Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 98

En introduktion af en art

I efteråret sagde jeg mit job op uden at have et andet på hånden eller nogen ambition om at finde et lønjob igen foreløbigt. Nu har jeg været fri i tre måneder. Jeg er måske et lidt atypisk tilfælde på mange sociale kanaler, der beskæftiger sig med økonomisk uafhængighed og minimalisme, idet jeg kun er 34 og bor alene. Jeg har altså kun ansvar for mig selv, men er samtidig på ingen måde økonomisk uafhængig resten af livet, og jeg ved, at jeg må sadle om igen engang. Men jeg har altid holdt mit forbrug lavt og været heldig med min boligsituation. Derfor har jeg nu en opsparing på 300.000 og har besluttet at stoppe helt op i mit lønarbejdsliv og rekalibrere, selvom det er forbundet med en del ængstelighed. Jeg vil leve det meningsfulde liv nu, ikke om yderligere tredive år på arbejdsmarkedet. (Der findes helt sikkert lønjobs, der kunne være meningsfulde for mig – men der er rift om dem, og det er en historie til en anden gang).

Jeg skriver ’lønarbejde’, fordi jeg sådan set arbejder ret meget… På kunst, på tekster, på fællesskaber, på musik, på at genanvende og reparere… Jeg vil bare gøre mig fri af tanken om, at det kun er noget værd, hvis man tjener penge på det.

Jeg fik min kandidatgrad i slutningen af 2018 og kom ud med en studiegæld på omkring 100.000, der især blev stiftet, fordi jeg brød med ham, jeg havde boet sammen med, og måtte betale dobbelt husleje, mens jeg skrev mit speciale og samtidig løb tør for SU. Jeg flyttede til en noget dyrere bolig efter endt uddannelse, men formåede stadig at betale gælden ud i løbet af et år med projektansættelser og dagpenge. Og siden da har jeg sparet op, ikke specielt bevidst, men ved simpelthen stadig bare at have en livsstil, som minder mere om en studerende end et voksent karrieremenneske med en flot titel og stort ansvar. Jeg har ingen fast ejendom, men har ikke savnet noget. Tværtimod har verdens tilstand og min personlige modenhed fået mig til at lave færre (hvis ikke ingen) impulskøb, end jeg gjorde som studerende, og min lokale genbrugsstation er leveringsdygtig i lidt af hvert (jeg samler bl.a. bøger på en lidt maksimalistisk måde, hehe) + jeg har lært, hvad jeg faktisk kan lide udi husholdning, selvpleje osv., så de udgifter er forudsigelige og uden spild.

Af forskellige årsager var det tid til at tage afsked med den arbejdsplads, jeg har haft min gang på on/off de sidste fem år, og så slog det mig, at jeg jo faktisk ikke behøver et nyt lønjob. Som mit budget er nu, lever jeg for ca. 8000-8500 om måneden (meget heldig med huslejen, I know), og hvis jeg får det ned på syv, kan jeg leve af min opsparing i tre år plus det løse. Men jeg føler mig så presset til at skulle skynde mig at ”gøre karriere” og løbe afsted, så jeg knapt kan nå at tænke over retningen. Jeg har en grundangst for, at jeg aldrig kan blive lønmodtager igen, hvis jeg tager en længere pause nu, selvom jeg ved, at jeg faktisk er ret dygtig til mange ting, som der er brug for i samfundet. Det er måske en irrationel frygt, men stressen er present, her tre måneder inde i ledigheden, og den dominerende politiske diskurs siger jo, at jeg ikke må holde en lang pause, og at det er mit eget ansvar altid at have en plan A, B og C. Derudover er jeg humanist, og derfor ofte udskældt for at have for fluffy og bløde kompetencer, og jeg skal for det meste selv forklare en arbejdsgiver, hvad jeg kan, og definere min egen vej.

