Jeg har længe pønset på at nedskrive en art præsentation. En samlende introduktion til, hvem jeg er, og en påmindelse til mig selv om, hvorfor jeg deler det, jeg gør her og på Metas platforme, selvom de er rådne og mit netværk lille…
Jeg hedder Ida og jeg er 34 år. I efteråret 2023 sagde jeg mit solide og velbetalte job i en international virksomhed op, fordi jeg vil noget mere og andet med mit liv end at tjene penge og sidde foran en skærm syv+ timer om dagen.
Jeg ved ikke helt, hvor jeg er på vej hen. Men jeg er mere udendørs og impulsiv, jeg er langsommere og mere intentionel, og jeg er mere til stede i mine relationer, end jeg var før. Ofte, i hvert fald. Det er også sværere psykisk at lægge mig ud med normerne for produktivitet og profit, end jeg måske havde regnet med.

Jeg driver denne hjemmeside på domænet UANSET.net med de ting, jeg skaber og sælger. Jeg skriver, nørkler, reparerer, synger, fotograferer og bruger tid på at reflektere og forundres over verden. I den forstand arbejder jeg hårdt og ulønnet, for det meste 3-5 timer om dagen, fem dage om ugen, ofte mere, somme tider mindre.
Navnet UANSET er inspireret af Gillian Welchs vidunderlige nummer Everything is Free om spændingen mellem økonomi og kreativt arbejde, med linjen “I’m gonna do it anyway, even if it doesn’t pay”. (Jeg synger den også selv et sted herinde, hvis du leder lidt.) At etablere min egen platform blev startskuddet til at skubbe mine kreationer ud over rampen, uden at det betød, at jeg ville bruge mange kræfter på markedsføring og pengesager. Det ligger mig dog også fortsat på sinde at udbrede den opfattelse, at kreativt arbejde er ”rigtigt” arbejde, selv hvis vi må acceptere, at det ikke honoreres derefter.

På Instagram poster jeg hverdagsæstetik, beretning om livet som selvvalgt lønjobfri (især på @noejsomt), kreativ og nøjsom, forskellige former (mimis m.m.) for afstivelse i at træffe alternative valg og at nyde livet, samt hvad jeg skaber og ser, når jeg husker at dvæle. På @uanset.docx er skønlitterære tekster i højsædet. Og herinde på mit eget domæne deler jeg den mere fyldige produktion af ting og sager.

Jeg lever for omkring 7000 kroner om måneden uden at føle afsavn. Og har betalt min studiegæld og sparet 300.000+ op over fem år som projekt- og deltidsansat. Det er motiveret af frihed, politik og miljø, at jeg praktiserer så stram og intentionel en økonomi. Min boligsituation er naturligvis også afgørende og urimeligt privilegeret – jeg bor småt, godt og billigt, og har faste udgifter for omkring 3000. Tid, fleksibilitet og mennesker er min rigdom.
Jeg vikarierer lidt i en børnehave og er på dagpenge, når jeg finder lønnede jobs, der er værd at søge. Der er langt imellem snapsene og hård konkurrence om alle jobs, der er i tråd med mine personlige værdier – hvilket minder mig om, at vi er mange, der vil en anden verden.

Jeg laver mange stories på uanset.png, når jeg rejser – hvilket jeg gør tit, især alene og på lokale præmisser. Du finder tidligere rejseglimt i højdepunkter derinde, og jeg sparrer meget gerne med dig, hvis du overvejer at tage afsted alene eller er i tvivl om, hvordan du rejser improviseret, somewhat bæredygtigt og på budget. Fremadrettet vil jeg forsøge at blive i Danmark, men stadig tage på eventyr og gå til det som opdagelserejsende.

Jeg er så uendelig vred på verden og samtidig håbefuld og forelsket i livet. Og udsvingene i mit humør må gerne kunne mærkes herinde.

Jeg er ekspert (stolt cand.mag.) i at pille normer, styringsmekanismer, common sense og “bør”-mentaliteter sagligt fra hinanden, men er samtidig hyppigt selv ramt af stress og eksistentiel angst. Altid over ansvaret overfor fællesskabet. Tvivlen på min plads og på min værdi. Jeg vil så gerne, at vi kan lave et socialt, mentalt og økologisk bæredygtigt fællesskab med plads til alle, men jeg føler mig også ofte så magtesløs og utilstrækkelig overfor kapitalismens vækst- og konkurrenceshow.

