Sådan en aften, hvor jeg ikke kan mærke energi på noget. Ingen lyst, ingen eksekveringskraft.

Og selvom jeg ved, at det bare er fordi jeg trænger til at hvile, og at der kommer bedre dage, så kan jeg ikke finde ud af at hygge mig med at hvile.

Bliver fanget i meningsløshed på Instagram. Føler, jeg ødsler tanker, ideer, timer væk. Føler mig ikke modig.

… Selvom jeg gjorde hovedrent tidligere. Og tester internet. Og hjalp min mand op af et hul ved at tale med ham. Og skiftede sengetøj. Og var i bad. Så er jeg ikke i fred. Så føles det ikke som nok. Så længes jeg efter mod til at skrive larme synge skabe noget smukt være udenfor. Men efter 17 kilometers gang og tre timers koncert i forgårs, så vil mit skinneben også have ro i dag. 

Men det føles alligevel forkert.

Jeg prøver at lægge mærke til forandringerne. Var til racismetemadag forleden på mit frivillige job, og det var virkeligt godt. En psykoterapeut, som har startet gruppeterapi (den første af sin slags) om racisme, holdt oplæg. Hun var tydeligvis super reflekteret om sine begreber og teorien bag, og det er så fedt, for det er sjældent ellers, at min akademiske hjerne ikke finder inkonsistens, mangel på nuancer eller kontraproduktiv, essentialiserende populærlingo i den slags oplæg, og bliver distraheret fra sagens kerne. Men hun var knivskarp. Og jeg lærte noget. Fik nogle nye perspektiver. På, hvad andre oplever. På hvordan belastningen af at være enten usynlig eller hypersynlig føles.
Og ét af temaerne var, hvordan man finder ro og drager omsorg for sig selv. Hvordan vi kan skabe lommer af tryghed. Jeg fik det yderligere ind under hud ved paralleller til min egen stress, udbrændthed, rejste nerver og udmattelse.
Og jeg stod ved mig selv og fortalte om mit projekt. Fortalte om, hvad det har givet mig, i denne her verden, der ofte virker ond, at dele ting her og finde ligesindede. At snakke mere åbent med mine nærmeste om svære ting og ikke være bange for at ødelægge den gode stemning. Og det ræsonnerede med andre dér. Og der er nysgerrighed. På mit år uden lønarbejde, på idéen om at stå stærkere i verden og kunne gøre mere, ved egentlig at gøre mindre. Pause, reflektere, finde overskud til intentionalitet. Fokusere på fællesskabet, fremfor alt. At bygge, sammen, række ud, se andre, stå frem, selv når det er som en svag, forvirret, håbløs eksistens. Og det er svært at snakke om i plenum, sårbart, og noget, jeg ikke følte mig oplagt til, fordi jeg var så træt, men jeg kunne lægge en hånd på mit bryst imens og hjælpe mig selv til at håndtere, at det er både hårdt og blødt, svært og umiddelbart.

Der er så mange ting i gang i mig. I forhold til værdifællesskaber, langsomhed, at være synlig i verden, at stå frem. Og min kæmpe vrede.
Jeg græder, for uretfærdigheden, for kollektive traumer, for børn, der vokser op i overlevelsestilstand med minoritetsstress. Også når andre, jeg ikke kender så godt, kan se det. Jeg føler det hele ud, tager mig tid. Opsøger dem, der har det lige sådan. Dem, der også har fokus på andre mennesker, ikke blot på at overleve deres egen 9-17. Dem, der har retfærdighedssans, indignation og privilegiebevidsthed.
Jeg kan mærke nu, hvor drænende det også har været i mit liv tidligere primært at tilbringe min arbejdstid i en illusorisk parallelverden, hvor alle lader som om, at det, de gør ved deres skrivebord, er vigtigt. At der ikke eksisterer andre befolkningsgrupper end “os”, der har en månedsløn på 43.000 og opefter (og ofte det dobbelte). Hvor der bliver diskuteret biler, aktieporteføljer og dyre køkkenrenoveringer over frokosten. Hvor der er lukkede klubber for ambitiøse kvinder, hvor man “løfter hinanden” ved at arbejde på, hvordan man bliver ligeså ligeglad med nye medarbejdere, andres trivsel og tid, fælles kedelige driftsopgaver og at rydde op efter møder, som den magtfulde mand, og kvindernes kampdag er noget, der fejres med lilla glasur på et stykke wienerbrød, inden man går tilbage til sit Excel-ark.

Jeg gjorde, hvad jeg følte, jeg kunne, for ikke selv at blive hærdet, men gøre en positiv forskel i det små ved at se andre og hjælpe med alt muligt ekstra, huske min egen menneskelighed, være tålmodig og sjov og imødekommende, lære fra mig osv. Men fuck, hvor sparer man meget energi ved simpelthen bare at gå derhen, hvor der er spejling og værdifællesskab. Hvor andre hjælper én til at blive mere sig selv i stedet for konstant at udfordre det. Hvor man ikke spiller et spil, men kan græde og være vrede og rodede og mærke det, der fylder allermest. Hvor fællesskab og relationer er et mål i sig selv, altid.

Jeg er stresset. Er blevet kørt over af mit eget program. Vi havde en slem dag herhjemme i mandags og fik først løst det tirsdag eftermiddag, og nu føler jeg mig bagud med alting, mest af alt hvile. Tirsdag aften var der online opstart på krea-gruppen i mit frivillige arbejde, og jeg var så træt og internettet drillede, så jeg ikke kunne være nærværende, som jeg ville. I går var bare hviledag, men alt er stadig hårdt og jeg er stadig træt. Udbrændtheden er aldrig særlig langt væk. Jeg fik tegnet lidt, men dagen gik alt for hurtigt til at nå andre ting. Og i dag skal jeg på det andet frivillige job og vaske tøj og til koncert. Og fredag med fødselsdag, som jeg mangler at lave gave til, og en boligfremvisning. Og søndag en brunch med en ven, jeg ikke har set længe. Og jeg har ikke rigtig mig selv med i noget. Og har helt mistet roen og energien til andre ting, fx at skrive. Jeg håber, det bliver bedre. Lige nu tænker jeg, jeg har taget munden for fuld med de frivilligjobs. Men måske det bliver en øvelse i ikke at tage ting så højtideligt eller være så perfektionistisk.

Har bare lyst til at ligge på noget mos, indtil jeg kan mærke mig selv igen. Jeg drømmer stadig ting om natten, som er tilpas realistiske til at de griber ind i dagen. Om relationer, spydigheder, at blive latterliggjort, at sige fra, anspændthed anspændthed anspændthed. Og jeg drømte, jeg sov fra koncerten i aften. Følelsen af at komme for sent eller glemme noget vigtigt.

Jeg starter med kaffe nu. Klokken er 9. Og så vask over. Og tøj på. Og klokken 12 nyde turen ud til Bispebjerg og se det som tiltrængt ro med bevægelse og luft. Og så prøve at glæde mig til musik. Og gøre det ædru. Og så huske på det gode med min fødselar og ønske hende tillykke og god tur. Og så går det nok.
I virkeligheden er det mit sketchy internet, det er mit største problem, den største stressfaktor. For jeg ved ikke, om det kan løses, og så har jeg påtaget mig en rolle, jeg ikke kan udfylde godt. Og jeg føler mig som en byrde.

