Sidder i støvregn Ubud og glor med musik i ørerne.

Glæder mig til at ligge i blød i et badekar eller en pool. Min krop er udmattet. Får ikke skrevet, får gloet. Får heller ikke tænkt så meget. På året

Forsøger at finde ind i tilstanden fra svundne tider. Det meditative. Det lykkelige, det drømmende, det kreative, helt vildt idérige. Men. I denne her alder eksekverer jeg måske mere. Idéer har jeg altid haft nok af. Måske tiden nu mere er til at handle på nogle og tage afsked med andre.

Vi rykker til Pixelfed og Substack, og det føles godt. Os, jer og mig. Folk omkring mig.

Jeg får afslag på mail på formelle ansøgninger om at udgive ting, men får også beskeder og kommentarer decentraliseret. Forbindelse, udveksling uden om institutioner.

Lad være med at undervurdere ringene i vandet, når du løber ind i mure, siger jeg til mig selv.

I dag er jeg rejst med færgen til Nusa Lembongan. Trængte til noget endnu mere roligt end Bali. Mindre trafik, mere stilhed. Det regnede i morges, mens jeg sad nede på havnen og spiste traditionel morgenmad og ventede på afgang. Da jeg ankom havde jeg besluttet at gå til mit nye hjem. Google sagde, at der mest var fladt og tre kilometer derhen. Det var meget løgn, det med det flade. Og så valgte jeg lige at forstuve min fod, fordi jeg havde for travlt med at kigge op på den fine festivalpynt ved et tempel og trådte ned i et hul. Med al min bagage på ryggen og i favnen. Det er sjældent, jeg får presset mig selv helt ud til kanten, men det var jeg lidt lige dér. Alene på en ø langt væk fra det meste infrastruktur. Men jeg kom det sidste stykke til mit nye hjem i en lille bungalow. Og har vasket mit sår og fået foden bundet ind og til at hvile på en stabel puder. Og har et skrivebord til at sidde og arbejde ved de næste par dage. Og der er vist nok læge og apotek tredive meter væk, selvom der så ret lukket ud i dag. Jeg klarer den. Og måske det er ok for mig at være tvunget til at sidde stille i et par dage. Kan humpe over i en kiosk på den anden side af vejen efter nudler og is og kaffe. Slow, slow living.

Jeg skrev med en IG-kontakt om at være planlægningsmenneske og tryghedssøgende. Og samtidig en ordkunstner med en drøm. Det er så dejligt at møde andre mennesker og høre deres historie gennem det her projekt. Værdsætter hver og én.

Vi forsøger begge to at øve os i at være i usikkerheden og med tillid til, at det løser sig. Og hun skriver så smukke ting. Tænk, hvad vi ville gå glip af, hvis folk som hende ikke lod sig selv søge alternative veje og udfolde sig på en måde, de finder meningsfuld.

Og det er det vigtigste, jeg kan sige til folk, der vil noget andet og mere end at tjene mange penge og følge den sikre vej. Du gør en forskel. Din eksistens og dit arbejde (som kan tage uendeligt mange former) er vigtigt. Uanset økonomien i det.

Nu bor jeg på et guesthouse i Sanur drevet af de sødeste mennesker. I går gik døren til toilettet i baglås og de var så søde og sjove og hurtige til at fikse det. Og lettede, da de fandt ud af, at jeg var på ydersiden af døren og ikke låst inde, hehe (det var alle mine værdisager til gengæld – derfor, jeg havde låst det udefra). Her er en imødekommende og varm kvinde, der gør rent, og efterlader tingene dér, hvor jeg har lagt dem. Og her er god, sød kaffe med Pikachu på. Og en altan med kølige fliser. Og nem udbringning af mad til de introverte, overstimulerede dage. Det er virkeligt en gamechanger.

I går bestilte jeg et festmåltid ved 6-tiden, fordi jetlag. Og en godmodig mand leverede det kl. 7.

Senere købte jeg ind online. Og havde ikke overvejet, at mine femten liter vand blevet leveret på en scooter. Der var ingen sure miner og buddet insisterede på at bære den op til mig på første sal, selvom jeg kom ned for at åbne. Jeg skal have fundet ud af, hvordan man giver drikkepenge inde i appen, så jeg ikke behøver så mange kontanter.

Området minder mig om Kathmandu, med marker og køer og høns og vildt mange labradorhvalpe og andre hunde, hvoraf langt de fleste er så søde, at det kræver seriøs frygt for rabies ikke at kæle med dem alle. Og små kioske med fornødenheder og små spiseboder. Og stejle tage og templer. Og vulkanerne i horisonten bag de tunge regnskyer. Så meget grøn bevoksning og så mange ofringer. Hullede veje med store vandpytter, og så hensynsfulde mennesker, når de undviger i deres køretøjer uden at sprøjte på mig.
Det kommer ligeså stille til mig. Nydelsen, roen. Lykken, der næsten er rørende. Over at jeg kan få lov til at være lige her.

