Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 27

NOGET OM PENGE

2024 bliver uden lønjob. Det har jeg i hvert fald råd til.

Men det er ikke uden tankemylder og hele dage, der går med hvad nu hvis…
Hvad nu hvis jeg ikke kan få et job igen, når jeg vil. Og jeg ender på gaden. Og jeg ikke kan stifte familie, men gerne vil. Eller fortryder, når jeg bliver gammel, at jeg ikke ejer et hus eller en større pensionsopsparing. Og og og. Det hjælper at skrive det ud. Hvad nu hvis… Jeg ikke har ret til det her. Hvad nu hvis, det ender galt. Men nu prøver jeg at stoppe op og tænke over alternative tilgange til ressourcer. Meget af faren er heldigvis fortsat forestillet, her på den heldige inderside af de danske grænser. Heldigvis passer vi nogenlunde på hinanden endnu, selvom flere mennesker falder igennem og uligheden er stigende.

Jeg synes, vi snakker for lidt om penge. Og for stolt eller skamfuldt. Det er komplekst, det er uretfærdigt, det er kollektivt, det er konstrueret abstraktion. Og vi tror, det er individuelt og tys tys. Det kommer kun de rigeste til gode, at vi ikke tør snakke om det, være sociale omkring det, tale om retfærdig fordeling af de reelle ressourcer.

Jeg vil forsøge at vise mit budget og mine udgifter og friheden, når det virker oplagt, men jeg ved ikke rigtig i hvilket format. Jeg vil tage aktive valg og opfordre andre til at gøre det samme.
Lad os se, om friheden er den begrænsede økonomi værd. Jeg tror det.

Efter at jeg har taget det her skridt om at prøve et liv uden indtjening, leder jeg hele tiden efter pejlemærker ift. praksisser omkring økonomi. Alternative praksisser. Jeg mangler overhovedet ikke penge nu og behøver ikke tænke over det de næste mange år, hvad angår mine private udgifter, men det fylder så meget kollektivt. Og alligevel så lidt. Kun bag lukket dør.

Jeg har brugt min første ledige måned på at (gen)læse Ringenes Herre og Discworld og andet af den slags. Med eventyr og skæve eksistenser, der lever i en form for lejlighedsvis ressourceknaphed med tilfældigheder, vi sjældent oplever. Og jeg tager mig selv i altid at tænke på pengene. Hvor får de deres guldmønter fra, når de lejer sig ind på en kro eller køber et krus øl? Hvordan genetablerer de en økonomisk hverdag igen efter endt quest? Hvis jeg selv tog på tur alene, ville jeg så blive begavet i samme omfang, finde kost og logi og udstyr alle steder uden problemer, fordi jeg blev taget ind af ligesindede eller folk, der anerkendte mit behov og min mission, hvad end den nu var? Det er så befriende, at penge ikke er en faktor for hovedpersonerne i de verdener. Men der er jo økonomi. Ressourcer, behov, transaktioner. Jeg gad godt læse en version, hvor den slags overvejelser og bekymringer var ekspliciteret i højere grad. Måske fordi jeg leder efter en mere virkelighedsnær legitimering af selv at leve sådan – fra dag til dag, opgave til opgave, og stole på, at det løser sig. At man kan bytte sig til fornødenheder for hvad end man nu selv kan bidrage med. Uden at være styret af abstrakte sorte og røde tal.

Penge fylder så lidt i mit praktiske liv og alligevel så meget i mine tanker. Måske fordi det bare ikke er faldet på plads for mig endnu. Jeg forstår ikke logikkerne, det er så abstrakt og absurd, den form for økonomi, som vores samfund er bygget op om. Og det er altså ikke fordi, jeg ikke er matematisk begavet. Jeg er ikke i stand til at følge logikker i surplus bullshit. Uendelig vækst i en begrænset fysisk virkelighed. Der er måske ingen mening at finde.
Jeg har altid haft penge, når jeg skulle bruge dem. Jeg kan tilpasse mit forbrug til det, jeg har, i en ret unik grad. Og alligevel tænker jeg altid på det. Økonomien i alting. Økonomien i religion. Økonomien i aktivisme, i politik, i kunst, i nærvær, i migration. I turisme, fællesskab, ord, liv.

Og jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan indtægten så ud for dem, jeg set op til. Kunstnere, kreative og dem, der bruger det meste af deres tid på at kæmpe for en politisk sag uden at være levebrødspolitikere. Hvordan gør man? Hvornår er det OK og godt nok, det man gør? Hvorfor snakker vi ikke mere om vores sidegig som pædagogmedhjælper eller opvasker eller om, hvad man siger til sagsbehandleren på jobcenteret? Om hvordan man balancerer alle de ting, der trækker? Hvordan de færreste kan tjene penge på det her, som vi samtidig har brug for som menneskehed? Så meget brug for. Inspirationen, påmindelsen om at livet ikke bare skal overstås, overleves. Vi har råd som samfund. Hvordan får vi råd som individer?

