Jeg græder meget i dag. Der er knas i mit forhold til ham derhjemme. Har droppet mine planer, fordi jeg kunne mærke behov for at behandle følelserne fra i går og i nat. Føle dem ud. Og prøve at forstå dem. Eller bare vente på at kunne forbinde mere til alt det, der tydeligvis foregår underbevidst. Jeg tror, det er en god ting. Ved ikke at lønarbejde. At der er tid til det her. Men jeg tror også, der er meget udbrændthed, der stammer fra det svære i relationer. Ved ikke, om vi nogensinde kommer ud igen på den anden side.
Om fire dage flytter jeg ind en uge i en lejlighed på 30. etage i et kompleks med infinity pool og vagter i lobbyen. Det er jeg ret spændt på. Det er en mærkelig følelse sådan at vende tilbage til et bestemt sted ude i verden efter 10 år, nu som voksen. Dengang havde vi ingen penge, så det blev nødt til at være de billige løsninger. Jeg er langsom til at lære, at sådan er det ikke mere. Og så ser man sådan en by fra en anden vinkel. Nu er det mig, der bor ude i de lidt dystopiske, relativt nybyggede højhuse, som jeg kun så ud af øjenkrogen dengang. Der kan jeg forhåbentlig arbejde igennem. Jeg føler jeg trænger til at gøre mere, observere mindre. Men er ikke sikker. Jeg kan måske lave mad fra bunden! Har mange hverdagsretter, jeg længes efter.
Og bagefter rejser jeg nok rundt lidt mere, som jeg gjorde i starten af turen. Jeg glæder mig til kram og plain sandwiches og min egen kaffe og mere tøj at vælge imellem. Men gider også godt de næste tre uger!
Det er meget nemt at være her i Georgetown. Føler mig ret afslappet, når jeg går rundt, i modsætning til, hvordan jeg ellers har været på vagt i alt det nye, jeg har oplevet indtil nu. Og jeg kan finde vej på gefühle og trafikken stresser mig ikke. Og i dag fik jeg afleveret vasketøj til en gammel kinesisk mand ude i et almindeligt beboelseskvarter, dagens mission! Glæder mig til at samle det op i morgen og ikke lugte surt og underligt mere. De små glæder…
_
Jeg har genlæst, hvad jeg skrev på dag -501, og kan mærke, at jeg efterhånden tænker mindre på det med netværk.
Noget, som Pixelfed gør tydeligt for mig, er at de vigtige menneskelige forbindelser handler om kvalitet over kvantitet. Selvfølgelig er det sådan, kan man tænke. Men hvis man tænker kommercielt og er blevet voksen med hjemmesider og apps, der tæller likes, besøgende, forbindelser, transaktioner konstant, så kræver det alligevel lidt refleksion at holde fast. Men det, jeg skaber, er ikke for alle. Og ikke en metervare. Og det er ok. Det gør meget for mig, at folk interagerer mere direkte på Pixelfed, end mange gør på IG. På Pixelfed er der flere samtaler, udvekslinger, fordybelse, kreativ og samfundskritisk krydsbefrugtning. Folk er til stede, rigtigt, føles det som. (Hvor længe mon det varer?)
Som min kloge partner ofte minder mig om, så er det, vi gør, lidt som sommerfuglens vinger eller ringe i vandet. Du behøver ikke påvirke 700 mennesker direkte for at have indflydelse. Du har ingen idé om, hvor meget, du sætter i gang ved at påvirke en lille håndfuld. Og det synes jeg både er smukt, giver en form for ro og tager noget magt fra de kapitalistiske logikker på sociale medier, som vi har vænnet os til over de sidste 17-ish år.
Vær en dråbe eller et vindstød. Tag et lille skridt.
Jeg er ret i tvivl om min retning og nedslået over verdens tilstand, men én ting ved jeg: Jeg vil ikke have et travlt liv.
–
Det ser helt sikkert eventyrligt og livsnyderagtigt ud, hvis man følger med i min rejse online, men jeg læser også nyheder, og i dag har jeg lyst til at sove fra det hele… Og savner så meget real life fællesskab, social hverdagsaktivisme og kram. </3
Er kommet til at søge frivilligtjanser i min afmagt – ikke den værste mestringsstrategi, måske. Har online møde med Foreningen Ung Trivsel om et par dage, blandt andet.
Jeg har nu i et par dage droppet Coca Cola, fundet flaskevand, der vist nok ikke er ejet af de største corporations, sprunget over Burger King og de største vestlige kioskkæder.
Men det griber om sig. Jeg vil gerne droppe Prime, Spotify, alle, der tillokker klik med frygt, taktik, AI, ragebait eller bare basal SoMe marketing. Jeg vil have ægte, uafhængigt indhold, der har noget reelt på hjerte og er præcis, hvad det giver sig ud for at være. Og det er svært. Det kan godt stresse mig lidt, at det er svært at gøre det komplet uden frygten for at miste forbindelser.
Jeg har sovet længe i dag og kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort det. Det var virkeligt godt.
Jeg glemmer nogen gange de dér ritualer, der gør det hyggeligt undervejs. Kommer lidt i praktisk “effektivt” overlevelsesmode. I stedet for fx at huske sin dårlige kop morgenkaffe, som jeg gjorde hver dag på Bali.
Jeg har gjort noget lidt vildt i øvrigt – betalt knap 1.800 kroner for at have min egen lejlighed i et højhus i en uge. Så nu ryger budgettet lige lidt. Men jeg havde brug for… Et eller andet. At komme ud af min knaphedsfølelse og frustration over, at Malaysia er ret dyrt (selvom jeg godt vidste det på forhånd) og fyldt med ekstra skatter og har meget få dagligvarebutikker og og og. Jeg har penge. Og det bliver sjovt. Måske. Og så tvinger jeg også mig selv til at blive i det her område i længere tid. Så jeg ikke skynder på mig selv de næste par dage for at nå at se ting, hvis jeg bare har lyst til at sidde i min seng og læse.
