Dag 155

Der sker meget inden i for tiden. Ikke så meget uden på. Jeg drømmer, jeg har angst, jeg har let til tårer, jeg er overstimuleret. Og samtidig glad. Tryg. Måske nærmest lykkelig. I hvert fald ret rolig. Måske er det roen, der gør mig urolig. Jeg får de dér angstanfald uden trigger og uden tankemylder. Bare stemning og panik i kroppen. Bare en hjerne, der crasher.
Var i Holbæk i weekenden og det er dejligt med mine små niecer.
Var på uni i går at arbejde og snakke med gamle studiekammerater i mange timer. Vi går altid direkte på det hårde, svære, eftertænksomme. Snakkede om neurodivergens bl.a. Og om mit overvældende bogprojekt. Om hvem, man gør ting for. Om relationer og forventninger og ansvar. 

Gik ind til min kæreste inden og græd lidt. Kom sent i gang med dagen, fordi min krop panikkede, da den skulle i gang. Men jeg gik ind i hans arme bagefter og fortalte om noget af alt det, der sker. Utrygheden i trygheden. Balance. Og min lyst til at forsvinde helt ind i ham lidt. Og min flugt fra det. Og meget, som jeg ikke kan huske nu. Igen. Der sker så meget. Mange nye oplevelser, følelser og tanker. Meget at integrere. Busy Busy Busy, underbevidstheden.

Og læser Et lille liv, som også lidt flår i ens organer imens. Intens stemning at sætte for sin dag. Men også god.

Klokken er kvart i ét og jeg ligger stadig i sengen. Har arbejdet herfra i fyrre minutter. Nu kaffe og afslapning. En dag, der styrer sig selv. Vil måske prøve at arbejde hver anden dag. Det kunne måske være godt for ryggen og energien og fordøjelsen af både mad og følelser og tanker. Jeg skynder mig for meget og når for lidt. Vil prøve at udvide tiden ved at gå langsommere frem.

Der kom mange nye til IG i sidste uge. Nu stagnerer det og lidt falder fra. Jeg skal holde mig selv i kort snor for ikke at blive opslugt af det. Har sat tidsbegrænsning på igen. Vil glemme det lidt. Der er planlagt opslag indtil d. 25. Intet jeg skal derinde. Kan lade den leve sit eget liv.

Føler mig virkeligt svag i kroppen, men det er tydeligt, at det er psykisk også. Har bare lyst til at kollapse og ligge stille. 

Jeg har altid haft brug for variation, at ryste posen, et omfang af ustabilitet og udfordring. Tænker på Björk, der kaster bestik og reservedele ud fra et bjerg, og ser dem blive smadret. For at være gladere for sin sikkerhed, når han vågner. Men måske det kunne være godt, hvis jeg ikke fx prøvede at få variation ved at destruere, bryde op, få lyst til at dø eller smadre noget, fremprovokere en vred reaktion, trykke på de røde knapper, teste andres mod.

Måske jeg bare kan gøre det ved at skifte projektfokus. Måske det er det bedste ved det her år. 

Er træt af blog, skriver friere digte og ord. Er træt af ord, laver perleplader. Er træt af skabeloner, tegner abstrakt. Er træt af IG, laver dukkehus i hemmelighed. Er træt af kold vind, bliver i sengen. Er træt af stilstand, går en tur. Er træt af slik, bager broccolitærte. Er træt af mit eget selskab, laver en aftale. Er træt af skønlitteratur, læser fagligt. Er træt af voksne, ringer til Frida. Er træt af kulden, tager til Bali. Er træt af mit eget hoved, lytter mere. Er bare træt, sover.

Men jeg er træt af tryghed. Utryg ved den. Tager væk lidt alene, med god forudgående forventningsafstemning og masser af data og kærlighed og på gensyn i rygsækken. Er stadig din, ude som hjemme.

Bliver nok træt af at rejse og være alene og opleve nyt, og så kommer hjem igen en forårsdag.

Dag 154

Kan mærke, jeg har ekstra brug for at græde for tiden. Integrerer store ting fra fortiden. Kaster mig ud i store ting for fremtiden. Det er roligt i mit parforhold for en gangs skyld, og det gør mig meget sårbar og lidt bange.

Trækker vejret dybt i dag. Og så kommer tårerne. Jeg er ikke ked af det. Men skallen er meget tynd.

Og hvor er det godt at have tiden. Til tårerne og det ubevidste arbejde bag.

Dag 153

Note to self

Livet skal ikke overstås eller klares. Livet er en gave. Og ligeså meningsfuldt, som det er meningsløst.

Dag 150

Jeg er så træt i mit hoved, det er helt vildt. Det her rejseshow kombineret med mange nye følgere og at putte sig selv “out there” kombineret med bogprojekt (bare at tænke over det og drømme om det om natten, fordøje det, mere end arbejde på det)… Overload. Af hjerne- og nerveceller.

Så tror sgu bare, jeg slapper lidt af, indtil der er plads til mere derinde. Intet haster, udover vacciner og visum.

Har det stadig godt. Men det er meget tiltrængt med en rolig aften. Og selv det at skulle ringe til lægen, gør det tydeligt for mig, at jeg er smurt lidt tyndt ud. Der er ikke så langt ned til angsten.

Jeg er okay. Prøver at lade være med at slå mig selv i hovedet med, at det er svagt, og at mange håndterer mange flere større ting på én gang.

Dag 147 – på LinkedIn

Jeg fik skrevet et opslag på LinkedIn – og det fik interessant respons, som det plejer. Det virker til at folk hungrer efter den type indhold, også inde på corporate SoMe. Og jeg synes det er så rart, når mennesker med status, indflydelse og stabile stillinger også er nysgerrige på alternative måder at tænke liv og arbejde på. Det giver mig håb. Både for mig selv og mine fremtidsmuligheder, men også for samfundet generelt og for de borgere, der er mere pressede. Det er ikke så niche, som det har været, og flere og flere taler om, hvordan deres nuværende arbejdsliv ikke er optimalt eller bæredygtigt.
Opslaget gik sådan her:

Så gik der et år…

Et år uden fastansættelse. Snart fem måneder uden lønarbejde. Så jeg tænkte, det var på tide at give en opdatering på mit eksperiment udi selvvalgt lediggang. Jeg fornemmer at min a-kasse og fagforening og dagbladene i stigende grad får øjnene op for det her med karrierepauser, men det er fortsat primært med fokus på, at man vil have tid til eller opnår noget bestemt – fx at rejse i lang tid, efteruddanne sig, passe børn eller forældre for en afgrænset periode. Jeg vil gerne slå et slag for den lediggang, der er sværere at putte i en kasse. Den lediggang, der handler mest om bare at være til for en stund. Jeg vil alt muligt. Og samtidig vil jeg nogle dage ingenting.

