Dag -177 – NOGET OM UNIFORMER

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 45

Da jeg arbejdede på kontor som kundeansvarlig for en række konservative aktører i den finansielle sektor, drømte jeg om et liv, hvor jeg kunne se ud, som jeg ville, uden at det ville begrænse mit arbejde. Der var ikke nogen formel dresscode til daglig, men jeg stak ud med min næsepiercing, da jeg var kronraget, og når jeg gik i farverige nederdele og sweatre, og jeg tænkte en del over det. Ikke at have huller i tøjet, ikke at gå i shorts, at huske at stryge mine skjorter etc. At have nogle nemme, pæne, neutrale sæt klar til pludselige møder, altid. Det var lidt en udklædning.

Jeg mødte egentlig en ret rummelig kultur, da det kom til stykket. Jeg havde en chef, der med en halv times varsel satte mig på et møde med den måske største, måske mest konservative kunde, da jeg var helt ny i job, en dag, hvor jeg havde en lang glimmerkjole i 70’er snit og beskidte sneakers på. Og det lod til, at alle på det møde primært tog notits af mit faglige, tekniske input. Så var jeg ligesom i gang, og en del af min usikkerhed på, om jeg virkede til at høre til, kom helt sikkert fra mig selv.

Men jeg mødte også en attitude fra mange andre i løbet af mit arbejdsliv, hvor det at være relativt ung og kvinde var tilstrækkelig udfordring ift. at blive taget seriøst for min viden og ekspertise, og hvor min piercing, frisure eller tøjstil ikke just hjalp, hvis ikke jeg holdt det i skak. Så jeg tonede det ned ofte, og prøvede grænser af til andre tider. En slags vekselvirkning efter humør og niveau af fandenivoldskhed. Men det var en ting, hele tiden, en kultiveret bevidsthed, en begrænsning af mit udtryk. En balancegang og en form for spil omkring at være velforberedt og præsentabel. Hvis jeg fejlede på begge parametre, var jeg ude. Jeg skulle ligesom kompensere ved at være ekstra dygtig, følte jeg.

Og samtidig hyggede jeg mig med det. At være lidt på tværs. Vi var nemme at finde i den store kantine, blot fordi jeg havde en lysegrøn trøje, min kollega havde en orange, og min chef havde en varm gul skjorte. Det siger en del om branchen. Og det var en ret vigtig erfaring og oplevelse, jeg tager mig med mig. Hvordan jeg, både af udseende og de ting, jeg fik sagt, blev gradvist mere mig selv, når jeg var på arbejde. Og blev taget alvorligt stadig, for min dygtighed. Mine egne fordomme blev også udfordret.

Men det var kalkuleret. Og det var stadig begrænsende.

Jeg elsker at lege med udtryk. Jeg elsker at klæde mig på i tøj, der nærmest er kunstværker. Jeg elsker også at lappe ting igen og igen og slide dem op. Jeg elsker at være ligeglad, jeg elsker at føle mig godt tilpas fysisk, og jeg elsker at udsmykke mig. Nu kan jeg gøre lige, hvad jeg vil.
Jeg elsker at gå i leggins, joggingbukser og t-shirts med upassende bandnavne. Jeg elsker at forundre, sprænge rammen, udtrykke humor og kreativitet i, hvordan jeg ser ud. Jeg elsker at tage det mindre alvorligt.

Og jeg elsker, at min faglige autoritet hænger sammen med det nu. At det hele er mig. At hvordan jeg ser ud ikke modarbejder og forstyrrer, fordi jeg er the odd one out på et kontor. Nu er jeg bare. Hele mig. Med mit åndssvagt lange lyserøde hår. Med blomster, perler, dyster albumart. Uden linninger, der strammer. Med krøllede kraver, afskallet neglelak, hullede nylonstrømper, termobukser, nattøj hele dagen eller pailletter på en mandag. Efter mit eget humør.
Og jeg føler mig lige så professionel og kompetent som altid. Og lidt som kunst. Fri.

Det er de små ting, der gør’ed, nogle gange. Ved det her liv uden lønarbejde.

Eksistens

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Du holder mig på jorden
Giver mening
Dulmer skammen over ikke at skabe mere
Røre mere
Tjene penge
Ændre alles liv
Redde verden
Når du er der
Er jeg her
I ro
I komfort
I legitim væren uden fremtidsmål

Men den kommer tilbage
Skammen over kreativ stilstand
Mindreværet
Screaming into the void
Jagten på likes
Fordi de indikerer hvad?
Eksistensberettigelse?

Måske eksisterer jeg bare for dig
Det er nok
Når du ser mig
Men du ser mig også, når jeg ikke prøver så hårdt
Så hvorfor prøver jeg så hårdt?


Dag -179 – NOGET OM FOLKEDRAB

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 43

Er der andre end mig, der struggler med deres work – genocide balance?

Jeg er åbenlyst shadow-banned på alle mine Instagram-profiler, efter at jeg har delt information om Palæstina (som jeg har fact-tjekket med anerkendte og presseetisk velovervejede internationale medier og institutioner, og udvalgt med afsæt i min omfattende akademiske skoling i bl.a. den sociokulturelle side af magt, konflikt (og folkedrab specifikt), voldsnarrativer og repræsentation), og jeg bliver simpelthen så vred og frustreret.

Men går mest bare i stå.

Hvad skal vi gøre? Hvorfor sidder Meta på kontrollen med alt det, vi vil dele med hinanden i de her mange gode værdifællesskaber? Hvordan kan de slippe af sted med at lade som om, de er neutrale? Hvor skal vi gå hen?

Min skaberkraft og kreativitet er død, og jeg føler mig så utilstrækkelig ift. at stille noget op for verdens udsatte.
Det er en ringe trøst, men en trøst, at jeg i det mindste ikke behøver møde op på en arbejdsplads, hvor man lader som om, der intet ekstremt foregår, som vi som nation har en andel i.

Mit år uden lønarbejde, dag -181

NOTE TO SELF

Hvis du har fået nogen til at føle sig set, værdsat, rummet, tryg, støttet eller som en del af noget socialt i dag, så har du gjort mere godt for menneskeheden end de fleste.

Hvis ikke du har, så kan du stadig nå at sende en besked afsted til nogen.

Det kræver så lidt at ændre nogens dag.

