Det er rart at sove ti timer i døgnet for tiden, men også lidt skamfuldt. Føler mig svag eller doven, når jeg gør det. Samtidig med at kroppen længes efter det.
Parforholdet får og tager energi for tiden, det psykologiske arbejde, at bryde cirkler… Det er udmattende, men givtigt. Til gengæld tager han virkeligt meget fra for tiden i forhold til praktiske opgaver, hvilket jeg virkeligt kan mærke sætter mig fri til mit kreative arbejde, og jeg føler mig så heldig derved.
Jeg er lidt lad, stadig. Mandagene er lidt svære. Søndagene er helt uden angst, men mandag morgen har jeg mest lyst til at blive liggende.
Jeg har sorteret billeder for et par måneder, udvalgt lidt til det her projekt, slettet en masse dubletter og grimhed. Jeg værner om fortiden, alle mine billeder ligger fint sorteret i en mappe per måned og bliver tyndet ud ad flere omgange for at spare plads og finde det centrale. Digital minimalisme, intentionalitet, refleksion.
Jeg fik skrevet et opslag nu. Om min opsigelse. Men jeg bliver irritabel af skærm, så jeg får ikke forberedt til resten af ugen, som jeg plejer. Jeg vil hellere gå en tur, før alle andre får fri. Rundt om kanalen. Og så måske ud at købe flødelikør. Unde mig selv afslapning og glidende bevægelser, blødhed og sødme. Hver dag er en fest. Og jeg drikker faktisk en hel del mindre, end jeg gjorde, da jeg arbejdede. Jeg drikker mig sjældent fuld i weekenden, der er ikke det samme behov for at glemme alt. Og jeg dulmer ikke nerver i det daglige eller belønner mig selv med treats, der kan spises eller drikkes.
Fordi selve eksistensen er rar.
Ikke noget, jeg skal kompenseres for at udstå.