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 14

NOGET OM SAMMENLIGNING

Jeg er i perioder helt besat af at kigge på andres CV’er. Jeg slår gamle studiekammerater og kollegaer og frivilligledere op for at se, hvad de laver nu… I håb om, at de ikke laver noget. Eller i hvert fald ikke noget, der giver prestige på LinkedIn. I håb om, at jeg ikke afviger for meget, eller at jeg ikke er alene om ikke rigtig at have lyst til noget, der ser smart ud i den verden. For at legitimere mig selv gennem sammenligning.

Engang i mellem finder jeg én, som jeg altid har haft et godt indtryk af, både fagligt og personligt, som har store huller i sin jobtidslinje. Og det gør mig varm inden i. Det er ikke den smålige tilfredsstillelse, som jeg somme tider frygter, at jeg rummer, over at føle mig bedre end andre, at føle sig på sikker grund, fordi man adskiller sig positivt fra andre, man deler træk med. Det er genkendelse. Det er en følelse af netop ikke at være alene, men del af en gruppe. En afstivning via beundring: Det dér gode menneske har simpelthen (af ukendte årsager) valgt, at det skal se sådan dér ud, det CV. Ved ikke at opdatere listen, ved ikke at tage jobs, der ikke lever op til deres kompetencer, ønsker og selvforståelse, ved ikke at skrive irrelevant indtjening på, ved lang barsel eller måske ved sort, tilfældigt uheld eller andre personlige ting, der har tvunget en pause igennem.
Jeg kan ikke vide, hvad årsagen er, når jeg bare sidder og lurer, men det, jeg vælger at se, er: Der er nogen, der også nægter at have travlt, er stået af på idéen om altid at være i gang, været netværksforbundet, være stræbsom og karriereagtigt på den måde, der passer ind i den skabelon.
Og somme tider har de så efter tre år fundet en AC-stilling, som lyder rar uden at være prangende. Og det virker beroligende på mig. Det findes. Det er muligt at komme tilbage. Der findes arbejdsgivere, som kan se mere end kvantificérbare resultater på LinkedIn. Arbejdsgivere, som godt tør ansætte os, der ikke lever og ånder for lønarbejde. Det er seriøst så meget mere inspirerende for mig, end dem med den knivskarpe, målrettede profiltekst og en lang liste af jobs med højt ansvar i styrelser og konsulentbureauer.

Når jeg skriver det ud sådan her, er det så tydeligt for mig, hvem jeg er, og hvem jeg tror, jeg skal være for dem, der kigger på mig. Og at jeg nogle gange glemmer det første, når jeg scroller. Ret tit faktisk.

I andre perioder kigger jeg på kendte menneskers alder, da de ‘brød igennem’. Jeg har brug for at se the late bloomers. Jeg ville ønske, jeg kunne se, om de havde været på kontanthjælp, da de skrev deres første bog eller lavede deres første udstilling. Hvor stor gæld, de har. Om de ligger vågen om natten med meget jordnære økonomiske bekymringer.

Men i hvert fald er der mange smukke mennesker, som har taget sig god tid til at nå derhen, hvor de har etableret en proces og nogle evner og en selvtillid, der gør dem frie til at arbejde med fokus og inspiration. Og jeg sluger det grådigt. Mens jeg ser tiden gå helt umærkeligt. Og hvad så, hvis jeg først bliver læst, udstillet eller lyttet til, når jeg er 70 år gammel? Hvorfor skal det være lige nu? Hvad har tiden og effektiviteten med nogets værdi at gøre overhovedet?

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 1

Første dag uden corporate arbejde.
Fuck, hvor er jeg træt.

Nerverne er flossede
Hvad hvis jeg har gjort noget forkert
Er så bange for andres reaktion på mig på skrift, når jeg er praktisk regelorienteret og efter egen opfattelse neutral eller måske endda sød
Efter min tidligere lejer, min musiklærer i gymnasiet, der ikke kunne tage imod konstruktiv kritik, voksnes pludselige vredesudbrud mod mig som barn, og dig
Jeg er dårlig til at forstå min effekt på andre
Det er vel autistens lod ikke at begribe takt og tone, alt det vage, og alt, der skal mærkes og forstås mellem linjerne
Hvad hvis nogens verden er revnet på grund af min mail
Hvad hvis jeg ikke må være her
Ikke må holde op med at være der

Lederen skal egentlig bare kvittere for min opsigelse, havde jeg forestillet mig,
Men sender en indkaldelse til et møde på Teams i stedet
Om morgenen, den næste gang, jeg er på arbejde
Så kan jeg ligge her
I fem dage
Og tænke på, hvad han vil sige
Om han er vred
Eller stødt
Eller ligeglad
Om jeg har overset en vigtig uskreven regel
Om jeg fortjener at have dårlig samvittighed
Over ikke at ville sælge mit liv til dem
Mere

