Jeg har haft angst igen, lidt. Sovet for lidt. Ligget vågen i timevis om natten med tankemylder om job, titel, værdi, økonomisk sikkerhed, tid, tvivl.

Jeg er på vej ind i et nyt kapitel. Tror, det er derfor. Hvad skal der ske nu? Hvis jeg ikke vil kontorjob. Hvis jeg ikke vil være underbetalt. Hvis jeg ikke vil interessetimer. Hvis min kunst ikke er god nok. Hvis ingen køber. Hvis IG hænger mig langt ud af halsen, og Pixelfed heller ikke fænger for tiden. Hvis jeg vil alt og intet. Det myldrer med idéer. Jeg prøver at stole på, at jeg kan eksekvere, når året er slut. Tør prøve på noget, jeg ikke har prøvet før. Føre til dørs. Skrive værker. Producere flere ting med nærvær. Være mere opsøgende.

Jeg er angst. Jeg er håbløs. Jeg er sulten. Jeg er gammel.

Jeg er ressourcestærk. Jeg er vis. Jeg er kærlig. Jeg er heldig. Jeg har ord. Jeg har idéer. Jeg har liv.

Et år med fokus på rødderne frem for blomsterne… Er endt lidt i det modsatte, fordi jeg kom til at melde mig ledig og arbejdssøgende, før det var slut. Eller måske ikke i det modsatte, men i en usynlig modning, før et eller andet vil bryde ud. Prøver at se det som noget skabende, det her build up af nervøs energi. Lige om lidt er jeg klar til igen at handle mere, bevæge mig. Snart skal der ske noget nyt. Oven på et år med introspektion, mere passivitet og en hel del tiltrængt dvale. Jeg er jo egentlig vild med de her overgange, skift, nye begyndelser. Skal bare turde omfavne de kaotiske og ængstelige sider af det også.

Jeg prøver at minde mig selv om noget med tempo… Noget om den dér nagende sense of urgency…

Jeg skriver:
Du behøver ikke producere hurtigere, end et publikum kan tage det ind. Man konsumerer dybe ting langsomt. Der er mange tilbud og afbrydelser.

Jeg skriver:
Gå efter kvalitet over hurtighed. Og brug tid på at tænke over, hvad du vil. Den er falsk, den sense of urgency. En løgner.

Har brug for påmindelserne i dag, hvor jeg slet ikke føler mig som den sensuelle, rolige, interessante kunstner… Jeg får ikke sunget, skrevet eller skabt. Men til gengæld ordner jeg ting hos SSP-samrådet, jeg hjælper min ven akademisk og med opbakning, jeg bevæger mig, jeg har fuget vinduerne og ryddet op i kælderen…

Jeg skriver:
Det kommer tilbage. Du behøver ikke være over den uafbrudt, kunsten. Men opsøg den igen snart. Fordi det er det, du vil. Det er det, der forankrer dig i verden. Det er sjovt, når du tør.

Jeg skriver:
Prøv at lade være at tænke på, hvor hurtigt, du kan få gennemført noget. Prøv i stedet at tænke på, hvor afslappet, du kan være, mens du gør. Stræb efter at maksimere det: Din tilbagelænethed i dit arbejde. Dit nu i stedet for din fremtid.

Er overvældet. Kan ikke følge med. Har sagt ja til lejlighed og svaret udebliver. Er åben for graviditet, men der sker ikke noget. Har ondt i skuldrene og får ikke mediteret eller tjekket ind med kroppen. Føler mig ikke i balance. Har ikke lyst til at skabe. Føler, andre når og kan meget mere end mig. Jeg kan ikke engang forbinde til mig selv eller min mand.

Det frivillige arbejde fylder meget. Jeg gør ting og jeg bliver set og jeg er god, det ved jeg. Min mand et stolt af mig. Men jeg når slet ikke at fordøje og sørge for at have mig selv med. Og styre eksponeringen i den ønskede retning. Vil gerne bare sove, men har svært ved at slappe af.

