Mit år uden lønarbejde Arkiv - Side 9 af 9

Mit år uden lønarbejde, dag -287

26/09/2023

Jeg vil:

Passe på kroppen, være lidt stærkere og lidt mere smidig, bruge musklerne og strække mig

Skrive en bog eller to

Skrive akademisk

Rejse

Leve langsommere

Dyrke min faglighed med stolthed
Evaluere og nedfælde erfaringer fra praksis

Passe på mine ting | Gå i flot tøj, jeg ejer i forvejen | Ikke købe nyt

Lave mad fra bunden, bage

Gå ture

Tage på dagsture med mine nærmeste og alene, nyde at tage i skoven en onsdag morgen f.eks.

Måske arbejde frivilligt eller i forening

Synge | Gå til sangundervisning eller finde et band, måske spille live, måske med min søster, måske synge i kor

Dag -212

21/09/2023

SEMI-FIKTIONALISERET MELLEMSPIL

Nerverne er flossede
Hvad hvis jeg har gjort noget forkert
Er så bange for andres reaktion på mig på skrift, når jeg er praktisk regelorienteret og efter egen opfattelse neutral eller måske endda sød
Efter min tidligere lejer, min musiklærer i gymnasiet, der ikke kunne tage imod konstruktiv kritik, voksnes pludselige vredesudbrud mod mig som barn, og dig
Jeg er dårlig til at forstå min effekt på andre
Det er vel autistens lod ikke at begribe takt og tone, alt det vage, og alt, der skal mærkes og forstås mellem linjerne
Hvad hvis nogens verden er revnet på grund af min mail
Hvad hvis jeg ikke må være her
Ikke må holde op med at være der

Lederen skal egentlig bare kvittere for min opsigelse, havde jeg forestillet mig,
Men sender en indkaldelse til et møde på Teams i stedet
Om morgenen, den næste gang, jeg er på arbejde
Så kan jeg ligge her
I fem dage
Og tænke på, hvad han vil sige
Om han er vred
Eller stødt
Eller ligeglad
Om jeg har overset en vigtig uskreven regel
Om jeg fortjener at have dårlig samvittighed
Over ikke at ville sælge mit liv til dem
Mere

Jeg læser Asta Olivia Nordenhof
Distraheret af, at du er til yoga for første gang
Jeg håber, du kom afsted
At du ikke er stille på telefonen, fordi du skammer dig over, at du ikke kom afsted
Jeg ved ikke, om det slutter 20.30 eller 21.30
Jeg har glemt det med vilje, for
Det er ikke mit at vide

–

Det var 20.30
Du cykler hjem i mørket
Jeg overvælder dig på skrift
Du har lidt kvalme
Men du overlevede
Jeg venter venter venter på dit svar
Læser videre
Jeg tror, du er gået i 365 for at købe kage, inden du ryger, spiser og går i seng
Måske med lidt THC i dag
Jeg ser dig for mig i butikkens skarpe lys
Jeg glæder mig til at blive passet på igen

Jeg tænker på, om de vil føle, at jeg bryder deres tillid
På en Tyra Banks agtig måde, var de alle rooting for me
Men de har glemt og overset, at jeg allerede har gjort det, de håber at kunne lære mig
I 2021, til en ringe løn og uden den direkte ære eller magt, løste jeg de direkte opgaver, ingen ville have
Og jeg har gjort det lige siden
Men ikke mere

Du skriver:
“Du må gerne give slip, du skal ikke holde sammen på så meget” og lidt senere: “Ikke så meget pres på dig selv, min skat. Hvad end, der sker, sker. Men tilslutter mig dine forældre – du har gjort alt til punkt og prikke, du har i n t e t at være skamfuld over, nada. Du er god, og du har gjort det, som man nu gør det, med opsigelsen. I morgen og torsdag er forløsningsdage, det er godt!”
Gentager dig selv. Som et mantra. Jeg elsker dig.

—

Og det var selvfølgelig i virkeligheden, ikke overraskende, en rigtig rar samtale oven på min opsigelse. Reelt (i den ikke fiktionaliserede virkelighed) var det en fornuftig, rolig og accepterende, men trist stemning, jeg blev mødt af.

