Mit år uden lønarbejde, dag -124

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 98

En introduktion af en art

I efteråret sagde jeg mit job op uden at have et andet på hånden eller nogen ambition om at finde et lønjob igen foreløbigt. Nu har jeg været fri i tre måneder. Jeg er måske et lidt atypisk tilfælde på mange sociale kanaler, der beskæftiger sig med økonomisk uafhængighed og minimalisme, idet jeg kun er 34 og bor alene. Jeg har altså kun ansvar for mig selv, men er samtidig på ingen måde økonomisk uafhængig resten af livet, og jeg ved, at jeg må sadle om igen engang. Men jeg har altid holdt mit forbrug lavt og været heldig med min boligsituation. Derfor har jeg nu en opsparing på 300.000 og har besluttet at stoppe helt op i mit lønarbejdsliv og rekalibrere, selvom det er forbundet med en del ængstelighed. Jeg vil leve det meningsfulde liv nu, ikke om yderligere tredive år på arbejdsmarkedet. (Der findes helt sikkert lønjobs, der kunne være meningsfulde for mig – men der er rift om dem, og det er en historie til en anden gang).

Jeg skriver ’lønarbejde’, fordi jeg sådan set arbejder ret meget… På kunst, på tekster, på fællesskaber, på musik, på at genanvende og reparere… Jeg vil bare gøre mig fri af tanken om, at det kun er noget værd, hvis man tjener penge på det.

Jeg fik min kandidatgrad i slutningen af 2018 og kom ud med en studiegæld på omkring 100.000, der især blev stiftet, fordi jeg brød med ham, jeg havde boet sammen med, og måtte betale dobbelt husleje, mens jeg skrev mit speciale og samtidig løb tør for SU. Jeg flyttede til en noget dyrere bolig efter endt uddannelse, men formåede stadig at betale gælden ud i løbet af et år med projektansættelser og dagpenge. Og siden da har jeg sparet op, ikke specielt bevidst, men ved simpelthen stadig bare at have en livsstil, som minder mere om en studerende end et voksent karrieremenneske med en flot titel og stort ansvar. Jeg har ingen fast ejendom, men har ikke savnet noget. Tværtimod har verdens tilstand og min personlige modenhed fået mig til at lave færre (hvis ikke ingen) impulskøb, end jeg gjorde som studerende, og min lokale genbrugsstation er leveringsdygtig i lidt af hvert (jeg samler bl.a. bøger på en lidt maksimalistisk måde, hehe) + jeg har lært, hvad jeg faktisk kan lide udi husholdning, selvpleje osv., så de udgifter er forudsigelige og uden spild.

Af forskellige årsager var det tid til at tage afsked med den arbejdsplads, jeg har haft min gang på on/off de sidste fem år, og så slog det mig, at jeg jo faktisk ikke behøver et nyt lønjob. Som mit budget er nu, lever jeg for ca. 8000-8500 om måneden (meget heldig med huslejen, I know), og hvis jeg får det ned på syv, kan jeg leve af min opsparing i tre år plus det løse. Men jeg føler mig så presset til at skulle skynde mig at ”gøre karriere” og løbe afsted, så jeg knapt kan nå at tænke over retningen. Jeg har en grundangst for, at jeg aldrig kan blive lønmodtager igen, hvis jeg tager en længere pause nu, selvom jeg ved, at jeg faktisk er ret dygtig til mange ting, som der er brug for i samfundet. Det er måske en irrationel frygt, men stressen er present, her tre måneder inde i ledigheden, og den dominerende politiske diskurs siger jo, at jeg ikke må holde en lang pause, og at det er mit eget ansvar altid at have en plan A, B og C. Derudover er jeg humanist, og derfor ofte udskældt for at have for fluffy og bløde kompetencer, og jeg skal for det meste selv forklare en arbejdsgiver, hvad jeg kan, og definere min egen vej.

En ting, jeg ved fra mine studier, er at vi er sociale væsner. Og de fleste bliver trygge af at befinde sig i fællesskaber med lignende normer. Vi har brug for at spejle os. Og bare det at se et par ærlige eksempler på alternativer gør os bedre til at navigere. Derfor vil jeg også forsøge at dele lidt ud her på UANSET og på Instagram af det hele – det gode, det svære samt de praktiske ting ift. økonomi og livsstil. F**k det dér med, at det skal se let, nydelses- og meningsfuldt ud altid at lave normbrud, fordybe sig, måske starte egen forretning eller melde sig ud… Jeg synes, det er svært mentalt, især uden flere at spejle sig i. Der er bekymringer, grublen, reovervejelser. Og samtidig håber jeg, at jeg finder mere ro og konstruktive erfaringer løbende, og glæder mig så meget til at være udenfor i flere af de lyse timer til sommer i stedet for at sidde på et kontor. Hvis du er nysgerrig, er du velkommen til at spørge ind til noget og/eller følge med her eller på @noejsomt, der ligeså stille er ved at tage form af interessefællesskab og legeplads.

Mit år uden lønarbejde, dag -129

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 93

Jeg har haft mange idéer om, hvad denne her side skulle kunne og indeholde. Afløb for stress og frustrationer og ensomhed og usikkerheden ved at gøre noget andet, end de fleste, ved at sige op til ledighed uden at skynde mig med at finde et nyt job. Gå op imod diskurserne om produktivitet og samfundsøkonomi over -økologi. Skabe et fællesskab, spejling, lade andre lære af mine erfaringer og strategier. Dele glæden ved alle de små ting, mulighederne, et roligt nervesystem. Men jeg ramte en mur. Og har været alt andet end rolig de tre måneder, der er gået siden min sidste arbejdsdag.

Et par dage efter, jeg blev ledig, gik mit parhold i stykker. Eller. Min kæreste gik i stykker. Og samtidig rasede folkemord på alle kanaler og i mit hjerte og kastede på bålet af min i forvejen udfordrede tryghed i verden og min spirende vrede på de magtfulde.
Jeg blev apatisk. Gik helt i stå. Alt, hvad jeg havde forestillet mig, jeg ville have af energi på friheden og på min nye start og mine kreative projekter, var helt dødt. Og det er stadig lidt en daglig udfordring at finde nogen som helst mening i, hvad jeg selv kan udrette som individ, når verden ser ud, som den gør, og når jeg får ti SMS’er om dagen, om at der er nyt fra kommunen i e-boks, fordi jeg betragtes som en byrde i strukturen… Men samtidig giver det en vis frihed. Min individuelle stress og dårlige samvittighed opløses i intensiteten af det kollektive shitshow.

Og jeg fandt små ting, jeg kunne overkomme. Jeg sov, læste, så min familie. Jeg lappede mine jeans. Mens vinteren gik, og gik på held. Med små sting i hånden, langsomt og nærværende. Vi gør det samme med forholdet, min kæreste gør det samme med sig selv. Tempo er så afgørende for os, som sensitive og sentimentale individer, der ikke kan finde ud af at gøre noget halvhjertet, altid giver alt eller intet, tager alt eller intet. Ting tager tid. Vi øver os sammen, og rammes samtidig jævnligt af mindreværd over måske bare ikke at være gearet til denne højoktan verden. Jeg ved, der er mange andre, der rammer den mur. Men jeg mangler også stadig alternativer at stræbe efter. Mantraer, der er stærkere end det allestedsnærværende om vækst og konkurrence.
Hver morgen siger jeg følgende til mig selv, og håber, det vokser sig større i mig end ængsteligheden:

Jeg er kunstner
Jeg skaber
Jeg leger
Jeg inspirerer
Jeg er rig
Jeg er fri

Forbrugsdagbog – februar

Forbruget denne måned var ret højt. Jeg var i Indien på en pakkerejse. Jeg skød selv 10.000 i pakken og resten var en gave fra mine forældre. Havde det ikke været for dem, var jeg nok ikke gået den vej (de var også med), men vi fik helt klart set nogle egne, der ville have været svære at komme til på egen hånd, og det var fantastisk. Der var en del måltider inkluderet, så visse poster er mindre end normalt. Jeg betalte derudover 880 for visum, rejseforsikring og en boostervaccine, som indgår i det “normale” budget. 

Jeg købte to par strømpebukser, da nogle var slidt op på et niveau, der ikke kunne lappes, var i biografen at se den nye Miyazaki og på Stengade at drikke øl og høre Town Portal, jeg tog bus og metro til min partner i Søborg og til lufthavnen, jeg bestilte take-away et par gange, jeg betalte fagforening, a-kasse, husleje, el, mobil og Spotify og mine velgørende formål er skåret ned til en 20’er til Refugees Welcome for en stund. 

