Når man sådan rejser alene, er der frit lejde for overtænkning. Og der sidder en angst i kroppen, efter den har rejst mange flere kilometer, end den begriber, og sovet for lidt i flere dage. Mit livs værste jetlag.
På Bali er det eftersigende én af de største dyder at lave og give små offergaver. At give fremfor at tilegne sig. At bruge lang tid på at forberede og udforme sirlige små pakker, flette blade til kunstfærdige værker, og dedikere tid til at placere dem og tænde røgelse. Og lade dem forgå. Jeg prøver at finde den energi. Og dyden som social norm om at give fremfor at modtage. Hvilken fred at overgive sig. Hvilket nærvær i nuet, i proces, i det flotte for det flottes skyld.
Er så vant til at tænke det som en dyd at modtage løn, akummulere kapital, opnå målbare resultater som individ. Vil så gerne ud af det.
I dag er jeg stødt på tre forskellige mennesker på gaden i gang med deres hverdagsritualer. Begge køn iklædt mønstret sarong. Viftende med røgelse i glidende bevægelser eller tøffende i deres sandaler hen mod et alter eller blot en ledig flade på en mur eller en trappesten, med hænderne fulde af sirlige arrangementer af blomster, ris, cigaretter, græs, slik og uidentificérbare drikke. Der er noget instinktivt forbilledligt i deres væsen, deres kropssprog, deres tempo, deres omhyggelighed.
Mens verden derhjemme prøver at få mig til at se succes som noget at stræbe efter. At skrabe til sig. Hvis de andre får, så vil jeg også have! Jeg vil ikke stå svagest.
Men det er ikke mig. Det er mig at give. At dyrke det mirakuløse og skrøbelige ved eksistensen. Af have stolthed i det, jeg kan give væk gratis. Men fuck det er svært.