I går havde jeg tankemylder. Ved ikke, hvad der ramte. Noget med alder, job, barnløshed (eller -frihed?), alting. Det sidder fysisk. En nervøsitet. Spekulerer på, om jeg finder løsningen. Og spekulerer på præstationsting. Gør jeg nok? Gør jeg den forskel, jeg skal? Er jeg dygtig og vigtig nok eller helt galt afmarcheret og forkælet ved ikke at arbejde 37+ timer, når nu jeg måske godt kan?
Jeg har en mappe med beskeder og kommentarer. Fra folk, der har fundet støtte eller glæde i mine tekster, mit udtryk, mine projekter. Det betyder så meget. At vide, at jeg gør en positiv forskel, hvor flygtig den end er.
Føler mig så forpligtet. Og har det alligevel så svært med at føle mig tvunget til noget så unaturligt som at arbejde på noget meningsløst, uden at være drevet af en reel fare for sultedød eller noget i nærheden.
Kunne ikke sove i nat. Vendte og drejede og stressede mig selv. Kom til at søge et frivilligjob. Ved ikke, om det ligger som første skridt på en vej, jeg gerne vil gå… Det har vejleder i titlen og min uddannelse er empirisk relevant, så måske. Men hey. Det behøver ikke være en vej. Det kan bare være et punkt. Et muligt punkt.
Åh altså, denne her lille højlandslandsby går lige i hjertet. Folk er så søde – og tilpas distancerede. De har ikke så travlt med den håndfuld turister, vi er. Hvis man går fem minutter væk fra hovedvejen, er man i en verden, hvor livet leves helt uafhængigt af mig og det, jeg repræsenterer. Skolebørnenes engelsk rækker lige til “Hello”, “Goodbye” og “I love you”, og de vil meget gerne prøve det af, når de har en unik chance… (Jeg smelter). Men ellers smiler folk bare til mig, hilser og fortsætter det, de var i gang med. Rige på liv.
I dag er sådan en dag, hvor jeg bliver rørt hele tiden. En dag, hvor jeg føler lykke i fulde, hele mig. Selvom jeg er alene. Selvom jeg ikke er tryg ved fremtiden.
Jeg er tryg ved Munduk.
Udsigterne er utrolige og det er så nemt. At planlægge, få pengene til at række, kunne overskue det hele, komme fra A til B. Jeg føler stor komfort for første gang længe. Temperaturen er perfekt.
Snart får jeg serveret første rigtige måltid efter en del dage på nudler og kaffe. Jeg kan kigge på en rismark senere, hvis jeg har lyst til at bevæge mig. Eller jeg kan blive hjemme og glo ud over vidderne.
Jeg lugter af sved og køkkenet er overbelastet af os fem gæster til frokost. Men pyt. Det er bare tid. Jeg sidder bare lige her. Booker lidt i Yogyakarta, booker lidt på Penang, bliver kærtegnet af en perfekt 26 grader varm vind.
Og i morgen tager jeg tilbage til velkendte Sanur. Men en god chauffør. Til mere hav og snart afsked med Bali.
Hvis du døde, hvordan ville de så mindes dig? Hvad ville deres narrativ være om hvem, du er?
Lev efter det. Lad dig dømme af dem, du selv beundrer, respekterer og elsker, ikke alle de andre.
(Tag kun imod kritik fra folk, du ville tage imod råd fra).
–
Prøv at udskifte “Hvad vil jeg lave resten af mit liv?” med “Hvad har jeg lyst til at udforske i mit liv på nuværende tidspunkt?” Fjern presset på beslutningerne og ær, at du er evigt foranderlig, ligesom alt omkring dig.
…Men jeg føler ikke mindre pres derved. Alarmklokkerne reagerer på manglen på planlægning, sikkerhedsnet og retning. Uforudsigelighed.
Og jeg lader mig distrahere. I smukke Indonesien, i nuet, i det relative.
Mine tanker kredser meget om det med produktivitet og mål. Jeg tror, jeg det meste af mit liv er blevet skolet i at sætte mål. Og at jeg har internaliseret et udefrakommende ønske om, at jeg skulle være produktiv, kreativt skabende og målrettet. Det var jeg ikke som barn. Målrettet. (Selvfølgelig ikke?)
Men som voksen er jeg stødt på andre teoretiseringer af det. Af at det er et personlighedstræk, en kognitiv præference. Jeg har brug for en plan, et mål og at føle mig nyttig. Det er en del af min personlighed, plejer jeg at sige. Jeg planlægger, strukturerer, optimerer, tænker på fremtiden.
Efterhånden ved jeg ikke, hvilken forklaringsmodel, der er (mest) sand. Er det min personlighed, mit ønske? Eller er det samfundets forventninger til én som mig? Er det mit køn? Min IQ? Mine meningers mod og de mure, jeg er stødt ind i? Mine unikke erfaringer? Frygt og kapitalistisk indoktrinering? Skal jeg gøre mig fri eller omfavne det?
Det er tilbagevendende spørgsmål, nu hvor jeg bruger min hviledag på angst over ikke at foretage mig noget, og dyb tvivl på min egen plads og værdi i verden. Er det her noget, jeg kan aflære? Stræben, selvransagelse, angst ved fravær af mål og klare veje dertil. Eller er det den, jeg er?
Skal jeg øve mig i at sidde stille og hvile, finde mit værd i at være fremfor at gøre, eller skal jeg finde mere meningsfulde projekter, som jeg kan føle mig produktiv med? Jeg ved det ikke. Og jeg er så udmattet mentalt i dag. Jeg skrev noget andet trist i min dagbog. Og jeg er bange. Bange for, at han ikke er den rigtige for mig. Bange for at kede mig. Bange for at løbe fra det hele. Bange for, at jeg ikke føler mere, når jeg konfronteres med verdens undere, bange for dem, der har mere magt. Og jeg kan ikke skabe noget smukt herfra. Jeg kan ikke skrive mig ud af angsten. Der er intet flow, bare forknythed og smerte.
