Jeg havde en del tankemylder i nat. Frygt for fattigdom, vrede på de indflydelsesrige. Og samtidig lidt skyld. Frygt for at det er min egen skyld, hvis jeg bliver sat af. Har sovet alt for lidt.
Men i dag har jeg lyst til at stå op. Lyst til kaffen, til at læse i Deleurans Danmarkshistorie, til at skrive videre på min bog om mænd, der kom og gik, og læse flere gamle tekster.
Starter med at brygge kamillete til mit betændte øje.
Så må jeg tage en middagslur senere. Det tænker jeg altid på, når jeg ikke kan sove om natten. Fandeme godt, at jeg så ikke skal op halv otte og være skarp og frisk i syv-otte timer…
Er begyndt at rydde op i gamle skriveidéer og dokumenter med skønlitteratur, og det er så rart. Og gør det tydeligt for mig, hvad det her lønarbejde-pause kan. Selvom tilløbet er langt somme tider, og jeg kører mange projekter på én gang, så kan jeg mærke, at det rykker. Noter, der har ligget i et værre rod i mange år, bliver pludseligt til at overskue at give sig i kast med, fordi min organiserende hjerne ikke er overanstrengt oven på pasningen af et lønarbejde. Og det er hyggeligt.
Det er muligvis samtidig skriverierne, der giver tankemylder. Hvad hvis det ikke er godt, det jeg laver? Hvor godt skal det være for at være værd at bruge krudt på? Men også det tror jeg, man kan øve sig på at se i et nyt lys. Mindre målbart, mindre tidsoptimerende, mindre kritisk, mere det er, hvad man gør det til.