Jeg redigerer billeder i de her dage. Rejser til Japan mentalt, roder med karuseller på hjemmesiden, uanset.net/fotografi.
Ender altid med at lave noget andet, end jeg sætter mig for. Skubber det her foran mig, at skrive om mit år uden lønarbejde. Og podcast. Og bogen om mændene. Men. Det er okay. I fem timer hver dag får jeg gjort ting. Andre ting, end planlagt, men gode ting.
Nogen har tilmeldt sig mit nyhedsbrev, som jeg ikke kender og hvis navn, jeg ikke har set før. Det gør mig glad. Bare muligheden for, at der er andre, som kigger med, uden at jeg ved det, og godt kan lide det arbejde, jeg laver. Og muligheden for at sende dem noget dejligt på mail, engang.
Små skridt.
Jeg gik en sen eftermiddagstur alene. I det flotteste efterårslys. Spiste brombær og brændenældefrø på vejen. Bladene bliver gule nogle steder allerede. Birkens fanger lyset højt oppe. Diset solskin, blå himmel, tynde skyer. Græsset ved fjorden er viklet til baller og efterladt. I det mindste efterladt, for nu.
Rabatterne er fyldt med kløver og bynke og tidsler og deres bløde, dunede frø i store klumper. Nogle regnfang kiggede ned ad en sidevej i en stor gruppe, pegede ligesom opmærksomt, som var de ved bevidsthed.
Vi er ok. Jeg er ok.
Mit mand skrev en bekræftende besked om mit arbejde. “Du er god. Du skaber flotte ting. Betagende, indsigtsgivende, relaterbare, vækkende, beroligende – ord, billeder, tekstil og andet – alt sammen smukt. Synes jeg.” Jeg prøver at tage det ind