Har svært ved at mærke noget. Er trist. Og min samlever trækker humøret mere ned med sin egen tristhed og tvivl og bekymring og kamp med hverdagen. Vi skiftes lidt. Det er svært at finde stunder for tiden, hvor vi begge trækker op.
Jeg har svært ved at mærke retning på noget. Er stresset over det, jeg gerne ville nå, inden jul, inden jeg tager afsted, inden april. Og kan ikke mærke, hvorfor jeg vil nå det. Hvad jeg arbejder for, hvad jeg vil.
Men i dag gik jeg i bad og tog flot tøj og mascara på. Og var på genbrugsstationen og klippede stjerner og ordnede min frimærkesamling fra 90’erne og fandt ting frem til at lave gaver af i morgen. Tiden forsvinder og jeg lader mig sidetracke af alt. Indre rod giver mig behov for at ordne, sortere, rydde ud. Men her sejler med alt det, jeg ikke nåede i mål med. Og det er totalt ligegyldigt rent funktionelt, om de frimærker er sorterede. Men det er de nu, nu har jeg gemt ét af hvert i fars gamle bog, og puttet resten i kollagekassen. Og måske det hjalp bare lidt inde i hovedet også.
Jeg vil prøve at huske at nyde. Jeg vil sove længe i morgen. Klokken er 23:39, og jeg vil læse, til jeg ikke gider mere. Og så vil jeg prøve at gøre en ting ad gangen i morgen og starte med de små. Og se, hvor langt jeg kommer. Og så skal vi ud at kigge på lejlighed om aftenen. Og så vil jeg hjem og lave gaver. Måske det er en plan, jeg kan holde. Jeg har det med at gøre dem for rigide og ambitiøse, og så gøre ikke noget.
Jeg læste forleden at nogen havde skrevet, at ens funktionalitet falder, jo mindre man skal. At lediggang ikke er rod til ondt, men til slaphed, apati og at man hurtigt bliver overvældet.
Jeg ved ikke, om det passer.
27 timers arbejde den forgangne uge.
Det er bare trægt.
Men jeg prøver at minde mig selv om, hvor trægt mine kollegaer arbejder. Hvor mange timer af en arbejdsdag, der går ved kaffemaskiner, med at opdatere lister, med møder, der kunne have været et memo, eller med tjekke ligegyldige mails. Hvor mange flere år et udviklingsprojekt bliver strukket over både i det offentlige og private, end mit temperament og min arbejdssomhed vil have det til.
Jeg er ikke langsom, jeg er ikke bagud. Det tror jeg ikke. Men overvældet af mulighederne og min egen tjekliste, ja. Det er jeg. Vinterdepri måske, ja. I sorg og tynget af andre, ja. Har tendens til at underprioritere sjove sociale aktiviteter og at prøve nye ting ude af hovedet. Ja. Ja ja ja.
Men ikke bagud. Mere bare sådan på tværs.