Jeg har som bekendt en stor opsparing, så det har altid været min plan at kunne bruge fx 10.000 udover budget på en rejse, når det lige passer sig. Resten af budgettet er dog også lidt højt denne måned og jeg har haft det ret luksuriøst og taget nemme løsninger. Næste måned prøver jeg at stramme lidt op.

I tal:

Samlet forbrug: 8.553 (+ 10.000)

Tøj/sko: 99
Transport: 162
Take-away/restaurant: 357
Koncert/bio/museum: 222
Mad/drikke/husholdning: 540
Alkohol/bar: 265
Rejser: 880 (+ 10.000 udenfor budget)
Faste udgifter: 6.008
Non-profits/omfordeling: 20

Dag -132 – om tøj, købestop & minimalisme

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 90

Jeg praktiserer ikke benhårdt købestop, men køber meget sjældent tøj eller ting. Jeg er heller ikke benhård minimalist, men snarere lidt en samler udi tøj. Det meste er genbrug eller noget, jeg har overtaget fra andre, og det, jeg har haft fra nyt, er ofte 10-20 år gammelt (yep, jeg har nederdele, kjoler, trøjer og bluser fra gymnasietiden)…

Med alderen forsøger jeg at omfavne min materielle side, som jeg tidligere har set lidt ned på. Det er ikke én, der på nogen måde interesserer sig for, hvad andre opfatter som godt design eller for trends, mærkevarer eller hvor dyrt noget er, men én, hvis fantasi og kreativitet indgår i en vekselvirkning med ting og klæder, og som får glæde ud af at passe på og forny. Farver og teksturer beriger mig verden. (Og nogle gange går jeg i sort joggingsæt, fordi jeg også er typen, der nemt bliver overstimuleret og somme tider ikke kan overskue at være en krop med både udtryk og sanser…)
Derfor forsøger jeg mig ikke med at have så lidt, som muligt, af tøj. Det har potentiale til at være kreativt udtryksfuldt, gøre mig glad, vække undren og begejstring i andre, forankre mig i min fysik, give komfort og æstetisk glæde. Men det er ikke noget, jeg nogensinde har brugt mange penge på. Til gengæld syr jeg om, udsmykker, lapper, bytter mig til ting, sætter det sammen på nye måder, slider det op. Min mor og søster strikker og min moster er en genbrugshaj. Og mange af mine venner ved, at de kan afsætte noget til mig, når de rydder op i deres skab. Og det er jeg ret vild med – at samle og give nyt liv, og at mange af mine ting, har en historie bag sig.

Visse ting kan godt være gemt væk i mange år, for så pludselig at blive noget, jeg går med altid, og jeg synes, jeg har et godt system til ikke at blive overvældet, selvom jeg ejer over to hundrede stykker tøj. Jeg skaber ro i skabet og i hovedet ved kun at have lidt af det fremme ad gangen. Resten er pakket væk i gennemsigtige, nogenlunde tætsluttende kasser i kælderen, markeret med ’sæson’, ’passer ikke’ og ’tvivl’. Så sommertøj er pakket helt væk om vinteren og omvendt. Som mange andre har jeg en tendens til at ændre størrelse i en cyklus af nogle år, så jeg har en del, som venter på, at det sidder bedre igen. Ingen grund til at erhverve sig ny garderobe af den grund, hvis man har plads til at gemme. I ’tvivl’-kasserne ligger det, jeg ikke rigtig ved, om jeg bryder mig om længere, men som måske kan få en chance mere engang. Somme tider er der noget af det, der ryger til genbrug eller bliver lavet om. I hvert fald kan jeg så finde en kasse, når kroppen, vejret eller humøret ændrer sig, kigge det igennem og evt. give noget af det plads i skabet eller give slip. Det gør jeg med jævne mellemrum, ikke som træls oprydning, men som en slags kreativ proces, hvor det også kan føles næsten som at købe nyt, når jeg genopdager noget, jeg havde glemt.
Jeg bruger måske et par hundrede kroner hvert tredje år på nyt undertøj eller basisting, der bliver slidt hurtigere op, men ellers er tøj stoppet med at være en udgift for mig. Jeg har shoppet en del online tidligere i mit liv, især tilbudsvarer, men det er simpelthen bare ikke en interesse længere, og jeg har ingen apps installeret til det. Det giver også ro i hovedet ikke at skulle beskæftige sig med etik, arbejdsforhold og forurening i modeindustrien. Jeg skal ikke lave svære vurderinger af greenwashing, for jeg ved, at det mest bæredygtige er ikke at købe noget. Det er blevet helt simpelt i mit hoved over de sidste par år: Jeg køber ikke noget, jeg ikke har brug for. Og det frigiver en del energi og tid.


Jeg er nysgerrig, kære følger, er tøj en udgift eller interesse for dig? Hvordan forholder du dig?

[Billederne er et eksempel. En kjole, som min mor købte i Kvickly til tredive kroner eller deromkring i 2007 eller deromkring. Jeg har syet ærmerne og halsudskæringen om, den har været med mig i den høje luftfugtighed på den anden side af jorde flere gange, og nu er den lidt mør (ren bomuld), men stadig yndlings, så jeg lapper den så vidt muligt, når stoffet skrider, men turde ikke tage den med til Asien denne gang, så et opdateret billede, må I få, når jeg kommer hjem.]

Dag -133 – Om at stå til rådighed

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 89

Det er godt for mig at læse de gamle rød-grønne medlemsblade fra Enhedslisten. Er ikke medlem mere, men fik aldrig læst bladene, dengang jeg var. De er gode til at udfordre diskursen om arbejde, pligt og ret.

De skriver blandt andet om arbejdsløshed. At stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder just dét, minder de mig om. Ikke at man skal gå above and beyond med rundsave på albuerne. Ikke at man altid skal tænke tyve uforudsigelige skridt frem for at have noget at falde tilbage på. Men at man er her. Hvis der er brug for det.

Og de minder mig om, at dagpengene og kontanthjælpen er en sikkerhed for arbejdsstyrken. En sikkerhed, man fortjener og er berettiget til. En sikkerhed, vi har råd til. Og som er der, fordi vi har valgt at bygge samfundet op sådan, at 4% (eller hvor meget det nu er) ellers ville være uden indtægt. Altid.

Jeg føler, alle bliver hjernevaskede til at bukke og skrabe og frygte. Jeg kender så mange, der vil gøre alt for at undgå at blive afhængige af understøttelse. Fordi de frygter kravene og hvad det vil gøre ved deres selvværd.
Fordi ledighed er forbundet med skam for mange. Ikke når de ser på mig, men når de ser på sig selv. Og fordi institutionerne understøtter den individuelle følelse af utilstrækkelighed. Men ledighed er blot endnu et strukturelt “problem”, der uberettiget bliver individualiseret, for at vi alle skal være ængstelige og i konkurrence med hinanden. Fuck that.

Vi skal have solidaritet, nøjsomhed, omfordeling. <3 Og fred. Og vi er i nogenlunde sikkerhed. Endnu.

Dag -134

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 88

Forsøger mig jo med at tage pulsen på arbejdsmarkedet for tiden ved at være meldt ledig og søge opslåede stillinger. Fordi jeg var nysgerrig på, hvor min nyere erfaring ville føre mig hen. Men det er godt nok stadig svært at holde fast i sig selv. Og så nedslående, at læse opslag efter opslag, hvor hvert eneste, uden undtagelse, har som rød tråd, at det ultimative mål er at drive forretning – ikke hvad forretningen producerer eller sælger eller udvikler, som er fedt for andre mennesker, næ, bare at tjene penge eller bruge så få, som muligt, på bekostning af arbejdsmiljø og kvalitet (læser jeg mellem linjerne). Akkumulere, effektivisere, løbe stærkt og stille få krav som medarbejder. Selv i det offentlige handler alt om forretning. Jeg føler næsten at new public management er blevet mere intenst siden sidst, jeg søgte opslåede. Fatter ikke, at det er muligt.
Og tit lyder produktet eller kerneopgaven så intetsigende, at jeg kunne tude. Eller også fremgår den ikke rigtigt, enten fordi arbejdsgiveren ikke selv kender målet og meningen med det, de har gang i, eller fordi de ved, at ingen dygtige medarbejdere ville gide det. Jeg læste fx et opslag, hvor der uden ironi stod, at man skulle ‘brænde for beskatning af kryptovaluta’. Kan godt være, der findes et par kryptobros, der bræmder for at fucke den up, men ellers har jeg svært ved at se det menneske for mig. Findes det mon? Det er så drænende bare at forsøge at fatte, hvad der foregår i de fleste opslag, for slet ikke at tale om, at tænke sig selv ind i det. Kan mærke metaltrætheden, udbrændtheden endnu. Men ved ikke, om det ændrer sig. Det er svært at se for sig, når man først har taget det her skridt. Jeg savner ikke engang strukturen i hverdagen.
Men så er det godt, at nogen stiller op med rødvin og cigaretter – og også sørger for, at jeg får nærende føde og krammere.