–
Føler lidt lede ved mig selv. Og har nok egentlig gjort det i noget tid. Hvem er det, jeg gerne vil være? Hvad gør hun? Hvad får hun andre til at føle? Hvordan bruger hun sin tid?
Håber, jeg finder en fornemmelse og nogle svar over de næste halvanden måned. Og kan tage det med hjem. For jeg er blank lige nu. Føler mig ikke i stand til at leve det liv, jeg gerne vil, eller være den, jeg gerne vil.
Er det ham? Der får mig til at føle mig som noget andet, end jeg er eller gerne vil være? Føler mig som en, der er svær at elske og beundre spontant, sameksistere med, have det nemt og blødt og trygt med. Vil være én med energi og udtrykskraft, mere sorgløs. Det vil jeg være. Det vil. Jeg. Være.
I dag var en god dag. Jeg checkede ud fra det klamme dorm og fik afleveret mit vasketøj (måske med andres lort på? – lang historie) hos en gammel laundry service mand, der vejede det på sin gamle blå, mekaniske vægt. Jeg fik måske pruttet ham op til dobbelt pris. Svimlende 22 kroner! Han ville muligvis have taget det halve, hvis jeg ikke havde misforstået ham med hensyn til om 11 kroner var for hele herligheden eller per kilo.
Og efter at have fundet mit nye hotel, men fået at vide at der først var check-in kl. 14, tog jeg min lille rygsæk (med alle mine værdigenstande) og gik ned til stranden… Havde ikke badetøj eller håndklæde med, men havet så så indbydende ud, at jeg tænkte fuck it. Havde trusser og en klam gammel t-shirt. Og fik sat min taske et strategisk trygt sted ved nogle andre langsomme turister under et halvtag.
Og i vandet med mig! Det var alt, hvad jeg havde drømt om. Blev renset. Og det var så blødt og roligt. Og så blæste det op og nogle mørke skyer kom nærmere. Fuglene lettede. Og så begyndte det at regne. Og jeg var den eneste, der ikke søgte ind i læ. Der var bare en lun og grå evighed omkring mig. Og dråberne var så smukke, ud over det hele, når de ramte vandet i små eksplosioner, der var ret kolde i forhold til havet. Og det var så tiltrængt og rart for min stadig lidt ømme ankel at kunne bevæge sig uden vægt på i alt det bløde.
Jeg flød bare rundt og sad på stranden og gloede og flød lidt mere rundt… i to-tre timer. Og så frøs jeg faktisk (uvant følelse i troperne), og tænkte, jeg ikke kunne blive ved at svømme rundt. Var også lidt træt i kroppen. Så gik jeg op til mit hotel og kom ind helt gennemblødt, mere af regnen end af havet. Og fik et varmt og tørt hvidt håndklæde lige fra tumbleren af receptionisten, men jeg sad og ventede lidt under et halvtag nede ved poolen.
Hele dagen sagde jeg til mig selv: Ida, prøv at sanse det lidt mere og tænke det lidt mindre. Bare vær her, uden at analysere det, du oplever. Og det gik faktisk okay med det. Øvelsen i bare at være. Og nyde. Og se ting ske.
Dejligt at jeg fulgte min intuition og kastede mig ud i det, bogstaveligt talt. Kunne ligeså godt have gået i den modsatte retning i stedet for mod havet. Men nu var jeg der. Og nød det i fulde drag. Og lo lidt for mig selv af min egen lykke. I stedet for at lade mig stoppe af fornuft og beherskelse, andres blikke og at jeg havde al min elektronik med og ikke mit badetøj. Der var intet problem.
Mit værelse var heldigvis klart tidligere end 14. Jeg frøs stadig, så jeg lavede mig en varm kop kaffe og hældte varmt vand i badekaret. Og mærker en dyb taknemmelighed over at være en voksen, der har råd og fri vilje. Til at tjekke ind på sit eget værelse og finde ro. Og tage på tilstrækkeligt udfordrende eventyr til ikke at tage den basale komfort for givet. Tør, mæt, varm, tryg.
Hvilken oplevelse. Af sig selv, men ikke på den navlepillende måde – på den levende-midt-i-verden-og-elementerne måde.
Jeg var i Indonesien, Singapore og Malaysia fra midt januar til midt marts. Jeg fortsatte med at holde overblik over hverdagsforbrug og holde mit normale budget til daglige udgifter, mens jeg var afsted. Derudover brugte jeg knap 10.000 fra min opsparing til alle specielle rejseudgifter. Jeg har altid prioriteret den slags oplevelser trods min sparsommelige natur. Min kæreste var også så sød at betale en større andel af huslejen, mens jeg ikke var hjemme, så det lettede også på udgifterne.
Men når jeg så er afsted, så rejser jeg også gerne på lokale remisser og off season (for eksempel i regnsæsonen på Bali). Med langsom offentlig transport (færge, bus, tog, shared vans med faste ruter – alle de billigste løsninger), bor på mindre guesthouses eller homestays, ofte lidt væk fra de mest turistede steder, spiser ude, men på de små spisesteder med en simpel dagens ret, som de lokale også spiser, og køber instantkaffe, nudler, snacks og frugt, som jeg kan nyde i ro hjemme på mit værelse, hvor der for det meste er adgang til en elkedel eller et fælles køkken. Denne gang har bud-apps gjort deres indtog i Sydøstasien, så jeg har også somme tider bestilt mad hjem til, som en gut i grøn jakke på en scooter så kommer med. Det har været fantastisk til de introverte eller overstimulerede dage, og nemt at give dem ekstra drikkepenge, når man tænker, at deres hyre må være alt for lav. Det er stadig sjældent, at et festmåltid kan snige sig op over 35 kroner, især hvis man foretrækker vegetarisk. Jeg køber altid vand på store dunke og hælder over i min drikkedunk fremfor at købe mindre flasker hele tiden, og foretrækker at gå frem for at køre, når jeg skal noget, så jeg oplever ting på vejen. Det er sjældent, at jeg bruger penge på større seværdigheder, fordi den største oplevelse for mig egentlig bare er at være der og møde menneskerne dér, hvor de lever deres hverdagsliv.
