Højsæson

Jeg smiler og siger hej til kvinden, der spritter alle overflader af flere gange om dagen. Hun er begyndt at søge mit blik, når hun går gennem det åbne kontorlandskab med sin rengøringsvogn. Jeg er muligvis den eneste, der ser hende.
Jeg har den døde valmue som baggrundsbillede på den ene af mine gigantiske skærme.
Folk stopper op og kommenterer. Den bløde æstetik stopper dem i deres hurtige, rationaliserede rutiner. De lader sig velvilligt distrahere, selvom de oprindeligt kom for at spørge mig om noget vigtigt og skynde sig videre.

Jeg downloader og installerer tolv skrifttyper på tre forskellige computere for at tilrette skabeloner til PowerPoint, som bruger maksimalt tre af skrifttyperne. Sandsynligvis skal de kun vises i 30 sekunder via en fjerde PC, som jeg ikke har fingre i, men burde indeholde de specialudviklede sans serif typer fra sidste års generalforsamling. Alt for den vigtigste kunde og min plan A, B og C. Jeg bliver nødt til at teste, at flettekoderne virker, for teknikken er som en evig listig organisme, der muterer, når vi kigger væk. Det er muligt at font og data afstøder hinanden spontant.

Jeg er vist den eneste i min afdeling, der kan navnet på pedellen. Og jeg er den nyeste medarbejder. De andre bliver i tvivl om de to stavelser hver gang. Konsonant, vokal, konsonant, vokal. Men de kommer måske heller ikke så tit på fjernlageret og i papinfernoet ved printerne, som jeg gør. Det siges, at han ikke kan dansk, men jeg har stadig til gode at se ham misforstå mine kalundborgjyske anmodninger om hjælp til frem- og bortskaffelse.

Det er de helt små observationer og handlinger, der får mig igennem. Får mig til at føle mig som andet end en lønslave i et glasbur på en dyr adresse. Jeg er stadig antropolog.
Mens jeg tapper danskvand på kander.
Nyder de gode kuglepenne.
Tegner til virtuelle møder.
Tegner, tegner, tegner.
Møder, møder, møder.
Møder, der burde have været opkald. Opkald, der burde have været mails.
Ser, når vinterhimlen bliver lyserød bag spiret på kirken.
Ser cyklisterne på boulevarden, når de kører på arbejde, og når de er på vej hjem igen.
Tager det sidste opkald efter 22. Der er generalforsamling i en pensionskasse.
Grethes internet er forsvundet midt i en kandidatpræsentation, og hun mener bestemt, det er min skyld, og at jeg har et motiv for at forringe den opstilledes chancer for at blive valgt ind i bestyrelsen.
Jeg går over til vinduet i den anden ende af det mennesketomme storrumskontor. Ser på mørket, der sænker sig over København i løbet af hendes svada, der stadig strømmer ud af mit headset.
Fortæller hende, at andres streaming af generalforsamlingen går fint. At hun kan prøve at slukke og tænde igen, inden der skal stemmes.
Siger ja og nej og godnat.
Jeg skal have læst op på hviletidsbestemmelserne.

Dag -476

Jeg vil både være gladere og mere vred.
Mindre apatisk, mindre lammet.
Mere i live, dette ene liv.


Dag -489

NOTE TO SELF:

STOP staten. Ræset. Christiansborg. Kortslut logikken.
Gør modstand ved at gøre ingenting.
Ikke arbejde mere.
Ikke blive syg.
Ikke forfordele.
Ikke ødelægge klimaet, miljøet, socialt liv.

Anerkend ulighed. Uretfærdighed. At det liv, de vil have, jeg skal leve, ikke er det værd. At noget andet er muligt, hvis det var mindre individualiseret, udnyttende, presset, konkurrencepræget. Demand full automisation. Jeg vil bidrage, når målet er godt. Det er det ikke nu. Så vil jeg bidrage til en anden verden… Med kunst, dvælen, ballade, socialt overskud.

Hvis der er så meget brug for mig, så må de betale ordentligt! For sygepleje, social- og sundhedsarbejde, alt det vitale. Pengene findes!