Det har ellers været en svær landing. Med rigtig meget jetlag og en del angst og mangel på overskud til at overskue situationen og planlægge. Og nogle tunge dage derhjemme inden afgang. Jeg kan næsten ikke huske, hvad der skete, og vil undlade at astrenge mig for at vade i det. Det var bare svært… Med ham. Nu kan jeg mærke savn, så småt, efter fem dage alene. Og en nostlagisk følelse af at være langt væk hjemme fra, og hvordan det føles at komme hjem, hvilket også altid er en stor del af rejsen. Det nye perspektiv på ens base, ens tryghed, ens folk.

Verden raser, og jeg har stadig svært ved at overskue noget, men kan mærke at tilfældige gåture hjælper. Og at jeg er ved at falde til og at kunne se mig selv i det her. Gøre noget af det, jeg drømte om. Nyde. Slappe af. Fordybe mig i nuet og i mig selv.

Jeg sov ti timer i går nat, men i nat blev det igen kun til fire. Så jeg må hellere tage en lur senere. Klokken er kun 10.10.

Ankommet til Indonesien

Depri-stresset-ved siden af verden

Selvom jeg traskede nemt fra lufthavnen med min rygsæk gennem den hede nat

Gennem små gyder med tændt røgelse på de små gadealtre

Skal nok bare sove på det

Og ud i dagslys med fast grund under fødderne

Altid spændende, jagten på lykke

Følelsen af forkerthed, hvis den ikke indtræffer

Ved lykkens typiske (forestillede) objekter – som Ahmed skriver om i The Promise of Happiness (2010)

Frihed, rejser, varme (skriver hun vist ikke om, men det gør jeg)

Ægteskab, fest, børn, karriere

Det forstærker det eventuelle vakuum, når lykken udebliver… At forventningerne er der, ikke kun fra én selv, men fra det sociale, alt det dynamiske mellem os mennesker, kollektive idéer om det gode liv

Men her dufter af eventyr

Og jeg skal nok bare sove på det

Tænk hvis jeg turde nyde livet så meget, som de fleste formoder, at jeg gør. Som jeg ser ud til at gøre.

Vi taler om at flytte ud af byen.

Om at købe jord til regenerativt landbrug.

Vi besøgte min veninde langt ude på landet. Det sneede og vi gik tur i hendes skov.

Vi er ok, men udmattede, begge to.

Jeg har halvårsdag i dag med det lønarbejdsfri liv.

Er faldet af på at skrive de her daglige noter… Der er sket meget på det sidste, og så alligevel ikke. Jul og nytår var lidt overvældende. Og snart rejser jeg til Indonesien alene, hvilket også føles omfattende og kræver lidt forberedelse.

Har haft en periode med lidt mere psykisk stress igen. 

I går og i dag har min mave været værre end i lang tid. Den er meget sensitiv overfor psykiske udsving. Den gør ondt og er hysterisk, og de ting, der plejer at virke, virker ikke i dag. Jeg passer mine forældres hus og kan heldigvis messe og råbe og danse uden at tænke på naboer. Det hjælper, men kun imens. Den brokker sig over hvad som helst, der ryger i den, selvom jeg har fodret den med rene, økologiske, letfordøjelige, basedannende ting, drikker vand og trækker vejret.
Jeg er irritabel og overvældet og træt. 

Jeg er blevet dårligere til at nyde over den sidste måned. Der har også været mere knas derhjemme, men det er ikke kun dét. 

Jeg rejser om små ti dage. Og når jeg kommer hjem starter jeg nok på dagpenge. Og jeg frygter det. Jobsøgningen, at miste fodfæste, afvisningerne, håbløsheden, energistjælende kolde og meningsløse systemer. Ligeså snart jeg rammer Bali, kan jeg forhåbentlig mærke, at der er længe til april. Og jeg kommer ud af mit hoved. Trænger til sanselige oplevelser og varme. Trænger til ro. Håber, jeg finder den.
Men ja… Det har fået mig til at gøre status, ubevidst, og lade mit humør og mit selvværd overtage af alt det, jeg ikke har fået gjort… Alt det, jeg ikke når. I stedet for det, jeg gør.

Jeg ville skrive den bog, men jeg gik i stå, da det gik op for mig, hvor emotionelt krævende, det kunne blive. Hvor svært for de relationer, der ville blive berørt i den.

Min krop er ikke blevet bedre. Jeg bevæger mig ikke mere lige for tiden, end jeg gjorde i lønarbejdslivet, jeg er ikke slankere eller mere smidig, jeg har ingen energi. Og jeg har så svært ved at finde ind til accepten. Af at jeg har brug for mere ro. Af at december og januar ikke kalder på fysisk aktivitet, lange gåture, udfordringer, lange arbejdsdage på læsesalen. De kalder på at sove længe, karbad, at fråse med fjernvarmen, kage og gryderetter, langsomhed, ja faktisk at gå næsten helt i stå… i stedet hyperfokuserer jeg på tjeklisterne, som kun vokser, målene, der virker mere og mere urealistiske. Og frygten. Frygten for fremtiden, for at knække ved første konfrontation med en arbejdsgiver, der synes, jeg er for besværlig blot ud fra et kig på mit CV.