Men nu er LinkedIn jo ofte stedet for markering af præstationer, og det gerne på en kvantificérbar måde, så en måde at gøre status på, kunne være at gå med på den præmis, men udfordre, hvad der er vigtige præstationer eller idéen om, at arbejde primært er værdifuldt og berettiget, hvis man har en flot titel og får penge for det. Så lad mig forsøge at opliste og anskueliggøre alternative bedrifter og nye færdigheder, som der er masser af, selvom det ikke er faciliteret af en arbejdsgiver.

Bagefter bliver det endnu mere navlepillende, privat og.. Langt. Fordi det synes jeg, LinkedIn trænger til. Hæng på så længe, du har lyst.

På det seneste år har jeg bl.a.:

  • Læst 32 bøger (highlights: altid fortræffeligt genbesøg i Middle-earth, følelsesmæssig deroute med Olga Ravns dystre ’Mit arbejde’, job- præstations- og værdirefleksion i selskab med bl.a. Audre Lorde, Bertrand Russell, Anders Petersen og Kahnemann, og så masser af sci-fi eskapisme med Philip K. Dick og Herbert) og set vel over 50 film.
  • Lappet otte stykker yndlingstøj og undladt at købe nyt, bortset fra en genial grøn paillet- og brokadekjole i en genbrugs.
  • Genlært mig selv at hækle og indset, at det går bedst, hvis jeg improviserer i stedet for at forsøge at følge opskrifter, selvom det betyder at trævle meget op og prøve sig frem. Har på den måde lavet en taske, to huer og en kjole – og er faktisk ret stolt over tålmodigheden, der følger med, som ellers ikke er min stærke side, når det kommer til nørklerier, selvom det måske vil komme bag på nogen. Forleden tog jeg også en dyb indånding og fandt ud af, hvordan man skifter garn på den ”rigtige” måde. Hurra!
  • Lært stadig mere om diverse WordPress-plugins, SEO, Canva, reels, nyhedsbrev, algoritmer (gab!), marketingstrategi på min egen bløde måde (juhu!), IT-sikkerhed og jura på det felt (work in progress), og fået omkring 400 nye faste tilskuere til mine fotografier, kunst og skriverier, og mange flere besøgende.
  • Lært at løbbinde skåle og kurve og at det er rigtig godt for mig, at sidde og pille ved den slags i stedet for min telefon, når jeg kobler af. Eller – det vidste jeg måske godt, men nu handler jeg faktisk derefter!
  • Brugt mange timer på et podcastafsnit, som måske aldrig skal høres af andre end mig selv. Men jeg har lært meget om både teknik, opbygning og vinkling, manus/struktur, at tweake min interviewteknik mere journalistisk end akademisk, og om, hvor jeg gerne vil hen med det projekt, når det engang får førsterang i min hjerne. Det kommer til at handle om, hvordan jeg og andre bruger humanistiske kompetencer i praksis, og det bliver fedt.
  • Arbejdet i en daginstitution, og hvis jeg skal fortælle alt, hvad jeg lærte dér, bliver det hurtigt meget langt. Jeg følte mig meget værdsat og samtidig totalt utilstrækkelig, og tiden fløj. Men udover at tilegne mig diverse nye pædagogiske og didaktiske perspektiver, fandt jeg bl.a. ud af:
    • At jeg faktisk er ret god til at lege og berolige, tegne rumstationer, skattekort og Elsa’er, huske navne og ansigter, gøre børn trygge og engagerede, og at min evne til at tune mig ind på særlige behov og facilitere social integration også er velfungerende og brugbar i en børnekontekst
    • At en tydelig feedback- og læringskultur på en arbejdsplads er endnu vigtigere for mig, end jeg troede, og at tillid og konstruktiv kritik stadig er to sider af samme og afgørende for min faglige stolthed – men at jeg faktisk også har brug for eksplicit ros, når jeg gør det godt, og at det er ok at bede om den!
    • At vilkårene i kommunen er lige så horrible, som pædagogerne siger (ok, det vidste jeg godt, men nu ved mit nervesystem det også).
  • Fået ny yndlingsvandrerute, lært en hel del nye plantenavne og -egenskaber, sanket flere urter, frugter og svampe, og set naturens sæsoner skifte med en ny årvågenhed.
  • Malet og gennemrestaureret mit gamle dukkehus, hvilket kun har stået på to-do listen i ca. 20 år – og hold op, hvor det føles luksuriøst at foretage sig noget så detaljeorienteret og tidskrævende, uden at det skal sælges eller bruges til noget som helst andet end at være sødt og flot.
  • Købt en iPad pro at tegne på – og som androidbruger er det en sej og ofte lidt frustrerende læringskurve, hvis jeg skal være helt ærlig. (Og jeg, som ellers har levet af at hjælpe andre med deres egne devices!)
  • Samlet tekster til et romanagtigt værk for første gang. Der er foreløbigt 136.467 ord og det er mildt sagt lidt uoverskueligt. Jeg har sjældent befundet mig godt i at være struktureret med det skønlitterære, så det er en helt ny disciplin, hvor jeg prøver at forene det kreative med min sans for at bygge en stram, klar akademisk tekst op. Nu handler det ikke kun om præcision og overblik, men om balance mellem form og udtryk. Vildt svært, men forhåbentlig også vildt udviklende, både kognitivt og kreativt.
  • Lært at lade mig selv mærke, hvor der er flow og gribe den opgave, jeg føler mest for og så stole på, at jeg nok skal nå det hele, selvom det går langsomt. Tidligere fandt jeg meget tryghed og motivation i deadlines, og det er nogle dage uændret, men det andet lykkes oftere og oftere og frigør så meget energi, når det gør.
  • Skærpet min opmærksom på, at jeg er virkeligt dårlig til at dvæle ved eller fejre de ting, der lykkes og som jeg gennemfører eller opnår. Jeg er altid hurtigt videre. Jeg har ikke nogen løsning endnu, men identifikation af, at jeg gerne vil gøre det anderledes, må være en start.

Nogle dage ligner det meget det gamle liv – fx med mailopsætning, tests og forsøg på at greje forkortelser såsom PHP og SMTP, og en hel del teknisk learning by doing. Men jeg kan forlade computeren, når kroppen trænger til luft eller jeg trænger til at bruge hænder og øjne til andet en tastatur og skærm, og det er så banebrydende rart.

Som min kæreste siger (mens hans sødt og fascineret og kun lidt bekymret ser til), så lærer jeg mig selv nyt hele tiden. Hvis jeg var bange for, at min indlæring, disciplin og hittepåsomhed ville gå i stå i lediggangen, så er jeg det ikke længere. Jeg rykker, mand. Og mærker idéer og mestringsbegejstring på højt niveau. Men hvad vigtigere er: Jeg er også blevet bedre til at tage pauser. Og det er svært, når så meget af ens selvværd er hængt op på produktivitet. Engang i mellem knækker jeg koden og mærker ind til benet, hvor sjovt og herligt det er, at jeg er i live lige her, lige nu, omgivet af al det her, uden at jeg behøver foretage mig noget for at gøre mig fortjent til det. Og jeg er blevet rigtig god til langsomhed og monotasking, hvilket klart forbedrer idékvalitet og produkter i længden, men mest af alt bare er rigtig godt for mit nervesystem og nærvær.

