I dag er jeg lidt ængstelig igen. Har fået et afslag på et helt standard kontorjob, og så ruller følelserne og tankerne. Om, om jeg er god nok. Om, om jeg kan komme tilbage i arbejde… Om at trods den lave ledighed er der stadig over 130 relevante ansøgere til den type stilling.

Jeg har ikke brug for et job de næste fire år. Men jeg bliver lidt bange og forvirret. Over ét afslag. Kommer til at føle, at jeg skal sadle om. Så kan jeg nok kun blive selvstændig f.eks. Fordi jeg har truffet de valg, jeg har. Tænker hjernen. Og det bliver også svært og et konstant pres. Fortsætter den. Og jeg er bagud.

Men jeg fik ros i fredags for mit frivillige arbejde. For at gøre stemningen fin og rolig. Ligesom de sagde i børnehaven, da jeg arbejdede dér.
Kan jeg bliver professionel beroliger af utilpasse eksistenser? Hvor mon?

Jeg er alene hjemme i aften, efter en dag i går med koncert, mennesker og mange input oven på en dag med arbejde, ansvar, meget bevægelse og mange input. Så finder min hjerne på at udfylde tomrummet med bekymringer i stedet for afslapningen, den trænger til. Bekymringer om en fjern fremtid. I en usikker verden.

Det er lidt typisk og ironisk, at jeg fandt ret meget ro i min rolle i verden, i det bidrag, jeg sender ud, i at yde i det frivillige arbejde, efter ellers at have været meget usikker i dét… Og så finder jeg bare på en ny angst. Nu ved jeg, at jeg er vigtig og værdig og kan ting for andre, og i stedet sætter jeg mig så og bekymrer mig om ikke at kunne finde pengene til at overleve senere.

Der er noget grundlæggende unaturligt ved at læse opslag, sende ansøgninger, få afslag. Alt for mange ubekendte og for lidt kontakt. Alt for nemt at spekulere og vende indad. Tolke mening ind i noget, der mest er tilfældigt. Det er menneskeligt, minder jeg mig selv om. Almindeligt. En naturlig respons på en unaturlig verden.

Får skrevet meget andet end refleksionsdagbog. I dag har jeg været på Kringlebakken og føle mig nyttig, selvom det er meget nyt og jeg er lidt forsigtig. Hjalp en ung og presset kvinde fra Bangladesh med en ansøgning til Rema 1000.  Og der var rart at være. Og jeg gik 8 km hver vej gennem byen.

Og i går fik jeg færdiggjort Ung-til-ung kurserne. Det endte med at tage mange timer, så det er et stort flueben. 

E og jeg var på fælleden forleden, og vi så en snog og tre tykpelsede tyrekøer og en masse knopper og blomstrende træer og havde det dejligt. Vi har også været i biografen og snakket godt sammen om lette ting, hvilket vi ikke altid er så gode til. At holde det let.

Og han har fået min cykel fikset og jeg har lappet to par bukser for ham og klippet hans hår. Jeg elsker at have tid og overskud til det, Nøjsomheden, at gøre det selv, at hjælpe praktisk. Og mine jobansøgninger er venstrehåndsarbejde, men det gør ikke noget. I morgen får vi besøg fra Østrig og skal til koncert.
Sikke en uge.

_

Jeg læser om dag -93, mens jeg drikker rooibos med honning og er langsom og varm om hjertet. 

Det giver så god mening for mig at køre det her projekt i en årscyklus. Man taler meget om at yde omsorg for sit indre barn, men jeg føler også, jeg opdyrker en omsorg for 2024-Ida, som sætter ting i et nærende perspektiv.

Og jeg opdager, at de meget levende og myldrende drømme måske bare hører april til. At det i hvert fald gentager sig. Og at nogle spørgsmål om energi og produktivitet bliver intensiveret, når lyset vinder frem. Det oplever jeg i hvert fald også i år. Men i år er det med meget mindre angst, og egentlig også mindre præstation. Jeg har lavet min egen rutine, deler hver tredje dag, kigger sjældent på likes (men værdsætter al støtte og spredning af mine ord), koncentrerer mig om mig selv og eventuelle beskeder. Jeg har slettet Facebook og Messenger. Jeg har bygget lidt stabilitet, som jeg har brug for i det her kaos, som er verden og friheden. Jeg plejer at undvige rutiner, men de her føles meningsfulde. Det handler om at have ting – også kreative outlets – som er veldefinerede, så jeg ikke bruger alle mine kræfter på at tvivle og reoverveje hver eneste handling, strategi eller opgave hver dag. Jeg følger bare et mønster nu og ser, hvad der sker. Bruger energien på selve oplevelsen og på rigtig handling, ikke algoritmer eller selvkritik.

Og så kan jeg bedre håndtere forårsfebrilskheden, som nok ér og bliver en følgesvend for mig, den udadvendte, handlekraftige, rastløse, introverte planlæggertype. Den impulsive overtænker. Paradokset. Efterårsmennesket.

Og jeg finder fortsat stigende tryghed i at lade sæsoner være sæsoner. Jeg ved, når de kommer, at de vil gå igen, og så kan jeg bedre flyde med og gribe det, de giver eller tager.

Denne uge forsøger jeg at undgå lister over, hvad jeg skal nå. Og doom scrolling. Og dårlig samvittighed. Og prøver i stedet bare at være og tage dagene, som de kommer. Så sker der sådan noget her. Og jeg har også bagt kage.

Jeg får ikke skrevet så meget i de her dage. Var meget ramt af blodmangel denne uge, og vi snakkede om børn, vi overvejer, og det er komplekst. Og vi havde andre svære episoder. Og vi havde skønne dage og var ude at spise på et gavekort. Og føler så meget kærlighed. Og jeg tænker på, om jeg får et job igen, og om jeg aldrig kan blive AC’er, fordi jeg har taget en pause og diverse odd jobs. Og det føles forbudt. Og verden brænder, og jeg vil ikke deltage, og jeg vil heller ikke så meget andet. Jeg vil elske, jeg vil forår, jeg vil trække vejret dybt ned i maven. Jeg vil spare op af mine dagpenge, jeg vil sove længe. Jeg vil snart have kaffe og jeg vil sy mit tøj om. Jeg vil gerne skabe mere og sælge det. Eller jeg vil ikke sælge, jeg vil bytte, og jeg vil give væk, men jeg vil også gerne kunne betale husleje.

Jeg vil komme og passe min lille spradebasse, når min søster skal til terapi. Jeg vil gå rundt uden retning, mens andre har travlt. Jeg vil ikke være så bange, ikke tage det så tungt. Men jeg vil også købe knækbrød og en stor dunk med vand og en lommelygte.

Jeg forsøgte mig med kontaktlinser, og de optikere er helt uduelige til mine mærkelig øjne, og det er så drænende. Jeg vil tilbage til integrationshuset og gøre et forsøg. Jeg vil starte noget godt med Ung til ung. Jeg vil ikke være bange for at være mig selv og fylde og være vred på corporations. Fordi jeg gemmer de her tekster in plain sight, tænker jeg somme tider på, hvis mine tidligere kollegaer eller ledere læste det hele. Hvis de så, hvor meget, jeg er imod det system. Hvor unfair og meningsløst, jeg har følt det. Hvor meget jeg kunne have lyst til at vende alt på hovedet og ikke spille efter reglerne. Måske endda ødelægge strukturen. Hvad ville de mon tænke? Jeg var god til mine opgaver og rar at arbejde sammen med. Vil de stadig sige det, hvis de finder ud af, hvad jeg tænker og drømmer om? Eller er jeg så en problematisk medarbejder? Ville de sige det, hvis nogen spurgte, fordi jeg har angivet dem som reference? At jeg er svær at gøre tilpas, at jeg ikke tager det alvorligt nok, at jeg er utilregnelig og brokker mig? Jeg konsekvensberegner ikke i det her projekt. Jeg sender det bare ud. Men jeg gad vide.

Jeg tænkte på i går, at sidst jeg var anæmisk af min cyklus, var da jeg skulle flytte mig fra Armenian Street til lejligheden i Jelutong. At det føltes som et andet liv. At en måned er lang målt lodret, men kort på langs, som Benny ville sige.

Jeg kunne ikke sove i nat. Lå vågen og spekulerede på fertilitet og life in general. Og min krop summede, jeg kunne se den udefra og svævede væk. Og jeg fik menstruation med stærke smerter. Nu er kl. 14 og jeg har overlagt forsøgt at sove tiden væk. Har det bedre nu. Solen skinner. Jeg spiser pizzarest og drikker decaf med fløde. Min partner kommer snart hjem med bind og kage. Jeg har meldt mig på dagpenge, fordi jeg kan, og de snart ville begynde at bortfalde, fordi jeg har holdt så lang pause fra at få noget udbetalt. Men jeg får ikke søgt job i dag. Det behøver jeg heller ikke.

November 2026 udløber de, dagpengene. Efter tre år. Tid er underligt. Min opsparing kommer til at være ligeså stor til den tid, som da jeg sagde op, sandsynligvis.