Og vi trænger så meget, mange af os, til social forankring og anerkendelse for bare at være os og forblive bløde i denne her verden.

Håb for 2024

Håber på mere kunst og aktivisme.
Ny social- og udenrigspolitik.
Tid til fordybelse og fjumren.
Ny forelskelse. Flere ord.
Mere moss woman, mindre boss woman.
Fred. Retfærdighed. Kollektivisme.
At følge solens gang.

FORBRUGSDAGBOG – DECEMBER

December var min første måned uden almindelig lønindtægt og derfor også den måned, jeg satte mig for at danne mig det fulde overblik over, hvor mine penge ryger hen. Selvom jeg stadig levede mere som en studerende på SU end en voksen med en pæn månedsløn, vidste jeg, at mit forbrug var steget en del over de sidste par år, men ikke hvor meget.
Jeg har et mål om at leve for ca. 7000 kroner per måned, men det blev tydeligt, at det er for svært på den helt korte bane. Det er heller ikke strengt nødvendigt, men det vil være et fornuftigt og realistisk niveau med mine nuværende faste udgifter, synes jeg. Jeg slår ikke mig selv i hovedet med, at det kræver lidt tilvænning, især her i juletiden.

Madposten er atypisk lav, fordi jeg ikke har været så meget hjemme at spise, til gengæld er restaurant og transport end del højere, end normalt.
De voksne i min familie køber stort set ikke julegaver til hinanden. Vi bestræber os på hjemmelavede ting, kvalitetstid og genbrug til børnene.

Jeg lavede til gengæld en pakkekalender til min kæreste – men stort set kun med ting, jeg vidste, han trængte til (der var fx fem pakker papirlommetørklæder pakket sirligt ind enkeltvis, læbepomade til de frosttørre læber, tebreve og et lille udvalg af hans yndlingsjuleslik – lavt budget og høj omtanke, haha). Og så havde jeg skrevet en lille note til hver dag, om noget, jeg godt kan lide ved ham, hvilket klart var den største gave, hvis man spørger ham… Fra konkrete og lidt overfladiske småting, til berigelser ved hans væremåde på den helt store klinge.

Af atypiske udgifter var der årlig fornyelse af SSL-certifikat til min egen hjemmeside (altid lidt avs), et tastatur og en trådløs mus i julegave til mig selv og en lyskæde. Hvilket er cirka tre flere genstande, end jeg plejer at købe til mig selv på en måned… Men gode ting, der gør mig glad og mit arbejde nemmere og hyggeligere. ✳


Kontrakten

Tænk, hvis alt går godt.
Hvis fascismen slukkes.
Hvis jeg finder et job, når jeg skal bruge det.
Hvis du går i terapi og kommer tilbage.
Hvis det bliver forår igen snart.
Hvis vi havde luft og rum til at følge solen.
Hvis jeg var fri.
Hvis samfundskontrakten allerede var opsagt.

Ligesom at gå fra et job, når opgaverne ændrer sig, men vilkår og løn ikke gør. Fordi man ved, hvad man er værd.
Hej hej, Mette og Kaare, jeg kan finde bedre brug af mit liv og mine evner. Jeres goder er ikke tilstrækkelige til at kompensere for det overskud, I tager fra mig, og den meningsløshed, jeg føler i mit arbejde. Og derudover kan jeg ikke længere identificere mig med denne virksomheds prioriteter. I passer ikke på den ulykkelige, stressede, angste næste generation, på planeten eller på verdens mest udsatte. I lytter ikke til mig, selvom jeg er kompetent. Så nu går jeg.
Det er faktisk mit liv. Og vi vil ikke det samme. Men lad os bare holde kontakten på LinkedIn. Jeg skal nok være der, hvis I opretter en stilling, hvor løn, fryns og arbejdspres er i balance, sætter oprigtigt fokus på medarbejdertrivsel, dropper CEO’ens lønforhøjelse til fordel for et lille løft af alle os på gulvet. Og nej, skamros og flotte firmajulegaver kan ikke længere gøre det. Vi ved godt, at det er et billigt forsøg på at få os til at glemme vilkårene, for vi kan faktisk godt regne. Farvel.

Kontrakten

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Tænk, hvis alt går godt.
Hvis fascismen slukkes.
Hvis jeg finder et job, når jeg skal bruge det.
Hvis du går i terapi og kommer tilbage.
Hvis det bliver forår igen snart.
Hvis vi havde luft og rum til at følge solen.
Hvis jeg var fri.
Hvis samfundskontrakten allerede var opsagt.

Ligesom at gå fra et job, når opgaverne ændrer sig, men vilkår og løn ikke gør. Fordi man ved, hvad man er værd.
Hej hej, Mette og Kaare, jeg kan finde bedre brug af mit liv og mine evner. Jeres goder er ikke tilstrækkelige til at kompensere for det overskud, I tager fra mig, og den meningsløshed, jeg føler i mit arbejde. Og derudover kan jeg ikke længere identificere mig med denne virksomheds prioriteter. I passer ikke på den ulykkelige, stressede, angste næste generation, på planeten eller på verdens mest udsatte. I lytter ikke til mig, selvom jeg er kompetent. Så nu går jeg.

Det er faktisk mit liv. Og vi vil ikke det samme. Men lad os bare holde kontakten på LinkedIn. Jeg skal nok være der, hvis nu i opretter en stilling, hvor løn, fryns og arbejdspres er i balance, sætter oprigtigt fokus på medarbejdertrivsel og dropper CEO’ens lønforhøjelse til gengæld for et lille løft af alle os på gulvet. Og nej, skamros og flotte firmajulegaver kan ikke længere gøre det, vi ved godt, at det er et billigt forsøg på at få os til at glemme vilkårene, for vi kan godt regne. Farvel.


Mit år uden lønarbejde, dag -195

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 27

NOGET OM PENGE

2024 bliver uden lønjob. Det har jeg i hvert fald råd til.

