Der er så meget tension i luften for tiden.

Jeg har tid og plads til at skrive. Men jeg viger uden om.

Hvorfor bliver det så hurtigt til pligt og arbejde i stedet for leg og nydelse og frihed?

Hvordan kan præstationskulturen kolonisere alt det, vi bedst kan lide, al magi, al selvudfoldelse? Jeg hader det.

Jeg forsøger, små skridt. At danse tension ud, at trække vejret, at nyde at kigge ud på den dynamiske himmel. At være. Og så at sætte mig ved computeren uden at skulle præstere. Bare sidde der. Måske endda se, om jeg kan få hul på noget på en måde, der er sjov. Om jeg kan dvæle ved det, ved processen, som faktisk er sjovt, når jeg først sidder der. Det er tilløbet, der er pinefuldt og mættet med følelser af både tvivl og pligt.

Læser om planeternes placering. Læser og lytter til nyheder. Oprustning, protester, valg.
Jeg danser og græder til musik igen i dag. People Have the Power. Talkin’ Bout a Revolution. Jeg elsker Pixelfed og de mennesker, der er der. Jeg elsker vreden, oprøret, idealismen og kærligheden. Drømmen om bytteøkonomi, fællesskab, økologisk sammenhæng, finurlighed, langsomhed.

Jeg er så heldig og privilegeret, så on edge, så lykkelig, så måbende, så skrøbelig, så stærk, så bange, så modig, så vred. Jeg sover, når jeg vil, spiser, når jeg vil, kan hoppe i en infinity pool mellem 7 og 21 hver dag. Som jeg vil. Føler, jeg er på vej ind i en ny fase af livet. Af eksistensen.

Jeg facetimer med min søster og hendes mindste datter. Hun er strid, den lille, hun skal nok klare sig. Min partner tager kvantespring. Skriver så godt, tænker så godt, griber sig selv i så mange små selvdestruktive tendenser. Tænker meget på mig, men når også at tage sig af sig selv og føle sine egne følelser. Vi skal nok klare den, min stamme. Men.. jeg er klar til krig. Jeg er klar til at sætte ild til noget. Jeg er klar til at bruge det, jeg kan, til at vende det hele på hovedet. Der må ske noget, for det stikker af. I USA. I Mettes retorik. I trivselkommisionen. I klimaet. I Palæstina og Syrien. Vi må gå en anden vej. Nu. Og jeg ved ikke helt, hvordan. Udover alle de ting, jeg gør i forvejen, og som føles bedre og rigtigere, jo mere jeg også orienterer mig udad. Det er ikke kun mig, der er udbrændt. Det er verden. Og vi skal tage nye valg, leve på andre måder. Stoppe op.

Jeg kiggede på torden i flere timer i går. Jeg er så tæt på verden. Jeg har et helt unikt udsyn heroppe fra. Og det ændrer mig. Jeg ændrer mig med det. Der sker noget. Denne her ene uge. Den er vild. Transformativ. Of i dag er kun dag tre. Fuck, jeg har trængt til den pause med mine tanker. Ikke bare på rejsen, men måske i årevis. Med et køkken og en udsigt til, det her er perfekt. Og det er mig selv, der har fundet det, skabt det, valgt det, prioriteret det. Det er en uvant følelse for mig. At være så god for mig selv.

Det er svært at skille det at skrive fra det at præstere. Når jeg skriver, at jeg trænger til at være ekspressiv, handler det måske også om følelsen af ikke at have skabt noget i lang tid, og at det bør jeg. Altså det er måske mere en trang til at være produktiv end en egentligt trang til at udtrykke mig. En kur mod min følelse af utilstrækkelighed, af ikke at være nok, når jeg blot eksisterer. Fremfor en umiddelbar lyst til at skrive. Det er komplekst.

Men det er gået bedre de sidste par dage med at være her, nyde og komme ned i kroppen, end jeg havde turde håbe på. Og det skal jeg altså også huske at være stolt af, for det er en udfordring. Meget større end at være produktiv, for det ligger mere til mig. (Nu tager jeg mig i det igen: Bør jeg kun være stolt af mig selv, fordi jeg gør noget, der er udfordrende?)

Det er svært for mine nærmeste at navigere i: Hvordan støtte skabertrangen og samtidig udtrykke, at jeg er elskelig uden at præstere og gerne må lade være (og alle nuancerne derimellem)? Det er farligt, når de taler ind i ting, jeg siger om mig selv. For jeg er min egen hårdeste dommer.

Jeg har før haft en kæreste – eller flere i virkeligheden – som primært lod til at syntes, at jeg var skør eller besværlig, når jeg gjorde mig så umage med ting og eksperimenterede med noget, de fandt frugtesløst. Min lille butik, alle mulige skabelsesprocesser og øvelser, timevis af arbejde for noget, de ikke så værdi i. Det føltes ikke som om de støttede, hvem jeg var, når de ikke støttede mine påfund og mit kreative arbejde. Og det passer jo på en måde ikke. De elskede mig, som de bedst kunne. Og det gjorde mig mere passiv og samtidigt frustreret.

