Føler virkeligt meget lede ved al kommercialisering i de her dage. Og IG generelt.

Er bange for den afstand, jeg føler til hamsterhjulet.

Vil starte på dagpenge i april og det trykker. Jeg har allerede kvalme ved tanken om at søge opslåede forgæves og blive tvunget på kurser. Alle de mails. At miste mig selv i at definere mig på andres præmisser. At glemme, hvad jeg har mærket nu.

Er ved at tage mig sammen til et LinkedIn opslag. Efter et år. Forhåbentligt sårbart og ærligt, og forhåbentlig kommer der god respons – men hvad, hvis der ikke gør?

Føler mig ligegyldig, nytteløs. Og kan ikke finde ind til den oprigtige følelse af, at jeg ikke skylder nogen noget og gerne må være til uden at arbejde mere end højst nødvendigt. (Nødvendigt for mig, som strukturen ser ud.)

Føler mig utilstrækkelig ved ikke at skrive mere, nå flere, kontakte flere, råbe højere, være mere strategisk og forretningsagtig. Ikke at gide salg. Stadig ikke at gide salg. 

Mere lighed, meget lavere tempo, omsorgsrevolution. Gider jeg godt.

Det er et hårdt bogprojekt. Gamle noter om svigt, løgne og vold fylder i mit lille hjerte. I relationer, der stadig består. Ting, jeg altid har underspillet overfor mig selv eller vendt indad og forsvaret, fordi “jeg var da også irriterende, selv ude om det, ikke som andre ville have, begik fejl” etc. Og jeg ville aldrig have kaldt det for vold dengang, trods store synlige fysiske tegn. “Det var jo ikke med vilje, at det kammede over”… De oplevelser læser jeg om nu på en ny måde. De får nu lov at leve i en verden, hvor vi konfronterer det hele og taler højt og sætter grænser. En verden, hvor vi vil være bløde og sårbare og blive respekteret og passet på. Rigtigt. Uanset.
Og det er hårdt at reflektere om det overfor min nuværende partner. Fortælle, at jeg opdager nye, gamle grunde til, at jeg er så ømskindet, hurtigt siger fra og somme tider har svært ved at tro på, at der ikke stikker noget større under, når han er irritabel, eller tro på, at jeg ikke har misforstået situationen, når jeg føler, at han vil mig.

Han kom og holdt om mig. Og lavede æg og bacon, fordi jeg var flad og manglede næring. Og sagde “Vi finder ud af det sammen” og “Du kan altid søge tilflugt lige her i min omfavnelse”. Jeg lever drømmen.

Vil prøve at slippe disciplinen lidt igen. Ikke sætte deadlines op for mig selv. Lade tingene være lang tid om at falde på plads. Nyde stilheden og nyde arbejdet, når jeg har lyst til det. Gå tilbage igen til at arbejde på det, jeg føler mest for den pågældende dag. Eller hvile, læse, nyde, tænke, vente. Det er mit liv og det er smukt. Jeg vil være glad. Jeg vil tage ansvar for at være glad. Jeg vil ikke tage ansvar for et sygt samfund og fremtids-Idas mulige problemer. Jeg skylder nutids-Ida at være glad og at nyde.

Det er meget november

Fik copy/pastet færdigt af alle mine gamle noter til bogen, så de nu står i ét dokument i nogenlunde kronologisk rækkefælge

Har hæklet kjolen færdigt, hæftet ender. Folk har set mig trævle op og hækle og trævle op i månedsvis, og haft svært ved at holde det ud på mine vegne… Men jeg har nydt det, og jeg skulle ikke nå noget. Og jeg er ret stolt af at have været tålmodig nok til at korrigere, indtil jeg var tilfreds, og at jeg helt selv har konstrueret det hele. Den sidder perfekt. 

Jeg har røget pot mod menstruationssmerter

Alt føles lidt syret

Jeg har købt billet til Bali

Også syret

Går nu lidt i stå

Regnen trommer i natten

Jeg skal ikke nå noget

Kan mærke meget ængstelighed i de her dage. Meget tvivl på mig selv. Meget ubehag ved verden, meget frygt for fremtiden, og har svært ved at forbinde til de ting, jeg selv har skrevet herinde… Om at jeg gør nok. At det ikke er farligt. At der er muligheder. Og mest af alt, at jeg gerne må leve mit liv, som jeg vil, og at jeg ikke er en byrde, ligesom jeg ved og kan mærke, at andre ikke er. At jeg tværtimod er generøs og arbejder hårdere, end mange. Vil andre mennesker mere, end mange. Vil være nyttig og gøre en forskel for andre, ikke kun for min egen økonomiske sikkerhed.

Jeg foretrækker at ligge og glo i sengen i to timer, før jeg står op. Efter at have været vågnet af mig selv klokken otte. Men det er godt nok svært at slippe de selvdisciplinerende tanker om, at det er for meget. For langsomt, for meget hvile. Hvorfor er det dét? Følelsen af, at det er ineffektivt. Jeg kunne have fået mere ud af dagen… Men det er humbug, de tanker. Og det er en stor, god ting, at den første time er uden telefon. Bare mig og kroppen og tankerne, og det grå vinterlys ind ad en sprække i gardinet. Finde tilbage til mig selv efter drøm. Mærke, hvad der trækker i mig. Lade mig selv styre dagen i stedet for at lade dagen styre mig.