Mit år uden lønarbejde, dag -137

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 85

For en lille uge siden kom jeg hjem fra Indien. Det føles som en evighed. Og hvis der er noget, langsomheden og ledigheden kan understrege, så er det, at tid ikke er lineær. Den strækker sig, når man sænker tempoet, og den skrumper, når man fylder dagene ud fra ende til anden. Eller også er det omvendt…
Jeg lever på mange måder minimalistisk og med købestop, men indrømmer blankt, at jeg har været på to lange flyrejser indenfor det sidste år. De havde været lang tid undervejs. Og vi mennesker er gode til at retfærdiggøre ting overfor os selv, hvis vi vil…
Nu bliver jeg alligevel på jorden det næste lange stykke tid. Og jeg har på de sidste rejser, til Japan i efteråret, og til Indien her i februar, tænkt mere på privilegier, ulighed og klima, end nogensinde før og grublet en del over mit personlige aftryk – selvom det også har ligget mig på sinde tidligere.
Jeg tænker ofte på vores bevægelighed. Med vores auberginefarvede kopi af Jellingestenen i hånden er vi friere end de fleste af verdens beboere, og der ligger et stort personligt ansvar i den frihed.

Indien var en vild oplevelse, på bumlede landeveje, syd på og langt fra de primære turistattraktioner. Der blev taget så godt imod os. Så mange smil til os, men også meget rolig selvtilstrækkelighed hos de lokale.
Når man har rejst meget à la Lonely Planet, er man vant til, at de steder, man kommer, er tilpasset strømmen af turister… At samfundet er indrettet efter den kapitalstrøm, turisterne skaber, og at folk selvfølgelig vil have del i de transaktioner, de rige kartoflers besøg muliggør. Sådan var det ikke så meget i det her område på tværs af Maharashtra, Andhra Pradesh og Karnataka. De var bare, de mennesker, jeg mødte. Havde gang i deres egen ting. Selvom de syntes, det var ret sjovt, vi kom forbi, så var det ligesom ikke særligt vigtigt.
Men så alligevel… Måske tredive gange om dagen blev jeg spurgt, om jeg ville være med på deres selfies. Og jeg blev træt… Men tænkte på menneskeudstillinger, eksotisering, hvordan inderne og andre brune mennesker er blevet begloet og betragtet som sensationer herhjemme gennem tiden, når de ikke “blot” er blevet udnyttet for deres arbejdskraft og ressourcer. Og på, hvordan vi som samfund reagerer på afvigelser endnu… Så tit gav jeg samtykke og responderede imødekommende på deres nysgerrighed og undren. Og vi vinkede til utroligt mange grinende skolebørn med øjne så store som tekopper fra vores airconditionerede bus.
Det var næsten ikke til at bære gæstfriheden, når man tænker på, hvordan vi som samfund selv tager imod fremmede.

Nu bliver jeg hjemme på ubestemt tid. Jeg har ikke den samme sult, som jeg havde for ti-tyve år siden. Slet ikke den samme følelse af entitlement til eventyr. Jeg tager ikke længere min frie bevægelighed for givet. Og verden skrumper… med pandemier, med krig, med klimanød. Jeg søger indad og sidder stille, og det er en hård konfrontation i disse dage.
Jeg har ofte brugt min nysgerrighed og min udlængsel til at stikke af, få nye perspektiver, finde fokus udenfor mig selv, tage ud i verden og betragte den passivt. Jeg kunne bare flytte mig, hvis jeg ikke brød mig om de cykliske tanker. Det kan og vil jeg ikke blive ved med.

Nu sidder jeg her i en mørk lejlighed på Amager og skal finde en ny ventil, en mindre omkostningstung lykkepille, når verden og mit eget hoved føles for stramt og begrænsende. Og jeg er stresset ind til benet over risikoen, jeg løber, ved at sidde stille og være uproduktiv. Men jeg ved også, at det passerer. Og jeg vil se, hvad der sker, hvis jeg giver det tid, imod strømmen.
I den kommende uge sender jeg de sidste par jobansøgninger og melder mig af dagpenge. Total frihed. Total selvrisiko og tomhed, eller totalt åben himmel og kreativ fordybelse, afhængigt af hvilket humør, jeg er i – frygtsomt eller frugtbart.
Jeg tror, jeg skal gøre mig helt fri af E-boks, LinkedIn og online validering via Meta for at genfinde min intuition og mit håb for et meningsfuldt liv. Kender du dét?

Dag -145

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 77

Prøver at udskifte “Hvad vil jeg lave resten af mit liv?” med “Hvad føler jeg mig drevet til at udforske i mit liv på nuværende tidspunkt?” for at fjerne presset på beslutningerne og ære, at jeg er evigt foranderlig, ligesom alt omkring mig.*

Men jeg føler ikke mindre pres derved. Alarmklokkerne reagerer på manglen på planlægning, sikkerhedsnet og retning. Uforudsigelighed. Og jeg ved ikke, om de er medfødte og et personlighedstræk, de klokker, eller om de kan aflæres. Men jeg forsøger. For det her kan man ikke planlægge, ikke når man er så dynamisk et væsen, som mig.

Og jeg lader mig distrahere. I smukke Indien, i nuet, i det relative. Jeg har lyst til at være her. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg kommer hjem.

*Inspireret af Cory Muscara

Mit år uden lønarbejde, dag -158

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 64

Forleden skrev jeg et opslag på LinkedIn om at sige op til ledighed. Jeg har glædet mig til at kunne skrive ting derinde uden samtidig at skulle repræsentere en virksomhed og tænke på dennes kommunikationsstrategi, som indskrænker min frihed. Jeg ser et potentiale i at præge det medie med nogle andre perspektiver. Med diskussion og sårbarhed over præstation og konkurrence eller rygklap og overfladisk selvforherligelse. Jeg kunne slet ikke skrive, da jeg først satte mig til tastaturet. Men efter at have lavet overspringshandlinger på læsesalen indtil klokken 17, kom det pludselig ud. Og der var lidt adrenalin i systemet, da jeg tryggede på “Slå op”. Siden har alle lederne (mine egne ledere, udviklernes chef, min tidligere chef, som sidder i en anden afdeling nu, kommunikationschefen) og en del kollegaer på arbejdet reageret på det. Min chefs chef gav det endda et hjerte. Og folk, jeg ikke kender. Og den gode leder på universitetet, som jeg var til samtale med for en måned siden.
Jeg håber, jeg husker, at det viser en rummelighed i systemet. Og at det godt kan lade sig gøre at være mig uden at lukke for mange døre for mig selv. At de gode mennesker og gode arbejdspladser godt kan rumme mig på sigt, måske. I hvert fald er nysgerrige. Og jeg må gerne være her i mellemtiden og gøre min ting.

Jeg skrev:

✤ DET MODSATTE AF JOBNYT ✤

I slutningen af 2023 besluttede jeg mig for at tage afsked med min on/off arbejdsplads gennem de sidste fem år, fordi tiden føltes moden til at ændre retning. Døren blev lukket forsigtigt, ikke smækket, og jeg er fortsat ved at fordøje det hele og falde til i 2024s nye muligheder. Jeg har lært så sindssygt meget, både om mig selv, mine kompetencer, erhvervslivet, mine præferencer og om andre mennesker, og vil for evigt være begejstret for, at jeg ganske uventet landede lige dér i en superstilet glasbygning i den finansielle sektor, blev så glad for det, og fik lov til at løse så mange spændende, udfordrende og forandrende opgaver. Den faglige udvikling er ikke til at tage fejl af, selvom jeg endnu er i gang med en frisk omgang kompetenceafklaring. Jeg har fået vished om, at jeg er dygtig og kan udrette lidt (eller meget) af hvert, takket være tillidsfuld ledelse, gode kollegaer og vellykkede kundesamarbejder.