En ting, jeg ved fra mine studier, er at vi er sociale væsner. Og de fleste bliver trygge af at befinde sig i fællesskaber med lignende normer. Vi har brug for at spejle os. Og bare det at se et par ærlige eksempler på alternativer gør os bedre til at navigere. Derfor vil jeg også forsøge at dele lidt ud her på UANSET og på Instagram af det hele – det gode, det svære samt de praktiske ting ift. økonomi og livsstil. F**k det dér med, at det skal se let, nydelses- og meningsfuldt ud altid at lave normbrud, fordybe sig, måske starte egen forretning eller melde sig ud… Jeg synes, det er svært mentalt, især uden flere at spejle sig i. Der er bekymringer, grublen, reovervejelser. Og samtidig håber jeg, at jeg finder mere ro og konstruktive erfaringer løbende, og glæder mig så meget til at være udenfor i flere af de lyse timer til sommer i stedet for at sidde på et kontor. Hvis du er nysgerrig, er du velkommen til at spørge ind til noget og/eller følge med her eller på @noejsomt, der ligeså stille er ved at tage form af interessefællesskab og legeplads.

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 93

Jeg har haft mange idéer om, hvad denne her side skulle kunne og indeholde. Afløb for stress og frustrationer og ensomhed og usikkerheden ved at gøre noget andet, end de fleste, ved at sige op til ledighed uden at skynde mig med at finde et nyt job. Gå op imod diskurserne om produktivitet og samfundsøkonomi over -økologi. Skabe et fællesskab, spejling, lade andre lære af mine erfaringer og strategier. Dele glæden ved alle de små ting, mulighederne, et roligt nervesystem. Men jeg ramte en mur. Og har været alt andet end rolig de tre måneder, der er gået siden min sidste arbejdsdag.

Et par dage efter, jeg blev ledig, gik mit parhold i stykker. Eller. Min kæreste gik i stykker. Og samtidig rasede folkemord på alle kanaler og i mit hjerte og kastede på bålet af min i forvejen udfordrede tryghed i verden og min spirende vrede på de magtfulde.
Jeg blev apatisk. Gik helt i stå. Alt, hvad jeg havde forestillet mig, jeg ville have af energi på friheden og på min nye start og mine kreative projekter, var helt dødt. Og det er stadig lidt en daglig udfordring at finde nogen som helst mening i, hvad jeg selv kan udrette som individ, når verden ser ud, som den gør, og når jeg får ti SMS’er om dagen, om at der er nyt fra kommunen i e-boks, fordi jeg betragtes som en byrde i strukturen… Men samtidig giver det en vis frihed. Min individuelle stress og dårlige samvittighed opløses i intensiteten af det kollektive shitshow.

Og jeg fandt små ting, jeg kunne overkomme. Jeg sov, læste, så min familie. Jeg lappede mine jeans. Mens vinteren gik, og gik på held. Med små sting i hånden, langsomt og nærværende. Vi gør det samme med forholdet, min kæreste gør det samme med sig selv. Tempo er så afgørende for os, som sensitive og sentimentale individer, der ikke kan finde ud af at gøre noget halvhjertet, altid giver alt eller intet, tager alt eller intet. Ting tager tid. Vi øver os sammen, og rammes samtidig jævnligt af mindreværd over måske bare ikke at være gearet til denne højoktan verden. Jeg ved, der er mange andre, der rammer den mur. Men jeg mangler også stadig alternativer at stræbe efter. Mantraer, der er stærkere end det allestedsnærværende om vækst og konkurrence.
Hver morgen siger jeg følgende til mig selv, og håber, det vokser sig større i mig end ængsteligheden:

Jeg er kunstner
Jeg skaber
Jeg leger
Jeg inspirerer
Jeg er rig
Jeg er fri

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 85

For en lille uge siden kom jeg hjem fra Indien. Det føles som en evighed. Og hvis der er noget, langsomheden og ledigheden kan understrege, så er det, at tid ikke er lineær. Den strækker sig, når man sænker tempoet, og den skrumper, når man fylder dagene ud fra ende til anden. Eller også er det omvendt…
Jeg lever på mange måder minimalistisk og med købestop, men indrømmer blankt, at jeg har været på to lange flyrejser indenfor det sidste år. De havde været lang tid undervejs. Og vi mennesker er gode til at retfærdiggøre ting overfor os selv, hvis vi vil…
Nu bliver jeg alligevel på jorden det næste lange stykke tid. Og jeg har på de sidste rejser, til Japan i efteråret, og til Indien her i februar, tænkt mere på privilegier, ulighed og klima, end nogensinde før og grublet en del over mit personlige aftryk – selvom det også har ligget mig på sinde tidligere.
Jeg tænker ofte på vores bevægelighed. Med vores auberginefarvede kopi af Jellingestenen i hånden er vi friere end de fleste af verdens beboere, og der ligger et stort personligt ansvar i den frihed.