Der findes billionærer. Der findes privatfly. Du må gerne hvile, det er ikke for meget at forlange.

Brug al energi på det smukke. For en tid. Det er en unik mulighed. Ligeså gerne nu som senere. Du ved ikke, hvad der kommer til at ske. Og du behøver ikke at tænke på dét. Bare gør det, der flyder af sig selv.

Mit år uden lønarbejde, dag -501

Klokken halv seks står jeg op og laver kamillete til øjenbetændelsen og halsen. Føler frihed ved at sætte mig til at læse. Vandmærker af Krasilnikoff. Lige omkring realskolen. Udbytningen. Fangenskaben. Skuffede forventninger til livet. Samme sang.
Ingen ser mig sidde her. Det er en meget stille protest. Jeg gør intet.

Har lagt Instagram over i en mappe, så jeg glemmer, hvor. Kan stoppe mig selv, før jeg scroller bevidstløst.
Jeg tjekker et par kreative kvinders CV’er på nettet. Gad vide, hvor mange penge, de har. Hvor mange frie timer. Hvor meget pres, de føler. Om det var det her liv, de havde forestillet sig. Hvordan de har fået deres netværk. Om det kan noget mere at have et på 700 mennesker end 150, eller om det bare er noget, vi bilder os ind, når vi ikke har det.

Mit år uden lønarbejde, dag -504

Fandt en note, hvor der stod: If life just got harder it is probably because you leveled up.
Den minder mig om at spille Tetris på den store Macintosh i starten af 90’erne, hvor det gik hurtigere, jo højere level, man var nået til. Og baggrundsmønstrene skiftede ved hver ny sværhedsgrad. Min søster kunne nå meget længere, end jeg.

Men det her handler ikke om tempo. Og det handler heller ikke om endeløs hierarkiseret selvudvikling og eskalation.

Det handler om, at når jeg føler, jeg er i krise, så er det ofte fordi, jeg har opnået det, jeg ville og fået et nyt perspektiv. Jeg kan genoverveje eller bygge oven på. Og det er godt. Det er så vigtigt at huske at se og fejre det gennemførte og de nye erfaringer, ikke kun krisen og det nye ubehag. Al forandring føles svært i starten. Tvivlende. Men pludselig er det ovre, endnu engang. Og så finder jeg altid på nye ting at bekymre mig om, lidt for hurtigt.

Vil prøve at dvæle lidt ved det opnåede denne gang. Og have det ligeså vildt over, hvor jeg er, som jeg havde det, da min søster nåede til level ti for første gang og baggrunden pludselig blev rød eller zebramønstret, som vi aldrig havde set den før.

Jeg ser det ikke som et level up, nødvendigvis. Mit liv er ikke en stige eller et podie, det er mere som et træ. Man kan vokse og bevæge sig i mange retninger, gro længere rødder, give mange frugter nogle år og andre år ikke en eneste. Men da jeg læste den note, gav det mening for mig at se de her svære opbrudsfaser som et forøget niveau af erfaring og fintuning, måske. Hvis du føler dig på bar bund eller som om alt er sværere, end det plejer, så er det måske fordi du har ændret dig eller er færdig med dér, hvor du er. Eller fordi det, der plejede at være svært, ikke er det mere, så du får øje på nye udfordringer eller famler efter en ny retning.

Jeg troede, jeg ville tryghed, rutiner, ansvar, anerkendelse. Eller. Det ville jeg før. Nu vil jeg noget andet igen. Og det opnåede gør mig ikke glad. Men det gjorde det for en tid. Og det er altid godt at blive klogere. Mange ting kan man kun vide med erfaring.

I modsætning til i Tetris sætter jeg selv tempoet, så jeg ikke crasher og det er game over. Små skridt. Nysgerrighed. Selvomsorg. Og ikke alt for meget selvudvikling for selvudviklingens skyld. Men for glæden, nysgerrigheden, begejstringen for at jeg gerne må vælge om tusinde gange og kan ende steder, jeg aldrig havde tænkt på før. Jeg giver lige mig selv et pusterum. Jeg har gjort det godt. Jeg har fået lov til ting, der ikke virkede mulige før. Måske sker det igen. Mon ikke jeg finder på noget.