Det er søndag. Så andre hviler også. Men jeg gør det oftere.

Jeg vil skrive fra 13 til 18. Fuldt fokus på min bog. Jeg flygter altid fra det primære projekt, hvad end jeg har bestemt, det skal være. Nu har jeg styr på IG og hjemmesiden og kan endelig skrive, og så vil jeg hellere lave julepynt eller webshop. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal starte bogen. Jeg har en masse indhold men ikke starten, rammen eller den overordnede stil. Og jeg er bange for, den bliver tam. Men min mand siger: Bare prøv noget af. Eksperimentér. Lav det om. Og jeg skal sparre med min veninde i næste uge. Så alt er fint. Men jeg er stadig bange for processen.

Er begyndt at lytte til Maja Linea Ernsts bog. Og er på en måde lettet og ikke overrasket over, at jeg ikke bryder mig om den. Det intellektuelle dydsmønster provokerer mig. Og selvironien lader vente på sig. Så lad mig prøve at være noget andet. End indspist akademiker. Og lad andre være, som de nu er, uden at jeg skal have smålige følelser overfor dem.

Jeg har ikke forsøgt at strukturere min skrivning de sidste seks år. Jeg har bare skrevet det ned, der er kommet til mig. Det er en helt ny disciplin at prøve at skrive et værk. At skrive intentionelt og bevidst, at tænke over opbygning og virkemidler. Og det er svært. Jeg plejede at være rigtig god til at strukturere akademiske tekster, men er lidt bange for, hvad der sker med denne her tekst, hvis den bliver stillet op på samme nøgterne, hårde måde inde i mit hoved. Der er ingen taksonomisk model at følge. Og jeg har altid næret uvilje imod at prøve at disciplinere det kreative. Er bange for, det går i stykker, hvis jeg lærer for mange kneb, øver mig for meget i analyse og metareflektion af egne nedskrevne følelser og stemninger. Men jeg ved godt, at jeg bør skære til. Og være mere intentionel. At det vil blive nærmest objektivt bedre sådan.

Jeg kan ikke læse mig ind på mine egne gamle tekster og huske dem uden ad, som var de samfundsteori, og føje dem til et kort over min hjerne eller forløbet. For de stikker i mange retninger, de er for evigt ufuldendte og splittede, og sådan skal de være. Ligesom jeg er. Og i modsætning til, hvordan mine akademiske produkter er. Der er detaljer, der kommer bag på mig, hver gang jeg læser mine skonlitterære ting. Detaljer som ikke er afgørende for det store billede, men for det lille. Skønhed i støjen og afstikkerne.

Jeg prøver at tænke det i lag. Plot og scener først, struktur, og så gå tilbage og male billedet færdigt med mange flere penselstrøg og nuancer. Ihukomme følelserne bedre, når mine egne simple skitser allerede står der på siden.

Jeg har længe ikke tænkt over, hvor meget jeg plejede at have ondt i skuldre og nakke af skrivebordsarbejde. Det har jeg ikke haft i snart et år. Men har det i dag efter fire timers intensivt arbejde. Og så er det så godt, at jeg kan lave noget andet i morgen. Strække, slaske og passe på kroppen. Selvom jeg gerne ville arbejde videre. Det løber ingen steder. Prøver jeg at overbevise mig selv om.

Solen skinnede, og jeg orkede at gå ud.

Vågnede ti over otte. Sov nok omkring kl 1. Lagde kogevask på plads i kasse og køkken.

Sad mindful i sengen med lukkede øjne og lod følelserne skylle uden at dulme.

Nu vil jeg læse lidt.

Viger uden om at skrive, men dagen er ung.

Det er lyst. Lader morgenlyset virke. Er ikke dødtræt, for en gangs skyld, men har ondt i hovedet og øjnene. Drikker danskvand først, og så kaffe.

Smager på kaffen. Dufter til den. Den er sort i dag. Tror, det kan virke antidepressivt og modvirke stress at monotaske og sanse. Vil prøve at gøre det hele dagen. Langsomt og bevidst.

Læser Danmarkshistorie for Folket.

Deleuran skriver om vores forfædres pandelap, hvor fantasien sidder, som menneskene beholdt ind i voksenalderen. Han skriver om, hvordan de malede og pyntede sig og opfandt flitsbuen. Og så er der en tegning i bogen, hvor der står en mand og kigger på dem, der maler dyr på væggen, og siger “Ja, det er meget godt, men kan man leve af det?” … Heh. Og av.

Jeg læste godt

Copy/pastede gamle tekster ind i bogdokumentet i tre kvarter

Gik i bad, eksfolierede og tog creme på

Ryddede en del op på værelset

Føler mig heldig. Min kæreste ligger og bobler inde ved siden af og passer sin terapi.

Jeg kan tage et varmt sted hen i månedsvis, hvis jeg vil.

Jeg kan læse og skrive, jeg har tid til at mærke efter, jeg behøver ikke tvinge mig selv ud, medmindre det er godt for mig. Jeg vil riste overskudsbrød og spise det med smør og honning. Vil skrive noget mere og i aften slappe af med min skat.

