoppe ind igen i perioder og vedligeholde en form for tilknytning til regulært lønarbejde.
Men jeg ved godt, hvad der ville være sundest og sjovest, det er kun blevet mere tydeligt efter at jeg er begyndt at læse lidt jobopslag igen… Det andet føles bare mere trygt og forudsigeligt, selvom vi er på vej i afgrunden.
Men det er jo et kæmpe scam, en meget midlertidig tryghed, som jeg også stadig selv hænger fast i trods den dér støtte fra omgivelserne. Jeg øver mig i at huske, at magthaverne og de rigeste altid har forsøgt at få folk til at internalisere deres harme og afmagt overfor masserne som skam og dårlig samvittighed. Kaldt folk dovne eller naive, hvis de ikke gad at være med til fucked up ting. Det vil nok være work in progress indtil en endegyldig revolution… At aflære det at forbinde normale ansættelser med en fast løn med tryghed og sikkerhed, selv hvis det, man egentlig udretter er meningsløst eller sågar benzin på skovbranden.

Jeg blev forleden spurgt af en allieret, om jeg tænkte på det med kvinder uden pension, og hvordan man måske får ulighed til at vokse, når kan vælger at gå ned i tid, og stiller sig selv dårligt i et klassemæssigt og kapitalorienteret ligestillingsperspektiv.

Og ja. Det gør jeg.

Og jeg tænker over, når jeg formidler om det gode liv for 7000,- per måned alt inklusivt, at jeg ikke håber, mit projekt bliver misforstået som et budskab om, at dagpengesatsen er for høj, fordi jeg kan leve for én månedssats i to måneder. Eller om at SU’en ikke er absurd lav ift. huslejen i de større studiebyer. Eller om at kontanthjælpen er høj nok til at alle kan leve et værdigt liv, der hænger sammen. Det er den ikke. Og det bliver aldrig mit budskab.

Jeg er her ikke for at sige: “Se bare, det er en fornøjelse at være fattig, du skal bare optimere dit og dat og tage ansvar, det er ikke svært.”
Jeg synes, uligheden i vores samfund og i verden er et stort problem, og hver gang nogen snakker om religion eller kulturarv som årsag til problemer med sammenhængskraften i vores lille land, ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde. Hvad med økonomisk ulighed og stigende privatisering? Hvorfor skal de rige fortsætte med at blive så meget rigere?
Og min politiske dagsorden her handler til dels om arbejdstagerrettigheder og feministisk økonomi. Om at tænke anderledes på kapital, forbrug og arbejdsliv på mange niveauer. Om at stille krav som lønmodtager. Om at lære at tænke “arbejdsgivere” som “arbejdskraftskøbere”. Om at tage noget magt tilbage. Om at bremse helt ift. at deltage i en kapitalistisk verdensorden, om at genfinde personlige værdier og et liv derefter. Det handler ikke om at ‘hacke systemet’ og investere (kapitalisere på andres arbejde) eller om at vi skal finde individuelle løsninger på strukturelle problemer.

Som individ har jeg fundet min frihed i en livsstil, som fungerer for mig. For nu. Men mit projekt er kollektiv revolution, omvæltning af værdimæssige dagsordener i vores fælles institutioner, et samfund med fokus på trivsel i stedet for vækst. Fællesskab, følelser, kreativitet, natur, cyklisk tid og blødhed.

Og nogle dage kan jeg tydeligt mærke, at jeg gør mig selv sårbar med de her valg. Jeg er heldig med tidligere velbetalte jobs og deraf en stor opsparing. Jeg er heldig at have en god placering på ventelister til almene boliger i København. Jeg er vokset op med økonomisk ro og forældre med stabil indsigt og langsigtet overblik over udgifter og klare, trygge prioriteter. Men jeg mærker tydeligt de stigende fødevarepriser nu, fx. Jeg prioriterer mere hårdt, end jeg gjorde for et par år siden. Jeg tænker på de alt for pressede daginstitutioner, ældrepleje, psykiatri mv. og hvordan jeg ikke kommer til at kunne betale mig til bedre tilbud. Hvis den neoliberale dagsorden fortsætter ift. at udhule vores velfærd eller i hvert fald spille helt fallit ift. at løse nye problematikker (klima, epidemier, trivsel), så kommer der ikke til at være meget hjælp at hente på mit budget.
Jeg har det fint, så længe jeg ikke har brug for systemet, men jeg frygter at få brug for det på sigt. Med fravalg af et arbejdsliv, der fylder det meste, kommer jeg ikke til at kunne deltage i det parallelle system med brugerbetaling, som de rige allerede er godt i gang med at opbygge.

Så ja. Jeg tænker over det. Men jeg ville ikke bytte friheden og roen til at mærke, hvad jeg egentlig har brug for, for den store økonomiske tryghed. Jeg drømmer om et samfund, hvor vi løser problemerne sammen i stedet for at skrabe til os individuelt, indtil problemerne ikke angår os.

Og så læste jeg Oscar Wilde… Og vendte tilbage til dyden i ulydighed, og rankheden i ikke at skylde nogen noget. (Man kan sige meget andet om ham, men jeg finder ham i hvert fald inspirerende i det bidske schwung, han leverer sine pointer med).

… Og så lavede de klassikeren med at sige, at de ville vende tilbage senest torsdag. Senest. Så jeg gik rundt hele den dag og havde svært ved at samle mig om det, jeg var i. Fordi det også er en stor beslutning at sige ja til fast arbejde, 30 timer. Det er lidt mange timer for mig, og derfor en omvæltning af min forestillede fremtid.
Men de ringede ikke. De sendte ikke en mail om, at de var forsinkede. Heller ikke fredag.
De vendte tilbage mandag. Da havde jeg sendt dem en mail om, at jeg ikke længere var interesseret. Uanset årsagen, så vil jeg ikke arbejde under to personer, der ikke kan holde en aftale. Eller arbejde et sted, hvor tidsplanen skrider så meget, så let, uden overskud til at tænke på dem, der venter.

Jeg går ud af mit år uden lønarbejde styrket i den opfattelse, at jeg kun gider good vibes. At jeg gerne må være selektiv (ligesom alle andre). At jeg er en værdifuld ressource (ligesom alle andre) og godt må forvente at blive behandlet som sådan. Eller sige nej tak.

Er så skuffet. Ikke over ikke at få det job, men over at de er sådan nogen, der ikke giver afslag på en ordentlig måde og hurtigst muligt. Jeg var så glad for processen. Nu hader jeg arbejdslivets mennesker og mekanikker igen. Og vil huske processen som forvirrende, frustrerende og uden god afsluttende kommunikation med mulighed for at komme videre med god læring og selvtillid og tillid. Øv!

Før torsdag havde jeg en idé om at sige, at de altid måtte ringe, hvis de fandt noget andet til mig. Projekter og sådan noget, nu de ved, jeg fandtes. Jeg havde en idé om at lave en aflægger af mit paradistræ og smutte forbi med det til deres døde mødelokale, bare fordi de var søde. Og jeg er. Og nu føler jeg mig så dum. Taget for givet. Det føles så falsk for mit lille hjerte, at de kan være så søde, nysgerrige, imødekommende og anerkendende… Lige indtil de har besluttet, de ikke skal bruge ens arbejdskraft. Så er der blank ligegyldighed.

Jeg vil en anden verden. Jeg bliver ødelagt af den med titler, kontrakter, løn. 

Men jeg har fået jordbær med fløde, kram af A, og faglig sparring og opbakning med B og P. Tilbage til livet i morgen. SSP, bloggen, kunsten, min hængekøje, litteraturen, udlængslen.