Den udvikling det sidste år, som jeg er allermest stolt af, handler om, hvordan jeg kommunikerer og tager ansvar i følelsesladede konflikter, og at jeg er blevet bedre til at bevare kontakt til min krop og mine følelser generelt, selvom jeg er typen, der mest lever relativt rationelt ’oppe i hovedet’. Ingen af delene er noget, jeg har været specielt dårlig til tidligere, men jeg har følt, at jeg blev dummere på den front af at arbejde for meget. For det tager bare tid, gør det. Og energi. Og det proportionelt med, hvor stresset og overstimuleret, jeg er. Jeg er bl.a. blevet så meget bedre til at være nogens partner, hvilket i bakspejlet er en helt indlysende prioritet. Hurra!

Jeg har ikke haft en KPI på stjerneskud, solnedgange, kunstværker eller fotoserier, så jeg har ikke tal på dem, men der var mange. Mandag aftener med nordlys var der til gengæld kun én af.

Mit private månedlige forbrug alt inklusive er kommet under 7000 kroner igen, nætterne med eksistentiel angst og tankemylder bliver færre, mine streaks uden at tjekke e-boks og arbejdsrelaterede mails bliver længere og længere, og det føles godt. De fleste dage.

Jeg er også opmærksom på at opsøge nye sociale situationer og træde ud af komfortzonen, for jeg oplever, at mit mod er som en muskel, der skal trænes. For et par måneder siden lod jeg mig fx impulsivt interviewe til et af de større dagblade om det her med at sige op til ledighed. Der var pludselig fotosession i mit hjem, og artiklen blev selvfølgelig vinklet på en måde, jeg ikke havde helt kontrol over, og som jeg nok selv ville have gjort anderledes. Og det endte på forsiden af erhvervssektionen med et dårligt formuleret citat, men et udmærket foto af mig og mit hækletøj. Så har man prøvet det. Og jeg har fået mange søde mails og beskeder fra ligesindede og uligesindede-men-nysgerrige (den bedste slags!). Og nu ved jeg så, at hvis jeg vil rammesætte mine livsstilsvalg mere politisk fx, så må jeg hellere skrive teksten selv.

Apropos komfortzonen, så har jeg lige købt en envejsbillet til Indonesien. Jeg har ikke rejst helt alene udenfor Europa siden 2010, så det føles også lidt udfordrende. Dengang vadede jeg tværs gennem demonstrationer i Bangkok, men da der et par uger senere blev åbnet ild mod civile, var jeg ankommet til Kathmandu klokken tre om natten uden hotelbooking eller en eneste rupee på lommen, uden vejbelysning og uden smartphone. Alt gik aldeles udmærket, men jeg kan alligevel mærke, at alderen har gjort mig mere tryghedssøgende, og efterhånden som jeg har lært at have en klar metode og minimere risici i mit arbejdsliv, selvom jeg kaster mig ud på dybt vand, afspejler det sig også privat. Så nu starter jeg med to nætter på et firestjernet hotel på turistede Bali, hehe. Men mon ikke jeg ret hurtigt ender på et lurvet hostel, bliver inspireret og får vandret off the beaten track, når jeg først er landet og har orienteret mig. Jeg organiserer stadig kunstneriske projekter i Excel, tracker min arbejdstid (den ligger pt. på 20 timer/ugen cirka), evaluerer, laver dagligt budgetoverblik og skriver tjeklister. Men jeg har først her i november taget hul på min egentlige opsparing, da det indtil da lykkedes mig at strække klatløn, feriepenge, lidt supplerende dagpenge, renter og overskydende skat. Og jeg føler, at jeg har gang i noget ret godt her og stadig er midt i en vigtig proces. Jeg var ret stolt, da jeg forleden fik en mail fra LinkedIn, om at jeg ikke havde tjekket mine jobunderretninger i 100 dage.

Så hånden på hjertet er jeg fortsat mere på udkig efter anbefalinger til vandreture, film og mindre lønnede opgaver end et fast job. Og jeg tager måske lige 100 dages pause fra LinkedIn igen nu. Jeg håber fortsat, at det ikke løber nogen vegne, det dér almindelig arbejdsliv, og jeg føler mig gradvist mindre frygtsom og mere i stand til at se muligheder, så tror efterhånden mere stabilt på at alt løser sig hen ad vejen.

Hvad har du lært i år?

Dag 146

Ville jeg have det bedre, hvis jeg intet havde at miste? Hvis jeg ikke havde læst længe på universitetet, var dygtig til administration, havde en stor opsparing, havde opbygget erhvervserfaring og ekspertise? Ville jeg så bedre kunne sidde og bare nyde uden frygt for at tabe på sigt? Uden så meget tvivl på, at jeg skal noget andet end “karriere”?

Forbrugsdagbog – november

Samlet forbrug: 6.880

Transport: 195
Takeaway/restaurant: 90
Fest/bar: 381
Mad/drikke/husholdning: 1.626
Kreamaterialer/-udstyr: 55
Kropspleje/velvære: 94
Elektronik: 42
Koncert/biograf/museum: 117
Faste udgifter: 3.898
Non profits/omfordeling: 95
Ting: 125
Gaver: 45
Uforudsete: 118

Vi har købt en stavblender, da den gamle var gået i stykker. Jeg har kun købt en enkelt pizza, ellers ingen mad ude. Jeg har faktisk heller ikke været i byen, men drukket god vin, gløgg og pils af flere omgange med gode mennesker i deres hule. Jeg har været et smut til Lejre og i Ordrup med tog for at se Ringenes Herre fra 1978 i biografen. Jeg savner koncerter, men har fået gratis koncert i Trinitatis og smukke gratis gåture i stedet. Jeg har købt genbrugsgave til min niece og doneret nogle penge til Julemærkehjemmene i stedet for at købe en bårebuket i forbindelse med en begravelse. Jeg har betalt for et cute og reklamefrit mobilspil og medicin, fyldt lageret op af faste plejeprodukter og farvet mit hår. Men alt i alt en ret rolig og lavbudget november.

Dag 145

Føler virkeligt meget lede ved al kommercialisering i de her dage. Og IG generelt.

Er bange for den afstand, jeg føler til hamsterhjulet.

Vil starte på dagpenge i april og det trykker. Jeg har allerede kvalme ved tanken om at søge opslåede forgæves og blive tvunget på kurser. Alle de mails. At miste mig selv i at definere mig på andres præmisser. At glemme, hvad jeg har mærket nu.

Er ved at tage mig sammen til et LinkedIn opslag. Efter et år. Forhåbentligt sårbart og ærligt, og forhåbentlig kommer der god respons – men hvad, hvis der ikke gør?

Føler mig ligegyldig, nytteløs. Og kan ikke finde ind til den oprigtige følelse af, at jeg ikke skylder nogen noget og gerne må være til uden at arbejde mere end højst nødvendigt. (Nødvendigt for mig, som strukturen ser ud.)