Mange af de her vaner stammer fra min backpackertilværelse i mine sabbatår og senere som fattig studerende, og jeg er helt klart blevet mindre sparsommelig med alderen. Jeg bor ikke så tit på sovesale længere, men på nogle lokationer (for eksempel i Singapore eller turistspots på Bali), kan jeg alligevel ikke få mig selv til at investere i mit eget værelse i hele perioden. Men når jeg trænger til højere komfort og ro, så tjekker jeg ind på et hotel med lænestol, bomuldssengetøj og badekar. Det var sjældent en økonomisk mulighed, da jeg var yngre. (Især ikke som solorejse, hvor mange priser jo er dobbelte per person). Men for det meste indlogerer jeg mig på et prisniveau midt imellem. Og jeg giver selvfølgeligt (plejede det ikke at være) glædeligt mere end de lokale for samme service, mad etc. og har med årene fået en større bevidsthed om min egen rolle som velhavende og privilegeret turist. Men jeg foretrækker stadig den langsomme og “besværlige” måde at rejse på og de helt jordnære oplevelser, og det er så samtidig med til at gøre sådan en rejse her ret overkommelig økonomisk. Og jeg tager ikke flyrejser for givet. Måske var denne her den sidste.
Sidder i støvregn Ubud og glor med musik i ørerne.
Glæder mig til at ligge i blød i et badekar eller en pool. Min krop er udmattet. Får ikke skrevet, får gloet. Får heller ikke tænkt så meget. På året
Forsøger at finde ind i tilstanden fra svundne tider. Det meditative. Det lykkelige, det drømmende, det kreative, helt vildt idérige. Men. I denne her alder eksekverer jeg måske mere. Idéer har jeg altid haft nok af. Måske tiden nu mere er til at handle på nogle og tage afsked med andre.
Vi rykker til Pixelfed og Substack, og det føles godt. Os, jer og mig. Folk omkring mig.
Jeg får afslag på mail på formelle ansøgninger om at udgive ting, men får også beskeder og kommentarer decentraliseret. Forbindelse, udveksling uden om institutioner.
Lad være med at undervurdere ringene i vandet, når du løber ind i mure, siger jeg til mig selv.
Jeg har fået mange kommentarer på min trøje denne vinter, hvilket har givet mig idéen om en ny type opslag, hvor jeg vil hylde det dér tøj, jeg bruger igen og igen. Som en inspiration til købestop og nøjsomhed uden afsavn, selv for en æstetiker. Og lejlighedsvis til nørkleri og reparationer.
Trøjen har jeg arvet fra min morfar. Den er let, varm, blød og ulden og passer til det meste. Derfor har jeg ofte haft den med, når jeg har været ude at rejse. Den fylder ikke meget i en rygsæk, men er guld værd, når man fx er for nærig til hotel på interrail, når man alligevel skal med et nattog klokken kvart i lort. Eller når man rejser til troperne, men impulsivt tager op i højlandet. Engang spildte jeg kaffe på den og kunne ikke få pletten af. Så broderede jeg over den. I Panama var det en cirkel med en slags sting, jeg har glemt hvad hedder, kan jeg se. Siden blev det til en bregne med kunstnerisk frihed. Jeg løb tør for den ene grønne farve, men pyt. Mine kollegaer bilder mig ind, at det ligner, det er helt overlagt.
12+ år i min varetægt, 0 kroner. Tak morfar og tak lille lam og tak til mine forældre for at lære mig at beholde gode ting.
I dag er jeg rejst med færgen til Nusa Lembongan. Trængte til noget endnu mere roligt end Bali. Mindre trafik, mere stilhed. Det regnede i morges, mens jeg sad nede på havnen og spiste traditionel morgenmad og ventede på afgang. Da jeg ankom havde jeg besluttet at gå til mit nye hjem. Google sagde, at der mest var fladt og tre kilometer derhen. Det var meget løgn, det med det flade. Og så valgte jeg lige at forstuve min fod, fordi jeg havde for travlt med at kigge op på den fine festivalpynt ved et tempel og trådte ned i et hul. Med al min bagage på ryggen og i favnen. Det er sjældent, jeg får presset mig selv helt ud til kanten, men det var jeg lidt lige dér. Alene på en ø langt væk fra det meste infrastruktur. Men jeg kom det sidste stykke til mit nye hjem i en lille bungalow. Og har vasket mit sår og fået foden bundet ind og til at hvile på en stabel puder. Og har et skrivebord til at sidde og arbejde ved de næste par dage. Og der er vist nok læge og apotek tredive meter væk, selvom der så ret lukket ud i dag. Jeg klarer den. Og måske det er ok for mig at være tvunget til at sidde stille i et par dage. Kan humpe over i en kiosk på den anden side af vejen efter nudler og is og kaffe. Slow, slow living.
Jeg skrev med en IG-kontakt om at være planlægningsmenneske og tryghedssøgende. Og samtidig en ordkunstner med en drøm. Det er så dejligt at møde andre mennesker og høre deres historie gennem det her projekt. Værdsætter hver og én.
Vi forsøger begge to at øve os i at være i usikkerheden og med tillid til, at det løser sig. Og hun skriver så smukke ting. Tænk, hvad vi ville gå glip af, hvis folk som hende ikke lod sig selv søge alternative veje og udfolde sig på en måde, de finder meningsfuld.
Og det er det vigtigste, jeg kan sige til folk, der vil noget andet og mere end at tjene mange penge og følge den sikre vej. Du gør en forskel. Din eksistens og dit arbejde (som kan tage uendeligt mange former) er vigtigt. Uanset økonomien i det.
