Jeg er træt efter lange vagter i børnehaven. Der er sommerferiestemning, og vi er slået sammen med andre institutioner. Det føles lidt kaotisk, og jeg er ret klar til snart at være ude. Er kronisk overstimuleret. Og søvnig.
Men jeg kommer godt nok også til at savne børnene. Kan se og høre dem oppe fra mit køkkenvindue, når de er ude på legepladsen.

Det har været virkeligt sjovt at tegne igen, på deres anmodning. Konkrete ting, men efter hukommelsen. Regnbuer og eksotiske dyr og rumstationer og diverse transportmidler og Elsa’er. Jeg tager inspirationen med videre. Og den friske erindring om, at det er en rar aktivitet.

Så i dag gav jeg mig selv tegneprompts til små påmindelser i køkkenet. (De sidste er vigtigst!)

Er blevet så gammel nu, at mine jævnaldrende byrotter begynder at købe fast ejendom ude på landet. En af mine kæreste venner har købt et hus og 18 hektar jord med indtil flere søer, skov og en lille gravhøj, og det er så smukt et sted. Men til en pris, der kræver, at man er overordentligt glad for sit arbejde…
Imens drømmer jeg om stadig mere frihed. Og apropos, hvad jeg før har tænkt og skrevet om at ingen jord er fri til at opholde sig på, så føles det som et stort privilegium at kende nogen, der ejer rigeligt med plads. Jeg drømmer om at hænge min hængekøje op et sted i deres skov velvidende at jeg gerne må, læse bøger og følge dagen og dyrene. Jeg drømmer om at være Mumrikken, der pludselig dukker op for at drikke en kop te og gå ud på vandring igen i det kuperede land eller ud til havet. Vi joker om, hvor længe jeg ville kunne færdes på deres jord, uden at de opdagede mig.

Og så er der stadig en distance. Mellem drømme og handling. Der er langt derop, føles det som, og jeg har kun været der et par gange. Og der er altid en social aftale, et møde eller en anden forpligtelse eller måske bare en storm, der gør, at det ikke kan blive lige nu, at jeg forsvinder ud i det grønne på ubestemt tid… Men en dag. Håber jeg. Jeg er fortsat forundret over, hvor svært det er at tage de valg og opsøge den fordybelse, man drømmer om.

Jeg brygger på en podcast. Jeg gaber muligvis over for meget, og kaster mig ud i flere ting, end jeg har kapacitet til at blive god til… Men en del af friheden fra fuldtidsarbejde er også at kunne lære på en ineffektiv måde, gå hurtigt til eksekvering, eksperimentere og handle umiddelbart på idéer. Så. En podcast. En podcast om humanister i arbejdslivet, arbejdende humanister, humaniora i praksis. For at udvide horisonten for nervøse specialeskrivere, der frygter transitionen. Og for at åbne arbejdsgiveres øjne. Og for at minde hinanden om, at vi er både vigtige og økonomisk rentable. Og for at komme underbetalingen for bløde kompetencer, eftertænksomhed og social/kulturel menneskeindsigt til livs. Og fordi, jeg føler, jeg kan noget med det med at sætte ord på kompetencer og gerne vil bruge min erfaring fra det private erhvervsliv til at bygge broer og hjælpe andre til at ændre grimme virksomheder indefra.
Så jeg købte en recorder. Og jeg mødtes med en anden humanist og talte i mange timer. Og vi følte os ikke særligt skarpe, måske fordi man kunne se på recorder en, at den optog. Så blev det lidt noget vrøvl. Og vi spiste en pizza og var helt blæste i hovederne bagefter. Men himlen var helt fantastisk. Øver mig på at dvæle trods travlhed.
Og jeg følte, at jeg burde have arbejdet mere på manuskript inden. Eller at det i hvert fald ville blive tungt at klippe. Men da jeg nogle dage senere lå på stranden og lyttede til det og tog noter, var det ikke så slemt. Det var sjovt arbejde og lød ikke så dumt, som jeg havde troet. Men det går langsomt. Og jeg nåede at blive skoldet. Og jeg prøver at huske mig selv på, at det ikke haster. Ting må gerne tage lang tid. Så… ‘Humaniora i praksis’ kommer til en platform nær dig inden for de næste 2-300 måneder!

