Jeg har hæklet og drukket kaffe og hørt lydbog. Blevet bedre til at gå i bad og børste tænder. Men er ramt af dyb sorg og ensomhed. Usikkerhed på fremtiden, også med hensyn til relationer. Gik atten kilometer i går. Kroppen er træt. Har handlet, spist økologiske oksepølser, pommes frites, peberfrugt og tzatiki i afmålte mængder. Skiftet sengetøj, gjort rent, siddet ordentligt ved bordet og spist. Og føler mig stadig så tom for glæde og nydelse.

Forsøger mig med en eftermiddagslur. Det er for varmt til at tænke. Men måske jeg kan skrive i aften, når det er køligere, hvis jeg hviler lidt nu. Min hjerne er en grød af sorg. Det er nok meget normalt. Men når ens selvværd er hængt op på ens intellektuelle og kreative formåen og produktivitet, forstærker det håbløsheden så meget yderligere.

Jeg vil være forelsket. Jeg vil tages ud af det her af andres initiativ. Jeg vil se mulighederne. Men jeg kan ikke.

Vi er i et nyt stadie af parforholdshåbløshed, og jeg prøver at lytte til musik, der understøtter septembers organiske tab og nye begyndelser og hyggesørgestemning og passer godt til solnedgangen på én af årets varmeste dage… Mens den klistrende varme føles som et skummelt varsel i sig selv, og sniger sig ind på mig, mens jeg går rundt og kigger på nedfaldsfrugt i haverne omkring de ekstremt dyre villaer på Amager. Alt rådner. Alt hænger ved lidt for længe.

Influenzaen er tilbage, og det er flere dage siden, jeg har sovet igennem. I nat blev det kun til tre timer og med virkelighedsnære drømme, der griber ind i det vågne.

Jeg tager hjem fra provinsen i aften. Spiser blommer og figner fra haven.

E og jeg vil på tur i morgen, ud at sove i hængekøjer og lave mad på bål, mens det stadig er lunt nok.

Det stresser mig lidt. Tanken om en dag uden arbejde. Og at jeg nok også er træt dagen derpå. Selvom jeg er fucking syg. Og ikke burde tænke på arbejde overhovedet. Og har arbejdet fem+ timer hver dag i mange dage.

Håber, jeg kan nå til at nyde. Give mig selv lov. Tro på, at butikken og bogen og podcasten nok skal nå at udvikle sig, når det giver mening.

Drømmer om eget hus og have. Spisebord, arbejdsbord, inspiration lige udenfor, og egendom, der stiger i værdi. Passiv indkomst.

Det er 25 grader. E køber is på tilbud. Jeg håber, han kan få mig helt ned i gear.

Han aner ikke, hvor meget han gør for mig, og at det er netop i de sammenstød med mig og mit “plejer” og min arbejdsomme personlighed, at han giver mig mest. Når han med tålmodighed udstikker pauser og griber dagen. Når han blot med sit væsen og sin egen livsstil insisterer på ro og væren i nuet.

Jeg redigerer billeder i de her dage. Rejser til Japan mentalt, roder med karuseller på hjemmesiden, uanset.net/fotografi.

Ender altid med at lave noget andet, end jeg sætter mig for. Skubber det her foran mig, at skrive om mit år uden lønarbejde. Og podcast. Og bogen om mændene. Men. Det er okay. I fem timer hver dag får jeg gjort ting. Andre ting, end planlagt, men gode ting. 

Nogen har tilmeldt sig mit nyhedsbrev, som jeg ikke kender og hvis navn, jeg ikke har set før. Det gør mig glad. Bare muligheden for, at der er andre, som kigger med, uden at jeg ved det, og godt kan lide det arbejde, jeg laver. Og muligheden for at sende dem noget dejligt på mail, engang.

Små skridt.