Her til aften spørger jeg mig selv:

Hvorfor haster det?

Jeg læser Rosenkålsreglementet.

Jeg brugte så meget tid på at diskutere med mig selv i starten af det lønjobfri liv. Dejligt at kunne læne sig ind i, at en fagperson har ordnet mange af tankerne for mig, selvom jeg ikke er enig med ham i alt. Dejligt at se knuden i maven skrevet ned på papir, så jeg bliver mindet om, at det er strukturelle, principielle diskussioner, ikke individuelle… og at jeg ikke er alene med den kognitive dissonans og struggle.

Jeg har i noget tid nu ikke haft lyst til at vågne om morgenen.

Jeg sover til jeg vågner af mig selv, solen skinner stærkt ind af sprækkerne i gardinet, men jeg har ikke lyst til at være ved bevidsthed.

Måske det er dagpengene, blot at læse et par jobopslag om ugen, som suger livet ud af mig.

Måske er det det svære med min partner. Måske en kombi.

Jeg har ikke lyst til nogen af mine muligheder. Jeg føler ikke ro i de kreative. Jeg føler ikke selvtillid i noget. Drift. Ikke engang til at tage min cykel ud i foråret uden formål.

Stod op kl. 10. Dansede ud i køkkenet. Ryddede opvask væk fra stativerne, mens jeg lavede kaffe. Nu vil jeg én ting. Ikke producere noget, men gerne læse. Og ikke sidde her med telefonen. Jeg har ikke scrollet, og det er da én god ting, der kommer ud af ugideligheden.

Kom pludselig i tanker om, at det måske er fordi, jeg skynder mig. Fordi jeg ikke lader kroppen sanse. Flygter nærmest fra at føle ind i foråret. I lyset og varmen, i klangen udenfor, der lyder af sommerferie, i min krop som er udhvilet, men tung, og skuldrene, der er spændte. Jeg gjorde det til en kamp. Mig mod min krop og mit humør. Men jeg kan drage omsorg i stedet. Og jeg kan unde mig selv at sanse. Jeg har tid.

Jeg
har
tid.

I denne her sidste fase af mit år uden lønnet arbejde vil jeg fordybe mig i det materielle og sanselige. Der trænger jeg til. 

Mindre digitalt udtryk og undergang og tjeklister, mere lige her. Jeg vil skabe ting med mine hænder. Jeg vil rydde op og gøre rent i hver en krog med nærvær. Jeg vil sidde i naturen. Jeg vil prøve at udføre idéer i stedet for at skrive dem ned. Jeg har lidt lyst til ikke at tage billeder af det, men har også lyst til at have dokumentationen og noget at dele. Tror jeg. Måske ikke. Er det en pligt, jeg føler? En retfærdiggørelse? Mindre ensomhed og usikkerhed i det, fordi det kan deles og ses af andre? Har man brug for vidner eller er det bare vane?

Jeg vil tilbage til at sige, at jeg er kunstner og nørkler, i stedet for at sige, at jeg bare er forvirret og arbejdsløs. Skriften er også et håndværk, en kunst, ikke bare dokumentation af noget andet.

Og hvilket privilegium, det er. At jeg faktisk ikke behøver tjekke mails eller forholde mig til noget andet end det, jeg kan se og røre umedieret. Det bliver meditativt. Jeg vil prøve. At stå op om morgenen og bare være lige her. Tømme en skuffe. Få brugt noget stof. Få lappet noget tøj. Få lavet noget af ler. Være i min krop, spise og bevæge mig.

Jeg skriver en huskeseddel:

Det nære rum
Oprydning 
Skabe
Bruge
Rengøring 
Næring

Jeg er stoppet med at tælle dage af måul (som det her projekt hedder min indre dialog) på et tidspunkt, mens jeg har været på rejse. jeg mistede overblikket.