Ny periode

Sover ni timer i døgnet

Hviler meget

Er søvnig

Skrev en del i sidste uge, lidt besat, og malede dukkehus mange timer i streg

Og denne uge gider jeg ikke

Jeg prøver at balancere mange projekter

Sprede det lidt ud

Gemme ting, jeg er træt af, til senere og vide, at det nok skal rykke igen på et tidspunkt

Vil til at planlægge en rejse, sådan for alvor

Er rundtosset og lidt trist i dag. Måske over min mands kamp med sig selv og den tid, det tager. Måske over, at jeg ikke synes, jeg gør nok. Selvom jeg har hæklet kjolen færdigt i dag og malet huset færdigt uden på og vasket tøj og haft den vigtige snak.

Føler, jeg ikke når nok. Ved ikke, hvad der er nok. Frygter, at hvis jeg rejser, får jeg ikke skrevet nogen bog. Frygter også, at jeg får skrevet bogen, og at den møder en mur af stilhed. Der er lidt stress i mig og mange udsving for tiden. Om fire dage ved jeg, om jeg er gravid.

Savner forbindelse. Og savner også lidt mig selv og energien og roen. Måske er det bare sådan, november er.

Tror, jeg trænger til noget effektivt, systematisk arbejde. Ikke håndværk, ikke at dvæle ved dybe følelser, ord eller fortid. Så jeg vil prøve at fokusere på administration i morgen. Og søge til simple, overskuelige omgivelser på biblioteket. Prøve at gøre noget andet og indrette mit arbejde efter den del af mig, der blomstrer i orden og tydelighed.

Jeg havde en drøm om at sidde ude at glo. Om morgenen, mens folk ræser forbi. Det bliver ikke til så meget af dét. Jeg har mere lyst til at gemme mig.

Fra min vindueskarm kan jeg se et lille udsnit af himlen. Den er vild i dag. Rigtigt regnbuevejr med sol og regn på samme tid. Kæmpe skyer, der bevæger sig i et helt tilpas tempo til at jeg kan følge dem, meditere med dem… Ikke statiske, meget foranderlige tableauer. Og jeg skal ikke nå noget. Hvor privilegeret at have det lille udsyn. Og tid.
Hvor godt at have valgt det.

Jeg har åbnet en sandeltræssæbe fra Mysore. Blandet med håndcreme med rosenduft dufter mine hænder meget nostalgisk. Som af trolde på Bornholm. Som af miniatureverden. Som af blød plast med hormonforstyrrende kemikalier og magi.

Sanselighed i dag. Ro. Skal jeg have.

Jeg struggler også lidt med energi og præstationsforventninger. Fordi jeg ikke har lyst til at skabe eller arbejde. Jeg vil bare rejse.

Men så prøvede jeg lige at fact-tjekke med mig selv. Har egentlig lavet ret meget. Det føles bare lidt tomt i dag. Og jeg er bange for at ‘fejle’, selvom jeg ikke ved, hvad det betyder, eller hvad modsætningen er. På fact-listen står der, at jeg har bestilt vasketid, klippet hår og negle og barberet ben, været i Normal efter noget, jeg havde brug for, kigget på himlen, hæklet, set Shogun, læst et fagligt essay, svaret på beskeder, spist balanceret, leget med perler, malet facade på dukkehuset, lavet tre opslag klar, sorteret vasketøj, skrevet lidt og pacet min mand til røgfrit følelsesarbejde på en god måde. Ikke ingenting.

Måske kan jeg bare ikke så godt lide denne her verden. Men jeg kan godt lide ham. Og at se ting med ham. Og himlen. Og brød med smør.

Jeg havde en del tankemylder i nat. Frygt for fattigdom, vrede på de indflydelsesrige. Og samtidig lidt skyld. Frygt for at det er min egen skyld, hvis jeg bliver sat af. Har sovet alt for lidt.

Men i dag har jeg lyst til at stå op. Lyst til kaffen, til at læse i Deleurans Danmarkshistorie, til at skrive videre på min bog om mænd, der kom og gik, og læse flere gamle tekster.

Starter med at brygge kamillete til mit betændte øje.

Så må jeg tage en middagslur senere. Det tænker jeg altid på, når jeg ikke kan sove om natten. Fandeme godt, at jeg så ikke skal op halv otte og være skarp og frisk i syv-otte timer…

Er begyndt at rydde op i gamle skriveidéer og dokumenter med skønlitteratur, og det er så rart. Og gør det tydeligt for mig, hvad det her lønarbejde-pause kan. Selvom tilløbet er langt somme tider, og jeg kører mange projekter på én gang, så kan jeg mærke, at det rykker. Noter, der har ligget i et værre rod i mange år, bliver pludseligt til at overskue at give sig i kast med, fordi min organiserende hjerne ikke er overanstrengt oven på pasningen af et lønarbejde. Og det er hyggeligt.

Det er muligvis samtidig skriverierne, der giver tankemylder. Hvad hvis det ikke er godt, det jeg laver? Hvor godt skal det være for at være værd at bruge krudt på? Men også det tror jeg, man kan øve sig på at se i et nyt lys. Mindre målbart, mindre tidsoptimerende, mindre kritisk, mere det er, hvad man gør det til.

9.45

Vågner om morgenen uden rigtigt at have lyst til noget. At skrive, at gå ud, at læse, at nørkle, at gå i svømmehallen, at drikke kaffe… Intet trækker. Men sådan et det vist altid i november. Det nye er bare, at jeg kan blive liggende og være passiv, hvis jeg vil. Blunder lidt. Og efter en time i vågen tilstand, to timer efter alarmen, er jeg ved at være klar… Til at få koldt vand i hovedet, vaske søvn bort, og kaffen. Og at lægge telefonen væk og finde en bog i stedet. Langsomt.