Jeg gik en sen eftermiddagstur alene. I det flotteste efterårslys. Spiste brombær og brændenældefrø på vejen. Bladene bliver gule nogle steder allerede. Birkens fanger lyset højt oppe. Diset solskin, blå himmel, tynde skyer. Græsset ved fjorden er viklet til baller og efterladt. I det mindste efterladt, for nu.

Rabatterne er fyldt med kløver og bynke og tidsler og deres bløde, dunede frø i store klumper. Nogle regnfang kiggede ned ad en sidevej i en stor gruppe, pegede ligesom opmærksomt, som var de ved bevidsthed.

Vi er ok. Jeg er ok.

Mit mand skrev en bekræftende besked om mit arbejde. “Du er god. Du skaber flotte ting. Betagende, indsigtsgivende, relaterbare, vækkende, beroligende – ord, billeder, tekstil og andet – alt sammen smukt. Synes jeg.” Jeg prøver at tage det ind

Jeg har det rigtig dårligt i disse dage. Mange eksplosioner og mindre gnidninger i mit parforhold og efterveer af influenza.

Jeg har lavet opslag med mine tegninger og malerier og får ingen respons. Jeg ved, at nogen synes, de er gode, og jeg kan selv godt lide dem, men stilheden sætter sig som en infektion.

Jeg tvivler på det hele. Bliver demotiveret. Har ondt i øjnene og nakken af for meget seng, men også for meget skærmlys og hækling. Kroppen har sin naturlige grænse for arbejde, længe før samfundets krav er nået.

Jeg tager i eksil i provinsen. Håber at få hul på de store opgaver. Bogen, bloggen, podcasten.

Måske er jeg bare emotionelt drænet langt over evne. Hvad kan jeg, hvad vil jeg? Intet og intet.

Jeg var på besøg på min gamle arbejdsplads i går. Ligegyldigt hvad, så savner jeg ikke corporate arbejde. Jeg vil næsten sige, at jeg hader det, også efter syv måneders pause. På trods af store mængder kage fra Lagkagehuset og gode, varme, sjove mennesker. Så er jeg færdig, og følte mig fuldstændigt ude af stand til at forestille mig, hvis det var mig, der skulle ind og tilbage til opgaverne. Samme opgaver som for ni måneder siden. Samme træghed, samme tekniske bugs, samme usikre kommunikation, samme kaos.

Og jeg fik nye ting til at gå op for min partner. At han måske kan prøve at skrive sig ind i alt det, han prøver at løbe fra. At han kan fordøje på et dybere plan. Sidde med følelserne, læringen, kampen. Tænke det igennem og skrive det ned. Arbejde det ind i bevidstheden og ud af kroppen.
Jeg har foreslået det mange gange før, men det var som om, det nåede frem nu. Det er også en slags arbejde, en bedrift.

Jeg har influenza, men lyst til at arbejde.
Jeg konceptudvikler på denne her beretning om livet uden lønarbejde, planlægger udgivelse et år forskudt, så jeg kan nå at gennemarbejde og -leve det hele i ro og mag og refleksion, inden det kommer ud at leve på et metaplan.
Og jeg tegner videre digitalt på gamle analoge kruseduller.
Min seng er mit kontor. Med magisk fluorescerende genskin fra flere hjemmelavede ting – mit bord med kakler af gamle CD’er og min notesbog med omslag af en foliebeklædt indkøbspose, jeg fandt på gaden i Portugal.
Min mand kalder det “Det magiske kontor”. Med klatreplanten, jeg har adopteret fra min kusine og flyvende elefanter fra Indien. Og det kan jeg godt lide.
At kaste lidt tryllestøv på hverdagen og nyde processen.