Og fordi jeg måske starter på dagpenge igen, når jeg kommer hjem, føles det nærmest som om, at det lakker mod enden. Jeg er nærmest gået i gang med næste kapitel inde i hovedet og har været det i en måned: Hvad vil jeg mht. at tjene penge. Hvad kan jeg. Hvordan kommer jeg i gang. 

Men der er fire måneder tilbage. En tredjedel. Og jeg skal ikke alt muligt. Fremtiden skal ikke kolonisere det her projekt og eksperiment. Det er et eksperiment med lønfri, ikke et eksperiment i, hvor meget kan dit fremtidige arbejdsliv komme til at fylde, helt uden at du søger det. Fåk, Ida. 

Det siger meget om min hjerne. Min måde at finde sikkerhed i at være på forkant. Måden hvorpå jeg oftest er mere langt ude i fremtiden end lige her, lige nu.

Jeg vil begynde at tælle igen, når jeg kommer hjem. Og huske, at jeg er dybt inde i eksperimentet endnu, ikke i efterspillet. Huske at være nysgerrig og huske at fordybe mig i det, jeg laver her, ikke det, jeg laver om fire måneder og derefter.

_

Jeg plejer, når jeg når til det her punkt i en lang rejse, at glæde mig til mange ting ved at komme hjem. Plejer at have idéer, jeg gerne vil udføre og basale sensoriske afsavn.

Men jeg føler ikke særlig meget nu. Jeg føler ikke, der er noget, jeg kan læne mig ind i. Jeg er ikke tryg ved at komme hjem, skulle hjem. Jeg glæder mig ikke til rammen, mit hjem, for jeg husker larmen udenfor, at jeg har lidt for lidt plads, at det kan være svært i mit parforhold, at fødevarepriserne er stukket af, og at jeg spiser noget andet, end jeg sætter mig for. Jeg føler mig magtesløs og føler lede ved at kunne fortsætte livet, mens tusindvis af børn dør. Stressorerne er mange.

Og jeg føler, at jeg ikke når nok af det, jeg gerne vil. Det er en central følelse. Men hvad betyder det overhovedet? Hvad er det, jeg skal nå? Hvornår er det nok? Og ser jeg det, jeg faktisk når, og ved, hvordan det adskiller sig fra da jeg lønarbejdede?

På gode dage kan jeg godt se ting for mig. Drømme dem op. Forestille mig at foretage mig noget og være ok.

Men jeg er ikke begejstret. Det føles ikke let. Det føles heller ikke så lystbetonet, som jeg drømte om. Det føles som pligt. At skulle skrive, skifte platforme, færdiggøre noget, uddanne mig til gruppeleder, gå på læsesal, åbne butik, skrive ansøgninger. Alt det, jeg helst vil, føles også lidt som noget, jeg skal tvinge mig selv til. Jeg vil gerne bare ligge ned i en lysning med mos og vente. Vente på lyst fremfor bør. Men jeg er så bange for, at den ikke ville komme, lysten. Bange for, at det her er det bedste, det kan blive. Et liv med ondt i maven, med højt stressniveau, hvor det roder inden i, og jeg altid er parat til at løse kriser og tage slag – i mit arbejdsliv, i mit forhold, i nyhederne og i institutionerne, som er lavet til at passe på og styre os.

Nå. Men. Jeg har skrevet en liste. Og jeg hader den ikke.

Når jeg kommer hjem:

Bruge Pixelfed meget mere – kan man importere posts og/eller have flere konti? 

Monotasking

Lav din egen havremælk

Fortsætte med at spise mere opmærksomt

MÅUL podcast – jingle, intro, Spreaker etc.