Føler mig utilstrækkelig ved ikke at skrive mere, nå flere, kontakte flere, råbe højere, være mere strategisk og forretningsagtig. Ikke at gide salg. Stadig ikke at gide salg. 

Mere lighed, meget lavere tempo, omsorgsrevolution. Gider jeg godt.

Det er et hårdt bogprojekt. Gamle noter om svigt, løgne og vold fylder i mit lille hjerte. I relationer, der stadig består. Ting, jeg altid har underspillet overfor mig selv eller vendt indad og forsvaret, fordi “jeg var da også irriterende, selv ude om det, ikke som andre ville have, begik fejl” etc. Og jeg ville aldrig have kaldt det for vold dengang, trods store synlige fysiske tegn. “Det var jo ikke med vilje, at det kammede over”… De oplevelser læser jeg om nu på en ny måde. De får nu lov at leve i en verden, hvor vi konfronterer det hele og taler højt og sætter grænser. En verden, hvor vi vil være bløde og sårbare og blive respekteret og passet på. Rigtigt. Uanset.
Og det er hårdt at reflektere om det overfor min nuværende partner. Fortælle, at jeg opdager nye, gamle grunde til, at jeg er så ømskindet, hurtigt siger fra og somme tider har svært ved at tro på, at der ikke stikker noget større under, når han er irritabel, eller tro på, at jeg ikke har misforstået situationen, når jeg føler, at han vil mig.

Han kom og holdt om mig. Og lavede æg og bacon, fordi jeg var flad og manglede næring. Og sagde “Vi finder ud af det sammen” og “Du kan altid søge tilflugt lige her i min omfavnelse”. Jeg lever drømmen.

Vil prøve at slippe disciplinen lidt igen. Ikke sætte deadlines op for mig selv. Lade tingene være lang tid om at falde på plads. Nyde stilheden og nyde arbejdet, når jeg har lyst til det. Gå tilbage igen til at arbejde på det, jeg føler mest for den pågældende dag. Eller hvile, læse, nyde, tænke, vente. Det er mit liv og det er smukt. Jeg vil være glad. Jeg vil tage ansvar for at være glad. Jeg vil ikke tage ansvar for et sygt samfund og fremtids-Idas mulige problemer. Jeg skylder nutids-Ida at være glad og at nyde.

Dag 143

Det er meget november

Fik copy/pastet færdigt af alle mine gamle noter til bogen, så de nu står i ét dokument i nogenlunde kronologisk rækkefælge

Har hæklet kjolen færdigt, hæftet ender. Folk har set mig trævle op og hækle og trævle op i månedsvis, og haft svært ved at holde det ud på mine vegne… Men jeg har nydt det, og jeg skulle ikke nå noget. Og jeg er ret stolt af at have været tålmodig nok til at korrigere, indtil jeg var tilfreds, og at jeg helt selv har konstrueret det hele. Den sidder perfekt. 

Jeg har røget pot mod menstruationssmerter

Alt føles lidt syret

Jeg har købt billet til Bali

Også syret

Går nu lidt i stå

Regnen trommer i natten

Jeg skal ikke nå noget

Kan mærke meget ængstelighed i de her dage. Meget tvivl på mig selv. Meget ubehag ved verden, meget frygt for fremtiden, og har svært ved at forbinde til de ting, jeg selv har skrevet herinde… Om at jeg gør nok. At det ikke er farligt. At der er muligheder. Og mest af alt, at jeg gerne må leve mit liv, som jeg vil, og at jeg ikke er en byrde, ligesom jeg ved og kan mærke, at andre ikke er. At jeg tværtimod er generøs og arbejder hårdere, end mange. Vil andre mennesker mere, end mange. Vil være nyttig og gøre en forskel for andre, ikke kun for min egen økonomiske sikkerhed.

Dag 140

Jeg har gjort mit første indhug i de flotte, runde 300.000 kroner på min opsparing. Det gør ikke ondt.

Dag 139

Jeg foretrækker at ligge og glo i sengen i to timer, før jeg står op. Efter at have været vågnet af mig selv klokken otte. Men det er godt nok svært at slippe de selvdisciplinerende tanker om, at det er for meget. For langsomt, for meget hvile. Hvorfor er det dét? Følelsen af, at det er ineffektivt. Jeg kunne have fået mere ud af dagen… Men det er humbug, de tanker. Og det er en stor, god ting, at den første time er uden telefon. Bare mig og kroppen og tankerne, og det grå vinterlys ind ad en sprække i gardinet. Finde tilbage til mig selv efter drøm. Mærke, hvad der trækker i mig. Lade mig selv styre dagen i stedet for at lade dagen styre mig.

Det er søndag. Så andre hviler også. Men jeg gør det oftere.

Jeg vil skrive fra 13 til 18. Fuldt fokus på min bog. Jeg flygter altid fra det primære projekt, hvad end jeg har bestemt, det skal være. Nu har jeg styr på IG og hjemmesiden og kan endelig skrive, og så vil jeg hellere lave julepynt eller webshop. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal starte bogen. Jeg har en masse indhold men ikke starten, rammen eller den overordnede stil. Og jeg er bange for, den bliver tam. Men min mand siger: Bare prøv noget af. Eksperimentér. Lav det om. Og jeg skal sparre med min veninde i næste uge. Så alt er fint. Men jeg er stadig bange for processen.

Er begyndt at lytte til Maja Linea Ernsts bog. Og er på en måde lettet og ikke overrasket over, at jeg ikke bryder mig om den. Det intellektuelle dydsmønster provokerer mig. Og selvironien lader vente på sig. Så lad mig prøve at være noget andet. End indspist akademiker. Og lad andre være, som de nu er, uden at jeg skal have smålige følelser overfor dem.

Jeg har ikke forsøgt at strukturere min skrivning de sidste seks år. Jeg har bare skrevet det ned, der er kommet til mig. Det er en helt ny disciplin at prøve at skrive et værk. At skrive intentionelt og bevidst, at tænke over opbygning og virkemidler. Og det er svært. Jeg plejede at være rigtig god til at strukturere akademiske tekster, men er lidt bange for, hvad der sker med denne her tekst, hvis den bliver stillet op på samme nøgterne, hårde måde inde i mit hoved. Der er ingen taksonomisk model at følge. Og jeg har altid næret uvilje imod at prøve at disciplinere det kreative. Er bange for, det går i stykker, hvis jeg lærer for mange kneb, øver mig for meget i analyse og metareflektion af egne nedskrevne følelser og stemninger. Men jeg ved godt, at jeg bør skære til. Og være mere intentionel. At det vil blive nærmest objektivt bedre sådan.

Jeg kan ikke læse mig ind på mine egne gamle tekster og huske dem uden ad, som var de samfundsteori, og føje dem til et kort over min hjerne eller forløbet. For de stikker i mange retninger, de er for evigt ufuldendte og splittede, og sådan skal de være. Ligesom jeg er. Og i modsætning til, hvordan mine akademiske produkter er. Der er detaljer, der kommer bag på mig, hver gang jeg læser mine skonlitterære ting. Detaljer som ikke er afgørende for det store billede, men for det lille. Skønhed i støjen og afstikkerne.