Min nuværende partner er virkeligt god de fleste dage til at balancere det – støtte mig med oprigtig begejstring og interesse i det, jeg skaber og det, at jeg har lyst til at gøre noget. Han giver mig tid og plads til at fordybe mig uden bagkant og forventninger, og samtidig minder han mig om, at jeg ikke behøver gøre noget for at berettige min eksistens. Udover at forsøge ikke at gøre skade på andre. Men der er stadig dage, hvor al støtte til projekter føles som præstationspres og al støtte til at hvile føles som om, han siger, at mit arbejde er ligegyldigt. Men det kommer jo fra mig selv, alle dilemmaerne, al tvivlen, alle mål. Det må fandeme være svært at navigere i for andre. Og anstrengende.

Men jeg kan mærke mig nu, i de her dage. Jeg kan græde. Jeg kan være vred. Jeg kan blive rørt. Jeg kan håbe. Jeg kan se, hvor heldig, jeg er. Jeg kan mærke lille Ida og tænke på, hvordan hun ville have det, hvis hun vidste, hun ville få mod til at rejse alene, råd til at bo så vildt et sted, mod og råd til at lege i stedet for at lønarbejde, og kunne spise Coco Pops til aftensmad med den vildeste udsigt til torden uden at spørge nogen om lov. Og blive kaldt rar, empatisk og nem at tale med af en rekrutteringsperson i en forening, der arbejder med psykisk og social sundhed. Og have mennesker i sit liv, som er meget forskellige fra hende, men alligevel nysgerrige på, stolte af og søde overfor lige hende.

Jeg forsøger selv at se og anerkende, hvor meget der sker lige nu. Hvor vild en fysisk virkelighed, konkret. Hvor vild en verden i oprør.
At jeg rykkede på en frivilligtjans, som krydser mange bokse ift. drømmeopgaver i mit arbejdsliv.
At jeg kan komme ned i kroppen ved egen hjælp, uden samregulering, alkohol eller en tredje genvej. Jeg følte mig igennem en jobsamfundskrise i morges og kom uden på den anden side ved bare at være og minde mig selv om det, jeg allerede ved.
At jeg tager gode valg for mig.
At jeg ikke er helt håbløs i de her dage med hensyn til at nyde, selvom det er svært generelt.
Jeg har drukket min første kop usødede kaffe med mælk i en måned. I en lejlighed på 30. etage på Penang. I dage med hede, tung luft og torden, hver gang mørket bryder frem. Jeg køber fem forskellige slags svampe, citrongræs, tang, pasta, bok choy. Jeg spiser ananas med græsk yoghurt og salat med misodressing. Det er så nydelsesfuldt, det her sted, denne her uge på toppen af verden. Og jeg rykker mig, kan jeg mærke. I min evne til at tage det ind. Smile, tænke at jeg fortjener det, selvom jeg er alene. Jeg ligger under en blød dyne med air con om natten, totalt frås. Starter dagen med kaffe, solbadning og pool. Går på toilettet uden at tænke på andre. Laver mad fra bunden, vasker op, går ned med skrald, vasker tøj i maskine, ser tv og film, spiser chokolade, kigger ud på havet og himlen igen. Hvor er det vildt, det her liv. Hvor er jeg vild at være her.

At jeg så ikke lige får skrevet struktureret eller gør fremskridt på det, som var min oprindelige idé om, hvad jeg skulle arbejde med i det her år… Pyt.

Men jeg er SÅ afhængig af ros og bekræftelse. Jeg kan intet uden jer. Og random interviewpersoners indtryk af mig. Det gør det i hvert fald så meget nemmere at tro bare en lille smule på, at jeg kan ting.

Jeg føler mig lidt stærkere igen. I de her dage. Måske ikke forhold til mit forhold, som er ustabilt, og hvor jeg føler mig svag og for påvirkelig. Men stærkere i at være mig.

–

Det er de vildeste lyn, jeg i mit liv har set. Tre- og firearmede gnister på tværs af himlen. I hobetal. I timevis. Hvilket under.

Gad vide, hvor mange af mine gamle yndlingsbøger, der var blevet skrevet, hvis forfatterne havde haft dækning og dopaminudløsende spil og reels tilgængelige. Nok ikke så mange.

I går morges dansede, hoppede og svingede jeg med armene til revolutionær musik og græd lidt. Det var virkeligt rart. Jeg undervurderer nok lidt, hvor meget jeg behersker min krop, når jeg sjældent er alene og heller ikke sammen med folk, jeg kender godt. Jeg føler, luften er tyk af kaos og mine blandede følelser for tiden. I mit liv, politik, arbejdsliv. Og det føles fantastisk at have både tid og plads til at slippe det løs og mærke efter og tænke igennem, ikke bare overtænke, når man burde sove, men sætte struktur på. Det har været en svær og intens, men også god dag. I går var mere bare svær og anspændt, fastlåst. I dag slap jeg det ud. Og venter på, at arbejdsglæden finder mig, ikke omvendt. Øver mig på: “Har du hvilet nok til at arbejde?” frem for “Har du arbejdet nok til at hvile?”

Har haft glædet mig meget til at kunne snitte en simpel salat eller spise et kedeligt stykke brød efter mere end en måned primært på suppe, karry og ris. Min primære rejsecraving er altid bare ting, der ikke er tilberedte. I dag har jeg købt en ananas, agurk, tomater, løg, hjertesalat, toastbrød og mayo. Endnu en rar ting ved at skulle være det samme sted med sit eget køkken i længere tid er kontinuiteten. Mulighed for at købe stort ind og så holde pause.