Jeg snylter ikke. Jeg arbejder lige her. Jeg udnytter pengene maksimalt. De ender ikke i en boks i whiskeybæltet, de bliver brugt på mad og el og offentlig transport. De bliver strukket ud, de går ikke til overforbrug, børnearbejde, rovdrift på udpint natur (eller jo, måske gennem min kost somme tider, men). Der går lidt til skat. Jeg har selv betalt 36.000 til a-kassen. Jeg gør ingen ondt. Jeg har prøvet andre ting, har været mindre kræsen, har knoklet for 150 kroner i timen, nu vil jeg nyde. Og arbejde på det, der er sjovt og vigtigt. Og hvile. Og leve.

Jeg havde en virkeligt klar, kort drøm forleden nat. Om en smuk begravelse af en partner uden ansigt. Vemodigt, farverigt, varmt.

Og så om at jeg havde tjent 1.200 kroner på print på min hjemmeside. Lige nu sælger jeg ikke print, haha. Og drømmen var i de hele taget meget langt fra der, hvor mine bevidste tanker er for tiden (jeg har lige startet et frivilligjob, som ikke er kunstnerisk overhovedet, men mere i tråd med gamle akademiske planer om at gøre verden bedre gennem rådgivning/viden/administration). Men den var så klar efter en lang nat med slørede drømme eller helt uden. Det virkede meget som et tegn. En fortælling om… Noget. En afslutning og en manifestation, jeg ikke har været i stand til at lave i vågen tilstand?

Natten efter drømte jeg om min tidligere chef. Om at hun skulle vælge, hvem hun ville være, den ene eller den anden, for hun kunne ikke balancere. Det var abstrakt.
Hun blev ramt af en voldsom personlig tragedie, mens jeg var ved at forlade skuden, fordi jeg ville leve mere frit og med mere fokus på relationer og lyst. Hun var rystet i sin grundvold af andre årsager, og det var som om, rollerne blev byttet lidt om i de uger. Jeg kan bedst huske, at hun med tårer i øjnene sagde: “Det er jo nok dig, der har fat i den lange ende”. Hun arbejder der stadig og er kun steget i graderne siden. Men nogen skal åbenbart vælge, ifølge drømmen… Der er måske heller ikke så meget at sige til, at jeg føler mig så smadret, hvis jeg underbevidst føler, at jeg vælger mellem liv og død eller arbejde og liv eller kunst og karriere i de her nye ting, jeg har rodet mig ud i.

_

Nu er jeg startet som uddannelses- og erhvervsvejleder i integrationshuset. Og jeg er udmattet og usikker. Det er altid lidt hårdt at kaste sig ud i noget nyt og ikke vide, om man er god til det. Sad til en forventningsafstemningssamtale derinde og kunne egentlig godt lide mig selv ud fra alt det, jeg kunne fortælle om mig selv… Om hvad jeg har lavet før, hvad jeg har læst, hvad jeg har varetaget af opgaver, hvor jeg er nu og hvorfor. Men samtidig er det som om, jeg ikke rigtig identificerer mig med det eller den positive feedback. Jeg kan ikke rigtig mærke alle de ting, jeg teknisk set har opnået og gennemført. Det lyder som så interessant og aktivt et menneske på papiret, men jeg er jo bare mig – introvert, ofte drænet i min seng med mine bøger og min dvaske krop og ufuldførte planer.
Men jeg forbinder, det kan jeg mærke. Det kan jeg godt. Med de her kvinder, som har brug for nogen med tid til at hjælpe og lytte uden fokus på kommunale KPI’er og paragraffer, uden one-size-fits-all dagsordener. Jeg er god til at se dem. Og jeg får masser af idéer på deres vegne. Det er så åndssvagt et spild af ressourcer, at de ikke er job, når de så gerne vil.
Men impostersyndromet er der stadig. Jeg er på én eller anden måde ikke så sej, som mit CV. Men jeg prøver at lære og det føles ok.

Når jeg en gang imellem forvilder mig ind på LinkedIn og bliver sovset ind i den dér karriere- og kompetencejargon, kommer jeg til at tænke på, hvordan det ser ud med det her selvvalgte hul i CV’et. Og hvordan jeg skal rammesætte det, når/hvis jeg vil søge lønnet arbejde igen. Jeg sidder her efter to måneders rejse alene i Sydøstasien og er egentlig ikke i tvivl om, at jeg er mindst lige så skarp, som før min pause.
Jeg formoder, at det er det, arbejdsgivere tænker på, når de er modvillige omkring at ansætte folk, der har været ledige i længere tid… At man ligesom falder hen og får svært ved at komme i omdrejninger igen.
Men jeg er ofte mere projektleder, når jeg har lønfri, end da jeg lønarbejdede som det. Jeg kommer aldrig til at glemme, hvordan man undersøger relevante emner, søger hjælp de rette steder, skaber gode relationer med integritet og nuanceret blik for kultur og ressourcer, improviserer løsninger i pressede situationer, ændrer planer med tanke for a, b og c, får logistik til at spille med opfindsomhed og effektiv videnstilegnelse, holder et ansvarligt budget med buffer til det uforudsete og opbygger en god rutine, så man ikke glemmer noget vigtigt. For at nævne et par rygsækrejserelevante kompetencer, hehe.

Der var mange fordele ved ny teknologi på den rejse, jeg lige har været på. I forhold til sidst, jeg rejste langt væk alene i længere tid, hvor internetcaféerne knapt kunne trække Skype på en god dag, og strejker og politiske uroligheder afskar mig fra alt, men jeg alligevel fandt, hvad jeg skulle bruge, ved hjælp af akutte SMS’er og en fedtet og lidt outdated Lonely Planet.
Nu kan man undersøge og booke det meste online et par dage i forvejen efterhånden som man planlægger, man kan slå ting op på et kort uden at tænke sig om eller føle sig udenfor kontakt, man kan bestille mad på en app i stedet for med fagter, man kan tjekke nyhederne, man kan holde møder med sin nye (frivillig)leder med god lyd og billede på sit eget værelse, man kan finde wifi alle steder…
Men somme tider er den bedste løsning altså også bare at kigge sig for eller spørge et andet menneske, og jeg savner lidt den dér fornemmelse af at kunne blive ægte væk. Og at det går ægte langsomt at finde ud af, hvor man er, når man er faret vild.
Til gengæld er overgangen til at være hjemme en del nemmere. Nyhedsfeeden er den samme. De nærmeste relationer har en ny fysisk dimension, men de har ikke været sat på pause. Men nu, herhjemme, kan projektlederen holde ægte fri (når hun lige har evalueret). Og hun har lyst til at smide sin telefon i kanalen.

Måske det er nemmere for nogle at forstå, hvordan man bruger en kandidat i tværkulturelle studier i Indonesien end i en dansk afdeling af en stor international finansiel institution, men for mig aktiverer det cirka de samme metoder til at forstå koderne og komme helskindet igennem diverse processer.
Jeg håber, at de rette arbejdsgivere kan se fidusen, når jeg engang får brug for, at de køber min arbejdskraft… Hvilket jo stadig ikke er nu. Jeg drømmer om en verden med mange pauser, eftertænksomhed, omveje og intentionalitet. Og arbejdskraftskøbere, der ser ekstra værdi i, at man har brugt tid på sig selv og andre sider af livet. Og jeg tror ofte på det – at vi er på vej derhen, selvom mennesker og menneskers institutioner generelt er ret træge, når det kommer til at gribe forandring. Og hvis vi ikke er, så tager jeg én for holdet. Ved at eksistere på denne her måde, overlagt, og se, om der indtræffer den dér ukonkrete katastrofe, som vi lærer at frygte og forbinde med lediggang, langsomhed og lignende typer af anti-kapitalistiske normbrud.

Jeg opsøger måske stadig flere udfordringer, end jeg egentlig vil. Sætter mig selv i situationer, der kræver is i maven, og demonstrerer for mig selv, at handling mindsker frygt, og at jo mere man gør, jo mere ser man, at man kan. Det kan være sjovt, men det kan også være drevet af ængsteligheden, der gemmer sig i stilheden. Men. Jeg går ikke i stå, selvom jeg fortsat øver mig på pauserne. Det kan stadig godt blive langsommere, tryggere, roligere, det her liv. Jeg har i hvert fald tre måneder mere til at øve mig. Tre måneder er lang tid, hvis man sætter tempoet ned, så nuet får lov at udvide sig.

_

Det er altid lidt specielt at dele ting, som er skrevet udelukkende ud fra mit eget kognitive ståsted, min personlighed, mine behov, drifter og privilegier, mit held, min rastløshed… Som jo er det, jeg gør her for det meste… Så lige en generel reminder til dig og dit unikke væsen:Du gør nok. Hvis du kæmper for blot at stå op eller få næring eller vedligeholde basal social kontakt. Hvis du ingen intention har om at vende tilbage til lønarbejde. Hvis du ikke har råd til eller mulighed for at stoppe op og må bruge kræfter på andre ting, end du drømmer om. Hvis du er forvirret eller på vej eller for udmattet til at have en intention. Hvis du er kørt ned til modløshed af magtens fordeling i verden.Så er du værdig til at være her, altid.Ligesom resten af naturen er vi til helt uden noget at bevise. Og du bidrager til fællesskabet deri.

