Er mest på indre rejse i de her dage… Og svømmer og spiser god mad og skriver hver dag.
Tænker stadig over mine og andres pligtopfyldende tendenser. Jeg kan leve af 18 timers arbejde til en af de laveste lønsatser i landet. Hvad er der så at være bange for, når man vælger ledigheden? Hvorfor føles det som et kæmpe sats, og at man gør noget forkert?
Jeg ved, at den altid muntre (not) Max Weber havde et par ting at sige om det for mere end hundrede år siden. Selvdisciplin, hvordan det blev en dyd at skrabe til sig for calvinisterne, selvom de levede asketisk, Luthers forestilling om det verdslige hverdagsarbejde som religiøst kald og fokus, og hvordan det blev til idéer om, at tid kan spildes, hvis den ikke optimeres og udfyldes med fokus på opgaver og pligter. Men selv som ukristen religionssociolog med en fundamental bevidsthed om, at kapitalismen har taget form med udgangspunkt i en gammel idé (som i øvrigt heller ikke ligefrem var fri for magtkampe og politiske interesser) om, at hårdt disciplineret arbejde i denne verden er vejen til at tjene Gud og opnå en frelse, jeg ikke tror på, så er jeg stadig urolig, når jeg hviler. Selvom jeg ved, hvordan styring gennem selvdisciplin virker socialt, selvom jeg ved, at lineær tid ikke er et almenmenneskeligt faktum, selvom jeg helt overlagt har vendt op og ned på kapitalismens grundlæggende principper i sin seneste mutation, hvor vi stadig knokler, men nu også har pligt til at forbruge og nyde fremfor at være nøjsomme, og i stedet sagt: Næ, jeg vil have tid til at nyde det lidt, jeg har, og jeg vil ikke arbejde for at akkumulere, jeg vil hvile, når jeg har nok… På trods af det, så er det fucking svært.
Der var en evig ængstelighed i puritanismen, for når vejen til frelsen går gennem optimering, selvdisciplin og arbejde, hvornår er det så nok? Kan man ikke altid gøre mere og kan man nogen sinde være sikker? Hvor meget skal man have akkumuleret og investeret, før man kan være sikker på at være på frelserens gode side?
Klip til en verden af studievejledere, coaches, sagsbehandlere, jobkonsulenter, forebyggelsesarbejdere, en sundhedssektor, der ikke blot behandler sygdom, men søger at optimere befolkningens vitalitet på alle leder og kanter, en finanssektor, hvor status quo på værdi betragtes som tab (og der findes intet vigtigere!), en barn- og ungdom med uddannelsesforberedelse, tests og udtalelser, disciplinering til at blive et selvoptimerende individ, der udnytter sit unikke potentiale fuldt ud, i øvrigt med alle muligheder i verden og et internet, der får sammenligningen med andre med vidt forskellige vilkår til at eksplodere. Fed fest.
Så nu står jeg her midt i 30’erne og siger Tak, men nej tak. Jeg vil gerne betale min husleje, jeg vil gerne have en hverdag, der ikke gør mig syg i sindet, jeg vil gerne have strøm og tøj på kroppen. Jeg føler mig ikke asketisk, jeg tager grådigt af solnedgangen, af tiden, af bøgerne, af blødheden i mine relationer, duften af forår. Jeg har også stadig råd til en Magnum Mandel i ny og næ, som var min idéhistorieundervisers ultimative billede på hedonisme. (Men den er selvfølgelig shrinkflated til en størrelse nu, som jeg tror, at selv mådeholdne Epikur ville rynke på næsen af.)
Jeg vil ikke knokle som en calvinist og leve puritansk. Jeg vil være nøjsom, men så vil jeg også arbejde mindre. Og det er et brud på forbrugskapitalismens grundregler. Og jeg elsker den spejling, jeg har fundet i det her lille hjørne af internettet. Det er absurd, at der ikke er flere, der har opdaget, at de dér grundregler er helt i skoven (eller sætter ild til skoven).
Men. Jeg har stadig den dér risikominimerende opdragelse med mig, altid. Som en klam hånd i nakken.
Og i min selvvalgte ledighed føles det som om, jeg løber en risiko, og jeg frygter at være uforberedt. Jeg har ikke været uden en plan, siden jeg var 18 år. Jeg taler sjældent højt om det, for mit ideal er egentlig at flyde og improvisere, at tro på heldet, at blive overrasket og lade tingene udvikle sig organisk. Jeg har af en eller anden grund altid gjort mig umage for at virke mere tilbagelænet, end jeg er. Men grunden til, at jeg kan virke tilbagelænet, er, at jeg nærmest altid har tænkt ti alternative scenarier igennem og ved med mig selv, at jeg kan navigere dem alle og komme uskadt ud, og også tit med et større overskud og mere sikkerhed end gennemsnittet. Gennemsnittet, den skjulte målestok, normaliteten (vi gemmer lige Foucault til en anden dag). Hvis jeg læner mig op ad den, så er jeg ok. Hvis jeg er lidt skarpere end normen, så kan jeg slappe af i mine kalkulerede risici… Sådan lyder min hemmelige mentale monolog.