Nej tak til det andet.

Jeg sad tidligere og læste om juni sidste år. Da var også jobsamtaler (overvejede at blive rejseguide og mentor og være væk halvdelen af året), og lavede for mange ting på én gang og kunne ikke finde ud af at holde rigtigt fri… Og mærkede en utålmodighed og stress over ikke at nyde sommeren nok.

Nu går jeg til samtaler hos NGO’er, der har brug for hjælp til administrativ struktur og IT. Laver gratis arbejde for SSP-samrådet, fordi kommunen siger, jeg skal. Hjælper mine forældre med at sortere, før de skal flytte fra huset. Og der er knas derhjemme, som jeg flygter fra. Og opslagene til IG er svære at lave. Og det strukturerende arbejde er meget trægt. Og både det ene og det andet frivilligjob føles som lidt for meget af det gode. Og jeg sover dårligt og har problemer med koncentrationen i den lyse, summende sommerlarm.

Men jeg følte mig ret god til jobsamtalen forleden. Følte, at jeg var mig selv og var ærlig, og har vist ikke før været til samtale så sejt et sted. Sejt som i, at de arbejder med vigtige ting på et solidt fagligt grundlag. Det er i hvert fald længe siden, at jeg har været inde i den verden med henblik på lønnet arbejde. Selv i sårbarhed og dårlige erfaringer var jeg ærlig. Jeg er stadig lidt bange for at være for meget, når jeg ikke spiller skuespil eller filtrerer voldsomt, men jeg er også modig. Og de virkede som så gode mennesker, dem jeg talte med. Og jeg duftede til hyldeblomsterne inden, fordi jeg havde god tid. Og var nærmest ikke nervøs, men hvilede i, hvad jeg havde at byde på, og at matchet skal gælde begge veje, og jeg kunne svare reflekteret på det meste. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så usikker på min faglighed. I virkeligheden skyder jeg nok tit over målet og fremstår overkvalificeret til de lette job, jeg egentlig gerne vil have nu.

Jeg var til to gode runder samtaler. Med case. Now we wait...

Vi har haft virkeligt mange vidunderlige dage med hinanden, min mand og jeg, siden jeg kom hjem fra de varme lande. I dag er vi gået fra hinanden.

Måske det er på tide at forsvinde. Og skrive den bog. Om hjertesorg.

_

Mine forældres skal flytte ud af deres hus.

Overflod af arvestykker.

Jeg har fået tøj og porcelæn til resten af livet. Og nok også det næste.

I går var jeg til den årlige familiesamling på min fars side. Dengang jeg blev interviewet til Jyllands-Posten om mit år uden lønarbejde, var der flere af de perifere familiemedlemmer, der så det. Og det dannede afsæt i går for en hel dag med snak om værdier, arbejdsliv, kreativitet, temporalitet, minimalisme, frihed og kunstneriske ambitioner mellem os fra den mellemste generation. Tiden fløj og alle vores særheder blev spejlet og rummet i en familiesetting hvor vi ikke normalt taler så meget om den slags. Det var ret smukt og opløftende og inspirerende.
Og at stille sig frem sådan som jeg har gjort, giver for alvor mening, når det kan ændre en lille kultur og åbne nye samtaler i nye, gamle fællesskaber. Og tænk at det blev grebet. At en fætter har læst med, og vist min hjemmeside til en anden fætter osv.
Se, hvad der kommer ud af ikke bare at putte med det. Føler mig både overrasket og privilegeret. Og stolt af os. Håbefuld, når man kan finde alternative drømme og værdier sådanne steder også. Rummelighed. Min kusine kaldte det den bedste familiesamling nogensinde.

Og jeg var tæt på ikke at møde op, fordi min kæreste havde en nedsmeltning på vejen og vendte om på stien. Er så taknemmelig for, at jeg gjorde det uanset.

Og jeg fik en masse stof og tøj fra mor. Gamle ting med en ny fremtid, uden nyt spild af ressourcer.

Vil bare det langsomme liv. Vil ikke mere bøvl. Er taknemmelig for de ting, jeg har startet.

Sidder og læser Kahneman om livstilfredshedsundersøgelser og lykkeforskning… Det sociale er helt centralt for vores lykke og tilfredshed. Velvære og tryghed ligger i stammen, gruppen, fællesskabet, en social rolle. Derudover skriver han om fattigdom og uddannelse. Man bliver måske mere livstilfreds af rigdom og indsigt, men ens velbefindende er ikke mærkbart højere. Er man fattig, rammer alle andre negative ting dog hårdere, fx sygdom. Livet er mere sårbart.

Jeg kommer til at tænke på, hvor indoktrineret jeg er til at forsøge at være lykkelig og til at føle det som et individuelt ansvar. Noget jeg skal og kan stræbe efter. Og det går op for mig, at det faktisk ikke er for mig selv, men drevet af en følelse af pligt. At signalere mestring udadtil. Personligt, hvis ingen så mig, ville jeg være ligeglad med lykke det meste af tiden.
Jeg mindes igen Sara Ahmeds klassiske pointe om, at vi kommer til at lave falske slutninger, når vi forbinder lykke med godhed. Man kan være håbløs og vred og god. Men det sidder dybt i mig – at hvis jeg er meget ulykkelig, så har jeg selv gjort noget forkert. Så skulle jeg nok prøve lidt hårdere eller gøre mere som de andre. Jeg har en underbevidst idé om, at det skal se nemt ud, mit liv. At så er jeg bedst.
Det er måske også en slags skjold: Hvis jeg selv er glad for dem, så kan ingen holde min livsstil, mine valg eller mine præstationer imod mig. Mine normbrud. Selv 335 dage inde i at dokumentere, at lykken ikke er simpel, heller ikke som absolut fri og rig og modig og langsom og privilegeret og kalkuleret, så er jeg stadig bange for, at det ser ud som om, jeg har gjort noget forkert, hvis jeg er ulykkelig.
Well. Mit liv er ikke nemt og lykkeligt. Med al frihed i verden og et godt socialt liv, vil jeg måske score min livstilfredshed 6-7 ud af 10 i de her år. Og det er langt hen ad vejen på grund af magtstrukturer og frygt og vrede, at det ikke bliver højere. Og det er på sin fucking plads. Tager Kahnemans undersøgelser kun udgangspunkt i de negative følelser, man føler på egne vegne? Utryghed, udsathed, uretfærdighed? Tager de højde for, hvor stærkt vi kan føle det på andres vegne? At vi ikke kun går op i os selv, vores nærmeste og folk, der ligner os? At hvad andre udsættes for, kan gøre os forfærdede og frygtsomme på vegne af hele menneskeheden og naturen, ikke kun fordi, vi frygter, de fascistoide tendenser og klimakatastrofer vil ramme os personligt i den nære fremtid, men fordi det er en universel krænkelse? Vredesforskning burde få et comeback.

Hele idéen om, at det politiske mål bør være at reducere lidelse (som også er noget, Kahneman skriver), føles så utroligt langt væk.

Praktikstart og dårlig søvn. Små skridt. Nye oplevelser. Reaktivering/genbesøg af erhvervsfagligheden (om jura, proceskortlægning, arbejdsbeskrivelser, vidensarbejde, organisationsteori)… for en kort bemærkning. Men måske nok til at mærke, om jeg vil tilbage til det?