Men det er ikke uden tankemylder og hele dage, der går med hvad nu hvis
Hvad nu hvis jeg ikke kan få et job igen, når jeg vil. Og jeg ender på gaden. Og jeg ikke kan stifte familie, men gerne vil. Eller fortryder, når jeg bliver gammel, at jeg ikke ejer et hus eller en større pensionsopsparing. Og og og. Det hjælper at skrive det ud. Hvad nu hvis… Jeg ikke har ret til det her. Hvad nu hvis, det ender galt. Men nu prøver jeg at stoppe op og tænke over alternative tilgange til ressourcer. Meget af faren er heldigvis fortsat forestillet, her på den heldige inderside af de danske grænser. Heldigvis passer vi nogenlunde på hinanden endnu, selvom flere mennesker falder igennem og uligheden er stigende.

Jeg synes, vi snakker for lidt om penge. Og for stolt eller skamfuldt. Det er komplekst, det er uretfærdigt, det er kollektivt, det er konstrueret abstraktion. Og vi tror, det er individuelt og tys tys. Det kommer kun de rigeste til gode, at vi ikke tør snakke om det, være sociale omkring det, tale om retfærdig fordeling af de reelle ressourcer.

Jeg vil forsøge at vise mit budget og mine udgifter og friheden, når det virker oplagt, men jeg ved ikke rigtig i hvilket format. Jeg vil tage aktive valg og opfordre andre til at gøre det samme.
Lad os se, om friheden er den begrænsede økonomi værd. Jeg tror det.

Efter at jeg har taget det her skridt om at prøve et liv uden indtjening, leder jeg hele tiden efter pejlemærker ift. praksisser omkring økonomi. Alternative praksisser. Jeg mangler overhovedet ikke penge nu og behøver ikke tænke over det de næste mange år, hvad angår mine private udgifter, men det fylder så meget kollektivt. Og alligevel så lidt. Kun bag lukket dør.

Jeg har brugt min første ledige måned på at (gen)læse Ringenes Herre og Discworld og andet af den slags. Med eventyr og skæve eksistenser, der lever i en form for lejlighedsvis ressourceknaphed med tilfældigheder, vi sjældent oplever. Og jeg tager mig selv i altid at tænke på pengene. Hvor får de deres guldmønter fra, når de lejer sig ind på en kro eller køber et krus øl? Hvordan genetablerer de en økonomisk hverdag igen efter endt quest? Hvis jeg selv tog på tur alene, ville jeg så blive begavet i samme omfang, finde kost og logi og udstyr alle steder uden problemer, fordi jeg blev taget ind af ligesindede eller folk, der anerkendte mit behov og min mission, hvad end den nu var? Det er så befriende, at penge ikke er en faktor for hovedpersonerne i de verdener. Men der er jo økonomi. Ressourcer, behov, transaktioner. Jeg gad godt læse en version, hvor den slags overvejelser og bekymringer var ekspliciteret i højere grad. Måske fordi jeg leder efter en mere virkelighedsnær legitimering af selv at leve sådan – fra dag til dag, opgave til opgave, og stole på, at det løser sig. At man kan bytte sig til fornødenheder for hvad end man nu selv kan bidrage med. Uden at være styret af abstrakte sorte og røde tal.

Penge fylder så lidt i mit praktiske liv og alligevel så meget i mine tanker. Måske fordi det bare ikke er faldet på plads for mig endnu. Jeg forstår ikke logikkerne, det er så abstrakt og absurd, den form for økonomi, som vores samfund er bygget op om. Og det er altså ikke fordi, jeg ikke er matematisk begavet. Jeg er ikke i stand til at følge logikker i surplus bullshit. Uendelig vækst i en begrænset fysisk virkelighed. Der er måske ingen mening at finde.
Jeg har altid haft penge, når jeg skulle bruge dem. Jeg kan tilpasse mit forbrug til det, jeg har, i en ret unik grad. Og alligevel tænker jeg altid på det. Økonomien i alting. Økonomien i religion. Økonomien i aktivisme, i politik, i kunst, i nærvær, i migration. I turisme, fællesskab, ord, liv.

Og jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan indtægten så ud for dem, jeg set op til. Kunstnere, kreative og dem, der bruger det meste af deres tid på at kæmpe for en politisk sag uden at være levebrødspolitikere. Hvordan gør man? Hvornår er det OK og godt nok, det man gør? Hvorfor snakker vi ikke mere om vores sidegig som pædagogmedhjælper eller opvasker eller om, hvad man siger til sagsbehandleren på jobcenteret? Om hvordan man balancerer alle de ting, der trækker? Hvordan de færreste kan tjene penge på det her, som vi samtidig har brug for som menneskehed? Så meget brug for. Inspirationen, påmindelsen om at livet ikke bare skal overstås, overleves. Vi har råd som samfund. Hvordan får vi råd som individer?


Mit år uden lønarbejde, dag -200

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 22

Vrede jul

Vrede jul, afmagtsjul
(Militær)aftaler brygges i skjul
Hvor vi glædes af USA
Biden er sguda også en knag
/: Lovløst i Brugsen de gå :/

Mette i Dubai, stort ståhej
Stormen Pia er på vej
Hid vi flyver på chartertur
Drinks og pool, det er noget der dur
/: COP28 var fedt :/

Fiskedød, mere kød
PFAS ud i vandløb flød
Turbokylling og trawl skal vi få
Himlen er jo stadig blå
/: Med lidt drivhuseffekt :/

Blod på jord, barnemord
Statsracisme blandt os bor
Israel bringe til store og små
Luftangreb dagligt på må og få
/: De forsvarer sig selv :/

Mit år uden lønarbejde, dag -208

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 14

NOGET OM SAMMENLIGNING

Jeg er i perioder helt besat af at kigge på andres CV’er. Jeg slår gamle studiekammerater og kollegaer og frivilligledere op for at se, hvad de laver nu… I håb om, at de ikke laver noget. Eller i hvert fald ikke noget, der giver prestige på LinkedIn. I håb om, at jeg ikke afviger for meget, eller at jeg ikke er alene om ikke rigtig at have lyst til noget, der ser smart ud i den verden. For at legitimere mig selv gennem sammenligning.