Nu bor jeg på et guesthouse i Sanur drevet af de sødeste mennesker. I går gik døren til toilettet i baglås og de var så søde og sjove og hurtige til at fikse det. Og lettede, da de fandt ud af, at jeg var på ydersiden af døren og ikke låst inde, hehe (det var alle mine værdisager til gengæld – derfor, jeg havde låst det udefra). Her er en imødekommende og varm kvinde, der gør rent, og efterlader tingene dér, hvor jeg har lagt dem. Og her er god, sød kaffe med Pikachu på. Og en altan med kølige fliser. Og nem udbringning af mad til de introverte, overstimulerede dage. Det er virkeligt en gamechanger.
I går bestilte jeg et festmåltid ved 6-tiden, fordi jetlag. Og en godmodig mand leverede det kl. 7.
Senere købte jeg ind online. Og havde ikke overvejet, at mine femten liter vand blevet leveret på en scooter. Der var ingen sure miner og buddet insisterede på at bære den op til mig på første sal, selvom jeg kom ned for at åbne. Jeg skal have fundet ud af, hvordan man giver drikkepenge inde i appen, så jeg ikke behøver så mange kontanter.
Området minder mig om Kathmandu, med marker og køer og høns og vildt mange labradorhvalpe og andre hunde, hvoraf langt de fleste er så søde, at det kræver seriøs frygt for rabies ikke at kæle med dem alle. Og små kioske med fornødenheder og små spiseboder. Og stejle tage og templer. Og vulkanerne i horisonten bag de tunge regnskyer. Så meget grøn bevoksning og så mange ofringer. Hullede veje med store vandpytter, og så hensynsfulde mennesker, når de undviger i deres køretøjer uden at sprøjte på mig. Det kommer ligeså stille til mig. Nydelsen, roen. Lykken, der næsten er rørende. Over at jeg kan få lov til at være lige her.
Det har ellers været en svær landing. Med rigtig meget jetlag og en del angst og mangel på overskud til at overskue situationen og planlægge. Og nogle tunge dage derhjemme inden afgang. Jeg kan næsten ikke huske, hvad der skete, og vil undlade at astrenge mig for at vade i det. Det var bare svært… Med ham. Nu kan jeg mærke savn, så småt, efter fem dage alene. Og en nostlagisk følelse af at være langt væk hjemme fra, og hvordan det føles at komme hjem, hvilket også altid er en stor del af rejsen. Det nye perspektiv på ens base, ens tryghed, ens folk.
Verden raser, og jeg har stadig svært ved at overskue noget, men kan mærke at tilfældige gåture hjælper. Og at jeg er ved at falde til og at kunne se mig selv i det her. Gøre noget af det, jeg drømte om. Nyde. Slappe af. Fordybe mig i nuet og i mig selv.
Jeg sov ti timer i går nat, men i nat blev det igen kun til fire. Så jeg må hellere tage en lur senere. Klokken er kun 10.10.
Når man sådan rejser alene, er der frit lejde for overtænkning. Og der sidder en angst i kroppen, efter den har rejst mange flere kilometer, end den begriber, og sovet for lidt i flere dage. Mit livs værste jetlag.
På Bali er det eftersigende én af de største dyder at lave og give små offergaver. At give fremfor at tilegne sig. At bruge lang tid på at forberede og udforme sirlige små pakker, flette blade til kunstfærdige værker, og dedikere tid til at placere dem og tænde røgelse. Og lade dem forgå. Jeg prøver at finde den energi. Og dyden som social norm om at give fremfor at modtage. Hvilken fred at overgive sig. Hvilket nærvær i nuet, i proces, i det flotte for det flottes skyld.
Er så vant til at tænke det som en dyd at modtage løn, akummulere kapital, opnå målbare resultater som individ. Vil så gerne ud af det.
I dag er jeg stødt på tre forskellige mennesker på gaden i gang med deres hverdagsritualer. Begge køn iklædt mønstret sarong. Viftende med røgelse i glidende bevægelser eller tøffende i deres sandaler hen mod et alter eller blot en ledig flade på en mur eller en trappesten, med hænderne fulde af sirlige arrangementer af blomster, ris, cigaretter, græs, slik og uidentificérbare drikke. Der er noget instinktivt forbilledligt i deres væsen, deres kropssprog, deres tempo, deres omhyggelighed. Mens verden derhjemme prøver at få mig til at se succes som noget at stræbe efter. At skrabe til sig. Hvis de andre får, så vil jeg også have! Jeg vil ikke stå svagest. Men det er ikke mig. Det er mig at give. At dyrke det mirakuløse og skrøbelige ved eksistensen. Af have stolthed i det, jeg kan give væk gratis. Men fuck det er svært.
Selvom jeg traskede nemt fra lufthavnen med min rygsæk gennem den hede nat
Gennem små gyder med tændt røgelse på de små gadealtre
Skal nok bare sove på det
Og ud i dagslys med fast grund under fødderne
Altid spændende, jagten på lykke
Følelsen af forkerthed, hvis den ikke indtræffer
Ved lykkens typiske (forestillede) objekter – som Ahmed skriver om i The Promise of Happiness (2010)
Frihed, rejser, varme (skriver hun vist ikke om, men det gør jeg)
Ægteskab, fest, børn, karriere
Det forstærker det eventuelle vakuum, når lykken udebliver… At forventningerne er der, ikke kun fra én selv, men fra det sociale, alt det dynamiske mellem os mennesker, kollektive idéer om det gode liv
Jeg har halvårsdag i dag med det lønarbejdsfri liv.
Er faldet af på at skrive de her daglige noter… Der er sket meget på det sidste, og så alligevel ikke. Jul og nytår var lidt overvældende. Og snart rejser jeg til Indonesien alene, hvilket også føles omfattende og kræver lidt forberedelse.
Har haft en periode med lidt mere psykisk stress igen.
I går og i dag har min mave været værre end i lang tid. Den er meget sensitiv overfor psykiske udsving. Den gør ondt og er hysterisk, og de ting, der plejer at virke, virker ikke i dag. Jeg passer mine forældres hus og kan heldigvis messe og råbe og danse uden at tænke på naboer. Det hjælper, men kun imens. Den brokker sig over hvad som helst, der ryger i den, selvom jeg har fodret den med rene, økologiske, letfordøjelige, basedannende ting, drikker vand og trækker vejret. Jeg er irritabel og overvældet og træt.