Men derudover har jeg tænkt en del over noget, én af mine dygtige kollegaer sagde, da hun havde fået nys om min opsigelse. Hun sagde, at det havde været så skønt at have mig som kollega, fordi jeg var ”et frisk pust og sådan lidt en fri fugl” og at det var inspirerende ift. at leve livet med intentionalitet og nærvær (min parafrasering!). Og det synes jeg næsten er en større kompliment, end al den faglige bekræftelse, jeg også har fået. Tænk at gøre en forskel på en arbejdsplads bare ved at være det menneske, man nu er. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan leve på en sten og ikke kan finde ud af at bruge en ægte voksenmånedsløn, og det gør også, at det er muligt for mig at leve uden indtægt det næste lange stykke tid. Jeg er en fri fugl. Og jeg har ikke mødt andet end støtte, når jeg har fortalt andre om, at jeg har sagt op til ledighed, heller ikke potentielle arbejdsgivere eller rekrutteringskonsulenter, og hvem jeg ellers har talt med om mit arbejdsliv de sidste par måneder.

Selv LinkedIn har nu en funktion, der hedder ”Karrierepause”, kan jeg se, hvor man kan angive, hvad man laver, når man ikke er i arbejde. I hjælpeteksten, står der: ”Erfaringer, der ikke er karrieredrevne, kan gøre folk til bedre kolleger, meningsdannere og ledere. Del de oplevelser, der gør dig unik.” Jeg har ikke læst hverken Maj My eller Kaares bøger, så jeg vil slet ikke gå ned ad det spor her… den større debat om menneskers værdi og samfundsansvar… men det er spørgsmål, jeg tænker meget over for tiden. Jeg bliver hjemme hos mig selv i stedet og vender tilbage til de kaffemøder, jeg har været til over de sidste par måneder: Når folk hører, jeg har sagt op til ledighed, siger de ofte, at det er modigt. Og ja, jeg betragter mig selv som modig – derfor skriver jeg også et sårbart opslag på LinkedIn – men hvad er det ved lige denne beslutning, der er farligt? Hvad er på spil? Hvad er risikoen?

Langt de fleste dage husker jeg, at jeg kan alt muligt vigtigt, at samfundet har brug for mig, og at jeg er langt fra færdig med lønarbejde, men at jeg også gerne må holde fri for egne penge (og dagpenge, ingen skam i dét!) og fordybe mig i mit kunstneriske virke og faglige skriverier uden profit. Andre dage (og nætter) kører tankerne i ring om spørgsmål såsom:

Får jeg nogensinde et job igen?

Hvor stort et hul kan jeg have i CV’et, før jeg ryger nederst i bunken af ansøgere til drømmejobs? Og hvad med generalistjobs? Et halvt år? Et år? Tre år?

Tæller det for en fremtidig arbejdsgiver, at jeg arbejder på egne projekter nu her, men uden at tjene penge på det, uden at få det udgivet på forlag eller udstillet? Eller tænker de, at økonomisk indtjening og officiel anerkendelse m.v. er garanten for, at det er relevant, vellykket og udviklende?

Bliver jeg selv dårligere til at være lønmodtager, hvis jeg holder pause i flere år?

Hvis der skulle være rekrutteringskonsulenter eller andre med ansættelseskompetencer eller lignende erfaringer, der er kommet så langt her i teksten, så kom endelig med jeres betragtninger! Der er ingen forkerte svar. Skal jeg være bange? Og hvor længe kan jeg holde pause, før det bliver decideret dumdristigt og ikke blot modigt? Jeg ved, det nok ikke er så simpelt endda, men alle input modtages med et åbent sind.

Nå. Tak for opmærksomheden. Nu tager jeg til Indien og får udvidet min horisont yderligere og beroliget mit nervesystem.

Tak igen til de bedste kolleger på Christianshavn – jeg inviterer mig selv til kaffe, når jeg er hjemme igen! Hav en rigtig god sæsonstart.

Mit år uden lønarbejde, dag -160

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 62

I nat sad jeg i timevis på LinkedIn og kiggede på andres flotte jobtitler og på jobopslag, hvor der altid var et enkelt krav, jeg ikke levede op til… Med tiltagende knugende fornemmelse i maven. Den er så besnærende, idéen om at en bestemt funktion, betegnelse eller organisation vil gøre mig glad og være lige dét, der gør, at jeg hver dag føler, jeg har en vigtig plads i verden og er til ægte nytte for andre. Mærker udfordring, mestring og får ros. Reelt ved jeg, at mange ikke trives eller har så spændende en arbejdsdag eller god en ledelse, som det ser ud til online. Men nogle dage længes jeg sådan efter at sætte min egen retningsløse søgen og mit normbrud på pause. Den lettelse fra grublerier, der ligger i at have en fast plads ved et skrivebord og at arbejde i en retning stukket ud af andre.

Men jeg ved, at det sjove, gode, produktive, meningsfulde ikke findes dér. For mig. Ikke på sigt. Og jeg har bevidst valgt det fra. Men det ligger meget til mig generelt, at jeg glemmer oplevet smerte og ubehag og primært husker det gode ved en situation eller periode. Det er en velsignelse og en filtrering, der sparer mig for en del drænende minder, men den fører også til at jeg ofte lader mig brænde alt for mange gange af de samme ting… Er meget dårlig til at lukke døre. Jeg har heldigvis mennesker og ord fra mig selv, der minder mig om, hvad jeg gør nu og hvorfor.

I dag er en ny dag.
Jeg har besluttet at dele mit forløb som nyligt selvvalgt ledig her. Dele lidt af mine myriader af visioner for mig selv og menneskeheden, og hvad jeg vil udrette og gennemleve det næste års tid… Dele den tvivl, der følger med normbrud og at stå af ræset. Men også al den værdi, det er muligt at proppe ind i sin tid, når man ikke bruger en tredjedel af døgnet foran en skærm på et storrumskontor på at tjene penge til en eller anden virksomheds eller organisations uendelige vækst eller effektivisering. Alle afvejningerne, forsøg på retfærdiggørelse af forskellige beskæftigelser af mindre økonomidrevet karakter, jagten på et liv drevet mere af håb end frygt.
Jeg vil se, hvad der sker, hvis jeg bliver ved.

Laaangsomt.

FORBRUGSDAGBOG – Januar

8. 441 kroner

Faste udgifter: 5.653
Mad/drikke/husholdning: 1.217
Alkohol/bar: 651
Mad ude/udefra: 497
Transport: 90
Kropspleje: 6
Tøj/sko: 130
Non profits/omfordeling: 120
Elektronik/software: 55
Gaver: 22

Det går stadig lidt trægt med at få forbruget ned til 7.000. Jeg er ret dårlig til kulde og vinter, så er mest forfalden til unødvendig selvforkælelse på denne tid. Har fx købt sushi og fastelavnsboller og været på bar for at drikke gode sure øl mere end én gang. Men var faktisk også dygtig og købte specialøl lidt billigere i en butik én gang, for at tage hjem til den ven, jeg plejer at gå ud med. Og så kan man både høre hinanden lidt bedre over musikken og vælge musikken, hæh. Win. Jeg plejer alligevel ikke at ænse særligt meget andet end vores samtaler. Det gør vi igen.
Men ellers er det mest de faste udgifter, kontingenter osv., som gør januar lidt stram.
Jeg købte to t-shirts efter lang overvejelse – jeg manglede nogle til at have inden under et kunstværk af en håndstrikket t-shirt med perler, som min søster har lavet, så den ikke skal vaskes så tit og forhåbentlig holder for evigt… Havde jeg været lidt mere i træning, havde jeg måske syet noget om, jeg havde i forvejen, eller sagt pyt til at krave eller ærme stikker lidt ud under den flotte. Men nu er jeg all set til de næste mange år uden kompromis med udseende eller kvalitet, og det kan også noget.
Ellers er der månedligt Office365, jeg har været i Ordrup og Tingbjerg med bus, jeg købte en spiselig værtindegave og donerede lidt til folk i Yemen.