Så barnlig, som jeg føler mig i angsten og i at skulle håndtere den slags brud, nye situationer og egoistiske beslutninger, ligeså voksen følte jeg mig i den respekt, anerkendelse og gensidige menneskelige værdsættelse, som faktisk herskede på mit arbejde. Det er en stor ting at give slip på. Det sted, hvor man har lært at træde i karakter som ansvarsfuld og kompetent. Det sted, hvor man har lært at se sig selv som en kæmpe ressource, fagligt og menneskeligt. Det sted, hvor man fandt ud af, at man godt kunne være sig selv og samtidig spille spillet. Men det er også en stor og vigtig ting at sætte en grænse for at værne om sig selv og sin tid. At vælge om. Og jeg har ikke set mig tilbage.

Om en opsigelse og noget andet

21/09/2023

–

Mit år uden lønarbejde, dag -309

04/09/2023

For to år siden skrev jeg under på en kontrakt. Jeg fik sådan en titel, der lyder som om, man har styr på ting og meget ansvar. Og det havde jeg vel også. Jeg sad på stranden i Skagen, lige ankommet med nattoget uden planer, og kiggede på de første badegæster i hvide badekåber fra hotellerne, da min tidligere chef ringede og tilbød mig den. “Vi har brug for dig. Og vi kan skrue kontrakten sammen, som du vil mht. arbejdstid, for jeg ved jo, du også gerne vil have tid til andre ting. Hvor meget vil du arbejde?” Jeg landede på så lidt, som muligt. Hvilket blev seks måneder fuldtid og seks måned deltid hvert år.
Nu har jeg sagt op.
Tiden flyver, og det er én af grundene.
Nu har jeg prøvet det liv, det er ikke tilstrækkeligt eller ikke det rigtige for mig… De seks måneder på 37 timer (oftest vel over 40 i praksis) føltes til sidst som spild af liv. Noget der kunne have været sjovt, bliver det ikke, fordi man overgør det. Ikke kan lade op. Får smerter i ryg og nakke og hoved. Kraniet skriger på frisk luft om foråret og at ligge mere ned i vintermånederne. Jeg vil det ikke mere.
Så nu har jeg sagt op. Uden en plan. Jeg havde en gæld på 100.000, inden jeg stiftede bekendtskab med den arbejdsplads. Nu har jeg en opsparing på 300.000. Nu vil jeg skrive, gå en tur, når jeg vågner. Bruge tid på indkøb og madlavning. Trække vejret, meditere, drikke te. Læse flere bøger, se flere film.
Opslå mange flere billeder og tekster, skrive nogle bøger, forsøge at pushe andre muligheder til andre mennesker. Dedikere mig fuld tid til fordybelse og forundring og virkeligt tænke grundigt over, hvad det er, vi laver. Granske kritisk, om det er så vigtigt at kunne give liv og økonomi videre, hvis vi kun overlever uden at nyde turen.

Jeg vil prøve at balancere et behov for frihed fra at tænke på kommercialisering af livet og kunsten og hvor min næste løn skal komme fra med at italesætte kreativt arbejde som just dét, arbejde. Et omhyggeligt bidrag til samfundet, der kræver koncentration, disciplin, øvelse og håndelag. Som jeg gør mig umage med. Men som samtidig mange dage føles lettere end at tvinge mig selv op og ind på et kontor af glas fyldt med rutiner, travlhed og konkurrencelogik.
Flyde. Frihed. Mening. Det skal jeg nu. Måske kommer der herinde, foruden det kreative og refleksion om livsstil, også indblik i, hvordan jeg lever på en sten. Fordi min tid er så meget mere værdifuld end de fleste kommoditeter, jeg kan købe for den.
Jeg håber, I hænger på, selvom det også kan være hårdt at blive tvunget til at stille lidt spørgsmålstegn ved common sense og arbejdsdiskursen. Og selvom jeg næppe pleaser den brede smag.
Hvis det ikke er for dig, så skal du bare slukke, selvfølgelig. Jeg værdsætter din nysgerrighed, hvis du hænger på. Helt vildt. Og alle kommentarer, delinger, spørgsmål og hjerter. I gør mig modig.

Mit år uden lønarbejde, dag -366

09/07/2023

Jeg vil gå i bageren om morgenen, mens folk skynder sig på arbejde. Glo ned i kanalen og på travle forbipasserende, når jeg drikker min kaffe. Langsomt.
Gå hjem og skrive.
Gribe idéerne på Pinterest, når de kommer, ikke gemme dem til en hypotetisk fremtid med for mange idéer og for lidt tid.
Mere moss woman, mindre boss woman.
Læse bøger i stedet for at læse om bøger.
Se hvad min søvnrytme er uden alarmer.
Være den mest veloplagte i et selskab for once.