Som jeg skrev om forleden, så har jeg følt, at tiden smuldrer på grund af alt muligt lønjobrelateret, som det slet ikke var min intention at bruge så meget krudt på nu. Udover arbejdet som pædagogmedhjælper og jobsamtalerne, prøvede jeg også mig selv af som rengørings- og indkøbshjælp for en ældre dame forleden. Og tror, jeg skal ud af den type job igen med det samme. Jeg har været alt for dårlig til at stå ved min beslutning om et liv med frihed. Fravalg er svære, når det at være forbundet til lønarbejde er så centralt i vanlige følelser af tryghed. Og fremtid er svær, når den er uvis. Så jeg griber ud efter alle mulighederne, fordi de får mig til at føle mig forbundet til den tryghed… til det regulære. Til en indtægt, som jeg får brug for mange år ude i fremtiden. Det er den klassiske projektsamfundslogik. Glem fastansættelse, men tænk altid på den næste forbindelse, så du kan holde dig i spillet.
Ad, jeg vil ikke.

Men jeg har også haft et reel og intentionel interesse i at prøve nogle nye ting. Især de løse indtægter, som jeg selv kan skrue op og ned for efter behov og tid til rådighed. Fx som kontraktløs rengøringshjælp. Og især det sociale i det, tænkte jeg, ville være givende. Men jeg fik en lidt større social opgave, end jeg havde forestillet mig.
Min første klient boede i en penthouselejlighed på Østerbro. Og i løbet af de første fem minutter stod det helt klart for mig, at hun havde alvorlige psykiske problemer. Hun var overbevist om, at nogen havde været inde i hendes lejlighed og bytte skabslågerne ud med en billigere model, mens hun var på ferie. Støvsugerrøret måtte for guds skyld ikke ramme panelerne, når man støvsugede, og afsætningspladsen af stål ved hendes køkkenvask måtte ikke blive våd, fordi den var af en særlig fin kvalitet. Hele verden var imod hende, og hun græd hysterisk og unaturligt over det, da vi til sidst drak et glas saftevand på terrassen. Og det er uklart for mig, hvorvidt hun overlagt forsøgte at manipulere mig gennem lovebombing, udsigt til galleribesøg og møder med vigtige kulturpersonligheder, og en andel i hendes økonomiske overflod… eller hun bare havde glemt, hvordan man omgås mennesker.
Hun sagde, at jeg havde pæne tænder, men følte i det mindste ikke på dem. Og at jeg skulle arve hendes pelse. Og at hun kunne betale sort, hvis det var, og at jeg gerne måtte komme hver dag, for hun havde brug for hjælp til alt, og alle havde svigtet hende.

Jeg fik støvsuget alting uden at sætte et sort mærke eller ødelægge noget af al hendes nips og kunst, der stod på gulvet. Og fyldt hendes køleskab. Og efter tre timer med dét og én time med hulken og konspirationsteorier slap jeg ud. Og så mig ikke tilbage.

Jeg kom i tanker om, hvor jeg havde hørt hendes navn før. Hun var én af de større aktionærer, som kom til de store generalforsamlinger, da jeg arbejdede i finanssektoren, og som skulle håndholdes igennem processerne for at hun ikke gik i spåner og forstyrrede afviklingen. Nu har jeg set hendes hjem. Og på lidt afstand var det en interessant antropologisk oplevelse. Men ikke det lette sidegig, jeg drømte om. Mere et rigtigt tungt indblik i en verden, jeg ikke har lyst til at være en del af.