Atomer

Jeg er et midlertidigt arrangement af atomer

Du skal søge flere jobs hver uge

Jeg er et mirakel

Kontakt dit jobcenter

Ikke bygget til at vare ved

Sæt ord på dine kompetencer

Jeg er et mirakel

Opdater din joblog med alle dine aktiviteter

Vi er stjernestøv

Du kan også overveje praktik

Vi vil lære at miste alt

Husk at udfylde dit ydelseskort

Vi er midlertidige arrangementer af atomer

Dag -171

Jeg er på dagpenge, så derfor søger jeg arbejde, selvom jeg ærlig talt ikke har hverken lyst eller behov for at finde noget lige nu. Jeg havde tænkt mig, jeg ville gøre det for at tage pulsen på arbejdsmarkedet, få opdateret mine selvsalgsmaterialer (bræklyd) og se, hvad der findes… og om jeg bliver kaldt til andre samtaler med min seneste erhvervserfaring, end jeg plejede.
Jeg er typen, som hverken A-kasse eller kommune har kunne sætte en finger på før: Jeg søger ualmindeligt bredt både mht. funktion og vidensfelt og har aldrig været overbevist om, at en AC-stilling ville være meget bedre for mig end alt muligt andet. Så jeg plejer på en måde at skyde ret lavt ift. mit uddannelsesniveau og med spredehagl. Fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg vil, eller ikke tror, der kommer noget ud af at gå efter det.
Men nu har jeg forsøgt at gøre det mere snævert. Og at skyde lidt over målet, men gå efter det, jeg brænder mest for. Så jeg søgte en stilling, der lød ret sjov og vigtig, og med en ret sej titel og en ret varieret funktion på en institution tæt på mit hjerte. Som jeg var overbevist om, at jeg ikke ville høre fra, fordi de lød til at lede efter en rigtig voksen evt. med større erfaring som selvstændige erhvervsdrivende eller underviser. Selvom jeg også kunne tænke nærmest alt, jeg har lavet, ind i den stilling.
Og så blev jeg sgu kaldt til samtale lige efter nytår. Og det var nok den rareste og sjoveste samtale, jeg har været til, selvom det også blev sagt nogle gange (på en mild måde), at intet på mit CV dokumenterede, at jeg ville kunne løse præcis de opgaver, men jeg var godt nok god til at rammesætte og formidle og “oversætte” mine kompetencer etc. Hvilket også var en relevant egenskab i den pågældende stilling.
Men pyh, så ville jeg skulle starte lige om lidt og det var fuld tid og føltes ret forpligtende og… Meget at forholde sig til lige pludselig. Men det blev så ikke mig (billede 3), men lød næsten til, at jeg var runner-up. Og jeg havde en god opfølgende samtale og fik en ny forbindelse på LinkedIn. Og.. var både skuffet og lettet.

Bagefter tænkte jeg længe… Hvad betyder titlen for mig? Hvor meget ville være reel glæde over arbejdet og hvor meget ville være glæde ved at kunne høste respekt på det overfladiske ved den? Og fred ved at tilhøre en kategori, en institution? Og er jeg egentlig sikker på, at jeg faktisk godt kan lide at lave det, jeg er god til indenfor lønarbejde (planlægning, procesoptimering, undervisning, formidling, innovation, koordinering, workshops, menneskekontakt, opsøgende erhvervskontakt, forskning etc.) eller er det måske noget, jeg har fundet på, at jeg kan, fordi det kan andre? Eller fordi jeg tror, det bliver forventet af mig, at jeg er driftig i den retning? Jeg ved det snart ikke længere. Det er godt nok svært for mig at skille ros og mestring fra den egentlige glæde ved selve arbejdet. Men det skal man måske heller ikke? I hvert fald øver jeg mig i at tænke, at man ikke behøver gøre noget, bare fordi man er god til det. Hvilket jo ellers langt hen ad vejen er det, man bliver skolet i, når man skal søge job. Det er ret banebrydende for mig at gøre op med det, og måske jeg så med tiden kan skille tingene lidt mere ad.
Et par dage senere ringede min tidligere leder og tilbød mig et sæsonjob, men jeg måtte meddele, at jeg skulle til Indien i februar. Hvilket er nemmere at sige, end at jeg overhovedet ikke savner det.
Og så blev jeg headhuntet af et rekrutteringsbureau og var til en virkeligt underlig samtale med en virkeligt underlig konsulent (og eerie overgearede mandagsvibes – se videoen). I sidste ende var jeg for erfaren og dygtig til noget, de kunne tilbyde mig. Sagde hun. Hvilket er en ret mærkelig fornemmelse. Jeg blev også konfronteret med, at jeg vil blive headhuntet af finansielle og administrative institutioner, hvis nogen, qua min erfaring, og det vil jeg jo netop ikke længere. Og det er hårdt at skulle sidde og forklare. At ja, jeg har gjort alt det her, og ja, jeg var dygtig og vellidt, og nej, jeg leder ikke efter noget, der ligner. For man bliver behandlet som om, man er faldet ned fra månen.
Alt i alt bruger man godt nok meget krudt på at være på dagpenge, og måske har jeg snart set det, jeg ville, og melder mig af igen. Men jeg har også en angst forbundet med ikke at ‘holde mig til ilden’ og være ‘i proces’ med at komme tilbage i arbejdet. Det er helt åndssvagt. Har brugt så lang tid på at drømme om friheden, og nu tør jeg ikke rigtig tage mig den alligevel.

Men så sender nogen mig beskeder (billede 1, 2, 4), som siger det hele. Om arbejde og at være. Og jeg deler dem, fordi det også gælder dig. Du har ret til at være her. Du gør noget godt ved bare at være til og stå af. Du ærer livet og dig selv og giver os andre så meget ved blot at forsøge på at skabe noget sandt og smukt.

Mit år uden lønarbejde, dag -174

Arbejdsløshedsekseperiment 1, dag 48

NOTE TO SELF:

Stop med at søge validering online,
hvis du vil kunne mærke din intuition

Dag -177 – NOGET OM UNIFORMER

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 45

Da jeg arbejdede på kontor som kundeansvarlig for en række konservative aktører i den finansielle sektor, drømte jeg om et liv, hvor jeg kunne se ud, som jeg ville, uden at det ville begrænse mit arbejde. Der var ikke nogen formel dresscode til daglig, men jeg stak ud med min næsepiercing, da jeg var kronraget, og når jeg gik i farverige nederdele og sweatre, og jeg tænkte en del over det. Ikke at have huller i tøjet, ikke at gå i shorts, at huske at stryge mine skjorter etc. At have nogle nemme, pæne, neutrale sæt klar til pludselige møder, altid. Det var lidt en udklædning.

Jeg mødte egentlig en ret rummelig kultur, da det kom til stykket. Jeg havde en chef, der med en halv times varsel satte mig på et møde med den måske største, måske mest konservative kunde, da jeg var helt ny i job, en dag, hvor jeg havde en lang glimmerkjole i 70’er snit og beskidte sneakers på. Og det lod til, at alle på det møde primært tog notits af mit faglige, tekniske input. Så var jeg ligesom i gang, og en del af min usikkerhed på, om jeg virkede til at høre til, kom helt sikkert fra mig selv.

Men jeg mødte også en attitude fra mange andre i løbet af mit arbejdsliv, hvor det at være relativt ung og kvinde var tilstrækkelig udfordring ift. at blive taget seriøst for min viden og ekspertise, og hvor min piercing, frisure eller tøjstil ikke just hjalp, hvis ikke jeg holdt det i skak. Så jeg tonede det ned ofte, og prøvede grænser af til andre tider. En slags vekselvirkning efter humør og niveau af fandenivoldskhed. Men det var en ting, hele tiden, en kultiveret bevidsthed, en begrænsning af mit udtryk. En balancegang og en form for spil omkring at være velforberedt og præsentabel. Hvis jeg fejlede på begge parametre, var jeg ude. Jeg skulle ligesom kompensere ved at være ekstra dygtig, følte jeg.

Og samtidig hyggede jeg mig med det. At være lidt på tværs. Vi var nemme at finde i den store kantine, blot fordi jeg havde en lysegrøn trøje, min kollega havde en orange, og min chef havde en varm gul skjorte. Det siger en del om branchen. Og det var en ret vigtig erfaring og oplevelse, jeg tager mig med mig. Hvordan jeg, både af udseende og de ting, jeg fik sagt, blev gradvist mere mig selv, når jeg var på arbejde. Og blev taget alvorligt stadig, for min dygtighed. Mine egne fordomme blev også udfordret.

Men det var kalkuleret. Og det var stadig begrænsende.

Jeg elsker at lege med udtryk. Jeg elsker at klæde mig på i tøj, der nærmest er kunstværker. Jeg elsker også at lappe ting igen og igen og slide dem op. Jeg elsker at være ligeglad, jeg elsker at føle mig godt tilpas fysisk, og jeg elsker at udsmykke mig. Nu kan jeg gøre lige, hvad jeg vil.
Jeg elsker at gå i leggins, joggingbukser og t-shirts med upassende bandnavne. Jeg elsker at forundre, sprænge rammen, udtrykke humor og kreativitet i, hvordan jeg ser ud. Jeg elsker at tage det mindre alvorligt.

Og jeg elsker, at min faglige autoritet hænger sammen med det nu. At det hele er mig. At hvordan jeg ser ud ikke modarbejder og forstyrrer, fordi jeg er the odd one out på et kontor. Nu er jeg bare. Hele mig. Med mit åndssvagt lange lyserøde hår. Med blomster, perler, dyster albumart. Uden linninger, der strammer. Med krøllede kraver, afskallet neglelak, hullede nylonstrømper, termobukser, nattøj hele dagen eller pailletter på en mandag. Efter mit eget humør.
Og jeg føler mig lige så professionel og kompetent som altid. Og lidt som kunst. Fri.