Indien var en vild oplevelse, på bumlede landeveje, syd på og langt fra de primære turistattraktioner. Der blev taget så godt imod os. Så mange smil til os, men også meget rolig selvtilstrækkelighed hos de lokale.
Når man har rejst meget à la Lonely Planet, er man vant til, at de steder, man kommer, er tilpasset strømmen af turister… At samfundet er indrettet efter den kapitalstrøm, turisterne skaber, og at folk selvfølgelig vil have del i de transaktioner, de rige kartoflers besøg muliggør. Sådan var det ikke så meget i det her område på tværs af Maharashtra, Andhra Pradesh og Karnataka. De var bare, de mennesker, jeg mødte. Havde gang i deres egen ting. Selvom de syntes, det var ret sjovt, vi kom forbi, så var det ligesom ikke særligt vigtigt.
Men så alligevel… Måske tredive gange om dagen blev jeg spurgt, om jeg ville være med på deres selfies. Og jeg blev træt… Men tænkte på menneskeudstillinger, eksotisering, hvordan inderne og andre brune mennesker er blevet begloet og betragtet som sensationer herhjemme gennem tiden, når de ikke “blot” er blevet udnyttet for deres arbejdskraft og ressourcer. Og på, hvordan vi som samfund reagerer på afvigelser endnu… Så tit gav jeg samtykke og responderede imødekommende på deres nysgerrighed og undren. Og vi vinkede til utroligt mange grinende skolebørn med øjne så store som tekopper fra vores airconditionerede bus.
Det var næsten ikke til at bære gæstfriheden, når man tænker på, hvordan vi som samfund selv tager imod fremmede.

Nu bliver jeg hjemme på ubestemt tid. Jeg har ikke den samme sult, som jeg havde for ti-tyve år siden. Slet ikke den samme følelse af entitlement til eventyr. Jeg tager ikke længere min frie bevægelighed for givet. Og verden skrumper… med pandemier, med krig, med klimanød. Jeg søger indad og sidder stille, og det er en hård konfrontation i disse dage.
Jeg har ofte brugt min nysgerrighed og min udlængsel til at stikke af, få nye perspektiver, finde fokus udenfor mig selv, tage ud i verden og betragte den passivt. Jeg kunne bare flytte mig, hvis jeg ikke brød mig om de cykliske tanker. Det kan og vil jeg ikke blive ved med.

Nu sidder jeg her i en mørk lejlighed på Amager og skal finde en ny ventil, en mindre omkostningstung lykkepille, når verden og mit eget hoved føles for stramt og begrænsende. Og jeg er stresset ind til benet over risikoen, jeg løber, ved at sidde stille og være uproduktiv. Men jeg ved også, at det passerer. Og jeg vil se, hvad der sker, hvis jeg giver det tid, imod strømmen.
I den kommende uge sender jeg de sidste par jobansøgninger og melder mig af dagpenge. Total frihed. Total selvrisiko og tomhed, eller totalt åben himmel og kreativ fordybelse, afhængigt af hvilket humør, jeg er i – frygtsomt eller frugtbart.
Jeg tror, jeg skal gøre mig helt fri af E-boks, LinkedIn og online validering via Meta for at genfinde min intuition og mit håb for et meningsfuldt liv. Kender du dét?

