Jeg foretrækker at ligge og glo i sengen i to timer, før jeg står op. Efter at have været vågnet af mig selv klokken otte. Men det er godt nok svært at slippe de selvdisciplinerende tanker om, at det er for meget. For langsomt, for meget hvile. Hvorfor er det dét? Følelsen af, at det er ineffektivt. Jeg kunne have fået mere ud af dagen… Men det er humbug, de tanker. Og det er en stor, god ting, at den første time er uden telefon. Bare mig og kroppen og tankerne, og det grå vinterlys ind ad en sprække i gardinet. Finde tilbage til mig selv efter drøm. Mærke, hvad der trækker i mig. Lade mig selv styre dagen i stedet for at lade dagen styre mig.
Det er søndag. Så andre hviler også. Men jeg gør det oftere.
Jeg vil skrive fra 13 til 18. Fuldt fokus på min bog. Jeg flygter altid fra det primære projekt, hvad end jeg har bestemt, det skal være. Nu har jeg styr på IG og hjemmesiden og kan endelig skrive, og så vil jeg hellere lave julepynt eller webshop. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal starte bogen. Jeg har en masse indhold men ikke starten, rammen eller den overordnede stil. Og jeg er bange for, den bliver tam. Men min mand siger: Bare prøv noget af. Eksperimentér. Lav det om. Og jeg skal sparre med min veninde i næste uge. Så alt er fint. Men jeg er stadig bange for processen.
Er begyndt at lytte til Maja Linea Ernsts bog. Og er på en måde lettet og ikke overrasket over, at jeg ikke bryder mig om den. Det intellektuelle dydsmønster provokerer mig. Og selvironien lader vente på sig. Så lad mig prøve at være noget andet. End indspist akademiker. Og lad andre være, som de nu er, uden at jeg skal have smålige følelser overfor dem.
Jeg har ikke forsøgt at strukturere min skrivning de sidste seks år. Jeg har bare skrevet det ned, der er kommet til mig. Det er en helt ny disciplin at prøve at skrive et værk. At skrive intentionelt og bevidst, at tænke over opbygning og virkemidler. Og det er svært. Jeg plejede at være rigtig god til at strukturere akademiske tekster, men er lidt bange for, hvad der sker med denne her tekst, hvis den bliver stillet op på samme nøgterne, hårde måde inde i mit hoved. Der er ingen taksonomisk model at følge. Og jeg har altid næret uvilje imod at prøve at disciplinere det kreative. Er bange for, det går i stykker, hvis jeg lærer for mange kneb, øver mig for meget i analyse og metareflektion af egne nedskrevne følelser og stemninger. Men jeg ved godt, at jeg bør skære til. Og være mere intentionel. At det vil blive nærmest objektivt bedre sådan.
Jeg kan ikke læse mig ind på mine egne gamle tekster og huske dem uden ad, som var de samfundsteori, og føje dem til et kort over min hjerne eller forløbet. For de stikker i mange retninger, de er for evigt ufuldendte og splittede, og sådan skal de være. Ligesom jeg er. Og i modsætning til, hvordan mine akademiske produkter er. Der er detaljer, der kommer bag på mig, hver gang jeg læser mine skonlitterære ting. Detaljer som ikke er afgørende for det store billede, men for det lille. Skønhed i støjen og afstikkerne.
Jeg prøver at tænke det i lag. Plot og scener først, struktur, og så gå tilbage og male billedet færdigt med mange flere penselstrøg og nuancer. Ihukomme følelserne bedre, når mine egne simple skitser allerede står der på siden.
Jeg har længe ikke tænkt over, hvor meget jeg plejede at have ondt i skuldre og nakke af skrivebordsarbejde. Det har jeg ikke haft i snart et år. Men har det i dag efter fire timers intensivt arbejde. Og så er det så godt, at jeg kan lave noget andet i morgen. Strække, slaske og passe på kroppen. Selvom jeg gerne ville arbejde videre. Det løber ingen steder. Prøver jeg at overbevise mig selv om.