Og det er, hvad det handler om i de her dage. Rutine og ro. At læse og skrive og tænke. Strække og meditere og se solen gå forbi. Og måske endda øve mig i at nyde og hvile på laurbærrene. Det går op for mig på denne tur, hvor ekstremt dårlig, jeg er til dét, især når jeg er alene. At nyde og give mig tid til det. Uden at føle, at jeg bør alt muligt andet. Men nu er jeg lige her og under mig selv primært at spise og fordøje og tage på indre rejse efter en måned med mange indtryk og (selvvalgte, velvalgte) strabadser. Ah.

Jeg græder meget i dag. Der er knas i mit forhold til ham derhjemme. Har droppet mine planer, fordi jeg kunne mærke behov for at behandle følelserne fra i går og i nat. Føle dem ud. Og prøve at forstå dem. Eller bare vente på at kunne forbinde mere til alt det, der tydeligvis foregår underbevidst.
Jeg tror, det er en god ting. Ved ikke at lønarbejde. At der er tid til det her. Men jeg tror også, der er meget udbrændthed, der stammer fra det svære i relationer. Ved ikke, om vi nogensinde kommer ud igen på den anden side.

Om fire dage flytter jeg ind en uge i en lejlighed på 30. etage i et kompleks med infinity pool og vagter i lobbyen. Det er jeg ret spændt på. Det er en mærkelig følelse sådan at vende tilbage til et bestemt sted ude i verden efter 10 år, nu som voksen. Dengang havde vi ingen penge, så det blev nødt til at være de billige løsninger. Jeg er langsom til at lære, at sådan er det ikke mere. Og så ser man sådan en by fra en anden vinkel. Nu er det mig, der bor ude i de lidt dystopiske, relativt nybyggede højhuse, som jeg kun så ud af øjenkrogen dengang.
Der kan jeg forhåbentlig arbejde igennem. Jeg føler jeg trænger til at gøre mere, observere mindre. Men er ikke sikker. Jeg kan måske lave mad fra bunden! Har mange hverdagsretter, jeg længes efter.

Og bagefter rejser jeg nok rundt lidt mere, som jeg gjorde i starten af turen. Jeg glæder mig til kram og plain sandwiches og min egen kaffe og mere tøj at vælge imellem. Men gider også godt de næste tre uger!

Det er meget nemt at være her i Georgetown. Føler mig ret afslappet, når jeg går rundt, i modsætning til, hvordan jeg ellers har været på vagt i alt det nye, jeg har oplevet indtil nu. Og jeg kan finde vej på gefühle og trafikken stresser mig ikke. Og i dag fik jeg afleveret vasketøj til en gammel kinesisk mand ude i et almindeligt beboelseskvarter, dagens mission! Glæder mig til at samle det op i morgen og ikke lugte surt og underligt mere. De små glæder…

_

Jeg har genlæst, hvad jeg skrev på dag -501, og kan mærke, at jeg efterhånden tænker mindre på det med netværk. 

Noget, som Pixelfed gør tydeligt for mig, er at de vigtige menneskelige forbindelser handler om kvalitet over kvantitet. Selvfølgelig er det sådan, kan man tænke. Men hvis man tænker kommercielt og er blevet voksen med hjemmesider og apps, der tæller likes, besøgende, forbindelser, transaktioner konstant, så kræver det alligevel lidt refleksion at holde fast. Men det, jeg skaber, er ikke for alle. Og ikke en metervare. Og det er ok.
Det gør meget for mig, at folk interagerer mere direkte på Pixelfed, end mange gør på IG. På Pixelfed er der flere samtaler, udvekslinger, fordybelse, kreativ og samfundskritisk krydsbefrugtning. Folk er til stede, rigtigt, føles det som. (Hvor længe mon det varer?)

Som min kloge partner ofte minder mig om, så er det, vi gør, lidt som sommerfuglens vinger eller ringe i vandet. Du behøver ikke påvirke 700 mennesker direkte for at have indflydelse. Du har ingen idé om, hvor meget, du sætter i gang ved at påvirke en lille håndfuld. Og det synes jeg både er smukt, giver en form for ro og tager noget magt fra de kapitalistiske logikker på sociale medier, som vi har vænnet os til over de sidste 17-ish år.

Vær en dråbe eller et vindstød. Tag et lille skridt.

Nu har jeg været alene i en måned

Det må være første gang i mit liv

Jeg skriver ikke meget, er meget på vagt

Men er på en rejse, indre og ydre

Jeg er godt nok dårlig til at nyde

Altid på vej videre,
i gang med at opfinde og mitigere det næste problem

Øver mig lige en måned mere

I går havde jeg tankemylder. Ved ikke, hvad der ramte. Noget med alder, job, barnløshed (eller -frihed?), alting. Det sidder fysisk. En nervøsitet. Spekulerer på, om jeg finder løsningen. Og spekulerer på præstationsting. Gør jeg nok? Gør jeg den forskel, jeg skal? Er jeg dygtig og vigtig nok eller helt galt afmarcheret og forkælet ved ikke at arbejde 37+ timer, når nu jeg måske godt kan?

Jeg har en mappe med beskeder og kommentarer. Fra folk, der har fundet støtte eller glæde i mine tekster, mit udtryk, mine projekter. Det betyder så meget. At vide, at jeg gør en positiv forskel, hvor flygtig den end er.

Føler mig så forpligtet. Og har det alligevel så svært med at føle mig tvunget til noget så unaturligt som at arbejde på noget meningsløst, uden at være drevet af en reel fare for sultedød eller noget i nærheden.