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 64

Forleden skrev jeg et opslag på LinkedIn om at sige op til ledighed. Jeg har glædet mig til at kunne skrive ting derinde uden samtidig at skulle repræsentere en virksomhed og tænke på dennes kommunikationsstrategi, som indskrænker min frihed. Jeg ser et potentiale i at præge det medie med nogle andre perspektiver. Med diskussion og sårbarhed over præstation og konkurrence eller rygklap og overfladisk selvforherligelse. Jeg kunne slet ikke skrive, da jeg først satte mig til tastaturet. Men efter at have lavet overspringshandlinger på læsesalen indtil klokken 17, kom det pludselig ud. Og der var lidt adrenalin i systemet, da jeg tryggede på “Slå op”. Siden har alle lederne (mine egne ledere, udviklernes chef, min tidligere chef, som sidder i en anden afdeling nu, kommunikationschefen) og en del kollegaer på arbejdet reageret på det. Min chefs chef gav det endda et hjerte. Og folk, jeg ikke kender. Og den gode leder på universitetet, som jeg var til samtale med for en måned siden.
Jeg håber, jeg husker, at det viser en rummelighed i systemet. Og at det godt kan lade sig gøre at være mig uden at lukke for mange døre for mig selv. At de gode mennesker og gode arbejdspladser godt kan rumme mig på sigt, måske. I hvert fald er nysgerrige. Og jeg må gerne være her i mellemtiden og gøre min ting.

Jeg skrev:

✤ DET MODSATTE AF JOBNYT ✤

I slutningen af 2023 besluttede jeg mig for at tage afsked med min on/off arbejdsplads gennem de sidste fem år, fordi tiden føltes moden til at ændre retning. Døren blev lukket forsigtigt, ikke smækket, og jeg er fortsat ved at fordøje det hele og falde til i 2024s nye muligheder. Jeg har lært så sindssygt meget, både om mig selv, mine kompetencer, erhvervslivet, mine præferencer og om andre mennesker, og vil for evigt være begejstret for, at jeg ganske uventet landede lige dér i en superstilet glasbygning i den finansielle sektor, blev så glad for det, og fik lov til at løse så mange spændende, udfordrende og forandrende opgaver. Den faglige udvikling er ikke til at tage fejl af, selvom jeg endnu er i gang med en frisk omgang kompetenceafklaring. Jeg har fået vished om, at jeg er dygtig og kan udrette lidt (eller meget) af hvert, takket være tillidsfuld ledelse, gode kollegaer og vellykkede kundesamarbejder.

Men derudover har jeg tænkt en del over noget, én af mine dygtige kollegaer sagde, da hun havde fået nys om min opsigelse. Hun sagde, at det havde været så skønt at have mig som kollega, fordi jeg var ”et frisk pust og sådan lidt en fri fugl” og at det var inspirerende ift. at leve livet med intentionalitet og nærvær (min parafrasering!). Og det synes jeg næsten er en større kompliment, end al den faglige bekræftelse, jeg også har fået. Tænk at gøre en forskel på en arbejdsplads bare ved at være det menneske, man nu er. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan leve på en sten og ikke kan finde ud af at bruge en ægte voksenmånedsløn, og det gør også, at det er muligt for mig at leve uden indtægt det næste lange stykke tid. Jeg er en fri fugl. Og jeg har ikke mødt andet end støtte, når jeg har fortalt andre om, at jeg har sagt op til ledighed, heller ikke potentielle arbejdsgivere eller rekrutteringskonsulenter, og hvem jeg ellers har talt med om mit arbejdsliv de sidste par måneder.

Selv LinkedIn har nu en funktion, der hedder ”Karrierepause”, kan jeg se, hvor man kan angive, hvad man laver, når man ikke er i arbejde. I hjælpeteksten, står der: ”Erfaringer, der ikke er karrieredrevne, kan gøre folk til bedre kolleger, meningsdannere og ledere. Del de oplevelser, der gør dig unik.” Jeg har ikke læst hverken Maj My eller Kaares bøger, så jeg vil slet ikke gå ned ad det spor her… den større debat om menneskers værdi og samfundsansvar… men det er spørgsmål, jeg tænker meget over for tiden. Jeg bliver hjemme hos mig selv i stedet og vender tilbage til de kaffemøder, jeg har været til over de sidste par måneder: Når folk hører, jeg har sagt op til ledighed, siger de ofte, at det er modigt. Og ja, jeg betragter mig selv som modig – derfor skriver jeg også et sårbart opslag på LinkedIn – men hvad er det ved lige denne beslutning, der er farligt? Hvad er på spil? Hvad er risikoen?