Engang i mellem finder jeg én, som jeg altid har haft et godt indtryk af, både fagligt og personligt, som har store huller i sin jobtidslinje. Og det gør mig varm inden i. Det er ikke den smålige tilfredsstillelse, som jeg somme tider frygter, at jeg rummer, over at føle mig bedre end andre, at føle sig på sikker grund, fordi man adskiller sig positivt fra andre, man deler træk med. Det er genkendelse. Det er en følelse af netop ikke at være alene, men del af en gruppe. En afstivning via beundring: Det dér gode menneske har simpelthen (af ukendte årsager) valgt, at det skal se sådan dér ud, det CV. Ved ikke at opdatere listen, ved ikke at tage jobs, der ikke lever op til deres kompetencer, ønsker og selvforståelse, ved ikke at skrive irrelevant indtjening på, ved lang barsel eller måske ved sort, tilfældigt uheld eller andre personlige ting, der har tvunget en pause igennem.
Jeg kan ikke vide, hvad årsagen er, når jeg bare sidder og lurer, men det, jeg vælger at se, er: Der er nogen, der også nægter at have travlt, er stået af på idéen om altid at være i gang, været netværksforbundet, være stræbsom og karriereagtigt på den måde, der passer ind i den skabelon.
Og somme tider har de så efter tre år fundet en AC-stilling, som lyder rar uden at være prangende. Og det virker beroligende på mig. Det findes. Det er muligt at komme tilbage. Der findes arbejdsgivere, som kan se mere end kvantificérbare resultater på LinkedIn. Arbejdsgivere, som godt tør ansætte os, der ikke lever og ånder for lønarbejde. Det er seriøst så meget mere inspirerende for mig, end dem med den knivskarpe, målrettede profiltekst og en lang liste af jobs med højt ansvar i styrelser og konsulentbureauer.

Når jeg skriver det ud sådan her, er det så tydeligt for mig, hvem jeg er, og hvem jeg tror, jeg skal være for dem, der kigger på mig. Og at jeg nogle gange glemmer det første, når jeg scroller. Ret tit faktisk.

I andre perioder kigger jeg på kendte menneskers alder, da de ‘brød igennem’. Jeg har brug for at se the late bloomers. Jeg ville ønske, jeg kunne se, om de havde været på kontanthjælp, da de skrev deres første bog eller lavede deres første udstilling. Hvor stor gæld, de har. Om de ligger vågen om natten med meget jordnære økonomiske bekymringer.

Men i hvert fald er der mange smukke mennesker, som har taget sig god tid til at nå derhen, hvor de har etableret en proces og nogle evner og en selvtillid, der gør dem frie til at arbejde med fokus og inspiration. Og jeg sluger det grådigt. Mens jeg ser tiden gå helt umærkeligt. Og hvad så, hvis jeg først bliver læst, udstillet eller lyttet til, når jeg er 70 år gammel? Hvorfor skal det være lige nu? Hvad har tiden og effektiviteten med nogets værdi at gøre overhovedet?

Mit år uden lønarbejde, dag -212

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 10

Ligegyldigt hvem vi er, så er relationerne vigtigst at the end of the day.
Min kæreste har brudt kontakten. Det er min superkraft at se muligheder i mørket. Han har givet mig ro til at sørge og knokle. Men jeg har aldrig været den type, der bliver kreativt produktiv af sorg. Jeg går i stå. Så nu føles det hele lidt tomt, også friheden.

En hårdere tilkæmpet superkraft er, at jeg bygger nære relationer, der holder, når andre brister. Jeg har lært på den hårde måde, at det er vigtigt. Ikke at fokusere for meget på én person. Tit forstår jeg ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene de gode mennesker, der passer på mig og opmuntrer mig. Men jeg har tillid til deres dømmekraft, så et eller andet må der være.

And so it goes.



A laver perfekte gin/tonics til os. Med citronsaft fra en frugt af plastik og lime i skiver. Store stykker is i krystalglas. Ikke det dér pjat med peber og agurk. Vi griner. Vi er alvorlige og vrede. Vi græder ikke. Vi ser Matador med et halvt øje. Den er også fyldt med idioter.
Hun kommer forbi med marcipanbrød, sojakakao, klementiner og røde kinder dagen efter.
Jeg sender hende et Audre Lorde citat om kvinders omsorg for hinanden og det revolutionerende potentiale deri.

Jeg skal nok blive ok.

Mit år uden lønarbejde, dag -217

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 5

Hvorfor blev jeg ikke byplanlægger, sygeplejerske, ingeniør?

Hvorfor tilkæmpe sig ekspertise i dette ørkesløse arbejde på at udrede tråde, redde verden, forstå nuancerne, udfordre magten, skabe mulighedsrum for de uhørte?

Der ender med apati.

Husk hvorfor

NOTE TO SELF – MENINGEN MED DIN PRAKSIS (ELLER LIVET)

Jeg er typen, der har mange forskellige projekter og interesser. Måske også talenter, men ikke meget fokus. Jeg kan blive overvældet af mængden. Jeg har ikke noget klart ‘brand’ som kunstner, for jeg keder mig over repetition.

Mit år uden lønarbejde handler, udover hvile og nuet, i høj grad om mine kreative ambitioner. Om en drøm om fordybelse. En drøm om at rykke på evighedsskuffeprojekter. Men det at kunne vie mig hundrede procent til kreative praksisser nu er også forbundet med præstationsangst. Nu er der ingen undskyldning for ikke at ‘levere’.

Samtidig har jeg på IG bevæget mig ind i en sfære af selvstændige og kreative. Af mennesker, som ønsker at leve af deres passion. Jeg bliver usikker af andres klare ambitioner. Der er en spænding i mig omkring det med at kapitalisere på kunst, for ja, det er arbejde og det er værdifuldt, men samtidig får den tankegang mig til nogen gange at fare vild i spørgsmål om popularitet, konkurrence, efterspørgsel og marketing og det er IKKE det, jeg drømmer om. Og det gør mig somme tider helt usikker på mit formål. Og demotiveret. 

Så jeg har lavet en huskeliste, som minder mig om, hvad der er det centrale ved det her eksperiment og de ting, jeg arbejder på. Det centrale ved MIN kunstneriske praksis og de her delinger. Så det forbliver mit eget.

Udover de nævnte aktiviteter, fylder mine sociale relationer jo meget. Og hvile. Og passiv, mindre egodrevet væren i verden. Jeg øver mig på den. Men jeg er måske også ved at finde mig til rette med, at min personlighed simpelthen har brug for projekter og mål, og at det er ok.



