Jeg er stoppet med at tælle dage af måul (som det her projekt hedder min indre dialog) på et tidspunkt, mens jeg har været på rejse. jeg mistede overblikket.
Og fordi jeg måske starter på dagpenge igen, når jeg kommer hjem, føles det nærmest som om, at det lakker mod enden. Jeg er nærmest gået i gang med næste kapitel inde i hovedet og har været det i en måned: Hvad vil jeg mht. at tjene penge. Hvad kan jeg. Hvordan kommer jeg i gang.
Men der er fire måneder tilbage. En tredjedel. Og jeg skal ikke alt muligt. Fremtiden skal ikke kolonisere det her projekt og eksperiment. Det er et eksperiment med lønfri, ikke et eksperiment i, hvor meget kan dit fremtidige arbejdsliv komme til at fylde, helt uden at du søger det. Fåk, Ida.
Det siger meget om min hjerne. Min måde at finde sikkerhed i at være på forkant. Måden hvorpå jeg oftest er mere langt ude i fremtiden end lige her, lige nu.
Jeg vil begynde at tælle igen, når jeg kommer hjem. Og huske, at jeg er dybt inde i eksperimentet endnu, ikke i efterspillet. Huske at være nysgerrig og huske at fordybe mig i det, jeg laver her, ikke det, jeg laver om fire måneder og derefter.
_
Jeg plejer, når jeg når til det her punkt i en lang rejse, at glæde mig til mange ting ved at komme hjem. Plejer at have idéer, jeg gerne vil udføre og basale sensoriske afsavn.
Men jeg føler ikke særlig meget nu. Jeg føler ikke, der er noget, jeg kan læne mig ind i. Jeg er ikke tryg ved at komme hjem, skulle hjem. Jeg glæder mig ikke til rammen, mit hjem, for jeg husker larmen udenfor, at jeg har lidt for lidt plads, at det kan være svært i mit parforhold, at fødevarepriserne er stukket af, og at jeg spiser noget andet, end jeg sætter mig for. Jeg føler mig magtesløs og føler lede ved at kunne fortsætte livet, mens tusindvis af børn dør. Stressorerne er mange.
Og jeg føler, at jeg ikke når nok af det, jeg gerne vil. Det er en central følelse. Men hvad betyder det overhovedet? Hvad er det, jeg skal nå? Hvornår er det nok? Og ser jeg det, jeg faktisk når, og ved, hvordan det adskiller sig fra da jeg lønarbejdede?
På gode dage kan jeg godt se ting for mig. Drømme dem op. Forestille mig at foretage mig noget og være ok.
Men jeg er ikke begejstret. Det føles ikke let. Det føles heller ikke så lystbetonet, som jeg drømte om. Det føles som pligt. At skulle skrive, skifte platforme, færdiggøre noget, uddanne mig til gruppeleder, gå på læsesal, åbne butik, skrive ansøgninger. Alt det, jeg helst vil, føles også lidt som noget, jeg skal tvinge mig selv til. Jeg vil gerne bare ligge ned i en lysning med mos og vente. Vente på lyst fremfor bør. Men jeg er så bange for, at den ikke ville komme, lysten. Bange for, at det her er det bedste, det kan blive. Et liv med ondt i maven, med højt stressniveau, hvor det roder inden i, og jeg altid er parat til at løse kriser og tage slag – i mit arbejdsliv, i mit forhold, i nyhederne og i institutionerne, som er lavet til at passe på og styre os.
Nå. Men. Jeg har skrevet en liste. Og jeg hader den ikke.
Når jeg kommer hjem:
Bruge Pixelfed meget mere – kan man importere posts og/eller have flere konti?
Monotasking
Lav din egen havremælk
Fortsætte med at spise mere opmærksomt
MÅUL podcast – jingle, intro, Spreaker etc.
Skære mobiletui til og male det
Status på kapselsamlingen
Morgenstedet og gåtur på volden
Fortsætte med holdningstræning
Strække/danse/bruge mine muskler hver dag
Bage brød
Ung til ung
Dagpenge og LinkedIn på egne præmisser
Make-up
Besøge Lejre
Besøge Holbæk
Se gode serier
Se film med andre
Tage i skoven med kage og te
Boligopskrivning
Eksperimentere med at blende is og dips/spreads
Tage på fælleden
Kartoffelpizza
Læse mine dejlige fagbøger og tage noter
Koncerter
Whisky sour
Sure øl med gode mennesker
Skrive på bøgerne og nyde det
Nørkle dukkehussmåting og nyde det
Nørkle perleting og nyde det
Kramme
Snakke med gode mennesker
Skrive/arbejde med tekster med gode mennesker
Drikke urtete
Digital minimalisme, slette apps og profiler, skifte browser etc. – fuck those guys
Købestop, minimale dagligvarer, skralde, sanke – fuck those guys