Mit år uden lønarbejde, dag -414

22/05/2023

Jeg har fået startet på at læse en ny Sandman. Blev helt rørt bare af introen. Vidste ikke, hvor meget jeg trængte til det. Gaimans grafiske novelleverden af drømme, under, fantasi, tyngde. Evigheden blandt de udødelige, der gør dem i stand til at mærke de store linjer og bære stort ansvar. Skæbner, kampe, langsom læring.

Hvor ville jeg ønske, vi ikke havde lavet et samfund, hvor tiden altid føles knap. Jeg tror et 83 år langt liv ville være bedre for mig, hvis jeg troede, det ville vare evigt, og ikke lod mig tyrannisere af lineær tid. Jeg er ikke typen, der ville gå i stå eller blive træt af det. Jeg har så meget, jeg vil nå. Jeg griber alle mulighederne febrilsk, og hvis jeg troede, jeg havde masser af tid, ville jeg stadig gribe alle mulighederne, men uden hast og optimering, mere flydende og dvælende og med større ro i tilfældighederne og fravalgene.

Jeg kommer også til at drømme om at skabe, når jeg læser. Glæder mig til det. Håber, jeg kan gøre det med fascination og leg og uden stress og ego. Det er så svært i denne her fucking verden, mand. Men jeg glæder mig til at forsøge. Og nu glæder jeg mig til at læse videre.

Mit år uden lønarbejde, dag -420

16/05/2023

NOTE TO SELF:

Du ønsker ikke at være et kendt ansigt

Det begrænser at skulle tjene penge på kunst

Skriv din bog, men med mindre ansigt på, du må gerne gemme dig bag fiktionen

Du skal ikke tænke på profit nu for noget som helst

Du kan skabe frit – vælg hver dag, hvad du har lyst til

Bare leg og skab – men gør det, prioriter det, sit with it

Mit år uden lønarbejde, dag -429

07/05/2023

En flod af lys i mit soveværelse.
Nyvasket økologisk sengetøj.
Økologisk kaffe med havremælk.
En bog.

Så privilegeret og overflodsagtigt.

Tænker på min dansklærer i gymnasiet, som favoriserede mig af ukendte årsager. Eller. Jeg tror, årsagen var, at hun godt kunne lide, hvordan jeg skrev og tænkte om litteratur. Det var i hvert fald forhåbentligt ikke på grund af, hvor uforberedt jeg altid var til undervisningen.
Jeg tænker på, hvordan hun fortalte om sin egen barn- og ungdom, når hun blev opslugt af en bog og læste hele natten, fordi hun ikke kunne lade være. Måske forvekslede hun mine tømmermænd med den intellektuelle form for søvnmangel.
Jeg kunne i hvert fald ikke relatere dengang. Jeg læste bøger, men langsomt med mange afbrydelser, min hjerne og hjerte evigt trætte og fyldt af navlepilleri, html, social status, værtshusrøg, forelskelse, brud, The Cures Disintegration, mine egne ord.

Men jeg kan nå det endnu. Fordybelsen, intellektet, nætterne for mig selv. Jeg har tid. Penge til syv år.
Hvad er syv år?

Man kan ikke spilde tiden, men det sidder alligevel i kroppen. Tik tak. Livet er begrænset, tiden går, hvad burde jeg have nået? Vil jeg pludselig begynde at fortryde, når jeg bliver ældre, selvom det aldrig har ligget til mig?

Vil øve mig i at finde ro i at nyde alt det, jeg har.