Hun kimede mig ned, da jeg havde gjort det klart, at det ikke fungerede for mig, og da jeg ugen efter gik en tur med N og L ude ved Langelinie, gik jeg og dukkede mig for ikke at være synlig fra lejlighederne. Og N og L er evigt forundrede over de ting, jeg roder mig ud i, og minder mig om, at bare fordi man kan, betyder det ikke at man skal. Og de fik mig nærmest til at love, at jeg ikke vender tilbage. Og ikke finder flere jobs lige nu. Og det føles godt, de er gode for mig. Selvom de også selv er typerne, der knokler og måske også finder sig i for meget.
Vi er måske ikke gode til at følge vores egne råd. Men så er det godt, vi også kan minde hinanden om, hvordan det forholder sig og hvad vi er værd.

De sidste par uger har der været knald på joblivet og det sluger så meget energi, samtidig med at det er endt ret nytteløst. Jeg har været til to samtaler vedrørende et job som rejseleder, som ville betyde at være væk 2-8 måneder om året. Det var virkeligt store ting at forholde sig til, og kaldte på svære snakke med mennesker, der deler dagligliv og fremtid med mig. Og så konkluderede de rekrutteringsansvarlige efter samtale nummer to, at jeg ikke har nok erfaring med målgruppen… Selvom min erfaring, eller mangel på samme, har fremgået tydeligt af mit materiale hele vejen igennem. Suk. Og jeg blev skuffet, grædefærdig og også lidt fortørnet over, at de tog mig med i anden runde, når de vurderede, som de gjorde.

Og min leder i institutionen roder meget rundt i vagtplanen, skriver til mig i min ferie, forsøger at dobbeltbooke mig (fordi hun ikke ser, at jeg allerede er på planen), aflyser og flytter vagter i ét væk, og er så dårlig til at udtrykke sig på skrift, at konklusionen sjældent er klar, og jeg bliver nødt til at spørge flere gange for at være sikker på aftalerne. Og det gør mig generelt bare usikker på forventingerne og fysisk stresset over at blive afbrudt i planer og nærvær.
Jeg har sagt ja til at være ansvarlig for et barn med særlige behov i et par uger og er spændt på det. Håber, der er sparring og oplæring at hente, men kan være bange for, at den er mangelfuld ift. at jeg har ansvar for et lille liv. Men den pædagog, der er mest nærværende over for mig, siger at det er et heldigt barn, der har mig for sig selv i nogle uger. Og jeg hænger meget fagligt selvværd op på hendes feedback, for der er ikke meget andet at pejle efter for tiden.

Og så smuldrer resten af tiden. Det forstyrrer al naturlig rytme. Og jeg bruger utroligt meget tankevirksomhed på at forholde mig til sådanne eventualiteter om fremtiden. Så nu tror jeg snart, jeg trækker stikket helt. Det holder ikke i længden, det her liv. Jeg vil være mere fri, ikke hele tiden skulle tage opkald og besvare mails. Man kan ikke gøre så mange ting på én gang, det bliver nødt til at være mere alt eller intet. Jeg vælger intet.

Jeg har altid elsket, når karakterer i børnebøger (gerne nuttede dyr i gammeldags tøj) pakker en bylt og tager på eventyr. Det med at pakke proviant, være på vej, på mission, bevæge sig og se nye steder, kun have, hvad der kan pakkes i et tæppe, improvisere undervejs. Det trækker meget i mig. Måske er dét mit kald.

Jeg føler, det var lidt den vibe, min partner fangede, da han tog et billede af mig fra højderyggen midt i alt det grønne i ådalen. Et par minutter inden, jeg gled i en kokasse.

Men vi tog hjem, da det begyndte at regne, og jeg lavede rabarberkompot på komfur, og det kan altså også noget.

Med al denne her magi i verden er det godt nok svært at tvinge sig selv til at arbejde indendørs det meste af tiden.

Jeg har været på LinkedIn og gøre min profil lidt mere ærlig, lidt mere repræsentativ for det hele menneske, jeg er. Det føles rart. At der står noget tydeligt om pause og kreativitet og retning over tempo derinde. Og hvad jeg oprigtigt interesserer mig for. Selvom det også på en måde er lidt skræmmende. Jeg er egentlig ikke fan af ideologien om, at man skal have hele sig selv med på arbejde og investere sin identitet deri, identificere sig med sine opgaver. Jeg er fan af at arbejde for løn, når man går på arbejde. Ikke for kulturen, for sine kollegaer, for selvrealisering. Bare for at kunne betale huslejen og købe mad og gå hjem 16:30 uden at tage opgaver med.