Det er de små ting, der gør’ed, nogle gange. Ved det her liv uden lønarbejde.

Eksistens

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Du holder mig på jorden
Giver mening
Dulmer skammen over ikke at skabe mere
Røre mere
Tjene penge
Ændre alles liv
Redde verden
Når du er der
Er jeg her
I ro
I komfort
I legitim væren uden fremtidsmål

Men den kommer tilbage
Skammen over kreativ stilstand
Mindreværet
Screaming into the void
Jagten på likes
Fordi de indikerer hvad?
Eksistensberettigelse?

Måske eksisterer jeg bare for dig
Det er nok
Når du ser mig
Men du ser mig også, når jeg ikke prøver så hårdt
Så hvorfor prøver jeg så hårdt?


Dag -179 – NOGET OM FOLKEDRAB

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 43

Er der andre end mig, der struggler med deres work – genocide balance?

Jeg er åbenlyst shadow-banned på alle mine Instagram-profiler, efter at jeg har delt information om Palæstina (som jeg har fact-tjekket med anerkendte og presseetisk velovervejede internationale medier og institutioner, og udvalgt med afsæt i min omfattende akademiske skoling i bl.a. den sociokulturelle side af magt, konflikt (og folkedrab specifikt), voldsnarrativer og repræsentation), og jeg bliver simpelthen så vred og frustreret.

Men går mest bare i stå.

Hvad skal vi gøre? Hvorfor sidder Meta på kontrollen med alt det, vi vil dele med hinanden i de her mange gode værdifællesskaber? Hvordan kan de slippe af sted med at lade som om, de er neutrale? Hvor skal vi gå hen?

Min skaberkraft og kreativitet er død, og jeg føler mig så utilstrækkelig ift. at stille noget op for verdens udsatte.
Det er en ringe trøst, men en trøst, at jeg i det mindste ikke behøver møde op på en arbejdsplads, hvor man lader som om, der intet ekstremt foregår, som vi som nation har en andel i.

Mit år uden lønarbejde, dag -181

NOTE TO SELF

Hvis du har fået nogen til at føle sig set, værdsat, rummet, tryg, støttet eller som en del af noget socialt i dag, så har du gjort mere godt for menneskeheden end de fleste.

Hvis ikke du har, så kan du stadig nå at sende en besked afsted til nogen.

Det kræver så lidt at ændre nogens dag.

Og vi trænger så meget, mange af os, til social forankring og anerkendelse for bare at være os og forblive bløde i denne her verden.

Håb for 2024

Håber på mere kunst og aktivisme.
Ny social- og udenrigspolitik.
Tid til fordybelse og fjumren.
Ny forelskelse. Flere ord.
Mere moss woman, mindre boss woman.
Fred. Retfærdighed. Kollektivisme.
At følge solens gang.

FORBRUGSDAGBOG – DECEMBER

December var min første måned uden almindelig lønindtægt og derfor også den måned, jeg satte mig for at danne mig det fulde overblik over, hvor mine penge ryger hen. Selvom jeg stadig levede mere som en studerende på SU end en voksen med en pæn månedsløn, vidste jeg, at mit forbrug var steget en del over de sidste par år, men ikke hvor meget.
Jeg har et mål om at leve for ca. 7000 kroner per måned, men det blev tydeligt, at det er for svært på den helt korte bane. Det er heller ikke strengt nødvendigt, men det vil være et fornuftigt og realistisk niveau med mine nuværende faste udgifter, synes jeg. Jeg slår ikke mig selv i hovedet med, at det kræver lidt tilvænning, især her i juletiden.

Madposten er atypisk lav, fordi jeg ikke har været så meget hjemme at spise, til gengæld er restaurant og transport end del højere, end normalt.
De voksne i min familie køber stort set ikke julegaver til hinanden. Vi bestræber os på hjemmelavede ting, kvalitetstid og genbrug til børnene.

Jeg lavede til gengæld en pakkekalender til min kæreste – men stort set kun med ting, jeg vidste, han trængte til (der var fx fem pakker papirlommetørklæder pakket sirligt ind enkeltvis, læbepomade til de frosttørre læber, tebreve og et lille udvalg af hans yndlingsjuleslik – lavt budget og høj omtanke, haha). Og så havde jeg skrevet en lille note til hver dag, om noget, jeg godt kan lide ved ham, hvilket klart var den største gave, hvis man spørger ham… Fra konkrete og lidt overfladiske småting, til berigelser ved hans væremåde på den helt store klinge.

Af atypiske udgifter var der årlig fornyelse af SSL-certifikat til min egen hjemmeside (altid lidt avs), et tastatur og en trådløs mus i julegave til mig selv og en lyskæde. Hvilket er cirka tre flere genstande, end jeg plejer at købe til mig selv på en måned… Men gode ting, der gør mig glad og mit arbejde nemmere og hyggeligere. ✳


Kontrakten

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Tænk, hvis alt går godt.
Hvis fascismen slukkes.
Hvis jeg finder et job, når jeg skal bruge det.
Hvis du går i terapi og kommer tilbage.
Hvis det bliver forår igen snart.
Hvis vi havde luft og rum til at følge solen.
Hvis jeg var fri.
Hvis samfundskontrakten allerede var opsagt.

Ligesom at gå fra et job, når opgaverne ændrer sig, men vilkår og løn ikke gør. Fordi man ved, hvad man er værd.
Hej hej, Mette og Kaare, jeg kan finde bedre brug af mit liv og mine evner. Jeres goder er ikke tilstrækkelige til at kompensere for det overskud, I tager fra mig, og den meningsløshed, jeg føler i mit arbejde. Og derudover kan jeg ikke længere identificere mig med denne virksomheds prioriteter. I passer ikke på den ulykkelige, stressede, angste næste generation, på planeten eller på verdens mest udsatte. I lytter ikke til mig, selvom jeg er kompetent. Så nu går jeg.

Det er faktisk mit liv. Og vi vil ikke det samme. Men lad os bare holde kontakten på LinkedIn. Jeg skal nok være der, hvis nu i opretter en stilling, hvor løn, fryns og arbejdspres er i balance, sætter oprigtigt fokus på medarbejdertrivsel og dropper CEO’ens lønforhøjelse til gengæld for et lille løft af alle os på gulvet. Og nej, skamros og flotte firmajulegaver kan ikke længere gøre det, vi ved godt, at det er et billigt forsøg på at få os til at glemme vilkårene, for vi kan godt regne. Farvel.


Mit år uden lønarbejde, dag -195

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 27

NOGET OM PENGE

2024 bliver uden lønjob. Det har jeg i hvert fald råd til.

Men det er ikke uden tankemylder og hele dage, der går med hvad nu hvis
Hvad nu hvis jeg ikke kan få et job igen, når jeg vil. Og jeg ender på gaden. Og jeg ikke kan stifte familie, men gerne vil. Eller fortryder, når jeg bliver gammel, at jeg ikke ejer et hus eller en større pensionsopsparing. Og og og. Det hjælper at skrive det ud. Hvad nu hvis… Jeg ikke har ret til det her. Hvad nu hvis, det ender galt. Men nu prøver jeg at stoppe op og tænke over alternative tilgange til ressourcer. Meget af faren er heldigvis fortsat forestillet, her på den heldige inderside af de danske grænser. Heldigvis passer vi nogenlunde på hinanden endnu, selvom flere mennesker falder igennem og uligheden er stigende.

Jeg synes, vi snakker for lidt om penge. Og for stolt eller skamfuldt. Det er komplekst, det er uretfærdigt, det er kollektivt, det er konstrueret abstraktion. Og vi tror, det er individuelt og tys tys. Det kommer kun de rigeste til gode, at vi ikke tør snakke om det, være sociale omkring det, tale om retfærdig fordeling af de reelle ressourcer.

Jeg vil forsøge at vise mit budget og mine udgifter og friheden, når det virker oplagt, men jeg ved ikke rigtig i hvilket format. Jeg vil tage aktive valg og opfordre andre til at gøre det samme.
Lad os se, om friheden er den begrænsede økonomi værd. Jeg tror det.

Efter at jeg har taget det her skridt om at prøve et liv uden indtjening, leder jeg hele tiden efter pejlemærker ift. praksisser omkring økonomi. Alternative praksisser. Jeg mangler overhovedet ikke penge nu og behøver ikke tænke over det de næste mange år, hvad angår mine private udgifter, men det fylder så meget kollektivt. Og alligevel så lidt. Kun bag lukket dør.