I kursiv: Ting der leder til profit/karriere – begræns det fokus

Skrivning:
• flow, nydelse, sjov
• forbindelse, reflektion, samfundskritik, kollektivitet, lindring, genkendelse
• anerkendelse/begejstring for dygtighed og umage, sprog, æstetik
klistermærker, bogudgivelse, lave ballade på LinkedIn
knytte an til at snakke og mene noget om noget (foredrag, debat, podcasts)
• knytte an til at skrive for andre, leve af at komponere/redigere tekster

Fagligt akademisk arbejde:
• flow, mestring, præcision, følelse af accomplishment
• bruge opbygget viden aktivt – og dele den
• bruge opbyggede kompetencer aktivt
knytte an til vigtigt fagligt frivilligt arbejde
• bidrage til verden med: refleksion, nuancerer, kontradiskurs, forståelse, forandring, værdibevidsthed, magtbevidsthed, bedre beslutningsgrundlag
knytte an til lønnet arbejde
knytte an til foredrag, debat, podcasts, anvende ekspertise i praksis

Nørkleri:
• nydelse, fordybelse, sensualitet, fantasi/hittepåsomhed
• fysisk forankring i verden
• genbrugs lyksaligheder, nøjsomhed, maksimal udnyttelse af minimale ressourcer
• købestopsfællesskab, opgør med konsumption
• langsomhed, langsomhedsfællesskab, væren
• longevity af ting, fornyelse
• at være kunst, at lave kunst, at leve med kunst
• hyldest til livet, materialiteten, mulighederne – rituel taknemmelighed for eksistens
salg (kurve og æsker, installationer/lir, smykker, hækling, broderi on demand, upcycling)

Billedkunst:
• fordybelse, leg, færdigheder/mestring
• fantasi, æstetik, farver, at skabe ud af intet
• langsomhed, langsomhedsfællesskab
• illustrationer til mine egne ord
• salg (skitser/personlige illustrationer on demand, artwork til musik, print i begrænset oplag, PDF’er, fysiske originaler)

Fotografi:
• nydelse af verden, æstetik, dokumentation af oplevelser og væren, genkaldelse af steder og stemninger
• se det, andre ikke ser – inspirere andre til at se, dvæle
• fordybelsesfællesskab med andre, der ser og foreviger
• lege med beskæring og digital efterbehandling, fordi det er rart
• salg (print), måske udstille – lave serier/værker

Sang:
• historiefortælling, følelsesarbejde
• umiddelbarhed, sensualitet, sårbarhed, humor, varme – at røre
• skills, øve på at øve, gentagelser
• leg med ord i et andet format, leg med melodi, skabe ud af ingenting
• meditative studier af eksistens, improvisation, fysisk velvære, løsne op, klangmirakler
• en genvej til fuldspektrede følelser i andre, som om det har flere dimensioner end andre udtryksformer

Dagligliv:
• nøjsomhed for mig selv, friheden og økosystemerne
• at være kunst – alt kan være en hyldest til tilværelsen
• at have det sjovt – tag det hele lidt mindre alvorligt
• æstetik, hygge, se sæsonerne skifte udenfor, mærke efter, nyde
• minimalisme, getting shit done, dele metoder og idéer til intentionalitet og kontinuitet

Energistjælere – hvad kan jeg gøre:
• algoritmer – ignorer dem
• konflikter, svære relationer, social uklarhed – giv slip
• dum krop, lav energi, dårlig fordøjelse – husk HUSK, stræk, dans, gå, træk vejret, måske give en ny læge en chance for at hjælpe
• tvivl – læs det her, sæt tempoet ned, gå udenfor, læs samfundskritik, husk at alle andre ikke er gladere eller friere og at der kommer bedre dage

Mit år uden lønarbejde, dag -283

Jeg læser Audre Lorde. Hun giver mig nye ord og koncepter til at indkredse kunstens væsen. Vigtigheden i de her eksperimenter. I poesien, i relationer, i erotikken. Vigtigheden i at finde et sprog for følelser, for urimelighed, for måden vi rammer verden på og verden rammer os på.
Det er så nemt for mange af os at følge rutinen. At stå tidligt op, glæde os til kaffepausen, svare på mails, være til møder, skrive regninger, gå hjem fra arbejde som en zombie, mens dagslyset endnu engang er forsvundet, lave mad med minimalt overskud og nydelse, se TV, der ikke udfordrer os, gå i seng.
Det er så nemt at tro på, at det vi har sprog eller, endnu bedre, tal for er det vigtigste. Det vi taler op, det vi synliggør.
Det er så nemt at tro, at kuntsnerisk skabelse er useriøst og mindre vigtigt end en KPI eller en graf. Men hvorfor har vi bildt os ind, at vores følelsesliv ikke er vigtigt? At dybe oplevelser og samhørighed er sekundært?
Åh, jeg glæder mig til at lege mere. Og se det som en vigtig revolutionær handling. Jeg stemmer med min tid på et samfund med mere sensibilitet, mindre samlebånd.
Nogen vinder et meningsløst spil på at overskygge vores følelser med kulde og kalde det fornuftigt.

Berettiget

Halldóra sagde, at det havde været så skønt at have mig der, i afdelingen, ved naboskrivebordet
Fordi jeg var en fri fugl
Et friskt pust
Og jeg havde lovet mig selv ikke at græde
Ikke at rødme, ikke at diskutere, ikke at blive sur, ikke at blive overtalt, ikke at græde
Da vi fortalte de andre om min opsigelse

Men lige dér var min eksistens berettiget ved det arbejde, jeg ikke udfører
Fremfor det, jeg udfører
Og mine øjne løb over, så jeg måtte trække mig fra blikkene

I har brug for mig
Diogenes, poeten, samfundsrevseren, næsepiercingen, det farvestrålende tøj, karseklipningen,
kaldet fra sensommeren udenfor glasklokken,
sensommeren, som jeg bruger på at holde fri for egen regning

Jeg har haft betydning på den arbejdsplads
Ikke ved, hvor godt jeg passede ind
Men ved, hvor søgt, det var,
at jeg havnede lige dér
Og det elsker jeg
Ved den arbejdsplads

Lad mig inspirere en drøm, et liv, en pause, før det er for sent

Hun siger, halvt i spøg,
At hun kan hyre mig til at komme og hjælpe med budgettet
Så hun kan gå mere ned i tid
Der er vigtigere ting i livet
Hun kan ikke mere
Og jeg forstår