Jeg er så heldig, så privilegeret, men det er som om, jeg vil lide uanset hvad.

Jeg har lavet mad fra bunden. Hummus, kartofler og grønne bønner i ovn, feta, oliven. Jeg synger det ud. Jeg strækker. Jeg hækler. Jeg er langsom. Der er mere lys her i provinsen, end i København. Jeg har læst i en guidebog om de steder, jeg skal være de første par dage, og jeg ser frem til det. Jeg har ordnet forskellige småting her digitalt. Men jeg har svært ved at finde lysten til noget. Min mave kværner derud af, og beskederne på min telefon forbliver ubesvarede, selvom jeg savner kontakt. Måske er det bare ægløsningstrætheden. Der er mange, der skriver om, at de planlægger de udadvendte, go-get’er aktiviteter til det punkt i deres cyklus. Men mig, jeg bliver træt og irritabel. Jeg får lyst til at krølle mig sammen i min elskedes arme og græde. Jeg skal opvartes og forpuppes. Og også gerne knaldes, bevares, men blidt og trygt og indadvendt.

Første dag hjemme efter jul. 

Følte mig mere energisk i mit barndomshjem end ofte, selvom jeg sov dårligt alle dagene. 

Efter hektiske tegneprojekter, oprydning, rejseforberedelser, kommunikationsnedbrud hjemme…

Havde besøg af en gammel ven i dag. Skrev dagbogsnoter fra 2020 ind. Læste guidebøger og skønlitteratur. Lavede pastasalat. Drak en øl. Rettede baggrund på en karrusel på hjemmesiden, pakkede lidt ud. Fandt billeder frem fra januar og marts, sorterede dem, og fandt billeder til min søster af mine niecer. Kom så småt i gang igen med projekter. 

Får ikke reflekteret eller noteret meget om ledigheden i de her dage. Men var helt opslugt af det julede tegneprojekt i en uge, hvilket jo kun kunne lade sig gøre, fordi jeg havde fri.

Jeg er blevet tykkere i stedet for slankere, jeg får ikke bevæget mig så meget. Jeg nyder, at jeg ikke behøver gå ud, når det er koldt.

Jeg er stresset her til aften. Spekulerer på jobs, promptet af de obligatoriske småkommentarer til jul. Om at jeg laver unyttige ting. Det var ment som opbakning og ironi, men hvis de bare vidste… Hvor meget man i forvejen er gennembanket af den sprogbrug fra alle sider.
Til gengæld fortalte de, at alle deres venner gerne ville læse artiklen fra JP. Alle er nysgerrige.

Jeg savner min kæreste, som er i Jylland. Og drømmer samtidig om Bali. Vil kollapse i hans omfavnelse og blive passet på, men har valgt at rejse væk fra ham. Vil omfavnes af havet. Komme hjem med historier og fotos og en ny gammel vibration. Af retfærdige kollektive vandingssystemer organiseret i foreninger, hvor formanden har den sidste mark, vandet når til, så han med garanti sørger for hensigtsmæssig fordeling. Stegte ris med krill. Langsomhed. Bjerge.

Har svært ved at mærke noget. Er trist. Og min samlever trækker humøret mere ned med sin egen tristhed og tvivl og bekymring og kamp med hverdagen. Vi skiftes lidt. Det er svært at finde stunder for tiden, hvor vi begge trækker op.

Jeg har svært ved at mærke retning på noget. Er stresset over det, jeg gerne ville nå, inden jul, inden jeg tager afsted, inden april. Og kan ikke mærke, hvorfor jeg vil nå det. Hvad jeg arbejder for, hvad jeg vil. 

Men i dag gik jeg i bad og tog flot tøj og mascara på. Og var på genbrugsstationen og klippede stjerner og ordnede min frimærkesamling fra 90’erne og fandt ting frem til at lave gaver af i morgen. Tiden forsvinder og jeg lader mig sidetracke af alt. Indre rod giver mig behov for at ordne, sortere, rydde ud. Men her sejler med alt det, jeg ikke nåede i mål med. Og det er totalt ligegyldigt rent funktionelt, om de frimærker er sorterede. Men det er de nu, nu har jeg gemt ét af hvert i fars gamle bog, og puttet resten i kollagekassen. Og måske det hjalp bare lidt inde i hovedet også.

