Igen meget tankemylder i nogle dage
Fordi jeg ikke foretager mig så meget
Har ikke energi til at gå langt i varmen, er næsten klar til at komme hjem
Lever i efterdønninger af to måneders stimuli og projekt tør-mæt-varm
Og kan ikke samle mig om en film eller en bog
Men åbenbart godt om nyhederne
Og tusinde mulige jobs
Og andres anmeldelser og udstillinger og kurser og salg, som jeg ikke rigtig misunder dem for selve substansen, men alligevel føler mig bagud ved ikke at have
Jeg har lyst til at lukke helt ned for Meta, men det føles også som at lukke ned for muligheden for at leve som selvstændig, kunstner, nørkler, foredragsholder, community person… Men er det reelt? Foreløbigt fører Meta ingen steder… Og måske der er andre måder at sælge og forbinde på… Mere aktivt, mere retningsbestemt… I stedet for at skyde med spredehagl på en uigennemskuelig slagmark
Jeg har lyst til bare at nyde… At finde et deltidsjob, der ikke er vigtigt, men betaler regningerne, og nyde. Flette skåle og give dem væk. Tegne tegninger til mine venner. Skrive genkendelige og håbefulde, magiske ord på klistermærker og sætte dem op på stenbroen.
Men det ville også lidt være at give op, før jeg overhovedet har forsøgt. Hvorfor ville folk ikke købe mine ting, når de køber så meget andet? Hvorfor skal jeg knokle i et underbetalt job, når jeg skaber så meget smukt og arbejder så hårdt her ved siden af? Hvorfor er jeg så overbevist om, at mine bøger aldrig vil blive antaget, at jeg ikke engang tør sætte mig ned og skrive dem færdigt og få dem afsted ud i verden? Hvorfor ikke mig? Tør hverken rigtigt prøve eller lade være.
Jeg prøver at huske mig selv på, at det for fire år siden virkede meget farligt, hver gang jeg delte noget personligt her, og puttede mig selv out there til at blive læst og vurderet eller mødt med stilhed. De første mange gange, jeg gjorde det. Og nu gør jeg det bare. Jeg er is, haha. Eller jeg har fundet ud af, at det ikke er farligt – heller ikke at blive mødt med kritik eller stilhed. Heller ikke, at det ikke er for alle, eller at meget af det, jeg deler, er banalt, navlepillende, repetitivt og ugennemtænkt. For jeg har fundet ud af, jeg slet ikke kan forudse, hvad der rammer en nerve i andre og hvad der ikke gør. Så nu sender jeg det bare ud. Og folk skriver til mig. Gode folk, der vakler, tvivler, drømmer, håber. Så måske har jeg en butik med ting, jeg godt kan lide at lave, der betaler regningerne, om yderligere fire år? Måske. Der sker ikke så meget, som jeg tror, der bør ift. hvor hurtigt tiden går… Men måske sker der nok? Og meget mere, end jeg giver mig selv credit for.