Jeg er blevet dårligere til at nyde over den sidste måned. Der har også været mere knas derhjemme, men det er ikke kun dét.
Jeg rejser om små ti dage. Og når jeg kommer hjem starter jeg nok på dagpenge. Og jeg frygter det. Jobsøgningen, at miste fodfæste, afvisningerne, håbløsheden, energistjælende kolde og meningsløse systemer. Ligeså snart jeg rammer Bali, kan jeg forhåbentlig mærke, at der er længe til april. Og jeg kommer ud af mit hoved. Trænger til sanselige oplevelser og varme. Trænger til ro. Håber, jeg finder den. Men ja… Det har fået mig til at gøre status, ubevidst, og lade mit humør og mit selvværd overtage af alt det, jeg ikke har fået gjort… Alt det, jeg ikke når. I stedet for det, jeg gør.
Jeg ville skrive den bog, men jeg gik i stå, da det gik op for mig, hvor emotionelt krævende, det kunne blive. Hvor svært for de relationer, der ville blive berørt i den.
Min krop er ikke blevet bedre. Jeg bevæger mig ikke mere lige for tiden, end jeg gjorde i lønarbejdslivet, jeg er ikke slankere eller mere smidig, jeg har ingen energi. Og jeg har så svært ved at finde ind til accepten. Af at jeg har brug for mere ro. Af at december og januar ikke kalder på fysisk aktivitet, lange gåture, udfordringer, lange arbejdsdage på læsesalen. De kalder på at sove længe, karbad, at fråse med fjernvarmen, kage og gryderetter, langsomhed, ja faktisk at gå næsten helt i stå… i stedet hyperfokuserer jeg på tjeklisterne, som kun vokser, målene, der virker mere og mere urealistiske. Og frygten. Frygten for fremtiden, for at knække ved første konfrontation med en arbejdsgiver, der synes, jeg er for besværlig blot ud fra et kig på mit CV.
Jeg er så heldig, så privilegeret, men det er som om, jeg vil lide uanset hvad.
Jeg har lavet mad fra bunden. Hummus, kartofler og grønne bønner i ovn, feta, oliven. Jeg synger det ud. Jeg strækker. Jeg hækler. Jeg er langsom. Der er mere lys her i provinsen, end i København. Jeg har læst i en guidebog om de steder, jeg skal være de første par dage, og jeg ser frem til det. Jeg har ordnet forskellige småting her digitalt. Men jeg har svært ved at finde lysten til noget. Min mave kværner derud af, og beskederne på min telefon forbliver ubesvarede, selvom jeg savner kontakt. Måske er det bare ægløsningstrætheden. Der er mange, der skriver om, at de planlægger de udadvendte, go-get’er aktiviteter til det punkt i deres cyklus. Men mig, jeg bliver træt og irritabel. Jeg får lyst til at krølle mig sammen i min elskedes arme og græde. Jeg skal opvartes og forpuppes. Og også gerne knaldes, bevares, men blidt og trygt og indadvendt.
Jeg planlagde lidt ekstra budget til festligheder til nytår og en julefrokost (fordelt på fest og restaurant-kategorierne), har brugt en del penge på transport til juletamtam rundt omkring på Sjælland, har bestilt pizza og burgere til den lave vinterenergi, fik en biblioteksbøde, har hygget mig med at købe få småting til nisserier og har købt garn og en humørring (maks nostalgi) til mig selv, og så fornyet mit SSL-certifikat. Det var en relativt minimalistisk jul med primært hjemmelavede, genbrugte eller spiselige gaver og ro på både med hensyn til penge og ræs.
Følte mig mere energisk i mit barndomshjem end ofte, selvom jeg sov dårligt alle dagene.
Efter hektiske tegneprojekter, oprydning, rejseforberedelser, kommunikationsnedbrud hjemme…
Havde besøg af en gammel ven i dag. Skrev dagbogsnoter fra 2020 ind. Læste guidebøger og skønlitteratur. Lavede pastasalat. Drak en øl. Rettede baggrund på en karrusel på hjemmesiden, pakkede lidt ud. Fandt billeder frem fra januar og marts, sorterede dem, og fandt billeder til min søster af mine niecer. Kom så småt i gang igen med projekter.
Får ikke reflekteret eller noteret meget om ledigheden i de her dage. Men var helt opslugt af det julede tegneprojekt i en uge, hvilket jo kun kunne lade sig gøre, fordi jeg havde fri.
Jeg er blevet tykkere i stedet for slankere, jeg får ikke bevæget mig så meget. Jeg nyder, at jeg ikke behøver gå ud, når det er koldt.
Jeg er stresset her til aften. Spekulerer på jobs, promptet af de obligatoriske småkommentarer til jul. Om at jeg laver unyttige ting. Det var ment som opbakning og ironi, men hvis de bare vidste… Hvor meget man i forvejen er gennembanket af den sprogbrug fra alle sider. Til gengæld fortalte de, at alle deres venner gerne ville læse artiklen fra JP. Alle er nysgerrige.
Jeg savner min kæreste, som er i Jylland. Og drømmer samtidig om Bali. Vil kollapse i hans omfavnelse og blive passet på, men har valgt at rejse væk fra ham. Vil omfavnes af havet. Komme hjem med historier og fotos og en ny gammel vibration. Af retfærdige kollektive vandingssystemer organiseret i foreninger, hvor formanden har den sidste mark, vandet når til, så han med garanti sørger for hensigtsmæssig fordeling. Stegte ris med krill. Langsomhed. Bjerge.
Har svært ved at mærke noget. Er trist. Og min samlever trækker humøret mere ned med sin egen tristhed og tvivl og bekymring og kamp med hverdagen. Vi skiftes lidt. Det er svært at finde stunder for tiden, hvor vi begge trækker op.