Jeg vil prøve at huske at nyde. Jeg vil sove længe i morgen. Klokken er 23:39, og jeg vil læse, til jeg ikke gider mere. Og så vil jeg prøve at gøre en ting ad gangen i morgen og starte med de små. Og se, hvor langt jeg kommer. Og så skal vi ud at kigge på lejlighed om aftenen. Og så vil jeg hjem og lave gaver. Måske det er en plan, jeg kan holde. Jeg har det med at gøre dem for rigide og ambitiøse, og så gøre ikke noget.
Jeg læste forleden at nogen havde skrevet, at ens funktionalitet falder, jo mindre man skal. At lediggang ikke er rod til ondt, men til slaphed, apati og at man hurtigt bliver overvældet.
Jeg ved ikke, om det passer.
27 timers arbejde den forgangne uge.
Det er bare trægt.
Men jeg prøver at minde mig selv om, hvor trægt mine kollegaer arbejder. Hvor mange timer af en arbejdsdag, der går ved kaffemaskiner, med at opdatere lister, med møder, der kunne have været et memo, eller med tjekke ligegyldige mails. Hvor mange flere år et udviklingsprojekt bliver strukket over både i det offentlige og private, end mit temperament og min arbejdssomhed vil have det til.
Jeg er ikke langsom, jeg er ikke bagud. Det tror jeg ikke. Men overvældet af mulighederne og min egen tjekliste, ja. Det er jeg. Vinterdepri måske, ja. I sorg og tynget af andre, ja. Har tendens til at underprioritere sjove sociale aktiviteter og at prøve nye ting ude af hovedet. Ja. Ja ja ja.
Men ikke bagud. Mere bare sådan på tværs.

Har mange idéer og ingen til at udføre dem. For jeg vil hellere læse, være passiv, sove, ligge.

Jeg er i en slump. Jeg går i joggingtøj og orker ikke at skrubbe eller smøre creme på. Jeg har dage, hvor jeg ikke går ud. Hvor jeg ikke gider lave mad. Jeg gider knapt nok strække mig eller drikke kaffe. Er jeg bare i hi? Kan det idylliseres? Er det naturligt eller sygt? Er det mig eller andres rutine, der er gal?

Jeg snakkede forleden med nogle venner om tidens tyranni. Om hvor meget idéen om tid-som-ressource former vores liv, begrænser og stresser os.
Om friheden ved at gøre ting om, og ‘spilde tid’, som jeg øver mig på det her år. For eksempel at trævle en hæklet kjole op fire gange, før den blev perfekt…

Learning by doing badly. Learning by detours.

At jeg lærer noget nyt om tålmodighed af det her lønjobfri liv. At jeg elsker at eksperimentere. At der er umiddelbar nydelse i det, men også læring, indsigt, nuancer, som forsvinder, når man skynder sig.
Jeg har aldrig brudt mig om udtrykket “don’t work hard, work smart”… Lave gærder interesserer mig ikke, hvis det handler om noget, jeg går op i og kan lide at beskæftige mig med.
Og den bøvlede, eksperimenterende vej kan meget andet og mere end sit slutprodukt.

Jeg lever for overraskelser, for at finde indsigt, hvor jeg ikke ventede den. Jeg vil ikke leve som om, at alt skal planlægges og vides på forhånd, at udførsel er rugbrødsarbejde, man kender alle kringelkroge af på forhånd.
Jeg vil opleve, leve i uforudsigelige processer og rejser, ikke i mål. Jeg vil ødsle min tid væk på alt, hvad jeg finder interessant eller hyggeligt.

I dag har jeg endelig fået fingre i A Little Life på originalsproget og kom til at tænke på tiden igen. Jeg kan nemlig konkludere, at den danske oversættelse er super ringe. Samtidig er bogen intens og dragende, men også virkeligt hård at læse. Jeg er nået til side 463 i den på dansk… Og har lidt lyst til at starte forfra på engelsk. Forfra uden at blive forstyrret af, når oversætteren bruger begreber totalt forkert.
Er det en tvangstanke, idioti, en magtdemonstration eller ren luksus, hvis jeg gør det?
Jeg ved det ikke.

Men jeg gør det lige. Og elsker det, lidt.

Kan mærke, jeg har ekstra brug for at græde for tiden. Integrerer store ting fra fortiden. Kaster mig ud i store ting for fremtiden. Det er roligt i mit parforhold for en gangs skyld, og det gør mig meget sårbar og lidt bange.

Trækker vejret dybt i dag. Og så kommer tårerne. Jeg er ikke ked af det. Men skallen er meget tynd.

Og hvor er det godt at have tiden. Til tårerne og det ubevidste arbejde bag.

Jeg er så træt i mit hoved, det er helt vildt. Det her rejseshow kombineret med mange nye følgere og at putte sig selv “out there” kombineret med bogprojekt (bare at tænke over det og drømme om det om natten, fordøje det, mere end arbejde på det)… Overload. Af hjerne- og nerveceller.

Så tror sgu bare, jeg slapper lidt af, indtil der er plads til mere derinde. Intet haster, udover vacciner og visum.