Det er længe siden, jeg har skrevet noget. Jeg har følt mig uproduktiv. Givet mig selv ferie og så alligevel ikke. Der er meget rod på den følelsesmæssige front, liv i forholdet igen, måske. Det dræner. Det giver også. Det giver til ønsket om produktivitet.
Jeg har lavet meget praktisk i lejligheden. Gjort rent, vasket tøj, flyttet om, pantet, lavet mad fra bunden. Og en trøje. ’Kæft jeg er dårlig til at se, hvad jeg får gjort og anerkende det bare lidt. Vi har også haft besøg fra Østrig i to dage i vores lille lejlighed, jeg har været til to geniale koncerter, og det er kun to uger siden, at jeg så nordlys og delte tekster, og der er fint med anonyme besøgende på min lille hjemmeside og… Jeg er ok. Jeg gør ting.
Jeg tillod også bare mig selv at sove tretten timer i nat. Jeg har nok trængt. Mit kranie værker. Vil starte med danskvand, tandbørste og en tur på biblioteket i solskin. Og se, om ikke der opstår lyst til at skabe, hvis jeg sætter mig selv lidt fri. Tror, det er sæsonbetonet, måske. Der har været så overvældende meget efterår i luften, og det er som om det skift bare fylder mig helt ud. Kan ikke tage mig sammen til opslag og computerarbejde, når jeg kan bruge min krop til at betragte de nye dufte, de nye vinde, det nye lys og det nye mørke. Føler mig klar til at gå i hi. Og selve transitionen tager energi. Forhåbentlig får jeg lyst til at skrive fra min efterårs- og vinterhule.

Jeg har også den dér podcast. Den bør klippes, før den er helt uaktuel. Men den er så relateret til det andet liv. Det liv, der er på pause: Arbejde, karriere, LinkedIn, chefer, universitetet… og jeg har det bare ikke i mig for tiden. At stille mig op og blive vurderet.

Troede i lang tid efter jeg vågnede, at det var søndag. Men det er torsdag.

Har ondt i nakken og hovedet. Strikker og drikker kaffe og læser. Tænker på, hvad dagens mål skal være. Og at indrette mig, så jeg har bedre arbejdsstillinger for ryggen og dermed vilkår for at få lavet noget godt.

Tænker på Japan og Grækenland, fordi efterår har været udlandsperioder de sidste par år. Det dufter af udlængsel. Eller måske bare længsel.
Drømmer om at rejse, prøver at blive her.

Jeg har brug for mere hvile i de her dage og begynder at være bedre til at omfavne det uden dårlig samvittighed. Mærke at det simpelthen er nødvendigt. At kroppen ikke vil andet. At selvomsorg og ro er en god ting.

Læse, strække, hækle, fordøje, gøre rent…

Og hvile.

Og jeg ved, at de gode idéer kommer nemmere, hvis jeg tager mig tid til det andet.

Jeg lærer meget ved at observere den naturlige dynamik i mit liv og leve efter den. Og det er overraskende (og somme tider frustrerende), hvor meget ro og hvile, der faktisk skal til, når jeg mærker efter. Til gengæld kommer alt nemmere i de mere aktive perioder. Og fra et dybere og flottere sted end den slags 8.30-16.30-arbejde, som jeg godt kunne lave 37 timer hver uge tidligere.

I går aftes fik jeg ondt i maven af den dér afgrund af usikkerhed, jeg står ved. Altså. En virkeligt stærk følelse af, at det, jeg gør, er forbudt og dømt til at gå helt galt. At stoppe op her, ikke arbejde, ikke stå tidligt op, hvis jeg ikke har lyst, ikke få mere fra hånden, end jeg føler for. Det føles så farligt. Skør hjerne, skørt samfund. Vi har nok altid haft forpligtelser, os mennesker, men knyttet til noget konkret: Mæt, varm, tør, rask.

Men det er jeg. Mæt. Og komfortabel fysisk. Ingen grund til alarm, men det bimler og bamler inden i somme tider.

Denne her gang skal jeg igennem det. Ikke begynde på noget med løn. Se, hvad der sker… Måske bliver alarmen lavere. Der er elleve måneder tilbage af min undersøgelse.

I dag er det vigtigste at nå ud i mørket og kigge på vrimlen af stjerneskud. Perseiderne kommer forbi, og luften dufter lidt af efterår.

