Jeg tror, jeg er ved at indse, at jeg ikke er et sommermenneske alligevel. Som jeg ellers har ment i nogle år, fordi jeg er en sucker for at blive bagt af solen. Fordi jeg nær aldrig var kommet hjem fra Amazonas’ varme og fugtighed. Fordi jeg bliver forelsket i ørkener og tropeøer.

Men jeg er et efterårsmenneske.
Vi, der valgte regnen.
Septemberbarn.

Jeg finder gode ting i mørket og skræmmende ting i lyset.
Jomfru med skorpion i ascendanten. Det gennemskinnelige og lette siger mig ingenting.

Sidste sommer, som slog rekorder i at være sommer, gik jeg hele dage og savnede mørke kroge at gemme mig i. Påskud for stilstand. Færre konfrontationer, færre indtryk, færre observatører. Det er for voldsomt med dagslys fra jeg vågner, til jeg falder i søvn. Jeg rystede på hænderne og ignorerede det alt for længe.

Først efter et år var jeg klar til at forholde mig til det, der skete dengang. Og ændre min tilgang. Observatørerne var særdeles positive. Igen i år. Jeg kunne gå på dates og drikke drinks og fortælle min livshistorie, til jeg segnede. Hvis jeg gad. Det gjorde jeg ikke. Den overfladiske opmærksomhed dræber mig langsomt. Forårsfebrilskheden. Jeg er blevet i stand til uapologetisk at vige uden om.

Sidste år mødte jeg en mand en lørdag morgen i den spæde sommer på Nørreport. Han havde set bedre dage. Han havde drukket tequilashots, til han havde mistet sine nøgler og sin pung. Hans telefon var næsten løbet tør for strøm, da han begyndte at gå runder mellem de afværgende udhvilede mennesker på perronen. Hans ven, som boede ved siden af ham på Østerbro, og derfor havde hans ekstranøgle, var just denne weekend taget i sommerhus på Tuse Næs. Så manden skulle med toget mod Holbæk, ligesom mig, for at kunne komme hjem i seng til sidst. Og han var allerede i opløsning, inden han påbegyndte flere timers rejse.
Til forskel fra folk omkring mig hørte jeg ham tale ud. Og tastede hans vens nummer ind på min telefon, før hans egen løb tør for strøm. Jeg skulle mødes med min søster og niece på deres småbørnspræmisser, så han måtte selv holde sig til, fortalte jeg ham. Og det gjorde han. Som en lille hundehvalp, men uden at være for meget. Han lugtede af sprut og havde beskidte hænder, men han var rar. Det syntes min niece også. Hun fulgte opmærksomt med i begivenhederne, som hun altid gør, dvs. som hun havde gjort i sine knap ti måneders erfaring med verden. Nogle gange var han næsten grædefærdig midt i den overfyldte kupé. Og det var afvæbnende for de få, der ikke var bange for sårbarhed.
Vi kiggede ud på de blomstrende rapsmarker og tordenskyerne fra toget mellem Lejre og Hvalsø, og jeg sendte hans rejseplan til hans ven og bad om instruks i, hvor han skulle stå af bussen. Ved pizzeriaet, lød svaret. Jeg skrev nummeret på bussen, vennens telefonnummer og navnet på stoppestedet på en lap papir. Min søster og jeg jokede om, at min nye ven skulle have oplysningerne på et skilt omkring halsen. Hans grin var på nippet til at kamme over i udmattet gråd. Det var et sælsomt syn. En fuldvoksen mand med så lidt følelsesfilter og så oprigtigt taknemmeligt et blik.
Da vi stod af i Holbæk og var optaget af barnevognslogistik ned ad trappen, var han ved at gå helt i selvsving og blive ked af det igen. Stoppede opgivende op midt i mylderet, fordi han ikke vidste, hvor han skulle gå hen for at finde bussen. Jeg fik øje på ham og førte ham helt hen til den ventende chauffør, så det ikke kunne mislykkes.

Vi grinte lidt af det over fars bolognese senere, men ellers havde jeg ikke lyst til at dvæle ved det som den heltemodige gerning, andre ville gøre det til. Der var jo ikke noget på spil i det for mig.

