Jeg skrev med en IG-kontakt om at være planlægningsmenneske og tryghedssøgende. Og samtidig en ordkunstner med en drøm. Det er så dejligt at møde andre mennesker og høre deres historie gennem det her projekt. Værdsætter hver og én.
Vi forsøger begge to at øve os i at være i usikkerheden og med tillid til, at det løser sig. Og hun skriver så smukke ting. Tænk, hvad vi ville gå glip af, hvis folk som hende ikke lod sig selv søge alternative veje og udfolde sig på en måde, de finder meningsfuld.
Og det er det vigtigste, jeg kan sige til folk, der vil noget andet og mere end at tjene mange penge og følge den sikre vej. Du gør en forskel. Din eksistens og dit arbejde (som kan tage uendeligt mange former) er vigtigt. Uanset økonomien i det.
Nu bor jeg på et guesthouse i Sanur drevet af de sødeste mennesker. I går gik døren til toilettet i baglås og de var så søde og sjove og hurtige til at fikse det. Og lettede, da de fandt ud af, at jeg var på ydersiden af døren og ikke låst inde, hehe (det var alle mine værdisager til gengæld – derfor, jeg havde låst det udefra). Her er en imødekommende og varm kvinde, der gør rent, og efterlader tingene dér, hvor jeg har lagt dem. Og her er god, sød kaffe med Pikachu på. Og en altan med kølige fliser. Og nem udbringning af mad til de introverte, overstimulerede dage. Det er virkeligt en gamechanger.
I går bestilte jeg et festmåltid ved 6-tiden, fordi jetlag. Og en godmodig mand leverede det kl. 7.
Senere købte jeg ind online. Og havde ikke overvejet, at mine femten liter vand blevet leveret på en scooter. Der var ingen sure miner og buddet insisterede på at bære den op til mig på første sal, selvom jeg kom ned for at åbne. Jeg skal have fundet ud af, hvordan man giver drikkepenge inde i appen, så jeg ikke behøver så mange kontanter.
Området minder mig om Kathmandu, med marker og køer og høns og vildt mange labradorhvalpe og andre hunde, hvoraf langt de fleste er så søde, at det kræver seriøs frygt for rabies ikke at kæle med dem alle. Og små kioske med fornødenheder og små spiseboder. Og stejle tage og templer. Og vulkanerne i horisonten bag de tunge regnskyer. Så meget grøn bevoksning og så mange ofringer. Hullede veje med store vandpytter, og så hensynsfulde mennesker, når de undviger i deres køretøjer uden at sprøjte på mig.
Det kommer ligeså stille til mig. Nydelsen, roen. Lykken, der næsten er rørende. Over at jeg kan få lov til at være lige her.
Det har ellers været en svær landing. Med rigtig meget jetlag og en del angst og mangel på overskud til at overskue situationen og planlægge. Og nogle tunge dage derhjemme inden afgang. Jeg kan næsten ikke huske, hvad der skete, og vil undlade at astrenge mig for at vade i det. Det var bare svært… Med ham. Nu kan jeg mærke savn, så småt, efter fem dage alene. Og en nostlagisk følelse af at være langt væk hjemme fra, og hvordan det føles at komme hjem, hvilket også altid er en stor del af rejsen. Det nye perspektiv på ens base, ens tryghed, ens folk.
Verden raser, og jeg har stadig svært ved at overskue noget, men kan mærke at tilfældige gåture hjælper. Og at jeg er ved at falde til og at kunne se mig selv i det her. Gøre noget af det, jeg drømte om. Nyde. Slappe af. Fordybe mig i nuet og i mig selv.
Jeg sov ti timer i går nat, men i nat blev det igen kun til fire. Så jeg må hellere tage en lur senere. Klokken er kun 10.10.