Jeg arbejdede næsten tredive timer i sidste uge med forskellige nørklerier. Ville ikke have nogen idé om det, hvis jeg ikke trackede tid. Så det gør jeg. Med en app. Det begyndte efter mit første voksenjob, hvor vi skulle udfakturere vores tid på de projekter, vi arbejdede på. Det gav mig en ny fornemmelse af min egen produktivitet på en måde, jeg godt kunne lide.

Det er en form for selvmonotoreringsværktøj, ligesom skridttællere og al den slags teknologi. Jeg er lidt skeptisk omkring den slags og skrev speciale fra et foucauldiansk perspektiv om selvdisciplinering gennem digitale værktøjer, men samtidig er jeg stor fan af det overblik, det giver mig, at måle tiden, når jeg ikke har en leder eller en institutionel ramme. At jeg kan gøre min arbejdsomhed synlig for mig selv, da jeg ellers ofte undervurderer den.
Jeg tracker ikke for at presse mig selv til at arbejde hurtigere eller mere, men snarere for at styre det, begrænse det, og for at gøre det tydeligere for mig selv, hvor jeg bruger min energi. Og det giver en frihed, at det er tid, og ikke fx antal opgaver løst, som appen viser mig. Det hjælper til at holde fokus på proces frem for mål, og at anerkende det langsomme og lystbetonede arbejde.

11.30 

Luften dufter af muld og våde, visne blade, ikke råd. Efterår. Jeg går på biblioteket og henter en bog. Og en omvej hjem for at fange en Pokémon og handle. Sidder lidt på en bænk, inden jeg browser datovarer og køber hørfrøbrød, agurk, fed fisk og clickmix, så hjernen måske får lyst til at skrive hele aftenen.

12.19

Træt. Det er allerede ved at blive mørkt igen, virker det til.

12.39

Har spist dejlig frokost og drukket to kopper vand. Nu vil jeg sætte computeren op herhjemme i stedet for at sidde på biblioteket, stik imod min plan. Fordi jeg har lyst til, at det er uden bagkant og at ingen kigger på mig, mens jeg arbejder. Har lyst til at være alene i hulen. 

23.00

Det blev en god dag. Jeg fik taget hul på bogen. Men kom også til at bruge tid på tekster fra 2004-05. Det er sjovt. På mange måder tænker jeg lidt som for tyve år siden, og det er skørt at genfinde. Og lidt magisk at lære teenage-Ida at kende igen.

I dag føler jeg, det lykkes mig at holde fri for første gang i lang tid, uden en social aftale. Satte ingen alarm. Okay, jeg har malet vinduesrammer på dukkehuset, men ellers bare fladet ud. Drukket kaffe langsomt og set Castle Rock, støvsuget, ryddet op, været i bad, trænet lidt arme og mave, hørt lidt lydbog, strækket lidt og gået en tur. Uden pres for noget af det.

Især oprydning og støvsugning gjorde underværker for hvor rart her er, i min lille boble.

Min mand har taget hele opvasken, og laver gryderet med fritgående ko og gremolata lige nu. Vi har fundet hinanden igen efter et par hårde dage. Jeg har købt rødvin og skal hoppe trampolin med Agnes i morgen tidlig.

Jeg tror, jeg kunne slappe af, fordi jeg fik rykket på lidt i løbet af ugen, trods knas i parforholdet. Pakket min computer og taget den med på biblioteket. Gjort opslag klar til resten af måneden. Skrevet en præsentation og set, at den virker. Så nu er jeg fri til at skrive skønlitteratur i den kommende uge, og det glæder jeg mig til. Det føles godt, det med at skrive og lave administration ude. Så er computeren pakket væk, så den ikke står og siger, at jeg bør gør mere. Så er herhjemme dér, hvor jeg bruger hænderne på langsomt håndværk og slapper af. Måske tiden snart er moden til at synge lidt igen også, få det indøvet.

Trump vandt. Fuck.

Var ved lægen, og det var godt.

Var på læsesal i går, og det var godt.

Får skrevet og tænkt, føler mig kreativ efter lidt stilstand, og det er godt.

Struggler med at føle, at det ikke går hurtigt nok, og det er ok.

Har spist en chokoladecroissant og drukket kaffe med den søde sojamælk med vanilje. Luksuslivet består.

Jeg er snart færdig med at male dukkehuset indvendigt.

Der er valg i USA.

Min mand er i skoven efter svampe.

Jeg prøver at læne mig ind i stadigt nye stadier af det lønjobfri liv. Se det, jeg har nået. Se det, jeg gerne vil og kan.

Min mand minder mig om, at man har meget større indflydelse, end man tror. At man ikke skal røre mange for at ens handlinger gør en forskel. At man påvirker sine omgivelser med små ting, der spreder en energi som ringe i vandet. Kaosteori. Og at vi som individer samtidig er relativt ubetydelige.

Han finder trøst og frihed i at alle spor af os som personer nok er væk om to hundrede år. Og i tanken om det kaos, der omgiver os. De historier, der ikke bliver skrevet ned, men er ligeså gyldige. 