Føler mig mere håbefuld og dygtig
End nogen studievejleder nogensinde har fået mig til
Selvom jeg plejede at være såkaldt fagligt stærk

Berettiget

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Halldóra sagde, at det havde været så skønt at have mig der, i afdelingen, ved naboskrivebordet
Fordi jeg var en fri fugl
Et friskt pust
Og jeg havde lovet mig selv ikke at græde
Ikke at rødme, ikke at diskutere, ikke at blive sur, ikke at blive overtalt, ikke at græde
Da vi fortalte de andre om min opsigelse

Men lige dér var min eksistens berettiget ved det arbejde, jeg ikke udfører
Fremfor det, jeg udfører
Og mine øjne løb over, så jeg måtte trække mig ud på toilettet

I har brug for mig
Diogenes, poeten, samfundsrevseren, næsepiercingen, det farvestrålende tøj, karseklipningen,
kaldet fra sensommeren udenfor glasklokken, som jeg bruger på at holde fri for egen regning

Jeg har haft betydning på den arbejdsplads
Ikke ved, hvor godt jeg passede ind
Men ved, hvor søgt, det var
Og det elsker jeg
Ved den arbejdsplads
Lad mig inspirere en drøm, et liv, en pause, før det er for sent

Hun siger halvt i spøg
At hun kan hyre mig til at komme og hjælpe med budgettet
Så hun kan gå mere ned i tid
Der er vigtigere ting i livet
Hun kan ikke mere
Og jeg forstår

Føler mig mere håbefuld og dygtig
End nogen studievejleder nogensinde har fået mig til
Selvom jeg plejede at være såkaldt fagligt stærk

Mit år uden lønarbejde, dag -287

Jeg vil:

Passe på kroppen, være lidt stærkere og lidt mere smidig, bruge musklerne og strække mig

Skrive en bog eller to

Skrive akademisk

Rejse

Leve langsommere

Dyrke min faglighed med stolthed
Evaluere og nedfælde erfaringer fra praksis

Passe på mine ting | Gå i flot tøj, jeg ejer i forvejen | Ikke købe nyt

Lave mad fra bunden, bage

Gå ture

Tage på dagsture med mine nærmeste og alene, nyde at tage i skoven en onsdag morgen f.eks.

Måske arbejde frivilligt eller i forening

Synge | Gå til sangundervisning eller finde et band, måske spille live, måske med min søster, måske synge i kor

Dag -212

SEMI-FIKTIONALISERET MELLEMSPIL

Nerverne er flossede
Hvad hvis jeg har gjort noget forkert
Er så bange for andres reaktion på mig på skrift, når jeg er praktisk regelorienteret og efter egen opfattelse neutral eller måske endda sød
Efter min tidligere lejer, min musiklærer i gymnasiet, der ikke kunne tage imod konstruktiv kritik, voksnes pludselige vredesudbrud mod mig som barn, og dig
Jeg er dårlig til at forstå min effekt på andre
Det er vel autistens lod ikke at begribe takt og tone, alt det vage, og alt, der skal mærkes og forstås mellem linjerne
Hvad hvis nogens verden er revnet på grund af min mail
Hvad hvis jeg ikke må være her
Ikke må holde op med at være der

Lederen skal egentlig bare kvittere for min opsigelse, havde jeg forestillet mig,
Men sender en indkaldelse til et møde på Teams i stedet
Om morgenen, den næste gang, jeg er på arbejde
Så kan jeg ligge her
I fem dage
Og tænke på, hvad han vil sige
Om han er vred
Eller stødt
Eller ligeglad
Om jeg har overset en vigtig uskreven regel
Om jeg fortjener at have dårlig samvittighed
Over ikke at ville sælge mit liv til dem
Mere

Jeg læser Asta Olivia Nordenhof
Distraheret af, at du er til yoga for første gang
Jeg håber, du kom afsted
At du ikke er stille på telefonen, fordi du skammer dig over, at du ikke kom afsted
Jeg ved ikke, om det slutter 20.30 eller 21.30
Jeg har glemt det med vilje, for
Det er ikke mit at vide

Det var 20.30
Du cykler hjem i mørket
Jeg overvælder dig på skrift
Du har lidt kvalme
Men du overlevede
Jeg venter venter venter på dit svar
Læser videre
Jeg tror, du er gået i 365 for at købe kage, inden du ryger, spiser og går i seng
Måske med lidt THC i dag
Jeg ser dig for mig i butikkens skarpe lys
Jeg glæder mig til at blive passet på igen

Jeg tænker på, om de vil føle, at jeg bryder deres tillid
På en Tyra Banks agtig måde, var de alle rooting for me
Men de har glemt og overset, at jeg allerede har gjort det, de håber at kunne lære mig
I 2021, til en ringe løn og uden den direkte ære eller magt, løste jeg de direkte opgaver, ingen ville have
Og jeg har gjort det lige siden
Men ikke mere

Du skriver:
“Du må gerne give slip, du skal ikke holde sammen på så meget” og lidt senere: “Ikke så meget pres på dig selv, min skat. Hvad end, der sker, sker. Men tilslutter mig dine forældre – du har gjort alt til punkt og prikke, du har i n t e t at være skamfuld over, nada. Du er god, og du har gjort det, som man nu gør det, med opsigelsen. I morgen og torsdag er forløsningsdage, det er godt!”
Gentager dig selv. Som et mantra. Jeg elsker dig.

Og det var selvfølgelig i virkeligheden, ikke overraskende, en rigtig rar samtale oven på min opsigelse. Reelt (i den ikke fiktionaliserede virkelighed) var det en fornuftig, rolig og accepterende, men trist stemning, jeg blev mødt af.

Så barnlig, som jeg føler mig i angsten og i at skulle håndtere den slags brud, nye situationer og egoistiske beslutninger, ligeså voksen følte jeg mig i den respekt, anerkendelse og gensidige menneskelige værdsættelse, som faktisk herskede på mit arbejde. Det er en stor ting at give slip på. Det sted, hvor man har lært at træde i karakter som ansvarsfuld og kompetent. Det sted, hvor man har lært at se sig selv som en kæmpe ressource, fagligt og menneskeligt. Det sted, hvor man fandt ud af, at man godt kunne være sig selv og samtidig spille spillet. Men det er også en stor og vigtig ting at sætte en grænse for at værne om sig selv og sin tid. At vælge om. Og jeg har ikke set mig tilbage.