Jeg skaber og deler for at finde fællesskab, for spejling og for kommunikation, så det er så værdsat, hvis du kigger/læser med og kommer med respons. Jeg tager meget gerne imod spørgsmål, sparring og inspiration, enten på mail (kontakt@uanset.net), i kommentarer eller i DMs på Instagram. Instagram er efterhånden en godt gammeldags træls platform, synes jeg, med dens mere eller mindre ugennemsigtige censur, clickbait og overeksponering af visse former for indhold. Lyspunktet er de fortsat overraskende møder med ligesindede – i sårbarhed, kritik, sympati, kunst og søgen.

Så husker jeg, at vi ikke er alene. Og at et andet liv er muligt.

Tak for at kigge med. Og du er altid mere end velkommen til at spørge, kommentere, videredele (med credit helst, fordi det her er mit arbejde for nu) og alt det, der skaber ægte forbindelse til dem, alt det her er relevant for.

Jeg synes, mit virke virker meningsløst i dag. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv og alle de ting, jeg kan.
Verden er lort. Og jeg er ikke god nok til noget, den vil have.

Jeg har lyst til at droppe alle Metas kanaler. De har al for stor indflydelse på mit humør. Både andres indhold og responsen (eller mangel på samme) på mit eget. Vil ikke være en del af det. En del af noget.

Det lyder måske tungere, end det er. Sidder trods alt under min dejlige dyne og drikker varm kaffe og læser med solen væltende ind bag mig.
Og ved at mange ser og værdsætter ting, uden at klikke på hjertet.
Har det ok.
Men.
Har mindre selvværd uden struktureret produktivitet og anerkendelse, end jeg troede.

Tvinger mig selv ud på en gåtur i kvarteret. Støder på graffiti, der opløfter mig halvt.
Alt er meningsløst.
Prøver at sige det med et positivt tonefald:
Hurra, alt er meningsløst.

Suk. Savner vild kyst og vild skov tæt på.
At være mindre subjekt. Individ.
Være mere natur.

NOTE TO SELF:

Jeg har (igen) reflekteret over kreativ værdiproduktion, motivation og ego. Og minder mig selv om:

Folk længes ikke efter at blive imponeret.
De længes efter at føle sig hjemme og mindre alene.

Jeg er stadig i proces med at skære ned på sociale medier. Når jeg er et sted, hvor jeg selv mangler retning, så er det så nemt at blive fortabt i det, man kan se andre gøre… Sammenligne, føle sig bagud, føle man har taget forkerte valg tidligere, føle at man bør dit og dat, fordi det gør de andre.

Jeg føler mig især truet, når jeg ser andre være meget målrettede, reklamere og sælge ting, men samtidig have et filosofisk ståsted, der ligner mit. Jeg ser dem have etableret et publikum, der vokser organisk, og et brand, der er mere salgbart og klart. Så bliver jeg forvirret. Transaktionslogikken sniger sig ind alle steder, og den får så hurtigt overtaget og bliver prioriteret over alt andet, også selvom jeg ikke engang har noget til salg lige nu, og på den korte bane ikke mangler til dagen og vejen.

Så tager jeg mig selv i at skifte retning fra dag til dag (selvom den oprindelige retning sikkert var helt fin!) og bruge meget energi på spekulationer, katastrofetænkning, strategi (på usikre områder, hvor jeg slet ikke har forudsætningerne for at planlægge på nuværende tidspunkt) og negativ “hvad nu hvis” i stedet for at bruge samme energi på at skabe, fordybe mig roligt i opgaver og idéer, være og dele.

Hvis man skal mærke sin intuition, må man droppe validering ved sammenligning, tror jeg. Men vi er samtidig sociale væsner, og vi har brug for sparring og spejling. Og der skal være plads til konstruktiv kritik. Vi har værdi for hinanden, skaber mening i fællesskaber og udveksling.

Så alternativt kan man måske fylde sit feed med interessefællesskaber og støtte. Virkeligt være selektiv. Måske. Og samtidig udforske med nysgerrighed, hvad det er, der trigger usikkerheden. Ærlig talt giver det på dårlige dage også et stik at se andre have succes med det, jeg drømmer om, selv hvis jeg selv nyder det, de skaber. Fordi jeg så let føler mig bagud og overgået. Og jeg synes, jeg bliver så smålig somme tider. Hvorfor denne knaphedstanke? Behøver det være en konkurrence?