Vi snakker tit forbi hinanden om det. Jeg ved ikke, om jeg forstår det hele, men han udfordrer og inspirerer mig.

Men. Jeg vil gerne huskes. Jeg vil gerne blive læst på tværs af tid. Ligesom jeg læser Bertrand Russells tekster fra for 92 år siden og tænker, at de stadig er relevante. At der er trøst at finde i dem for mig, nu. Sådan noget vil jeg gerne skabe. Men er der en målstreg, hvor jeg føler, at lige dér, der ligger tilfredsheden, lige dér har jeg gjort nok, opnået nok? Sikkert ikke.

I én optik gør du ligeså meget ved at smile til en fremmed på gaden, som hvis du skriver et episk værk.

Det er en kamp i dag at få gjort ting.

Efter en periode med meget feedback er der nu stille igen… Jeg føler, jeg er blevet sendt tilbage til start… I forhold til at opnå hvad?

Jeg har besluttet at fokusere på at skrive i november og december.

Har lidt tømmermænd efter tre koncerter i går – rigtig gode shows og rigtig gode gutter at følges med, hvor er jeg heldig.

Og min mand lavede madder til mig i formiddags… Og vil lave en sød økokylling til os i aften… Og jeg skal ikke præstere for at få nogen af delene. Jeg må gerne lytte til kroppens behov for hvile, glæde, leg…

Men det er så svært, stadig.

Måske skal jeg begynde at tænke i, at det kan være, det her er midlertidigt. Hvis det kun bliver et år, så er en tredjedel gået i løbet af næste uge. Så er det endnu vigtigere at nyde det. At lade det være en reel pause. At dykke dybere ned i et opgør med præstation.
Det er svært, men det er godt. Og sandsynligvis har jeg mange flere år tilbage til at arbejde. Det er jo ikke fordi, det ville gøre mig gladere eller føles bedre, det ville bare være noget andet.. Og jeg ville være i gang, så jeg ikke havde så meget tid til at tænke.

Jeg vil putte sukker på min skyr, lave kaffe og se fjernsyn nu.

Og nyde min aften med ro og kærlighed fra og til min partner in rest.

Jeg har indført en ugentlig kropsdag. En dag, hvor mit fysiske velvære er det primære. Hvor jeg mærker efter sensorisk og bevæger mig. Hvor alt andet er sekundært.

Jeg har krammet min kæreste.

Jeg har læst Bertrand Russells hyldest til lediggang fra 1932, og genfundet så mange af mine egne tanker fra det sidste år deri. Det trængte jeg til. At blive afstivet i, at det er ok og meningsfuldt, det her.

Jeg har fået et myggestik i panden… På oktobers sidste dag.

Jeg er stadig træt, men har det lidt bedre. Skulle kun bruge otte timer i nat, de første lidt urolige. Nu er klokken kvart i ni, jeg har trukket gardiner fra og lavet kaffe. Sat mig tilbage i sengen. Uthaug er kedelig, men jeg lytter videre for ikke at spekulere over slutningen, mens jeg hækler kjole. Kjolen, som har været trævlet op tre gange uden ærgrelse. Hækler mere for at hækle end for at få en kjole. Men denne gang tror jeg, den bliver god.

Jeg fik ryddet op i går og bare det, at her er rydeligt, gør meget nemmere. Jeg vil prøve at mærke lysten i dag, også hvis den er lille. Følge den. Jeg kan godt mærke den, når jeg snuser til kaffen. Jeg kan godt mærke den, når jeg lægger telefonen væk, når jeg tager hækletøjet frem. Yndlingsbogen af Krasilnikoff venter også ved min side.

Jeg kan mærke den, når jeg ikke tvinger noget i gang. Det skal til nogen gange, som i går, for at jeg kan komme op af et hul, men i dag begynder jeg at kunne mærke andet. Et gulv i dukkehuset, der skal males lyserødt, lidt lys på himlen udenfor, en ryg, der skal strækkes.

–

I dag har jeg malet dukkehus. Hæklet en halv kjole. Læst en bog færdigt. Gået tur, krejlet et bord. Debriefet så godt med min partner om små uoverensstemmelser i går – det er sådan en gave at kunne være så opmærksom, tale med så meget overskud, selvindsigt og ro. I stedet for at gøre det fra en irriteret og overstimuleret hjerne.

Intet af det ville jeg have gjort, hvis jeg havde arbejde. Og alt sammen føles godt.

–

Jeg så Anders Agger snakke med udsatte i TV, og bliver nu ramt af skyld igen. Bare det at se et program bygget op på en præmis om indenfor og udenfor, at yde og at være en byrde. Det gør mig urolig. For fremtiden. Jeg har forsøgt at genlæse egne opslag for at finde et mantra. Men lige nu kan jeg ikke finde ind til følelsen… Af frihed, af produktiv trods, af at jeg ikke skal have et formål…
Måske i morgen.

Det er rart at sove ti timer i døgnet for tiden, men også lidt skamfuldt. Føler mig svag eller doven, når jeg gør det. Samtidig med at kroppen længes efter det.

Parforholdet får og tager energi for tiden, det psykologiske arbejde, at bryde cirkler… Det er udmattende, men givtigt. Til gengæld tager han virkeligt meget fra for tiden i forhold til praktiske opgaver, hvilket jeg virkeligt kan mærke sætter mig fri til mit kreative arbejde, og jeg føler mig så heldig derved.

