Jeg har reflekteret videre over det her med at udrette eller skabe én ting om dagen. Hvorfor det er så vigtigt for mig. Det er jo et grundlæggende eksistentielt spørgsmål, hvad der er personlighed og hvad der er træk, man har lært at forbinde med sin personlighed, fordi de gør, man passer ind i den sociale sammenhæng og føler sig mere sikker. Mange mennesker i min omgangskreds har ikke det samme fokus eller kæmper den samme kamp med det her spørgsmål om at være produktiv. De er ikke inklineret i samme grad til at skabe og handle, har ikke lyst til at gøre sig bemærket, ikke behov for at præstere eller være opfindsomme. De er ofte bedre end mig til at sidde stille eller være passive, at gøre ting uden nytte eller produkt, og de er bedre til at fokusere på nuet.
Jeg overvejer, om det bare er sådan, jeg er. At jeg har behov for at igangsætte og være nyttig, at ændre mine omgivelser på tusinde små måder. Og bør opdyrke fred med dét. I hvert fald ser jeg det på nuværende tidspunkt ikke som en ulempe eller noget, jeg skal vendes helt af med. Det er ok gerne at ville gøre noget hver dag og at forbinde noget identitet med det. Når jeg samtidig kan dyrke at gøre det mere lystbetonet, mere let, mere umiddelbart og langsommere, og med en stadigt aftagende fornemmelse af, at alt enten er succes eller fiasko. Før har jeg tænkt, at hvis man blot lader være at prøve på noget, så kan man ikke fejle, og gid jeg så kunne stoppe med at prøve på noget ekstraordinært. Ofte har jeg følt mig slået ud af eller kikset over, at arbejde så hårdt på alt muligt uden rigtig at udrette noget. Men det er underordnet. Og jeg udretter noget og behøver sådan set slet ikke beskæftige mig med vurderingen af, om det er godt eller ej, med udfaldet. Jeg skal bare blive ved med at gøre, at skabe, at interagere (og hvile, når jeg er træt!)… af lyst, for jeg har ikke noget bestemt sted, jeg vil hen med det – det er samfundets normer, der skaber den idé, at det skal være rentabelt i forhold til et eller andet objektivt succeskriterum, og jeg identificerer mig ikke med det.
Det at gøre én ting om dagen handler om at interagere med omverdenen og ikke kun pille navle, tror jeg. For jeg er virkeligt god til at pille navle, og måske lige lovligt nysgerrig på mig selv. Jeg tænker rigtig meget. Det kan godt lede til en form for tomhed og ensomhed. (Jeg tror i øvrigt ikke på, at mennesker har en kerne eller en personlig sandhed eller overbevisninger, der er upåvirkede af at være sociale væsner, og jeg tror, mange bliver syge, når de søger for meget efter den… men det er en historie til en anden dag. – Jeg kan anbefale Nikolas Roses forfatterskab). Så det er en god ting for mig at få et eller andet ud. Det direkte møde mellem min krop og materialiteten, eller mine tanker og en større social virkelighed, gør mig mindre ængstelig. Handling. Den mindste handling. Giver dynamik. Er en påvirkning af verden, at rum at indtage, et præg at sætte, en forbindelse. Og de fleste dage, kan jeg finde et lille sted at lege med det. Hvilken gave!
En dag var dagens ene bedrift at færdiggøre min improviserede vandmelontaske. At trylle gammelt genbrugsgarn om til en genstand, der fortæller en historie, kan komme med ud i verden og kan holde mine nøgler og min pung. Og den opstod uden opskrift, af fantasi, af mine hænder, af en impulsiv vision på baggrund af de farver, der var tilgængelige uden at købe nyt.
Der var en ung kvinde, der stoppede mig ved porten til min gård i dag og sagde: “Sikke en fin taske!”. Og jeg sagde: “Tusind tak, jeg har selv lavet den!” med en helt barnlig stolthed, fordi jeg stadig ikke helt har vænnet mig til tanken om, at det er sådan noget, jeg kan. Så så man lige mig forbinde til fremmede ved at hækle lidt. Hun lignede ellers ikke typen, der var til hjemmehækling, sådan som hun var klædt i afdæmpede stoffer. Og i København er det ikke ofte, at man sådan interagerer med fremmede.
Jeg håber, hun tænkte på Palæstina.
Tak, lønjobfri.
For tiden til at lege og skabe og lære noget umiddelbart meningsfuldt og sjovt.
“Måske skulle jeg lave visitkort, jeg kunne dele ud, så folk kunne få opskriften eller købe én lavet af mig”, tænkte min kapitalistisk opdragede hjerne bagefter. Måske var det her nok, siger min intentionalitet.
Når jeg nævner den kapitalistiske opdragelse, tænker jeg ikke på mine forældre, men på samfundet. Uddannelser, vejledere i det offentlige, medier, popkultur, regeringen, andre institutioner. Mine forældre har opdraget mig til at være socialt bevidst, reflektere kritisk, og følge den vej, der gør mig glad uden at skade andre, men også at tænke langsigtet for min egen skyld (de har indbyrdes lidt forskellige grader af behov for tryghed, forudsigelighed og normalitet), og at nøjsomhed giver frihed… Verden har opdraget mig til at alting, der kan skaleres eller omsættes til penge, skal skaleres eller omsættes til penge, og at alt andet er uambitiøst.
Men denne her oplevelse var ret ren i sin simplicitet og beskedne størrelse.
Og heldigvis har jeg jo også intentionaliteten.
Om ikke at tænke på at kapitalisere på mine evner i år.