Jeg er stadig i proces med at skære ned på sociale medier. Når jeg er et sted, hvor jeg selv mangler retning, så er det så nemt at blive fortabt i det, man kan se andre gøre… Sammenligne, føle sig bagud, føle man har taget forkerte valg tidligere, føle at man bør dit og dat, fordi det gør de andre.

Jeg føler mig især truet, når jeg ser andre være meget målrettede, reklamere og sælge ting, men samtidig have et filosofisk ståsted, der ligner mit. Jeg ser dem have etableret et publikum, der vokser organisk, og et brand, der er mere salgbart og klart. Så bliver jeg forvirret. Transaktionslogikken sniger sig ind alle steder, og den får så hurtigt overtaget og bliver prioriteret over alt andet, også selvom jeg ikke engang har noget til salg lige nu, og på den korte bane ikke mangler til dagen og vejen.

Så tager jeg mig selv i at skifte retning fra dag til dag (selvom den oprindelige retning sikkert var helt fin!) og bruge meget energi på spekulationer, katastrofetænkning, strategi (på usikre områder, hvor jeg slet ikke har forudsætningerne for at planlægge på nuværende tidspunkt) og negativ “hvad nu hvis” i stedet for at bruge samme energi på at skabe, fordybe mig roligt i opgaver og idéer, være og dele.

Hvis man skal mærke sin intuition, må man droppe validering ved sammenligning, tror jeg. Men vi er samtidig sociale væsner, og vi har brug for sparring og spejling. Og der skal være plads til konstruktiv kritik. Vi har værdi for hinanden, skaber mening i fællesskaber og udveksling.

Så alternativt kan man måske fylde sit feed med interessefællesskaber og støtte. Virkeligt være selektiv. Måske. Og samtidig udforske med nysgerrighed, hvad det er, der trigger usikkerheden. Ærlig talt giver det på dårlige dage også et stik at se andre have succes med det, jeg drømmer om, selv hvis jeg selv nyder det, de skaber. Fordi jeg så let føler mig bagud og overgået. Og jeg synes, jeg bliver så smålig somme tider. Hvorfor denne knaphedstanke? Behøver det være en konkurrence?

Det værste er klart, hvis jeg samtidig føler, at de pågældende giver afkald på noget integritet eller virker som om, de spiller et spil for at opnå maksimal eksponering og bare ikke er, som de foregiver. Hvis jeg fornemmer, de selv er nået et sted hen ved at bruge albuerne og handle på ængstelighed, men pakker det ind i et slør af overfladisk kærlighed og fællesskabsvillighed. Det giver mig ondt i maven.
“Kom og vær med i mit fællesskab, men kun hvis du er det på mine præmisser, som jeg bestemmer fra situation til situation, så jeg altid er den vigtigste og den, der har den største indsigt og tager mig bedst ud, og bestemmer, hvad du må bidrage med eller ej. Der gælder andre regler for mig, end dig. <3 <3 <3”

Jeg sagde farvel til det største minimalismefællesskab i Danmark af den grund. En dårlig mavefornemmelse og en følelse af urimelighed og fraskrivelse af ansvar. Jeg prøver at tage det som en reminder om, hvordan jeg aldrig selv vil være, hvis jeg får etableret et forum for udveksling. Det bliver klart mere kaotisk at være til stede på den måde. Men mere reelt. Jeg vil kunne indrømme mine fejl, og holde småligheden i kort snor. Forblive nysgerrig. Og samtidig forsøge ikke at skamme mig over følelserne, når de kommer. Så går de også hurtigere igen.

Har du nogle gode anbefalinger til profiler og fællesskaber, der kan berolige nervesystemet og inspirere til nøjsomme, nærværende og kunstneriske måder at leve på, uden at afpolitisere, overforherlige, overkommercialisere eller få det til at se alt for nemt ud?

Jeg røg ned i et hul forleden.
Angstanfald fra morgenstunden og om natten.
Vågner med en stærk følelse af at være forkert, i konflikt og værdiløs. Ikke at have en plads og ikke at være ønsket.
Måske det er noget, jeg drømmer. Jeg vågner op, mens jeg er midt i panikken og føler, jeg drukner i ekstrem sorg og ensomhed, men det stopper ikke, selvom jeg åbner øjnene og ser min mand sove tungt ved siden af mig eller registrerer, at jeg drømte.