Har det stadig godt. Men det er meget tiltrængt med en rolig aften. Og selv det at skulle ringe til lægen, gør det tydeligt for mig, at jeg er smurt lidt tyndt ud. Der er ikke så langt ned til angsten.

Jeg er okay. Prøver at lade være med at slå mig selv i hovedet med, at det er svagt, og at mange håndterer mange flere større ting på én gang.

Ville jeg have det bedre, hvis jeg intet havde at miste? Hvis jeg ikke havde læst længe på universitetet, var dygtig til administration, havde en stor opsparing, havde opbygget erhvervserfaring og ekspertise? Ville jeg så bedre kunne sidde og bare nyde uden frygt for at tabe på sigt? Uden så meget tvivl på, at jeg skal noget andet end “karriere”?

Føler virkeligt meget lede ved al kommercialisering i de her dage. Og IG generelt.

Er bange for den afstand, jeg føler til hamsterhjulet.

Vil starte på dagpenge i april og det trykker. Jeg har allerede kvalme ved tanken om at søge opslåede forgæves og blive tvunget på kurser. Alle de mails. At miste mig selv i at definere mig på andres præmisser. At glemme, hvad jeg har mærket nu.

Er ved at tage mig sammen til et LinkedIn opslag. Efter et år. Forhåbentligt sårbart og ærligt, og forhåbentlig kommer der god respons – men hvad, hvis der ikke gør?

Føler mig ligegyldig, nytteløs. Og kan ikke finde ind til den oprigtige følelse af, at jeg ikke skylder nogen noget og gerne må være til uden at arbejde mere end højst nødvendigt. (Nødvendigt for mig, som strukturen ser ud.)

Føler mig utilstrækkelig ved ikke at skrive mere, nå flere, kontakte flere, råbe højere, være mere strategisk og forretningsagtig. Ikke at gide salg. Stadig ikke at gide salg. 

Mere lighed, meget lavere tempo, omsorgsrevolution. Gider jeg godt.

Det er et hårdt bogprojekt. Gamle noter om svigt, løgne og vold fylder i mit lille hjerte. I relationer, der stadig består. Ting, jeg altid har underspillet overfor mig selv eller vendt indad og forsvaret, fordi “jeg var da også irriterende, selv ude om det, ikke som andre ville have, begik fejl” etc. Og jeg ville aldrig have kaldt det for vold dengang, trods store synlige fysiske tegn. “Det var jo ikke med vilje, at det kammede over”… De oplevelser læser jeg om nu på en ny måde. De får nu lov at leve i en verden, hvor vi konfronterer det hele og taler højt og sætter grænser. En verden, hvor vi vil være bløde og sårbare og blive respekteret og passet på. Rigtigt. Uanset.
Og det er hårdt at reflektere om det overfor min nuværende partner. Fortælle, at jeg opdager nye, gamle grunde til, at jeg er så ømskindet, hurtigt siger fra og somme tider har svært ved at tro på, at der ikke stikker noget større under, når han er irritabel, eller tro på, at jeg ikke har misforstået situationen, når jeg føler, at han vil mig.

Han kom og holdt om mig. Og lavede æg og bacon, fordi jeg var flad og manglede næring. Og sagde “Vi finder ud af det sammen” og “Du kan altid søge tilflugt lige her i min omfavnelse”. Jeg lever drømmen.

Vil prøve at slippe disciplinen lidt igen. Ikke sætte deadlines op for mig selv. Lade tingene være lang tid om at falde på plads. Nyde stilheden og nyde arbejdet, når jeg har lyst til det. Gå tilbage igen til at arbejde på det, jeg føler mest for den pågældende dag. Eller hvile, læse, nyde, tænke, vente. Det er mit liv og det er smukt. Jeg vil være glad. Jeg vil tage ansvar for at være glad. Jeg vil ikke tage ansvar for et sygt samfund og fremtids-Idas mulige problemer. Jeg skylder nutids-Ida at være glad og at nyde.

Det er meget november

Fik copy/pastet færdigt af alle mine gamle noter til bogen, så de nu står i ét dokument i nogenlunde kronologisk rækkefælge

Har hæklet kjolen færdigt, hæftet ender. Folk har set mig trævle op og hækle og trævle op i månedsvis, og haft svært ved at holde det ud på mine vegne… Men jeg har nydt det, og jeg skulle ikke nå noget. Og jeg er ret stolt af at have været tålmodig nok til at korrigere, indtil jeg var tilfreds, og at jeg helt selv har konstrueret det hele. Den sidder perfekt. 

