Jeg snakkede forleden med nogle venner om tidens tyranni. Om hvor meget idéen om tid-som-ressource former vores liv, begrænser og stresser os.
Om friheden ved at gøre ting om, og ‘spilde tid’, som jeg øver mig på det her år. For eksempel at trævle en hæklet kjole op fire gange, før den blev perfekt…
Learning by doing badly. Learning by detours.
At jeg lærer noget nyt om tålmodighed af det her lønjobfri liv. At jeg elsker at eksperimentere. At der er umiddelbar nydelse i det, men også læring, indsigt, nuancer, som forsvinder, når man skynder sig.
Jeg har aldrig brudt mig om udtrykket “don’t work hard, work smart”… Lave gærder interesserer mig ikke, hvis det handler om noget, jeg går op i og kan lide at beskæftige mig med.
Og den bøvlede, eksperimenterende vej kan meget andet og mere end sit slutprodukt.
Jeg lever for overraskelser, for at finde indsigt, hvor jeg ikke ventede den. Jeg vil ikke leve som om, at alt skal planlægges og vides på forhånd, at udførsel er rugbrødsarbejde, man kender alle kringelkroge af på forhånd.
Jeg vil opleve, leve i uforudsigelige processer og rejser, ikke i mål. Jeg vil ødsle min tid væk på alt, hvad jeg finder interessant eller hyggeligt.
I dag har jeg endelig fået fingre i A Little Life på originalsproget og kom til at tænke på tiden igen. Jeg kan nemlig konkludere, at den danske oversættelse er super ringe. Samtidig er bogen intens og dragende, men også virkeligt hård at læse. Jeg er nået til side 463 i den på dansk… Og har lidt lyst til at starte forfra på engelsk. Forfra uden at blive forstyrret af, når oversætteren bruger begreber totalt forkert.
Er det en tvangstanke, idioti, en magtdemonstration eller ren luksus, hvis jeg gør det?
Jeg ved det ikke.
Men jeg gør det lige. Og elsker det, lidt.