I dag er en ualmindeligt varm aprildag. Vi har ikke sovet meget, så dagen rinder ud, mens jeg ligger. Ligger og læser og græder og frygter og ønsker at ophøre. Denne tyngde.

Det hjælper måske heller ikke at læse Olga Ravn. Eller at gå til yin yoga og løsne alt i bækken, hofter, lår og mave. Det var måske for meget på én gang at slippe løs. Jeg er ikke stærk nok til at være så blød i de her dage.

Det er vanedannende, det med at skabe og være effektiv. Suset af at offentliggøre, trykke på invitationsknappen, få ros. Og samtidig er der intet defineret succeskriterium, det er aldrig nok. Jeg tror, det er derfor.
Jeg sov meget let i nogle dage. Arbejdede meget i drømmene og på kanten af drømme. Væltede mig i idéer. Sov ikke mere end fem timer.

Forårslyset vækker mig klokken syv.
Abstinenserne… er en angst for stilstand, angst for ikke at handle og angst for at mislykkes med det, man allerede har gjort. Men hvad vil det sige at lykkes?

Jeg lytter til Øvigs Hippie-bøger i en nygserrighed efter, hvor mange fællesnævnere, der er, mellem det oprør og mit oprør. Om de også tvivlede, om deres fællesskaber også var truet af travlhed og individualisme. Og hvor kom deres penge fra?
Somme tider dukker der et afstivende citat op. “Man får ikke sin frihed ved at spørge pænt. Man må tage den selv og holde fast.”

Og så kom solen op over nabokarréen.

Har været mere eller mindre syg i sytten dage, været meget på tur, været meget med familie, leget meget, været meget til koncerter, øvet mig på at identificere forskellige slags nåletræer, kigget på skyer, mos og lav, fået frisk luft, krammet meget… Og nu er jeg hjemme og alene.
Så rammer følelsen af utilstrækkelighed ved at være uproduktiv. Jeg har ikke skabt noget, og jeg har hjemmesideprojekter og faglige projekter, jeg skubber foran mig, som jeg har gjort i årevis, mens de mister deres relevans.

Er ramt af en blanding af egokamp og frygten for at tiden rinder ud, før jeg har prøvet. To forhold, som er blevet opøvet det meste af mit liv i mødet med institutioner af forskellige slags. Den indre stemme, der siger: “Du skal blive til noget, bruge dine evner og bevise dit værd via aktivitet” og “Hellere i går end i morgen, du er allerede lidt for sent på den” og ”Du skal nå meget mere, og det er kun målbare resultater, der gælder”…
Som ødelægger mere, end de gavner.

Men nu prøver jeg i stedet at sige: Ro på, min skat, lav en nem suppe af sæsongrønt, tag imod en rem(eme)inder fra den gode Rikke Collin og lev dit liv. Det er en langsommelig proces at gøre sig bare lidt fri af præstationsideologien.

Opdatering angående livet som tilkaldevikar/pædagogmedhjælper, som jeg var ved at knække på i sidste opdatering:

Lige nu svært tilfreds med et job, hvor man kan sige ja og nej til timer fra dag til dag (denne uge blev det seks og en halv time), står for musikken i børnehavens bus, har joggingbukser, regntøj og gummistøvler som uniform og faciliterer leg i en skov det meste af en arbejdsdag. Det eneste, der manglede, var lidt farve til det sorte regnsæt, så nu har jeg farvet mit hår lyserødt.

