NOTE TO SELF – Om præstationsræs
Jeg husker ikke de ting, jeg har præsteret. Mine faglige mål, gode eksamener, karakterer, veludførte jobs, anerkendelsen for dét. Det betyder noget i korte øjeblikke. Får mig videre. Giver mig en følelse af at have en daglig funktion, i processen op til. Giver fred i sindet ved at legitimere min væren i verden. Ingen stiller spørgsmål, jeg ikke kan svare på, om hvad jeg laver, når det er perioder med den slags aktivitet.
Det er tilfredsstillende at nå i mål med noget svært. Eller at være i flow. Og en sjælden gang i mellem at kunne genfinde gamle produkter, og blive overrasket over kvaliteten af tanker, jeg allerede har tænkt og skrevet ned. Men så er det heller ikke større.
Jeg erindrer det ellers ikke forbi målstregen. Registrerer den knapt. Stregen. Et øjebliks udånding og tilfredshed. Og så… Fortid. Betydningsløst. Videre.
Nye mål.
Men.
Det, jeg virkelig husker som værdifuldt, livgivende, lykkeligt, når jeg tænker tilbage på de sidste tredive år, er vejret. Især en blød lykke i mellemgulvet og skuldrene, når det regner.
Og så følelsen af at grine uhæmmet med nogen, jeg er tryg ved.
Følelsen af at diskutere samfundet og avanceret teori i frie rammer og føle, man forstår hinanden og kan noget.
Følelsen af at møde nye mennesker og blive forundret over dem. At de eksisterer lige der, samtidig med mig, og gemte på meget mere, end mit første kritiske blik så.
Krydrede dufte i lune briser under fjerne himmelstrøg. Er det oliventræer eller røgelse?
At blive set og lyttet til og spejlet. At have hjulpet andre. Og at de har fortalt, at jeg har gjort en forskel i deres liv med mit perspektiv, løftet dem lidt, taget lidt af deres byrde, ved at være mig og udtrykke det.
Følelsen af at kæmpe sig op over klitten gennem en tyk duft af hybenroser, og se det grøngrå hav skylle ind over sandet med hvidt skum på.
At bygge små hjem til trolde fyldt med alle mine funklende natur- glas- og plastikskatte et sted i lyngen eller mosset.
Jeg husker forelskelser og bittersød sorg, der aldrig ville ende.
At opdage nye sange. ~ At ligge i eftermiddagssolen på en sofa og lytte til gamle plader.
Melankolien, når det bliver tidligere mørkt. ~ Den klare aftenluft, når der blev ringet ind til spisning kl. 18 i fælleshuset, og stjernerne allerede var fremme, og jeg stod med bare fødder i gummirøjserne og gik i stå på vejen, fordi jeg kiggede op.
Ikke mål og hårdt arbejde. Følelser, følelser, følelser. Og dufte og ord. Idealer og skarpe, frie tanker. Og mennesker, møder. Og natur.
Og det er alt sammen gratis. Og føles nemt.
Det er her nu. Og der kommer mere af sig selv. Det kan nærmest ikke undgås.
Du kan det, du skal kunne allerede. Du lærer resten organisk af lyst fremfor nød og tvang.
Nyd de ting. Vent på mere af det.
Det andet er ikke vigtigt.