Jeg er lidt lad, stadig. Mandagene er lidt svære. Søndagene er helt uden angst, men mandag morgen har jeg mest lyst til at blive liggende.

Jeg har sorteret billeder for et par måneder, udvalgt lidt til det her projekt, slettet en masse dubletter og grimhed. Jeg værner om fortiden, alle mine billeder ligger fint sorteret i en mappe per måned og bliver tyndet ud ad flere omgange for at spare plads og finde det centrale. Digital minimalisme, intentionalitet, refleksion.

Jeg fik skrevet et opslag nu. Om min opsigelse. Men jeg bliver irritabel af skærm, så jeg får ikke forberedt til resten af ugen, som jeg plejer. Jeg vil hellere gå en tur, før alle andre får fri. Rundt om kanalen. Og så måske ud at købe flødelikør. Unde mig selv afslapning og glidende bevægelser, blødhed og sødme. Hver dag er en fest. Og jeg drikker faktisk en hel del mindre, end jeg gjorde, da jeg arbejdede. Jeg drikker mig sjældent fuld i weekenden, der er ikke det samme behov for at glemme alt. Og jeg dulmer ikke nerver i det daglige eller belønner mig selv med treats, der kan spises eller drikkes.
Fordi selve eksistensen er rar.
Ikke noget, jeg skal kompenseres for at udstå.

Jeg øver mig i et gøre én ting ad gangen og ikke jage afsted med den. Nu maler jeg fx det dukkehus, som jeg har haft i 25 år. Og det tager lang tid og har ikke så meget formål, men masser af whimsy, og det føles rart. Så jeg prøver at blive ved det, hvor længe det end tager. Prøver at nyde og arbejde hen imod at blive færdig og tilfreds og være til stede i den færdiggørelse.

Da jeg rejste i Portugal for en håndfuld år siden, mødte jeg en journalist, som jeg fortalte om mine interesser og om det at ville mange forskellige ting og være semi-god til meget, men ikke ekspert eller den bedste til noget. Han fortalte mig om at gøre én ting ad gangen. Han havde haft en mentor, som havde sagt, at han skulle dække én ting, og gøre det færdigt. Da jeg mødte ham havde han brugt et halv år på at dække transpersoner i sin by fra forskellige vinkler. Opbygge netværk, afsøge vinkler, tilegne sig viden. Beskrive fællesskaberne, udfordringerne, politikken, individerne. Uden at tænke på tusinde andre aktuelle emner imens. Bare blive ekspert i én ting og lave godt håndværk med ét tema. Og hvordan han så oplevede, at han ikke gik glip af noget. Der er stadig andre emner, når man er færdig med ét. Man mister ikke noget, især ikke faglighed, ved at fokusere.

Det tænker jeg ofte på. Især, når jeg stresser over, at noget tager lang tid. Jeg vil gerne blive bedre til at gøre ting godt fremfor at gøre dem hurtigt. Og at gå til processen med stolthed og fordybelse i stedet for travlhed og bekymring om de andre ting, jeg ikke når.
Jeg når dem senere. Og øvelse er virkeligt centralt her. Det bliver nemmere, når man har praktiseret det et stykke tid. At dvæle, at være mindful. Og tiden udvider sig, verden åbner sig faktisk, når man skærper sit fokus.

–

Det er på mange måder en gave til mig selv, at jeg skriver så meget ned. Jeg læser notater fra for et år siden og det kan så meget, når jeg sidder midt i det her år og ikke længere kan se det udefra.

Mit fortids-jeg minder mig om, at flade dage som i dag også var en del af planen. Jeg får set film, læst bøger, mediteret, opslår mange flere ting, tænker og deler på en måde, jeg ikke havde energi til før, og møder ligesindede i indbakken. Måske endda mere, end jeg havde turde håbe på, alt det. Så ingen grund til panik eller at føle, at du når for lidt. Du når det, du skal.

Og ja, jeg var vildt privilegeret med den arbejdstid, jeg havde for et år siden. 15 timer om ugen halvdelen af år. Fuld tid resten. Men målstregen flytter sig, hver gang jeg opnår noget. Og efterhånden er det klart for mig, at det er noget mere fundamentalt, der skal ændres. Ikke hvor meget, jeg arbejder, men hvordan jeg lever, og hvad jeg er en del af.

Jeg har et stærkt behov for at være nyttig. Måske er det et personlighedstræk, det er svært at komme uden om. Og måske er det ikke skidt.

Men det kunne være godt at kunne skrue op og ned for det. Så jeg ikke finder på opgaver bare for at gøre det. Og så jeg kan være mere og gøre mindre, når jeg trænger til dét.

De fleste af os bliver opdraget af institutioner til at gøre. Og ikke til at være. Til at udvikle os, lave planer, udnytte potentiale, præstere.

Jeg søger tilbage til mit indre barn. Uden tidsfornemmelse, uden altid at orientere sig efter at være nyttig. Bare udforskende, legende, undrende, følende – uden mål.

Der er noget helligt, magisk ved livet i sig selv, ved at eksistere. Måske færre børn ville blive bombet, hvis alle orienterede sig mere i den retning. Vores ukrænkelige ret til “bare” at eksistere. Hvor meget skal den presses og negligeres, før noget springer i norden?