Jeg læser Asta Olivia Nordenhof
Distraheret af, at du er til yoga for første gang
Jeg håber, du kom afsted
At du ikke er stille på telefonen, fordi du skammer dig over, at du ikke kom afsted
Jeg ved ikke, om det slutter 20.30 eller 21.30
Jeg har glemt det med vilje, for
Det er ikke mit at vide

–

Det var 20.30
Du cykler hjem i mørket
Jeg overvælder dig på skrift
Du har lidt kvalme
Men du overlevede
Jeg venter venter venter på dit svar
Læser videre
Jeg tror, du er gået i 365 for at købe kage, inden du ryger, spiser og går i seng
Måske med lidt THC i dag
Jeg ser dig for mig i butikkens skarpe lys
Jeg glæder mig til at blive passet på igen

Jeg tænker på, om de vil føle, at jeg bryder deres tillid
På en Tyra Banks agtig måde, var de alle rooting for me
Men de har glemt og overset, at jeg allerede har gjort det, de håber at kunne lære mig
I 2021, til en ringe løn og uden den direkte ære eller magt, løste jeg de direkte opgaver, ingen ville have
Og jeg har gjort det lige siden
Men ikke mere

Du skriver:
“Du må gerne give slip, du skal ikke holde sammen på så meget” og lidt senere: “Ikke så meget pres på dig selv, min skat. Hvad end, der sker, sker. Men tilslutter mig dine forældre – du har gjort alt til punkt og prikke, du har i n t e t at være skamfuld over, nada. Du er god, og du har gjort det, som man nu gør det, med opsigelsen. I morgen og torsdag er forløsningsdage, det er godt!”
Gentager dig selv. Som et mantra. Jeg elsker dig.

For to år siden skrev jeg under på en kontrakt. Jeg fik sådan en titel, der lyder som om, man har styr på ting og meget ansvar. Og det havde jeg vel også. Jeg sad på stranden i Skagen, lige ankommet med nattoget uden planer, og kiggede på de første badegæster i hvide badekåber fra hotellerne, da min tidligere chef ringede og tilbød mig den. “Vi har brug for dig. Og vi kan skrue kontrakten sammen, som du vil mht. arbejdstid, for jeg ved jo, du også gerne vil have tid til andre ting. Hvor meget vil du arbejde?” Jeg landede på så lidt, som muligt. Hvilket blev seks måneder fuldtid og seks måned deltid hvert år.
Nu har jeg sagt op.
Tiden flyver, og det er én af grundene.
Nu har jeg prøvet det liv, det er ikke tilstrækkeligt eller ikke det rigtige for mig… De seks måneder på 37 timer (oftest vel over 40 i praksis) føltes til sidst som spild af liv. Noget der kunne have været sjovt, bliver det ikke, fordi man overgør det. Ikke kan lade op. Får smerter i ryg og nakke og hoved. Kraniet skriger på frisk luft om foråret og at ligge mere ned i vintermånederne. Jeg vil det ikke mere.
Så nu har jeg sagt op. Uden en plan. Jeg havde en gæld på 100.000, inden jeg stiftede bekendtskab med den arbejdsplads. Nu har jeg en opsparing på 300.000. Nu vil jeg skrive, gå en tur, når jeg vågner. Bruge tid på indkøb og madlavning. Trække vejret, meditere, drikke te. Læse flere bøger, se flere film.
Opslå mange flere billeder og tekster, skrive nogle bøger, forsøge at pushe andre muligheder til andre mennesker. Dedikere mig fuld tid til fordybelse og forundring og virkeligt tænke grundigt over, hvad det er, vi laver. Granske kritisk, om det er så vigtigt at kunne give liv og økonomi videre, hvis vi kun overlever uden at nyde turen.

Jeg vil prøve at balancere et behov for frihed fra at tænke på kommercialisering af livet og kunsten og hvor min næste løn skal komme fra med at italesætte kreativt arbejde som just dét, arbejde. Et omhyggeligt bidrag til samfundet, der kræver koncentration, disciplin, øvelse og håndelag. Som jeg gør mig umage med. Men som samtidig mange dage føles lettere end at tvinge mig selv op og ind på et kontor af glas fyldt med rutiner, travlhed og konkurrencelogik.
Flyde. Frihed. Mening. Det skal jeg nu. Måske kommer der herinde, foruden det kreative og refleksion om livsstil, også indblik i, hvordan jeg lever på en sten. Fordi min tid er så meget mere værdifuld end de fleste kommoditeter, jeg kan købe for den.
Jeg håber, I hænger på, selvom det også kan være hårdt at blive tvunget til at stille lidt spørgsmålstegn ved common sense og arbejdsdiskursen. Og selvom jeg næppe pleaser den brede smag.
Hvis det ikke er for dig, så skal du bare slukke, selvfølgelig. Jeg værdsætter din nysgerrighed, hvis du hænger på. Helt vildt. Og alle kommentarer, delinger, spørgsmål og hjerter. I gør mig modig.