Skære mobiletui til og male det

Status på kapselsamlingen 

Morgenstedet og gåtur på volden

Fortsætte med holdningstræning

Strække/danse/bruge mine muskler hver dag

Bage brød

Ung til ung

Dagpenge og LinkedIn på egne præmisser

Make-up

Besøge Lejre

Besøge Holbæk

Se gode serier

Se film med andre

Tage i skoven med kage og te

Boligopskrivning

Eksperimentere med at blende is og dips/spreads

Tage på fælleden

Kartoffelpizza

Læse mine dejlige fagbøger og tage noter

Koncerter

Whisky sour

Sure øl med gode mennesker

Skrive på bøgerne og nyde det

Nørkle dukkehussmåting og nyde det

Nørkle perleting og nyde det

Kramme

Snakke med gode mennesker

Skrive/arbejde med tekster med gode mennesker

Drikke urtete

Digital minimalisme, slette apps og profiler, skifte browser etc. – fuck those guys

Købestop, minimale dagligvarer, skralde, sanke – fuck those guys 

Tænker nogle gange på, at al skønheden er der, uanset om vi kom til at læse nyheder eller åbne Instagram igen, eller vi faktisk er i stand til at værdsætte den. Måske endda nyde.

Selvom jeg har en knude i maven, og en eksistentiel angst blokerer en stor del af forbindelsen mellem mine sanser og min bevidsthed, går solen stadig ned i æstetisk overflod.

Den er sgu ligeglad. Og det er på en måde betryggende.

_

Note to self:
Universet kalder ikke på, at du prøver hårdere, det kalder på, at du har tillid til det.

Er ikke fan af positiv psykologi, især ikke, hvis det træder i stedet for velbegrundet politisk vrede, men denne her retter sig mod egoet og angsten, den indre risikominimerende stræber, som prøver at foregribe alverdens ulykker ved at bekymre, tvivle og arbejde sig halvt ihjel og gøre alt på én gang i stedet for at være den rolige uapologetiske kunstner og forfatter, hun drømmer om… Jeg forsøger at skrue ned for selvdisciplinen og op for legen i dag, og tror på, at jeg når mindst lige så langt på den måde, med det jeg vil. (Men det er svært!)

_

Dr. Glenn Patrick Doyle skrev på et tidspunkt: “When your nervous system is pressuring you to make every life decision based on risk management, as opposed to your actual values & goals, you begin to lose yourself. You end up living a life that had nothing to do with you.” Og det minder jeg mig selv om. Jeg ser det som et produkt af opdragelse og en samfundslogik mere end i det individuelle traumeperspektiv, der er Doyles anliggende, men alligevel.

Det er min største frygt og noget, jeg modarbejder bevidst. At miste ejerskabet over mit liv. Men der er mange risikorelaterede tvangstanker, der sniger sig ind alligevel, ofte. Forsøger mig med øvelse og påmindelser…

Når man sådan rejser alene, er der frit lejde for overtænkning. Og der sidder en angst i kroppen, efter den har rejst mange flere kilometer, end den begriber, og sovet for lidt i flere dage. Mit livs værste jetlag.

På Bali er det eftersigende én af de største dyder at lave og give små offergaver. At give fremfor at tilegne sig. At bruge lang tid på at forberede og udforme sirlige små pakker, flette blade til kunstfærdige værker, og dedikere tid til at placere dem og tænde røgelse. Og lade dem forgå. Jeg prøver at finde den energi. Og dyden som social norm om at give fremfor at modtage. Hvilken fred at overgive sig. Hvilket nærvær i nuet, i proces, i det flotte for det flottes skyld.

Er så vant til at tænke det som en dyd at modtage løn, akummulere kapital, opnå målbare resultater som individ. Vil så gerne ud af det.