Jeg har svært ved at mærke retning på noget. Er stresset over det, jeg gerne ville nå, inden jul, inden jeg tager afsted, inden april. Og kan ikke mærke, hvorfor jeg vil nå det. Hvad jeg arbejder for, hvad jeg vil.
Men i dag gik jeg i bad og tog flot tøj og mascara på. Og var på genbrugsstationen og klippede stjerner og ordnede min frimærkesamling fra 90’erne og fandt ting frem til at lave gaver af i morgen. Tiden forsvinder og jeg lader mig sidetracke af alt. Indre rod giver mig behov for at ordne, sortere, rydde ud. Men her sejler med alt det, jeg ikke nåede i mål med. Og det er totalt ligegyldigt rent funktionelt, om de frimærker er sorterede. Men det er de nu, nu har jeg gemt ét af hvert i fars gamle bog, og puttet resten i kollagekassen. Og måske det hjalp bare lidt inde i hovedet også.
Jeg vil prøve at huske at nyde. Jeg vil sove længe i morgen. Klokken er 23:39, og jeg vil læse, til jeg ikke gider mere. Og så vil jeg prøve at gøre en ting ad gangen i morgen og starte med de små. Og se, hvor langt jeg kommer. Og så skal vi ud at kigge på lejlighed om aftenen. Og så vil jeg hjem og lave gaver. Måske det er en plan, jeg kan holde. Jeg har det med at gøre dem for rigide og ambitiøse, og så gøre ikke noget. Jeg læste forleden at nogen havde skrevet, at ens funktionalitet falder, jo mindre man skal. At lediggang ikke er rod til ondt, men til slaphed, apati og at man hurtigt bliver overvældet. Jeg ved ikke, om det passer. 27 timers arbejde den forgangne uge. Det er bare trægt. Men jeg prøver at minde mig selv om, hvor trægt mine kollegaer arbejder. Hvor mange timer af en arbejdsdag, der går ved kaffemaskiner, med at opdatere lister, med møder, der kunne have været et memo, eller med tjekke ligegyldige mails. Hvor mange flere år et udviklingsprojekt bliver strukket over både i det offentlige og private, end mit temperament og min arbejdssomhed vil have det til. Jeg er ikke langsom, jeg er ikke bagud. Det tror jeg ikke. Men overvældet af mulighederne og min egen tjekliste, ja. Det er jeg. Vinterdepri måske, ja. I sorg og tynget af andre, ja. Har tendens til at underprioritere sjove sociale aktiviteter og at prøve nye ting ude af hovedet. Ja. Ja ja ja. Men ikke bagud. Mere bare sådan på tværs.
Så da jeg vågnede halv otte, var jeg så træt, at jeg sov videre til klokken tolv. Gik ellers i seng omkring klokken ét. Men sådan er det bare i dag.
Er ret overvældet over julen. Gaveræs og forventninger er minimeret, men de er der stadig. Sammen med dilemmaer om det. Ambitioner om hjemmelavede ting. Krydret med en lyst til bare at sove. Pludselig et det lige oppe over, næsten. Og jeg gider ikke noget. Men jeg gik i kælderen, hvor jeg har en lufttæt kasse med potentielle gaver. Når jeg finder noget på genbrugsstationen, for eksempel, en god eller en sød bamse i fejlfri stand, så tager jeg det med hjem og putter det i kassen, indtil jeg skal ud at fejre nogen, som det ville passe til. Så til jul er jeg tit ikke på helt bar bund, men slipper for at bruge meget energi på at finde ting eller investere i “convenience”, især til børnene. Så bruger jeg i stedet energien på indpakningen, på at gøre det personligt, på at være til stede. Til de voksne tegner jeg digital julepynt i år. Måske er det fjollet. Men jeg kan godt selv lide processen og tanken, helt egoistisk. Og håber, de kan se sig selv i det og på den måde mærke omtanken. At jeg har tænkt på dem, og hvem de er, inden vi skal ses. Det tager åndssvagt lang tid. Det dyrebareste, jeg har. Og nogen gange føles det som om, vi snakker helt forskellige sprog.
Men SSL certifikatet var pludselig udløbet, og det fik jeg fikset mellem to lure i morges. Og jeg har fået mange nye følgere, da jeg delte flotte fotos på uanset.png. Min indsats er kaotisk, men ting rykker alligevel. Husker jeg mig selv på.
Har mange idéer og ingen til at udføre dem. For jeg vil hellere læse, være passiv, sove, ligge.
Jeg er i en slump. Jeg går i joggingtøj og orker ikke at skrubbe eller smøre creme på. Jeg har dage, hvor jeg ikke går ud. Hvor jeg ikke gider lave mad. Jeg gider knapt nok strække mig eller drikke kaffe. Er jeg bare i hi? Kan det idylliseres? Er det naturligt eller sygt? Er det mig eller andres rutine, der er gal?
Jeg snakkede forleden med nogle venner om tidens tyranni. Om hvor meget idéen om tid-som-ressource former vores liv, begrænser og stresser os. Om friheden ved at gøre ting om, og ‘spilde tid’, som jeg øver mig på det her år. For eksempel at trævle en hæklet kjole op fire gange, før den blev perfekt…
Learning by doing badly. Learning by detours.
At jeg lærer noget nyt om tålmodighed af det her lønjobfri liv. At jeg elsker at eksperimentere. At der er umiddelbar nydelse i det, men også læring, indsigt, nuancer, som forsvinder, når man skynder sig. Jeg har aldrig brudt mig om udtrykket “don’t work hard, work smart”… Lave gærder interesserer mig ikke, hvis det handler om noget, jeg går op i og kan lide at beskæftige mig med. Og den bøvlede, eksperimenterende vej kan meget andet og mere end sit slutprodukt.
