Mit hoved er ikke det mildeste sted at være i dag, men jeg vil prøve at række ud til nogle mennesker. Jeg prøver at huske mig selv på, at det også har føltes sådan her, når jeg har rejst med andre, og er langt væk fra alting. Der kommer bølger af ensomhed bare over at være udenfor hverdagen, ikke kun fordi, jeg er alene.
Jeg har heller ikke nogen fast hverdag at komme hjem til, hvilket måske forstærker følelsen. Jeg har haft dage med jævne mellemrum herude, hvor jeg tvivler meget på mig selv og det, jeg foretager mig. Jeg bliver påvirket, når mine opslag får få eller ingen likes, selvom jeg ved, at mange læser uden at reagere. Jeg føler, at et fravær af respons er negativ respons. Det kunne være så nemt at trykke på hjertet, så inde i mit hoved forestiller jeg mig, det er et aktivt fravalg, et signal om, at man ikke opfatter det, jeg deler, som godt eller relevant. Selvom jeg rationelt ved noget andet.
Jeg prøver at huske, at jeg også arbejder med de her ting for mig selv. Skriver ned for mig selv, redigerer billeder for mig selv, arbejder med æstetik og stil for mig selv. Men jeg kan stadig blive slået ud, når en times arbejder lader til ikke rigtig at ramme nogen.
Og jeg glemmer hurtig de gode, bekræftende private beskeder, jeg jævnligt modtager, som ofte ikke handler om et enkelt opslag, men udtrykker støtte og generel værdsættelse af og nysgerrighed på, at jeg deler mine tanker og oplevelser i mit år uden lønarbejde.
Det er bare brugeradfærd, mekanik, knapper. Det et Metas mål for værdi, ikke mit mål for værdi. Men fåk det er stadig svært at abstrahere fra. Det rammer helt ubevidst. Sådan… Hvorfor har jeg det egentlig dårligt i dag? Nå jo, det er fordi, der kun er tre likes og mange, der liker storyen men ikke opslaget, har de så mon læst teksten overhovedet eller trykker de for selv at blive set som aktive af algoritmen eller hvad mon?
For jeg ved jo også godt, at man bliver algoritme-straffet, når man poster og ghoster, som jeg i øvrigt selv gør de fleste dage, fordi jeg egentlig ikke trænger til input fra Instagram. Jeg ved at teknologien ikke er et retvisende udtryk for mine værdier, og alligevel vender jeg alt til tvivl.
Dopamindeprivationen, når der ikke er nogen notifikationer, går lige i underbevidstheden. Det er så sygt, den magt, det har, med alle de ubekendte i fortolkningen.
Jeg har tænkt på samspillet mellem kreativitet og disciplin.
I 2009 lærte jeg at skrive sange og fik at vide, at jeg “havde talent for det”. Og jeg har altid fået at vide, at jeg havde en stemme, er kunne noget særligt. En gang imellem har jeg delt en video, hvor jeg synger en lånt sang, og det får typisk en del positiv opmærksomhed, men der går langt imellem at jeg overhovedet sætter mig med guitaren eller spiller/synger et helt nummer. Og jeg har ikke skrevet noget musik færdigt i mange år. Når jeg tænker på musikken, føler jeg lidt, at jeg er bagud, at jeg spilder et talent eller en kraft ved ikke at dyrke det. Men det kræver meget af mig, en særlig stemning, en ro og helst også en kontinuerlig indsats over tid for min stemmes skyld. Min stemme klinger på en træls måde, når jeg forcerer.
Men hvorfor kom det at synge egentlig overhovedet til at handle om talent eller disciplin?
På det sidste har jeg improviseret melodier for mig selv, en slags chant uden tekst, oftest. Nogle gange optager jeg det, men ikke så tit. Så det er der bare, for mig og min krop. Når jeg er intentionel omkring det, er den beroligende effekt på tanker og fysisk forankring den primære grund til, at jeg gør det. Andre gange kommer det helt pludseligt til mig, for så at fordufte igen ligeså hurtigt. Det er ikke performance og det er ikke produkt, det er bare sang. Det er måske ekspressivt, hvis nogen hører det, men meget flygtigt og vagt. Min mand siger, at det er smukt, det han har hørt af det, og straks kommer jeg til at tænke, om jeg burde arbejde mere med det, lave det til noget, til et produkt for andres konsumption, eller i det mindste et fællesskab, en filosofi, noget at give fra mig.
Men jeg prøver at stoppe de tanker igen.
For det er bare udtryk og væren. Menneskelig intuition. Min forankring i vibrationer og hylster. Min krop som et rum, som en del af et større rum. Det er en stille fascination i momentet over klang og at skabe ud af ingenting. Det er et sandmaleri, som udviskes igen, men uden disciplin.
Jeg tror, vi som art er naturligt kreative, eksperimenterende og udtryksfulde. Jeg tror ikke, vi er naturligt kommodificerende. Og jeg drømmer om en verden, hvor vi kan tillægge kreative udtryk og aktiviteter værdi uden at der opstår tanker om at eje, bytte eller handle med det.
Men lidt vil jeg gerne give videre her. Min egen praksis er inspireret af den gruppe, jeg en overgang dyrkede yin yoga i. Hvor vi altid sluttede med et fælles OM, en samklang med alle vores forskellige individuelle toner. Det lød altid dejligt, uden styring. Det dannede ligesom bro fra den fysiske fordybelse til at skulle ud og tage hul på resten af dagen bagefter.
Så. Bare et tip:
Prøv at sige en lyd, finde din tone. Jeg kan godt lide de lidt bløde og dybe. At mærke dem runge i brystet og halsen. Prøv at kunne give slip på dem i dag. Med overbevisning. Uden publikum. Prøv at lade være med at gøre andet imens. Fokusér. Prøv at få alt ud af tonen, du kan. Skift den, når du har lyst, tril tilbage, hvis du rammer noget, du ikke føler for.
Prøv opmærksomt at brumme og nynne i dag for dig selv. For mig føles det omsorgsfuldt og som en genvej til noget meditativ, en samhørighed, en leg med andre vibrationer. Det virker også på dage, hvor det myldrer med forstyrrelser inden i, når jeg forsøger at finde ro.
Som bonus finder jeg det nemlig ret svært at overtænke, spænde i kæben eller bekymre mig aktivt imens.