Jeg læser Daniel Kahneman for tiden. Der kan være nogle psykologiske pointer om det at være menneske, som også vækker nye tanker i mig i forhold til det her eksperiment. Han har for eksempel dokumenteret, at aktive valg og handlinger leder mere til fortrydelse end passivitet gør, selvom udfaldet er det samme. Og måske denne tendens er medvirkende til, at det føles skræmmende at gå en anden vej end den mest udbredte, tænker jeg. Det er nemmere at fejle, hvis man ikke forsøger, end hvis man gør… Nemmere at leve med et ubehageligt, meningsløst liv, hvis det er resultat af passivt at følge med strømmen, end hvis man gør noget andet og stadig ikke trives.

–

Vi har kæmpet lidt med trygheden efter nogens nedsmeltning i weekenden. I dag var god. I går faldt praktik på plads. Jeg gider ikke, men det skal nok blive ok.

I morges klokken fem om morgenen og en time eller to frem lå jeg og spekulerede på fremtiden og følte mig helt deprimeret. Som om intet var godt. Klokken syv gik jeg ind til min kæreste, og så blev jeg mere rolig og kunne sove. I dag har vi brugt god tid på at vågne sammen, snakke livsfilosofier og fremtid og frygt igennem, og mærke hinanden grundigt. Nu har jeg det bedre. God tid er en gave. Og den bedste medicin.

Jeg har hentet en pakke med kreamaterialer fra mit frivillige arbejde. Er gået i gang med at sortere billeder fra juni sidste år og forberede opslag. Det er lidt tungt. Billederne er flotte, men jeg kan huske den usikre stemning i mit forhold. Dårlig regulering. Store udsving. Frygten for at gøre noget forkert og sætte noget voldsomt i gang. Trætheden, der fik os til at være uforsigtige, forringe omtanken.
Jeg vil ikke tilbage. Jeg har det bedre nu. Trods stress over dagpenge, trods afslag på jobs, hvor de helt sikkert ikke kan finde nogen mere kvalificeret end mig, trods at sproget i opslagene gør mig træt af livet, trods de overvældende civile tab i Palæstina. Fortsat. Jeg kan bedre lide mig selv nu, bare lidt. Og jeg kan nå at føle følelserne, som de nu er.

Gik lang tur. Strakte mig inden og drak kaffe og spiste knækbrød. Gik op på bjerget. Føler mig en my mere som mig selv igen. Men også lidt som om, nogen er efter mig. Men det er de ikke. Jeg kan søge jobs på fredag. Jeg kan lave opslag i næste uge. Vi skal fejre far i morgen. Og hygge os nu med moussaka, som jeg fik lyst til i varmen, da E spurgte, om jeg havde en idé. Og alt er godt, (hvis man ser bort fra alle mennesker med magt og penge og deres indflydelse på verden).

Jeg har glemt min whimsy og at nyde hvilen de sidste par uger. Det er revolutionært at hvile. Jeg har magt til at hygge mig og fjolle og tage mange ting let.

Vrede og whimsy og hvile i dag.

Jeg kiggede lidt på mit CV efter det digitale kreafællesskab i dag. De har gang i så meget fedt, de unge. Jeg vil også arbejde i et krearum i ungdomsklub eller som omviser på eet sejt museum… Elleeer… Er det på tide, at jeg indser, at jeg er introvert og trives bedst i små grupper og 1:1? At jeg er eftertænksom og gerne vil skrive og dvæle?
Hvad vil jeg? Virkeligt? Ikke opsøgende arbejde som sådan, tror jeg ikke. Blive inviteret. En stille revolution. En have og en fysisk butik med få gæster. Nørkle for mig selv. Først vise ting frem, når de er gennemarbejdede, først sige ting, når de er gennemtænkt. Og noget med børn. Små børn.

Jeg føler, at det med fx at blive kendt som selvstændig, nå bredt ud med podcasts og skriverier, det kræver et ego. Det kræver at man er påtrængende. Og allerhelst af den støbning, hvor man ikke selv ved det. Bruger folk omkring sig, ser dem som forbindelser, ser sig selv som vigtigere, andre som trin, man kan gå sig selv frem på. Jeg viger fra det. Selvpromoveringen. Det pushy. Og så vinder man ikke i det spil. Men måske i et andet? Måske vil jeg gerne brænde langsomt, samle folk, der virkeligt søger, undlade at tage penge. Eller skriver jeg bare det, fordi jeg ikke tør det andet? Fordi jeg føler mig utilstrækkelig som genert, introvert, lad og med en roligere, langsommere energi? Fordi jeg ikke ved, hvem jeg er, og det er nemmest at gemme sig? Måske.

Har sociale tømmermænd og er overvældet af min modvilje mod verdensordenen. Magtfulde mennesker. Forråelsen. Konkurrencen. Skuespillet. At deltage i det. Ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Har spist en hel pakke Toffifee og upcycler nu rejsenederdelen for at foretage mig et eller andet. 112 elefanter tilbager…

På dag -58 skrev jeg om at det hele føltes meningsløst bl.a. på grund af manglende respons på IG. I dag har jeg fællesskab og respons. Har rundet 400 følgere, har en støttegruppe, får ekstra inspiration mange steder.
Og meningsløsheden rammer mig stadig som et godstog i dag. Jeg føler mig handlingslammet. Jeg har ikke lyst til noget, jeg har ikke noget mod eller håb i dag. Og det viser jo bare, at meningsløsheden ikke handlede om det, jeg troede… Men om uundgåelige dage med lav energi. Om en skræmmende forråelse i verden. Om ikke at vide, hvor pengene skal komme fra i længden. Om at føle sig fanget og tom i manglen på bæredygtige, langsomme, kærlige muligheder for livsførelse.

Måske skal jeg arbejde i dybden med nogle af tankerne. Med min værdier. På baggrund af, hvad jeg ved nu. Og genbesøge idéer til arbejde, det kunne være sjovt og bidrage med noget godt. Gøre mig lidt fri af den begrænsende tanke på økonomien. Men også drømme lidt større, sætte det i gang… Patreon, services, butik. Med omhu og lethed. Tro på, at de rette finder det.
Men jeg rammes med det samme… Af tanker om, at dem, der har mest brug for min sparring, måske ikke har råd. At jeg ikke har lyst til at ekskludere.
Og hvor meget energi, det tager fra mig, når alle gode tanker på IG synes at skulle omsættes til selvstændig konsulent- eller coachvirksomhed på den måde, at alt der deles, synes at eksistere med henblik på salg. Strategi. Branding. Jeg ved, at meget af det ligger i mit eget blik. En overfølsomhed overfor konkurrence og kommodificering. Selvforherligende guruer med benhårde, lyssky forretningsmodeller. Jeg hader det og frygter det og bliver helt sikkert også usikker af det.

Men jeg ser også jer. Jer, der deler spontant. Jer, der tager imod donationer, og taler åbent om økonomi. Jeg, der både værner om jeres energi, grænser og faglighed, og samtidig er i stand til at stå frem som upolerede, tvetydige mennesker. Og jer, der holder fokus på funktion, håndværk og proces frem for hele jeres person eller salgbarheden af en livsstil, et mål, en æstetik, en trosretning, en iscenesættelse… Og jer, der lader jeres praksis være åben for tvivl og kærlig kritik.
Der må findes en sti for os.

Jeg drømmer meget om praktik og job om natten for tiden. Som om hjernen arbejder konstant. Men på nytteløse ting.

Blev vist ikke kaldt til samtale på det job, som jeg har mere nicheviden om end nogen anden (valghandlinger i medlemsforeninger). Tror ikke på at få et fedt job på et opslag. Men hvad så?