At være voksen betyder at kunne spise is til aftensmad.
At være økonomisk uafhængig betyder at kunne købe det, man vil have, fordi man ikke vil have særligt meget.
I mange år har jeg levet med gammelt, grimt, stift sengetøj, med møbler, der ikke passede sammen eller til mig, men kunne gå til nød, med tøj, der altid sad lidt forkert, med de billigste plejeprodukter til hud og hår, og med kaffe, der smagte af pap. Jeg fragtede engang en billig IKEA-sofa fire kilometer balancerende på en indkøbsvogn, fordi nogen gav den væk gratis på Østerbro.
På den måde har jeg undgået at skylde nogen noget. Efterhånden tjente jeg penge og skiftede lige så stille ud. Ét sæt sengetøj ad gangen, én bog ad gangen (okay, nogle gange tolv bøger ad gangen for at spare fragt), en billig lejlighed med specialindkøbte opbevaringsløsninger i stedet for gamle ukurante og møre plastikkasser i forskellige grelle farver. Og efterhånden har jeg lært, hvad jeg vil have. Lært mig selv at være sanselig og selektiv, ikke bare tage alt, hvad jeg kunne få gratis eller næsten gratis. Lært at unde mig selv den pomelo, den kakifrugt, den sesamolie… som afveksling til de velkendte røde linser i tomatsovs.

Så jeg læner mig lige tilbage i puderne. Og forsøger at læse en bog i ét stræk, mens solen fortsætter om i baggården.

Mit år uden lønarbejde, dag -444

22/04/2023

NOTE TO SELF – DEN KREATIVE VÆREN

Der er ikke noget mål udover processen og at ramme blot et par mennesker. Nyde. Lege. Undres.

Intet mål vil gøre dig tilfreds i længden… Udgivelse, mange følgere, berømmelse, generel anerkendelse…
Det, der betyder noget, er, at du gør det. Er der. Og forsøger at nyde det. Dyrker en anden verden, når et andet liv.

Du kan altid lønarbejde senere.

Højsæson

31/03/2023

Jeg smiler og siger hej til kvinden, der spritter alle overflader af flere gange om dagen. Hun er begyndt at søge mit blik, når hun går gennem det åbne kontorlandskab med sin rengøringsvogn. Jeg er muligvis den eneste, der ser hende.
Jeg har den døde valmue som baggrundsbillede på den ene af mine gigantiske skærme.
Folk stopper op og kommenterer. Den bløde æstetik stopper dem i deres hurtige, rationaliserede rutiner. De lader sig velvilligt distrahere, selvom de oprindeligt kom for at spørge mig om noget vigtigt og skynde sig videre.

Jeg downloader og installerer tolv skrifttyper på tre forskellige computere for at tilrette skabeloner til PowerPoint, som bruger maksimalt tre af skrifttyperne. Sandsynligvis skal de kun vises i 30 sekunder via en fjerde PC, som jeg ikke har fingre i, men burde indeholde de specialudviklede sans serif typer fra sidste års generalforsamling. Alt for den vigtigste kunde og min plan A, B og C. Jeg bliver nødt til at teste, at flettekoderne virker, for teknikken er som en evig listig organisme, der muterer, når vi kigger væk. Det er muligt at font og data afstøder hinanden spontant.

Jeg er vist den eneste i min afdeling, der kan navnet på pedellen. Og jeg er den nyeste medarbejder. De andre bliver i tvivl om de to stavelser hver gang. Konsonant, vokal, konsonant, vokal. Men de kommer måske heller ikke så tit på fjernlageret og i papinfernoet ved printerne, som jeg gør. Det siges, at han ikke kan dansk, men jeg har stadig til gode at se ham misforstå mine kalundborgjyske anmodninger om hjælp til frem- og bortskaffelse.

Det er de helt små observationer og handlinger, der får mig igennem. Får mig til at føle mig som andet end en lønslave i et glasbur på en dyr adresse. Jeg er stadig antropolog.
Mens jeg tapper danskvand på kander.
Nyder de gode kuglepenne.
Tegner til virtuelle møder.
Tegner, tegner, tegner.
Møder, møder, møder.
Møder, der burde have været opkald. Opkald, der burde have været mails.
Ser, når vinterhimlen bliver lyserød bag spiret på kirken.
Ser cyklisterne på boulevarden, når de kører på arbejde, og når de er på vej hjem igen.
Tager det sidste opkald efter 22. Der er generalforsamling i en pensionskasse.
Grethes internet er forsvundet midt i en kandidatpræsentation, og hun mener bestemt, det er min skyld, og at jeg har et motiv for at forringe den opstilledes chancer for at blive valgt ind i bestyrelsen.
Jeg går over til vinduet i den anden ende af det mennesketomme storrumskontor. Ser på mørket, der sænker sig over København i løbet af hendes svada, der stadig strømmer ud af mit headset.
Fortæller hende, at andres streaming af generalforsamlingen går fint. At hun kan prøve at slukke og tænde igen, inden der skal stemmes.
Siger ja og nej og godnat.
Jeg skal have læst op på hviletidsbestemmelserne.