Jeg prøver at tænke det i lag. Plot og scener først, struktur, og så gå tilbage og male billedet færdigt med mange flere penselstrøg og nuancer. Ihukomme følelserne bedre, når mine egne simple skitser allerede står der på siden.

Jeg har længe ikke tænkt over, hvor meget jeg plejede at have ondt i skuldre og nakke af skrivebordsarbejde. Det har jeg ikke haft i snart et år. Men har det i dag efter fire timers intensivt arbejde. Og så er det så godt, at jeg kan lave noget andet i morgen. Strække, slaske og passe på kroppen. Selvom jeg gerne ville arbejde videre. Det løber ingen steder. Prøver jeg at overbevise mig selv om.

Dag 138

Solen skinnede, og jeg orkede at gå ud.

Dag 135

Vågnede ti over otte. Sov nok omkring kl 1. Lagde kogevask på plads i kasse og køkken.

Sad mindful i sengen med lukkede øjne og lod følelserne skylle uden at dulme.

Nu vil jeg læse lidt.

Viger uden om at skrive, men dagen er ung.

Det er lyst. Lader morgenlyset virke. Er ikke dødtræt, for en gangs skyld, men har ondt i hovedet og øjnene. Drikker danskvand først, og så kaffe.

Smager på kaffen. Dufter til den. Den er sort i dag. Tror, det kan virke antidepressivt og modvirke stress at monotaske og sanse. Vil prøve at gøre det hele dagen. Langsomt og bevidst.

Læser Danmarkshistorie for Folket.

Deleuran skriver om vores forfædres pandelap, hvor fantasien sidder, som menneskene beholdt ind i voksenalderen. Han skriver om, hvordan de malede og pyntede sig og opfandt flitsbuen. Og så er der en tegning i bogen, hvor der står en mand og kigger på dem, der maler dyr på væggen, og siger “Ja, det er meget godt, men kan man leve af det?” … Heh. Og av.

Jeg læste godt

Copy/pastede gamle tekster ind i bogdokumentet i tre kvarter

Gik i bad, eksfolierede og tog creme på

Ryddede en del op på værelset

Føler mig heldig. Min kæreste ligger og bobler inde ved siden af og passer sin terapi.

Jeg kan tage et varmt sted hen i månedsvis, hvis jeg vil.

Jeg kan læse og skrive, jeg har tid til at mærke efter, jeg behøver ikke tvinge mig selv ud, medmindre det er godt for mig. Jeg vil riste overskudsbrød og spise det med smør og honning. Vil skrive noget mere og i aften slappe af med min skat.

Dag 134

Ny periode

Sover ni timer i døgnet

Hviler meget

Er søvnig

Skrev en del i sidste uge, lidt besat, og malede dukkehus mange timer i streg

Og denne uge gider jeg ikke

Jeg prøver at balancere mange projekter

Sprede det lidt ud

Gemme ting, jeg er træt af, til senere og vide, at det nok skal rykke igen på et tidspunkt

Vil til at planlægge en rejse, sådan for alvor

Er rundtosset og lidt trist i dag. Måske over min mands kamp med sig selv og den tid, det tager. Måske over, at jeg ikke synes, jeg gør nok. Selvom jeg har hæklet kjolen færdigt i dag og malet huset færdigt uden på og vasket tøj og haft den vigtige snak.

Føler, jeg ikke når nok. Ved ikke, hvad der er nok. Frygter, at hvis jeg rejser, får jeg ikke skrevet nogen bog. Frygter også, at jeg får skrevet bogen, og at den møder en mur af stilhed. Der er lidt stress i mig og mange udsving for tiden. Om fire dage ved jeg, om jeg er gravid.

Savner forbindelse. Og savner også lidt mig selv og energien og roen. Måske er det bare sådan, november er.

Tror, jeg trænger til noget effektivt, systematisk arbejde. Ikke håndværk, ikke at dvæle ved dybe følelser, ord eller fortid. Så jeg vil prøve at fokusere på administration i morgen. Og søge til simple, overskuelige omgivelser på biblioteket. Prøve at gøre noget andet og indrette mit arbejde efter den del af mig, der blomstrer i orden og tydelighed.

Dag 133

Jeg havde en drøm om at sidde ude at glo. Om morgenen, mens folk ræser forbi. Det bliver ikke til så meget af dét. Jeg har mere lyst til at gemme mig.

Fra min vindueskarm kan jeg se et lille udsnit af himlen. Den er vild i dag. Rigtigt regnbuevejr med sol og regn på samme tid. Kæmpe skyer, der bevæger sig i et helt tilpas tempo til at jeg kan følge dem, meditere med dem… Ikke statiske, meget foranderlige tableauer. Og jeg skal ikke nå noget. Hvor privilegeret at have det lille udsyn. Og tid.
Hvor godt at have valgt det.

Jeg har åbnet en sandeltræssæbe fra Mysore. Blandet med håndcreme med rosenduft dufter mine hænder meget nostalgisk. Som af trolde på Bornholm. Som af miniatureverden. Som af blød plast med hormonforstyrrende kemikalier og magi.

Sanselighed i dag. Ro. Skal jeg have.

Jeg struggler også lidt med energi og præstationsforventninger. Fordi jeg ikke har lyst til at skabe eller arbejde. Jeg vil bare rejse.

Men så prøvede jeg lige at fact-tjekke med mig selv. Har egentlig lavet ret meget. Det føles bare lidt tomt i dag. Og jeg er bange for at ‘fejle’, selvom jeg ikke ved, hvad det betyder, eller hvad modsætningen er. På fact-listen står der, at jeg har bestilt vasketid, klippet hår og negle og barberet ben, været i Normal efter noget, jeg havde brug for, kigget på himlen, hæklet, set Shogun, læst et fagligt essay, svaret på beskeder, spist balanceret, leget med perler, malet facade på dukkehuset, lavet tre opslag klar, sorteret vasketøj, skrevet lidt og pacet min mand til røgfrit følelsesarbejde på en god måde. Ikke ingenting.

Måske kan jeg bare ikke så godt lide denne her verden. Men jeg kan godt lide ham. Og at se ting med ham. Og himlen. Og brød med smør.

Dag 130

Får ikke skrevet så meget om det arbejdsfri, men om andre ting.

Jeg havde arbejdsdag med min veninde forleden. Det er rart at have et fællesskab om at forsøge at skabe noget stærkt. Og om produktet, om ordene, det tilfredsstillende ved det i sig selv.

Ellers har min kæreste været i meget dystert humør. Og vi har haft uoverensstemmelser, vi ikke kunne løse. Jeg tænker på, hvordan det ville have været, hvis det ikke var muligt at tage flere hele dage ud af kalenderen til at være der for ham og til selv at restituere. Hvor umulige forhold er med otte til fire, når man er, som vi er. Sensitive, intense, med store udsving.