Men samtidig vil jeg også gerne fremme snakken både om betaling for kunst, refleksion, kreativ skaberkraft og umage, og om at arbejde er mange ting og ikke betinget af en transaktion, salg af en vare, kommodificering, talent eller kontrakt.
Og jeg vil gerne finde et arbejde med mening. Og det vil også lidt sige et arbejde, som er i overensstemmelse med hele mig, mine værdier og mine interesser. Så nu prøver jeg at skilte med dem, selvom jeg har fået at vide så mange gange, at det er urealistisk at få lov at arbejde med spændende emner under gode forhold som humanistisk kandidat. Hvis man ikke prøver, kan man i hvert fald være helt sikker… På at man ikke finder det.

Og så loggede jeg ud og tog på familietur med søster, niecer, moster, mor. Ud at glo på det hav. Og så giver ovenstående slet ikke mening mere. Det er i hvert fald ikke vigtigt. Ikke engang tre ens mails fra jobcenteret, kan indhente min opmærksomhed. Jeg får ofte den dér følelse af, at der er nogen, der snyder os, hver gang vi glemmer, hvor magisk det hele er. Hver gang vi bliver helt fortabte i bekymringer om penge, titel, status, skrivebordsarbejde. Se engang på majs magi. Se!

Maj gør mig lidt stresset. Alting er varmt og klistret, men om aftenen er jeg voldsomt kuldskær. Fuglene kvidrer fra kl. 5 og viceværten slår græs i ét væk, føler jeg. Altid larm udenfor.
Jeg har arbejdet på at genåbne min web-butik efter at have bygget den påny med nye værktøjer og funktionaliteter, men i 11. time har jeg egentlig ikke lyst til at bruge så meget tid på at passe den, så nu ligger skelletet bare klar med et par få ting til salg… til en super soft, nærmest hemmelig launch.
Jeg har en konstant følelse af lidt eksplosiv desperat energi og brug for at komme ud under åben himmel simultant med sanselig overstimulering og udmattelse. Haha, det er fandeme ikke nemt. Føler, at alting kræver kraftanstrengelser uden at det rigtig kommer nogen vegne. Og det er både svært at nyde og svært at arbejde. Jeg har ventet sådan på varmen og lyset, men det blænder mig og stjæler min søvn.
Så. Jeg øver mig. På at gøre alting så langsomt, som muligt. Selvom energien også vil ud. Jeg har lappet min kærestes lommer, han flytter snart ind i min lille lejlighed, der sker alt muligt stort og jeg er lidt bange. Men jeg forsøger. Langsomt. På at hvile og trække vejret. Spise flere is, lave færre planer, droppe alt ikke-essentielt på min to do-liste. Trække vejret ned i maven. Se, hvor langsomt jeg kan få tiden til at krybe, hvis jeg sidder helt stille med den.

Mærker mere håb og fred igen i glimt. Tro på, at jeg ikke behøver en detaljeret game plan for livet (i særdeleshed arbejdslivet), blot en god retning. Laver webshop, passer børn, læser, går tur i regnen, lærer nye håndværk og får gjort ting, jeg har haft planer om i årevis, f.eks. at skille mine gamle computere ad for at bruge indvoldene til at lave kunst af eller at få broderet den dér sweatshirt med noget sødt og blødt. Langsomt.

Tænk, hvis det går godt.

Havde stadig svært ved at glædes. Selv i regnvejr, i hængekøjen, med al tid i verden og varm te. Følte, jeg burde være alle andre steder. Min partner og jeg snakkede forbi hinanden angående mine kreative ambitioner – han prøver at berolige mig med, hvor ubetydelig jeg er, in the grand scheme of things. Og selvom han har ret, så er det ikke en lettelse. Jeg føler mig kun mere håbløs i alt, hvad jeg arbejder på. For jeg er sådan én, der prøver, der arbejder, der har brug for at forsøge på et eller andet udover mig selv.