Produktiv dag i dag, selvom jeg er så søvnig for tiden. I dag har jeg arbejdet ni timer på bloggen. Skrevet mig igennem den ret dystre april 2024. Jeg lærer meget af det. Meget har forandret sig. Noget har ikke, men så kan jeg nærmest være mit eget selskab og spejling i det. Sad på biblioteket og arbejdede. Det er lunt. Jeg havde te med. Prøver at gøre det hyggeligt.

Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg droppede at bruge IG fra april til oktober. Jeg er så glad for, at jeg genoptog det sådan her, at @noejsomt fandt sit form, at jeg fandt en mere rolig og tryg og stabil måde at dele på, og at jeg kan mærke jer, der læser med i ny og næ (❤️), og en meningsfuldhed i det for mig selv.

Det er værd at huske, når man føler, man ikke ved, hvad man laver. At idéer kan ændre form drastisk og falde i et helt andet hak i løbet af et år. Men det tager tid (og en masse omveje og spildte kræfter på bl.a. Canva, som er fyldt med bugs, mens man prøver at finde sit udtryk, format og sin smarte arbejdsgang, hehe) og det kræver refleksion og dvælen ved det, man mærker i sin kreativitet og lyst. Jeg var nødt til at mærke modstanden, følge energien, tjekke ind med mig selv, og mærke, om mit projekt var stukket af fra den stemning, jeg egentlig ville skabe i. Og så justerede jeg derefter.

I dag fik jeg styr på en masse, men ikke helt nok, måske. Sådan føles det altid. Snart går det løs med Ung til ung. Kringlebakken fylder også. Jobsituation og dagpenge trænger sig også på. 

Men jeg vil gerne noget andet. Jeg vil gerne det her. Jeg vil ikke have røvsyge kontorjobs. Ikke lede andres projekter. Jeg vil have så lidt ansvar som muligt. Så meget overskud til resten af livet. Og er det er svært… Når man godt kunne være en god leder, koordinator, sågar sælger, projektleder, interesserent-koordinator. 

Jeg vil kigge på blomster, se film, cykle ture, lave mad, sende søde beskeder, kramme, lappe tøj, hjælpe andre direkte og uden planlægning og for meget forpligtelse. Sprede ro og være nærværende, som er noget af det, jeg gør bedst. Jeg finder en vej.

Tak for jer, der deltager i hvad end det her, og orker at læse længere tekster i jeres feed eller på hjemmesiden. Jeg ved, at jeg ikke rigtig passer til formatet på de sociale medier. Jeg har selv en udfordret attention span, når jeg scroller, så jeg forstår. Men det er nu engang på IG, at folk er flest. Og jeg værdsætter jer.

Det er mandag. Der står en del ting på to do-listen. Computerarbejde. Jobansøgninger, administration, en hjemmeside, der trænger til en overhaling, noget om at oprette støttemuligheder og opdatere butik, noget om at forberede mig til frivilligjob…

Og jeg har ikke lyst til noget af det. Jeg trænger ikke til skærm. Jeg føler ikke, min hjerne vil være med til at ordne ting. Og der findes nok også den slags relevante jobopslag om tre måneder…

Så nu vil jeg koncentrere mig om at mærke, at jeg er fri. Mærke hvordan, jeg kan vælge. Mærke min krop, mens hovedet vågner langsomt.

Tage små slurke af min kaffe og gøre ikke så meget andet… Se ad. Om lysten til noget melder sig. Måske vil jeg gå en lang tur. Eller køre på min cykel, som har været i stykker i årevis, men nu er fikset. Luft under vingerne og frihed. På en mandag.

I dag er jeg lidt ængstelig igen. Har fået et afslag på et helt standard kontorjob, og så ruller følelserne og tankerne. Om, om jeg er god nok. Om, om jeg kan komme tilbage i arbejde… Om at trods den lave ledighed er der stadig over 130 relevante ansøgere til den type stilling.

Jeg har ikke brug for et job de næste fire år. Men jeg bliver lidt bange og forvirret. Over ét afslag. Kommer til at føle, at jeg skal sadle om. Så kan jeg nok kun blive selvstændig f.eks. Fordi jeg har truffet de valg, jeg har. Tænker hjernen. Og det bliver også svært og et konstant pres. Fortsætter den. Og jeg er bagud.

Men jeg fik ros i fredags for mit frivillige arbejde. For at gøre stemningen fin og rolig. Ligesom de sagde i børnehaven, da jeg arbejdede dér.
Kan jeg bliver professionel beroliger af utilpasse eksistenser? Hvor mon?

Jeg er alene hjemme i aften, efter en dag i går med koncert, mennesker og mange input oven på en dag med arbejde, ansvar, meget bevægelse og mange input. Så finder min hjerne på at udfylde tomrummet med bekymringer i stedet for afslapningen, den trænger til. Bekymringer om en fjern fremtid. I en usikker verden.

Det er lidt typisk og ironisk, at jeg fandt ret meget ro i min rolle i verden, i det bidrag, jeg sender ud, i at yde i det frivillige arbejde, efter ellers at have været meget usikker i dét… Og så finder jeg bare på en ny angst. Nu ved jeg, at jeg er vigtig og værdig og kan ting for andre, og i stedet sætter jeg mig så og bekymrer mig om ikke at kunne finde pengene til at overleve senere.

Der er noget grundlæggende unaturligt ved at læse opslag, sende ansøgninger, få afslag. Alt for mange ubekendte og for lidt kontakt. Alt for nemt at spekulere og vende indad. Tolke mening ind i noget, der mest er tilfældigt. Det er menneskeligt, minder jeg mig selv om. Almindeligt. En naturlig respons på en unaturlig verden.

Får skrevet meget andet end refleksionsdagbog. I dag har jeg været på Kringlebakken og føle mig nyttig, selvom det er meget nyt og jeg er lidt forsigtig. Hjalp en ung og presset kvinde fra Bangladesh med en ansøgning til Rema 1000.  Og der var rart at være. Og jeg gik 8 km hver vej gennem byen.

Og i går fik jeg færdiggjort Ung-til-ung kurserne. Det endte med at tage mange timer, så det er et stort flueben. 

E og jeg var på fælleden forleden, og vi så en snog og tre tykpelsede tyrekøer og en masse knopper og blomstrende træer og havde det dejligt. Vi har også været i biografen og snakket godt sammen om lette ting, hvilket vi ikke altid er så gode til. At holde det let.

Og han har fået min cykel fikset og jeg har lappet to par bukser for ham og klippet hans hår. Jeg elsker at have tid og overskud til det, Nøjsomheden, at gøre det selv, at hjælpe praktisk. Og mine jobansøgninger er venstrehåndsarbejde, men det gør ikke noget. I morgen får vi besøg fra Østrig og skal til koncert.
Sikke en uge.

_

Jeg læser om dag -93, mens jeg drikker rooibos med honning og er langsom og varm om hjertet. 

Det giver så god mening for mig at køre det her projekt i en årscyklus. Man taler meget om at yde omsorg for sit indre barn, men jeg føler også, jeg opdyrker en omsorg for 2024-Ida, som sætter ting i et nærende perspektiv.