Havde en rigtig god dag med A i går. Konfronterede hende kærligt med noget, der nagede mig, som skete for længe siden. Og hun tog så godt imod. Jeg føler, det er den slags ting, det ville have været svært at prioritere, hvis jeg havde fuldtidsjob. Fordi man ikke ved, hvor omfattende, det kan blive. Men nu var der lige plads. Til den diskomfort. Som meget hurtigt blev opløst, fordi hun er så god en ven.

Jeg er træt i kroppen. Mine ankler værker, også om natten. Et nok ved at blive gammel. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre for min krop. Måske yoga med underviser? Jeg føler, den falder hen, selvom jeg går tredive kilometer om ugen og strækker de fleste dage. Burde nok få pulsen mere op. Og gøre mere for mine led. Føler, jeg kunne bære mig selv mere hensigtsmæssigt, hvis jeg ikke var så træt. Blot at tage lønjobbet ud af ligningen fikser ikke noget på den front.

Lå i to timer i nat og spekulerede på fremtiden. Udviklede min vejledningspraksis i hovedet. Faldt i søvn igen og sov til klokken 10. Lavede kaffe, læste lidt Kahnemann. To søde kvinder skrev uafhængigt af hinanden opløftende ting til mig på IG. A er til møde i dag om, om SSP-samrådet kan hyre mig til noget arbejde over sommeren.

Jeg gik en tur med den officielle Mit år uden lønarbejde-playlist. Det er 22 grader. Ud til fortet, som er dejligt tilgroet med vild gulerod og andre planter. Løb op og ned et par gange for mit kredsløbs skyld. Sad på en bænk bagefter og slappede af og svarede på beskeder og duftede til syrener, jeg havde plukket og stukket i brystlommen. Lagde de bløde blomster på mine øjenlåg og kinder. Gik hjem igen og købte hindbær og nødder på vejen. Hvilken rigdom.

Kroppen er varm og opsvulmet. Måske også derfor, jeg ikke kunne sove fra kvart i fem. Jeg tænker lidt på, om kroppen plejede at have det sådan her på varme dage, når jeg arbejdede, eller om det er noget hormonelt, der hører midt-30’erne til. Jeg kan slet ikke huske kroppen fra dengang, jeg arbejdede på kontor. Eller huske syrenduften. Eller hvor tæt alting vokser i maj.
Hvilken rigdom… At have tid til at mærke.

Soundtracket:

Røde Mor: Fuglene / PJ Harvey: All And Everyone / Tracy Chapman: Mountain O’ Things / Daniel Norgren: Fine / Willy Mason: Oxygen / Big Thief: Not / Phoebe Bridgers: I Know the End / Tom Waits: Cold Cold Ground (Live) / Hurray for the Riff Raff: Pa’lante / Tracy Chapman: Talkin’ Bout a Revolution / Nina Simone: Ain’t Got No – I Got Life / Patti Smith: People Have the Power / Cass Elliot: Make Your Own Kind of Music / Spiritual Frequencies: 396 Hz Root Chakra / Libana: The earth, the air, the fire, the Water / Emmylou Harris: All My Tears / Eddie Vedder: Society / Mark Lanegan: Flatlands / Sebastian: En ny og dejlig dag (Live, solo) / Gillian Welch: Everything Is Free / NOOW: Frequency of Earth 174Hz / Rage Againts the Machine: Take the Power Back / Anohni: 4 Degrees

De sidste par uger har været rigtig hårde, også ift. det her projekt. Min mand har hørt mig sige mange gange, at jeg trængte til ferie. Og jeg tog det ikke.
Jeg har været meget stresset fysisk. Det er blevet sommer, dagene er lange og tørre og lyse og blæsende. I sidste uge aflyste jeg mine to sociale aftaler og sagde nej til en tredje. Jeg kunne ikke. Og jeg ved, at det ikke er den rigtig prioritering. At jeg arbejder, men ikke hygger mig. Men. Det virkede nemmest.

Jeg er nu små to måneder inde i mit engagement i integratonshuset. Jeg sidder ansigt til ansigt med fremmede og vejleder dem i deres jobsøgning, hvad de vil, hvad de kan, hvad der findes af muligheder. Og jeg er god til det, tror jeg. Jeg virker beroligende. I torsdags fik jeg lyset til at gå op for én ung kvinde fuld af potentialer. Sådan så min leder det i hvert fald. Vi fik omstruktureret hele hendes CV. Det er hårdt arbejde. Og givende. Årsagsfornøjeligt, som Nikolaj Kure ville kalde det. Men jeg har meget imposter syndrom samtidig. Jobcenteret rusher mig ud i praktik, hvis de kan komme til det. Det vil sige, jeg skal søge praktik nu, nærmest fra første ledige dag, og det er uoverskueligt. Jeg søgte, hvor jeg er frivillig, og var bange for svaret. Hvad, hvis de ikke kan lide mig. Er bange for at skuffe, for de havde høje forventinger… til hvor interessant og relevant, jeg er. Og jeg ved ikke, om jeg lever op til det. Jeg føler mig ofte forkert og at jeg skuffer ved at være introvert, eftertænksom, langsom, forsigtig, jeg udskammer den del af mig så meget. Måske giver jeg indtryk af at være noget andet, når jeg for eksempel søger et job. Fordi jeg undertrykker det. Og så ender man her, i lyse maj, kronisk overstimuleret og presset ud i en præstation, som er god, men også trækker veksler på hele det sociale overskud. Og som jeg lærte, da jeg arbejdede i dagsinstitution for et år siden, så har jeg brug for ros og bekræftelse for ikke at antage det værste om, hvordan andre ser mit arbejde. Og jeg er ikke så god til at spørge. Og måske får jeg ikke så meget af det, fordi de tænker, at det går fint, og at jeg virker meget mere selvsikker, end jeg er.

Nåmen. Så jeg drikker kaffe og er på-på og tænker ud af boksen og er ansvarsfuld og udadvendt hver torsdag. Og hver tirsdag er jeg gruppeleder for et digitalt kreafællesskab for sårbare unge, og sørger for alle og bliver gradvist mere mig selv i det, og det føles mindre hierarkisk og derfor mindre præstationsagtigt, der kommer ikke nogen og siger til mig, hvis jeg ikke gør det godt nok. Det kører efterhånden meget af sig selv. Det er dejligt, men det er også… udadvendt og noget, hvor jeg er pligtopfyldende, tænker meget og bruger meget tid på at fordøje og evaluere indtryk efterfølgende. Og min mand har mange smerter… Og med det praktik pres dér oven i, flere møder om ugen med kommunen, åndssvagt mange SMS’er om ting i E-boks, og så det sociale liv, jeg prøver at værne om ved siden af… Så knækkede filmen til sidst.
Og samtidig er der de dér overvejelser om børn. Og det er store sager. Og det er ekstra hårdt, når jeg somme tider bliver i tvivl om, om vi er klar, og om det er det her, vi vil. Min mand siger, at alt andet lige, ville han gerne vente, men at alt andet ikke er lige, der er et ur, der tikker, og vi kan klare det… Men alt andet lige, ja… Og selvfølgelig giver stressen i sig selv forsinkede eller meget svage ægløsningtegn osv., det er helt perfekt utilregneligt. Det er meget svært bare at hvile i, hvad der sker. Men hver gang jeg ser ham yde omsorg eller være pædagogisk overfor nogen, mig eller børn… Åh.

Når jeg skriver det ud sådan her… og lægger bekymringer om en verden, der er fuldstændig forrykt oven i… og min plads i den, min overlevelse, jobsamtaler, jeg ikke bliver inviteret til, og den evindelige fucking blæst, når man går udenfor… Så er det måske ikke så sært, at jeg føler mig presset.

