“Jeg gad vide, om jeg er den eneste, der oven på et par fridage, også kan have det lidt stramt med at skulle i gang igen med mine egne ting, selvom jeg selv vælger dem? De selvstændige herinde lyder ofte så positive. Jeg har ikke decideret scaries, men søndag og mandag kan godt være dage, hvor min selvdisciplin, min fremtidsfrygt, min indre kritiker og min indre hedonist bruger en del tid på at diskutere… <3 Selvom jeg egentlig godt kan lide mine arbejdsopgaver.”
Kommenterede jeg på et opslag om Sunday scaries fra nogle af de andre gode Instagramprofiler, der advokerer for at gøre op med lønarbejde, leve langsommere og blive selvstændig med noget, der er nemt og meningsfuldt… Den slags opslag opstiller tit en modsætning mellem lønarbejdet og det gode liv. Mellem frygt, modvilje og pres på den ene side, og frihed, kreativitet og livet som selvstændig på den anden… Og dét… føler jeg ofte ikke rigtig er sådan, det forholder sig for mig. Jeg kan stadig, når min weekend er ved at slutte, en ny uge starter og min to do-liste er opdateret, føle masser af pres. En undvigen. Præstationsmonsteret eller meningsløsheden lurer… De eksisterer også udenfor lønarbejdet.
Jeg føler ikke det store drive, lige denne mandag morgen. Der er altid lidt en lille bølgedal oven på sådan noget som JP og +140% besøgende, 5000 visninger etc.
Følelsen af Ok, nu prøvede jeg dét, og hvad så?
At svare på de søde mails bliver endnu en to do.
Jeg lagde mig og mediterede over, at der vitterligt ikke er noget, jeg skal. At jeg er helt fri. Det er jeg jo, faktisk, men jeg føler det ikke. Jeg føler altid, at der er noget, jeg bør. Altid.
Jeg vågner stort set aldrig uden en mental to do-liste. Der trænger til at blive ryddet op og gjort rent. Den podcast dér er syltet, den artikel dér, fik jeg aldrig taget hul på. Der er også opvask og opslag, der skal rettes til.
Alt sammen uden økonomi. Alt sammen uden forpligtelse. Hvorfor føler jeg mig så forpligtet?