–

Jeg tog ud på Kalvebod Fælled for at kigge efter stjerneskud. Og de var fine, men ikke overvældende. Det er altid dejligt at være udenfor og fordybe sig lidt i mørket og de smukke træer. Da jeg ville hjemad, fordi månen var stået op og det var blevet koldt, så skete der noget helt utroligt. Lille og grønne bølger på den store himmel. Så tæt på København. Og endnu engang blev jeg dybt og eksistentielt bekræftet i det meningsfulde og smukke ved at stoppe nok op i ræset til at tage ud i naturen en mandag nat.

Ting tager tid.

Du får arbejde igen, hvis du vil.

Skal jeg gentage meget for mig selv i dag.

Kiggede på uddannelser med ledige pladser i nat. Føler ikke for særlig meget, især ikke dem med gode jobchancer. Men det bliver føjet til listen med muligheder. Plan X, Y, Z… Til en dag. Medmindre de ændrer reglerne.

Jeg har reflekteret videre over det her med at udrette eller skabe én ting om dagen. Hvorfor det er så vigtigt for mig. Det er jo et grundlæggende eksistentielt spørgsmål, hvad der er personlighed og hvad der er træk, man har lært at forbinde med sin personlighed, fordi de gør, man passer ind i den sociale sammenhæng og føler sig mere sikker. Mange mennesker i min omgangskreds har ikke det samme fokus eller kæmper den samme kamp med det her spørgsmål om at være produktiv. De er ikke inklineret i samme grad til at skabe og handle, har ikke lyst til at gøre sig bemærket, ikke behov for at præstere eller være opfindsomme. De er ofte bedre end mig til at sidde stille eller være passive, at gøre ting uden nytte eller produkt, og de er bedre til at fokusere på nuet.

Jeg overvejer, om det bare er sådan, jeg er. At jeg har behov for at igangsætte og være nyttig, at ændre mine omgivelser på tusinde små måder. Og bør opdyrke fred med dét. I hvert fald ser jeg det på nuværende tidspunkt ikke som en ulempe eller noget, jeg skal vendes helt af med. Det er ok gerne at ville gøre noget hver dag og at forbinde noget identitet med det. Når jeg samtidig kan dyrke at gøre det mere lystbetonet, mere let, mere umiddelbart og langsommere, og med en stadigt aftagende fornemmelse af, at alt enten er succes eller fiasko. Før har jeg tænkt, at hvis man blot lader være at prøve på noget, så kan man ikke fejle, og gid jeg så kunne stoppe med at prøve på noget ekstraordinært. Ofte har jeg følt mig slået ud af eller kikset over, at arbejde så hårdt på alt muligt uden rigtig at udrette noget. Men det er underordnet. Og jeg udretter noget og behøver sådan set slet ikke beskæftige mig med vurderingen af, om det er godt eller ej, med udfaldet. Jeg skal bare blive ved med at gøre, at skabe, at interagere (og hvile, når jeg er træt!)… af lyst, for jeg har ikke noget bestemt sted, jeg vil hen med det – det er samfundets normer, der skaber den idé, at det skal være rentabelt i forhold til et eller andet objektivt succeskriterum, og jeg identificerer mig ikke med det.

Det at gøre én ting om dagen handler om at interagere med omverdenen og ikke kun pille navle, tror jeg. For jeg er virkeligt god til at pille navle, og måske lige lovligt nysgerrig på mig selv. Jeg tænker rigtig meget. Det kan godt lede til en form for tomhed og ensomhed. (Jeg tror i øvrigt ikke på, at mennesker har en kerne eller en personlig sandhed eller overbevisninger, der er upåvirkede af at være sociale væsner, og jeg tror, mange bliver syge, når de søger for meget efter den… men det er en historie til en anden dag. – Jeg kan anbefale Nikolas Roses forfatterskab). Så det er en god ting for mig at få et eller andet ud. Det direkte møde mellem min krop og materialiteten, eller mine tanker og en større social virkelighed, gør mig mindre ængstelig. Handling. Den mindste handling. Giver dynamik. Er en påvirkning af verden, at rum at indtage, et præg at sætte, en forbindelse. Og de fleste dage, kan jeg finde et lille sted at lege med det. Hvilken gave!