Jeg kan mærke, at noget er ved at vende. Jeg begynder at lære følelserne at kende uden at lade mig opsluge af dem. Jeg bevæger mig generelt med mere ro, føler jeg. Og bliver bedre til at tage mig selv i forskellige negative eller ængstelige tanker.

Jeg skal til optiker. Jeg vil gå en omvej hjem og sidde at glo lidt på noget vand eller siv eller himmel. Og jeg føler tilfredshed ved min pengero. At kontaktlinser ikke vælter læsset, selvom det er en stor udgift i et lille budget. For jeg har råd til at hæve loftet efter behov. Jeg har råd til det, jeg vil og har brug for, takket være intentionalitet og købestop.

Og jeg føler ikke, at jeg løber fra noget eller overspringshandler med de frivillig jobs. Selvom det kommer til at tage mig væk fra introspektionen og skriveriet og nørkleriet, lidt. Jeg føler, jeg handler på indskydelser om, hvad jeg har brug. Jeg føler, jeg har bedre kontakt til det efterhånden. Nu har jeg brug for noget lidt ydre struktur, lidt ekstrovert nytte. Og mine andre projekter løber ingen steder.

Så jeg gør det ikke fordi, jeg bør. (Stort fremskridt at kunne mærke det klart). Eller fordi jeg slet ikke kan være i mig selv og stilheden. Bare fordi jeg trænger til noget andet. Og det er selektivt og med en rolig hånd, at jeg åbner nye døre.

I dag er det forårsjævndøgn.

Min feed er fyldt med gode mennesker, jeg ikke kender andet end gennem skærmen, som dels deler opråb om Palæstina og kvinders rettigheder, og dels deler billeder og videoer af, hvordan solen lige så stille har indtaget deres hjem, prismer, vægge i varme farver, gardiner, rodede spisebord… Det sarte forårslys.

Denne kontrast, vi lever i, den er vi ikke alene om. Og jo værre det bliver, jo mere kan jeg se et fællesskab træde frem. Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, siges det, og det er løgn, når hundredvis af børn bliver myrdet hele tiden, mens den politiske verden ikke griber ind… Men… Jeg ser lysglimtene i min rædsel, jeg ser et lille håb i en presset privilegeret befolkning, jeg ser jer, der ikke kigger væk, og jeg tænker på, hvornår vi knækker eller bliver voldelige selv, men jeg tænker også på Sara Ahmeds skrifter om fællesskaber og protester, om at hapiness ikke er lig med goodness, om at der er goodness i vreden, i den dårlige stemning, i at sidde i det ukomfortable og i at mødes om det.

Bomberne falder igen i Palæstina. Over sultne børn i hobetal. Og ingen, der skulle forestille at repræsentere mig på den politiske scene, gør noget. DR har presset det ned nederst på deres side med en kommentar fra Støjberg om, at hun godt forstår det. Altså at Israel bomber løs. Hun undlader at nævne, at det er på civile.

Men jeg forsøger at nyde. Samtidig. Eller bagefter, at jeg har læst nyheder og skrevet vrede ting. Og det går ok i glimt.

Jeg nød at vågne tidligt og drikke kaffe med havremælk og spise de sidste Daim med orange, mens jeg læste Dracula. Jeg nød at kysse farvel, da nogen skulle afsted. 

Solen skinner, den klare martssol. Lydene er anderledes i København end ude i verden. Det her er mit hjem, kan jeg godt mærke i kroppen. Jeg nyder at lave danskvand med vand fra hanen og drikke den i store slurke. Jeg nyder at gå i Rema og købe fersk grønt. Jeg købte også ost og blev så igen lidt vred – denne gang over prisen, som aldrig faldt igen efter inflationen, selvom butikkerne har rekordoverskud.

Det er flygtigt. Jeg tænker også meget på job. På hvad jeg gerne vil. På nyheder om at kvinder er en underskudsforretning, fordi folk, der laver den slags undersøgelser er idioter, og journalister, der videreformidler dem online i en underrubrik, måske er endnu værre.

Jo mere jeg får det at vide, desto mere har jeg lyst til at blive siddende her i sengen og læse og spise chokolade og tænke på alle mine veninder, som gør livet værd at leve, ser alle nuancerne, giver omsorg til så mange forkrøblede mandslinge, som ville være fuldstændigt fortabte uden kvinders kærlighed, tålmodighed og overbærenhed. De bliver båret igennem livet af kvinders emotionelle og praktiske arbejde. De ville gå til grunde uden.

Fuck jer. I kan fandeme tro, jeg vil være et aktivt underskud, når I vælger at se livet og fællesskabet som en forretning. Fuck. Jer.

I dag tænker jeg på den urimelige tryghed, jeg har, selvom jeg også har ængstelige dage.
Overfloden, heldet, arbejdet udenfor arbejdet.

Fællesskab og spejling.
At jeg kender nogen, der ejer jord og træer til min hængekøje.
At der er plads til sårbarhed og diversitet i mine relationer.
Forældre uden gæld.
At gode mennesker deler nyttig viden med mig. 

Ressourcerne er mange, selvom jeg tager chancer.
Jeg har sikkerhedsnet.

Men selvfølgelig håber jeg, jeg slet ikke falder.

Og selvfølgelig håber jeg at medskabe en verden, hvor alle har den tryghed. Ressourcer, solidaritet og en plads i fællesskaber.

Jeg strejker fra voksenlivet.

Prøver jeg at minde mig selv om.

Efter et par timer gik med at kigge på stillinger som akademisk medarbejder og ufaglært… Kigge på, hvad der findes af arbejde og statistik på, hvor svært det er at blive taget ind efter to år udenfor… Eller fem.

Bange for ikke at kunne. Finde tilbage til det simple liv. Med en fast stilling og en fair løn. Nogenlunde fair løn.

Jeg bliver glad for en mail fra udlejeren hernede. Må hente selvværd, hvor jeg kan. Bekræftelse på, at jeg stadig er dygtig. Lidt overachiever. Selvom jeg ikke arbejder. At jeg er dygtig og ordentlig at lave aftaler med. At jeg kan mobilisere mine evner igen. Eller bare bruge det i hvad end jeg nu foretager mig. Relationer, lejeforhold, opgaver.

Fendi, din vært i Jelutong:

Ida was an amazing guest ! Would love to welcome them again in the future !

Særlig tak
Ren og ryddelig
Holdt i god stand
Fjernede skrald
Nyttige beskeder
Respektfuld
Svarede altid

Føler mig også lidt fjollet over, at det gør mig glad. Auto-oversat og generisk. Men hey – I’m amazing.

Det er ret dystopisk for mig, det her sted. På 28. etage i Kuala Lumpur. Gives me the creeps a lil’ bit. Helt nybygget, allerede slidt og i stykker og dystert og mærkeligt.

Mekanik og funktioner, der ikke helt fungerer… Døre, der hyler konstant, fordi de er åbne mere end fem sekunder efter at nogen har scannet en nøgle, fordi der altid er kø ind og ud. En ret høj baggrundssummen fra motorveje, hvis man har et vindue åbent. Det flyder med pakker med random e-shop bras nede i lobbyen, alle bestiller mad med kurér, som bliver leveret uden interaktion, og der sidder vagter, som stirrer lidt for meget, selvom de kalder mig søster… Og så er der udsigten til Petronas og resten af det kvarter. Flotte og dystre kulissevibes. Blade Runner. Og så langt til naturen, selvom der er en have med planter oven på fire lag parkeringsplads.

En indre tilstand af afkobling.

Det er nærmest en form for økuller, jeg bliver ramt af. Det er praktisk – pool, fitness, mad, shopping, have… uden at forlade din bygning.

Jeg troede, jeg var meget til udsigt og udsyn… Kravler altid op på ting. Nu glæder jeg mig til at ligge på jorden.

Jeg vil ikke til Mars, jeg vil bo i skoven. Selvom min bevidsthed og det sensoriske ikke er så stærkt forbundet, så er følelserne og det sensoriske det og påvirkes af en masse faktorer, som bevidstheden ikke fatter. Jord, rum, lys, luft, lyd.

Det kan man virkeligt mærke, når man skifter setting til noget endnu mere unaturligt og fremmed for os som art for en stund. Vi har brug for jordforbindelse, økosystemer. Man bliver syg af det her.