Dag -476

21/03/2023

Jeg vil både være gladere og mere vred.
Mindre apatisk, mindre lammet.
Mere i live, dette ene liv.

Dag -489

08/03/2023

NOTE TO SELF:

STOP staten. Ræset. Christiansborg. Kortslut logikken.
Gør modstand ved at gøre ingenting.
Ikke arbejde mere.
Ikke blive syg.
Ikke forfordele.
Ikke ødelægge klimaet, miljøet, socialt liv.

Anerkend ulighed. Uretfærdighed. At det liv, de vil have, jeg skal leve, ikke er det værd. At noget andet er muligt, hvis det var mindre individualiseret, udnyttende, presset, konkurrencepræget. Demand full automisation. Jeg vil bidrage, når målet er godt. Det er det ikke nu. Så vil jeg bidrage til en anden verden… Med kunst, dvælen, ballade, socialt overskud.

Hvis der er så meget brug for mig, så må de betale ordentligt! For sygepleje, social- og sundhedsarbejde, alt det vitale. Pengene findes!

Der findes billionærer. Der findes privatfly. Du må gerne hvile, det er ikke for meget at forlange.

Brug al energi på det smukke. For en tid. Det er en unik mulighed. Ligeså gerne nu som senere. Du ved ikke, hvad der kommer til at ske. Og du behøver ikke at tænke på dét. Bare gør det, der flyder af sig selv.

Mit år uden lønarbejde, dag -501

24/02/2023

Klokken halv seks står jeg op og laver kamillete til øjenbetændelsen og halsen. Føler frihed ved at sætte mig til at læse. Vandmærker af Krasilnikoff. Lige omkring realskolen. Udbytningen. Fangenskaben. Skuffede forventninger til livet. Samme sang.
Ingen ser mig sidde her. Det er en meget stille protest. Jeg gør intet.

Har lagt Instagram over i en mappe, så jeg glemmer, hvor. Kan stoppe mig selv, før jeg scroller bevidstløst.
Jeg tjekker et par kreative kvinders CV’er på nettet. Gad vide, hvor mange penge, de har. Hvor mange frie timer. Hvor meget pres, de føler. Om det var det her liv, de havde forestillet sig. Hvordan de har fået deres netværk. Om det kan noget mere at have et på 700 mennesker end 150, eller om det bare er noget, vi bilder os ind, når vi ikke har det.

Mit år uden lønarbejde, dag -504

21/02/2023

Fandt en note, hvor der stod: If life just got harder it is probably because you leveled up.
Den minder mig om at spille Tetris på den store Macintosh i starten af 90’erne, hvor det gik hurtigere, jo højere level, man var nået til. Og baggrundsmønstrene skiftede ved hver ny sværhedsgrad. Min søster kunne nå meget længere, end jeg.

Men det her handler ikke om tempo. Og det handler heller ikke om endeløs hierarkiseret selvudvikling og eskalation.

Det handler om, at når jeg føler, jeg er i krise, så er det ofte fordi, jeg har opnået det, jeg ville og fået et nyt perspektiv. Jeg kan genoverveje eller bygge oven på. Og det er godt. Det er så vigtigt at huske at se og fejre det gennemførte og de nye erfaringer, ikke kun krisen og det nye ubehag. Al forandring føles svært i starten. Tvivlende. Men pludselig er det ovre, endnu engang. Og så finder jeg altid på nye ting at bekymre mig om, lidt for hurtigt.

Vil prøve at dvæle lidt ved det opnåede denne gang. Og have det ligeså vildt over, hvor jeg er, som jeg havde det, da min søster nåede til level ti for første gang og baggrunden pludselig blev rød eller zebramønstret, som vi aldrig havde set den før.

Jeg ser det ikke som et level up, nødvendigvis. Mit liv er ikke en stige eller et podie, det er mere som et træ. Man kan vokse og bevæge sig i mange retninger, gro længere rødder, give mange frugter nogle år og andre år ikke en eneste. Men da jeg læste den note, gav det mening for mig at se de her svære opbrudsfaser som et forøget niveau af erfaring og fintuning, måske. Hvis du føler dig på bar bund eller som om alt er sværere, end det plejer, så er det måske fordi du har ændret dig eller er færdig med dér, hvor du er. Eller fordi det, der plejede at være svært, ikke er det mere, så du får øje på nye udfordringer eller famler efter en ny retning.

