Åh altså, denne her lille højlandslandsby går lige i hjertet. Folk er så søde – og tilpas distancerede. De har ikke så travlt med den håndfuld turister, vi er. Hvis man går fem minutter væk fra hovedvejen, er man i en verden, hvor livet leves helt uafhængigt af mig og det, jeg repræsenterer. Skolebørnenes engelsk rækker lige til “Hello”, “Goodbye” og “I love you”, og de vil meget gerne prøve det af, når de har en unik chance… (Jeg smelter). Men ellers smiler folk bare til mig, hilser og fortsætter det, de var i gang med. Rige på liv.
I dag er sådan en dag, hvor jeg bliver rørt hele tiden. En dag, hvor jeg føler lykke i fulde, hele mig. Selvom jeg er alene. Selvom jeg ikke er tryg ved fremtiden.
Jeg er tryg ved Munduk.
Udsigterne er utrolige og det er så nemt. At planlægge, få pengene til at række, kunne overskue det hele, komme fra A til B. Jeg føler stor komfort for første gang længe. Temperaturen er perfekt.
Snart får jeg serveret første rigtige måltid efter en del dage på nudler og kaffe. Jeg kan kigge på en rismark senere, hvis jeg har lyst til at bevæge mig. Eller jeg kan blive hjemme og glo ud over vidderne.
Jeg lugter af sved og køkkenet er overbelastet af os fem gæster til frokost. Men pyt. Det er bare tid. Jeg sidder bare lige her. Booker lidt i Yogyakarta, booker lidt på Penang, bliver kærtegnet af en perfekt 26 grader varm vind.
Og i morgen tager jeg tilbage til velkendte Sanur. Men en god chauffør. Til mere hav og snart afsked med Bali.