I dag er jeg stødt på tre forskellige mennesker på gaden i gang med deres hverdagsritualer. Begge køn iklædt mønstret sarong. Viftende med røgelse i glidende bevægelser eller tøffende i deres sandaler hen mod et alter eller blot en ledig flade på en mur eller en trappesten, med hænderne fulde af sirlige arrangementer af blomster, ris, cigaretter, græs, slik og uidentificérbare drikke. Der er noget instinktivt forbilledligt i deres væsen, deres kropssprog, deres tempo, deres omhyggelighed.
Mens verden derhjemme prøver at få mig til at se succes som noget at stræbe efter. At skrabe til sig. Hvis de andre får, så vil jeg også have! Jeg vil ikke stå svagest.
Men det er ikke mig. Det er mig at give. At dyrke det mirakuløse og skrøbelige ved eksistensen. Af have stolthed i det, jeg kan give væk gratis. Men fuck det er svært.

Forårsfebrilskheden må gerne være uproduktiv, prøver jeg at minde mig selv om. Og så må den gerne blive til lange, sløve, rolige dage og varme, nydelsesfulde nætter. Nuet er det eneste, der er. Og det er lidt som om, solen minder os om det. Lad den bare.

Når det virker som om, at alt er farligt, og at jeg har være dumdristig og ikke blot dristig, så prøver jeg at minde mig selv om al den sikkerhed, jeg har. Tale mig selv op. Jeg er så privilegeret, at jeg har overvejet at lade være med at dele det, for jeg har ikke lyst til at gøre andre mere usikre ved sammenligning, som jeg selv kan blive, hvis jeg sammenligner mig med nogen, der har lidt mere sikkerhed, lidt mere erfaring, lidt mere kærlighed eller normalitet. Men jeg håber, du kan læse det, og tænke på, om der er tilsvarende i dit liv, som du kan styrke dig på. Om du måske ikke står bedre, end angsten fortæller. Om du ikke har flere brikker at spille med, end du plejer at anerkende.

Jeg noterer det her for mig selv, når jeg føler mig helt fortabt, fordi jeg ikke finder sikkerhed i det faste job, rutinen, karrierestigen, ros… Og ja, det er også en taknemmelighedsøvelse af en art:

• Jeg er løst tilknyttet en børnehave med mulighed for få eller mange timer og meget personlig udvikling – og som lavpraktisk ligger perfekt. Et supplement til økonomien efter behov.
• Jeg skriver godt, og jeg elsker at skrive. Det falder mig naturligt at tænke og sætte ord på ting, som andre synes er rart at få sat ord på. Det er en leg. Tænk, hvis man kunne leve af det. Måske finder jeg vejen.
• Jeg har en opsparing, lave faste udgifter, og en evne til at spare, som er de færreste forundt. Den er en konkret, begrænset sikkerhed, men evnen er samtidig en evig strategisk fordel ift. at udfordre rammen.
• Jeg har den dejligste kæreste, som fumler med sig selv, men ser mig… Og han skal nok klare sig økonomisk og eksistentielt, selvom det er svært lige nu. Han gør nuet så nydelsesfuldt for mig.
• Jeg er modig og ressourcestærk, og alt er gået fint indtil nu. De fleste støtter mig i at eksperimentere.
• Jeg har et CV med corporate erfaring at falde tilbage på. Man kan se, jeg er dygtig, og det er bedre end ingenting, selv hvis jeg laver noget andet i flere år. Jeg har et netværk derinde af mennesker, der ved (noget af), hvad jeg kan. Og de har svært ved at rekruttere og fastholde.
• De rige magthavere er blinde for det væsentlige, alle knokler og har det skidt, sociale medier fucker med os. Men naturen består. Mit liv er mit. Jeg kan lægge mig ned på græsset og ødsle min tid bort. Jeg har ét liv, og jeg skal ikke nå noget.

NOTE TO SELF

Hvis du har fået nogen til at føle sig set, værdsat, rummet, tryg, støttet eller som en del af noget socialt i dag, så har du gjort mere godt for menneskeheden end de fleste.

Hvis ikke du har, så kan du stadig nå at sende en besked afsted til nogen.

Det kræver så lidt at ændre nogens dag.

Og vi trænger så meget, mange af os, til social forankring og anerkendelse for bare at være os og forblive bløde i denne her verden.