Langt de fleste dage husker jeg, at jeg kan alt muligt vigtigt, at samfundet har brug for mig, og at jeg er langt fra færdig med lønarbejde, men at jeg også gerne må holde fri for egne penge (og dagpenge, ingen skam i dét!) og fordybe mig i mit kunstneriske virke og faglige skriverier uden profit. Andre dage (og nætter) kører tankerne i ring om spørgsmål såsom:

Får jeg nogensinde et job igen?

Hvor stort et hul kan jeg have i CV’et, før jeg ryger nederst i bunken af ansøgere til drømmejobs? Og hvad med generalistjobs? Et halvt år? Et år? Tre år?

Tæller det for en fremtidig arbejdsgiver, at jeg arbejder på egne projekter nu her, men uden at tjene penge på det, uden at få det udgivet på forlag eller udstillet? Eller tænker de, at økonomisk indtjening og officiel anerkendelse m.v. er garanten for, at det er relevant, vellykket og udviklende?

Bliver jeg selv dårligere til at være lønmodtager, hvis jeg holder pause i flere år?

Hvis der skulle være rekrutteringskonsulenter eller andre med ansættelseskompetencer eller lignende erfaringer, der er kommet så langt her i teksten, så kom endelig med jeres betragtninger! Der er ingen forkerte svar. Skal jeg være bange? Og hvor længe kan jeg holde pause, før det bliver decideret dumdristigt og ikke blot modigt? Jeg ved, det nok ikke er så simpelt endda, men alle input modtages med et åbent sind.

Nå. Tak for opmærksomheden. Nu tager jeg til Indien og får udvidet min horisont yderligere og beroliget mit nervesystem.

Tak igen til de bedste kolleger på Christianshavn – jeg inviterer mig selv til kaffe, når jeg er hjemme igen! Hav en rigtig god sæsonstart.

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 62

I nat sad jeg i timevis på LinkedIn og kiggede på andres flotte jobtitler og på jobopslag, hvor der altid var et enkelt krav, jeg ikke levede op til… Med tiltagende knugende fornemmelse i maven. Den er så besnærende, idéen om at en bestemt funktion, betegnelse eller organisation vil gøre mig glad og være lige dét, der gør, at jeg hver dag føler, jeg har en vigtig plads i verden og er til ægte nytte for andre. Mærker udfordring, mestring og får ros. Reelt ved jeg, at mange ikke trives eller har så spændende en arbejdsdag eller god en ledelse, som det ser ud til online. Men nogle dage længes jeg sådan efter at sætte min egen retningsløse søgen og mit normbrud på pause. Den lettelse fra grublerier, der ligger i at have en fast plads ved et skrivebord og at arbejde i en retning stukket ud af andre.

Men jeg ved, at det sjove, gode, produktive, meningsfulde ikke findes dér. For mig. Ikke på sigt. Og jeg har bevidst valgt det fra. Men det ligger meget til mig generelt, at jeg glemmer oplevet smerte og ubehag og primært husker det gode ved en situation eller periode. Det er en velsignelse og en filtrering, der sparer mig for en del drænende minder, men den fører også til at jeg ofte lader mig brænde alt for mange gange af de samme ting… Er meget dårlig til at lukke døre. Jeg har heldigvis mennesker og ord fra mig selv, der minder mig om, hvad jeg gør nu og hvorfor.

I dag er en ny dag.
Jeg har besluttet at dele mit forløb som nyligt selvvalgt ledig her. Dele lidt af mine myriader af visioner for mig selv og menneskeheden, og hvad jeg vil udrette og gennemleve det næste års tid… Dele den tvivl, der følger med normbrud og at stå af ræset. Men også al den værdi, det er muligt at proppe ind i sin tid, når man ikke bruger en tredjedel af døgnet foran en skærm på et storrumskontor på at tjene penge til en eller anden virksomheds eller organisations uendelige vækst eller effektivisering. Alle afvejningerne, forsøg på retfærdiggørelse af forskellige beskæftigelser af mindre økonomidrevet karakter, jagten på et liv drevet mere af håb end frygt.
Jeg vil se, hvad der sker, hvis jeg bliver ved.

Laaangsomt.

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 27

NOGET OM PENGE

2024 bliver uden lønjob. Det har jeg i hvert fald råd til.