Jeg har røget pot mod menstruationssmerter

Alt føles lidt syret

Jeg har købt billet til Bali

Også syret

Går nu lidt i stå

Regnen trommer i natten

Jeg skal ikke nå noget

Kan mærke meget ængstelighed i de her dage. Meget tvivl på mig selv. Meget ubehag ved verden, meget frygt for fremtiden, og har svært ved at forbinde til de ting, jeg selv har skrevet herinde… Om at jeg gør nok. At det ikke er farligt. At der er muligheder. Og mest af alt, at jeg gerne må leve mit liv, som jeg vil, og at jeg ikke er en byrde, ligesom jeg ved og kan mærke, at andre ikke er. At jeg tværtimod er generøs og arbejder hårdere, end mange. Vil andre mennesker mere, end mange. Vil være nyttig og gøre en forskel for andre, ikke kun for min egen økonomiske sikkerhed.

Jeg foretrækker at ligge og glo i sengen i to timer, før jeg står op. Efter at have været vågnet af mig selv klokken otte. Men det er godt nok svært at slippe de selvdisciplinerende tanker om, at det er for meget. For langsomt, for meget hvile. Hvorfor er det dét? Følelsen af, at det er ineffektivt. Jeg kunne have fået mere ud af dagen… Men det er humbug, de tanker. Og det er en stor, god ting, at den første time er uden telefon. Bare mig og kroppen og tankerne, og det grå vinterlys ind ad en sprække i gardinet. Finde tilbage til mig selv efter drøm. Mærke, hvad der trækker i mig. Lade mig selv styre dagen i stedet for at lade dagen styre mig.

Det er søndag. Så andre hviler også. Men jeg gør det oftere.

Jeg vil skrive fra 13 til 18. Fuldt fokus på min bog. Jeg flygter altid fra det primære projekt, hvad end jeg har bestemt, det skal være. Nu har jeg styr på IG og hjemmesiden og kan endelig skrive, og så vil jeg hellere lave julepynt eller webshop. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal starte bogen. Jeg har en masse indhold men ikke starten, rammen eller den overordnede stil. Og jeg er bange for, den bliver tam. Men min mand siger: Bare prøv noget af. Eksperimentér. Lav det om. Og jeg skal sparre med min veninde i næste uge. Så alt er fint. Men jeg er stadig bange for processen.

Er begyndt at lytte til Maja Linea Ernsts bog. Og er på en måde lettet og ikke overrasket over, at jeg ikke bryder mig om den. Det intellektuelle dydsmønster provokerer mig. Og selvironien lader vente på sig. Så lad mig prøve at være noget andet. End indspist akademiker. Og lad andre være, som de nu er, uden at jeg skal have smålige følelser overfor dem.

Jeg har ikke forsøgt at strukturere min skrivning de sidste seks år. Jeg har bare skrevet det ned, der er kommet til mig. Det er en helt ny disciplin at prøve at skrive et værk. At skrive intentionelt og bevidst, at tænke over opbygning og virkemidler. Og det er svært. Jeg plejede at være rigtig god til at strukturere akademiske tekster, men er lidt bange for, hvad der sker med denne her tekst, hvis den bliver stillet op på samme nøgterne, hårde måde inde i mit hoved. Der er ingen taksonomisk model at følge. Og jeg har altid næret uvilje imod at prøve at disciplinere det kreative. Er bange for, det går i stykker, hvis jeg lærer for mange kneb, øver mig for meget i analyse og metareflektion af egne nedskrevne følelser og stemninger. Men jeg ved godt, at jeg bør skære til. Og være mere intentionel. At det vil blive nærmest objektivt bedre sådan.

Jeg kan ikke læse mig ind på mine egne gamle tekster og huske dem uden ad, som var de samfundsteori, og føje dem til et kort over min hjerne eller forløbet. For de stikker i mange retninger, de er for evigt ufuldendte og splittede, og sådan skal de være. Ligesom jeg er. Og i modsætning til, hvordan mine akademiske produkter er. Der er detaljer, der kommer bag på mig, hver gang jeg læser mine skonlitterære ting. Detaljer som ikke er afgørende for det store billede, men for det lille. Skønhed i støjen og afstikkerne.

Jeg prøver at tænke det i lag. Plot og scener først, struktur, og så gå tilbage og male billedet færdigt med mange flere penselstrøg og nuancer. Ihukomme følelserne bedre, når mine egne simple skitser allerede står der på siden.

Jeg har længe ikke tænkt over, hvor meget jeg plejede at have ondt i skuldre og nakke af skrivebordsarbejde. Det har jeg ikke haft i snart et år. Men har det i dag efter fire timers intensivt arbejde. Og så er det så godt, at jeg kan lave noget andet i morgen. Strække, slaske og passe på kroppen. Selvom jeg gerne ville arbejde videre. Det løber ingen steder. Prøver jeg at overbevise mig selv om.

Solen skinnede, og jeg orkede at gå ud.

Vågnede ti over otte. Sov nok omkring kl 1. Lagde kogevask på plads i kasse og køkken.

Sad mindful i sengen med lukkede øjne og lod følelserne skylle uden at dulme.

Nu vil jeg læse lidt.