I min blå bog i gymnasiet stod der om mig: “Har faktisk ret godt styr på sine ting, og har lært – hvilket mange af os andre ikke har – at man må yde, før man kan nyde”. Jeg hæfter mig ved faktisk. Det står, som om nogen på et tidspunkt opdagede det, og at det var uventet. Jeg sagde kun nej til en fest, hvis jeg havde en aflevering i et yndlingsfag, men kom til manges overraskelse ud med klassens højeste snit (det var ikke særlig højt ift. den nationale standard, men igen var jeg på den sikre side af normen i min egen lille referenceramme). Jeg var strategisk i det skjulte – jeg gjorde mig umage med nogle få ting og bullshittede resten. Jeg havde overblik og var kalkuleret, mens jeg virkede cool og useriøs. Jeg skød ikke efter at klare mig bedre end de andre, men det er ret typisk, at jeg undervurderer min egen indsats og hvor langt, den rækker. Det gør jeg stadig.
Udadtil var jeg talerør for en idé om at skole var noget tørt noget, at det bare var noget, vi legede, og at der var vigtigere ting i livet. Indeni var jeg alligevel lidt en overachiever.
Og tendensen gentog sig på universitetet. På bacheloren skulle jeg knokle for at klare mig nogenlunde (referencerammen var noget anderledes, og jeg havde ingen studieteknik, når det virkeligt gjaldt), men på kandidaten fandt jeg fodfæste igen. Mange opfattede mig stadig som utjekket og useriøs, selvom jeg metodisk og konsistent arbejdede mig til 12-tal efter 12-tal, for jeg underspillede det altid. Og takkede stadig aldrig nej til en fest, for jeg var altid et godt stykke foran med arbejdet, selvom jeg sagde, jeg ikke vidste, hvad jeg lavede. Det gjorde jeg heller ikke, men der var en metode til at navigere, og det var faktisk sjovt.
Og jeg tror, det handler om en gammel angst for at stikke ud. Uanset om det var med stræbsomhed eller fejl, så ville jeg helst bare ikke bemærkes. Så jeg scorede over målene og gjorde det i hemmelighed og med en attitude som om, at det ikke betød noget. Det, det betød for mig, var at jeg blev sat fri til at gøre resten, som jeg ville. Fri fra at blive målt og vejet og pacet. Jeg lærte allerede i folkeskolen, at hvis jeg levede op til de basale krav, så vandt jeg autoriteternes tillid og slap afsted med det meste reste af tiden. Og det har stadig været min strategi ude på jobcenteret og lignende. Jeg gør det, jeg skal, i lidt bedre tid end forventet eller lige 10% over minimumskravet. Og til gengæld er de aldrig efter mig, aldrig nøjeregnende, finder aldrig på ekstra krav eller tager styringen fra mig.
Jeg lever op til de grundlæggende regler i governmentality – selvledelse for at undvige direkte magtanvendelse. Min tried and tested metode til aldrig at komme i problemer, aldrig at blive kritiseret, aldrig at ende i nogen disciplinerende institutioners søgelys, ingen særlig indsats fra studievejleder, jobkonsulent eller chef: Altid et par skridt foran, altid med en plan. En alternativ plan, men en plan. Med sikkerhedsnet. Og backup. I hemmelighed.
Problemet er, at der ikke er nogen objektiv grænse for, hvor langt foran, man kan være, når man tager beslutninger om at gennemføre større normbrud. Ligesom calvinisterne, når jeg til spørgsmål om, hvornår noget er nok. Hvornår er jeg sikker nok, grundig nok, velforberedt nok på alle scenarier? Hvor stor skal opsparingen være, før jeg kan stole på den? Hvor billig skal livsstilen være? Hvor mange gange skal jeg se tingene løse sig selv, før jeg tør stole på, at de nok også gør det næste gang? Hvor mange løse jobs, skal jeg score, før jeg tror på, at der dukker nye muligheder op efter en lang pause, når kassen er tom?
I denne her muterede kapitalisme-med-governmentality, kan du blive målt og vejet på alle leder og kanter i henhold til, hvad der er normalt, gennemsnitligt, ønskværdigt, så du kan aldrig rigtig være sikker. Og det er individuelt (fordi vi er rummelige, bilder vi os ind, men i realiteten er det mere fordi, at det grænseløse ved det individualistiske tjener maskinen). Det er dig, der sætter rammen. Hvad er dit bedste, hvor går din grænse, hvad mærker du i din egen mave er dit formål? (Spoiler: Der findes forkerte svar, selvom det er helt op til dig selv!)
Mit svar: Jeg føler ikke en skid, når jeg glor i min navle. Men i fællesskabet: Jeg mærker mening i at være noget for andre, kunne noget, andre ikke kan, ligesom de kan noget, jeg ikke kan. Udveksle. Og at støtte hinanden i pauser, hvile, sygedage, protest, sorg, i forstærkning af personlige grænser i en grænseløs verden. (Og gennemtrængning af nationale, konstruerede, fascistiske grænser).
Ud af navlen, ind i verden. En verden, hvor sikkerheden i dit job, i dine investeringer, i dit hjem alligevel er på lånt tid. Du har selv været med til at sætte ild på det hele, så hvad er egentlig på spil nu?