En dag var dagens ene bedrift at færdiggøre min improviserede vandmelontaske. At trylle gammelt genbrugsgarn om til en genstand, der fortæller en historie, kan komme med ud i verden og kan holde mine nøgler og min pung. Og den opstod uden opskrift, af fantasi, af mine hænder, af en impulsiv vision på baggrund af de farver, der var tilgængelige uden at købe nyt.

Der var en ung kvinde, der stoppede mig ved porten til min gård i dag og sagde: “Sikke en fin taske!”. Og jeg sagde: “Tusind tak, jeg har selv lavet den!” med en helt barnlig stolthed, fordi jeg stadig ikke helt har vænnet mig til tanken om, at det er sådan noget, jeg kan. Så så man lige mig forbinde til fremmede ved at hækle lidt. Hun lignede ellers ikke typen, der var til hjemmehækling, sådan som hun var klædt i afdæmpede stoffer. Og i København er det ikke ofte, at man sådan interagerer med fremmede.
Jeg håber, hun tænkte på Palæstina.

Tak, lønjobfri.
For tiden til at lege og skabe og lære noget umiddelbart meningsfuldt og sjovt.

“Måske skulle jeg lave visitkort, jeg kunne dele ud, så folk kunne få opskriften eller købe én lavet af mig”, tænkte min kapitalistisk opdragede hjerne bagefter. Måske var det her nok, siger min intentionalitet.
Når jeg nævner den kapitalistiske opdragelse, tænker jeg ikke på mine forældre, men på samfundet. Uddannelser, vejledere i det offentlige, medier, popkultur, regeringen, andre institutioner. Mine forældre har opdraget mig til at være socialt bevidst, reflektere kritisk, og følge den vej, der gør mig glad uden at skade andre, men også at tænke langsigtet for min egen skyld (de har indbyrdes lidt forskellige grader af behov for tryghed, forudsigelighed og normalitet), og at nøjsomhed giver frihed… Verden har opdraget mig til at alting, der kan skaleres eller omsættes til penge, skal skaleres eller omsættes til penge, og at alt andet er uambitiøst.
Men denne her oplevelse var ret ren i sin simplicitet og beskedne størrelse.
Og heldigvis har jeg jo også intentionaliteten.
Om ikke at tænke på at kapitalisere på mine evner i år.

Siden jeg første gang fik arbejde, hvor mange af opgaverne skulle faktureres ud på kunder, og vi derfor registrerede, hvor lang tid vi brugte på hver aktivitet, har jeg i perioder også gjort det derhjemme. Registreret for mig selv, hvor lang tid jeg bruger på diverse projekter eller aktiviteter. Somme tider har jeg også brugt det til f.eks. at se mønstre i, hvor meget jeg har brug for at se andre mennesker, hvor meget frisk luft og den slags, når der lod til at være en sammenhæng med mit humør, angst etc. I de her dage bruger jeg det kun til arbejde – registrerer den tid, jeg bruger på frivilligt arbejde i forening, på håndværk, på kreativt/eksperimenterende arbejde, på idéer og strategier, på administration og teknik, på at læse faglitteratur, på fællesskab om det faglige, på pengesager. Det kan måske lyde lidt skørt eller usundt, og det er helt sikkert ikke for alle, men det gør mig faktisk for det meste godt og bliver en form for stopklods, når fritid og arbejde flyder sammen, og det hjælper mig til at se det, jeg faktisk udretter, også selvom jeg måske ikke når i mål med et konkret projekt eller er på læsesalen i dagtimerne. Det fjerner noget fokus fra præstation for mig, og gør mig bedre til at anerkende det arbejde, jeg lægger og være tålmodig med resultaterne. Og jeg bliver klogere på mine vaner og min energi. At fem timer om dagen på en kombination af de ting passer mig ret fint. At derefter bliver det lidt en kamp. At én times kreativitet måske forbruger den samme energi som tre timers repetitivt håndarbejde etc. Og måske det også kan gøre mig bedre til at tage en højere pris for mine ydelser på sigt at se alle de timer, processen tager (igen med inspiration fra mit lønarbejde, hvor jeg kostede kunderne 1.500+ i timen, når jeg lavede ting, der ikke var specielt svære – hvis man var så ublu angående penge som selvstændig eller kunstner, så kom der nok brød på bordet… omend jeg allerhelst vil en bytteøkonomi med ligesindede… åh ja).