Jeg har brugt min første ledige måned på at (gen)læse Ringenes Herre og Discworld og andet af den slags. Med eventyr og skæve eksistenser, der lever i en form for lejlighedsvis ressourceknaphed med tilfældigheder, vi sjældent oplever. Og jeg tager mig selv i altid at tænke på pengene. Hvor får de deres guldmønter fra, når de lejer sig ind på en kro eller køber et krus øl? Hvordan genetablerer de en økonomisk hverdag igen efter endt quest? Hvis jeg selv tog på tur alene, ville jeg så blive begavet i samme omfang, finde kost og logi og udstyr alle steder uden problemer, fordi jeg blev taget ind af ligesindede eller folk, der anerkendte mit behov og min mission, hvad end den nu var? Det er så befriende, at penge ikke er en faktor for hovedpersonerne i de verdener. Men der er jo økonomi. Ressourcer, behov, transaktioner. Jeg gad godt læse en version, hvor den slags overvejelser og bekymringer var ekspliciteret i højere grad. Måske fordi jeg leder efter en mere virkelighedsnær legitimering af selv at leve sådan – fra dag til dag, opgave til opgave, og stole på, at det løser sig. At man kan bytte sig til fornødenheder for hvad end man nu selv kan bidrage med. Uden at være styret af abstrakte sorte og røde tal.

Penge fylder så lidt i mit praktiske liv og alligevel så meget i mine tanker. Måske fordi det bare ikke er faldet på plads for mig endnu. Jeg forstår ikke logikkerne, det er så abstrakt og absurd, den form for økonomi, som vores samfund er bygget op om. Og det er altså ikke fordi, jeg ikke er matematisk begavet. Jeg er ikke i stand til at følge logikker i surplus bullshit. Uendelig vækst i en begrænset fysisk virkelighed. Der er måske ingen mening at finde.
Jeg har altid haft penge, når jeg skulle bruge dem. Jeg kan tilpasse mit forbrug til det, jeg har, i en ret unik grad. Og alligevel tænker jeg altid på det. Økonomien i alting. Økonomien i religion. Økonomien i aktivisme, i politik, i kunst, i nærvær, i migration. I turisme, fællesskab, ord, liv.

Og jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan indtægten så ud for dem, jeg set op til. Kunstnere, kreative og dem, der bruger det meste af deres tid på at kæmpe for en politisk sag uden at være levebrødspolitikere. Hvordan gør man? Hvornår er det OK og godt nok, det man gør? Hvorfor snakker vi ikke mere om vores sidegig som pædagogmedhjælper eller opvasker eller om, hvad man siger til sagsbehandleren på jobcenteret? Om hvordan man balancerer alle de ting, der trækker? Hvordan de færreste kan tjene penge på det her, som vi samtidig har brug for som menneskehed? Så meget brug for. Inspirationen, påmindelsen om at livet ikke bare skal overstås, overleves. Vi har råd som samfund. Hvordan får vi råd som individer?


Mit år uden lønarbejde, dag -200

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 22

Vrede jul

Vrede jul, afmagtsjul
(Militær)aftaler brygges i skjul
Hvor vi glædes af USA
Biden er sguda også en knag
/: Lovløst i Brugsen de gå :/

Mette i Dubai, stort ståhej
Stormen Pia er på vej
Hid vi flyver på chartertur
Drinks og pool, det er noget der dur
/: COP28 var fedt :/

Fiskedød, mere kød
PFAS ud i vandløb flød
Turbokylling og trawl skal vi få
Himlen er jo stadig blå
/: Med lidt drivhuseffekt :/

Blod på jord, barnemord
Statsracisme blandt os bor
Israel bringe til store og små
Luftangreb dagligt på må og få
/: De forsvarer sig selv :/

Mit år uden lønarbejde, dag -208

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 14

NOGET OM SAMMENLIGNING

Jeg er i perioder helt besat af at kigge på andres CV’er. Jeg slår gamle studiekammerater og kollegaer og frivilligledere op for at se, hvad de laver nu… I håb om, at de ikke laver noget. Eller i hvert fald ikke noget, der giver prestige på LinkedIn. I håb om, at jeg ikke afviger for meget, eller at jeg ikke er alene om ikke rigtig at have lyst til noget, der ser smart ud i den verden. For at legitimere mig selv gennem sammenligning.

Engang i mellem finder jeg én, som jeg altid har haft et godt indtryk af, både fagligt og personligt, som har store huller i sin jobtidslinje. Og det gør mig varm inden i. Det er ikke den smålige tilfredsstillelse, som jeg somme tider frygter, at jeg rummer, over at føle mig bedre end andre, at føle sig på sikker grund, fordi man adskiller sig positivt fra andre, man deler træk med. Det er genkendelse. Det er en følelse af netop ikke at være alene, men del af en gruppe. En afstivning via beundring: Det dér gode menneske har simpelthen (af ukendte årsager) valgt, at det skal se sådan dér ud, det CV. Ved ikke at opdatere listen, ved ikke at tage jobs, der ikke lever op til deres kompetencer, ønsker og selvforståelse, ved ikke at skrive irrelevant indtjening på, ved lang barsel eller måske ved sort, tilfældigt uheld eller andre personlige ting, der har tvunget en pause igennem.
Jeg kan ikke vide, hvad årsagen er, når jeg bare sidder og lurer, men det, jeg vælger at se, er: Der er nogen, der også nægter at have travlt, er stået af på idéen om altid at være i gang, været netværksforbundet, være stræbsom og karriereagtigt på den måde, der passer ind i den skabelon.
Og somme tider har de så efter tre år fundet en AC-stilling, som lyder rar uden at være prangende. Og det virker beroligende på mig. Det findes. Det er muligt at komme tilbage. Der findes arbejdsgivere, som kan se mere end kvantificérbare resultater på LinkedIn. Arbejdsgivere, som godt tør ansætte os, der ikke lever og ånder for lønarbejde. Det er seriøst så meget mere inspirerende for mig, end dem med den knivskarpe, målrettede profiltekst og en lang liste af jobs med højt ansvar i styrelser og konsulentbureauer.

Når jeg skriver det ud sådan her, er det så tydeligt for mig, hvem jeg er, og hvem jeg tror, jeg skal være for dem, der kigger på mig. Og at jeg nogle gange glemmer det første, når jeg scroller. Ret tit faktisk.

I andre perioder kigger jeg på kendte menneskers alder, da de ‘brød igennem’. Jeg har brug for at se the late bloomers. Jeg ville ønske, jeg kunne se, om de havde været på kontanthjælp, da de skrev deres første bog eller lavede deres første udstilling. Hvor stor gæld, de har. Om de ligger vågen om natten med meget jordnære økonomiske bekymringer.

Men i hvert fald er der mange smukke mennesker, som har taget sig god tid til at nå derhen, hvor de har etableret en proces og nogle evner og en selvtillid, der gør dem frie til at arbejde med fokus og inspiration. Og jeg sluger det grådigt. Mens jeg ser tiden gå helt umærkeligt. Og hvad så, hvis jeg først bliver læst, udstillet eller lyttet til, når jeg er 70 år gammel? Hvorfor skal det være lige nu? Hvad har tiden og effektiviteten med nogets værdi at gøre overhovedet?

Mit år uden lønarbejde, dag -212

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 10

Ligegyldigt hvem vi er, så er relationerne vigtigst at the end of the day.
Min kæreste har brudt kontakten. Det er min superkraft at se muligheder i mørket. Han har givet mig ro til at sørge og knokle. Men jeg har aldrig været den type, der bliver kreativt produktiv af sorg. Jeg går i stå. Så nu føles det hele lidt tomt, også friheden.

En hårdere tilkæmpet superkraft er, at jeg bygger nære relationer, der holder, når andre brister. Jeg har lært på den hårde måde, at det er vigtigt. Ikke at fokusere for meget på én person. Tit forstår jeg ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene de gode mennesker, der passer på mig og opmuntrer mig. Men jeg har tillid til deres dømmekraft, så et eller andet må der være.

And so it goes.



A laver perfekte gin/tonics til os. Med citronsaft fra en frugt af plastik og lime i skiver. Store stykker is i krystalglas. Ikke det dér pjat med peber og agurk. Vi griner. Vi er alvorlige og vrede. Vi græder ikke. Vi ser Matador med et halvt øje. Den er også fyldt med idioter.
Hun kommer forbi med marcipanbrød, sojakakao, klementiner og røde kinder dagen efter.
Jeg sender hende et Audre Lorde citat om kvinders omsorg for hinanden og det revolutionerende potentiale deri.

Jeg skal nok blive ok.

Mit år uden lønarbejde, dag -217

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 5

Hvorfor blev jeg ikke byplanlægger, sygeplejerske, ingeniør?