Mit år uden lønarbejde, dag -525

NOTE TO SELF, om samfundssind:

Du gør ingen ondt ved at stoppe med at arbejde.
Mange af os har meget mere, end vi har godt af og brug for.
Og det er aldrig dig, der udhuler velfærden ved at være arbejdsløs – det klarer de folkevalgte.
Det har værdi at tænke, skabe kunst, være socialt overskudsagtig, sætte tempoet ned, inspirere med sin væren – og begrænse sit forbrug og belastning af klimaet.
Der har altid været bohemes, fattige kunstnere, kloge koner, asketer, der har levet af almisser på kanten af samfundet.

Der er legater til kunstnere. Der siver penge fra fonde og staten ud i ingenting hele tiden. Du må gerne lade dem finansiere dit arbejde også.

Hvis du gør, hvad du skal gøre og kan klare dig, er der ingen vigtige, der tænker ilde om dig. Provoker dem, der gør. Sæt dig på tværs. Kompenser for de år, hvor du har fundet dig i at blive udnyttet. Urimelige, aktionærfikserede arbejdsgivere betaler til staten, som betaler til dig, hvis du er på overførselsindkomst.

Du må gerne leve af din opsparing og være forfatter. Hvis der ikke er et job til dig bagefter, så er det nok stadig nogle institutioner, der kan hjælpe eller uddannelser at få. Ellers så pyt, hvis ikke de vil bruge dig. Du kan VILDT meget.

Sig op.
Tag pulsen på arbejdsmarkedet på dagpenge. Søg maksimalt selektivt. Lev dit liv. Tag evt. en praktisk uddannelse.
Hvis ikke der dukker noget fedt op, så drop det og lev af opsparingen.
Man kan godt have børn på kontanthjælp, hvis man er fornuftig og har tid nok. Selvforsyning, nydelse, genbrug.

Det ødelægger klimaet, at folk er så rige. Og de fleste vil gerne arbejde – for at skrabe sammen til sig selv eller for struktur, funktion og fællesskab. De behøver dig ikke. Og det er godt, at nogen agerer stopklods bare lidt, på effektivitetsskruen uden ende.
Find evt. et frivilligt arbejde, som gør noget godt, så gør du mere end rigeligt.

Og. Du har et arbejde nu. Du må gerne beholde det. Husk, at det bare er et arbejde. Act your wage.

Mimi-mellemspil #1


Leder ofte efter mening og en måde at være produktiv på, men engang imellem kan jeg godt huske og mærke og tro på det her. Og at det er et tilfældigt mirakel, det hele.

Mit år uden lønarbejde, dag -534

NOTE TO SELF – alt jeg ved lige nu:

Mening/drøm:

At kunne lege med ord og indtryk hele dagen
Opleve, føle, skrive ned
Til glæde og oplysning for andre

Social kritik – social udveksling – bekræftelse – normkritisk – dyrkelse af det skæve * mest i direkte interaktioner

Prøve at leve på en måde, så man passer på alt det andet levende

Mere aktivisme, råbe højere

Få folk til at føle sig mindre alene og mindre forkerte

MIN TID ER MIN, MIT LIV ER MIT
Nuet er det eneste, der findes

Jeg ville stikke af

Jeg ville stikke af med dig
Min krop er stresset i hver en celle
Lidt af dig, men især af resten
Fyldt med pomfritter og søvnunderskud

Jeg ville stikke af med dig
Lade dig lære mig, at sneen er elskværdig
Blive væk i en drive, bygge et bål
Glemme alle mine arbitrære mål

Tage nord på af lyst for første gang 

Jeg ville stikke af med dig
Mærke kroppen reparere sig selv
Mærke maven stoppe med at knuge
Mærke dine arme i stedet

Se flere solnedgange
Forsvinde i mørket

Jeg ville stikke af med dig
Dele den kvarte million på min konto
Måske ville det føles som at løbe fra noget
Men jeg har aldrig haft en bedre retning
End dig

Er det for farligt at bygge et hjem i et menneske?