Og jeg opdager, at de meget levende og myldrende drømme måske bare hører april til. At det i hvert fald gentager sig. Og at nogle spørgsmål om energi og produktivitet bliver intensiveret, når lyset vinder frem. Det oplever jeg i hvert fald også i år. Men i år er det med meget mindre angst, og egentlig også mindre præstation. Jeg har lavet min egen rutine, deler hver tredje dag, kigger sjældent på likes (men værdsætter al støtte og spredning af mine ord), koncentrerer mig om mig selv og eventuelle beskeder. Jeg har slettet Facebook og Messenger. Jeg har bygget lidt stabilitet, som jeg har brug for i det her kaos, som er verden og friheden. Jeg plejer at undvige rutiner, men de her føles meningsfulde. Det handler om at have ting – også kreative outlets – som er veldefinerede, så jeg ikke bruger alle mine kræfter på at tvivle og reoverveje hver eneste handling, strategi eller opgave hver dag. Jeg følger bare et mønster nu og ser, hvad der sker. Bruger energien på selve oplevelsen og på rigtig handling, ikke algoritmer eller selvkritik.

Og så kan jeg bedre håndtere forårsfebrilskheden, som nok ér og bliver en følgesvend for mig, den udadvendte, handlekraftige, rastløse, introverte planlæggertype. Den impulsive overtænker. Paradokset. Efterårsmennesket.

Og jeg finder fortsat stigende tryghed i at lade sæsoner være sæsoner. Jeg ved, når de kommer, at de vil gå igen, og så kan jeg bedre flyde med og gribe det, de giver eller tager.

Denne uge forsøger jeg at undgå lister over, hvad jeg skal nå. Og doom scrolling. Og dårlig samvittighed. Og prøver i stedet bare at være og tage dagene, som de kommer. Så sker der sådan noget her. Og jeg har også bagt kage.

Jeg får ikke skrevet så meget i de her dage. Var meget ramt af blodmangel denne uge, og vi snakkede om børn, vi overvejer, og det er komplekst. Og vi havde andre svære episoder. Og vi havde skønne dage og var ude at spise på et gavekort. Og føler så meget kærlighed. Og jeg tænker på, om jeg får et job igen, og om jeg aldrig kan blive AC’er, fordi jeg har taget en pause og diverse odd jobs. Og det føles forbudt. Og verden brænder, og jeg vil ikke deltage, og jeg vil heller ikke så meget andet. Jeg vil elske, jeg vil forår, jeg vil trække vejret dybt ned i maven. Jeg vil spare op af mine dagpenge, jeg vil sove længe. Jeg vil snart have kaffe og jeg vil sy mit tøj om. Jeg vil gerne skabe mere og sælge det. Eller jeg vil ikke sælge, jeg vil bytte, og jeg vil give væk, men jeg vil også gerne kunne betale husleje.

Jeg vil komme og passe min lille spradebasse, når min søster skal til terapi. Jeg vil gå rundt uden retning, mens andre har travlt. Jeg vil ikke være så bange, ikke tage det så tungt. Men jeg vil også købe knækbrød og en stor dunk med vand og en lommelygte.

Jeg forsøgte mig med kontaktlinser, og de optikere er helt uduelige til mine mærkelig øjne, og det er så drænende. Jeg vil tilbage til integrationshuset og gøre et forsøg. Jeg vil starte noget godt med Ung til ung. Jeg vil ikke være bange for at være mig selv og fylde og være vred på corporations. Fordi jeg gemmer de her tekster in plain sight, tænker jeg somme tider på, hvis mine tidligere kollegaer eller ledere læste det hele. Hvis de så, hvor meget, jeg er imod det system. Hvor unfair og meningsløst, jeg har følt det. Hvor meget jeg kunne have lyst til at vende alt på hovedet og ikke spille efter reglerne. Måske endda ødelægge strukturen. Hvad ville de mon tænke? Jeg var god til mine opgaver og rar at arbejde sammen med. Vil de stadig sige det, hvis de finder ud af, hvad jeg tænker og drømmer om? Eller er jeg så en problematisk medarbejder? Ville de sige det, hvis nogen spurgte, fordi jeg har angivet dem som reference? At jeg er svær at gøre tilpas, at jeg ikke tager det alvorligt nok, at jeg er utilregnelig og brokker mig? Jeg konsekvensberegner ikke i det her projekt. Jeg sender det bare ud. Men jeg gad vide.

Jeg tænkte på i går, at sidst jeg var anæmisk af min cyklus, var da jeg skulle flytte mig fra Armenian Street til lejligheden i Jelutong. At det føltes som et andet liv. At en måned er lang målt lodret, men kort på langs, som Benny ville sige.

Jeg kunne ikke sove i nat. Lå vågen og spekulerede på fertilitet og life in general. Og min krop summede, jeg kunne se den udefra og svævede væk. Og jeg fik menstruation med stærke smerter. Nu er kl. 14 og jeg har overlagt forsøgt at sove tiden væk. Har det bedre nu. Solen skinner. Jeg spiser pizzarest og drikker decaf med fløde. Min partner kommer snart hjem med bind og kage. Jeg har meldt mig på dagpenge, fordi jeg kan, og de snart ville begynde at bortfalde, fordi jeg har holdt så lang pause fra at få noget udbetalt. Men jeg får ikke søgt job i dag. Det behøver jeg heller ikke.

November 2026 udløber de, dagpengene. Efter tre år. Tid er underligt. Min opsparing kommer til at være ligeså stor til den tid, som da jeg sagde op, sandsynligvis.

Jeg snylter ikke. Jeg arbejder lige her. Jeg udnytter pengene maksimalt. De ender ikke i en boks i whiskeybæltet, de bliver brugt på mad og el og offentlig transport. De bliver strukket ud, de går ikke til overforbrug, børnearbejde, rovdrift på udpint natur (eller jo, måske gennem min kost somme tider, men). Der går lidt til skat. Jeg har selv betalt 36.000 til a-kassen. Jeg gør ingen ondt. Jeg har prøvet andre ting, har været mindre kræsen, har knoklet for 150 kroner i timen, nu vil jeg nyde. Og arbejde på det, der er sjovt og vigtigt. Og hvile. Og leve.

Jeg havde en virkeligt klar, kort drøm forleden nat. Om en smuk begravelse af en partner uden ansigt. Vemodigt, farverigt, varmt.

Og så om at jeg havde tjent 1.200 kroner på print på min hjemmeside. Lige nu sælger jeg ikke print, haha. Og drømmen var i de hele taget meget langt fra der, hvor mine bevidste tanker er for tiden (jeg har lige startet et frivilligjob, som ikke er kunstnerisk overhovedet, men mere i tråd med gamle akademiske planer om at gøre verden bedre gennem rådgivning/viden/administration). Men den var så klar efter en lang nat med slørede drømme eller helt uden. Det virkede meget som et tegn. En fortælling om… Noget. En afslutning og en manifestation, jeg ikke har været i stand til at lave i vågen tilstand?

Natten efter drømte jeg om min tidligere chef. Om at hun skulle vælge, hvem hun ville være, den ene eller den anden, for hun kunne ikke balancere. Det var abstrakt.
Hun blev ramt af en voldsom personlig tragedie, mens jeg var ved at forlade skuden, fordi jeg ville leve mere frit og med mere fokus på relationer og lyst. Hun var rystet i sin grundvold af andre årsager, og det var som om, rollerne blev byttet lidt om i de uger. Jeg kan bedst huske, at hun med tårer i øjnene sagde: “Det er jo nok dig, der har fat i den lange ende”. Hun arbejder der stadig og er kun steget i graderne siden. Men nogen skal åbenbart vælge, ifølge drømmen… Der er måske heller ikke så meget at sige til, at jeg føler mig så smadret, hvis jeg underbevidst føler, at jeg vælger mellem liv og død eller arbejde og liv eller kunst og karriere i de her nye ting, jeg har rodet mig ud i.