“Jeg gad vide, om jeg er den eneste, der oven på et par fridage, også kan have det lidt stramt med at skulle i gang igen med mine egne ting, selvom jeg selv vælger dem? De selvstændige herinde lyder ofte så positive. Jeg har ikke decideret scaries, men søndag og mandag kan godt være dage, hvor min selvdisciplin, min fremtidsfrygt, min indre kritiker og min indre hedonist bruger en del tid på at diskutere… <3 Selvom jeg egentlig godt kan lide mine arbejdsopgaver.”

Kommenterede jeg på et opslag om Sunday scaries fra nogle af de andre gode Instagramprofiler, der advokerer for at gøre op med lønarbejde, leve langsommere og blive selvstændig med noget, der er nemt og meningsfuldt… Den slags opslag opstiller tit en modsætning mellem lønarbejdet og det gode liv. Mellem frygt, modvilje og pres på den ene side, og frihed, kreativitet og livet som selvstændig på den anden… Og dét… føler jeg ofte ikke rigtig er sådan, det forholder sig for mig. Jeg kan stadig, når min weekend er ved at slutte, en ny uge starter og min to do-liste er opdateret, føle masser af pres. En undvigen. Præstationsmonsteret eller meningsløsheden lurer… De eksisterer også udenfor lønarbejdet.

Jeg føler ikke det store drive, lige denne mandag morgen. Der er altid lidt en lille bølgedal oven på sådan noget som JP og +140% besøgende, 5000 visninger etc.

Følelsen af Ok, nu prøvede jeg dét, og hvad så?

At svare på de søde mails bliver endnu en to do.

Jeg lagde mig og mediterede over, at der vitterligt ikke er noget, jeg skal. At jeg er helt fri. Det er jeg jo, faktisk, men jeg føler det ikke. Jeg føler altid, at der er noget, jeg bør. Altid.

Jeg vågner stort set aldrig uden en mental to do-liste. Der trænger til at blive ryddet op og gjort rent. Den podcast dér er syltet, den artikel dér, fik jeg aldrig taget hul på. Der er også opvask og opslag, der skal rettes til.

Alt sammen uden økonomi. Alt sammen uden forpligtelse. Hvorfor føler jeg mig så forpligtet?

Jeg forpupper mig lige lidt oven på medieopmærksomhed og mange nye besøgende og beskeder og tanker. Jeg har fået et par mails fra læsere, der rammer noget dybt i mig, og det føles sjovt og vildt bare at gøre noget lidt ud over det sædvanlige. Og blive set i det. Men. Jeg er et omvandrende paradoks. Har lyst til at sætte ild til det hele, skabe fællesskaber, dele sårbart, få kontakt og åbne døre… Og så er jeg en introvert, genert, eftertænksom, langsom og kontrolleret type, der nemt bliver overstimuleret og har brug for meget tid i min egen lille hule. Så det er dér, jeg er nu.

Tak for jer. Det er en fornøjelse! <3 Jeg vender tilbage og har planlagte opslag klar til IG.

P.S. Jeg får meget ros (i forbindelse med JP, hvilket ikke er så overraskende ift. deres segment) for at jeg holder fri for “egne penge” og vil bare lige sige: Der er INGEN skam i at være på understøttelse. Det er et sikkerhedsnet, du fortjener, og som er nødvendigt i denne her samfundsstruktur, og. Der. Er. Råd. Det er en prioriteringssag. Fx får CEO’erne i de store banker tocifrede millionbeløb i løn hver måned.
Du må gerne være her og bare være. Altid. (Og jeg kommer sikkert også tilbage på dagpenge engang).

Artiklen udkom i dag. Det har fyldt meget de sidste uger. Med tovtrækkeri med redaktøren. Ændringer af ordlyden… Fra noget med en smule kant og samfundskritik til noget meget fladt, som det er sværere at se mig i. Og jeg blev bare træt. Så jeg lod dem. Og tog det som en oplevelse. Og en bekræftelse af nogle fordomme. Jeg var ellers så positivt overrasket, da jeg læste det første udkast.

Men nu er den ude. På forsiden af Erhvervssektionen.

Det fremstilles centralt, at jeg til tider er brødebetynget, forvirret og klar på at knokle for den skønne velfærdsstat i ufaglærte, men vigtige stillinger, hvis det skulle komme dertil… Der var desværre ikke plads til mine hints om, at jeg ville være mere motiveret for just dét, hvis dem i toppen gad stoppe med at støtte bombning af børn, droppede skattelettelserne til de rigeste og kunstigt åndedræt til konventionelt landbrug, gjorde et eller andet ved de monstrøse bankforretninger generelt, investerede mere i psykiatri, ældrepleje, daginstitutioner m.m. og lod folk gå ned i tid og passe på sig selv og hinanden og have det fedt og gå i skoven. Måske fik jeg heller ikke sagt det hele, men jeg fik sagt noget mere.

Oh well. Den skal nok pisse nogen af alligevel, jo.

Til gengæld er jeg positivt overrasket over at fotografen har ladet mit kufiyyeh komme med i baggrunden på et billede.