Jeg ville stikke af med dig
Fra byen, fra voldelige naboer,
Fra indestængte lejere, stemmeresultater
Tage din hånd, trække vejret dybere

Jeg ville stikke af med dig
Gå i hi på ubestemt tid
Huske mig gennem dig
Få dig til at smile mere

Ikke alene mere i de yderste tanker

Jeg ville stikke af med dig

Mit år uden lønarbejde, dag -546

NOTE TO SELF

Der er ingen grund til at opretholde noget, der ikke føles godt. Så kan vi ligeså godt lade verden gå under.

Vi skal leve på en måde, der har værdi lige nu. For os og hinanden og verden. Hvad er ellers formålet?

Og det et ikke 9 til 17 og mange penge og eskalation og konkurrence. I hvert fald ikke for mig eller alle dem, der er blevet syge i forsøget.

Penge er en konstruktion uden ressourcemæssig dækning. En illusion.

Du behøver ikke at have alle svarene og kunne forudse fremtiden for at vælge at stoppe op nu og leve på held, realitetssans og improvisationsevne. Du må gerne stemple ud af ræset. Det er mindst ligeså forsvarligt som at fortsætte.

Mine prioriteter

NOTE TO SELF – TILLØB TIL MIT ÅR UDEN LØNARBEJDE (DAG -552)


MINE PRIORITETER:

Nære venner.

Familie. Niecer.

Natur. Mere tur. Mere nærvær. Mere rejse. Mere langsomhed. Mere årstider, ritualer. Mere krop. Sauna. Frisk luft og bjerge. Udsyn. Hav. Følge solen og stjernerne.

Ord – læse/skrive/få andre til at læse… Nære relationer og værk/vidnesbyrd. 

Visuel æstetik – men leve mere i nuet og se mere med øjnene end med kameralinsen.

Synge og spille og lytte – mere live. Oplevelser med folk. Fest og dybde og rare miljøer. Måske noget med K. Øller og ballade.

Podcast med A. Leg + at finde tilbage til faglig stolthed. + Normalisere den lange vej til job.

Prøve noget nyt. Klatre, spille, lege, se. Teknikker/krea.

Æstetisk udtryk. Være kunst i dit udtryk og væren i verden. Ligne noget, der får folk til at stoppe op. Dyrke skønheden, også din egen. Være lidt mere krop og lidt mindre hoved. Lege klæd ud. Være den version, du bedst selv kan lide. Uapologetisk. Og indrette dig efter det også. Nyd det selv – det skal ikke (kun) være for at vise det frem. Men det er ok gerne at ville have vidner.


LØNJOBOVERVEJELSER:

Det er en slags lettelse ikke selv at være chef og sætte rammen for det, du skal tjene penge på. Der vil altid være administration/reklame/behov for at være opsøgende og selvhævdende som selvstændig. Det gider du ikke. Du skal inviteres til at dele og det er ok. Gør din ting og måske nogen inviterer. Ellers gør det ikke noget.

Måske du skal finde noget mere meningsfuldt engang (mere afstemt med dine overbevisninger og/eller mere analytisk), men for nu er selve rammen god. Tænk over, hvad du gerne vil stoppe ind i den og drøft det med lederne.

Du må gerne sige op, hvis du fortsat føler dig udnyttet og demotiveret. Der skal nok dukke noget andet op, hvis verden har brug for din arbejdskraft.

Alpakaer

cardboard llama christmas ornament diy

Genbrugspap, tusch, blyant, garnrester, hampesnørre | 2021

Ikke farligt

Jeg savner en mand, når jeg mærker min egen krop og det føles som spild, at der ikke er en anden, der også gør det.
Når jeg tænker på, hvordan nogen har haft den mellem deres hænder, og den har været magisk. Helt uden at gøre andet end at være.
Den er blevet sammenlignet med ørkenluft, teslaspoler og fløjlsagtigt midnatsmørke. Fået voksne mænd til at græde over ratioen mellem hofter og talje.
Nu er den bare min.
Og i forfald,
som den skal.

