Der er så meget tension i luften for tiden.
Jeg har tid og plads til at skrive. Men jeg viger uden om.
Hvorfor bliver det så hurtigt til pligt og arbejde i stedet for leg og nydelse og frihed?
Hvordan kan præstationskulturen kolonisere alt det, vi bedst kan lide, al magi, al selvudfoldelse? Jeg hader det.
Jeg forsøger, små skridt. At danse tension ud, at trække vejret, at nyde at kigge ud på den dynamiske himmel. At være. Og så at sætte mig ved computeren uden at skulle præstere. Bare sidde der. Måske endda se, om jeg kan få hul på noget på en måde, der er sjov. Om jeg kan dvæle ved det, ved processen, som faktisk er sjovt, når jeg først sidder der. Det er tilløbet, der er pinefuldt og mættet med følelser af både tvivl og pligt.
Læser om planeternes placering. Læser og lytter til nyheder. Oprustning, protester, valg.
Jeg danser og græder til musik igen i dag. People Have the Power. Talkin’ Bout a Revolution. Jeg elsker Pixelfed og de mennesker, der er der. Jeg elsker vreden, oprøret, idealismen og kærligheden. Drømmen om bytteøkonomi, fællesskab, økologisk sammenhæng, finurlighed, langsomhed.
Jeg er så heldig og privilegeret, så on edge, så lykkelig, så måbende, så skrøbelig, så stærk, så bange, så modig, så vred. Jeg sover, når jeg vil, spiser, når jeg vil, kan hoppe i en infinity pool mellem 7 og 21 hver dag. Som jeg vil. Føler, jeg er på vej ind i en ny fase af livet. Af eksistensen.
Jeg facetimer med min søster og hendes mindste datter. Hun er strid, den lille, hun skal nok klare sig. Min partner tager kvantespring. Skriver så godt, tænker så godt, griber sig selv i så mange små selvdestruktive tendenser. Tænker meget på mig, men når også at tage sig af sig selv og føle sine egne følelser. Vi skal nok klare den, min stamme. Men.. jeg er klar til krig. Jeg er klar til at sætte ild til noget. Jeg er klar til at bruge det, jeg kan, til at vende det hele på hovedet. Der må ske noget, for det stikker af. I USA. I Mettes retorik. I trivselkommisionen. I klimaet. I Palæstina og Syrien. Vi må gå en anden vej. Nu. Og jeg ved ikke helt, hvordan. Udover alle de ting, jeg gør i forvejen, og som føles bedre og rigtigere, jo mere jeg også orienterer mig udad. Det er ikke kun mig, der er udbrændt. Det er verden. Og vi skal tage nye valg, leve på andre måder. Stoppe op.
Jeg kiggede på torden i flere timer i går. Jeg er så tæt på verden. Jeg har et helt unikt udsyn heroppe fra. Og det ændrer mig. Jeg ændrer mig med det. Der sker noget. Denne her ene uge. Den er vild. Transformativ. Of i dag er kun dag tre. Fuck, jeg har trængt til den pause med mine tanker. Ikke bare på rejsen, men måske i årevis. Med et køkken og en udsigt til, det her er perfekt. Og det er mig selv, der har fundet det, skabt det, valgt det, prioriteret det. Det er en uvant følelse for mig. At være så god for mig selv.