Første dag hjemme efter jul.
Følte mig mere energisk i mit barndomshjem end ofte, selvom jeg sov dårligt alle dagene.
Efter hektiske tegneprojekter, oprydning, rejseforberedelser, kommunikationsnedbrud hjemme…
Havde besøg af en gammel ven i dag. Skrev dagbogsnoter fra 2020 ind. Læste guidebøger og skønlitteratur. Lavede pastasalat. Drak en øl. Rettede baggrund på en karrusel på hjemmesiden, pakkede lidt ud. Fandt billeder frem fra januar og marts, sorterede dem, og fandt billeder til min søster af mine niecer. Kom så småt i gang igen med projekter.
Får ikke reflekteret eller noteret meget om ledigheden i de her dage. Men var helt opslugt af det julede tegneprojekt i en uge, hvilket jo kun kunne lade sig gøre, fordi jeg havde fri.
Jeg er blevet tykkere i stedet for slankere, jeg får ikke bevæget mig så meget. Jeg nyder, at jeg ikke behøver gå ud, når det er koldt.
Jeg er stresset her til aften. Spekulerer på jobs, promptet af de obligatoriske småkommentarer til jul. Om at jeg laver unyttige ting. Det var ment som opbakning og ironi, men hvis de bare vidste… Hvor meget man i forvejen er gennembanket af den sprogbrug fra alle sider.
Til gengæld fortalte de, at alle deres venner gerne ville læse artiklen fra JP. Alle er nysgerrige.
Jeg savner min kæreste, som er i Jylland. Og drømmer samtidig om Bali. Vil kollapse i hans omfavnelse og blive passet på, men har valgt at rejse væk fra ham. Vil omfavnes af havet. Komme hjem med historier og fotos og en ny gammel vibration. Af retfærdige kollektive vandingssystemer organiseret i foreninger, hvor formanden har den sidste mark, vandet når til, så han med garanti sørger for hensigtsmæssig fordeling. Stegte ris med krill. Langsomhed. Bjerge.