Kunne ikke sove i nat. Vendte og drejede og stressede mig selv. Kom til at søge et frivilligjob. Ved ikke, om det ligger som første skridt på en vej, jeg gerne vil gå… Det har vejleder i titlen og min uddannelse er empirisk relevant, så måske. Men hey. Det behøver ikke være en vej. Det kan bare være et punkt. Et muligt punkt.

Åh altså, denne her lille højlandslandsby går lige i hjertet. Folk er så søde – og tilpas distancerede. De har ikke så travlt med den håndfuld turister, vi er. Hvis man går fem minutter væk fra hovedvejen, er man i en verden, hvor livet leves helt uafhængigt af mig og det, jeg repræsenterer. Skolebørnenes engelsk rækker lige til “Hello”, “Goodbye” og “I love you”, og de vil meget gerne prøve det af, når de har en unik chance… (Jeg smelter). Men ellers smiler folk bare til mig, hilser og fortsætter det, de var i gang med. Rige på liv.

I dag er sådan en dag, hvor jeg bliver rørt hele tiden. En dag, hvor jeg føler lykke i fulde, hele mig. Selvom jeg er alene. Selvom jeg ikke er tryg ved fremtiden.

Jeg er tryg ved Munduk.

Udsigterne er utrolige og det er så nemt. At planlægge, få pengene til at række, kunne overskue det hele, komme fra A til B. Jeg føler stor komfort for første gang længe. Temperaturen er perfekt.

Snart får jeg serveret første rigtige måltid efter en del dage på nudler og kaffe. Jeg kan kigge på en rismark senere, hvis jeg har lyst til at bevæge mig. Eller jeg kan blive hjemme og glo ud over vidderne.

Jeg lugter af sved og køkkenet er overbelastet af os fem gæster til frokost. Men pyt. Det er bare tid. Jeg sidder bare lige her. Booker lidt i Yogyakarta, booker lidt på Penang, bliver kærtegnet af en perfekt 26 grader varm vind.

Og i morgen tager jeg tilbage til velkendte Sanur. Men en god chauffør. Til mere hav og snart afsked med Bali.

Mine tanker kredser meget om det med produktivitet og mål. Jeg tror, jeg det meste af mit liv er blevet skolet i at sætte mål. Og at jeg har internaliseret et udefrakommende ønske om, at jeg skulle være produktiv, kreativt skabende og målrettet. Det var jeg ikke som barn. Målrettet. (Selvfølgelig ikke?)

Men som voksen er jeg stødt på andre teoretiseringer af det. Af at det er et personlighedstræk, en kognitiv præference. Jeg har brug for en plan, et mål og at føle mig nyttig. Det er en del af min personlighed, plejer jeg at sige. Jeg planlægger, strukturerer, optimerer, tænker på fremtiden.

Efterhånden ved jeg ikke, hvilken forklaringsmodel, der er (mest) sand. Er det min personlighed, mit ønske? Eller er det samfundets forventninger til én som mig? Er det mit køn? Min IQ? Mine meningers mod og de mure, jeg er stødt ind i? Mine unikke erfaringer? Frygt og kapitalistisk indoktrinering? Skal jeg gøre mig fri eller omfavne det?

Det er tilbagevendende spørgsmål, nu hvor jeg bruger min hviledag på angst over ikke at foretage mig noget, og dyb tvivl på min egen plads og værdi i verden. Er det her noget, jeg kan aflære? Stræben, selvransagelse, angst ved fravær af mål og klare veje dertil. Eller er det den, jeg er?

Skal jeg øve mig i at sidde stille og hvile, finde mit værd i at være fremfor at gøre, eller skal jeg finde mere meningsfulde projekter, som jeg kan føle mig produktiv med? Jeg ved det ikke. Og jeg er så udmattet mentalt i dag. Jeg skrev noget andet trist i min dagbog. Og jeg er bange. Bange for, at han ikke er den rigtige for mig. Bange for at kede mig. Bange for at løbe fra det hele. Bange for, at jeg ikke føler mere, når jeg konfronteres med verdens undere, bange for dem, der har mere magt. Og jeg kan ikke skabe noget smukt herfra. Jeg kan ikke skrive mig ud af angsten. Der er intet flow, bare forknythed og smerte.

–

Føler lidt lede ved mig selv. Og har nok egentlig gjort det i noget tid. Hvem er det, jeg gerne vil være? Hvad gør hun? Hvad får hun andre til at føle? Hvordan bruger hun sin tid?

Håber, jeg finder en fornemmelse og nogle svar over de næste halvanden måned. Og kan tage det med hjem. For jeg er blank lige nu. Føler mig ikke i stand til at leve det liv, jeg gerne vil, eller være den, jeg gerne vil.

Er det ham? Der får mig til at føle mig som noget andet, end jeg er eller gerne vil være? Føler mig som en, der er svær at elske og beundre spontant, sameksistere med, have det nemt og blødt og trygt med. Vil være én med energi og udtrykskraft, mere sorgløs. Det vil jeg være. Det vil. Jeg. Være.

I dag var en god dag. Jeg checkede ud fra det klamme dorm og fik afleveret mit vasketøj (måske med andres lort på? – lang historie) hos en gammel laundry service mand, der vejede det på sin gamle blå, mekaniske vægt. Jeg fik måske pruttet ham op til dobbelt pris. Svimlende 22 kroner! Han ville muligvis have taget det halve, hvis jeg ikke havde misforstået ham med hensyn til om 11 kroner var for hele herligheden eller per kilo.