Igen meget tankemylder i nogle dage

Fordi jeg ikke foretager mig så meget

Har ikke energi til at gå langt i varmen, er næsten klar til at komme hjem

Lever i efterdønninger af to måneders stimuli og projekt tør-mæt-varm

Og kan ikke samle mig om en film eller en bog

Men åbenbart godt om nyhederne

Og tusinde mulige jobs

Og andres anmeldelser og udstillinger og kurser og salg, som jeg ikke rigtig misunder dem for selve substansen, men alligevel føler mig bagud ved ikke at have

Jeg har lyst til at lukke helt ned for Meta, men det føles også som at lukke ned for muligheden for at leve som selvstændig, kunstner, nørkler, foredragsholder, community person… Men er det reelt? Foreløbigt fører Meta ingen steder… Og måske der er andre måder at sælge og forbinde på… Mere aktivt, mere retningsbestemt… I stedet for at skyde med spredehagl på en uigennemskuelig slagmark

Jeg har lyst til bare at nyde… At finde et deltidsjob, der ikke er vigtigt, men betaler regningerne, og nyde. Flette skåle og give dem væk. Tegne tegninger til mine venner. Skrive genkendelige og håbefulde, magiske ord på klistermærker og sætte dem op på stenbroen.

Men det ville også lidt være at give op, før jeg overhovedet har forsøgt. Hvorfor ville folk ikke købe mine ting, når de køber så meget andet? Hvorfor skal jeg knokle i et underbetalt job, når jeg skaber så meget smukt og arbejder så hårdt her ved siden af? Hvorfor er jeg så overbevist om, at mine bøger aldrig vil blive antaget, at jeg ikke engang tør sætte mig ned og skrive dem færdigt og få dem afsted ud i verden? Hvorfor ikke mig? Tør hverken rigtigt prøve eller lade være.

Jeg prøver at huske mig selv på, at det for fire år siden virkede meget farligt, hver gang jeg delte noget personligt her, og puttede mig selv out there til at blive læst og vurderet eller mødt med stilhed. De første mange gange, jeg gjorde det. Og nu gør jeg det bare. Jeg er is, haha. Eller jeg har fundet ud af, at det ikke er farligt – heller ikke at blive mødt med kritik eller stilhed. Heller ikke, at det ikke er for alle, eller at meget af det, jeg deler, er banalt, navlepillende, repetitivt og ugennemtænkt. For jeg har fundet ud af, jeg slet ikke kan forudse, hvad der rammer en nerve i andre og hvad der ikke gør. Så nu sender jeg det bare ud. Og folk skriver til mig. Gode folk, der vakler, tvivler, drømmer, håber. Så måske har jeg en butik med ting, jeg godt kan lide at lave, der betaler regningerne, om yderligere fire år? Måske. Der sker ikke så meget, som jeg tror, der bør ift. hvor hurtigt tiden går… Men måske sker der nok? Og meget mere, end jeg giver mig selv credit for.

Mit hoved er ikke det mildeste sted at være i dag, men jeg vil prøve at række ud til nogle mennesker. Jeg prøver at huske mig selv på, at det også har føltes sådan her, når jeg har rejst med andre, og er langt væk fra alting. Der kommer bølger af ensomhed bare over at være udenfor hverdagen, ikke kun fordi, jeg er alene.

Jeg har heller ikke nogen fast hverdag at komme hjem til, hvilket måske forstærker følelsen. Jeg har haft dage med jævne mellemrum herude, hvor jeg tvivler meget på mig selv og det, jeg foretager mig. Jeg bliver påvirket, når mine opslag får få eller ingen likes, selvom jeg ved, at mange læser uden at reagere. Jeg føler, at et fravær af respons er negativ respons. Det kunne være så nemt at trykke på hjertet, så inde i mit hoved forestiller jeg mig, det er et aktivt fravalg, et signal om, at man ikke opfatter det, jeg deler, som godt eller relevant. Selvom jeg rationelt ved noget andet.
Jeg prøver at huske, at jeg også arbejder med de her ting for mig selv. Skriver ned for mig selv, redigerer billeder for mig selv, arbejder med æstetik og stil for mig selv. Men jeg kan stadig blive slået ud, når en times arbejder lader til ikke rigtig at ramme nogen.
Og jeg glemmer hurtig de gode, bekræftende private beskeder, jeg jævnligt modtager, som ofte ikke handler om et enkelt opslag, men udtrykker støtte og generel værdsættelse af og nysgerrighed på, at jeg deler mine tanker og oplevelser i mit år uden lønarbejde.
Det er bare brugeradfærd, mekanik, knapper. Det et Metas mål for værdi, ikke mit mål for værdi. Men fåk det er stadig svært at abstrahere fra. Det rammer helt ubevidst. Sådan… Hvorfor har jeg det egentlig dårligt i dag? Nå jo, det er fordi, der kun er tre likes og mange, der liker storyen men ikke opslaget, har de så mon læst teksten overhovedet eller trykker de for selv at blive set som aktive af algoritmen eller hvad mon?
For jeg ved jo også godt, at man bliver algoritme-straffet, når man poster og ghoster, som jeg i øvrigt selv gør de fleste dage, fordi jeg egentlig ikke trænger til input fra Instagram. Jeg ved at teknologien ikke er et retvisende udtryk for mine værdier, og alligevel vender jeg alt til tvivl.
Dopamindeprivationen, når der ikke er nogen notifikationer, går lige i underbevidstheden. Det er så sygt, den magt, det har, med alle de ubekendte i fortolkningen.

Jeg har tænkt på samspillet mellem kreativitet og disciplin.
I 2009 lærte jeg at skrive sange og fik at vide, at jeg “havde talent for det”. Og jeg har altid fået at vide, at jeg havde en stemme, er kunne noget særligt. En gang imellem har jeg delt en video, hvor jeg synger en lånt sang, og det får typisk en del positiv opmærksomhed, men der går langt imellem at jeg overhovedet sætter mig med guitaren eller spiller/synger et helt nummer. Og jeg har ikke skrevet noget musik færdigt i mange år. Når jeg tænker på musikken, føler jeg lidt, at jeg er bagud, at jeg spilder et talent eller en kraft ved ikke at dyrke det. Men det kræver meget af mig, en særlig stemning, en ro og helst også en kontinuerlig indsats over tid for min stemmes skyld. Min stemme klinger på en træls måde, når jeg forcerer.

Men hvorfor kom det at synge egentlig overhovedet til at handle om talent eller disciplin?

På det sidste har jeg improviseret melodier for mig selv, en slags chant uden tekst, oftest. Nogle gange optager jeg det, men ikke så tit. Så det er der bare, for mig og min krop. Når jeg er intentionel omkring det, er den beroligende effekt på tanker og fysisk forankring den primære grund til, at jeg gør det. Andre gange kommer det helt pludseligt til mig, for så at fordufte igen ligeså hurtigt. Det er ikke performance og det er ikke produkt, det er bare sang. Det er måske ekspressivt, hvis nogen hører det, men meget flygtigt og vagt. Min mand siger, at det er smukt, det han har hørt af det, og straks kommer jeg til at tænke, om jeg burde arbejde mere med det, lave det til noget, til et produkt for andres konsumption, eller i det mindste et fællesskab, en filosofi, noget at give fra mig.
Men jeg prøver at stoppe de tanker igen.
For det er bare udtryk og væren. Menneskelig intuition. Min forankring i vibrationer og hylster. Min krop som et rum, som en del af et større rum. Det er en stille fascination i momentet over klang og at skabe ud af ingenting. Det er et sandmaleri, som udviskes igen, men uden disciplin.

Jeg tror, vi som art er naturligt kreative, eksperimenterende og udtryksfulde. Jeg tror ikke, vi er naturligt kommodificerende. Og jeg drømmer om en verden, hvor vi kan tillægge kreative udtryk og aktiviteter værdi uden at der opstår tanker om at eje, bytte eller handle med det.

Men lidt vil jeg gerne give videre her. Min egen praksis er inspireret af den gruppe, jeg en overgang dyrkede yin yoga i. Hvor vi altid sluttede med et fælles OM, en samklang med alle vores forskellige individuelle toner. Det lød altid dejligt, uden styring. Det dannede ligesom bro fra den fysiske fordybelse til at skulle ud og tage hul på resten af dagen bagefter.

Så. Bare et tip:
Prøv at sige en lyd, finde din tone. Jeg kan godt lide de lidt bløde og dybe. At mærke dem runge i brystet og halsen. Prøv at kunne give slip på dem i dag. Med overbevisning. Uden publikum. Prøv at lade være med at gøre andet imens. Fokusér. Prøv at få alt ud af tonen, du kan. Skift den, når du har lyst, tril tilbage, hvis du rammer noget, du ikke føler for.
Prøv opmærksomt at brumme og nynne i dag for dig selv. For mig føles det omsorgsfuldt og som en genvej til noget meditativ, en samhørighed, en leg med andre vibrationer. Det virker også på dage, hvor det myldrer med forstyrrelser inden i, når jeg forsøger at finde ro.
Som bonus finder jeg det nemlig ret svært at overtænke, spænde i kæben eller bekymre mig aktivt imens.

Er mest på indre rejse i de her dage… Og svømmer og spiser god mad og skriver hver dag.