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 110 – fejlet

Efter at have delt det forrige opslag på Facebook fik jeg omkring 150 nye følgere herinde, og præcis samme dag, som de fleste kom til, blev jeg tilbudt job i en børnehave. Dengang hed min profil ‘Mit år uden lønarbejde’. Sådan er livet så ironisk somme tider. Jeg havde ellers lige så god energi på at være helt fri, især efter de mange gode, eftertænksomme kommentarer og den interesse, jeg kunne mærke, der var. Jeg ville gerne afsøge mulighederne på andres vegne. Og jeg følte på en måde, jeg havde fået tilladelse af det fællesskab, jeg havde håbet på fandtes, af andre, der er nysgerrige på minimalt forbrug og maksimalt nærvær.
Men jeg ville også gerne prøve det job af, som jeg havde søgt for mange uger siden. Jeg har i lang tid overvejet, om lønarbejde ville være mere tiltalende, hvis det var mere konkret, jordnært, socialt og praktisk.

Jeg er foreløbig tilkaldevikar, men startede med en uge, der hurtigt blev fuldt booket, og det lader til, at jeg kan få så mange timer, jeg vil.

1.710 minutters arbejde blev det til, før jeg lagde mig med influenza i torsdags. Og på det tidspunkt, var jeg meget overvældet, træt og trængte til at fordøje de mange op- og nedture ved at arbejde med børn. Hvis nogen kan lære os om nærvær, så er det dem. Men det er også virkeligt hårdt, sådan som vi har struktureret deres dage.

Jeg er blevet rørt til tårer, har mærket ny mening med livet, har mærket, at min energi var godt givet ud hvert eneste af de minutter, jeg var der… Er også blevet slået, sparket, bidt, nevet og råbt ind i hovedet. Aet, krammet, drillet og opsøgt, når nogen savnede deres mor eller var overstimulerede eller ikke kunne løse en konflikt selv. Har tegnet rumstationer, solopgange, påskeæg, regnbuer, færger og skattekort. Har tørret numser og næser og øjne. Set, rummet, valideret, udfordret og hjulpet. Skåret frugt, brød og lasagne og tørret mad og drikke op alle steder fra. Bygget togbane, LEGO-huse, balancesti, Porche med kanon (“næ, det kan også være et får!”), selvtillid (min og andres), huler, muskler i mine arme (skubbet gynger bl.a.), spillet spil, taget flyverdragter, støvler, vanter og huer af og på og af og på og af(…), sømmet, klippet, modelleret og limet, og læst højt, til jeg blev hæs. Holdt imaginær pizzafest med troldmænd, prinsesser, drager og heste sammen med nogle af de mere forsigtige små mennesker, der skulle listes ud af deres skal. Trøstet, når nogen tog den orange racerbil eller den bedste (men identiske) pude eller gravko, eller når hjerterne og trekanterne var placeret i den forkerte rækkefølge på et gækkebrev eller man ikke måtte være med i en leg… eller “bare” havde mistet en voksens fulde fokus i ti sekunder og var rigtig træt og utryg.

Jeg har grint, glemt tiden, analyseret situationer i lyntempo og været hundrede procent til stede. Gjort en kæmpe positiv forskel. Og været totalt utilstrækkelig.

Børn er fantastiske, samfundets indretning er ikke. Skud ud til pædagoger og medhjælpere – der har verdens på én gang mest taknemmelige og utaknemmelige job. Jeg forstår stadig ikke rigtig, hvordan man gør det i mere end fire dage. Men jeg vil nok give det nogle flere chancer. Og forhåbentlig ikke miste mit andet langsomme projekt af syne. Måske kan de spille sammen.

I hvert fald et det ikke rigtig længere ‘mit år uden lønarbejde’… Men det er fortsat uden fast arbejde, kontraktuel forpligtelse, corporation… Mit år med nye muligheder, værdier, dårligere løn, bedre formål. Måske giver denne her tekstsamling ikke så meget mening i det perspektiv, budskabet er i hvert fald ikke lige så klart længere. Jeg er vist kun blevet mere forvirret på den sidste uge.
Og har lige nu stadig mest bare lyst til at stikke af ud i foråret, fri som fuglen.