_

Nu er jeg startet som uddannelses- og erhvervsvejleder i integrationshuset. Og jeg er udmattet og usikker. Det er altid lidt hårdt at kaste sig ud i noget nyt og ikke vide, om man er god til det. Sad til en forventningsafstemningssamtale derinde og kunne egentlig godt lide mig selv ud fra alt det, jeg kunne fortælle om mig selv… Om hvad jeg har lavet før, hvad jeg har læst, hvad jeg har varetaget af opgaver, hvor jeg er nu og hvorfor. Men samtidig er det som om, jeg ikke rigtig identificerer mig med det eller den positive feedback. Jeg kan ikke rigtig mærke alle de ting, jeg teknisk set har opnået og gennemført. Det lyder som så interessant og aktivt et menneske på papiret, men jeg er jo bare mig – introvert, ofte drænet i min seng med mine bøger og min dvaske krop og ufuldførte planer.
Men jeg forbinder, det kan jeg mærke. Det kan jeg godt. Med de her kvinder, som har brug for nogen med tid til at hjælpe og lytte uden fokus på kommunale KPI’er og paragraffer, uden one-size-fits-all dagsordener. Jeg er god til at se dem. Og jeg får masser af idéer på deres vegne. Det er så åndssvagt et spild af ressourcer, at de ikke er job, når de så gerne vil.
Men impostersyndromet er der stadig. Jeg er på én eller anden måde ikke så sej, som mit CV. Men jeg prøver at lære og det føles ok.

Når jeg en gang imellem forvilder mig ind på LinkedIn og bliver sovset ind i den dér karriere- og kompetencejargon, kommer jeg til at tænke på, hvordan det ser ud med det her selvvalgte hul i CV’et. Og hvordan jeg skal rammesætte det, når/hvis jeg vil søge lønnet arbejde igen. Jeg sidder her efter to måneders rejse alene i Sydøstasien og er egentlig ikke i tvivl om, at jeg er mindst lige så skarp, som før min pause.
Jeg formoder, at det er det, arbejdsgivere tænker på, når de er modvillige omkring at ansætte folk, der har været ledige i længere tid… At man ligesom falder hen og får svært ved at komme i omdrejninger igen.
Men jeg er ofte mere projektleder, når jeg har lønfri, end da jeg lønarbejdede som det. Jeg kommer aldrig til at glemme, hvordan man undersøger relevante emner, søger hjælp de rette steder, skaber gode relationer med integritet og nuanceret blik for kultur og ressourcer, improviserer løsninger i pressede situationer, ændrer planer med tanke for a, b og c, får logistik til at spille med opfindsomhed og effektiv videnstilegnelse, holder et ansvarligt budget med buffer til det uforudsete og opbygger en god rutine, så man ikke glemmer noget vigtigt. For at nævne et par rygsækrejserelevante kompetencer, hehe.

Der var mange fordele ved ny teknologi på den rejse, jeg lige har været på. I forhold til sidst, jeg rejste langt væk alene i længere tid, hvor internetcaféerne knapt kunne trække Skype på en god dag, og strejker og politiske uroligheder afskar mig fra alt, men jeg alligevel fandt, hvad jeg skulle bruge, ved hjælp af akutte SMS’er og en fedtet og lidt outdated Lonely Planet.
Nu kan man undersøge og booke det meste online et par dage i forvejen efterhånden som man planlægger, man kan slå ting op på et kort uden at tænke sig om eller føle sig udenfor kontakt, man kan bestille mad på en app i stedet for med fagter, man kan tjekke nyhederne, man kan holde møder med sin nye (frivillig)leder med god lyd og billede på sit eget værelse, man kan finde wifi alle steder…
Men somme tider er den bedste løsning altså også bare at kigge sig for eller spørge et andet menneske, og jeg savner lidt den dér fornemmelse af at kunne blive ægte væk. Og at det går ægte langsomt at finde ud af, hvor man er, når man er faret vild.
Til gengæld er overgangen til at være hjemme en del nemmere. Nyhedsfeeden er den samme. De nærmeste relationer har en ny fysisk dimension, men de har ikke været sat på pause. Men nu, herhjemme, kan projektlederen holde ægte fri (når hun lige har evalueret). Og hun har lyst til at smide sin telefon i kanalen.

Måske det er nemmere for nogle at forstå, hvordan man bruger en kandidat i tværkulturelle studier i Indonesien end i en dansk afdeling af en stor international finansiel institution, men for mig aktiverer det cirka de samme metoder til at forstå koderne og komme helskindet igennem diverse processer.
Jeg håber, at de rette arbejdsgivere kan se fidusen, når jeg engang får brug for, at de køber min arbejdskraft… Hvilket jo stadig ikke er nu. Jeg drømmer om en verden med mange pauser, eftertænksomhed, omveje og intentionalitet. Og arbejdskraftskøbere, der ser ekstra værdi i, at man har brugt tid på sig selv og andre sider af livet. Og jeg tror ofte på det – at vi er på vej derhen, selvom mennesker og menneskers institutioner generelt er ret træge, når det kommer til at gribe forandring. Og hvis vi ikke er, så tager jeg én for holdet. Ved at eksistere på denne her måde, overlagt, og se, om der indtræffer den dér ukonkrete katastrofe, som vi lærer at frygte og forbinde med lediggang, langsomhed og lignende typer af anti-kapitalistiske normbrud.

Jeg opsøger måske stadig flere udfordringer, end jeg egentlig vil. Sætter mig selv i situationer, der kræver is i maven, og demonstrerer for mig selv, at handling mindsker frygt, og at jo mere man gør, jo mere ser man, at man kan. Det kan være sjovt, men det kan også være drevet af ængsteligheden, der gemmer sig i stilheden. Men. Jeg går ikke i stå, selvom jeg fortsat øver mig på pauserne. Det kan stadig godt blive langsommere, tryggere, roligere, det her liv. Jeg har i hvert fald tre måneder mere til at øve mig. Tre måneder er lang tid, hvis man sætter tempoet ned, så nuet får lov at udvide sig.

_

Det er altid lidt specielt at dele ting, som er skrevet udelukkende ud fra mit eget kognitive ståsted, min personlighed, mine behov, drifter og privilegier, mit held, min rastløshed… Som jo er det, jeg gør her for det meste… Så lige en generel reminder til dig og dit unikke væsen:Du gør nok. Hvis du kæmper for blot at stå op eller få næring eller vedligeholde basal social kontakt. Hvis du ingen intention har om at vende tilbage til lønarbejde. Hvis du ikke har råd til eller mulighed for at stoppe op og må bruge kræfter på andre ting, end du drømmer om. Hvis du er forvirret eller på vej eller for udmattet til at have en intention. Hvis du er kørt ned til modløshed af magtens fordeling i verden.Så er du værdig til at være her, altid.Ligesom resten af naturen er vi til helt uden noget at bevise. Og du bidrager til fællesskabet deri.