Tænker stadig over mine og andres pligtopfyldende tendenser. Jeg kan leve af 18 timers arbejde til en af de laveste lønsatser i landet. Hvad er der så at være bange for, når man vælger ledigheden? Hvorfor føles det som et kæmpe sats, og at man gør noget forkert?
Jeg ved, at den altid muntre (not) Max Weber havde et par ting at sige om det for mere end hundrede år siden. Selvdisciplin, hvordan det blev en dyd at skrabe til sig for calvinisterne, selvom de levede asketisk, Luthers forestilling om det verdslige hverdagsarbejde som religiøst kald og fokus, og hvordan det blev til idéer om, at tid kan spildes, hvis den ikke optimeres og udfyldes med fokus på opgaver og pligter. Men selv som ukristen religionssociolog med en fundamental bevidsthed om, at kapitalismen har taget form med udgangspunkt i en gammel idé (som i øvrigt heller ikke ligefrem var fri for magtkampe og politiske interesser) om, at hårdt disciplineret arbejde i denne verden er vejen til at tjene Gud og opnå en frelse, jeg ikke tror på, så er jeg stadig urolig, når jeg hviler. Selvom jeg ved, hvordan styring gennem selvdisciplin virker socialt, selvom jeg ved, at lineær tid ikke er et almenmenneskeligt faktum, selvom jeg helt overlagt har vendt op og ned på kapitalismens grundlæggende principper i sin seneste mutation, hvor vi stadig knokler, men nu også har pligt til at forbruge og nyde fremfor at være nøjsomme, og i stedet sagt: Næ, jeg vil have tid til at nyde det lidt, jeg har, og jeg vil ikke arbejde for at akkumulere, jeg vil hvile, når jeg har nok… På trods af det, så er det fucking svært.

Der var en evig ængstelighed i puritanismen, for når vejen til frelsen går gennem optimering, selvdisciplin og arbejde, hvornår er det så nok? Kan man ikke altid gøre mere og kan man nogen sinde være sikker? Hvor meget skal man have akkumuleret og investeret, før man kan være sikker på at være på frelserens gode side?
Klip til en verden af studievejledere, coaches, sagsbehandlere, jobkonsulenter, forebyggelsesarbejdere, en sundhedssektor, der ikke blot behandler sygdom, men søger at optimere befolkningens vitalitet på alle leder og kanter, en finanssektor, hvor status quo på værdi betragtes som tab (og der findes intet vigtigere!), en barn- og ungdom med uddannelsesforberedelse, tests og udtalelser, disciplinering til at blive et selvoptimerende individ, der udnytter sit unikke potentiale fuldt ud, i øvrigt med alle muligheder i verden og et internet, der får sammenligningen med andre med vidt forskellige vilkår til at eksplodere. Fed fest.

Så nu står jeg her midt i 30’erne og siger Tak, men nej tak. Jeg vil gerne betale min husleje, jeg vil gerne have en hverdag, der ikke gør mig syg i sindet, jeg vil gerne have strøm og tøj på kroppen. Jeg føler mig ikke asketisk, jeg tager grådigt af solnedgangen, af tiden, af bøgerne, af blødheden i mine relationer, duften af forår. Jeg har også stadig råd til en Magnum Mandel i ny og næ, som var min idéhistorieundervisers ultimative billede på hedonisme. (Men den er selvfølgelig shrinkflated til en størrelse nu, som jeg tror, at selv mådeholdne Epikur ville rynke på næsen af.)

Jeg vil ikke knokle som en calvinist og leve puritansk. Jeg vil være nøjsom, men så vil jeg også arbejde mindre. Og det er et brud på forbrugskapitalismens grundregler. Og jeg elsker den spejling, jeg har fundet i det her lille hjørne af internettet. Det er absurd, at der ikke er flere, der har opdaget, at de dér grundregler er helt i skoven (eller sætter ild til skoven).
Men. Jeg har stadig den dér risikominimerende opdragelse med mig, altid. Som en klam hånd i nakken.

Og i min selvvalgte ledighed føles det som om, jeg løber en risiko, og jeg frygter at være uforberedt. Jeg har ikke været uden en plan, siden jeg var 18 år. Jeg taler sjældent højt om det, for mit ideal er egentlig at flyde og improvisere, at tro på heldet, at blive overrasket og lade tingene udvikle sig organisk. Jeg har af en eller anden grund altid gjort mig umage for at virke mere tilbagelænet, end jeg er. Men grunden til, at jeg kan virke tilbagelænet, er, at jeg nærmest altid har tænkt ti alternative scenarier igennem og ved med mig selv, at jeg kan navigere dem alle og komme uskadt ud, og også tit med et større overskud og mere sikkerhed end gennemsnittet. Gennemsnittet, den skjulte målestok, normaliteten (vi gemmer lige Foucault til en anden dag). Hvis jeg læner mig op ad den, så er jeg ok. Hvis jeg er lidt skarpere end normen, så kan jeg slappe af i mine kalkulerede risici… Sådan lyder min hemmelige mentale monolog.

I min blå bog i gymnasiet stod der om mig: “Har faktisk ret godt styr på sine ting, og har lært – hvilket mange af os andre ikke har – at man må yde, før man kan nyde”. Jeg hæfter mig ved faktisk. Det står, som om nogen på et tidspunkt opdagede det, og at det var uventet. Jeg sagde kun nej til en fest, hvis jeg havde en aflevering i et yndlingsfag, men kom til manges overraskelse ud med klassens højeste snit (det var ikke særlig højt ift. den nationale standard, men igen var jeg på den sikre side af normen i min egen lille referenceramme). Jeg var strategisk i det skjulte – jeg gjorde mig umage med nogle få ting og bullshittede resten. Jeg havde overblik og var kalkuleret, mens jeg virkede cool og useriøs. Jeg skød ikke efter at klare mig bedre end de andre, men det er ret typisk, at jeg undervurderer min egen indsats og hvor langt, den rækker. Det gør jeg stadig.
Udadtil var jeg talerør for en idé om at skole var noget tørt noget, at det bare var noget, vi legede, og at der var vigtigere ting i livet. Indeni var jeg alligevel lidt en overachiever.
Og tendensen gentog sig på universitetet. På bacheloren skulle jeg knokle for at klare mig nogenlunde (referencerammen var noget anderledes, og jeg havde ingen studieteknik, når det virkeligt gjaldt), men på kandidaten fandt jeg fodfæste igen. Mange opfattede mig stadig som utjekket og useriøs, selvom jeg metodisk og konsistent arbejdede mig til 12-tal efter 12-tal, for jeg underspillede det altid. Og takkede stadig aldrig nej til en fest, for jeg var altid et godt stykke foran med arbejdet, selvom jeg sagde, jeg ikke vidste, hvad jeg lavede. Det gjorde jeg heller ikke, men der var en metode til at navigere, og det var faktisk sjovt.
Og jeg tror, det handler om en gammel angst for at stikke ud. Uanset om det var med stræbsomhed eller fejl, så ville jeg helst bare ikke bemærkes. Så jeg scorede over målene og gjorde det i hemmelighed og med en attitude som om, at det ikke betød noget. Det, det betød for mig, var at jeg blev sat fri til at gøre resten, som jeg ville. Fri fra at blive målt og vejet og pacet. Jeg lærte allerede i folkeskolen, at hvis jeg levede op til de basale krav, så vandt jeg autoriteternes tillid og slap afsted med det meste reste af tiden. Og det har stadig været min strategi ude på jobcenteret og lignende. Jeg gør det, jeg skal, i lidt bedre tid end forventet eller lige 10% over minimumskravet. Og til gengæld er de aldrig efter mig, aldrig nøjeregnende, finder aldrig på ekstra krav eller tager styringen fra mig.

Jeg lever op til de grundlæggende regler i governmentality – selvledelse for at undvige direkte magtanvendelse. Min tried and tested metode til aldrig at komme i problemer, aldrig at blive kritiseret, aldrig at ende i nogen disciplinerende institutioners søgelys, ingen særlig indsats fra studievejleder, jobkonsulent eller chef: Altid et par skridt foran, altid med en plan. En alternativ plan, men en plan. Med sikkerhedsnet. Og backup. I hemmelighed.
Problemet er, at der ikke er nogen objektiv grænse for, hvor langt foran, man kan være, når man tager beslutninger om at gennemføre større normbrud. Ligesom calvinisterne, når jeg til spørgsmål om, hvornår noget er nok. Hvornår er jeg sikker nok, grundig nok, velforberedt nok på alle scenarier? Hvor stor skal opsparingen være, før jeg kan stole på den? Hvor billig skal livsstilen være? Hvor mange gange skal jeg se tingene løse sig selv, før jeg tør stole på, at de nok også gør det næste gang? Hvor mange løse jobs, skal jeg score, før jeg tror på, at der dukker nye muligheder op efter en lang pause, når kassen er tom?