Men jeg føler mig stadig svag. Der er folk, der dealer med alt det her og samtidig går på arbejde. Folk, der dealer med alt det her, som har flere børn at tage sig af. Og jeg ved, at det er kapitalismen, der snakker. Jeg ved, at det også er al dissonansen i mit hoved, som er så anstrengende, tager så mange kræfter. Stadig ikke fucking at være i stand til at vælge side og gøre mig fri. Selvom alt i mig skriger imod det system, der vurderer vores værd efter produktivitet, eller måske snarere arbejdstid med pseudoopgaver, og kører vores økologiske livsgrundlag fuldstændigt i sænk… Så føler jeg mig stadig forkert. Som om, jeg pjækker. Eksisterer på lånt tid. Er alene og sårbar. Af eget valg. Jeg kunne jo bare… men nej, det kunne jeg ikke. Ikke mere.

Det giver meget at læse Rosenkålsreglementet. Se alt det her skrevet ned relativt sagligt. Modstanden i mig. Meningsløsheden. Behovet for sammenhæng, bæredygtighed, at kunne se en rar fremtid for sig. At blive bombarderet med ting, der skal få mig til at arbejde af egen fri vilje. Governmentality 101. De truer med tvang, men de tvinger ikke. Så det er op til samvittigheden og sikkerhedskalkulen. Mens de ikke giver en mulig løsning på trivsels- eller klimakriser. Jeg siger stop. Jeg siger op. Jeg pjækker. Jeg er på dagpenge og jeg søger ikke nok, ikke reelt, jeg vil egentlig ikke. Men jeg tager mine penge. Jeg sparer op til fremtidens nedskæringer og inflation. Jeg sparer op til fremtidens strække. Jeg demonstrerer. Jeg trækker stikket for min krop. Jeg nægter endnu en febrilsk maj og en sommer uden tid og ro og fokus til noget rart. Jeg stikker af.

Har stresssymptomer. Svimmelhed. Dårlig fornemmelse i kroppen. Er overstimuleret. Fucking jobcenter.

Forleden hjalp jeg en kvinde med at blive klogere på, hvor hun gerne vil hen i sit arbejdsliv. Hun minder for meget om mig. Hun vil gerne arbejde så lidt, som muligt. Vil gerne bytteøkonomi. Vil gerne minimere sit forbrug og leve bæredygtigt. Vil gerne have tid til det, der er vigtigt for hende. Vil gerne lade være med at bruge sine kræfter på at greenwashe corporations. Hun er sprudlende, energisk og kompetent til alt muligt, men vil helst kanalisere dem ind i at gøre verden bedre… Og ikke køre sig selv ned samtidig. Og det er svært at finde sådan en hylde.

Hvordan skal man så vejlede? “Det forstår jeg godt, kom vi skrider fra det hele.” Eller “Drop arbejde, jeg kan bytte med nybagte boller, tøjreparationer og tegninger, hvad har du?” Nej. For vi arbejder for resulater, der modbeviser narrativer om at indvandreres funktionelle integration er mangelfuld, at de ikke gider, at de er mere egoistiske eller mindre kompetente end os, der er født her. Vi arbejder for selvstændighed, empowerment, mestring. Et meninsgfuldt liv for nytilkomne, mulighed for at bidrage til fællesskabet… men helst på en måde, der kan måles i kroner og øre, KPI’er, vi skal helst kunne rapportere om resultater ved at putte mennesker i veldefinerede kasser med sort/hvide definitioner på succes.

Hun gik derfra med mere mod, energi, selvtillid og retning. Mere håb for faktisk at kunne komme i fast job, hvor hun kunne bruge det, hun havde at byde på, og samtidig bevare sin integritet. Nye vinkler på sig selv, sin faglighed og anvendeligheden. Det er ikke fordi, jeg forsømmer mit formål.
Men det kan godt føles lidt som et skuespil, når man reproducerer de gængse narrativer, man i sit stille sind bruger det meste af tiden på at prøve at gøre op med. Om selvoptimering og -ledelse, strategier, hierarkier og karriere, titler, lineær tid og LinkedIn-likes. Men jeg har spillet det spil, og jeg kan lære andre reglerne (og at bluffe, som de fleste gør), så de selv kan få syn for sagen, prøve det af. Måske brænder de ud om fem år, og så ses vi et andet sted. Måske overlever de uden forråelse og eksistentielle kriser, navigerer bedre end mig, finder et ægte match.

Jeg fortalte mine forældre om det senere, lidt kækt, at jeg havde sagt til hende, at jeg 100% forstod, at hun ikke gad arbejde mere end højst nødvendigt. Og min far sagde, også lidt kækt: “Det er derfor, du ikke får penge for det”, altså vejledningen. Og det gør mig altid lidt ked af det, når jeg møder den indstilling. Det er måske rigtig nok, men hvor håber jeg, vi kan slippe ud af den tankegang, at verden vil blive ved at være uretfærdig, ubæredygtig, hvile på værdier, der gør de unge syge og planeten ubeboelig for os. At man kun kan tjene til sin overlevelse, hvis man reproducerer neoliberalt lort. Jeg håber, at vi finder ud af, at vi har magt, at der er kraft i at gøre ting anderledes, at der er forandring på vej. Et samfund, hvor vejledning i at leve på en måde, man faktisk synes er dejlig og meningsfuld, kan honoreres, fordi vi vælger, at vægte reel trivsel, nærvær og livskvalitet højere end en overflod af plastik og elektronik, vi ikke har brug for. En verden, hvor vi ikke altid har givet op på forhånd. En verden med plads til at bløde, idealistiske mennesker kan følge deres bedste idéer med integritet og intentionelle metoder.

Jeg får lyst til at starte vejledning i eget regi. Anti-kapitalistisk erhvervsvejledning for dem, der ikke gider være selvstændige (for de selvstændige findes der allerede gode tilbud til). Sparring om at indrette sit liv, så man husker det sjove og ikke giver afkald på sine personlige værdier. Om minimalt budget og maksimalt plads til liv. Om sikkerhed og bæredygtighed. Støtte i at slippe kapitalistiske narrativer om, hvornår vi og vores handlinger er værdige. I bytte for næring, hjemmelavede ting, visdom, anden hjælp eller en skilling, hvis det er dét, man har. Hvis jeg altså finder ud af, at jeg er god til det.
Måske der er nogen prøvekaniner på linjen?

Jeg hjælper også min ven med at komme ud af en skriveblokering i sit speciale for tiden. Og jeg elsker det. Vejledningen. At hjælpe med struktur og idéer, at være nysgerrig og spejle tilbage, hvad folk selv sender ud, så de selv kan se potentialet i alt det, de allerede har inde i hovedet, at gøre ting håndgribelige og arbejdsopgaver overskuelige, at løse knuder og knække nødder, så der bliver gennemstrøm, at pege på det væsentlige, når overblikket er forsvundet, og at hjælpe med at eksplicitere det implicitte. Jeg tror, de fleste går rundt og er ret geniale, uden at kunne se det selv.

Jeg føler udbrændtheden en del i de her dage. Nogle dage er det en sejr bare at huske at spise HUSK, for at kompensere for mit indtag af grøntsager, som jeg ikke har været i stand til at fordøje siden min første intense stressperiode. Hvorfor er det så svært at passe på sig selv, opretholde rutiner?