Men nu forsøger jeg mig med langsomt at finde et andet, lavere mål for produktiviteten… For jeg føler ikke, jeg hviler i det længere, jeg gad godt kunne trives med mindre struktur og leve mere lystbetonet og mindre pligtopfyldende. Jeg accepterer samtidig at det er en proces, og at jeg ikke kan give helt slip endnu. Det er virkeligt tydeligt, hvor utroligt svært det er for mig ikke at være i gang med noget og sætte mål. Det er en aflæring af små 34 års indoktrinering. Det er skræmmende at skrue ned for produktivitet og handlekraft, når jeg har hængt meget af mit værd op på at være en fagligt stærk, resultatorienteret og stædig optimist med uendelig selvdisciplin og planer.

Mit nye ideal er at lave én ting om dagen. På de dage, hvor jeg ikke er social eller på tur – og unde mig selv at bruge alt mit overskud til at være social eller på tur, når jeg føler for dét.
Én ting, stor eller lille, og gerne lige den, jeg har mest lyst til og som passer til dagens energi. Og så øver jeg mig i at føle, at det er nok. Der er mange svære ting ved at være lønjobfri med tusinde idéer og projekter, men det sværeste for mig er oftest at holde fri uden risikokalkulerende tankemylder.

Forleden var den ene ting f.eks. at gøre det muligt at tilmelde sig nyhedsbrev på min hjemmeside, så jeg kan give besked om nyt indhold til de interesserede uden at involvere Meta. Det tog ikke så lang tid, som forventet, måske fordi jeg havde fuldt fokus og ikke blev distraheret af idéer om, hvor meget jeg skulle nå bagefter. Jeg skulle bare nå dét, og havde tankerne ét sted.
En anden dag var det at gennemskue, hvordan man hækler forskellige mønstre. Jeg kan ikke læse diagrammer, og det har som barn tændt mig helt af i forhold til al hækling (når jeg ikke var god fra første forsøg, kunne det også bare være lige meget). Men nu kan jeg dedikere en hel dag til at eksperimentere, udtænke, trævle op, gentage. Og det føles som den vildeste luksus at kunne fordybe sig i læring på den måde. Uden bagkant, uden at det føles som et offer af andre ting, som jeg diskuterer med mig selv om er vigtigere. I virkeligheden er det måske fordybelsen i en af sine reneste former. Det kan virkeligt noget for mig med den frihed til fokus. Fordi jeg altid har mange idéer og interesser simultant og drømmer om at nå det hele på den halve tid, så har jeg aldrig gjort det særlig meget. Fokuseret. Jeg har altid følt, jeg tog tid fra noget andet, og det har også gjort mig utålmodig. At skyde sådan med spredehagl giver mig ofte en følelse af aldrig at nå nogen vegne med noget af det, jeg gerne vil.
Men nu øver jeg mig i at nå videre med én og kun én ting om dagen, og resten af tiden er fri til resten af mit liv – at være frem for at gøre, relationer, hvile.

Ligesom så meget andet af det, jeg tænker over og eksperimenterer med for tiden, så handler det nok egentlig mest om nuet og nærværet. At involvere mig fuldt og helt i det, der er lige foran. Det føles så sundt. Og svært. Og tilfredsstillende, når det lykkes.