Jeg savner en mand, når noget sidder i klemme i min hofte, og en kæreste tidligere med et stort grin har indvilget i at hive i min fod, indtil sener og nerver satte sig på plads. Når klokken er kvart i midnat, og jeg hverken gider cykle efter chips og dip eller gå i seng. Når arbejdsdagen har været for lang, og jeg har brug for, at nogen aer mig og stopper mig fra at tænke mere, for eksempel ved at fodre mig og foreslå en dum film at se.
Men jeg savner ikke passivitetens glidebane.
Ni ud af ti gange ville jeg hellere tænke videre, producere noget, tage aktivt stilling og opsøge noget selv. Eller bare være stille og alene. Omstille mig og lade op i mit eget tempo.

Jeg savner en mand, når jeg føler mig god og sund og rolig, mens jeg er alene i mit smukke hjem, drikker urtete, mediterer og falder til i balance…
Når der ikke er noget vidne. Intet foto, ingen beundring, kun mig.
Så ærgrer jeg mig lidt over, at så sund og god finder jeg aldrig ro til at være, når der er en mand til at se det. Og kritiserer mig selv for, at frygten for at gå glip og behovet for at blive set fortrænger den søde ro.

–

Jeg savner ikke længere en mand at følges med til vielser i kirker. Og endnu mindre til festen bagefter. Jeg nyder i fulde drag at være en affektiv alien, der kommer alene og er alt i sig selv. Uapologetisk og fri. Svær at kategorisere. Nyder at bringe samtaleemner op, der ikke er børn og tosomhed og sommerhus og bil. Det rodede liv med tid til at mærke nuancerne. Kollektivisme, venskab, hjælpsomhed, aktivisme, bøger, fremmede byer, koncerter, tvivlsomme first dates og en uklar men gnistrende banekurve.

Jeg savner ikke en mand, når jeg køber nøje udvalgt frugt og vin, eller når jeg laver mad, som jeg vil have den, uden at tage nogen med på råd. Kakifrugt, galiamelon, en blodappelsin og den næstbilligste cava. Grove tern, stegeskorper, syre. Altid spidskommen og hvidløg. Et overskueligt køleskab. Ørred og agurk, IPA og CBD. Aldrig noget, der når at blive for gammelt.
Når min husholdning er lutter bevidste tilvalg og fravalg.

Jeg savner ikke længere en mand, når jeg har gjort noget dumt eller for eksempel har moralske tømmermænd. Jeg kan klare mere selv, end jeg troede. Jeg kan stive mig selv af og finde mit mod. Jeg kan trække på mine venner. Der er ikke nogen af betydning, jeg kan skubbe væk ved at være dum en enkelt aften. De værdsætter mig hver dag trods min fandenivoldskhed. Eller måske på grund af den. De kender min samvittighed og vilje til at blive bedre. Respekterer mig for, hvor tungt jeg tager mine fejltrin, når jeg er til gene. Svarer hurtigt, når jeg ligger i fosterstilling og skriver en SMS fra grænselandet.

Jeg savner ikke en mand, når jeg tager impulsive beslutninger. Tager et job, dropper et job. Stiger på en natbus, et tog, et fly. Udfylder EURES-blanketter og flytter syd på. Alene. Kommer hjem igen en vinternat til en redt seng og et fyldt køleskab, fordi jeg har venner. Så gode venner. Som aldrig ville få et ben til jorden, hvis der var en mand.

Jeg savner ikke længere en mand, når jeg er ked af det. Jeg kan tage min cykel til åbne arme i Brønshøj. Jeg kan sidde i gården efter arbejde og ryge smøger og læsse af på min smukke fladkammerat (Googles oversættelse af flatmate – en kammerat til når jeg er flad, ja). Være impulsiv og opsøge præcis den kontakt, jeg har brug for. Ikke mere, sjældent mindre.
Det har krævet øvelse at gribe knoglen, når jeg føler mig fortabt. Indse behovet for støtte. Men jeg er i mål.
I mål.
Og jeg ville ikke have så storslået et bagland, hvis ikke jeg havde været ude på kanten. Alene. Og bevidst næret det her fællesskab.