Jeg kan mærke, at noget er ved at vende. Jeg begynder at lære følelserne at kende uden at lade mig opsluge af dem. Jeg bevæger mig generelt med mere ro, føler jeg. Og bliver bedre til at tage mig selv i forskellige negative eller ængstelige tanker.

Jeg skal til optiker. Jeg vil gå en omvej hjem og sidde at glo lidt på noget vand eller siv eller himmel. Og jeg føler tilfredshed ved min pengero. At kontaktlinser ikke vælter læsset, selvom det er en stor udgift i et lille budget. For jeg har råd til at hæve loftet efter behov. Jeg har råd til det, jeg vil og har brug for, takket være intentionalitet og købestop.

Og jeg føler ikke, at jeg løber fra noget eller overspringshandler med de frivillig jobs. Selvom det kommer til at tage mig væk fra introspektionen og skriveriet og nørkleriet, lidt. Jeg føler, jeg handler på indskydelser om, hvad jeg har brug. Jeg føler, jeg har bedre kontakt til det efterhånden. Nu har jeg brug for noget lidt ydre struktur, lidt ekstrovert nytte. Og mine andre projekter løber ingen steder.

Så jeg gør det ikke fordi, jeg bør. (Stort fremskridt at kunne mærke det klart). Eller fordi jeg slet ikke kan være i mig selv og stilheden. Bare fordi jeg trænger til noget andet. Og det er selektivt og med en rolig hånd, at jeg åbner nye døre.

I dag er det forårsjævndøgn.

Min feed er fyldt med gode mennesker, jeg ikke kender andet end gennem skærmen, som dels deler opråb om Palæstina og kvinders rettigheder, og dels deler billeder og videoer af, hvordan solen lige så stille har indtaget deres hjem, prismer, vægge i varme farver, gardiner, rodede spisebord… Det sarte forårslys.

Denne kontrast, vi lever i, den er vi ikke alene om. Og jo værre det bliver, jo mere kan jeg se et fællesskab træde frem. Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, siges det, og det er løgn, når hundredvis af børn bliver myrdet hele tiden, mens den politiske verden ikke griber ind… Men… Jeg ser lysglimtene i min rædsel, jeg ser et lille håb i en presset privilegeret befolkning, jeg ser jer, der ikke kigger væk, og jeg tænker på, hvornår vi knækker eller bliver voldelige selv, men jeg tænker også på Sara Ahmeds skrifter om fællesskaber og protester, om at hapiness ikke er lig med goodness, om at der er goodness i vreden, i den dårlige stemning, i at sidde i det ukomfortable og i at mødes om det.

Bomberne falder igen i Palæstina. Over sultne børn i hobetal. Og ingen, der skulle forestille at repræsentere mig på den politiske scene, gør noget. DR har presset det ned nederst på deres side med en kommentar fra Støjberg om, at hun godt forstår det. Altså at Israel bomber løs. Hun undlader at nævne, at det er på civile.

Men jeg forsøger at nyde. Samtidig. Eller bagefter, at jeg har læst nyheder og skrevet vrede ting. Og det går ok i glimt.

Jeg nød at vågne tidligt og drikke kaffe med havremælk og spise de sidste Daim med orange, mens jeg læste Dracula. Jeg nød at kysse farvel, da nogen skulle afsted. 

Solen skinner, den klare martssol. Lydene er anderledes i København end ude i verden. Det her er mit hjem, kan jeg godt mærke i kroppen. Jeg nyder at lave danskvand med vand fra hanen og drikke den i store slurke. Jeg nyder at gå i Rema og købe fersk grønt. Jeg købte også ost og blev så igen lidt vred – denne gang over prisen, som aldrig faldt igen efter inflationen, selvom butikkerne har rekordoverskud.

Det er flygtigt. Jeg tænker også meget på job. På hvad jeg gerne vil. På nyheder om at kvinder er en underskudsforretning, fordi folk, der laver den slags undersøgelser er idioter, og journalister, der videreformidler dem online i en underrubrik, måske er endnu værre.

Jo mere jeg får det at vide, desto mere har jeg lyst til at blive siddende her i sengen og læse og spise chokolade og tænke på alle mine veninder, som gør livet værd at leve, ser alle nuancerne, giver omsorg til så mange forkrøblede mandslinge, som ville være fuldstændigt fortabte uden kvinders kærlighed, tålmodighed og overbærenhed. De bliver båret igennem livet af kvinders emotionelle og praktiske arbejde. De ville gå til grunde uden.

Fuck jer. I kan fandeme tro, jeg vil være et aktivt underskud, når I vælger at se livet og fællesskabet som en forretning. Fuck. Jer.

I dag tænker jeg på den urimelige tryghed, jeg har, selvom jeg også har ængstelige dage.
Overfloden, heldet, arbejdet udenfor arbejdet.

Fællesskab og spejling.
At jeg kender nogen, der ejer jord og træer til min hængekøje.
At der er plads til sårbarhed og diversitet i mine relationer.
Forældre uden gæld.
At gode mennesker deler nyttig viden med mig. 

Ressourcerne er mange, selvom jeg tager chancer.
Jeg har sikkerhedsnet.

Men selvfølgelig håber jeg, jeg slet ikke falder.

Og selvfølgelig håber jeg at medskabe en verden, hvor alle har den tryghed. Ressourcer, solidaritet og en plads i fællesskaber.

Jeg strejker fra voksenlivet.

Prøver jeg at minde mig selv om.

Efter et par timer gik med at kigge på stillinger som akademisk medarbejder og ufaglært… Kigge på, hvad der findes af arbejde og statistik på, hvor svært det er at blive taget ind efter to år udenfor… Eller fem.

Bange for ikke at kunne. Finde tilbage til det simple liv. Med en fast stilling og en fair løn. Nogenlunde fair løn.

Jeg bliver glad for en mail fra udlejeren hernede. Må hente selvværd, hvor jeg kan. Bekræftelse på, at jeg stadig er dygtig. Lidt overachiever. Selvom jeg ikke arbejder. At jeg er dygtig og ordentlig at lave aftaler med. At jeg kan mobilisere mine evner igen. Eller bare bruge det i hvad end jeg nu foretager mig. Relationer, lejeforhold, opgaver.

Fendi, din vært i Jelutong:

Ida was an amazing guest ! Would love to welcome them again in the future !

Særlig tak
Ren og ryddelig
Holdt i god stand
Fjernede skrald
Nyttige beskeder
Respektfuld
Svarede altid

Føler mig også lidt fjollet over, at det gør mig glad. Auto-oversat og generisk. Men hey – I’m amazing.

Det er ret dystopisk for mig, det her sted. På 28. etage i Kuala Lumpur. Gives me the creeps a lil’ bit. Helt nybygget, allerede slidt og i stykker og dystert og mærkeligt.

Mekanik og funktioner, der ikke helt fungerer… Døre, der hyler konstant, fordi de er åbne mere end fem sekunder efter at nogen har scannet en nøgle, fordi der altid er kø ind og ud. En ret høj baggrundssummen fra motorveje, hvis man har et vindue åbent. Det flyder med pakker med random e-shop bras nede i lobbyen, alle bestiller mad med kurér, som bliver leveret uden interaktion, og der sidder vagter, som stirrer lidt for meget, selvom de kalder mig søster… Og så er der udsigten til Petronas og resten af det kvarter. Flotte og dystre kulissevibes. Blade Runner. Og så langt til naturen, selvom der er en have med planter oven på fire lag parkeringsplads.