Jeg troede, jeg ville tryghed, rutiner, ansvar, anerkendelse. Eller. Det ville jeg før. Nu vil jeg noget andet igen. Og det opnåede gør mig ikke glad. Men det gjorde det for en tid. Og det er altid godt at blive klogere. Mange ting kan man kun vide med erfaring.

I modsætning til i Tetris sætter jeg selv tempoet, så jeg ikke crasher og det er game over. Små skridt. Nysgerrighed. Selvomsorg. Og ikke alt for meget selvudvikling for selvudviklingens skyld. Men for glæden, nysgerrigheden, begejstringen for at jeg gerne må vælge om tusinde gange og kan ende steder, jeg aldrig havde tænkt på før. Jeg giver lige mig selv et pusterum. Jeg har gjort det godt. Jeg har fået lov til ting, der ikke virkede mulige før. Måske sker det igen. Mon ikke jeg finder på noget.

Mit år uden lønarbejde, dag -525

31/01/2023

NOTE TO SELF, om samfundssind:

Du gør ingen ondt ved at stoppe med at arbejde.
Mange af os har meget mere, end vi har godt af og brug for.
Og det er aldrig dig, der udhuler velfærden ved at være arbejdsløs – det klarer de folkevalgte.
Det har værdi at tænke, skabe kunst, være socialt overskudsagtig, sætte tempoet ned, inspirere med sin væren – og begrænse sit forbrug og belastning af klimaet.
Der har altid været bohemes, fattige kunstnere, kloge koner, asketer, der har levet af almisser på kanten af samfundet.

Der er legater til kunstnere. Der siver penge fra fonde og staten ud i ingenting hele tiden. Du må gerne lade dem finansiere dit arbejde også.

Hvis du gør, hvad du skal gøre og kan klare dig, er der ingen vigtige, der tænker ilde om dig. Provoker dem, der gør. Sæt dig på tværs. Kompenser for de år, hvor du har fundet dig i at blive udnyttet. Urimelige, aktionærfikserede arbejdsgivere betaler til staten, som betaler til dig, hvis du er på overførselsindkomst.

Du må gerne leve af din opsparing og være forfatter. Hvis der ikke er et job til dig bagefter, så er det nok stadig nogle institutioner, der kan hjælpe eller uddannelser at få. Ellers så pyt, hvis ikke de vil bruge dig. Du kan VILDT meget.

Sig op.
Tag pulsen på arbejdsmarkedet på dagpenge. Søg maksimalt selektivt. Lev dit liv. Tag evt. en praktisk uddannelse.
Hvis ikke der dukker noget fedt op, så drop det og lev af opsparingen.
Man kan godt have børn på kontanthjælp, hvis man er fornuftig og har tid nok. Selvforsyning, nydelse, genbrug.

Det ødelægger klimaet, at folk er så rige. Og de fleste vil gerne arbejde – for at skrabe sammen til sig selv eller for struktur, funktion og fællesskab. De behøver dig ikke. Og det er godt, at nogen agerer stopklods bare lidt, på effektivitetsskruen uden ende.
Find evt. et frivilligt arbejde, som gør noget godt, så gør du mere end rigeligt.

Og. Du har et arbejde nu. Du må gerne beholde det. Husk, at det bare er et arbejde. Act your wage.

Mimi-mellemspil #1

27/01/2023

Leder ofte efter mening og en måde at være produktiv på, men engang imellem kan jeg godt huske og mærke og tro på det her. Og at det er et tilfældigt mirakel, det hele.