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 98

En introduktion af en art

I efteråret sagde jeg mit job op uden at have et andet på hånden eller nogen ambition om at finde et lønjob igen foreløbigt. Nu har jeg været fri i tre måneder. Jeg er måske et lidt atypisk tilfælde på mange sociale kanaler, der beskæftiger sig med økonomisk uafhængighed og minimalisme, idet jeg kun er 34 og bor alene. Jeg har altså kun ansvar for mig selv, men er samtidig på ingen måde økonomisk uafhængig resten af livet, og jeg ved, at jeg må sadle om igen engang. Men jeg har altid holdt mit forbrug lavt og været heldig med min boligsituation. Derfor har jeg nu en opsparing på 300.000 og har besluttet at stoppe helt op i mit lønarbejdsliv og rekalibrere, selvom det er forbundet med en del ængstelighed. Jeg vil leve det meningsfulde liv nu, ikke om yderligere tredive år på arbejdsmarkedet. (Der findes helt sikkert lønjobs, der kunne være meningsfulde for mig – men der er rift om dem, og det er en historie til en anden gang).

Jeg skriver ’lønarbejde’, fordi jeg sådan set arbejder ret meget… På kunst, på tekster, på fællesskaber, på musik, på at genanvende og reparere… Jeg vil bare gøre mig fri af tanken om, at det kun er noget værd, hvis man tjener penge på det.

Jeg fik min kandidatgrad i slutningen af 2018 og kom ud med en studiegæld på omkring 100.000, der især blev stiftet, fordi jeg brød med ham, jeg havde boet sammen med, og måtte betale dobbelt husleje, mens jeg skrev mit speciale og samtidig løb tør for SU. Jeg flyttede til en noget dyrere bolig efter endt uddannelse, men formåede stadig at betale gælden ud i løbet af et år med projektansættelser og dagpenge. Og siden da har jeg sparet op, ikke specielt bevidst, men ved simpelthen stadig bare at have en livsstil, som minder mere om en studerende end et voksent karrieremenneske med en flot titel og stort ansvar. Jeg har ingen fast ejendom, men har ikke savnet noget. Tværtimod har verdens tilstand og min personlige modenhed fået mig til at lave færre (hvis ikke ingen) impulskøb, end jeg gjorde som studerende, og min lokale genbrugsstation er leveringsdygtig i lidt af hvert (jeg samler bl.a. bøger på en lidt maksimalistisk måde, hehe) + jeg har lært, hvad jeg faktisk kan lide udi husholdning, selvpleje osv., så de udgifter er forudsigelige og uden spild.

Af forskellige årsager var det tid til at tage afsked med den arbejdsplads, jeg har haft min gang på on/off de sidste fem år, og så slog det mig, at jeg jo faktisk ikke behøver et nyt lønjob. Som mit budget er nu, lever jeg for ca. 8000-8500 om måneden (meget heldig med huslejen, I know), og hvis jeg får det ned på syv, kan jeg leve af min opsparing i tre år plus det løse. Men jeg føler mig så presset til at skulle skynde mig at ”gøre karriere” og løbe afsted, så jeg knapt kan nå at tænke over retningen. Jeg har en grundangst for, at jeg aldrig kan blive lønmodtager igen, hvis jeg tager en længere pause nu, selvom jeg ved, at jeg faktisk er ret dygtig til mange ting, som der er brug for i samfundet. Det er måske en irrationel frygt, men stressen er present, her tre måneder inde i ledigheden, og den dominerende politiske diskurs siger jo, at jeg ikke må holde en lang pause, og at det er mit eget ansvar altid at have en plan A, B og C. Derudover er jeg humanist, og derfor ofte udskældt for at have for fluffy og bløde kompetencer, og jeg skal for det meste selv forklare en arbejdsgiver, hvad jeg kan, og definere min egen vej.

En ting, jeg ved fra mine studier, er at vi er sociale væsner. Og de fleste bliver trygge af at befinde sig i fællesskaber med lignende normer. Vi har brug for at spejle os. Og bare det at se et par ærlige eksempler på alternativer gør os bedre til at navigere. Derfor vil jeg også forsøge at dele lidt ud her på UANSET og på Instagram af det hele – det gode, det svære samt de praktiske ting ift. økonomi og livsstil. F**k det dér med, at det skal se let, nydelses- og meningsfuldt ud altid at lave normbrud, fordybe sig, måske starte egen forretning eller melde sig ud… Jeg synes, det er svært mentalt, især uden flere at spejle sig i. Der er bekymringer, grublen, reovervejelser. Og samtidig håber jeg, at jeg finder mere ro og konstruktive erfaringer løbende, og glæder mig så meget til at være udenfor i flere af de lyse timer til sommer i stedet for at sidde på et kontor. Hvis du er nysgerrig, er du velkommen til at spørge ind til noget og/eller følge med her eller på @noejsomt, der ligeså stille er ved at tage form af interessefællesskab og legeplads.