Nu har jeg to uger til at finde en praktikplads. Erfaring er ikke det, jeg mangler, så det giver ikke mening. Mening er det, jeg mangler. Og jeg vil ikke sidde indenfor foran en skærm 37 timer om ugen, bare fordi jeg er ledig. Men det skal jeg, fordi de tæller dagene videre fra sidste forår, hvor jeg var meldt ledig, inden jeg påbegyndte mit år helt uden indtægt. Så i deres bog har jeg været ledig i alarmerende 21 uger og det kan ikke gå hurtigt nok med at få mig aktiveret.

Men jeg er totalt apatisk. Kigger på sultende børn i Palæstina. Rædslen når stadigt nye højder, selvom man skulle tro, det var umuligt.
Og jeg gider bare ikke mere. Jeg vil sove i et år. Jeg vil ud i sommerlandet. Men nu skal jeg snart børste tænder og gå afsted ud mod integrationshuset, hvor jeg skal hjælpe en anden, der er faret vild på arbejdsmarkedet, med at finde hjem til sig selv og de sjove muligheder. Jeg er lidt spændt på det. Om jeg kan hjælpe med en skid. Men lederen tror på mig. Tror jeg. Og jeg kan i hvert fald se dem. Dem, der opsøger min hjælp. Være der, lytte, bakke op, skabe et lille helle for en stund, hjælpe med en formulering. Gid, der var penge i de opgaver, der faktisk er meningsfulde.

En dag i livet uden lønarbejde

Én af mine få dage uden planlagte aktiviteter i de her uger. Jeg vågner af mig selv ved syv-tiden. Det er for tidligt. Min kæreste står op. Jeg sover videre til kl. 9, vågner igen af mig selv. Ligger og vågner langsomt i en halv time. Ligger i sengen og strækker de store muskler i mine ben og trækker vejret dybt. Øver mig i ikke at gribe efter telefonen så hurtigt. Mærker efter, hvordan jeg har det. Finder ind i en ro, der ligger under arbejdsomheden, en tålmodighed med mig selv.

Står op og drikker et glas vand, laver en kop instant kaffe med havremælk og en flaske danskvand. Går tilbage i sengen. Stabler tre puder op i ryggen, som altid. Tager brillerne på og kigger lidt på mine lister og ambitioner for ugen. Har ikke lyst til at læse fagligt, som jeg ellers plejer mandag morgen. Læser skønlitterært i stedet. Svend Aage Madsen fra genbrugspladsen. Drikker kaffen. Tjekker min telefon, svarer på et par beskeder. Tjekker Instagram kort, primært for den direkte interaktion, kommentarer og beskeder. Og de nytilkomne: I dag er det nogen, jeg kender, men ikke så godt. Det er altid et lidt sårbart og mærkeligt skridt at lukke nye folk fra “det virkelig liv” ind i skriverierne. Mon det passer til deres indtryk af mig? Er bange for at virke dum eller for meget. Især fordi, jeg tror, de uden IG har opfattet mig som interessant, relevant og indsigtsfuld. Der er noget at leve op til. Er også bange for at lade mig begrænse i mit udtryk, når jeg bliver bevidst om, hvem der læser med. At det er ægte mennesker. At I er ægte mennesker. Det glemmer jeg tit, og det sætter mig på en måde fri.

Tilbage til bogen. Et kapitel. Den er et frirum, fordi det er meget fjernt fra min egen stil og budskaberne ikke er vigtige for mig lige her. Det er basal underholdning og hygge, ikke arbejde, inspiration, anledning til ambition eller sammenligning.

Tjekker telefonen igen. Burde forberede lidt til samtalen med kommunen i morgen. Finder to jobs at søge og føjer dem til joblog. Jeg er mester i at være på forkant og selvledende, så de ikke får et ben til jorden, og generelt lader mig styre min egen proces.

Læser videre, men koncentrationen svinder. Spiser loppefrøskaller og drikker resten af tranebærsaften fra i går.

Finder computeren frem. Skal se, om jeg har flere gamle noter fra maj 2024, som skal på bloggen og IG. Åbner mit Excel-ark, hvor jeg holder overblik over datoer, optælling af dage og typer af indhold. Danner mig et overblik og retter datoer til. Markerer dem, jeg har idéer til, men som mangler at blive skrevet rent… Fra fotos eller stories eller andet, der hjælper mig til at huske, men ikke er indlæg endnu. Åbner til sidst alle blogindlæg fra maj 2024, som skal på IG.

Streger lidt af på min liste med gøremål. Solen trækker. Og et varmt bad. Står op og går i bad. Med rasul og kokosolie til huden, billigt og simpelt. Går langsomt udenfor med bare ben og fødder men også dynefrakke. Det er lunt og friskt efter al den regn i går. Jeg går langsomt i Netto. Jeg ved, at jeg har 97 kroner per dag tilbage resten af måneden. Køber nok til to dage. Investerer i økologi efter en weekend med chips og frysepizza. Gør mig langsom. Kigger grundigt, når jeg vælger avocadoer, broccoli og ingefær. Køber kikærter, dåsetomat og to spande med øko-skyr, fordi de er på tilbud. Og valnødder. Sikke en rigdom. 205 kroner, alt er fint.

Min kæreste kommer tidligt hjem, næsten samtidig med mig. Jeg koger smilende æg til ristet rugbrød, mayo og karse. Det forstyrrer lidt mit flow, at han er hjemme, selvom han er sød og glad. Får sagt, at jeg er lidt i min egen verden og har brug for dét. Spiser og bliver træt. Klokken er kvart over ét, mens jeg skriver. Jeg vil gerne arbejde mere, men tager en lille pause først. Følger energien.
Jeg tænker på, at jeg generelt er begyndt at have så travlt og udfordre mig selv så meget, at jeg er mindre til stede. Det første sted, jeg mærker det tydeligt, er i mit parforhold. Jeg er fraværende. Jeg opsøger ikke øjenkontakt og langsomme kys. Jeg ser ham ikke rigtig.

Jeg mediterer i en afslappet stilling. Lukker øjnene tyve minutter. Og så måske en kop kaffe mere. Men vil ikke skynde mig. Pauser er vigtige, signalerne fra kroppen er tydelige. Det er skørt, så naturaliseret det er, overlagt at overhøre dem.

Lægger mig ned og trækker vejret dybt, men sover ikke. Laver et opslag, mens jeg stadig ligger ned. Sætter mig op og laver ét mere. Går ud for at hakke hvidløg og ingefær til en suppe med miso og urter. Opdager Sebastians “En ny og dejlig dag” fra hans solo live album og nu stikker arbejdet lidt af fra mig – jeg græder lidt, den gode slags tårer, og føler ikke længere for disciplin eller at sidde indenfor. Vil bare leve. Nå at leve. Og elske frit. Og omfavne min kæreste i stedet for at føle mig forstyrret.

Jeg har også ondt i maven i dag. Den kæmper med et eller andet, jeg har spist. Og de signaler formåede jeg også at ignorere. Men nu opdagede jeg det. Og sidder lige med det. At jeg faktisk er syg i maven. I konstant ubehag i dag. Og det burde jeg også justere arbejdet efter. Så jeg tager en pause mere. Jeg drikker danskvand. Jeg spiser skyr med havregryn, valnødder og rosiner. Jeg tænker på sukkeret i rosinerne. Hvordan det har været en fjende. Hvordan det er ok sammen med fibre, protein og mineraler. Hvordan de kan gøre mig godt.

Jeg laver nogle flere opslag for at være på forkant. Det bliver til fem timers arbejde i alt. Så går jeg ud og øser suppe op, og fortsætter ind og kigger min kæreste i øjnene og krammer og spørger til ham, og vi ser nogle afsnit af en serie. Kvart over seks, cirka. Er det fyraften uden tvivl.