Og efter at have fundet mit nye hotel, men fået at vide at der først var check-in kl. 14, tog jeg min lille rygsæk (med alle mine værdigenstande) og gik ned til stranden… Havde ikke badetøj eller håndklæde med, men havet så så indbydende ud, at jeg tænkte fuck it. Havde trusser og en klam gammel t-shirt. Og fik sat min taske et strategisk trygt sted ved nogle andre langsomme turister under et halvtag.

Og i vandet med mig! Det var alt, hvad jeg havde drømt om. Blev renset. Og det var så blødt og roligt. Og så blæste det op og nogle mørke skyer kom nærmere. Fuglene lettede. Og så begyndte det at regne. Og jeg var den eneste, der ikke søgte ind i læ. Der var bare en lun og grå evighed omkring mig. Og dråberne var så smukke, ud over det hele, når de ramte vandet i små eksplosioner, der var ret kolde i forhold til havet. Og det var så tiltrængt og rart for min stadig lidt ømme ankel at kunne bevæge sig uden vægt på i alt det bløde.

Jeg flød bare rundt og sad på stranden og gloede og flød lidt mere rundt… i to-tre timer. Og så frøs jeg faktisk (uvant følelse i troperne), og tænkte, jeg ikke kunne blive ved at svømme rundt. Var også lidt træt i kroppen. Så gik jeg op til mit hotel og kom ind helt gennemblødt, mere af regnen end af havet. Og fik et varmt og tørt hvidt håndklæde lige fra tumbleren af receptionisten, men jeg sad og ventede lidt under et halvtag nede ved poolen.

Hele dagen sagde jeg til mig selv: Ida, prøv at sanse det lidt mere og tænke det lidt mindre. Bare vær her, uden at analysere det, du oplever. Og det gik faktisk okay med det. Øvelsen i bare at være. Og nyde. Og se ting ske.

Dejligt at jeg fulgte min intuition og kastede mig ud i det, bogstaveligt talt. Kunne ligeså godt have gået i den modsatte retning i stedet for mod havet. Men nu var jeg der. Og nød det i fulde drag. Og lo lidt for mig selv af min egen lykke. I stedet for at lade mig stoppe af fornuft og beherskelse, andres blikke og at jeg havde al min elektronik med og ikke mit badetøj. Der var intet problem.

Mit værelse var heldigvis klart tidligere end 14. Jeg frøs stadig, så jeg lavede mig en varm kop kaffe og hældte varmt vand i badekaret. Og mærker en dyb taknemmelighed over at være en voksen, der har råd og fri vilje. Til at tjekke ind på sit eget værelse og finde ro. Og tage på tilstrækkeligt udfordrende eventyr til ikke at tage den basale komfort for givet. Tør, mæt, varm, tryg.

Hvilken oplevelse. Af sig selv, men ikke på den navlepillende måde – på den levende-midt-i-verden-og-elementerne måde.

Sidder i støvregn Ubud og glor med musik i ørerne.

Glæder mig til at ligge i blød i et badekar eller en pool. Min krop er udmattet. Får ikke skrevet, får gloet. Får heller ikke tænkt så meget. På året

Forsøger at finde ind i tilstanden fra svundne tider. Det meditative. Det lykkelige, det drømmende, det kreative, helt vildt idérige. Men. I denne her alder eksekverer jeg måske mere. Idéer har jeg altid haft nok af. Måske tiden nu mere er til at handle på nogle og tage afsked med andre.

Vi rykker til Pixelfed og Substack, og det føles godt. Os, jer og mig. Folk omkring mig.

Jeg får afslag på mail på formelle ansøgninger om at udgive ting, men får også beskeder og kommentarer decentraliseret. Forbindelse, udveksling uden om institutioner.

Lad være med at undervurdere ringene i vandet, når du løber ind i mure, siger jeg til mig selv.

I dag er jeg rejst med færgen til Nusa Lembongan. Trængte til noget endnu mere roligt end Bali. Mindre trafik, mere stilhed. Det regnede i morges, mens jeg sad nede på havnen og spiste traditionel morgenmad og ventede på afgang. Da jeg ankom havde jeg besluttet at gå til mit nye hjem. Google sagde, at der mest var fladt og tre kilometer derhen. Det var meget løgn, det med det flade. Og så valgte jeg lige at forstuve min fod, fordi jeg havde for travlt med at kigge op på den fine festivalpynt ved et tempel og trådte ned i et hul. Med al min bagage på ryggen og i favnen. Det er sjældent, jeg får presset mig selv helt ud til kanten, men det var jeg lidt lige dér. Alene på en ø langt væk fra det meste infrastruktur. Men jeg kom det sidste stykke til mit nye hjem i en lille bungalow. Og har vasket mit sår og fået foden bundet ind og til at hvile på en stabel puder. Og har et skrivebord til at sidde og arbejde ved de næste par dage. Og der er vist nok læge og apotek tredive meter væk, selvom der så ret lukket ud i dag. Jeg klarer den. Og måske det er ok for mig at være tvunget til at sidde stille i et par dage. Kan humpe over i en kiosk på den anden side af vejen efter nudler og is og kaffe. Slow, slow living.

Jeg skrev med en IG-kontakt om at være planlægningsmenneske og tryghedssøgende. Og samtidig en ordkunstner med en drøm. Det er så dejligt at møde andre mennesker og høre deres historie gennem det her projekt. Værdsætter hver og én.

