Klokken halv seks står jeg op og laver kamillete til øjenbetændelsen og halsen. Føler frihed ved at sætte mig til at læse. Vandmærker af Krasilnikoff. Lige omkring realskolen. Udbytningen. Fangenskaben. Skuffede forventninger til livet. Samme sang. Ingen ser mig sidde her. Det er en meget stille protest. Jeg gør intet.
Har lagt Instagram over i en mappe, så jeg glemmer, hvor. Kan stoppe mig selv, før jeg scroller bevidstløst. Jeg tjekker et par kreative kvinders CV’er på nettet. Gad vide, hvor mange penge, de har. Hvor mange frie timer. Hvor meget pres, de føler. Om det var det her liv, de havde forestillet sig. Hvordan de har fået deres netværk. Om det kan noget mere at have et på 700 mennesker end 150, eller om det bare er noget, vi bilder os ind, når vi ikke har det.
Du gør ingen ondt ved at stoppe med at arbejde. Mange af os har meget mere, end vi har godt af og brug for. Og det er aldrig dig, der udhuler velfærden ved at være arbejdsløs – det klarer de folkevalgte. Det har værdi at tænke, skabe kunst, være socialt overskudsagtig, sætte tempoet ned, inspirere med sin væren – og begrænse sit forbrug og belastning af klimaet. Der har altid været bohemes, fattige kunstnere, kloge koner, asketer, der har levet af almisser på kanten af samfundet.
Der er legater til kunstnere. Der siver penge fra fonde og staten ud i ingenting hele tiden. Du må gerne lade dem finansiere dit arbejde også.
Hvis du gør, hvad du skal gøre og kan klare dig, er der ingen vigtige, der tænker ilde om dig. Provoker dem, der gør. Sæt dig på tværs. Kompenser for de år, hvor du har fundet dig i at blive udnyttet. Urimelige, aktionærfikserede arbejdsgivere betaler til staten, som betaler til dig, hvis du er på overførselsindkomst.
Du må gerne leve af din opsparing og være forfatter. Hvis der ikke er et job til dig bagefter, så er det nok stadig nogle institutioner, der kan hjælpe eller uddannelser at få. Ellers så pyt, hvis ikke de vil bruge dig. Du kan VILDT meget.
Sig op. Tag pulsen på arbejdsmarkedet på dagpenge. Søg maksimalt selektivt. Lev dit liv. Tag evt. en praktisk uddannelse. Hvis ikke der dukker noget fedt op, så drop det og lev af opsparingen. Man kan godt have børn på kontanthjælp, hvis man er fornuftig og har tid nok. Selvforsyning, nydelse, genbrug.
Det ødelægger klimaet, at folk er så rige. Og de fleste vil gerne arbejde – for at skrabe sammen til sig selv eller for struktur, funktion og fællesskab. De behøver dig ikke. Og det er godt, at nogen agerer stopklods bare lidt, på effektivitetsskruen uden ende. Find evt. et frivilligt arbejde, som gør noget godt, så gør du mere end rigeligt.
Og. Du har et arbejde nu. Du må gerne beholde det. Husk, at det bare er et arbejde. Act your wage.
Der er ingen grund til at opretholde noget, der ikke føles godt. Så kan vi ligeså godt lade verden gå under.
Vi skal leve på en måde, der har værdi lige nu. For os og hinanden og verden. Hvad er ellers formålet?
Og det et ikke 9 til 17 og mange penge og eskalation og konkurrence. I hvert fald ikke for mig eller alle dem, der er blevet syge i forsøget.
Penge er en konstruktion uden ressourcemæssig dækning. En illusion.
Du behøver ikke at have alle svarene og kunne forudse fremtiden for at vælge at stoppe op nu og leve på held, realitetssans og improvisationsevne. Du må gerne stemple ud af ræset. Det er mindst ligeså forsvarligt som at fortsætte.
NOTE TO SELF – TILLØB TIL MIT ÅR UDEN LØNARBEJDE (DAG -552)
MINE PRIORITETER:
Nære venner.
Familie. Niecer.
Natur. Mere tur. Mere nærvær. Mere rejse. Mere langsomhed. Mere årstider, ritualer. Mere krop. Sauna. Frisk luft og bjerge. Udsyn. Hav. Følge solen og stjernerne.
Ord – læse/skrive/få andre til at læse… Nære relationer og værk/vidnesbyrd.
Visuel æstetik – men leve mere i nuet og se mere med øjnene end med kameralinsen.
Synge og spille og lytte – mere live. Oplevelser med folk. Fest og dybde og rare miljøer. Måske noget med K. Øller og ballade.
Podcast med A. Leg + at finde tilbage til faglig stolthed. + Normalisere den lange vej til job.
Prøve noget nyt. Klatre, spille, lege, se. Teknikker/krea.
Æstetisk udtryk. Være kunst i dit udtryk og væren i verden. Ligne noget, der får folk til at stoppe op. Dyrke skønheden, også din egen. Være lidt mere krop og lidt mindre hoved. Lege klæd ud. Være den version, du bedst selv kan lide. Uapologetisk. Og indrette dig efter det også. Nyd det selv – det skal ikke (kun) være for at vise det frem. Men det er ok gerne at ville have vidner.
LØNJOBOVERVEJELSER:
Det er en slags lettelse ikke selv at være chef og sætte rammen for det, du skal tjene penge på. Der vil altid være administration/reklame/behov for at være opsøgende og selvhævdende som selvstændig. Det gider du ikke. Du skal inviteres til at dele og det er ok. Gør din ting og måske nogen inviterer. Ellers gør det ikke noget.
Måske du skal finde noget mere meningsfuldt engang (mere afstemt med dine overbevisninger og/eller mere analytisk), men for nu er selve rammen god. Tænk over, hvad du gerne vil stoppe ind i den og drøft det med lederne.
Du må gerne sige op, hvis du fortsat føler dig udnyttet og demotiveret. Der skal nok dukke noget andet op, hvis verden har brug for din arbejdskraft.