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 93

Jeg har haft mange idéer om, hvad denne her side skulle kunne og indeholde. Afløb for stress og frustrationer og ensomhed og usikkerheden ved at gøre noget andet, end de fleste, ved at sige op til ledighed uden at skynde mig med at finde et nyt job. Gå op imod diskurserne om produktivitet og samfundsøkonomi over -økologi. Skabe et fællesskab, spejling, lade andre lære af mine erfaringer og strategier. Dele glæden ved alle de små ting, mulighederne, et roligt nervesystem. Men jeg ramte en mur. Og har været alt andet end rolig de tre måneder, der er gået siden min sidste arbejdsdag.

Et par dage efter, jeg blev ledig, gik mit parhold i stykker. Eller. Min kæreste gik i stykker. Og samtidig rasede folkemord på alle kanaler og i mit hjerte og kastede på bålet af min i forvejen udfordrede tryghed i verden og min spirende vrede på de magtfulde.
Jeg blev apatisk. Gik helt i stå. Alt, hvad jeg havde forestillet mig, jeg ville have af energi på friheden og på min nye start og mine kreative projekter, var helt dødt. Og det er stadig lidt en daglig udfordring at finde nogen som helst mening i, hvad jeg selv kan udrette som individ, når verden ser ud, som den gør, og når jeg får ti SMS’er om dagen, om at der er nyt fra kommunen i e-boks, fordi jeg betragtes som en byrde i strukturen… Men samtidig giver det en vis frihed. Min individuelle stress og dårlige samvittighed opløses i intensiteten af det kollektive shitshow.

Og jeg fandt små ting, jeg kunne overkomme. Jeg sov, læste, så min familie. Jeg lappede mine jeans. Mens vinteren gik, og gik på held. Med små sting i hånden, langsomt og nærværende. Vi gør det samme med forholdet, min kæreste gør det samme med sig selv. Tempo er så afgørende for os, som sensitive og sentimentale individer, der ikke kan finde ud af at gøre noget halvhjertet, altid giver alt eller intet, tager alt eller intet. Ting tager tid. Vi øver os sammen, og rammes samtidig jævnligt af mindreværd over måske bare ikke at være gearet til denne højoktan verden. Jeg ved, der er mange andre, der rammer den mur. Men jeg mangler også stadig alternativer at stræbe efter. Mantraer, der er stærkere end det allestedsnærværende om vækst og konkurrence.
Hver morgen siger jeg følgende til mig selv, og håber, det vokser sig større i mig end ængsteligheden:

Jeg er kunstner
Jeg skaber
Jeg leger
Jeg inspirerer
Jeg er rig
Jeg er fri

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 85

For en lille uge siden kom jeg hjem fra Indien. Det føles som en evighed. Og hvis der er noget, langsomheden og ledigheden kan understrege, så er det, at tid ikke er lineær. Den strækker sig, når man sænker tempoet, og den skrumper, når man fylder dagene ud fra ende til anden. Eller også er det omvendt…
Jeg lever på mange måder minimalistisk og med købestop, men indrømmer blankt, at jeg har været på to lange flyrejser indenfor det sidste år. De havde været lang tid undervejs. Og vi mennesker er gode til at retfærdiggøre ting overfor os selv, hvis vi vil…
Nu bliver jeg alligevel på jorden det næste lange stykke tid. Og jeg har på de sidste rejser, til Japan i efteråret, og til Indien her i februar, tænkt mere på privilegier, ulighed og klima, end nogensinde før og grublet en del over mit personlige aftryk – selvom det også har ligget mig på sinde tidligere.
Jeg tænker ofte på vores bevægelighed. Med vores auberginefarvede kopi af Jellingestenen i hånden er vi friere end de fleste af verdens beboere, og der ligger et stort personligt ansvar i den frihed.