Men det er ikke uden tankemylder og hele dage, der går med hvad nu hvis…
Hvad nu hvis jeg ikke kan få et job igen, når jeg vil. Og jeg ender på gaden. Og jeg ikke kan stifte familie, men gerne vil. Eller fortryder, når jeg bliver gammel, at jeg ikke ejer et hus eller en større pensionsopsparing. Og og og. Det hjælper at skrive det ud. Hvad nu hvis… Jeg ikke har ret til det her. Hvad nu hvis, det ender galt. Men nu prøver jeg at stoppe op og tænke over alternative tilgange til ressourcer. Meget af faren er heldigvis fortsat forestillet, her på den heldige inderside af de danske grænser. Heldigvis passer vi nogenlunde på hinanden endnu, selvom flere mennesker falder igennem og uligheden er stigende.

Jeg synes, vi snakker for lidt om penge. Og for stolt eller skamfuldt. Det er komplekst, det er uretfærdigt, det er kollektivt, det er konstrueret abstraktion. Og vi tror, det er individuelt og tys tys. Det kommer kun de rigeste til gode, at vi ikke tør snakke om det, være sociale omkring det, tale om retfærdig fordeling af de reelle ressourcer.

Jeg vil forsøge at vise mit budget og mine udgifter og friheden, når det virker oplagt, men jeg ved ikke rigtig i hvilket format. Jeg vil tage aktive valg og opfordre andre til at gøre det samme.
Lad os se, om friheden er den begrænsede økonomi værd. Jeg tror det.

Efter at jeg har taget det her skridt om at prøve et liv uden indtjening, leder jeg hele tiden efter pejlemærker ift. praksisser omkring økonomi. Alternative praksisser. Jeg mangler overhovedet ikke penge nu og behøver ikke tænke over det de næste mange år, hvad angår mine private udgifter, men det fylder så meget kollektivt. Og alligevel så lidt. Kun bag lukket dør.

Jeg har brugt min første ledige måned på at (gen)læse Ringenes Herre og Discworld og andet af den slags. Med eventyr og skæve eksistenser, der lever i en form for lejlighedsvis ressourceknaphed med tilfældigheder, vi sjældent oplever. Og jeg tager mig selv i altid at tænke på pengene. Hvor får de deres guldmønter fra, når de lejer sig ind på en kro eller køber et krus øl? Hvordan genetablerer de en økonomisk hverdag igen efter endt quest? Hvis jeg selv tog på tur alene, ville jeg så blive begavet i samme omfang, finde kost og logi og udstyr alle steder uden problemer, fordi jeg blev taget ind af ligesindede eller folk, der anerkendte mit behov og min mission, hvad end den nu var? Det er så befriende, at penge ikke er en faktor for hovedpersonerne i de verdener. Men der er jo økonomi. Ressourcer, behov, transaktioner. Jeg gad godt læse en version, hvor den slags overvejelser og bekymringer var ekspliciteret i højere grad. Måske fordi jeg leder efter en mere virkelighedsnær legitimering af selv at leve sådan – fra dag til dag, opgave til opgave, og stole på, at det løser sig. At man kan bytte sig til fornødenheder for hvad end man nu selv kan bidrage med. Uden at være styret af abstrakte sorte og røde tal.

Penge fylder så lidt i mit praktiske liv og alligevel så meget i mine tanker. Måske fordi det bare ikke er faldet på plads for mig endnu. Jeg forstår ikke logikkerne, det er så abstrakt og absurd, den form for økonomi, som vores samfund er bygget op om. Og det er altså ikke fordi, jeg ikke er matematisk begavet. Jeg er ikke i stand til at følge logikker i surplus bullshit. Uendelig vækst i en begrænset fysisk virkelighed. Der er måske ingen mening at finde.
Jeg har altid haft penge, når jeg skulle bruge dem. Jeg kan tilpasse mit forbrug til det, jeg har, i en ret unik grad. Og alligevel tænker jeg altid på det. Økonomien i alting. Økonomien i religion. Økonomien i aktivisme, i politik, i kunst, i nærvær, i migration. I turisme, fællesskab, ord, liv.