Dag 132

NOTE TO SELF

Slip ego

Vi er manifestation af det samme

Der er ingen konkurrence og intet mål

Hvad er så vigtigt for dig?

Dag 127

Jeg havde en del tankemylder i nat. Frygt for fattigdom, vrede på de indflydelsesrige. Og samtidig lidt skyld. Frygt for at det er min egen skyld, hvis jeg bliver sat af. Har sovet alt for lidt.

Men i dag har jeg lyst til at stå op. Lyst til kaffen, til at læse i Deleurans Danmarkshistorie, til at skrive videre på min bog om mænd, der kom og gik, og læse flere gamle tekster.

Starter med at brygge kamillete til mit betændte øje.

Så må jeg tage en middagslur senere. Det tænker jeg altid på, når jeg ikke kan sove om natten. Fandeme godt, at jeg så ikke skal op halv otte og være skarp og frisk i syv-otte timer…

Er begyndt at rydde op i gamle skriveidéer og dokumenter med skønlitteratur, og det er så rart. Og gør det tydeligt for mig, hvad det her lønarbejde-pause kan. Selvom tilløbet er langt somme tider, og jeg kører mange projekter på én gang, så kan jeg mærke, at det rykker. Noter, der har ligget i et værre rod i mange år, bliver pludseligt til at overskue at give sig i kast med, fordi min organiserende hjerne ikke er overanstrengt oven på pasningen af et lønarbejde. Og det er hyggeligt.

Det er muligvis samtidig skriverierne, der giver tankemylder. Hvad hvis det ikke er godt, det jeg laver? Hvor godt skal det være for at være værd at bruge krudt på? Men også det tror jeg, man kan øve sig på at se i et nyt lys. Mindre målbart, mindre tidsoptimerende, mindre kritisk, mere det er, hvad man gør det til.

Dag 126

9.45

Vågner om morgenen uden rigtigt at have lyst til noget. At skrive, at gå ud, at læse, at nørkle, at gå i svømmehallen, at drikke kaffe… Intet trækker. Men sådan et det vist altid i november. Det nye er bare, at jeg kan blive liggende og være passiv, hvis jeg vil. Blunder lidt. Og efter en time i vågen tilstand, to timer efter alarmen, er jeg ved at være klar… Til at få koldt vand i hovedet, vaske søvn bort, og kaffen. Og at lægge telefonen væk og finde en bog i stedet. Langsomt.

Jeg arbejdede næsten tredive timer i sidste uge med forskellige nørklerier. Ville ikke have nogen idé om det, hvis jeg ikke trackede tid. Så det gør jeg. Med en app. Det begyndte efter mit første voksenjob, hvor vi skulle udfakturere vores tid på de projekter, vi arbejdede på. Det gav mig en ny fornemmelse af min egen produktivitet på en måde, jeg godt kunne lide.

Det er en form for selvmonotoreringsværktøj, ligesom skridttællere og al den slags teknologi. Jeg er lidt skeptisk omkring den slags og skrev speciale fra et foucauldiansk perspektiv om selvdisciplinering gennem digitale værktøjer, men samtidig er jeg stor fan af det overblik, det giver mig, at måle tiden, når jeg ikke har en leder eller en institutionel ramme. At jeg kan gøre min arbejdsomhed synlig for mig selv, da jeg ellers ofte undervurderer den.
Jeg tracker ikke for at presse mig selv til at arbejde hurtigere eller mere, men snarere for at styre det, begrænse det, og for at gøre det tydeligere for mig selv, hvor jeg bruger min energi. Og det giver en frihed, at det er tid, og ikke fx antal opgaver løst, som appen viser mig. Det hjælper til at holde fokus på proces frem for mål, og at anerkende det langsomme og lystbetonede arbejde.

11.30 

Luften dufter af muld og våde, visne blade, ikke råd. Efterår. Jeg går på biblioteket og henter en bog. Og en omvej hjem for at fange en Pokémon og handle. Sidder lidt på en bænk, inden jeg browser datovarer og køber hørfrøbrød, agurk, fed fisk og clickmix, så hjernen måske får lyst til at skrive hele aftenen.

12.19

Træt. Det er allerede ved at blive mørkt igen, virker det til.

12.39

Har spist dejlig frokost og drukket to kopper vand. Nu vil jeg sætte computeren op herhjemme i stedet for at sidde på biblioteket, stik imod min plan. Fordi jeg har lyst til, at det er uden bagkant og at ingen kigger på mig, mens jeg arbejder. Har lyst til at være alene i hulen. 

23.00

Det blev en god dag. Jeg fik taget hul på bogen. Men kom også til at bruge tid på tekster fra 2004-05. Det er sjovt. På mange måder tænker jeg lidt som for tyve år siden, og det er skørt at genfinde. Og lidt magisk at lære teenage-Ida at kende igen.

Dag 124

I dag føler jeg, det lykkes mig at holde fri for første gang i lang tid, uden en social aftale. Satte ingen alarm. Okay, jeg har malet vinduesrammer på dukkehuset, men ellers bare fladet ud. Drukket kaffe langsomt og set Castle Rock, støvsuget, ryddet op, været i bad, trænet lidt arme og mave, hørt lidt lydbog, strækket lidt og gået en tur. Uden pres for noget af det.

Især oprydning og støvsugning gjorde underværker for hvor rart her er, i min lille boble.

Min mand har taget hele opvasken, og laver gryderet med fritgående ko og gremolata lige nu. Vi har fundet hinanden igen efter et par hårde dage. Jeg har købt rødvin og skal hoppe trampolin med Agnes i morgen tidlig.

Jeg tror, jeg kunne slappe af, fordi jeg fik rykket på lidt i løbet af ugen, trods knas i parforholdet. Pakket min computer og taget den med på biblioteket. Gjort opslag klar til resten af måneden. Skrevet en præsentation og set, at den virker. Så nu er jeg fri til at skrive skønlitteratur i den kommende uge, og det glæder jeg mig til. Det føles godt, det med at skrive og lave administration ude. Så er computeren pakket væk, så den ikke står og siger, at jeg bør gør mere. Så er herhjemme dér, hvor jeg bruger hænderne på langsomt håndværk og slapper af. Måske tiden snart er moden til at synge lidt igen også, få det indøvet.

Dag 121

Trump vandt. Fuck.

Dag 120

Var ved lægen, og det var godt.

Var på læsesal i går, og det var godt.

Får skrevet og tænkt, føler mig kreativ efter lidt stilstand, og det er godt.

Struggler med at føle, at det ikke går hurtigt nok, og det er ok.

Har spist en chokoladecroissant og drukket kaffe med den søde sojamælk med vanilje. Luksuslivet består.

Jeg er snart færdig med at male dukkehuset indvendigt.

Der er valg i USA.

Min mand er i skoven efter svampe.