Indien var en vild oplevelse, på bumlede landeveje, syd på og langt fra de primære turistattraktioner. Der blev taget så godt imod os. Så mange smil til os, men også meget rolig selvtilstrækkelighed hos de lokale.
Når man har rejst meget à la Lonely Planet, er man vant til, at de steder, man kommer, er tilpasset strømmen af turister… At samfundet er indrettet efter den kapitalstrøm, turisterne skaber, og at folk selvfølgelig vil have del i de transaktioner, de rige kartoflers besøg muliggør. Sådan var det ikke så meget i det her område på tværs af Maharashtra, Andhra Pradesh og Karnataka. De var bare, de mennesker, jeg mødte. Havde gang i deres egen ting. Selvom de syntes, det var ret sjovt, vi kom forbi, så var det ligesom ikke særligt vigtigt.
Men så alligevel… Måske tredive gange om dagen blev jeg spurgt, om jeg ville være med på deres selfies. Og jeg blev træt… Men tænkte på menneskeudstillinger, eksotisering, hvordan inderne og andre brune mennesker er blevet begloet og betragtet som sensationer herhjemme gennem tiden, når de ikke “blot” er blevet udnyttet for deres arbejdskraft og ressourcer. Og på, hvordan vi som samfund reagerer på afvigelser endnu… Så tit gav jeg samtykke og responderede imødekommende på deres nysgerrighed og undren. Og vi vinkede til utroligt mange grinende skolebørn med øjne så store som tekopper fra vores airconditionerede bus.
Det var næsten ikke til at bære gæstfriheden, når man tænker på, hvordan vi som samfund selv tager imod fremmede.

Nu bliver jeg hjemme på ubestemt tid. Jeg har ikke den samme sult, som jeg havde for ti-tyve år siden. Slet ikke den samme følelse af entitlement til eventyr. Jeg tager ikke længere min frie bevægelighed for givet. Og verden skrumper… med pandemier, med krig, med klimanød. Jeg søger indad og sidder stille, og det er en hård konfrontation i disse dage.
Jeg har ofte brugt min nysgerrighed og min udlængsel til at stikke af, få nye perspektiver, finde fokus udenfor mig selv, tage ud i verden og betragte den passivt. Jeg kunne bare flytte mig, hvis jeg ikke brød mig om de cykliske tanker. Det kan og vil jeg ikke blive ved med.

Nu sidder jeg her i en mørk lejlighed på Amager og skal finde en ny ventil, en mindre omkostningstung lykkepille, når verden og mit eget hoved føles for stramt og begrænsende. Og jeg er stresset ind til benet over risikoen, jeg løber, ved at sidde stille og være uproduktiv. Men jeg ved også, at det passerer. Og jeg vil se, hvad der sker, hvis jeg giver det tid, imod strømmen.
I den kommende uge sender jeg de sidste par jobansøgninger og melder mig af dagpenge. Total frihed. Total selvrisiko og tomhed, eller totalt åben himmel og kreativ fordybelse, afhængigt af hvilket humør, jeg er i – frygtsomt eller frugtbart.
Jeg tror, jeg skal gøre mig helt fri af E-boks, LinkedIn og online validering via Meta for at genfinde min intuition og mit håb for et meningsfuldt liv. Kender du dét?