Om en opsigelse og noget andet

Nerverne er flossede
Hvad hvis jeg har gjort noget forkert
Er så bange for andres reaktion på mig på skrift, når jeg er praktisk regelorienteret og efter egen opfattelse neutral eller måske endda sød
Efter min tidligere lejer, min musiklærer i gymnasiet, der ikke kunne tage imod konstruktiv kritik, voksnes pludselige vredesudbrud mod mig som barn, og dig
Jeg er dårlig til at forstå min effekt på andre
Det er vel autistens lod ikke at begribe takt og tone, alt det vage, og alt, der skal mærkes og forstås mellem linjerne
Hvad hvis nogens verden er revnet på grund af min mail
Hvad hvis jeg ikke må være her
Ikke må holde op med at være der

Lederen skal egentlig bare kvittere for min opsigelse, havde jeg forestillet mig,
Men sender en indkaldelse til et møde på Teams i stedet
Om morgenen, den næste gang, jeg er på arbejde
Så kan jeg ligge her
I fem dage
Og tænke på, hvad han vil sige
Om han er vred
Eller stødt
Eller ligeglad
Om jeg har overset en vigtig uskreven regel
Om jeg fortjener at have dårlig samvittighed
Over ikke at ville sælge mit liv til dem
Mere

Jeg læser Asta Olivia Nordenhof
Distraheret af, at du er til yoga for første gang
Jeg håber, du kom afsted
At du ikke er stille på telefonen, fordi du skammer dig over, at du ikke kom afsted
Jeg ved ikke, om det slutter 20.30 eller 21.30
Jeg har glemt det med vilje, for
Det er ikke mit at vide

Det var 20.30
Du cykler hjem i mørket
Jeg overvælder dig på skrift
Du har lidt kvalme
Men du overlevede
Jeg venter venter venter på dit svar
Læser videre
Jeg tror, du er gået i 365 for at købe kage, inden du ryger, spiser og går i seng
Måske med lidt THC i dag
Jeg ser dig for mig i butikkens skarpe lys
Jeg glæder mig til at blive passet på igen

Jeg tænker på, om de vil føle, at jeg bryder deres tillid
På en Tyra Banks agtig måde, var de alle rooting for me
Men de har glemt og overset, at jeg allerede har gjort det, de håber at kunne lære mig
I 2021, til en ringe løn og uden den direkte ære eller magt, løste jeg de direkte opgaver, ingen ville have
Og jeg har gjort det lige siden
Men ikke mere

Du skriver:
“Du må gerne give slip, du skal ikke holde sammen på så meget” og lidt senere: “Ikke så meget pres på dig selv, min skat. Hvad end, der sker, sker. Men tilslutter mig dine forældre – du har gjort alt til punkt og prikke, du har i n t e t at være skamfuld over, nada. Du er god, og du har gjort det, som man nu gør det, med opsigelsen. I morgen og torsdag er forløsningsdage, det er godt!”
Gentager dig selv. Som et mantra. Jeg elsker dig.

Mit år uden lønarbejde, dag -309

For to år siden skrev jeg under på en kontrakt. Jeg fik sådan en titel, der lyder som om, man har styr på ting og meget ansvar. Og det havde jeg vel også. Jeg sad på stranden i Skagen, lige ankommet med nattoget uden planer, og kiggede på de første badegæster i hvide badekåber fra hotellerne, da min tidligere chef ringede og tilbød mig den. “Vi har brug for dig. Og vi kan skrue kontrakten sammen, som du vil mht. arbejdstid, for jeg ved jo, du også gerne vil have tid til andre ting. Hvor meget vil du arbejde?” Jeg landede på så lidt, som muligt. Hvilket blev seks måneder fuldtid og seks måned deltid hvert år.
Nu har jeg sagt op.
Tiden flyver, og det er én af grundene.
Nu har jeg prøvet det liv, det er ikke tilstrækkeligt eller ikke det rigtige for mig… De seks måneder på 37 timer (oftest vel over 40 i praksis) føltes til sidst som spild af liv. Noget der kunne have været sjovt, bliver det ikke, fordi man overgør det. Ikke kan lade op. Får smerter i ryg og nakke og hoved. Kraniet skriger på frisk luft om foråret og at ligge mere ned i vintermånederne. Jeg vil det ikke mere.
Så nu har jeg sagt op. Uden en plan. Jeg havde en gæld på 100.000, inden jeg stiftede bekendtskab med den arbejdsplads. Nu har jeg en opsparing på 300.000. Nu vil jeg skrive, gå en tur, når jeg vågner. Bruge tid på indkøb og madlavning. Trække vejret, meditere, drikke te. Læse flere bøger, se flere film.
Opslå mange flere billeder og tekster, skrive nogle bøger, forsøge at pushe andre muligheder til andre mennesker. Dedikere mig fuld tid til fordybelse og forundring og virkeligt tænke grundigt over, hvad det er, vi laver. Granske kritisk, om det er så vigtigt at kunne give liv og økonomi videre, hvis vi kun overlever uden at nyde turen.

Jeg vil prøve at balancere et behov for frihed fra at tænke på kommercialisering af livet og kunsten og hvor min næste løn skal komme fra med at italesætte kreativt arbejde som just dét, arbejde. Et omhyggeligt bidrag til samfundet, der kræver koncentration, disciplin, øvelse og håndelag. Som jeg gør mig umage med. Men som samtidig mange dage føles lettere end at tvinge mig selv op og ind på et kontor af glas fyldt med rutiner, travlhed og konkurrencelogik.
Flyde. Frihed. Mening. Det skal jeg nu. Måske kommer der herinde, foruden det kreative og refleksion om livsstil, også indblik i, hvordan jeg lever på en sten. Fordi min tid er så meget mere værdifuld end de fleste kommoditeter, jeg kan købe for den.
Jeg håber, I hænger på, selvom det også kan være hårdt at blive tvunget til at stille lidt spørgsmålstegn ved common sense og arbejdsdiskursen. Og selvom jeg næppe pleaser den brede smag.
Hvis det ikke er for dig, så skal du bare slukke, selvfølgelig. Jeg værdsætter din nysgerrighed, hvis du hænger på. Helt vildt. Og alle kommentarer, delinger, spørgsmål og hjerter. I gør mig modig.