Viger uden om at skrive, men dagen er ung.

Det er lyst. Lader morgenlyset virke. Er ikke dødtræt, for en gangs skyld, men har ondt i hovedet og øjnene. Drikker danskvand først, og så kaffe.

Smager på kaffen. Dufter til den. Den er sort i dag. Tror, det kan virke antidepressivt og modvirke stress at monotaske og sanse. Vil prøve at gøre det hele dagen. Langsomt og bevidst.

Læser Danmarkshistorie for Folket.

Deleuran skriver om vores forfædres pandelap, hvor fantasien sidder, som menneskene beholdt ind i voksenalderen. Han skriver om, hvordan de malede og pyntede sig og opfandt flitsbuen. Og så er der en tegning i bogen, hvor der står en mand og kigger på dem, der maler dyr på væggen, og siger “Ja, det er meget godt, men kan man leve af det?” … Heh. Og av.

Jeg læste godt

Copy/pastede gamle tekster ind i bogdokumentet i tre kvarter

Gik i bad, eksfolierede og tog creme på

Ryddede en del op på værelset

Føler mig heldig. Min kæreste ligger og bobler inde ved siden af og passer sin terapi.

Jeg kan tage et varmt sted hen i månedsvis, hvis jeg vil.

Jeg kan læse og skrive, jeg har tid til at mærke efter, jeg behøver ikke tvinge mig selv ud, medmindre det er godt for mig. Jeg vil riste overskudsbrød og spise det med smør og honning. Vil skrive noget mere og i aften slappe af med min skat.

Ny periode

Sover ni timer i døgnet

Hviler meget

Er søvnig

Skrev en del i sidste uge, lidt besat, og malede dukkehus mange timer i streg

Og denne uge gider jeg ikke

Jeg prøver at balancere mange projekter

Sprede det lidt ud

Gemme ting, jeg er træt af, til senere og vide, at det nok skal rykke igen på et tidspunkt

Vil til at planlægge en rejse, sådan for alvor

Er rundtosset og lidt trist i dag. Måske over min mands kamp med sig selv og den tid, det tager. Måske over, at jeg ikke synes, jeg gør nok. Selvom jeg har hæklet kjolen færdigt i dag og malet huset færdigt uden på og vasket tøj og haft den vigtige snak.

Føler, jeg ikke når nok. Ved ikke, hvad der er nok. Frygter, at hvis jeg rejser, får jeg ikke skrevet nogen bog. Frygter også, at jeg får skrevet bogen, og at den møder en mur af stilhed. Der er lidt stress i mig og mange udsving for tiden. Om fire dage ved jeg, om jeg er gravid.

Savner forbindelse. Og savner også lidt mig selv og energien og roen. Måske er det bare sådan, november er.

Tror, jeg trænger til noget effektivt, systematisk arbejde. Ikke håndværk, ikke at dvæle ved dybe følelser, ord eller fortid. Så jeg vil prøve at fokusere på administration i morgen. Og søge til simple, overskuelige omgivelser på biblioteket. Prøve at gøre noget andet og indrette mit arbejde efter den del af mig, der blomstrer i orden og tydelighed.

Jeg havde en drøm om at sidde ude at glo. Om morgenen, mens folk ræser forbi. Det bliver ikke til så meget af dét. Jeg har mere lyst til at gemme mig.

Fra min vindueskarm kan jeg se et lille udsnit af himlen. Den er vild i dag. Rigtigt regnbuevejr med sol og regn på samme tid. Kæmpe skyer, der bevæger sig i et helt tilpas tempo til at jeg kan følge dem, meditere med dem… Ikke statiske, meget foranderlige tableauer. Og jeg skal ikke nå noget. Hvor privilegeret at have det lille udsyn. Og tid.
Hvor godt at have valgt det.

Jeg har åbnet en sandeltræssæbe fra Mysore. Blandet med håndcreme med rosenduft dufter mine hænder meget nostalgisk. Som af trolde på Bornholm. Som af miniatureverden. Som af blød plast med hormonforstyrrende kemikalier og magi.

Sanselighed i dag. Ro. Skal jeg have.

Jeg struggler også lidt med energi og præstationsforventninger. Fordi jeg ikke har lyst til at skabe eller arbejde. Jeg vil bare rejse.

Men så prøvede jeg lige at fact-tjekke med mig selv. Har egentlig lavet ret meget. Det føles bare lidt tomt i dag. Og jeg er bange for at ‘fejle’, selvom jeg ikke ved, hvad det betyder, eller hvad modsætningen er. På fact-listen står der, at jeg har bestilt vasketid, klippet hår og negle og barberet ben, været i Normal efter noget, jeg havde brug for, kigget på himlen, hæklet, set Shogun, læst et fagligt essay, svaret på beskeder, spist balanceret, leget med perler, malet facade på dukkehuset, lavet tre opslag klar, sorteret vasketøj, skrevet lidt og pacet min mand til røgfrit følelsesarbejde på en god måde. Ikke ingenting.