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 64

Forleden skrev jeg et opslag på LinkedIn om at sige op til ledighed. Jeg har glædet mig til at kunne skrive ting derinde uden samtidig at skulle repræsentere en virksomhed og tænke på dennes kommunikationsstrategi, som indskrænker min frihed. Jeg ser et potentiale i at præge det medie med nogle andre perspektiver. Med diskussion og sårbarhed over præstation og konkurrence eller rygklap og overfladisk selvforherligelse. Jeg kunne slet ikke skrive, da jeg først satte mig til tastaturet. Men efter at have lavet overspringshandlinger på læsesalen indtil klokken 17, kom det pludselig ud. Og der var lidt adrenalin i systemet, da jeg tryggede på “Slå op”. Siden har alle lederne (mine egne ledere, udviklernes chef, min tidligere chef, som sidder i en anden afdeling nu, kommunikationschefen) og en del kollegaer på arbejdet reageret på det. Min chefs chef gav det endda et hjerte. Og folk, jeg ikke kender. Og den gode leder på universitetet, som jeg var til samtale med for en måned siden.
Jeg håber, jeg husker, at det viser en rummelighed i systemet. Og at det godt kan lade sig gøre at være mig uden at lukke for mange døre for mig selv. At de gode mennesker og gode arbejdspladser godt kan rumme mig på sigt, måske. I hvert fald er nysgerrige. Og jeg må gerne være her i mellemtiden og gøre min ting.

Jeg skrev:

✤ DET MODSATTE AF JOBNYT ✤

I slutningen af 2023 besluttede jeg mig for at tage afsked med min on/off arbejdsplads gennem de sidste fem år, fordi tiden føltes moden til at ændre retning. Døren blev lukket forsigtigt, ikke smækket, og jeg er fortsat ved at fordøje det hele og falde til i 2024s nye muligheder. Jeg har lært så sindssygt meget, både om mig selv, mine kompetencer, erhvervslivet, mine præferencer og om andre mennesker, og vil for evigt være begejstret for, at jeg ganske uventet landede lige dér i en superstilet glasbygning i den finansielle sektor, blev så glad for det, og fik lov til at løse så mange spændende, udfordrende og forandrende opgaver. Den faglige udvikling er ikke til at tage fejl af, selvom jeg endnu er i gang med en frisk omgang kompetenceafklaring. Jeg har fået vished om, at jeg er dygtig og kan udrette lidt (eller meget) af hvert, takket være tillidsfuld ledelse, gode kollegaer og vellykkede kundesamarbejder.

Men derudover har jeg tænkt en del over noget, én af mine dygtige kollegaer sagde, da hun havde fået nys om min opsigelse. Hun sagde, at det havde været så skønt at have mig som kollega, fordi jeg var ”et frisk pust og sådan lidt en fri fugl” og at det var inspirerende ift. at leve livet med intentionalitet og nærvær (min parafrasering!). Og det synes jeg næsten er en større kompliment, end al den faglige bekræftelse, jeg også har fået. Tænk at gøre en forskel på en arbejdsplads bare ved at være det menneske, man nu er. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan leve på en sten og ikke kan finde ud af at bruge en ægte voksenmånedsløn, og det gør også, at det er muligt for mig at leve uden indtægt det næste lange stykke tid. Jeg er en fri fugl. Og jeg har ikke mødt andet end støtte, når jeg har fortalt andre om, at jeg har sagt op til ledighed, heller ikke potentielle arbejdsgivere eller rekrutteringskonsulenter, og hvem jeg ellers har talt med om mit arbejdsliv de sidste par måneder.

Selv LinkedIn har nu en funktion, der hedder ”Karrierepause”, kan jeg se, hvor man kan angive, hvad man laver, når man ikke er i arbejde. I hjælpeteksten, står der: ”Erfaringer, der ikke er karrieredrevne, kan gøre folk til bedre kolleger, meningsdannere og ledere. Del de oplevelser, der gør dig unik.” Jeg har ikke læst hverken Maj My eller Kaares bøger, så jeg vil slet ikke gå ned ad det spor her… den større debat om menneskers værdi og samfundsansvar… men det er spørgsmål, jeg tænker meget over for tiden. Jeg bliver hjemme hos mig selv i stedet og vender tilbage til de kaffemøder, jeg har været til over de sidste par måneder: Når folk hører, jeg har sagt op til ledighed, siger de ofte, at det er modigt. Og ja, jeg betragter mig selv som modig – derfor skriver jeg også et sårbart opslag på LinkedIn – men hvad er det ved lige denne beslutning, der er farligt? Hvad er på spil? Hvad er risikoen?