Hvorfor tilkæmpe sig ekspertise i dette ørkesløse arbejde på at udrede tråde, redde verden, forstå nuancerne, udfordre magten, skabe mulighedsrum for de uhørte?

Der ender med apati.

Husk hvorfor

NOTE TO SELF – MENINGEN MED DIN PRAKSIS (ELLER LIVET)

Jeg er typen, der har mange forskellige projekter og interesser. Måske også talenter, men ikke meget fokus. Jeg kan blive overvældet af mængden. Jeg har ikke noget klart ‘brand’ som kunstner, for jeg keder mig over repetition.

Mit år uden lønarbejde handler, udover hvile og nuet, i høj grad om mine kreative ambitioner. Om en drøm om fordybelse. En drøm om at rykke på evighedsskuffeprojekter. Men det at kunne vie mig hundrede procent til kreative praksisser nu er også forbundet med præstationsangst. Nu er der ingen undskyldning for ikke at ‘levere’.

Samtidig har jeg på IG bevæget mig ind i en sfære af selvstændige og kreative. Af mennesker, som ønsker at leve af deres passion. Jeg bliver usikker af andres klare ambitioner. Der er en spænding i mig omkring det med at kapitalisere på kunst, for ja, det er arbejde og det er værdifuldt, men samtidig får den tankegang mig til nogen gange at fare vild i spørgsmål om popularitet, konkurrence, efterspørgsel og marketing og det er IKKE det, jeg drømmer om. Og det gør mig somme tider helt usikker på mit formål. Og demotiveret. 

Så jeg har lavet en huskeliste, som minder mig om, hvad der er det centrale ved det her eksperiment og de ting, jeg arbejder på. Det centrale ved MIN kunstneriske praksis og de her delinger. Så det forbliver mit eget.

Udover de nævnte aktiviteter, fylder mine sociale relationer jo meget. Og hvile. Og passiv, mindre egodrevet væren i verden. Jeg øver mig på den. Men jeg er måske også ved at finde mig til rette med, at min personlighed simpelthen har brug for projekter og mål, og at det er ok.



I kursiv: Ting der leder til profit/karriere – begræns det fokus

Skrivning:
• flow, nydelse, sjov
• forbindelse, reflektion, samfundskritik, kollektivitet, lindring, genkendelse
• anerkendelse/begejstring for dygtighed og umage, sprog, æstetik
klistermærker, bogudgivelse, lave ballade på LinkedIn
knytte an til at snakke og mene noget om noget (foredrag, debat, podcasts)
• knytte an til at skrive for andre, leve af at komponere/redigere tekster

Fagligt akademisk arbejde:
• flow, mestring, præcision, følelse af accomplishment
• bruge opbygget viden aktivt – og dele den
• bruge opbyggede kompetencer aktivt
knytte an til vigtigt fagligt frivilligt arbejde
• bidrage til verden med: refleksion, nuancerer, kontradiskurs, forståelse, forandring, værdibevidsthed, magtbevidsthed, bedre beslutningsgrundlag
knytte an til lønnet arbejde
knytte an til foredrag, debat, podcasts, anvende ekspertise i praksis

Nørkleri:
• nydelse, fordybelse, sensualitet, fantasi/hittepåsomhed
• fysisk forankring i verden
• genbrugs lyksaligheder, nøjsomhed, maksimal udnyttelse af minimale ressourcer
• købestopsfællesskab, opgør med konsumption
• langsomhed, langsomhedsfællesskab, væren
• longevity af ting, fornyelse
• at være kunst, at lave kunst, at leve med kunst
• hyldest til livet, materialiteten, mulighederne – rituel taknemmelighed for eksistens
salg (kurve og æsker, installationer/lir, smykker, hækling, broderi on demand, upcycling)

Billedkunst:
• fordybelse, leg, færdigheder/mestring
• fantasi, æstetik, farver, at skabe ud af intet
• langsomhed, langsomhedsfællesskab
• illustrationer til mine egne ord
• salg (skitser/personlige illustrationer on demand, artwork til musik, print i begrænset oplag, PDF’er, fysiske originaler)

Fotografi:
• nydelse af verden, æstetik, dokumentation af oplevelser og væren, genkaldelse af steder og stemninger
• se det, andre ikke ser – inspirere andre til at se, dvæle
• fordybelsesfællesskab med andre, der ser og foreviger
• lege med beskæring og digital efterbehandling, fordi det er rart
• salg (print), måske udstille – lave serier/værker

Sang:
• historiefortælling, følelsesarbejde
• umiddelbarhed, sensualitet, sårbarhed, humor, varme – at røre
• skills, øve på at øve, gentagelser
• leg med ord i et andet format, leg med melodi, skabe ud af ingenting
• meditative studier af eksistens, improvisation, fysisk velvære, løsne op, klangmirakler
• en genvej til fuldspektrede følelser i andre, som om det har flere dimensioner end andre udtryksformer

Dagligliv:
• nøjsomhed for mig selv, friheden og økosystemerne
• at være kunst – alt kan være en hyldest til tilværelsen
• at have det sjovt – tag det hele lidt mindre alvorligt
• æstetik, hygge, se sæsonerne skifte udenfor, mærke efter, nyde
• minimalisme, getting shit done, dele metoder og idéer til intentionalitet og kontinuitet

Energistjælere – hvad kan jeg gøre:
• algoritmer – ignorer dem
• konflikter, svære relationer, social uklarhed – giv slip
• dum krop, lav energi, dårlig fordøjelse – husk HUSK, stræk, dans, gå, træk vejret, måske give en ny læge en chance for at hjælpe
• tvivl – læs det her, sæt tempoet ned, gå udenfor, læs samfundskritik, husk at alle andre ikke er gladere eller friere og at der kommer bedre dage

Mit år uden lønarbejde, dag -283

Jeg læser Audre Lorde. Hun giver mig nye ord og koncepter til at indkredse kunstens væsen. Vigtigheden i de her eksperimenter. I poesien, i relationer, i erotikken. Vigtigheden i at finde et sprog for følelser, for urimelighed, for måden vi rammer verden på og verden rammer os på.
Det er så nemt for mange af os at følge rutinen. At stå tidligt op, glæde os til kaffepausen, svare på mails, være til møder, skrive regninger, gå hjem fra arbejde som en zombie, mens dagslyset endnu engang er forsvundet, lave mad med minimalt overskud og nydelse, se TV, der ikke udfordrer os, gå i seng.
Det er så nemt at tro på, at det vi har sprog eller, endnu bedre, tal for er det vigtigste. Det vi taler op, det vi synliggør.
Det er så nemt at tro, at kuntsnerisk skabelse er useriøst og mindre vigtigt end en KPI eller en graf. Men hvorfor har vi bildt os ind, at vores følelsesliv ikke er vigtigt? At dybe oplevelser og samhørighed er sekundært?
Åh, jeg glæder mig til at lege mere. Og se det som en vigtig revolutionær handling. Jeg stemmer med min tid på et samfund med mere sensibilitet, mindre samlebånd.
Nogen vinder et meningsløst spil på at overskygge vores følelser med kulde og kalde det fornuftigt.

Berettiget

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Halldóra sagde, at det havde været så skønt at have mig der, i afdelingen, ved naboskrivebordet
Fordi jeg var en fri fugl
Et friskt pust
Og jeg havde lovet mig selv ikke at græde
Ikke at rødme, ikke at diskutere, ikke at blive sur, ikke at blive overtalt, ikke at græde
Da vi fortalte de andre om min opsigelse

Men lige dér var min eksistens berettiget ved det arbejde, jeg ikke udfører
Fremfor det, jeg udfører
Og mine øjne løb over, så jeg måtte trække mig ud på toilettet

I har brug for mig
Diogenes, poeten, samfundsrevseren, næsepiercingen, det farvestrålende tøj, karseklipningen,
kaldet fra sensommeren udenfor glasklokken, som jeg bruger på at holde fri for egen regning

Jeg har haft betydning på den arbejdsplads
Ikke ved, hvor godt jeg passede ind
Men ved, hvor søgt, det var
Og det elsker jeg
Ved den arbejdsplads
Lad mig inspirere en drøm, et liv, en pause, før det er for sent

Hun siger halvt i spøg
At hun kan hyre mig til at komme og hjælpe med budgettet
Så hun kan gå mere ned i tid
Der er vigtigere ting i livet
Hun kan ikke mere
Og jeg forstår

Føler mig mere håbefuld og dygtig
End nogen studievejleder nogensinde har fået mig til
Selvom jeg plejede at være såkaldt fagligt stærk

Indkøbskurv