Har det egentlig godt i dag. Solen skinner. Jeg drikker kaffe og læser skønlitteratur. Det er også søndag. Jeg føler stadig, at tiden går lidt for hurtigt, men mediterer og kommer hurtigt ned i tempo, hvor paradoksalt det end kan lyde, hehe. Har brug for at få mere styr på min profil udadtil. LinkedIn. IG. Hjemmesiden. Føler mig blottet og har lyst til at trække mig en lille smule, gå lidt mere stille med dørene.

Har lyst til at lave smykker og hækle, være kreativ uden at være åbenlyst ekspressiv. Men har også lyst til hvile og at være passiv. Tager det bid for bid. Prøver at være stolt over det, jeg gør. Mine to frivillige jobs. Min måde at være til stede på i dét. Min indsats og mit mod på nyt. Hullet i CV’et begynder at se større ud. Halvandet år. Jeg skrev eksplicit om det i en ansøgning. Er spændt på responsen. Om det er the way to go. Om jeg hellere skal kalde mig selvstændig, hvad jeg jo også er, til husbehov. Men jeg venter 65 dage endnu. På at prøve at gøre forretning. Hjælpernes timeløn er i øvrigt steget til 150. Der er muligheder… Min livmoder værker.

Jeg bliver stadig ramt af tvivl på min egen værdighed. Selvom jeg læser Rosenkålsreglementet. Selvom ledere og andre, jeg møder, synes jeg er så fascinerende. Selvom jeg ved, at det er nobelt at reflektere og forsøge at skabe smukke, meningsfulde ting. Og selvom jeg ved, at det tager tid, og at det magiske opstår i de perioder, hvor jeg lader mig selv hvile, leve, opleve, måske endda stå stille. Så føler jeg stadig, jeg skal bevise noget. Og at det gør jeg ikke. Ikke nok, ikke hurtigt, ikke tilstrækkeligt udadvendt og anerkendt. Hvorfor er det svært at tage imod dagpenge, når man er overbevist om, at borgerløn ville være godt for alle og for planeten? Det giver ingen mening. Indoktrineringen og kapitalismen tricked us good. Er bange for afslag på min ansøgning. Selvom jeg ved, der ville være lige så meget mening i arbejdet uden job. Der ville også bare være flere spørgsmål.

Men jeg kan blive meritpædagog. Eller noget andet. Vi finder på noget. Hvis jeg skal være Diogenes på kanten af samfundet, så håber jeg, at pligtfølelsen bliver fortærret fuldstændig af vreden. Det er så hårdt at rumme, at de forsøger at sameksistere. Pligten og vreden. I paradokser, i mig. Og derfor. Skal jeg læse videre i Rosenkålsreglementet i morgen tidlig. Starte dagen med påmindelse om, at jeg ikke er alene med min følelse af mangel på meningsfulde muligheder, man kan leve af.

Mediterer på selvomsorg. Med stærke menstruationssmerter. Vi har forsøgt at lave et barn, selvom vi er kaotiske mennesker. Det er nemt på nettet at fare vild med hensyn til det også, ligesom job. Risici, kalkuler, normer, andres tanker. Er i perioder overbevist om, at jeg har endometriose eller bagudvendt livmoder eller noget andet, føler mig fremmed for mig selv, og har i et par uger siden konflikten haft svært ved at turde komme ned i kroppen.

Men i dag mediterer jeg. En hånd på maven, og jeg begynder at græde. I dag vil jeg ned i gear og ned i fundamentet. Det er gået for stærkt de sidste par uger. Og programmet er stadig lidt stramt fremadrettet. Men jeg ved, jeg kan sænke tidens gang. Med skærmpauser, meditation, monotasking, nærvær. Nu vil jeg læse. Skønlitteratur. Og senere søge et job, der passer lige til min nicheviden fra mit tidligere lønjob. Det er svært at tage sig sammen, når det passer for godt. Når man får afslag på det allermest oplagte, hvad så? Så jeg har svært ved at komme i gang. Men jeg gør det, senere. Med omtanke. Langsomt. Får mig skrevet ned i en ærlig ansøgning, i et CV på tre sider. Forfra med den, jeg er blevet.

Sådan en aften, hvor jeg ikke kan mærke energi på noget. Ingen lyst, ingen eksekveringskraft.

Og selvom jeg ved, at det bare er fordi jeg trænger til at hvile, og at der kommer bedre dage, så kan jeg ikke finde ud af at hygge mig med at hvile.

Bliver fanget i meningsløshed på Instagram. Føler, jeg ødsler tanker, ideer, timer væk. Føler mig ikke modig.

… Selvom jeg gjorde hovedrent tidligere. Og tester internet. Og hjalp min mand op af et hul ved at tale med ham. Og skiftede sengetøj. Og var i bad. Så er jeg ikke i fred. Så føles det ikke som nok. Så længes jeg efter mod til at skrive larme synge skabe noget smukt være udenfor. Men efter 17 kilometers gang og tre timers koncert i forgårs, så vil mit skinneben også have ro i dag. 

Men det føles alligevel forkert.

Jeg prøver at lægge mærke til forandringerne. Var til racismetemadag forleden på mit frivillige job, og det var virkeligt godt. En psykoterapeut, som har startet gruppeterapi (den første af sin slags) om racisme, holdt oplæg. Hun var tydeligvis super reflekteret om sine begreber og teorien bag, og det er så fedt, for det er sjældent ellers, at min akademiske hjerne ikke finder inkonsistens, mangel på nuancer eller kontraproduktiv, essentialiserende populærlingo i den slags oplæg, og bliver distraheret fra sagens kerne. Men hun var knivskarp. Og jeg lærte noget. Fik nogle nye perspektiver. På, hvad andre oplever. På hvordan belastningen af at være enten usynlig eller hypersynlig føles.
Og ét af temaerne var, hvordan man finder ro og drager omsorg for sig selv. Hvordan vi kan skabe lommer af tryghed. Jeg fik det yderligere ind under hud ved paralleller til min egen stress, udbrændthed, rejste nerver og udmattelse.
Og jeg stod ved mig selv og fortalte om mit projekt. Fortalte om, hvad det har givet mig, i denne her verden, der ofte virker ond, at dele ting her og finde ligesindede. At snakke mere åbent med mine nærmeste om svære ting og ikke være bange for at ødelægge den gode stemning. Og det ræsonnerede med andre dér. Og der er nysgerrighed. På mit år uden lønarbejde, på idéen om at stå stærkere i verden og kunne gøre mere, ved egentlig at gøre mindre. Pause, reflektere, finde overskud til intentionalitet. Fokusere på fællesskabet, fremfor alt. At bygge, sammen, række ud, se andre, stå frem, selv når det er som en svag, forvirret, håbløs eksistens. Og det er svært at snakke om i plenum, sårbart, og noget, jeg ikke følte mig oplagt til, fordi jeg var så træt, men jeg kunne lægge en hånd på mit bryst imens og hjælpe mig selv til at håndtere, at det er både hårdt og blødt, svært og umiddelbart.