Dagene gik. Jeg tænkte lidt på, om de to gutter mon havde fundet hinanden ved Næssets eneste pizzeria. Og hvad han var for en, når han ikke var ved at gå op i limningen.
Men jeg havde travlt med specialet tilbage på læsesalen. Med en analyse, der var ualmindeligt svær at få hul og hold på. Og med en anden fyrs evige pendulering mellem at være intenst til stede eller lysår væk, selvom vi kun var adskilt af nogle reoler. Og med min ekskærestes spøgelse i mit teorikompleks og i den konstant solbeskinnede lejlighed på hjørnet ved søerne. Og med at huske at spise.

Og så begyndte SMS’erne at tikke ind. Og opkaldene efter midnat. Han havde fået mit nummer fra sin ven, selvfølgelig. Han havde ingen profiler på sociale medier. Jeg vidste, hvem han var, men jeg vidste ikke, hvem han var. Jeg blev ved siden af mig selv. Fandt det surrealistisk.
Han var fremmed, men han havde set mig… i mine indiscriminate acts of kindness, som min mor kaldte det. Som Foy Vance kalder det i en sang. Måske kendte vi hinanden bedre end så mange andre. Fordi der i en skelsættende time var helt kort mellem os. Fordi jeg handler på indskydelser og klare moralske overbevisninger. Måske var det bare en plat illusion.
Han ville drikke drinks eller kaffe. Vise sig fra en bedre side, som han kaldte det. Han var souschef i et køkken på en fin restaurant i Nordsjælland. Jeg fandt en videoreklame for stedet på YouTube, så jeg kunne få et glimt af ham i køkkenet og huske hans ansigt. Han spurgte til mig og mit liv og huskede svarene. Men jeg nåede ikke at få fod på noget, før der kom en ny besked. Igen og igen.

Så jeg holdt ham hen.

Og så brød jeg sammen. Under vægten af det uforudsigelige, som jeg havde brudt mit liv op for at få, da jeg fik min kæreste gennem seks år til at flytte ud. Præcis den slags tilfælde og spontane oplevelser, der bankede på. Mens jeg midt i specialet bare havde brug for vante rammer og nogen, der kendte mig, og så mine basale behov, når jeg ikke selv gjorde.
Ekskæresten ville kærligt have tvunget mig til at indtage gryderetter i sofaen, når jeg havde arbejdet til mørket havde sænket sig over København. Og på det tidspunkt ville jeg have rettet ind med glæde og udmattelse. Selv med de argeste koteletter i tern, som jeg havde prøvet at få ham til at droppe, ligesom så meget andet, der skilte os ad.
Men jeg gik hjem til en tom lejlighed og lå i fosterstilling og græd i femten timer i stedet. Da jeg vågnede, var mine øjenlåg tykke som amerikanske pandekager, og jeg havde et valg mellem psykiatrisk skadestue eller at blive hentet i eksil i mit barndomshjem. Min mor hentede mig i regnvejret. Allerede i bilen kunne jeg mærke anspændtheden over, at der var forventninger til mig og min bedring, hvor latente de end var. Men jeg kunne ikke klare det alene.

De næste tre måneder var mest et spørgsmål om overlevelse. I solen. I den varmeste sommer i 42 år. Jeg var selv blevet lige så rå og blottet, som manden havde været det den første morgen på Nørreport. Der var ikke noget filter tilbage.
Jeg følte mig som et åbent sår. Svær at holde ud at kigge direkte på for de fleste. Og man kunne enten være irrelevant eller sygeplejerske for mig, for jeg kunne ikke være noget for nogen. Som om min krop selv genererede en tequilalage at lægge min hjerne i. Jeg prøvede at sige det højt til studiekammerater, fordi jeg heler mest effektivt i fri luft. Det har altid været min kompromisløse strategi. Blottelse og tid.
Lyset skar stadig i øjnene og ingen kunne rumme mine nerver, men jeg levede videre som en zombie på autopilot og ventede på bedre tider.

Og til sidst kom efteråret. Den nye lejlighed, forstadens åbne himmel og afleveringen af et speciale, jeg kunne stå inde for.

Efteråret kommer heldigvis altid. Køler det hele ned og distribuerer nye gemmesteder, mens man kan få samling på sig selv. Mens livet forfalder, fryses og splintres, så man kan starte forfra igen.