Men jeg øvede mig. På bare at være. Og vi fandt hinanden. Han forstår også mig, selvom vi er meget forskellige. Han synes bare, jeg er hård ved mig selv.

Og på vejen hjem studerede vi, hvordan der løb floder af vand ned af træerne, og så mærkede jeg en lille smule helt ren lykke og lidt mere energi i min trætte krop.

Jeg kan mærke, det virkeligt påvirker mig, at jeg har en del følgere, men ikke rigtig får nogen respons, når jeg lægger noget ud på Instagram. Jeg bruger meget tid på at tvivle i de her dage. Og det sætter sig rent fysisk, ikke blot som fravær af noget positivt, men som afvisning. Jeg føler, at jeg bliver ignoreret, hvilket er noget af det værste, jeg ved. Mit nervesystem går helt i koks. Ida fire år. Og jeg bliver bitter over alt det banale derinde, som folk udtrykker begejstring for. Og sådan gider jeg ikke være.
Jeg tror stadig på, at det her kan noget, men jeg kan ikke finde mine mennesker. Eller mine mennesker er den stille type? Jeg ved det ikke. Men jeg er træt af at beskæftige mig med det. I hvert fald kan jeg konkludere, at envejskommunikation ikke gør noget godt for mig nu. At sende mit inderste og mit arbejde ned i et sort hul ubesvaret, det er drænende. Gid jeg var ligeglad og hvilede mere i min egen proces, som da jeg var 14, apropos tidligere opslag (dag -102). Men det gør jeg ikke. Og jeg vil forbindelsen eller gemme mig og passe mig selv i de her dage, ikke noget midt imellem.

Nu har jeg skrevet sådan her i stories og lægger Mit år uden fast job-profilen i graven for nu:

Jeg tror, jeg lukker profilen her ned igen. Den har ikke rigtig fundet sin form her efter en måned, og interaktionen er lidt for begrænset til at give mig en følelse af, at det kan noget.
Men jeg lever stadig, som jeg nu gør, og deler ord og tanker og billeder… Du er velkommen til at slutte dig til @uanset.png for en bredere palette af mit liv. Jeg arbejder desuden på at lave en blog, dvs. samle alle mine tekster om det her med at sige op til ledighed, redesigne sit arbejdsliv og sin økonomi og prioritere at dvæle ved nuet og være kreativ og udforskende… Den kommer til at hedde https://uanset.net/mit-aar-uden-fast-job/, men lige nu er det en skitse, der ligger derinde.

__

Jeg har også en anden stemme inde i mig selv:

Jeg ved at jeg kunne nå et større publikum ved at fortælle jer det, I gerne vil høre.
Eller reproducerer de simple, unuancerede, positive narrativer, I er vant til.
Kompleksiteten får mig til at drukne i materialet, andre skaber til hurtig konsumption.
Men jeg tror, I har brug for det her.
For nuancerne.
For at vide, at det heller ikke er nemt for mig. At der ikke er en simpel løsning, et let drømmeliv, som jeg prøver at sælge.
Men at der er fællesskab i det komplekse, det uklare, det spændte, det tvivlende.
Selvom jeg ved, vi alle sammen trykker på hjertet, når nogen skriver noget universelt opløftende om, at vi er gode og på rette vej og universet har os.
Vi har brug for at høre det i en verden, der ellers driver os med skræmmekampagner, risikotænkning og individualisering.
Men jeg tror også, vi har brug for at bygge bro over den afgrund, sætte ord på spændingen.
For at bevidstheden ikke er et bold, der hopper fra den ene yderlighed til den anden.
Hvad findes der mellem kontrasterne? Hvad findes der i de jævne, trodsige skridt, i eksperimenterne og i fællesskabet, som måske faktisk kan udfordre magtens individualisering og nervøse krisetilstand?