Det er sjovt at se sig gjort til mild ragebait. “Ida Liv Ahm sagde sin »voksenjob« op, og hun vil ikkke have et nyt,” skriver de herinde på Instagram. Men det er jo ikke forkert.
Jeg ville gerne have fortalt noget mere om, hvordan jeg får pengene til at strække, og hvad det nøjsomme liv giver mig. Hvordan det at have god tid også gør livet billigere. Hvordan convenience og knaphed på tid og energi er en lænke, der holder folk fast i arbejde og overforbrug. Hvordan jeg går på tilbudsjagt og henter ting på genbrugspladsen, laver og forbedrer ting med mine hænder, så jeg ikke behøver købe nyt, kan være en ressource for mine nære, der selv kæmper med job og praktiske forhold, fordi jeg faktisk har tid til at lytte, reflektere, hjælpe, være fleksibel… Og at jeg inspirerer til at stoppe op og nyde, blot ved at komme på besøg som mig selv.

Nu ved jeg ikke rigtig, hvad den kom til at handle om, artiklen. Men så er det jo heldigt, at jeg har en platform her. Hvor man kan læse præcis, hvad jeg selv har haft lyst til at sige eller skrive. Uden redaktør.

Jeg kæmper lidt i de her dage. Med at finde energi til noget. Med at finde en vej frem, der føles rigtig.

Men så stopper jeg op. Forpupper mig i sengen. Og så opstår der nye ordsammensætninger, jeg får taget hul på at male mit dukkehus indvendigt, hvilket før virkede uoverskueligt, umuligt. Ting uden mål, uden kapital. Bliver mulige og rare.

Og jeg søger inspiration i mit paradistræ. En aflægger af det, mine forældre vist har haft med siden 80’erne eller længere. En stamme, jeg har haft med siden jeg flyttede hjemmefra.
Det var blevet så trist, mørkt og energiforladt, og knækkede, når man prikkede til det. Forgrenet i mange retning ud over det hele, men svagt i alle yderpunkter. Jeg var i tvivl om, om roden var rådden på grund af den måde, det var vandigt, men alligevel tørt i afstikkerne. Forleden lod jeg alle grenene knække, hvor de ville. Der var et par stykker tilbage, tykke og forkortede. I dag lagde jeg mærke til alle de små sprøde, saftige, dybgrønne nye blade, der er dukket op alle steder, hvor noget var knækket af.
De ser så sunde og energiske og søde ud.

Man må gerne give slip, droppe nogle forgreninger, selvom man har brugt meget krudt på dem før og troet, de var essentielle. Skære ind til benet, give systemet lidt tid til at komme sig. Så spirer der nye ting nærmest helt af sig selv, og roden var slet ikke rådden, bare træt af udtjente projekter og bjerge, man bar rundt på, i stedet for bare at bestige en enkelt gang. 

Og i dag er dag 100. Jeg har sat en øl på køl og købt chokolade. Prøver at se alt det, jeg har fået af det her eksperiment, men som jeg tager for givet ofte. Projekter, der rykker, omend langsomt. Tid til hvile, når jeg er træt og snottet.

Og der er kommet mange nye følgere til. – Der er noget, der ræsonnerer. Noget, jeg er ikke er den eneste, der længes efter. Tak.

Er flad og sårbar i dag. Blev interviewet til JP om mit år uden lønarbejde i sidste uge – interview mandag, fotosession i mit hjem onsdag, udkast og rettelser torsdag og fredag. Og det dræner. De modsatrettede følelser i mig. Vil gerne larme, men er også meget introvert og genert. Vil gerne gøre en forskel, men helst ikke ses.

Det er snart dag 100 af eksperimentet. Tiden flyver. 

Nåmen. Eksponeringen, det at være på på den måde, sidder vist stadig i mig. Trækker energi ud og gør mig sårbar. Lammer skabertrangen med selvbevidsthed. Det passerer nok. Snart er artiklen ude, så jeg kan fejre det eller glemme det igen. Har ikke lyst til noget, så jeg prøver at holde fri. Se serie. Jeg har rettet lidt til på SEO, hvis nu lidt flere googler mig, når de har læst avis. Men jeg gider ellers ikke rigtig noget. Lappede en trøje. Det burde også være nok.

Men der er, som nævnt ofte før, lidt opbrud i alle mine måder at måle min aktivitet på. Og det blæser og er koldt. Jeg begynder at drømme om at rejse til vinter. Hævelsen af lymfeknuderne har fortaget sig. Min mave er stadig i stresset oprør. Jeg føler mig akavet og irritabel. Vil prøve at sidde stille. Vente. Sidde med ubehaget og vide, at det går over. At jeg får energi og lyst igen. At jeg nok skal få realiseret idéerne lidt efter lidt. Også hvis det ikke bliver denne uge.

Jeg vil holde ferie nu. Og så lave to afsnit podcast. Og så prøve en ny rutine med at komme ud at skrive. Og nørkle herhjemme, udvide butik.

[En note om at dele teksten fra dag -525]

Det føles stadig kontroversielt at sige, at vi har tilstrækkelig velstand. At dele mine tekster fra for et år siden om, at det er en god ting at sige op. Men det er sådan noget, jeg siger til mig selv. Stadig. Knaphedsretorikken er et produkt af politisk prioritering og systemisk status quo. Ret og pligt fylder stadig meget i mine følelser, men rationelt ved jeg, at der er andre muligheder for os alle. Det føles lidt vildt at dele mine private noter, der retfærdiggør mine valg og kritiserer normerne, men måske du også har brug for nye tanker eller for genkendelse. Og jeg gider godt diskutere nuancer og forskellige perspektiver. Så her er jeg og mine ord.