En indre tilstand af afkobling.

Det er nærmest en form for økuller, jeg bliver ramt af. Det er praktisk – pool, fitness, mad, shopping, have… uden at forlade din bygning.

Jeg troede, jeg var meget til udsigt og udsyn… Kravler altid op på ting. Nu glæder jeg mig til at ligge på jorden.

Jeg vil ikke til Mars, jeg vil bo i skoven. Selvom min bevidsthed og det sensoriske ikke er så stærkt forbundet, så er følelserne og det sensoriske det og påvirkes af en masse faktorer, som bevidstheden ikke fatter. Jord, rum, lys, luft, lyd.

Det kan man virkeligt mærke, når man skifter setting til noget endnu mere unaturligt og fremmed for os som art for en stund. Vi har brug for jordforbindelse, økosystemer. Man bliver syg af det her.

Igen meget tankemylder i nogle dage

Fordi jeg ikke foretager mig så meget

Har ikke energi til at gå langt i varmen, er næsten klar til at komme hjem

Lever i efterdønninger af to måneders stimuli og projekt tør-mæt-varm

Og kan ikke samle mig om en film eller en bog

Men åbenbart godt om nyhederne

Og tusinde mulige jobs

Og andres anmeldelser og udstillinger og kurser og salg, som jeg ikke rigtig misunder dem for selve substansen, men alligevel føler mig bagud ved ikke at have

Jeg har lyst til at lukke helt ned for Meta, men det føles også som at lukke ned for muligheden for at leve som selvstændig, kunstner, nørkler, foredragsholder, community person… Men er det reelt? Foreløbigt fører Meta ingen steder… Og måske der er andre måder at sælge og forbinde på… Mere aktivt, mere retningsbestemt… I stedet for at skyde med spredehagl på en uigennemskuelig slagmark

Jeg har lyst til bare at nyde… At finde et deltidsjob, der ikke er vigtigt, men betaler regningerne, og nyde. Flette skåle og give dem væk. Tegne tegninger til mine venner. Skrive genkendelige og håbefulde, magiske ord på klistermærker og sætte dem op på stenbroen.

Men det ville også lidt være at give op, før jeg overhovedet har forsøgt. Hvorfor ville folk ikke købe mine ting, når de køber så meget andet? Hvorfor skal jeg knokle i et underbetalt job, når jeg skaber så meget smukt og arbejder så hårdt her ved siden af? Hvorfor er jeg så overbevist om, at mine bøger aldrig vil blive antaget, at jeg ikke engang tør sætte mig ned og skrive dem færdigt og få dem afsted ud i verden? Hvorfor ikke mig? Tør hverken rigtigt prøve eller lade være.

Jeg prøver at huske mig selv på, at det for fire år siden virkede meget farligt, hver gang jeg delte noget personligt her, og puttede mig selv out there til at blive læst og vurderet eller mødt med stilhed. De første mange gange, jeg gjorde det. Og nu gør jeg det bare. Jeg er is, haha. Eller jeg har fundet ud af, at det ikke er farligt – heller ikke at blive mødt med kritik eller stilhed. Heller ikke, at det ikke er for alle, eller at meget af det, jeg deler, er banalt, navlepillende, repetitivt og ugennemtænkt. For jeg har fundet ud af, jeg slet ikke kan forudse, hvad der rammer en nerve i andre og hvad der ikke gør. Så nu sender jeg det bare ud. Og folk skriver til mig. Gode folk, der vakler, tvivler, drømmer, håber. Så måske har jeg en butik med ting, jeg godt kan lide at lave, der betaler regningerne, om yderligere fire år? Måske. Der sker ikke så meget, som jeg tror, der bør ift. hvor hurtigt tiden går… Men måske sker der nok? Og meget mere, end jeg giver mig selv credit for.

Mit hoved er ikke det mildeste sted at være i dag, men jeg vil prøve at række ud til nogle mennesker. Jeg prøver at huske mig selv på, at det også har føltes sådan her, når jeg har rejst med andre, og er langt væk fra alting. Der kommer bølger af ensomhed bare over at være udenfor hverdagen, ikke kun fordi, jeg er alene.

Jeg har heller ikke nogen fast hverdag at komme hjem til, hvilket måske forstærker følelsen. Jeg har haft dage med jævne mellemrum herude, hvor jeg tvivler meget på mig selv og det, jeg foretager mig. Jeg bliver påvirket, når mine opslag får få eller ingen likes, selvom jeg ved, at mange læser uden at reagere. Jeg føler, at et fravær af respons er negativ respons. Det kunne være så nemt at trykke på hjertet, så inde i mit hoved forestiller jeg mig, det er et aktivt fravalg, et signal om, at man ikke opfatter det, jeg deler, som godt eller relevant. Selvom jeg rationelt ved noget andet.
Jeg prøver at huske, at jeg også arbejder med de her ting for mig selv. Skriver ned for mig selv, redigerer billeder for mig selv, arbejder med æstetik og stil for mig selv. Men jeg kan stadig blive slået ud, når en times arbejder lader til ikke rigtig at ramme nogen.
Og jeg glemmer hurtig de gode, bekræftende private beskeder, jeg jævnligt modtager, som ofte ikke handler om et enkelt opslag, men udtrykker støtte og generel værdsættelse af og nysgerrighed på, at jeg deler mine tanker og oplevelser i mit år uden lønarbejde.
Det er bare brugeradfærd, mekanik, knapper. Det et Metas mål for værdi, ikke mit mål for værdi. Men fåk det er stadig svært at abstrahere fra. Det rammer helt ubevidst. Sådan… Hvorfor har jeg det egentlig dårligt i dag? Nå jo, det er fordi, der kun er tre likes og mange, der liker storyen men ikke opslaget, har de så mon læst teksten overhovedet eller trykker de for selv at blive set som aktive af algoritmen eller hvad mon?
For jeg ved jo også godt, at man bliver algoritme-straffet, når man poster og ghoster, som jeg i øvrigt selv gør de fleste dage, fordi jeg egentlig ikke trænger til input fra Instagram. Jeg ved at teknologien ikke er et retvisende udtryk for mine værdier, og alligevel vender jeg alt til tvivl.
Dopamindeprivationen, når der ikke er nogen notifikationer, går lige i underbevidstheden. Det er så sygt, den magt, det har, med alle de ubekendte i fortolkningen.

Jeg har tænkt på samspillet mellem kreativitet og disciplin.
I 2009 lærte jeg at skrive sange og fik at vide, at jeg “havde talent for det”. Og jeg har altid fået at vide, at jeg havde en stemme, er kunne noget særligt. En gang imellem har jeg delt en video, hvor jeg synger en lånt sang, og det får typisk en del positiv opmærksomhed, men der går langt imellem at jeg overhovedet sætter mig med guitaren eller spiller/synger et helt nummer. Og jeg har ikke skrevet noget musik færdigt i mange år. Når jeg tænker på musikken, føler jeg lidt, at jeg er bagud, at jeg spilder et talent eller en kraft ved ikke at dyrke det. Men det kræver meget af mig, en særlig stemning, en ro og helst også en kontinuerlig indsats over tid for min stemmes skyld. Min stemme klinger på en træls måde, når jeg forcerer.