Mit år uden lønarbejde, dag -366

Jeg vil gå i bageren om morgenen, mens folk skynder sig på arbejde. Glo ned i kanalen og på travle forbipasserende, når jeg drikker min kaffe. Langsomt.
Gå hjem og skrive.
Gribe idéerne på Pinterest, når de kommer, ikke gemme dem til en hypotetisk fremtid med for mange idéer og for lidt tid.
Mere moss woman, mindre boss woman.
Læse bøger i stedet for at læse om bøger.
Se hvad min søvnrytme er uden alarmer.
Være den mest veloplagte i et selskab for once.

Mit år uden lønarbejde, dag -414

Jeg har fået startet på at læse en ny Sandman. Blev helt rørt bare af introen. Vidste ikke, hvor meget jeg trængte til det. Gaimans grafiske novelleverden af drømme, under, fantasi, tyngde. Evigheden blandt de udødelige, der gør dem i stand til at mærke de store linjer og bære stort ansvar. Skæbner, kampe, langsom læring.

Hvor ville jeg ønske, vi ikke havde lavet et samfund, hvor tiden altid føles knap. Jeg tror et 83 år langt liv ville være bedre for mig, hvis jeg troede, det ville vare evigt, og ikke lod mig tyrannisere af lineær tid. Jeg er ikke typen, der ville gå i stå eller blive træt af det. Jeg har så meget, jeg vil nå. Jeg griber alle mulighederne febrilsk, og hvis jeg troede, jeg havde masser af tid, ville jeg stadig gribe alle mulighederne, men uden hast og optimering, mere flydende og dvælende og med større ro i tilfældighederne og fravalgene.

Jeg kommer også til at drømme om at skabe, når jeg læser. Glæder mig til det. Håber, jeg kan gøre det med fascination og leg og uden stress og ego. Det er så svært i denne her fucking verden, mand. Men jeg glæder mig til at forsøge. Og nu glæder jeg mig til at læse videre.


Mit år uden lønarbejde, dag -420

NOTE TO SELF:

Du ønsker ikke at være et kendt ansigt

Det begrænser at skulle tjene penge på kunst

Skriv din bog, men med mindre ansigt på, du må gerne gemme dig bag fiktionen

Du skal ikke tænke på profit nu for noget som helst

Du kan skabe frit – vælg hver dag, hvad du har lyst til

Bare leg og skab – men gør det, prioriter det, sit with it

Mit år uden lønarbejde, dag -429

En flod af lys i mit soveværelse.
Nyvasket økologisk sengetøj.
Økologisk kaffe med havremælk.
En bog.

Så privilegeret og overflodsagtigt.

Tænker på min dansklærer i gymnasiet, som favoriserede mig af ukendte årsager. Eller. Jeg tror, årsagen var, at hun godt kunne lide, hvordan jeg skrev og tænkte om litteratur. Det var i hvert fald forhåbentligt ikke på grund af, hvor uforberedt jeg altid var til undervisningen.
Jeg tænker på, hvordan hun fortalte om sin egen barn- og ungdom, når hun blev opslugt af en bog og læste hele natten, fordi hun ikke kunne lade være. Måske forvekslede hun mine tømmermænd med den intellektuelle form for søvnmangel.
Jeg kunne i hvert fald ikke relatere dengang. Jeg læste bøger, men langsomt med mange afbrydelser, min hjerne og hjerte evigt trætte og fyldt af navlepilleri, html, social status, værtshusrøg, forelskelse, brud, The Cures Disintegration, mine egne ord.

Men jeg kan nå det endnu. Fordybelsen, intellektet, nætterne for mig selv. Jeg har tid. Penge til syv år.
Hvad er syv år?

Man kan ikke spilde tiden, men det sidder alligevel i kroppen. Tik tak. Livet er begrænset, tiden går, hvad burde jeg have nået? Vil jeg pludselig begynde at fortryde, når jeg bliver ældre, selvom det aldrig har ligget til mig?

Vil øve mig i at finde ro i at nyde alt det, jeg har.

At være voksen betyder at kunne spise is til aftensmad.
At være økonomisk uafhængig betyder at kunne købe det, man vil have, fordi man ikke vil have særligt meget.
I mange år har jeg levet med gammelt, grimt, stift sengetøj, med møbler, der ikke passede sammen eller til mig, men kunne gå til nød, med tøj, der altid sad lidt forkert, med de billigste plejeprodukter til hud og hår, og med kaffe, der smagte af pap. Jeg fragtede engang en billig IKEA-sofa fire kilometer balancerende på en indkøbsvogn, fordi nogen gav den væk gratis på Østerbro.
På den måde har jeg undgået at skylde nogen noget. Efterhånden tjente jeg penge og skiftede lige så stille ud. Ét sæt sengetøj ad gangen, én bog ad gangen (okay, nogle gange tolv bøger ad gangen for at spare fragt), en billig lejlighed med specialindkøbte opbevaringsløsninger i stedet for gamle ukurante og møre plastikkasser i forskellige grelle farver. Og efterhånden har jeg lært, hvad jeg vil have. Lært mig selv at være sanselig og selektiv, ikke bare tage alt, hvad jeg kunne få gratis eller næsten gratis. Lært at unde mig selv den pomelo, den kakifrugt, den sesamolie… som afveksling til de velkendte røde linser i tomatsovs.

Så jeg læner mig lige tilbage i puderne. Og forsøger at læse en bog i ét stræk, mens solen fortsætter om i baggården.

Mit år uden lønarbejde, dag -444

NOTE TO SELF – DEN KREATIVE VÆREN

Der er ikke noget mål udover processen og at ramme blot et par mennesker. Nyde. Lege. Undres.

Intet mål vil gøre dig tilfreds i længden… Udgivelse, mange følgere, berømmelse, generel anerkendelse…
Det, der betyder noget, er, at du gør det. Er der. Og forsøger at nyde det. Dyrker en anden verden, når et andet liv.

Du kan altid lønarbejde senere.

Ét

Jeg vil både være gladere og mere vred.
Mindre apatisk, mindre lammet.
Mere i live, dette ene liv.

Indkøbskurv