Det værste er klart, hvis jeg samtidig føler, at de pågældende giver afkald på noget integritet eller virker som om, de spiller et spil for at opnå maksimal eksponering og bare ikke er, som de foregiver. Hvis jeg fornemmer, de selv er nået et sted hen ved at bruge albuerne og handle på ængstelighed, men pakker det ind i et slør af overfladisk kærlighed og fællesskabsvillighed. Det giver mig ondt i maven.
“Kom og vær med i mit fællesskab, men kun hvis du er det på mine præmisser, som jeg bestemmer fra situation til situation, så jeg altid er den vigtigste og den, der har den største indsigt og tager mig bedst ud, og bestemmer, hvad du må bidrage med eller ej. Der gælder andre regler for mig, end dig. <3 <3 <3”

Jeg sagde farvel til det største minimalismefællesskab i Danmark af den grund. En dårlig mavefornemmelse og en følelse af urimelighed og fraskrivelse af ansvar. Jeg prøver at tage det som en reminder om, hvordan jeg aldrig selv vil være, hvis jeg får etableret et forum for udveksling. Det bliver klart mere kaotisk at være til stede på den måde. Men mere reelt. Jeg vil kunne indrømme mine fejl, og holde småligheden i kort snor. Forblive nysgerrig. Og samtidig forsøge ikke at skamme mig over følelserne, når de kommer. Så går de også hurtigere igen.

Har du nogle gode anbefalinger til profiler og fællesskaber, der kan berolige nervesystemet og inspirere til nøjsomme, nærværende og kunstneriske måder at leve på, uden at afpolitisere, overforherlige, overkommercialisere eller få det til at se alt for nemt ud?

Jeg røg ned i et hul forleden.
Angstanfald fra morgenstunden og om natten.
Vågner med en stærk følelse af at være forkert, i konflikt og værdiløs. Ikke at have en plads og ikke at være ønsket.
Måske det er noget, jeg drømmer. Jeg vågner op, mens jeg er midt i panikken og føler, jeg drukner i ekstrem sorg og ensomhed, men det stopper ikke, selvom jeg åbner øjnene og ser min mand sove tungt ved siden af mig eller registrerer, at jeg drømte.

I dag er en ualmindeligt varm aprildag. Vi har ikke sovet meget, så dagen rinder ud, mens jeg ligger. Ligger og læser og græder og frygter og ønsker at ophøre. Denne tyngde.

Det hjælper måske heller ikke at læse Olga Ravn. Eller at gå til yin yoga og løsne alt i bækken, hofter, lår og mave. Det var måske for meget på én gang at slippe løs. Jeg er ikke stærk nok til at være så blød i de her dage.

Det er vanedannende, det med at skabe og være effektiv. Suset af at offentliggøre, trykke på invitationsknappen, få ros. Og samtidig er der intet defineret succeskriterium, det er aldrig nok. Jeg tror, det er derfor.
Jeg sov meget let i nogle dage. Arbejdede meget i drømmene og på kanten af drømme. Væltede mig i idéer. Sov ikke mere end fem timer.

Forårslyset vækker mig klokken syv.
Abstinenserne… er en angst for stilstand, angst for ikke at handle og angst for at mislykkes med det, man allerede har gjort. Men hvad vil det sige at lykkes?

Jeg lytter til Øvigs Hippie-bøger i en nygserrighed efter, hvor mange fællesnævnere, der er, mellem det oprør og mit oprør. Om de også tvivlede, om deres fællesskaber også var truet af travlhed og individualisme. Og hvor kom deres penge fra?
Somme tider dukker der et afstivende citat op. “Man får ikke sin frihed ved at spørge pænt. Man må tage den selv og holde fast.”

Og så kom solen op over nabokarréen.

Har været mere eller mindre syg i sytten dage, været meget på tur, været meget med familie, leget meget, været meget til koncerter, øvet mig på at identificere forskellige slags nåletræer, kigget på skyer, mos og lav, fået frisk luft, krammet meget… Og nu er jeg hjemme og alene.
Så rammer følelsen af utilstrækkelighed ved at være uproduktiv. Jeg har ikke skabt noget, og jeg har hjemmesideprojekter og faglige projekter, jeg skubber foran mig, som jeg har gjort i årevis, mens de mister deres relevans.

Er ramt af en blanding af egokamp og frygten for at tiden rinder ud, før jeg har prøvet. To forhold, som er blevet opøvet det meste af mit liv i mødet med institutioner af forskellige slags. Den indre stemme, der siger: “Du skal blive til noget, bruge dine evner og bevise dit værd via aktivitet” og “Hellere i går end i morgen, du er allerede lidt for sent på den” og ”Du skal nå meget mere, og det er kun målbare resultater, der gælder”…
Som ødelægger mere, end de gavner.

Men nu prøver jeg i stedet at sige: Ro på, min skat, lav en nem suppe af sæsongrønt, tag imod en rem(eme)inder fra den gode Rikke Collin og lev dit liv. Det er en langsommelig proces at gøre sig bare lidt fri af præstationsideologien.