I denne her muterede kapitalisme-med-governmentality, kan du blive målt og vejet på alle leder og kanter i henhold til, hvad der er normalt, gennemsnitligt, ønskværdigt, så du kan aldrig rigtig være sikker. Og det er individuelt (fordi vi er rummelige, bilder vi os ind, men i realiteten er det mere fordi, at det grænseløse ved det individualistiske tjener maskinen). Det er dig, der sætter rammen. Hvad er dit bedste, hvor går din grænse, hvad mærker du i din egen mave er dit formål? (Spoiler: Der findes forkerte svar, selvom det er helt op til dig selv!)
Mit svar: Jeg føler ikke en skid, når jeg glor i min navle. Men i fællesskabet: Jeg mærker mening i at være noget for andre, kunne noget, andre ikke kan, ligesom de kan noget, jeg ikke kan. Udveksle. Og at støtte hinanden i pauser, hvile, sygedage, protest, sorg, i forstærkning af personlige grænser i en grænseløs verden. (Og gennemtrængning af nationale, konstruerede, fascistiske grænser).
Ud af navlen, ind i verden. En verden, hvor sikkerheden i dit job, i dine investeringer, i dit hjem alligevel er på lånt tid. Du har selv været med til at sætte ild på det hele, så hvad er egentlig på spil nu?

Jeg har siddet og læst og udgivet, hvad jeg skrev for et år siden, og jeg havde helt glemt, hvor hårdt det var dengang.
Meget er værre eller ligeså slemt udenfor i verden, men basen er bedre nu.
Og jeg har rykket mig til noget mere roligt inden i og har meget mere kontakt til mig selv.
I de her dage formår jeg at fokusere på det, jeg kan gøre og være, i stedet for alt det, jeg føler mig afmægtig overfor.

Og denne her voldsomhed i det tidlige forår føles mere forventeligt og håndterbar, fordi jeg ser nogle mønstre, jeg ikke så før. Det er cyklisk. Hvilket også vil sige, at det passerer. Man behøver ikke identificere sig totalt med det, man behøver ikke løse alt. Det passerer helt af sig selv og bliver til noget andet.

Det har kunnet noget uforligneligt at tage et år ud af lønarbejdslivet, det et der efterhånden ingen tvivl i mig om. Jeg kan lidt bedre se, hvad der er sket det sidste år, nu hvor jeg er stille lidt.

Og jeg er ret glad for det her koncept med at genlæse og dele et år senere. Om ikke andet, så giver det mig en selvindsigt og en følelse af at være allieret og omsorgsfuld overfor fortids- og fremtids-Ida. Lidt ligesom at nære mit forhold til barnet, jeg var, eller den gamle kvinde, jeg måske bliver en dag. Give dem blødhed og tillid.

Der er så meget tension i luften for tiden.

Jeg har tid og plads til at skrive. Men jeg viger uden om.

Hvorfor bliver det så hurtigt til pligt og arbejde i stedet for leg og nydelse og frihed?

Hvordan kan præstationskulturen kolonisere alt det, vi bedst kan lide, al magi, al selvudfoldelse? Jeg hader det.

Jeg forsøger, små skridt. At danse tension ud, at trække vejret, at nyde at kigge ud på den dynamiske himmel. At være. Og så at sætte mig ved computeren uden at skulle præstere. Bare sidde der. Måske endda se, om jeg kan få hul på noget på en måde, der er sjov. Om jeg kan dvæle ved det, ved processen, som faktisk er sjovt, når jeg først sidder der. Det er tilløbet, der er pinefuldt og mættet med følelser af både tvivl og pligt.

Læser om planeternes placering. Læser og lytter til nyheder. Oprustning, protester, valg.
Jeg danser og græder til musik igen i dag. People Have the Power. Talkin’ Bout a Revolution. Jeg elsker Pixelfed og de mennesker, der er der. Jeg elsker vreden, oprøret, idealismen og kærligheden. Drømmen om bytteøkonomi, fællesskab, økologisk sammenhæng, finurlighed, langsomhed.

Jeg er så heldig og privilegeret, så on edge, så lykkelig, så måbende, så skrøbelig, så stærk, så bange, så modig, så vred. Jeg sover, når jeg vil, spiser, når jeg vil, kan hoppe i en infinity pool mellem 7 og 21 hver dag. Som jeg vil. Føler, jeg er på vej ind i en ny fase af livet. Af eksistensen.

Jeg facetimer med min søster og hendes mindste datter. Hun er strid, den lille, hun skal nok klare sig. Min partner tager kvantespring. Skriver så godt, tænker så godt, griber sig selv i så mange små selvdestruktive tendenser. Tænker meget på mig, men når også at tage sig af sig selv og føle sine egne følelser. Vi skal nok klare den, min stamme. Men.. jeg er klar til krig. Jeg er klar til at sætte ild til noget. Jeg er klar til at bruge det, jeg kan, til at vende det hele på hovedet. Der må ske noget, for det stikker af. I USA. I Mettes retorik. I trivselkommisionen. I klimaet. I Palæstina og Syrien. Vi må gå en anden vej. Nu. Og jeg ved ikke helt, hvordan. Udover alle de ting, jeg gør i forvejen, og som føles bedre og rigtigere, jo mere jeg også orienterer mig udad. Det er ikke kun mig, der er udbrændt. Det er verden. Og vi skal tage nye valg, leve på andre måder. Stoppe op.

Jeg kiggede på torden i flere timer i går. Jeg er så tæt på verden. Jeg har et helt unikt udsyn heroppe fra. Og det ændrer mig. Jeg ændrer mig med det. Der sker noget. Denne her ene uge. Den er vild. Transformativ. Of i dag er kun dag tre. Fuck, jeg har trængt til den pause med mine tanker. Ikke bare på rejsen, men måske i årevis. Med et køkken og en udsigt til, det her er perfekt. Og det er mig selv, der har fundet det, skabt det, valgt det, prioriteret det. Det er en uvant følelse for mig. At være så god for mig selv.

Det er svært at skille det at skrive fra det at præstere. Når jeg skriver, at jeg trænger til at være ekspressiv, handler det måske også om følelsen af ikke at have skabt noget i lang tid, og at det bør jeg. Altså det er måske mere en trang til at være produktiv end en egentligt trang til at udtrykke mig. En kur mod min følelse af utilstrækkelighed, af ikke at være nok, når jeg blot eksisterer. Fremfor en umiddelbar lyst til at skrive. Det er komplekst.

Men det er gået bedre de sidste par dage med at være her, nyde og komme ned i kroppen, end jeg havde turde håbe på. Og det skal jeg altså også huske at være stolt af, for det er en udfordring. Meget større end at være produktiv, for det ligger mere til mig. (Nu tager jeg mig i det igen: Bør jeg kun være stolt af mig selv, fordi jeg gør noget, der er udfordrende?)

Det er svært for mine nærmeste at navigere i: Hvordan støtte skabertrangen og samtidig udtrykke, at jeg er elskelig uden at præstere og gerne må lade være (og alle nuancerne derimellem)? Det er farligt, når de taler ind i ting, jeg siger om mig selv. For jeg er min egen hårdeste dommer.

Jeg har før haft en kæreste – eller flere i virkeligheden – som primært lod til at syntes, at jeg var skør eller besværlig, når jeg gjorde mig så umage med ting og eksperimenterede med noget, de fandt frugtesløst. Min lille butik, alle mulige skabelsesprocesser og øvelser, timevis af arbejde for noget, de ikke så værdi i. Det føltes ikke som om de støttede, hvem jeg var, når de ikke støttede mine påfund og mit kreative arbejde. Og det passer jo på en måde ikke. De elskede mig, som de bedst kunne. Og det gjorde mig mere passiv og samtidigt frustreret.

Min nuværende partner er virkeligt god de fleste dage til at balancere det – støtte mig med oprigtig begejstring og interesse i det, jeg skaber og det, at jeg har lyst til at gøre noget. Han giver mig tid og plads til at fordybe mig uden bagkant og forventninger, og samtidig minder han mig om, at jeg ikke behøver gøre noget for at berettige min eksistens. Udover at forsøge ikke at gøre skade på andre. Men der er stadig dage, hvor al støtte til projekter føles som præstationspres og al støtte til at hvile føles som om, han siger, at mit arbejde er ligegyldigt. Men det kommer jo fra mig selv, alle dilemmaerne, al tvivlen, alle mål. Det må fandeme være svært at navigere i for andre. Og anstrengende.

Men jeg kan mærke mig nu, i de her dage. Jeg kan græde. Jeg kan være vred. Jeg kan blive rørt. Jeg kan håbe. Jeg kan se, hvor heldig, jeg er. Jeg kan mærke lille Ida og tænke på, hvordan hun ville have det, hvis hun vidste, hun ville få mod til at rejse alene, råd til at bo så vildt et sted, mod og råd til at lege i stedet for at lønarbejde, og kunne spise Coco Pops til aftensmad med den vildeste udsigt til torden uden at spørge nogen om lov. Og blive kaldt rar, empatisk og nem at tale med af en rekrutteringsperson i en forening, der arbejder med psykisk og social sundhed. Og have mennesker i sit liv, som er meget forskellige fra hende, men alligevel nysgerrige på, stolte af og søde overfor lige hende.