Mit år uden lønarbejde, dag -534

22/01/2023

NOTE TO SELF – alt jeg ved lige nu:

Mening/drøm:

At kunne lege med ord og indtryk hele dagen
Opleve, føle, skrive ned
Til glæde og oplysning for andre

Social kritik – social udveksling – bekræftelse – normkritisk – dyrkelse af det skæve * mest i direkte interaktioner

Prøve at leve på en måde, så man passer på alt det andet levende

Mere aktivisme, råbe højere

Få folk til at føle sig mindre alene og mindre forkerte

MIN TID ER MIN, MIT LIV ER MIT
Nuet er det eneste, der findes

Jeg ville stikke af

16/01/2023

Jeg ville stikke af med dig
Min krop er stresset i hver en celle
Lidt af dig, men især af resten
Fyldt med pomfritter og søvnunderskud

Jeg ville stikke af med dig
Lade dig lære mig, at sneen er elskværdig
Blive væk i en drive, bygge et bål
Glemme alle mine arbitrære mål

Tage nord på af lyst for første gang

Jeg ville stikke af med dig
Mærke kroppen reparere sig selv
Mærke maven stoppe med at knuge
Mærke dine arme i stedet

Se flere solnedgange
Forsvinde i mørket

Jeg ville stikke af med dig
Dele den kvarte million på min konto
Måske ville det føles som at løbe fra noget
Men jeg har aldrig haft en bedre retning
End dig

Er det for farligt at bygge et hjem i et menneske?

Jeg ville stikke af med dig
Fra byen, fra voldelige naboer,
Fra indestængte lejere, stemmeresultater
Tage din hånd, trække vejret dybere

Jeg ville stikke af med dig
Gå i hi på ubestemt tid
Huske mig gennem dig
Få dig til at smile mere

Ikke alene mere i de yderste tanker

Jeg ville stikke af med dig

Mit år uden lønarbejde, dag -546

10/01/2023

NOTE TO SELF

Der er ingen grund til at opretholde noget, der ikke føles godt. Så kan vi ligeså godt lade verden gå under.

Vi skal leve på en måde, der har værdi lige nu. For os og hinanden og verden. Hvad er ellers formålet?

Og det et ikke 9 til 17 og mange penge og eskalation og konkurrence. I hvert fald ikke for mig eller alle dem, der er blevet syge i forsøget.

Penge er en konstruktion uden ressourcemæssig dækning. En illusion.

Du behøver ikke at have alle svarene og kunne forudse fremtiden for at vælge at stoppe op nu og leve på held, realitetssans og improvisationsevne. Du må gerne stemple ud af ræset. Det er mindst ligeså forsvarligt som at fortsætte.

Mine prioriteter

04/01/2023

NOTE TO SELF – TILLØB TIL MIT ÅR UDEN LØNARBEJDE (DAG -552)

MINE PRIORITETER:

Nære venner.

Familie. Niecer.

Natur. Mere tur. Mere nærvær. Mere rejse. Mere langsomhed. Mere årstider, ritualer. Mere krop. Sauna. Frisk luft og bjerge. Udsyn. Hav. Følge solen og stjernerne.

Ord – læse/skrive/få andre til at læse… Nære relationer og værk/vidnesbyrd.

Visuel æstetik – men leve mere i nuet og se mere med øjnene end med kameralinsen.

Synge og spille og lytte – mere live. Oplevelser med folk. Fest og dybde og rare miljøer. Måske noget med K. Øller og ballade.

Podcast med A. Leg + at finde tilbage til faglig stolthed. + Normalisere den lange vej til job.

Prøve noget nyt. Klatre, spille, lege, se. Teknikker/krea.

Æstetisk udtryk. Være kunst i dit udtryk og væren i verden. Ligne noget, der får folk til at stoppe op. Dyrke skønheden, også din egen. Være lidt mere krop og lidt mindre hoved. Lege klæd ud. Være den version, du bedst selv kan lide. Uapologetisk. Og indrette dig efter det også. Nyd det selv – det skal ikke (kun) være for at vise det frem. Men det er ok gerne at ville have vidner.

LØNJOBOVERVEJELSER:

Det er en slags lettelse ikke selv at være chef og sætte rammen for det, du skal tjene penge på. Der vil altid være administration/reklame/behov for at være opsøgende og selvhævdende som selvstændig. Det gider du ikke. Du skal inviteres til at dele og det er ok. Gør din ting og måske nogen inviterer. Ellers gør det ikke noget.

Måske du skal finde noget mere meningsfuldt engang (mere afstemt med dine overbevisninger og/eller mere analytisk), men for nu er selve rammen god. Tænk over, hvad du gerne vil stoppe ind i den og drøft det med lederne.

Du må gerne sige op, hvis du fortsat føler dig udnyttet og demotiveret. Der skal nok dukke noget andet op, hvis verden har brug for din arbejdskraft.