Jeg prøver at læne mig ind i stadigt nye stadier af det lønjobfri liv. Se det, jeg har nået. Se det, jeg gerne vil og kan.

Min mand minder mig om, at man har meget større indflydelse, end man tror. At man ikke skal røre mange for at ens handlinger gør en forskel. At man påvirker sine omgivelser med små ting, der spreder en energi som ringe i vandet. Kaosteori. Og at vi som individer samtidig er relativt ubetydelige.

Han finder trøst og frihed i at alle spor af os som personer nok er væk om to hundrede år. Og i tanken om det kaos, der omgiver os. De historier, der ikke bliver skrevet ned, men er ligeså gyldige. 

Vi snakker tit forbi hinanden om det. Jeg ved ikke, om jeg forstår det hele, men han udfordrer og inspirerer mig.

Men. Jeg vil gerne huskes. Jeg vil gerne blive læst på tværs af tid. Ligesom jeg læser Bertrand Russells tekster fra for 92 år siden og tænker, at de stadig er relevante. At der er trøst at finde i dem for mig, nu. Sådan noget vil jeg gerne skabe. Men er der en målstreg, hvor jeg føler, at lige dér, der ligger tilfredsheden, lige dér har jeg gjort nok, opnået nok? Sikkert ikke.

I én optik gør du ligeså meget ved at smile til en fremmed på gaden, som hvis du skriver et episk værk.

Dag 116

Det er en kamp i dag at få gjort ting.

Efter en periode med meget feedback er der nu stille igen… Jeg føler, jeg er blevet sendt tilbage til start… I forhold til at opnå hvad?

Jeg har besluttet at fokusere på at skrive i november og december.

Har lidt tømmermænd efter tre koncerter i går – rigtig gode shows og rigtig gode gutter at følges med, hvor er jeg heldig.

Og min mand lavede madder til mig i formiddags… Og vil lave en sød økokylling til os i aften… Og jeg skal ikke præstere for at få nogen af delene. Jeg må gerne lytte til kroppens behov for hvile, glæde, leg…

Men det er så svært, stadig.

Måske skal jeg begynde at tænke i, at det kan være, det her er midlertidigt. Hvis det kun bliver et år, så er en tredjedel gået i løbet af næste uge. Så er det endnu vigtigere at nyde det. At lade det være en reel pause. At dykke dybere ned i et opgør med præstation.
Det er svært, men det er godt. Og sandsynligvis har jeg mange flere år tilbage til at arbejde. Det er jo ikke fordi, det ville gøre mig gladere eller føles bedre, det ville bare være noget andet.. Og jeg ville være i gang, så jeg ikke havde så meget tid til at tænke.

Jeg vil putte sukker på min skyr, lave kaffe og se fjernsyn nu.

Og nyde min aften med ro og kærlighed fra og til min partner in rest.

Dag 115

Jeg har indført en ugentlig kropsdag. En dag, hvor mit fysiske velvære er det primære. Hvor jeg mærker efter sensorisk og bevæger mig. Hvor alt andet er sekundært.

Jeg har krammet min kæreste.

Jeg har læst Bertrand Russells hyldest til lediggang fra 1932, og genfundet så mange af mine egne tanker fra det sidste år deri. Det trængte jeg til. At blive afstivet i, at det er ok og meningsfuldt, det her.

Jeg har fået et myggestik i panden… På oktobers sidste dag.

Forbrugsdagbog – oktober

7.022 kroner

Koncert/bio/museum: 250
Faste udgifter: 4.277
Mad/drikke/husholdning: 1.129
Alkohol/bar: 249
Mad ude/udefra: 428
Transport: 126
Non profits/omfordeling: 20
Gaver: 30
Ting: 18
Kreamaterialer: 127
Kropspleje/fysisk velvære: 108
Tøj/sko: 260

Jeg føler, jeg har forkælet mig selv ret meget, men indenfor budget. Jeg har været i svømmehallen, på tur til Tingbjerg, Mørkøv og Dyrehaven med offentlig transport, købt en genbrugskjole, jeg ikke kunne stå for (den perfekte mørkegrønne med pailetter), tanket op på dagcreme og skintonic, købt en dejskraber (som har stået på ønskelisten i årevis) og akrylmaling, betalt a-kasse kontingent, el og gas udover de sædvanlige faste, været ude at spise kage med en ven, købt thai take-away en enkelt gang, og været til både Charlie Parr og Graveyard/Pallbearer/Baroness-koncert, hvilket jeg især kunne unde mig selv, fordi jeg havde en rest af et overdådigt Ticketmaster-gavekort, som jeg fik i afskedsgave fra mine søde kollegaer, og som netop var ved at udløbe. Det var en helt perfekt måde lige at afslutte dét kapitel på og mindes de gode mennesker på mine tidligere arbejdsplads med en virkeligt god og lang aften i Amager Bio.

Dag 114

Har det godt i dag. Fik kaffe og kage til morgenmad. Svømmehal og sauna. Meditation fra morgenstunden. Bevidsthed.

Lavede et opslag, som jeg glædede mig til at dele. Snakkede med min kæreste om de næste måneder, og vi er trygge ved hinanden, drømme og afvejninger.
Nu, 15.30, er det tid til at male dukkehus og drikke te.

Efter et godt måltid af grovbrød (fra Too Good To Go), sardiner, pickles og syltet chili. Jeg er i min krop. Det er tiltrængt. Og en prioritet.



Efterår er høsttid i min bog. Og en periode til at finde sig til rette med mere hvile og mørke. Resten af naturen har forskellige sæsoner, producerer ikke nyt året rundt, og jeg øver mig i,

når jeg mærker tyngden

og trangen til restitution og stilhed,

måske endda forfald,

at omfavne det og skrue lidt ned.

Det er godt nok svært at stå af ræset og slippe forventningerne om konstant lyst, energi og produktivitet, tillade sig at nyde frugterne. Det føles forkert, når man er vant til at leve op til de fleste normer og forbinde personlig værdi med aktivitet, men

vi

gør

nok.

Dag 113

Jeg er stadig træt, men har det lidt bedre. Skulle kun bruge otte timer i nat, de første lidt urolige. Nu er klokken kvart i ni, jeg har trukket gardiner fra og lavet kaffe. Sat mig tilbage i sengen. Uthaug er kedelig, men jeg lytter videre for ikke at spekulere over slutningen, mens jeg hækler kjole. Kjolen, som har været trævlet op tre gange uden ærgrelse. Hækler mere for at hækle end for at få en kjole. Men denne gang tror jeg, den bliver god.

Jeg fik ryddet op i går og bare det, at her er rydeligt, gør meget nemmere. Jeg vil prøve at mærke lysten i dag, også hvis den er lille. Følge den. Jeg kan godt mærke den, når jeg snuser til kaffen. Jeg kan godt mærke den, når jeg lægger telefonen væk, når jeg tager hækletøjet frem. Yndlingsbogen af Krasilnikoff venter også ved min side.