Og jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan indtægten så ud for dem, jeg set op til. Kunstnere, kreative og dem, der bruger det meste af deres tid på at kæmpe for en politisk sag uden at være levebrødspolitikere. Hvordan gør man? Hvornår er det OK og godt nok, det man gør? Hvorfor snakker vi ikke mere om vores sidegig som pædagogmedhjælper eller opvasker eller om, hvad man siger til sagsbehandleren på jobcenteret? Om hvordan man balancerer alle de ting, der trækker? Hvordan de færreste kan tjene penge på det her, som vi samtidig har brug for som menneskehed? Så meget brug for. Inspirationen, påmindelsen om at livet ikke bare skal overstås, overleves. Vi har råd som samfund. Hvordan får vi råd som individer?

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 14

NOGET OM SAMMENLIGNING

Jeg er i perioder helt besat af at kigge på andres CV’er. Jeg slår gamle studiekammerater og kollegaer og frivilligledere op for at se, hvad de laver nu… I håb om, at de ikke laver noget. Eller i hvert fald ikke noget, der giver prestige på LinkedIn. I håb om, at jeg ikke afviger for meget, eller at jeg ikke er alene om ikke rigtig at have lyst til noget, der ser smart ud i den verden. For at legitimere mig selv gennem sammenligning.

Engang i mellem finder jeg én, som jeg altid har haft et godt indtryk af, både fagligt og personligt, som har store huller i sin jobtidslinje. Og det gør mig varm inden i. Det er ikke den smålige tilfredsstillelse, som jeg somme tider frygter, at jeg rummer, over at føle mig bedre end andre, at føle sig på sikker grund, fordi man adskiller sig positivt fra andre, man deler træk med. Det er genkendelse. Det er en følelse af netop ikke at være alene, men del af en gruppe. En afstivning via beundring: Det dér gode menneske har simpelthen (af ukendte årsager) valgt, at det skal se sådan dér ud, det CV. Ved ikke at opdatere listen, ved ikke at tage jobs, der ikke lever op til deres kompetencer, ønsker og selvforståelse, ved ikke at skrive irrelevant indtjening på, ved lang barsel eller måske ved sort, tilfældigt uheld eller andre personlige ting, der har tvunget en pause igennem.
Jeg kan ikke vide, hvad årsagen er, når jeg bare sidder og lurer, men det, jeg vælger at se, er: Der er nogen, der også nægter at have travlt, er stået af på idéen om altid at være i gang, været netværksforbundet, være stræbsom og karriereagtigt på den måde, der passer ind i den skabelon.
Og somme tider har de så efter tre år fundet en AC-stilling, som lyder rar uden at være prangende. Og det virker beroligende på mig. Det findes. Det er muligt at komme tilbage. Der findes arbejdsgivere, som kan se mere end kvantificérbare resultater på LinkedIn. Arbejdsgivere, som godt tør ansætte os, der ikke lever og ånder for lønarbejde. Det er seriøst så meget mere inspirerende for mig, end dem med den knivskarpe, målrettede profiltekst og en lang liste af jobs med højt ansvar i styrelser og konsulentbureauer.

Når jeg skriver det ud sådan her, er det så tydeligt for mig, hvem jeg er, og hvem jeg tror, jeg skal være for dem, der kigger på mig. Og at jeg nogle gange glemmer det første, når jeg scroller. Ret tit faktisk.

I andre perioder kigger jeg på kendte menneskers alder, da de ‘brød igennem’. Jeg har brug for at se the late bloomers. Jeg ville ønske, jeg kunne se, om de havde været på kontanthjælp, da de skrev deres første bog eller lavede deres første udstilling. Hvor stor gæld, de har. Om de ligger vågen om natten med meget jordnære økonomiske bekymringer.

Men i hvert fald er der mange smukke mennesker, som har taget sig god tid til at nå derhen, hvor de har etableret en proces og nogle evner og en selvtillid, der gør dem frie til at arbejde med fokus og inspiration. Og jeg sluger det grådigt. Mens jeg ser tiden gå helt umærkeligt. Og hvad så, hvis jeg først bliver læst, udstillet eller lyttet til, når jeg er 70 år gammel? Hvorfor skal det være lige nu? Hvad har tiden og effektiviteten med nogets værdi at gøre overhovedet?

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 1

Første dag uden corporate arbejde.
Fuck, hvor er jeg træt.