Vi forsøger begge to at øve os i at være i usikkerheden og med tillid til, at det løser sig. Og hun skriver så smukke ting. Tænk, hvad vi ville gå glip af, hvis folk som hende ikke lod sig selv søge alternative veje og udfolde sig på en måde, de finder meningsfuld.

Og det er det vigtigste, jeg kan sige til folk, der vil noget andet og mere end at tjene mange penge og følge den sikre vej. Du gør en forskel. Din eksistens og dit arbejde (som kan tage uendeligt mange former) er vigtigt. Uanset økonomien i det.

Nu bor jeg på et guesthouse i Sanur drevet af de sødeste mennesker. I går gik døren til toilettet i baglås og de var så søde og sjove og hurtige til at fikse det. Og lettede, da de fandt ud af, at jeg var på ydersiden af døren og ikke låst inde, hehe (det var alle mine værdisager til gengæld – derfor, jeg havde låst det udefra). Her er en imødekommende og varm kvinde, der gør rent, og efterlader tingene dér, hvor jeg har lagt dem. Og her er god, sød kaffe med Pikachu på. Og en altan med kølige fliser. Og nem udbringning af mad til de introverte, overstimulerede dage. Det er virkeligt en gamechanger.

I går bestilte jeg et festmåltid ved 6-tiden, fordi jetlag. Og en godmodig mand leverede det kl. 7.

Senere købte jeg ind online. Og havde ikke overvejet, at mine femten liter vand blevet leveret på en scooter. Der var ingen sure miner og buddet insisterede på at bære den op til mig på første sal, selvom jeg kom ned for at åbne. Jeg skal have fundet ud af, hvordan man giver drikkepenge inde i appen, så jeg ikke behøver så mange kontanter.

Området minder mig om Kathmandu, med marker og køer og høns og vildt mange labradorhvalpe og andre hunde, hvoraf langt de fleste er så søde, at det kræver seriøs frygt for rabies ikke at kæle med dem alle. Og små kioske med fornødenheder og små spiseboder. Og stejle tage og templer. Og vulkanerne i horisonten bag de tunge regnskyer. Så meget grøn bevoksning og så mange ofringer. Hullede veje med store vandpytter, og så hensynsfulde mennesker, når de undviger i deres køretøjer uden at sprøjte på mig.
Det kommer ligeså stille til mig. Nydelsen, roen. Lykken, der næsten er rørende. Over at jeg kan få lov til at være lige her.

Det har ellers været en svær landing. Med rigtig meget jetlag og en del angst og mangel på overskud til at overskue situationen og planlægge. Og nogle tunge dage derhjemme inden afgang. Jeg kan næsten ikke huske, hvad der skete, og vil undlade at astrenge mig for at vade i det. Det var bare svært… Med ham. Nu kan jeg mærke savn, så småt, efter fem dage alene. Og en nostlagisk følelse af at være langt væk hjemme fra, og hvordan det føles at komme hjem, hvilket også altid er en stor del af rejsen. Det nye perspektiv på ens base, ens tryghed, ens folk.

Verden raser, og jeg har stadig svært ved at overskue noget, men kan mærke at tilfældige gåture hjælper. Og at jeg er ved at falde til og at kunne se mig selv i det her. Gøre noget af det, jeg drømte om. Nyde. Slappe af. Fordybe mig i nuet og i mig selv.

Jeg sov ti timer i går nat, men i nat blev det igen kun til fire. Så jeg må hellere tage en lur senere. Klokken er kun 10.10.

Ankommet til Indonesien

Depri-stresset-ved siden af verden

Selvom jeg traskede nemt fra lufthavnen med min rygsæk gennem den hede nat

Gennem små gyder med tændt røgelse på de små gadealtre

Skal nok bare sove på det

Og ud i dagslys med fast grund under fødderne

Altid spændende, jagten på lykke

Følelsen af forkerthed, hvis den ikke indtræffer

Ved lykkens typiske (forestillede) objekter – som Ahmed skriver om i The Promise of Happiness (2010)

Frihed, rejser, varme (skriver hun vist ikke om, men det gør jeg)

Ægteskab, fest, børn, karriere

Det forstærker det eventuelle vakuum, når lykken udebliver… At forventningerne er der, ikke kun fra én selv, men fra det sociale, alt det dynamiske mellem os mennesker, kollektive idéer om det gode liv

Men her dufter af eventyr

Og jeg skal nok bare sove på det

Tænk hvis jeg turde nyde livet så meget, som de fleste formoder, at jeg gør. Som jeg ser ud til at gøre.

Vi taler om at flytte ud af byen.

Om at købe jord til regenerativt landbrug.

Vi besøgte min veninde langt ude på landet. Det sneede og vi gik tur i hendes skov.

Vi er ok, men udmattede, begge to.

Jeg har halvårsdag i dag med det lønarbejdsfri liv.

Er faldet af på at skrive de her daglige noter… Der er sket meget på det sidste, og så alligevel ikke. Jul og nytår var lidt overvældende. Og snart rejser jeg til Indonesien alene, hvilket også føles omfattende og kræver lidt forberedelse.

Har haft en periode med lidt mere psykisk stress igen. 