Jeg kan mærke den, når jeg ikke tvinger noget i gang. Det skal til nogen gange, som i går, for at jeg kan komme op af et hul, men i dag begynder jeg at kunne mærke andet. Et gulv i dukkehuset, der skal males lyserødt, lidt lys på himlen udenfor, en ryg, der skal strækkes.

I dag har jeg malet dukkehus. Hæklet en halv kjole. Læst en bog færdigt. Gået tur, krejlet et bord. Debriefet så godt med min partner om små uoverensstemmelser i går – det er sådan en gave at kunne være så opmærksom, tale med så meget overskud, selvindsigt og ro. I stedet for at gøre det fra en irriteret og overstimuleret hjerne.

Intet af det ville jeg have gjort, hvis jeg havde arbejde. Og alt sammen føles godt.

Jeg så Anders Agger snakke med udsatte i TV, og bliver nu ramt af skyld igen. Bare det at se et program bygget op på en præmis om indenfor og udenfor, at yde og at være en byrde. Det gør mig urolig. For fremtiden. Jeg har forsøgt at genlæse egne opslag for at finde et mantra. Men lige nu kan jeg ikke finde ind til følelsen… Af frihed, af produktiv trods, af at jeg ikke skal have et formål…
Måske i morgen.

Dag 112

Det er rart at sove ti timer i døgnet for tiden, men også lidt skamfuldt. Føler mig svag eller doven, når jeg gør det. Samtidig med at kroppen længes efter det.

Parforholdet får og tager energi for tiden, det psykologiske arbejde, at bryde cirkler… Det er udmattende, men givtigt. Til gengæld tager han virkeligt meget fra for tiden i forhold til praktiske opgaver, hvilket jeg virkeligt kan mærke sætter mig fri til mit kreative arbejde, og jeg føler mig så heldig derved.

Jeg er lidt lad, stadig. Mandagene er lidt svære. Søndagene er helt uden angst, men mandag morgen har jeg mest lyst til at blive liggende.

Jeg har sorteret billeder for et par måneder, udvalgt lidt til det her projekt, slettet en masse dubletter og grimhed. Jeg værner om fortiden, alle mine billeder ligger fint sorteret i en mappe per måned og bliver tyndet ud ad flere omgange for at spare plads og finde det centrale. Digital minimalisme, intentionalitet, refleksion.

Jeg fik skrevet et opslag nu. Om min opsigelse. Men jeg bliver irritabel af skærm, så jeg får ikke forberedt til resten af ugen, som jeg plejer. Jeg vil hellere gå en tur, før alle andre får fri. Rundt om kanalen. Og så måske ud at købe flødelikør. Unde mig selv afslapning og glidende bevægelser, blødhed og sødme. Hver dag er en fest. Og jeg drikker faktisk en hel del mindre, end jeg gjorde, da jeg arbejdede. Jeg drikker mig sjældent fuld i weekenden, der er ikke det samme behov for at glemme alt. Og jeg dulmer ikke nerver i det daglige eller belønner mig selv med treats, der kan spises eller drikkes.
Fordi selve eksistensen er rar.
Ikke noget, jeg skal kompenseres for at udstå.

Dag 110

Jeg øver mig i et gøre én ting ad gangen og ikke jage afsted med den. Nu maler jeg fx det dukkehus, som jeg har haft i 25 år. Og det tager lang tid og har ikke så meget formål, men masser af whimsy, og det føles rart. Så jeg prøver at blive ved det, hvor længe det end tager. Prøver at nyde og arbejde hen imod at blive færdig og tilfreds og være til stede i den færdiggørelse.

Da jeg rejste i Portugal for en håndfuld år siden, mødte jeg en journalist, som jeg fortalte om mine interesser og om det at ville mange forskellige ting og være semi-god til meget, men ikke ekspert eller den bedste til noget. Han fortalte mig om at gøre én ting ad gangen. Han havde haft en mentor, som havde sagt, at han skulle dække én ting, og gøre det færdigt. Da jeg mødte ham havde han brugt et halv år på at dække transpersoner i sin by fra forskellige vinkler. Opbygge netværk, afsøge vinkler, tilegne sig viden. Beskrive fællesskaberne, udfordringerne, politikken, individerne. Uden at tænke på tusinde andre aktuelle emner imens. Bare blive ekspert i én ting og lave godt håndværk med ét tema. Og hvordan han så oplevede, at han ikke gik glip af noget. Der er stadig andre emner, når man er færdig med ét. Man mister ikke noget, især ikke faglighed, ved at fokusere.

Det tænker jeg ofte på. Især, når jeg stresser over, at noget tager lang tid. Jeg vil gerne blive bedre til at gøre ting godt fremfor at gøre dem hurtigt. Og at gå til processen med stolthed og fordybelse i stedet for travlhed og bekymring om de andre ting, jeg ikke når.
Jeg når dem senere. Og øvelse er virkeligt centralt her. Det bliver nemmere, når man har praktiseret det et stykke tid. At dvæle, at være mindful. Og tiden udvider sig, verden åbner sig faktisk, når man skærper sit fokus.

Det er på mange måder en gave til mig selv, at jeg skriver så meget ned. Jeg læser notater fra for et år siden og det kan så meget, når jeg sidder midt i det her år og ikke længere kan se det udefra.

Mit fortids-jeg minder mig om, at flade dage som i dag også var en del af planen. Jeg får set film, læst bøger, mediteret, opslår mange flere ting, tænker og deler på en måde, jeg ikke havde energi til før, og møder ligesindede i indbakken. Måske endda mere, end jeg havde turde håbe på, alt det. Så ingen grund til panik eller at føle, at du når for lidt. Du når det, du skal.

Og ja, jeg var vildt privilegeret med den arbejdstid, jeg havde for et år siden. 15 timer om ugen halvdelen af år. Fuld tid resten. Men målstregen flytter sig, hver gang jeg opnår noget. Og efterhånden er det klart for mig, at det er noget mere fundamentalt, der skal ændres. Ikke hvor meget, jeg arbejder, men hvordan jeg lever, og hvad jeg er en del af.

Dag 107

Jeg har et stærkt behov for at være nyttig. Måske er det et personlighedstræk, det er svært at komme uden om. Og måske er det ikke skidt.

Men det kunne være godt at kunne skrue op og ned for det. Så jeg ikke finder på opgaver bare for at gøre det. Og så jeg kan være mere og gøre mindre, når jeg trænger til dét.

De fleste af os bliver opdraget af institutioner til at gøre. Og ikke til at være. Til at udvikle os, lave planer, udnytte potentiale, præstere.

Jeg søger tilbage til mit indre barn. Uden tidsfornemmelse, uden altid at orientere sig efter at være nyttig. Bare udforskende, legende, undrende, følende – uden mål.

Der er noget helligt, magisk ved livet i sig selv, ved at eksistere. Måske færre børn ville blive bombet, hvis alle orienterede sig mere i den retning. Vores ukrænkelige ret til “bare” at eksistere. Hvor meget skal den presses og negligeres, før noget springer i norden?

Indkøbskurv