Jeg forsøger selv at se og anerkende, hvor meget der sker lige nu. Hvor vild en fysisk virkelighed, konkret. Hvor vild en verden i oprør.
At jeg rykkede på en frivilligtjans, som krydser mange bokse ift. drømmeopgaver i mit arbejdsliv.
At jeg kan komme ned i kroppen ved egen hjælp, uden samregulering, alkohol eller en tredje genvej. Jeg følte mig igennem en jobsamfundskrise i morges og kom uden på den anden side ved bare at være og minde mig selv om det, jeg allerede ved.
At jeg tager gode valg for mig.
At jeg ikke er helt håbløs i de her dage med hensyn til at nyde, selvom det er svært generelt.
Jeg har drukket min første kop usødede kaffe med mælk i en måned. I en lejlighed på 30. etage på Penang. I dage med hede, tung luft og torden, hver gang mørket bryder frem. Jeg køber fem forskellige slags svampe, citrongræs, tang, pasta, bok choy. Jeg spiser ananas med græsk yoghurt og salat med misodressing. Det er så nydelsesfuldt, det her sted, denne her uge på toppen af verden. Og jeg rykker mig, kan jeg mærke. I min evne til at tage det ind. Smile, tænke at jeg fortjener det, selvom jeg er alene. Jeg ligger under en blød dyne med air con om natten, totalt frås. Starter dagen med kaffe, solbadning og pool. Går på toilettet uden at tænke på andre. Laver mad fra bunden, vasker op, går ned med skrald, vasker tøj i maskine, ser tv og film, spiser chokolade, kigger ud på havet og himlen igen. Hvor er det vildt, det her liv. Hvor er jeg vild at være her.

At jeg så ikke lige får skrevet struktureret eller gør fremskridt på det, som var min oprindelige idé om, hvad jeg skulle arbejde med i det her år… Pyt.

Men jeg er SÅ afhængig af ros og bekræftelse. Jeg kan intet uden jer. Og random interviewpersoners indtryk af mig. Det gør det i hvert fald så meget nemmere at tro bare en lille smule på, at jeg kan ting.

Jeg føler mig lidt stærkere igen. I de her dage. Måske ikke forhold til mit forhold, som er ustabilt, og hvor jeg føler mig svag og for påvirkelig. Men stærkere i at være mig.

–

Det er de vildeste lyn, jeg i mit liv har set. Tre- og firearmede gnister på tværs af himlen. I hobetal. I timevis. Hvilket under.

Gad vide, hvor mange af mine gamle yndlingsbøger, der var blevet skrevet, hvis forfatterne havde haft dækning og dopaminudløsende spil og reels tilgængelige. Nok ikke så mange.

I går morges dansede, hoppede og svingede jeg med armene til revolutionær musik og græd lidt. Det var virkeligt rart. Jeg undervurderer nok lidt, hvor meget jeg behersker min krop, når jeg sjældent er alene og heller ikke sammen med folk, jeg kender godt. Jeg føler, luften er tyk af kaos og mine blandede følelser for tiden. I mit liv, politik, arbejdsliv. Og det føles fantastisk at have både tid og plads til at slippe det løs og mærke efter og tænke igennem, ikke bare overtænke, når man burde sove, men sætte struktur på. Det har været en svær og intens, men også god dag. I går var mere bare svær og anspændt, fastlåst. I dag slap jeg det ud. Og venter på, at arbejdsglæden finder mig, ikke omvendt. Øver mig på: “Har du hvilet nok til at arbejde?” frem for “Har du arbejdet nok til at hvile?”

Har haft glædet mig meget til at kunne snitte en simpel salat eller spise et kedeligt stykke brød efter mere end en måned primært på suppe, karry og ris. Min primære rejsecraving er altid bare ting, der ikke er tilberedte. I dag har jeg købt en ananas, agurk, tomater, løg, hjertesalat, toastbrød og mayo. Endnu en rar ting ved at skulle være det samme sted med sit eget køkken i længere tid er kontinuiteten. Mulighed for at købe stort ind og så holde pause.

Og det er, hvad det handler om i de her dage. Rutine og ro. At læse og skrive og tænke. Strække og meditere og se solen gå forbi. Og måske endda øve mig i at nyde og hvile på laurbærrene. Det går op for mig på denne tur, hvor ekstremt dårlig, jeg er til dét, især når jeg er alene. At nyde og give mig tid til det. Uden at føle, at jeg bør alt muligt andet. Men nu er jeg lige her og under mig selv primært at spise og fordøje og tage på indre rejse efter en måned med mange indtryk og (selvvalgte, velvalgte) strabadser. Ah.

Jeg græder meget i dag. Der er knas i mit forhold til ham derhjemme. Har droppet mine planer, fordi jeg kunne mærke behov for at behandle følelserne fra i går og i nat. Føle dem ud. Og prøve at forstå dem. Eller bare vente på at kunne forbinde mere til alt det, der tydeligvis foregår underbevidst.
Jeg tror, det er en god ting. Ved ikke at lønarbejde. At der er tid til det her. Men jeg tror også, der er meget udbrændthed, der stammer fra det svære i relationer. Ved ikke, om vi nogensinde kommer ud igen på den anden side.

Om fire dage flytter jeg ind en uge i en lejlighed på 30. etage i et kompleks med infinity pool og vagter i lobbyen. Det er jeg ret spændt på. Det er en mærkelig følelse sådan at vende tilbage til et bestemt sted ude i verden efter 10 år, nu som voksen. Dengang havde vi ingen penge, så det blev nødt til at være de billige løsninger. Jeg er langsom til at lære, at sådan er det ikke mere. Og så ser man sådan en by fra en anden vinkel. Nu er det mig, der bor ude i de lidt dystopiske, relativt nybyggede højhuse, som jeg kun så ud af øjenkrogen dengang.
Der kan jeg forhåbentlig arbejde igennem. Jeg føler jeg trænger til at gøre mere, observere mindre. Men er ikke sikker. Jeg kan måske lave mad fra bunden! Har mange hverdagsretter, jeg længes efter.

Og bagefter rejser jeg nok rundt lidt mere, som jeg gjorde i starten af turen. Jeg glæder mig til kram og plain sandwiches og min egen kaffe og mere tøj at vælge imellem. Men gider også godt de næste tre uger!

Det er meget nemt at være her i Georgetown. Føler mig ret afslappet, når jeg går rundt, i modsætning til, hvordan jeg ellers har været på vagt i alt det nye, jeg har oplevet indtil nu. Og jeg kan finde vej på gefühle og trafikken stresser mig ikke. Og i dag fik jeg afleveret vasketøj til en gammel kinesisk mand ude i et almindeligt beboelseskvarter, dagens mission! Glæder mig til at samle det op i morgen og ikke lugte surt og underligt mere. De små glæder…

_

Jeg har genlæst, hvad jeg skrev på dag -501, og kan mærke, at jeg efterhånden tænker mindre på det med netværk. 

Noget, som Pixelfed gør tydeligt for mig, er at de vigtige menneskelige forbindelser handler om kvalitet over kvantitet. Selvfølgelig er det sådan, kan man tænke. Men hvis man tænker kommercielt og er blevet voksen med hjemmesider og apps, der tæller likes, besøgende, forbindelser, transaktioner konstant, så kræver det alligevel lidt refleksion at holde fast. Men det, jeg skaber, er ikke for alle. Og ikke en metervare. Og det er ok.
Det gør meget for mig, at folk interagerer mere direkte på Pixelfed, end mange gør på IG. På Pixelfed er der flere samtaler, udvekslinger, fordybelse, kreativ og samfundskritisk krydsbefrugtning. Folk er til stede, rigtigt, føles det som. (Hvor længe mon det varer?)

Som min kloge partner ofte minder mig om, så er det, vi gør, lidt som sommerfuglens vinger eller ringe i vandet. Du behøver ikke påvirke 700 mennesker direkte for at have indflydelse. Du har ingen idé om, hvor meget, du sætter i gang ved at påvirke en lille håndfuld. Og det synes jeg både er smukt, giver en form for ro og tager noget magt fra de kapitalistiske logikker på sociale medier, som vi har vænnet os til over de sidste 17-ish år.

Vær en dråbe eller et vindstød. Tag et lille skridt.

Nu har jeg været alene i en måned

Det må være første gang i mit liv

Jeg skriver ikke meget, er meget på vagt

Men er på en rejse, indre og ydre

Jeg er godt nok dårlig til at nyde

Altid på vej videre,
i gang med at opfinde og mitigere det næste problem

Øver mig lige en måned mere

I går havde jeg tankemylder. Ved ikke, hvad der ramte. Noget med alder, job, barnløshed (eller -frihed?), alting. Det sidder fysisk. En nervøsitet. Spekulerer på, om jeg finder løsningen. Og spekulerer på præstationsting. Gør jeg nok? Gør jeg den forskel, jeg skal? Er jeg dygtig og vigtig nok eller helt galt afmarcheret og forkælet ved ikke at arbejde 37+ timer, når nu jeg måske godt kan?