Langt de fleste dage husker jeg, at jeg kan alt muligt vigtigt, at samfundet har brug for mig, og at jeg er langt fra færdig med lønarbejde, men at jeg også gerne må holde fri for egne penge (og dagpenge, ingen skam i dét!) og fordybe mig i mit kunstneriske virke og faglige skriverier uden profit. Andre dage (og nætter) kører tankerne i ring om spørgsmål såsom:

Får jeg nogensinde et job igen?

Hvor stort et hul kan jeg have i CV’et, før jeg ryger nederst i bunken af ansøgere til drømmejobs? Og hvad med generalistjobs? Et halvt år? Et år? Tre år?

Tæller det for en fremtidig arbejdsgiver, at jeg arbejder på egne projekter nu her, men uden at tjene penge på det, uden at få det udgivet på forlag eller udstillet? Eller tænker de, at økonomisk indtjening og officiel anerkendelse m.v. er garanten for, at det er relevant, vellykket og udviklende?

Bliver jeg selv dårligere til at være lønmodtager, hvis jeg holder pause i flere år?

Hvis der skulle være rekrutteringskonsulenter eller andre med ansættelseskompetencer eller lignende erfaringer, der er kommet så langt her i teksten, så kom endelig med jeres betragtninger! Der er ingen forkerte svar. Skal jeg være bange? Og hvor længe kan jeg holde pause, før det bliver decideret dumdristigt og ikke blot modigt? Jeg ved, det nok ikke er så simpelt endda, men alle input modtages med et åbent sind.

Nå. Tak for opmærksomheden. Nu tager jeg til Indien og får udvidet min horisont yderligere og beroliget mit nervesystem.

Tak igen til de bedste kolleger på Christianshavn – jeg inviterer mig selv til kaffe, når jeg er hjemme igen! Hav en rigtig god sæsonstart.

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 62

I nat sad jeg i timevis på LinkedIn og kiggede på andres flotte jobtitler og på jobopslag, hvor der altid var et enkelt krav, jeg ikke levede op til… Med tiltagende knugende fornemmelse i maven. Den er så besnærende, idéen om at en bestemt funktion, betegnelse eller organisation vil gøre mig glad og være lige dét, der gør, at jeg hver dag føler, jeg har en vigtig plads i verden og er til ægte nytte for andre. Mærker udfordring, mestring og får ros. Reelt ved jeg, at mange ikke trives eller har så spændende en arbejdsdag eller god en ledelse, som det ser ud til online. Men nogle dage længes jeg sådan efter at sætte min egen retningsløse søgen og mit normbrud på pause. Den lettelse fra grublerier, der ligger i at have en fast plads ved et skrivebord og at arbejde i en retning stukket ud af andre.

Men jeg ved, at det sjove, gode, produktive, meningsfulde ikke findes dér. For mig. Ikke på sigt. Og jeg har bevidst valgt det fra. Men det ligger meget til mig generelt, at jeg glemmer oplevet smerte og ubehag og primært husker det gode ved en situation eller periode. Det er en velsignelse og en filtrering, der sparer mig for en del drænende minder, men den fører også til at jeg ofte lader mig brænde alt for mange gange af de samme ting… Er meget dårlig til at lukke døre. Jeg har heldigvis mennesker og ord fra mig selv, der minder mig om, hvad jeg gør nu og hvorfor.

I dag er en ny dag.
Jeg har besluttet at dele mit forløb som nyligt selvvalgt ledig her. Dele lidt af mine myriader af visioner for mig selv og menneskeheden, og hvad jeg vil udrette og gennemleve det næste års tid… Dele den tvivl, der følger med normbrud og at stå af ræset. Men også al den værdi, det er muligt at proppe ind i sin tid, når man ikke bruger en tredjedel af døgnet foran en skærm på et storrumskontor på at tjene penge til en eller anden virksomheds eller organisations uendelige vækst eller effektivisering. Alle afvejningerne, forsøg på retfærdiggørelse af forskellige beskæftigelser af mindre økonomidrevet karakter, jagten på et liv drevet mere af håb end frygt.
Jeg vil se, hvad der sker, hvis jeg bliver ved.

Laaangsomt.