I går og i dag har min mave været værre end i lang tid. Den er meget sensitiv overfor psykiske udsving. Den gør ondt og er hysterisk, og de ting, der plejer at virke, virker ikke i dag. Jeg passer mine forældres hus og kan heldigvis messe og råbe og danse uden at tænke på naboer. Det hjælper, men kun imens. Den brokker sig over hvad som helst, der ryger i den, selvom jeg har fodret den med rene, økologiske, letfordøjelige, basedannende ting, drikker vand og trækker vejret.
Jeg er irritabel og overvældet og træt. 

Jeg er blevet dårligere til at nyde over den sidste måned. Der har også været mere knas derhjemme, men det er ikke kun dét. 

Jeg rejser om små ti dage. Og når jeg kommer hjem starter jeg nok på dagpenge. Og jeg frygter det. Jobsøgningen, at miste fodfæste, afvisningerne, håbløsheden, energistjælende kolde og meningsløse systemer. Ligeså snart jeg rammer Bali, kan jeg forhåbentlig mærke, at der er længe til april. Og jeg kommer ud af mit hoved. Trænger til sanselige oplevelser og varme. Trænger til ro. Håber, jeg finder den.
Men ja… Det har fået mig til at gøre status, ubevidst, og lade mit humør og mit selvværd overtage af alt det, jeg ikke har fået gjort… Alt det, jeg ikke når. I stedet for det, jeg gør.

Jeg ville skrive den bog, men jeg gik i stå, da det gik op for mig, hvor emotionelt krævende, det kunne blive. Hvor svært for de relationer, der ville blive berørt i den.

Min krop er ikke blevet bedre. Jeg bevæger mig ikke mere lige for tiden, end jeg gjorde i lønarbejdslivet, jeg er ikke slankere eller mere smidig, jeg har ingen energi. Og jeg har så svært ved at finde ind til accepten. Af at jeg har brug for mere ro. Af at december og januar ikke kalder på fysisk aktivitet, lange gåture, udfordringer, lange arbejdsdage på læsesalen. De kalder på at sove længe, karbad, at fråse med fjernvarmen, kage og gryderetter, langsomhed, ja faktisk at gå næsten helt i stå… i stedet hyperfokuserer jeg på tjeklisterne, som kun vokser, målene, der virker mere og mere urealistiske. Og frygten. Frygten for fremtiden, for at knække ved første konfrontation med en arbejdsgiver, der synes, jeg er for besværlig blot ud fra et kig på mit CV.

Jeg er så heldig, så privilegeret, men det er som om, jeg vil lide uanset hvad.

Jeg har lavet mad fra bunden. Hummus, kartofler og grønne bønner i ovn, feta, oliven. Jeg synger det ud. Jeg strækker. Jeg hækler. Jeg er langsom. Der er mere lys her i provinsen, end i København. Jeg har læst i en guidebog om de steder, jeg skal være de første par dage, og jeg ser frem til det. Jeg har ordnet forskellige småting her digitalt. Men jeg har svært ved at finde lysten til noget. Min mave kværner derud af, og beskederne på min telefon forbliver ubesvarede, selvom jeg savner kontakt. Måske er det bare ægløsningstrætheden. Der er mange, der skriver om, at de planlægger de udadvendte, go-get’er aktiviteter til det punkt i deres cyklus. Men mig, jeg bliver træt og irritabel. Jeg får lyst til at krølle mig sammen i min elskedes arme og græde. Jeg skal opvartes og forpuppes. Og også gerne knaldes, bevares, men blidt og trygt og indadvendt.

Første dag hjemme efter jul. 

Følte mig mere energisk i mit barndomshjem end ofte, selvom jeg sov dårligt alle dagene. 

Efter hektiske tegneprojekter, oprydning, rejseforberedelser, kommunikationsnedbrud hjemme…

Havde besøg af en gammel ven i dag. Skrev dagbogsnoter fra 2020 ind. Læste guidebøger og skønlitteratur. Lavede pastasalat. Drak en øl. Rettede baggrund på en karrusel på hjemmesiden, pakkede lidt ud. Fandt billeder frem fra januar og marts, sorterede dem, og fandt billeder til min søster af mine niecer. Kom så småt i gang igen med projekter. 

Får ikke reflekteret eller noteret meget om ledigheden i de her dage. Men var helt opslugt af det julede tegneprojekt i en uge, hvilket jo kun kunne lade sig gøre, fordi jeg havde fri.

Jeg er blevet tykkere i stedet for slankere, jeg får ikke bevæget mig så meget. Jeg nyder, at jeg ikke behøver gå ud, når det er koldt.

Jeg er stresset her til aften. Spekulerer på jobs, promptet af de obligatoriske småkommentarer til jul. Om at jeg laver unyttige ting. Det var ment som opbakning og ironi, men hvis de bare vidste… Hvor meget man i forvejen er gennembanket af den sprogbrug fra alle sider.
Til gengæld fortalte de, at alle deres venner gerne ville læse artiklen fra JP. Alle er nysgerrige.

Jeg savner min kæreste, som er i Jylland. Og drømmer samtidig om Bali. Vil kollapse i hans omfavnelse og blive passet på, men har valgt at rejse væk fra ham. Vil omfavnes af havet. Komme hjem med historier og fotos og en ny gammel vibration. Af retfærdige kollektive vandingssystemer organiseret i foreninger, hvor formanden har den sidste mark, vandet når til, så han med garanti sørger for hensigtsmæssig fordeling. Stegte ris med krill. Langsomhed. Bjerge.