Men jeg tager også fri hele dage. Og vil lige tilføje:
Hvil hvis du trænger til hvile. Hvis du venter på inspiration. Hvis du føler dig flad eller tom. Hvis du har lyst.
Dit liv er dit.
Du har værdi, som du er.

I dag sidder der stress og usikkerhed i min mave. Måske fordi jeg er træt. Jeg læser om præstationssamfundet, men finder ingen dyb forløsning derved. Konkurrence, risiko, individualisering, acceleration, præstation, uklarhed, det er der alt sammen, blottet, i Anders Petersens bog. Og han blev ikke immun overfor depressionen af sin indsigt. Slet ikke. I dag gør jeg heller ikke.

Ét sigte med det her år uden lønarbejde er at bevise overfor mig selv, at jeg ikke dør eller bliver socialt ekskluderet af ikke at præstere. Men idéen om at jeg ikke når nok, er nok, producerer nok, lever stadig videre i det her rum uden løn i bedste velgående. Den eksisterer nok faktisk i højere grad, end da jeg havde en chef, der forventede noget konkret af mig. Fordi alt er til forhandling her, alle grænser, alle mål. Og uden en håndgribelig ramme. Det er governmentality i sin rene form, skruen uden ende, internaliseret ekstrem stræbsomhed efter en succes, jeg ikke aner, hvad består i, og frygt for at falde ved siden af det socialt acceptable. Og udelukkende min egen kamp mod mig selv og min egen usikkerhed.
Men jeg har også en vilje til at bryde op med destruktive normer. Jeg tror stadig på, at jeg kan blive bedre til at give slip, hvis jeg øver mig.

Jeg vil ikke konkurrence, jeg vil ikke individuel succes, jeg vil ikke skynde mig. Jeg vil leve.

Og jeg håber, vi alle sammen vinder, i fællesskab.

Jeg spiser en is og skifter til skønlitteratur.

Vi snakkede længe i morges igen om værdier og eksistens. Han er så god. Jeg ville ønske, jeg optog det nogle gange, så jeg kunne genspille åbenbaringerne for mig selv. Når vi mødes. Når han adopterer lidt af min tilgang og jeg begynder at integrere lidt af hans.
Han lever i nuet, jeg lever i fremtiden. Jeg stræber, han flyder. Og vi kan give hinanden meget ved at give hinanden lidt af det aspekt ved os.

Og vi gik en lang tur. Jeg føler mig syg. Stressdrømme og hovedpine. Dårlig kalibrering i rum, summen i fingrene. Varme og menstruation. Jeg prøver at slappe af og tror, jeg bliver bedre til det. Påbegyndte først dagens arbejde kl. 19. Hvis ikke det er arbejde at have dybe eksistentielle snakke med sin elskede. Eller at gå otte kilometer på jagt efter tørrede krydderier. Eller at vaske tøj. Eller at overveje, hvad jeg skal brodere på et bestemt stykke tøj.

Der er mange ældre, der har brug for hjælp i mit område, får jeg mails om fra Hjælperne. Jeg er så tæt på at trykke ‘Tildel til mig’, men jeg gør det ikke. Et år uden lønarbejde, blev der sagt. Hvor ville de være nemt at distrahere sig selv igen. Men jeg bliver i det denne gang. Dette ubehag, bølgegangen, rodløsheden. Det er ok. Jeg er ok.
Jeg bidrager bare ved at være til. Eller.
Samfundet er stukket så lang af fra det levende, at man gør det godt, hvis man vælger ikke at deltage. Eller.
Jeg producerer de her ord og eksperimenterer for at give andre et sted at søge hen eller for at dokumentere den tid, vi lever i. Eller.
At kysse min kæreste eller tænke på min familie eller skrive en sød besked til en ven er en vigtig eksistensberettigende funktion. Eller.
Jeg finder ud af det.