Men hvorfor kom det at synge egentlig overhovedet til at handle om talent eller disciplin?

På det sidste har jeg improviseret melodier for mig selv, en slags chant uden tekst, oftest. Nogle gange optager jeg det, men ikke så tit. Så det er der bare, for mig og min krop. Når jeg er intentionel omkring det, er den beroligende effekt på tanker og fysisk forankring den primære grund til, at jeg gør det. Andre gange kommer det helt pludseligt til mig, for så at fordufte igen ligeså hurtigt. Det er ikke performance og det er ikke produkt, det er bare sang. Det er måske ekspressivt, hvis nogen hører det, men meget flygtigt og vagt. Min mand siger, at det er smukt, det han har hørt af det, og straks kommer jeg til at tænke, om jeg burde arbejde mere med det, lave det til noget, til et produkt for andres konsumption, eller i det mindste et fællesskab, en filosofi, noget at give fra mig.
Men jeg prøver at stoppe de tanker igen.
For det er bare udtryk og væren. Menneskelig intuition. Min forankring i vibrationer og hylster. Min krop som et rum, som en del af et større rum. Det er en stille fascination i momentet over klang og at skabe ud af ingenting. Det er et sandmaleri, som udviskes igen, men uden disciplin.

Jeg tror, vi som art er naturligt kreative, eksperimenterende og udtryksfulde. Jeg tror ikke, vi er naturligt kommodificerende. Og jeg drømmer om en verden, hvor vi kan tillægge kreative udtryk og aktiviteter værdi uden at der opstår tanker om at eje, bytte eller handle med det.

Men lidt vil jeg gerne give videre her. Min egen praksis er inspireret af den gruppe, jeg en overgang dyrkede yin yoga i. Hvor vi altid sluttede med et fælles OM, en samklang med alle vores forskellige individuelle toner. Det lød altid dejligt, uden styring. Det dannede ligesom bro fra den fysiske fordybelse til at skulle ud og tage hul på resten af dagen bagefter.

Så. Bare et tip:
Prøv at sige en lyd, finde din tone. Jeg kan godt lide de lidt bløde og dybe. At mærke dem runge i brystet og halsen. Prøv at kunne give slip på dem i dag. Med overbevisning. Uden publikum. Prøv at lade være med at gøre andet imens. Fokusér. Prøv at få alt ud af tonen, du kan. Skift den, når du har lyst, tril tilbage, hvis du rammer noget, du ikke føler for.
Prøv opmærksomt at brumme og nynne i dag for dig selv. For mig føles det omsorgsfuldt og som en genvej til noget meditativ, en samhørighed, en leg med andre vibrationer. Det virker også på dage, hvor det myldrer med forstyrrelser inden i, når jeg forsøger at finde ro.
Som bonus finder jeg det nemlig ret svært at overtænke, spænde i kæben eller bekymre mig aktivt imens.

Er mest på indre rejse i de her dage… Og svømmer og spiser god mad og skriver hver dag.

Tænker stadig over mine og andres pligtopfyldende tendenser. Jeg kan leve af 18 timers arbejde til en af de laveste lønsatser i landet. Hvad er der så at være bange for, når man vælger ledigheden? Hvorfor føles det som et kæmpe sats, og at man gør noget forkert?
Jeg ved, at den altid muntre (not) Max Weber havde et par ting at sige om det for mere end hundrede år siden. Selvdisciplin, hvordan det blev en dyd at skrabe til sig for calvinisterne, selvom de levede asketisk, Luthers forestilling om det verdslige hverdagsarbejde som religiøst kald og fokus, og hvordan det blev til idéer om, at tid kan spildes, hvis den ikke optimeres og udfyldes med fokus på opgaver og pligter. Men selv som ukristen religionssociolog med en fundamental bevidsthed om, at kapitalismen har taget form med udgangspunkt i en gammel idé (som i øvrigt heller ikke ligefrem var fri for magtkampe og politiske interesser) om, at hårdt disciplineret arbejde i denne verden er vejen til at tjene Gud og opnå en frelse, jeg ikke tror på, så er jeg stadig urolig, når jeg hviler. Selvom jeg ved, hvordan styring gennem selvdisciplin virker socialt, selvom jeg ved, at lineær tid ikke er et almenmenneskeligt faktum, selvom jeg helt overlagt har vendt op og ned på kapitalismens grundlæggende principper i sin seneste mutation, hvor vi stadig knokler, men nu også har pligt til at forbruge og nyde fremfor at være nøjsomme, og i stedet sagt: Næ, jeg vil have tid til at nyde det lidt, jeg har, og jeg vil ikke arbejde for at akkumulere, jeg vil hvile, når jeg har nok… På trods af det, så er det fucking svært.

Der var en evig ængstelighed i puritanismen, for når vejen til frelsen går gennem optimering, selvdisciplin og arbejde, hvornår er det så nok? Kan man ikke altid gøre mere og kan man nogen sinde være sikker? Hvor meget skal man have akkumuleret og investeret, før man kan være sikker på at være på frelserens gode side?
Klip til en verden af studievejledere, coaches, sagsbehandlere, jobkonsulenter, forebyggelsesarbejdere, en sundhedssektor, der ikke blot behandler sygdom, men søger at optimere befolkningens vitalitet på alle leder og kanter, en finanssektor, hvor status quo på værdi betragtes som tab (og der findes intet vigtigere!), en barn- og ungdom med uddannelsesforberedelse, tests og udtalelser, disciplinering til at blive et selvoptimerende individ, der udnytter sit unikke potentiale fuldt ud, i øvrigt med alle muligheder i verden og et internet, der får sammenligningen med andre med vidt forskellige vilkår til at eksplodere. Fed fest.

Så nu står jeg her midt i 30’erne og siger Tak, men nej tak. Jeg vil gerne betale min husleje, jeg vil gerne have en hverdag, der ikke gør mig syg i sindet, jeg vil gerne have strøm og tøj på kroppen. Jeg føler mig ikke asketisk, jeg tager grådigt af solnedgangen, af tiden, af bøgerne, af blødheden i mine relationer, duften af forår. Jeg har også stadig råd til en Magnum Mandel i ny og næ, som var min idéhistorieundervisers ultimative billede på hedonisme. (Men den er selvfølgelig shrinkflated til en størrelse nu, som jeg tror, at selv mådeholdne Epikur ville rynke på næsen af.)

Jeg vil ikke knokle som en calvinist og leve puritansk. Jeg vil være nøjsom, men så vil jeg også arbejde mindre. Og det er et brud på forbrugskapitalismens grundregler. Og jeg elsker den spejling, jeg har fundet i det her lille hjørne af internettet. Det er absurd, at der ikke er flere, der har opdaget, at de dér grundregler er helt i skoven (eller sætter ild til skoven).
Men. Jeg har stadig den dér risikominimerende opdragelse med mig, altid. Som en klam hånd i nakken.