Måske kan jeg bare ikke så godt lide denne her verden. Men jeg kan godt lide ham. Og at se ting med ham. Og himlen. Og brød med smør.

Jeg havde en del tankemylder i nat. Frygt for fattigdom, vrede på de indflydelsesrige. Og samtidig lidt skyld. Frygt for at det er min egen skyld, hvis jeg bliver sat af. Har sovet alt for lidt.

Men i dag har jeg lyst til at stå op. Lyst til kaffen, til at læse i Deleurans Danmarkshistorie, til at skrive videre på min bog om mænd, der kom og gik, og læse flere gamle tekster.

Starter med at brygge kamillete til mit betændte øje.

Så må jeg tage en middagslur senere. Det tænker jeg altid på, når jeg ikke kan sove om natten. Fandeme godt, at jeg så ikke skal op halv otte og være skarp og frisk i syv-otte timer…

Er begyndt at rydde op i gamle skriveidéer og dokumenter med skønlitteratur, og det er så rart. Og gør det tydeligt for mig, hvad det her lønarbejde-pause kan. Selvom tilløbet er langt somme tider, og jeg kører mange projekter på én gang, så kan jeg mærke, at det rykker. Noter, der har ligget i et værre rod i mange år, bliver pludseligt til at overskue at give sig i kast med, fordi min organiserende hjerne ikke er overanstrengt oven på pasningen af et lønarbejde. Og det er hyggeligt.

Det er muligvis samtidig skriverierne, der giver tankemylder. Hvad hvis det ikke er godt, det jeg laver? Hvor godt skal det være for at være værd at bruge krudt på? Men også det tror jeg, man kan øve sig på at se i et nyt lys. Mindre målbart, mindre tidsoptimerende, mindre kritisk, mere det er, hvad man gør det til.

9.45

Vågner om morgenen uden rigtigt at have lyst til noget. At skrive, at gå ud, at læse, at nørkle, at gå i svømmehallen, at drikke kaffe… Intet trækker. Men sådan et det vist altid i november. Det nye er bare, at jeg kan blive liggende og være passiv, hvis jeg vil. Blunder lidt. Og efter en time i vågen tilstand, to timer efter alarmen, er jeg ved at være klar… Til at få koldt vand i hovedet, vaske søvn bort, og kaffen. Og at lægge telefonen væk og finde en bog i stedet. Langsomt.

Jeg arbejdede næsten tredive timer i sidste uge med forskellige nørklerier. Ville ikke have nogen idé om det, hvis jeg ikke trackede tid. Så det gør jeg. Med en app. Det begyndte efter mit første voksenjob, hvor vi skulle udfakturere vores tid på de projekter, vi arbejdede på. Det gav mig en ny fornemmelse af min egen produktivitet på en måde, jeg godt kunne lide.

Det er en form for selvmonotoreringsværktøj, ligesom skridttællere og al den slags teknologi. Jeg er lidt skeptisk omkring den slags og skrev speciale fra et foucauldiansk perspektiv om selvdisciplinering gennem digitale værktøjer, men samtidig er jeg stor fan af det overblik, det giver mig, at måle tiden, når jeg ikke har en leder eller en institutionel ramme. At jeg kan gøre min arbejdsomhed synlig for mig selv, da jeg ellers ofte undervurderer den.
Jeg tracker ikke for at presse mig selv til at arbejde hurtigere eller mere, men snarere for at styre det, begrænse det, og for at gøre det tydeligere for mig selv, hvor jeg bruger min energi. Og det giver en frihed, at det er tid, og ikke fx antal opgaver løst, som appen viser mig. Det hjælper til at holde fokus på proces frem for mål, og at anerkende det langsomme og lystbetonede arbejde.

11.30 

Luften dufter af muld og våde, visne blade, ikke råd. Efterår. Jeg går på biblioteket og henter en bog. Og en omvej hjem for at fange en Pokémon og handle. Sidder lidt på en bænk, inden jeg browser datovarer og køber hørfrøbrød, agurk, fed fisk og clickmix, så hjernen måske får lyst til at skrive hele aftenen.

12.19

Træt. Det er allerede ved at blive mørkt igen, virker det til.

12.39

Har spist dejlig frokost og drukket to kopper vand. Nu vil jeg sætte computeren op herhjemme i stedet for at sidde på biblioteket, stik imod min plan. Fordi jeg har lyst til, at det er uden bagkant og at ingen kigger på mig, mens jeg arbejder. Har lyst til at være alene i hulen. 

23.00

Det blev en god dag. Jeg fik taget hul på bogen. Men kom også til at bruge tid på tekster fra 2004-05. Det er sjovt. På mange måder tænker jeg lidt som for tyve år siden, og det er skørt at genfinde. Og lidt magisk at lære teenage-Ida at kende igen.