Jeg har en mappe med beskeder og kommentarer. Fra folk, der har fundet støtte eller glæde i mine tekster, mit udtryk, mine projekter. Det betyder så meget. At vide, at jeg gør en positiv forskel, hvor flygtig den end er.

Føler mig så forpligtet. Og har det alligevel så svært med at føle mig tvunget til noget så unaturligt som at arbejde på noget meningsløst, uden at være drevet af en reel fare for sultedød eller noget i nærheden.

Kunne ikke sove i nat. Vendte og drejede og stressede mig selv. Kom til at søge et frivilligjob. Ved ikke, om det ligger som første skridt på en vej, jeg gerne vil gå… Det har vejleder i titlen og min uddannelse er empirisk relevant, så måske. Men hey. Det behøver ikke være en vej. Det kan bare være et punkt. Et muligt punkt.

Åh altså, denne her lille højlandslandsby går lige i hjertet. Folk er så søde – og tilpas distancerede. De har ikke så travlt med den håndfuld turister, vi er. Hvis man går fem minutter væk fra hovedvejen, er man i en verden, hvor livet leves helt uafhængigt af mig og det, jeg repræsenterer. Skolebørnenes engelsk rækker lige til “Hello”, “Goodbye” og “I love you”, og de vil meget gerne prøve det af, når de har en unik chance… (Jeg smelter). Men ellers smiler folk bare til mig, hilser og fortsætter det, de var i gang med. Rige på liv.

I dag er sådan en dag, hvor jeg bliver rørt hele tiden. En dag, hvor jeg føler lykke i fulde, hele mig. Selvom jeg er alene. Selvom jeg ikke er tryg ved fremtiden.

Jeg er tryg ved Munduk.

Udsigterne er utrolige og det er så nemt. At planlægge, få pengene til at række, kunne overskue det hele, komme fra A til B. Jeg føler stor komfort for første gang længe. Temperaturen er perfekt.

Snart får jeg serveret første rigtige måltid efter en del dage på nudler og kaffe. Jeg kan kigge på en rismark senere, hvis jeg har lyst til at bevæge mig. Eller jeg kan blive hjemme og glo ud over vidderne.

Jeg lugter af sved og køkkenet er overbelastet af os fem gæster til frokost. Men pyt. Det er bare tid. Jeg sidder bare lige her. Booker lidt i Yogyakarta, booker lidt på Penang, bliver kærtegnet af en perfekt 26 grader varm vind.

Og i morgen tager jeg tilbage til velkendte Sanur. Men en god chauffør. Til mere hav og snart afsked med Bali.

Mine tanker kredser meget om det med produktivitet og mål. Jeg tror, jeg det meste af mit liv er blevet skolet i at sætte mål. Og at jeg har internaliseret et udefrakommende ønske om, at jeg skulle være produktiv, kreativt skabende og målrettet. Det var jeg ikke som barn. Målrettet. (Selvfølgelig ikke?)

Men som voksen er jeg stødt på andre teoretiseringer af det. Af at det er et personlighedstræk, en kognitiv præference. Jeg har brug for en plan, et mål og at føle mig nyttig. Det er en del af min personlighed, plejer jeg at sige. Jeg planlægger, strukturerer, optimerer, tænker på fremtiden.

Efterhånden ved jeg ikke, hvilken forklaringsmodel, der er (mest) sand. Er det min personlighed, mit ønske? Eller er det samfundets forventninger til én som mig? Er det mit køn? Min IQ? Mine meningers mod og de mure, jeg er stødt ind i? Mine unikke erfaringer? Frygt og kapitalistisk indoktrinering? Skal jeg gøre mig fri eller omfavne det?

Det er tilbagevendende spørgsmål, nu hvor jeg bruger min hviledag på angst over ikke at foretage mig noget, og dyb tvivl på min egen plads og værdi i verden. Er det her noget, jeg kan aflære? Stræben, selvransagelse, angst ved fravær af mål og klare veje dertil. Eller er det den, jeg er?

Skal jeg øve mig i at sidde stille og hvile, finde mit værd i at være fremfor at gøre, eller skal jeg finde mere meningsfulde projekter, som jeg kan føle mig produktiv med? Jeg ved det ikke. Og jeg er så udmattet mentalt i dag. Jeg skrev noget andet trist i min dagbog. Og jeg er bange. Bange for, at han ikke er den rigtige for mig. Bange for at kede mig. Bange for at løbe fra det hele. Bange for, at jeg ikke føler mere, når jeg konfronteres med verdens undere, bange for dem, der har mere magt. Og jeg kan ikke skabe noget smukt herfra. Jeg kan ikke skrive mig ud af angsten. Der er intet flow, bare forknythed og smerte.

–

Føler lidt lede ved mig selv. Og har nok egentlig gjort det i noget tid. Hvem er det, jeg gerne vil være? Hvad gør hun? Hvad får hun andre til at føle? Hvordan bruger hun sin tid?

Håber, jeg finder en fornemmelse og nogle svar over de næste halvanden måned. Og kan tage det med hjem. For jeg er blank lige nu. Føler mig ikke i stand til at leve det liv, jeg gerne vil, eller være den, jeg gerne vil.

Er det ham? Der får mig til at føle mig som noget andet, end jeg er eller gerne vil være? Føler mig som en, der er svær at elske og beundre spontant, sameksistere med, have det nemt og blødt og trygt med. Vil være én med energi og udtrykskraft, mere sorgløs. Det vil jeg være. Det vil. Jeg. Være.

I dag var en god dag. Jeg checkede ud fra det klamme dorm og fik afleveret mit vasketøj (måske med andres lort på? – lang historie) hos en gammel laundry service mand, der vejede det på sin gamle blå, mekaniske vægt. Jeg fik måske pruttet ham op til dobbelt pris. Svimlende 22 kroner! Han ville muligvis have taget det halve, hvis jeg ikke havde misforstået ham med hensyn til om 11 kroner var for hele herligheden eller per kilo.

Og efter at have fundet mit nye hotel, men fået at vide at der først var check-in kl. 14, tog jeg min lille rygsæk (med alle mine værdigenstande) og gik ned til stranden… Havde ikke badetøj eller håndklæde med, men havet så så indbydende ud, at jeg tænkte fuck it. Havde trusser og en klam gammel t-shirt. Og fik sat min taske et strategisk trygt sted ved nogle andre langsomme turister under et halvtag.

Og i vandet med mig! Det var alt, hvad jeg havde drømt om. Blev renset. Og det var så blødt og roligt. Og så blæste det op og nogle mørke skyer kom nærmere. Fuglene lettede. Og så begyndte det at regne. Og jeg var den eneste, der ikke søgte ind i læ. Der var bare en lun og grå evighed omkring mig. Og dråberne var så smukke, ud over det hele, når de ramte vandet i små eksplosioner, der var ret kolde i forhold til havet. Og det var så tiltrængt og rart for min stadig lidt ømme ankel at kunne bevæge sig uden vægt på i alt det bløde.

Jeg flød bare rundt og sad på stranden og gloede og flød lidt mere rundt… i to-tre timer. Og så frøs jeg faktisk (uvant følelse i troperne), og tænkte, jeg ikke kunne blive ved at svømme rundt. Var også lidt træt i kroppen. Så gik jeg op til mit hotel og kom ind helt gennemblødt, mere af regnen end af havet. Og fik et varmt og tørt hvidt håndklæde lige fra tumbleren af receptionisten, men jeg sad og ventede lidt under et halvtag nede ved poolen.

Hele dagen sagde jeg til mig selv: Ida, prøv at sanse det lidt mere og tænke det lidt mindre. Bare vær her, uden at analysere det, du oplever. Og det gik faktisk okay med det. Øvelsen i bare at være. Og nyde. Og se ting ske.

Dejligt at jeg fulgte min intuition og kastede mig ud i det, bogstaveligt talt. Kunne ligeså godt have gået i den modsatte retning i stedet for mod havet. Men nu var jeg der. Og nød det i fulde drag. Og lo lidt for mig selv af min egen lykke. I stedet for at lade mig stoppe af fornuft og beherskelse, andres blikke og at jeg havde al min elektronik med og ikke mit badetøj. Der var intet problem.

Mit værelse var heldigvis klart tidligere end 14. Jeg frøs stadig, så jeg lavede mig en varm kop kaffe og hældte varmt vand i badekaret. Og mærker en dyb taknemmelighed over at være en voksen, der har råd og fri vilje. Til at tjekke ind på sit eget værelse og finde ro. Og tage på tilstrækkeligt udfordrende eventyr til ikke at tage den basale komfort for givet. Tør, mæt, varm, tryg.

Hvilken oplevelse. Af sig selv, men ikke på den navlepillende måde – på den levende-midt-i-verden-og-elementerne måde.