Der er så mange ting i gang i mig. I forhold til værdifællesskaber, langsomhed, at være synlig i verden, at stå frem. Og min kæmpe vrede.
Jeg græder, for uretfærdigheden, for kollektive traumer, for børn, der vokser op i overlevelsestilstand med minoritetsstress. Også når andre, jeg ikke kender så godt, kan se det. Jeg føler det hele ud, tager mig tid. Opsøger dem, der har det lige sådan. Dem, der også har fokus på andre mennesker, ikke blot på at overleve deres egen 9-17. Dem, der har retfærdighedssans, indignation og privilegiebevidsthed.
Jeg kan mærke nu, hvor drænende det også har været i mit liv tidligere primært at tilbringe min arbejdstid i en illusorisk parallelverden, hvor alle lader som om, at det, de gør ved deres skrivebord, er vigtigt. At der ikke eksisterer andre befolkningsgrupper end “os”, der har en månedsløn på 43.000 og opefter (og ofte det dobbelte). Hvor der bliver diskuteret biler, aktieporteføljer og dyre køkkenrenoveringer over frokosten. Hvor der er lukkede klubber for ambitiøse kvinder, hvor man “løfter hinanden” ved at arbejde på, hvordan man bliver ligeså ligeglad med nye medarbejdere, andres trivsel og tid, fælles kedelige driftsopgaver og at rydde op efter møder, som den magtfulde mand, og kvindernes kampdag er noget, der fejres med lilla glasur på et stykke wienerbrød, inden man går tilbage til sit Excel-ark.

Jeg gjorde, hvad jeg følte, jeg kunne, for ikke selv at blive hærdet, men gøre en positiv forskel i det små ved at se andre og hjælpe med alt muligt ekstra, huske min egen menneskelighed, være tålmodig og sjov og imødekommende, lære fra mig osv. Men fuck, hvor sparer man meget energi ved simpelthen bare at gå derhen, hvor der er spejling og værdifællesskab. Hvor andre hjælper én til at blive mere sig selv i stedet for konstant at udfordre det. Hvor man ikke spiller et spil, men kan græde og være vrede og rodede og mærke det, der fylder allermest. Hvor fællesskab og relationer er et mål i sig selv, altid.

Jeg er stresset. Er blevet kørt over af mit eget program. Vi havde en slem dag herhjemme i mandags og fik først løst det tirsdag eftermiddag, og nu føler jeg mig bagud med alting, mest af alt hvile. Tirsdag aften var der online opstart på krea-gruppen i mit frivillige arbejde, og jeg var så træt og internettet drillede, så jeg ikke kunne være nærværende, som jeg ville. I går var bare hviledag, men alt er stadig hårdt og jeg er stadig træt. Udbrændtheden er aldrig særlig langt væk. Jeg fik tegnet lidt, men dagen gik alt for hurtigt til at nå andre ting. Og i dag skal jeg på det andet frivillige job og vaske tøj og til koncert. Og fredag med fødselsdag, som jeg mangler at lave gave til, og en boligfremvisning. Og søndag en brunch med en ven, jeg ikke har set længe. Og jeg har ikke rigtig mig selv med i noget. Og har helt mistet roen og energien til andre ting, fx at skrive. Jeg håber, det bliver bedre. Lige nu tænker jeg, jeg har taget munden for fuld med de frivilligjobs. Men måske det bliver en øvelse i ikke at tage ting så højtideligt eller være så perfektionistisk.

Har bare lyst til at ligge på noget mos, indtil jeg kan mærke mig selv igen. Jeg drømmer stadig ting om natten, som er tilpas realistiske til at de griber ind i dagen. Om relationer, spydigheder, at blive latterliggjort, at sige fra, anspændthed anspændthed anspændthed. Og jeg drømte, jeg sov fra koncerten i aften. Følelsen af at komme for sent eller glemme noget vigtigt.

Jeg starter med kaffe nu. Klokken er 9. Og så vask over. Og tøj på. Og klokken 12 nyde turen ud til Bispebjerg og se det som tiltrængt ro med bevægelse og luft. Og så prøve at glæde mig til musik. Og gøre det ædru. Og så huske på det gode med min fødselar og ønske hende tillykke og god tur. Og så går det nok.
I virkeligheden er det mit sketchy internet, det er mit største problem, den største stressfaktor. For jeg ved ikke, om det kan løses, og så har jeg påtaget mig en rolle, jeg ikke kan udfylde godt. Og jeg føler mig som en byrde.

Produktiv dag i dag, selvom jeg er så søvnig for tiden. I dag har jeg arbejdet ni timer på bloggen. Skrevet mig igennem den ret dystre april 2024. Jeg lærer meget af det. Meget har forandret sig. Noget har ikke, men så kan jeg nærmest være mit eget selskab og spejling i det. Sad på biblioteket og arbejdede. Det er lunt. Jeg havde te med. Prøver at gøre det hyggeligt.

Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg droppede at bruge IG fra april til oktober. Jeg er så glad for, at jeg genoptog det sådan her, at @noejsomt fandt sit form, at jeg fandt en mere rolig og tryg og stabil måde at dele på, og at jeg kan mærke jer, der læser med i ny og næ (❤️), og en meningsfuldhed i det for mig selv.

Det er værd at huske, når man føler, man ikke ved, hvad man laver. At idéer kan ændre form drastisk og falde i et helt andet hak i løbet af et år. Men det tager tid (og en masse omveje og spildte kræfter på bl.a. Canva, som er fyldt med bugs, mens man prøver at finde sit udtryk, format og sin smarte arbejdsgang, hehe) og det kræver refleksion og dvælen ved det, man mærker i sin kreativitet og lyst. Jeg var nødt til at mærke modstanden, følge energien, tjekke ind med mig selv, og mærke, om mit projekt var stukket af fra den stemning, jeg egentlig ville skabe i. Og så justerede jeg derefter.

I dag fik jeg styr på en masse, men ikke helt nok, måske. Sådan føles det altid. Snart går det løs med Ung til ung. Kringlebakken fylder også. Jobsituation og dagpenge trænger sig også på. 

Men jeg vil gerne noget andet. Jeg vil gerne det her. Jeg vil ikke have røvsyge kontorjobs. Ikke lede andres projekter. Jeg vil have så lidt ansvar som muligt. Så meget overskud til resten af livet. Og er det er svært… Når man godt kunne være en god leder, koordinator, sågar sælger, projektleder, interesserent-koordinator. 

Jeg vil kigge på blomster, se film, cykle ture, lave mad, sende søde beskeder, kramme, lappe tøj, hjælpe andre direkte og uden planlægning og for meget forpligtelse. Sprede ro og være nærværende, som er noget af det, jeg gør bedst. Jeg finder en vej.

Tak for jer, der deltager i hvad end det her, og orker at læse længere tekster i jeres feed eller på hjemmesiden. Jeg ved, at jeg ikke rigtig passer til formatet på de sociale medier. Jeg har selv en udfordret attention span, når jeg scroller, så jeg forstår. Men det er nu engang på IG, at folk er flest. Og jeg værdsætter jer.

Det er mandag. Der står en del ting på to do-listen. Computerarbejde. Jobansøgninger, administration, en hjemmeside, der trænger til en overhaling, noget om at oprette støttemuligheder og opdatere butik, noget om at forberede mig til frivilligjob…

Og jeg har ikke lyst til noget af det. Jeg trænger ikke til skærm. Jeg føler ikke, min hjerne vil være med til at ordne ting. Og der findes nok også den slags relevante jobopslag om tre måneder…

Så nu vil jeg koncentrere mig om at mærke, at jeg er fri. Mærke hvordan, jeg kan vælge. Mærke min krop, mens hovedet vågner langsomt.

Tage små slurke af min kaffe og gøre ikke så meget andet… Se ad. Om lysten til noget melder sig. Måske vil jeg gå en lang tur. Eller køre på min cykel, som har været i stykker i årevis, men nu er fikset. Luft under vingerne og frihed. På en mandag.