Jeg havde en drøm om at sidde ude at glo. Om morgenen, mens folk ræser forbi. Det bliver ikke til så meget af dét. Jeg har mere lyst til at gemme mig.
Fra min vindueskarm kan jeg se et lille udsnit af himlen. Den er vild i dag. Rigtigt regnbuevejr med sol og regn på samme tid. Kæmpe skyer, der bevæger sig i et helt tilpas tempo til at jeg kan følge dem, meditere med dem… Ikke statiske, meget foranderlige tableauer. Og jeg skal ikke nå noget. Hvor privilegeret at have det lille udsyn. Og tid.
Hvor godt at have valgt det.
Jeg har åbnet en sandeltræssæbe fra Mysore. Blandet med håndcreme med rosenduft dufter mine hænder meget nostalgisk. Som af trolde på Bornholm. Som af miniatureverden. Som af blød plast med hormonforstyrrende kemikalier og magi.
Sanselighed i dag. Ro. Skal jeg have.
Jeg struggler også lidt med energi og præstationsforventninger. Fordi jeg ikke har lyst til at skabe eller arbejde. Jeg vil bare rejse.
Men så prøvede jeg lige at fact-tjekke med mig selv. Har egentlig lavet ret meget. Det føles bare lidt tomt i dag. Og jeg er bange for at ‘fejle’, selvom jeg ikke ved, hvad det betyder, eller hvad modsætningen er. På fact-listen står der, at jeg har bestilt vasketid, klippet hår og negle og barberet ben, været i Normal efter noget, jeg havde brug for, kigget på himlen, hæklet, set Shogun, læst et fagligt essay, svaret på beskeder, spist balanceret, leget med perler, malet facade på dukkehuset, lavet tre opslag klar, sorteret vasketøj, skrevet lidt og pacet min mand til røgfrit følelsesarbejde på en god måde. Ikke ingenting.
Måske kan jeg bare ikke så godt lide denne her verden. Men jeg kan godt lide ham. Og at se ting med ham. Og himlen. Og brød med smør.