Opdatering angående livet som tilkaldevikar/pædagogmedhjælper, som jeg var ved at knække på i sidste opdatering:

Lige nu svært tilfreds med et job, hvor man kan sige ja og nej til timer fra dag til dag (denne uge blev det seks og en halv time), står for musikken i børnehavens bus, har joggingbukser, regntøj og gummistøvler som uniform og faciliterer leg i en skov det meste af en arbejdsdag. Det eneste, der manglede, var lidt farve til det sorte regnsæt, så nu har jeg farvet mit hår lyserødt.

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 110 – fejlet

Efter at have delt det forrige opslag på Facebook fik jeg omkring 150 nye følgere herinde, og præcis samme dag, som de fleste kom til, blev jeg tilbudt job i en børnehave. Dengang hed min profil ‘Mit år uden lønarbejde’. Sådan er livet så ironisk somme tider. Jeg havde ellers lige så god energi på at være helt fri, især efter de mange gode, eftertænksomme kommentarer og den interesse, jeg kunne mærke, der var. Jeg ville gerne afsøge mulighederne på andres vegne. Og jeg følte på en måde, jeg havde fået tilladelse af det fællesskab, jeg havde håbet på fandtes, af andre, der er nysgerrige på minimalt forbrug og maksimalt nærvær.
Men jeg ville også gerne prøve det job af, som jeg havde søgt for mange uger siden. Jeg har i lang tid overvejet, om lønarbejde ville være mere tiltalende, hvis det var mere konkret, jordnært, socialt og praktisk.

Jeg er foreløbig tilkaldevikar, men startede med en uge, der hurtigt blev fuldt booket, og det lader til, at jeg kan få så mange timer, jeg vil.

1.710 minutters arbejde blev det til, før jeg lagde mig med influenza i torsdags. Og på det tidspunkt, var jeg meget overvældet, træt og trængte til at fordøje de mange op- og nedture ved at arbejde med børn. Hvis nogen kan lære os om nærvær, så er det dem. Men det er også virkeligt hårdt, sådan som vi har struktureret deres dage.

Jeg er blevet rørt til tårer, har mærket ny mening med livet, har mærket, at min energi var godt givet ud hvert eneste af de minutter, jeg var der… Er også blevet slået, sparket, bidt, nevet og råbt ind i hovedet. Aet, krammet, drillet og opsøgt, når nogen savnede deres mor eller var overstimulerede eller ikke kunne løse en konflikt selv. Har tegnet rumstationer, solopgange, påskeæg, regnbuer, færger og skattekort. Har tørret numser og næser og øjne. Set, rummet, valideret, udfordret og hjulpet. Skåret frugt, brød og lasagne og tørret mad og drikke op alle steder fra. Bygget togbane, LEGO-huse, balancesti, Porche med kanon (“næ, det kan også være et får!”), selvtillid (min og andres), huler, muskler i mine arme (skubbet gynger bl.a.), spillet spil, taget flyverdragter, støvler, vanter og huer af og på og af og på og af(…), sømmet, klippet, modelleret og limet, og læst højt, til jeg blev hæs. Holdt imaginær pizzafest med troldmænd, prinsesser, drager og heste sammen med nogle af de mere forsigtige små mennesker, der skulle listes ud af deres skal. Trøstet, når nogen tog den orange racerbil eller den bedste (men identiske) pude eller gravko, eller når hjerterne og trekanterne var placeret i den forkerte rækkefølge på et gækkebrev eller man ikke måtte være med i en leg… eller “bare” havde mistet en voksens fulde fokus i ti sekunder og var rigtig træt og utryg.

Jeg har grint, glemt tiden, analyseret situationer i lyntempo og været hundrede procent til stede. Gjort en kæmpe positiv forskel. Og været totalt utilstrækkelig.

Børn er fantastiske, samfundets indretning er ikke. Skud ud til pædagoger og medhjælpere – der har verdens på én gang mest taknemmelige og utaknemmelige job. Jeg forstår stadig ikke rigtig, hvordan man gør det i mere end fire dage. Men jeg vil nok give det nogle flere chancer. Og forhåbentlig ikke miste mit andet langsomme projekt af syne. Måske kan de spille sammen.

I hvert fald et det ikke rigtig længere ‘mit år uden lønarbejde’… Men det er fortsat uden fast arbejde, kontraktuel forpligtelse, corporation… Mit år med nye muligheder, værdier, dårligere løn, bedre formål. Måske giver denne her tekstsamling ikke så meget mening i det perspektiv, budskabet er i hvert fald ikke lige så klart længere. Jeg er vist kun blevet mere forvirret på den sidste uge.
Og har lige nu stadig mest bare lyst til at stikke af ud i foråret, fri som fuglen.