Jeg savner ikke en mand, når mine venner har brug for mig. Når jeg kan smide, hvad jeg har i hænderne for at gribe dem. Uden at efterlade nogen derhjemme.
Underholde deres spædbarn, mens de går i bad. Give et andet perspektiv på, hvad der er vigtigt.
Og hvad der er farligt.

Ikke statusskred. Ikke at være alene. Ikke at starte forfra. Ikke stilstand. Ikke uforudsigelighed.
Ikke farligt.

Zell am See

Lake Zell, Zell am See, Østrig | 2022

Hamp & plastik

Med kærlighed til kontrastfyldte materialer og låg, der passer perfekt…

Løbbundne kurve og æsker, hvor den grove hamp og naturmaterialer fra stranden får selskab af plastiksnørre med glimmer fra et hengemt nørklegavesæt til børn.

Hamp, plastik, papir, drivtømmer | 2013

Mosaikskildpadde

Papmaché, skårede tallerkener, havglas, forstenede søpindsvin | 2013

Dom Luís

bridge through everything
dom luís street art
rainy day tourist on dom luís
view from dom luís abandoned houses

Porto, Portugal | 2019

Små drømmefangere


Emaljeret metal, syntetisk garn (fra Laos), silkegarn (fra bedstemor), strandfund, glasperler, lapis lazuli, turkis, carborundum, kvarts, dun, ståltrådsrester | 2015

Mine vævninger på ringe er løst inspireret af legender fra Nordamerikas indfødte, om edderkop/trickstergud Iktómi, der deler sin visdom om at spinde sit livs net varsomt og i harmoni med naturen og ånden. Drømmefangeren er i den optik at betragte som et redskab til at si de gode kræfter, idéer, drømme og visioner fra de destruktive og ubalancerede.

Eksempelvis skrives der i en Lakota version af legenden om Iktómis møde med det spirituelle overhoved:

He continued, “There are many forces and different directions that can help or interfere with the harmony of nature and also with the Great Spirit and all of his wonderful teachings.” While the spider spoke, he continued to weave his web, starting from the outside and working toward the center. When Iktómi finished speaking, he gave the Lakota elder the web and said, “See, the web is a perfect circle, but there is a hole in the center of the circle. Use the web to help yourself and your people to reach your goals and make use of your people’s ideas, dreams and visions. If you believe in the Great Spirit, the web will catch [the bad ideas and let the good ideas pass through to the individual].

Jeg væver med en blanding af naturmaterialer og hidsige, syntetiske nyopfindelser, og pryder livets små symbolske cirkler med vedhæng og historie, der kombinerer æstetik og natur med det postindustrielle liv. Disse tre drømmefangere er fx lavet på tynde metalarmbånd fra H&M, som jeg har haft liggende i tyve år. De eksisterer nu engang, og så er de min yndlingsfarve. Derfor fik de nyt liv.
Jeg tror nemlig mere på nuancer, balance og proces, end jeg tror på dualismen mellem fx godt og ondt, natur og kultur eller krop og sind, og jeg finder en særlig tilfredsstillelse i at kombinere kontraster. Hvis vi skal kunne navigere i det her liv, må vi have det hele med – ikke mindst den tidløse intentionalitet.
Mit eget intentionelle livsspinderi har blandt andet fået mig til at stille mig solidarisk med koloniserede og undertrykte grupper, og at eksperimentere med købestop, især fra rådne corporations… men det er, og har været, en proces, som de her drømmefangere viser.

Der er endnu et par stykker til salg i butikken.
20% af prisen går til Lakota People’s Law Project.
Jeg laver dem også på bestilling, hvis du sender en (uforpligtende) mail til kontakt@uanset.com om dine ønsker til materialer/vedhæng/farver etc.

Indkøbskurv