Jeg har et stærkt behov for at være nyttig. Måske er det et personlighedstræk, det er svært at komme uden om. Og måske er det ikke skidt.
Men det kunne være godt at kunne skrue op og ned for det. Så jeg ikke finder på opgaver bare for at gøre det. Og så jeg kan være mere og gøre mindre, når jeg trænger til dét.
De fleste af os bliver opdraget af institutioner til at gøre. Og ikke til at være. Til at udvikle os, lave planer, udnytte potentiale, præstere.
Jeg søger tilbage til mit indre barn. Uden tidsfornemmelse, uden altid at orientere sig efter at være nyttig. Bare udforskende, legende, undrende, følende – uden mål.
Der er noget helligt, magisk ved livet i sig selv, ved at eksistere. Måske færre børn ville blive bombet, hvis alle orienterede sig mere i den retning. Vores ukrænkelige ret til “bare” at eksistere. Hvor meget skal den presses og negligeres, før noget springer i norden?