I går aftes fik jeg ondt i maven af den dér afgrund af usikkerhed, jeg står ved. Altså. En virkeligt stærk følelse af, at det, jeg gør, er forbudt og dømt til at gå helt galt. At stoppe op her, ikke arbejde, ikke stå tidligt op, hvis jeg ikke har lyst, ikke få mere fra hånden, end jeg føler for. Det føles så farligt. Skør hjerne, skørt samfund. Vi har nok altid haft forpligtelser, os mennesker, men knyttet til noget konkret: Mæt, varm, tør, rask.
Men det er jeg. Mæt. Og komfortabel fysisk. Ingen grund til alarm, men det bimler og bamler inden i somme tider.
Denne her gang skal jeg igennem det. Ikke begynde på noget med løn. Se, hvad der sker… Måske bliver alarmen lavere. Der er elleve måneder tilbage af min undersøgelse.
I dag er det vigtigste at nå ud i mørket og kigge på vrimlen af stjerneskud. Perseiderne kommer forbi, og luften dufter lidt af efterår.
–
Jeg tog ud på Kalvebod Fælled for at kigge efter stjerneskud. Og de var fine, men ikke overvældende. Det er altid dejligt at være udenfor og fordybe sig lidt i mørket og de smukke træer. Da jeg ville hjemad, fordi månen var stået op og det var blevet koldt, så skete der noget helt utroligt. Lille og grønne bølger på den store himmel. Så tæt på København. Og endnu engang blev jeg dybt og eksistentielt bekræftet i det meningsfulde og smukke ved at stoppe nok op i ræset til at tage ud i naturen en mandag nat.