Jeg lever for overraskelser, for at finde indsigt, hvor jeg ikke ventede den. Jeg vil ikke leve som om, at alt skal planlægges og vides på forhånd, at udførsel er rugbrødsarbejde, man kender alle kringelkroge af på forhånd. Jeg vil opleve, leve i uforudsigelige processer og rejser, ikke i mål. Jeg vil ødsle min tid væk på alt, hvad jeg finder interessant eller hyggeligt.
I dag har jeg endelig fået fingre i A Little Life på originalsproget og kom til at tænke på tiden igen. Jeg kan nemlig konkludere, at den danske oversættelse er super ringe. Samtidig er bogen intens og dragende, men også virkeligt hård at læse. Jeg er nået til side 463 i den på dansk… Og har lidt lyst til at starte forfra på engelsk. Forfra uden at blive forstyrret af, når oversætteren bruger begreber totalt forkert. Er det en tvangstanke, idioti, en magtdemonstration eller ren luksus, hvis jeg gør det? Jeg ved det ikke.
Der sker meget inden i for tiden. Ikke så meget uden på. Jeg drømmer, jeg har angst, jeg har let til tårer, jeg er overstimuleret. Og samtidig glad. Tryg. Måske nærmest lykkelig. I hvert fald ret rolig. Måske er det roen, der gør mig urolig. Jeg får de dér angstanfald uden trigger og uden tankemylder. Bare stemning og panik i kroppen. Bare en hjerne, der crasher. Var i Holbæk i weekenden og det er dejligt med mine små niecer. Var på uni i går at arbejde og snakke med gamle studiekammerater i mange timer. Vi går altid direkte på det hårde, svære, eftertænksomme. Snakkede om neurodivergens bl.a. Og om mit overvældende bogprojekt. Om hvem, man gør ting for. Om relationer og forventninger og ansvar.
Gik ind til min kæreste inden og græd lidt. Kom sent i gang med dagen, fordi min krop panikkede, da den skulle i gang. Men jeg gik ind i hans arme bagefter og fortalte om noget af alt det, der sker. Utrygheden i trygheden. Balance. Og min lyst til at forsvinde helt ind i ham lidt. Og min flugt fra det. Og meget, som jeg ikke kan huske nu. Igen. Der sker så meget. Mange nye oplevelser, følelser og tanker. Meget at integrere. Busy Busy Busy, underbevidstheden.
Og læser Et lille liv, som også lidt flår i ens organer imens. Intens stemning at sætte for sin dag. Men også god.
Klokken er kvart i ét og jeg ligger stadig i sengen. Har arbejdet herfra i fyrre minutter. Nu kaffe og afslapning. En dag, der styrer sig selv. Vil måske prøve at arbejde hver anden dag. Det kunne måske være godt for ryggen og energien og fordøjelsen af både mad og følelser og tanker. Jeg skynder mig for meget og når for lidt. Vil prøve at udvide tiden ved at gå langsommere frem.
Der kom mange nye til IG i sidste uge. Nu stagnerer det og lidt falder fra. Jeg skal holde mig selv i kort snor for ikke at blive opslugt af det. Har sat tidsbegrænsning på igen. Vil glemme det lidt. Der er planlagt opslag indtil d. 25. Intet jeg skal derinde. Kan lade den leve sit eget liv.
Føler mig virkeligt svag i kroppen, men det er tydeligt, at det er psykisk også. Har bare lyst til at kollapse og ligge stille.
Jeg har altid haft brug for variation, at ryste posen, et omfang af ustabilitet og udfordring. Tænker på Björk, der kaster bestik og reservedele ud fra et bjerg, og ser dem blive smadret. For at være gladere for sin sikkerhed, når han vågner. Men måske det kunne være godt, hvis jeg ikke fx prøvede at få variation ved at destruere, bryde op, få lyst til at dø eller smadre noget, fremprovokere en vred reaktion, trykke på de røde knapper, teste andres mod.
Måske jeg bare kan gøre det ved at skifte projektfokus. Måske det er det bedste ved det her år.
Er træt af blog, skriver friere digte og ord. Er træt af ord, laver perleplader. Er træt af skabeloner, tegner abstrakt. Er træt af IG, laver dukkehus i hemmelighed. Er træt af kold vind, bliver i sengen. Er træt af stilstand, går en tur. Er træt af slik, bager broccolitærte. Er træt af mit eget selskab, laver en aftale. Er træt af skønlitteratur, læser fagligt. Er træt af voksne, ringer til Frida. Er træt af kulden, tager til Bali. Er træt af mit eget hoved, lytter mere. Er bare træt, sover.
Men jeg er træt af tryghed. Utryg ved den. Tager væk lidt alene, med god forudgående forventningsafstemning og masser af data og kærlighed og på gensyn i rygsækken. Er stadig din, ude som hjemme.
Bliver nok træt af at rejse og være alene og opleve nyt, og så kommer hjem igen en forårsdag.
Kan mærke, jeg har ekstra brug for at græde for tiden. Integrerer store ting fra fortiden. Kaster mig ud i store ting for fremtiden. Det er roligt i mit parforhold for en gangs skyld, og det gør mig meget sårbar og lidt bange.
Trækker vejret dybt i dag. Og så kommer tårerne. Jeg er ikke ked af det. Men skallen er meget tynd.
Og hvor er det godt at have tiden. Til tårerne og det ubevidste arbejde bag.
Jeg er så træt i mit hoved, det er helt vildt. Det her rejseshow kombineret med mange nye følgere og at putte sig selv “out there” kombineret med bogprojekt (bare at tænke over det og drømme om det om natten, fordøje det, mere end arbejde på det)… Overload. Af hjerne- og nerveceller.
Så tror sgu bare, jeg slapper lidt af, indtil der er plads til mere derinde. Intet haster, udover vacciner og visum.
Har det stadig godt. Men det er meget tiltrængt med en rolig aften. Og selv det at skulle ringe til lægen, gør det tydeligt for mig, at jeg er smurt lidt tyndt ud. Der er ikke så langt ned til angsten.
Jeg er okay. Prøver at lade være med at slå mig selv i hovedet med, at det er svagt, og at mange håndterer mange flere større ting på én gang.