Jeg sov først ved tre-tiden.
Vi snakkede længe i går. Om kreativitet og produktivitet. Min struggle med balancen, med meningen, med selvværdet.
Så i dag tager jeg det langsomt. Stod op kl. 11. Lavede kaffe og et stort glas vand med citron. Satte mig i sengen og lavede en hurtig reel. Læste Svend Åge Madsen.

Og prøvede at mærke, hvad der kaldte på mig i dag.

Solen skinner.

Jeg skal pakke min ferietaske ud. Vil lade resten ske organisk… Om det bliver podcast, tekst eller måske et broderi, mens jeg ser fjernsyn. Langsomt og uambitiøst.
Jeg tror på, at retning er undeligt meget vigtigere end tempo.

Vi har snakket om at gå fra hinanden. Vi har ikke lyst til det, men vi har heller ikke lyst til den afgrund, vi får frem i hinanden.

I går bevægede vi os fra Stoholm St. til Lergravsparken St. med offentlig transport på små syv timer i 25 graders varme, og jeg lærte ham at hækle, hvilket vi har talt om i evigheder, at vi gerne ville. Men på et tidspunkt gik vi skævt af hinanden og kom aldrig tilbage.

Så jeg er lidt en zombie i forhold til alt andet. Også når jeg tænker på den forventede tilfredsstillelse ved ikke at have brugt nogen penge i flere dage og at få gjort lidt af de ting, jeg udskød, da jeg havde lønarbejde. Tilpasse tøj, lappe ting fra bunken, bland andet.
Der er kun sorg herinde. Og udmattelse. Men det er jo også en slags privilegium at have tid til at svælge i dét. Ikke behøve at være stærk og fattet.

Jeg har hæklet ærmerne længere på den sorte striktrøje, mor lavede til mig, da jeg gik i gymnasiet. Og tænkt på, hvordan den skal broderes. Omsider. Hvilket altid har været en plan, at den skulle. Udsmykkes på en eller anden måde. Jeg nåede bare aldrig til det.

Jeg har set lidt cykling. Lidt The Bear. Været apatisk, menstrueret, haft ondt i hovedet og maven og de 25 grader. Ladet tiden gå. Overstået dagen.

Har overvejet strategier for at udgive det her. Ikke at det ligefrem er litteratur på højt plan i de her dage. Har lyst til at droppe alt. Men. Måske udgive 21 dage forskudt, 1. august? Ikke i dag, i hvert fald. Man (jeg) kan ikke arbejde i varmen.

Kigger på gamle tegninger på langsom togtur gennem Midtjylland alene med rejsepas.

Planlægger at vandre i lyngklædte bakker og bade i en sø.

Glædelig fredag med solskin og frihed.

–

Det er varmt. Bakken er magisk og lilla og dufter af barndommens somre, og jeg så en hugorm på vejen ned.

Men jeg føler mig ensom og som om, jeg flygter fra noget. Flygter fra min partners uforudsigelige humør og de ting, jeg ikke kan finde ud af.

Søen glitrer på en måde, der alligevel gør mig lykkelig. Sådan en luksus, vi har lige dér. Den natur. Den overflod af kølende skvulp. Duften af ferskvand, der fordamper i høj sol. Også en duft af barndom, morfars badebassin i haven i Løgstør.

–

Der var mange campister, som så ud til at have været der længe, nede ved søen, og med det samme vandrer mine tanker til egne fremtidsplaner, backup planer…

Gad vide, om de har fået lov til at ligge dér, når det ikke er en betalt campingplads? Hvem der bestemmer? – Og gid vi alle gjorde, gid vi alle kunne bruge søen og jorden, hvis bare vi passede på den. – Om de bliver smidt væk, hvis de er der for længe? Eller om vi kunne tilbringe vores somre lige dér, hvis vi løber tør for penge til huslejen og stadig ikke finder os til rette på arbejdsmarkedet? Eventualiteter til en potentielt presset fremtid. Altid på arbejde i hovedet.