9.45
Vågner om morgenen uden rigtigt at have lyst til noget. At skrive, at gå ud, at læse, at nørkle, at gå i svømmehallen, at drikke kaffe… Intet trækker. Men sådan et det vist altid i november. Det nye er bare, at jeg kan blive liggende og være passiv, hvis jeg vil. Blunder lidt. Og efter en time i vågen tilstand, to timer efter alarmen, er jeg ved at være klar… Til at få koldt vand i hovedet, vaske søvn bort, og kaffen. Og at lægge telefonen væk og finde en bog i stedet. Langsomt.
Jeg arbejdede næsten tredive timer i sidste uge med forskellige nørklerier. Ville ikke have nogen idé om det, hvis jeg ikke trackede tid. Så det gør jeg. Med en app. Det begyndte efter mit første voksenjob, hvor vi skulle udfakturere vores tid på de projekter, vi arbejdede på. Det gav mig en ny fornemmelse af min egen produktivitet på en måde, jeg godt kunne lide.
Det er en form for selvmonotoreringsværktøj, ligesom skridttællere og al den slags teknologi. Jeg er lidt skeptisk omkring den slags og skrev speciale fra et foucauldiansk perspektiv om selvdisciplinering gennem digitale værktøjer, men samtidig er jeg stor fan af det overblik, det giver mig, at måle tiden, når jeg ikke har en leder eller en institutionel ramme. At jeg kan gøre min arbejdsomhed synlig for mig selv, da jeg ellers ofte undervurderer den.
Jeg tracker ikke for at presse mig selv til at arbejde hurtigere eller mere, men snarere for at styre det, begrænse det, og for at gøre det tydeligere for mig selv, hvor jeg bruger min energi. Og det giver en frihed, at det er tid, og ikke fx antal opgaver løst, som appen viser mig. Det hjælper til at holde fokus på proces frem for mål, og at anerkende det langsomme og lystbetonede arbejde.
11.30
Luften dufter af muld og våde, visne blade, ikke råd. Efterår. Jeg går på biblioteket og henter en bog. Og en omvej hjem for at fange en Pokémon og handle. Sidder lidt på en bænk, inden jeg browser datovarer og køber hørfrøbrød, agurk, fed fisk og clickmix, så hjernen måske får lyst til at skrive hele aftenen.
12.19
Træt. Det er allerede ved at blive mørkt igen, virker det til.
12.39
Har spist dejlig frokost og drukket to kopper vand. Nu vil jeg sætte computeren op herhjemme i stedet for at sidde på biblioteket, stik imod min plan. Fordi jeg har lyst til, at det er uden bagkant og at ingen kigger på mig, mens jeg arbejder. Har lyst til at være alene i hulen.
23.00
Det blev en god dag. Jeg fik taget hul på bogen. Men kom også til at bruge tid på tekster fra 2004-05. Det er sjovt. På mange måder tænker jeg lidt som for tyve år siden, og det er skørt at genfinde. Og lidt magisk at lære teenage-Ida at kende igen.