Har svært ved at mærke noget. Er trist. Og min samlever trækker humøret mere ned med sin egen tristhed og tvivl og bekymring og kamp med hverdagen. Vi skiftes lidt. Det er svært at finde stunder for tiden, hvor vi begge trækker op.

Jeg har svært ved at mærke retning på noget. Er stresset over det, jeg gerne ville nå, inden jul, inden jeg tager afsted, inden april. Og kan ikke mærke, hvorfor jeg vil nå det. Hvad jeg arbejder for, hvad jeg vil. 

Men i dag gik jeg i bad og tog flot tøj og mascara på. Og var på genbrugsstationen og klippede stjerner og ordnede min frimærkesamling fra 90’erne og fandt ting frem til at lave gaver af i morgen. Tiden forsvinder og jeg lader mig sidetracke af alt. Indre rod giver mig behov for at ordne, sortere, rydde ud. Men her sejler med alt det, jeg ikke nåede i mål med. Og det er totalt ligegyldigt rent funktionelt, om de frimærker er sorterede. Men det er de nu, nu har jeg gemt ét af hvert i fars gamle bog, og puttet resten i kollagekassen. Og måske det hjalp bare lidt inde i hovedet også.

Jeg vil prøve at huske at nyde. Jeg vil sove længe i morgen. Klokken er 23:39, og jeg vil læse, til jeg ikke gider mere. Og så vil jeg prøve at gøre en ting ad gangen i morgen og starte med de små. Og se, hvor langt jeg kommer. Og så skal vi ud at kigge på lejlighed om aftenen. Og så vil jeg hjem og lave gaver. Måske det er en plan, jeg kan holde. Jeg har det med at gøre dem for rigide og ambitiøse, og så gøre ikke noget.
Jeg læste forleden at nogen havde skrevet, at ens funktionalitet falder, jo mindre man skal. At lediggang ikke er rod til ondt, men til slaphed, apati og at man hurtigt bliver overvældet.
Jeg ved ikke, om det passer.
27 timers arbejde den forgangne uge.
Det er bare trægt.
Men jeg prøver at minde mig selv om, hvor trægt mine kollegaer arbejder. Hvor mange timer af en arbejdsdag, der går ved kaffemaskiner, med at opdatere lister, med møder, der kunne have været et memo, eller med tjekke ligegyldige mails. Hvor mange flere år et udviklingsprojekt bliver strukket over både i det offentlige og private, end mit temperament og min arbejdssomhed vil have det til.
Jeg er ikke langsom, jeg er ikke bagud. Det tror jeg ikke. Men overvældet af mulighederne og min egen tjekliste, ja. Det er jeg. Vinterdepri måske, ja. I sorg og tynget af andre, ja. Har tendens til at underprioritere sjove sociale aktiviteter og at prøve nye ting ude af hovedet. Ja. Ja ja ja.
Men ikke bagud. Mere bare sådan på tværs.

Har mange idéer og ingen til at udføre dem. For jeg vil hellere læse, være passiv, sove, ligge.

Jeg er i en slump. Jeg går i joggingtøj og orker ikke at skrubbe eller smøre creme på. Jeg har dage, hvor jeg ikke går ud. Hvor jeg ikke gider lave mad. Jeg gider knapt nok strække mig eller drikke kaffe. Er jeg bare i hi? Kan det idylliseres? Er det naturligt eller sygt? Er det mig eller andres rutine, der er gal?

Jeg snakkede forleden med nogle venner om tidens tyranni. Om hvor meget idéen om tid-som-ressource former vores liv, begrænser og stresser os.
Om friheden ved at gøre ting om, og ‘spilde tid’, som jeg øver mig på det her år. For eksempel at trævle en hæklet kjole op fire gange, før den blev perfekt…

Learning by doing badly. Learning by detours.

At jeg lærer noget nyt om tålmodighed af det her lønjobfri liv. At jeg elsker at eksperimentere. At der er umiddelbar nydelse i det, men også læring, indsigt, nuancer, som forsvinder, når man skynder sig.
Jeg har aldrig brudt mig om udtrykket “don’t work hard, work smart”… Lave gærder interesserer mig ikke, hvis det handler om noget, jeg går op i og kan lide at beskæftige mig med.
Og den bøvlede, eksperimenterende vej kan meget andet og mere end sit slutprodukt.

Jeg lever for overraskelser, for at finde indsigt, hvor jeg ikke ventede den. Jeg vil ikke leve som om, at alt skal planlægges og vides på forhånd, at udførsel er rugbrødsarbejde, man kender alle kringelkroge af på forhånd.
Jeg vil opleve, leve i uforudsigelige processer og rejser, ikke i mål. Jeg vil ødsle min tid væk på alt, hvad jeg finder interessant eller hyggeligt.

I dag har jeg endelig fået fingre i A Little Life på originalsproget og kom til at tænke på tiden igen. Jeg kan nemlig konkludere, at den danske oversættelse er super ringe. Samtidig er bogen intens og dragende, men også virkeligt hård at læse. Jeg er nået til side 463 i den på dansk… Og har lidt lyst til at starte forfra på engelsk. Forfra uden at blive forstyrret af, når oversætteren bruger begreber totalt forkert.
Er det en tvangstanke, idioti, en magtdemonstration eller ren luksus, hvis jeg gør det?
Jeg ved det ikke.

Men jeg gør det lige. Og elsker det, lidt.