Og i min selvvalgte ledighed føles det som om, jeg løber en risiko, og jeg frygter at være uforberedt. Jeg har ikke været uden en plan, siden jeg var 18 år. Jeg taler sjældent højt om det, for mit ideal er egentlig at flyde og improvisere, at tro på heldet, at blive overrasket og lade tingene udvikle sig organisk. Jeg har af en eller anden grund altid gjort mig umage for at virke mere tilbagelænet, end jeg er. Men grunden til, at jeg kan virke tilbagelænet, er, at jeg nærmest altid har tænkt ti alternative scenarier igennem og ved med mig selv, at jeg kan navigere dem alle og komme uskadt ud, og også tit med et større overskud og mere sikkerhed end gennemsnittet. Gennemsnittet, den skjulte målestok, normaliteten (vi gemmer lige Foucault til en anden dag). Hvis jeg læner mig op ad den, så er jeg ok. Hvis jeg er lidt skarpere end normen, så kan jeg slappe af i mine kalkulerede risici… Sådan lyder min hemmelige mentale monolog.

I min blå bog i gymnasiet stod der om mig: “Har faktisk ret godt styr på sine ting, og har lært – hvilket mange af os andre ikke har – at man må yde, før man kan nyde”. Jeg hæfter mig ved faktisk. Det står, som om nogen på et tidspunkt opdagede det, og at det var uventet. Jeg sagde kun nej til en fest, hvis jeg havde en aflevering i et yndlingsfag, men kom til manges overraskelse ud med klassens højeste snit (det var ikke særlig højt ift. den nationale standard, men igen var jeg på den sikre side af normen i min egen lille referenceramme). Jeg var strategisk i det skjulte – jeg gjorde mig umage med nogle få ting og bullshittede resten. Jeg havde overblik og var kalkuleret, mens jeg virkede cool og useriøs. Jeg skød ikke efter at klare mig bedre end de andre, men det er ret typisk, at jeg undervurderer min egen indsats og hvor langt, den rækker. Det gør jeg stadig.
Udadtil var jeg talerør for en idé om at skole var noget tørt noget, at det bare var noget, vi legede, og at der var vigtigere ting i livet. Indeni var jeg alligevel lidt en overachiever.
Og tendensen gentog sig på universitetet. På bacheloren skulle jeg knokle for at klare mig nogenlunde (referencerammen var noget anderledes, og jeg havde ingen studieteknik, når det virkeligt gjaldt), men på kandidaten fandt jeg fodfæste igen. Mange opfattede mig stadig som utjekket og useriøs, selvom jeg metodisk og konsistent arbejdede mig til 12-tal efter 12-tal, for jeg underspillede det altid. Og takkede stadig aldrig nej til en fest, for jeg var altid et godt stykke foran med arbejdet, selvom jeg sagde, jeg ikke vidste, hvad jeg lavede. Det gjorde jeg heller ikke, men der var en metode til at navigere, og det var faktisk sjovt.
Og jeg tror, det handler om en gammel angst for at stikke ud. Uanset om det var med stræbsomhed eller fejl, så ville jeg helst bare ikke bemærkes. Så jeg scorede over målene og gjorde det i hemmelighed og med en attitude som om, at det ikke betød noget. Det, det betød for mig, var at jeg blev sat fri til at gøre resten, som jeg ville. Fri fra at blive målt og vejet og pacet. Jeg lærte allerede i folkeskolen, at hvis jeg levede op til de basale krav, så vandt jeg autoriteternes tillid og slap afsted med det meste reste af tiden. Og det har stadig været min strategi ude på jobcenteret og lignende. Jeg gør det, jeg skal, i lidt bedre tid end forventet eller lige 10% over minimumskravet. Og til gengæld er de aldrig efter mig, aldrig nøjeregnende, finder aldrig på ekstra krav eller tager styringen fra mig.

Jeg lever op til de grundlæggende regler i governmentality – selvledelse for at undvige direkte magtanvendelse. Min tried and tested metode til aldrig at komme i problemer, aldrig at blive kritiseret, aldrig at ende i nogen disciplinerende institutioners søgelys, ingen særlig indsats fra studievejleder, jobkonsulent eller chef: Altid et par skridt foran, altid med en plan. En alternativ plan, men en plan. Med sikkerhedsnet. Og backup. I hemmelighed.
Problemet er, at der ikke er nogen objektiv grænse for, hvor langt foran, man kan være, når man tager beslutninger om at gennemføre større normbrud. Ligesom calvinisterne, når jeg til spørgsmål om, hvornår noget er nok. Hvornår er jeg sikker nok, grundig nok, velforberedt nok på alle scenarier? Hvor stor skal opsparingen være, før jeg kan stole på den? Hvor billig skal livsstilen være? Hvor mange gange skal jeg se tingene løse sig selv, før jeg tør stole på, at de nok også gør det næste gang? Hvor mange løse jobs, skal jeg score, før jeg tror på, at der dukker nye muligheder op efter en lang pause, når kassen er tom?

I denne her muterede kapitalisme-med-governmentality, kan du blive målt og vejet på alle leder og kanter i henhold til, hvad der er normalt, gennemsnitligt, ønskværdigt, så du kan aldrig rigtig være sikker. Og det er individuelt (fordi vi er rummelige, bilder vi os ind, men i realiteten er det mere fordi, at det grænseløse ved det individualistiske tjener maskinen). Det er dig, der sætter rammen. Hvad er dit bedste, hvor går din grænse, hvad mærker du i din egen mave er dit formål? (Spoiler: Der findes forkerte svar, selvom det er helt op til dig selv!)
Mit svar: Jeg føler ikke en skid, når jeg glor i min navle. Men i fællesskabet: Jeg mærker mening i at være noget for andre, kunne noget, andre ikke kan, ligesom de kan noget, jeg ikke kan. Udveksle. Og at støtte hinanden i pauser, hvile, sygedage, protest, sorg, i forstærkning af personlige grænser i en grænseløs verden. (Og gennemtrængning af nationale, konstruerede, fascistiske grænser).
Ud af navlen, ind i verden. En verden, hvor sikkerheden i dit job, i dine investeringer, i dit hjem alligevel er på lånt tid. Du har selv været med til at sætte ild på det hele, så hvad er egentlig på spil nu?

Jeg har siddet og læst og udgivet, hvad jeg skrev for et år siden, og jeg havde helt glemt, hvor hårdt det var dengang.
Meget er værre eller ligeså slemt udenfor i verden, men basen er bedre nu.
Og jeg har rykket mig til noget mere roligt inden i og har meget mere kontakt til mig selv.
I de her dage formår jeg at fokusere på det, jeg kan gøre og være, i stedet for alt det, jeg føler mig afmægtig overfor.

Og denne her voldsomhed i det tidlige forår føles mere forventeligt og håndterbar, fordi jeg ser nogle mønstre, jeg ikke så før. Det er cyklisk. Hvilket også vil sige, at det passerer. Man behøver ikke identificere sig totalt med det, man behøver ikke løse alt. Det passerer helt af sig selv og bliver til noget andet.

Det har kunnet noget uforligneligt at tage et år ud af lønarbejdslivet, det et der efterhånden ingen tvivl i mig om. Jeg kan lidt bedre se, hvad der er sket det sidste år, nu hvor jeg er stille lidt.

Og jeg er ret glad for det her koncept med at genlæse og dele et år senere. Om ikke andet, så giver det mig en selvindsigt og en følelse af at være allieret og omsorgsfuld overfor fortids- og fremtids-Ida. Lidt ligesom at nære mit forhold til barnet, jeg var, eller den gamle kvinde, jeg måske bliver en dag. Give dem blødhed og tillid.