Jeg læner mig ind i nuet. Sidder under to dyner på mit værelse med aprilsolens middagsstråler væltende ind i den støvfyldte luft. Efter tre år kysser jeg dig stadig inderligt, når du går forbi, griber ud efter dig.

Du sang Skuld gammel venskab rejn forgo i badet i morges.

Og nu klukler jeg af en skønlitterær bog, mens du i køkkenet har taget hele opvasken, bagt tomat og peber og tilberedt æg til en sen fælles brunch.

Du giver så meget, er så meget. Selvom du jævnligt føler, du ligeså godt kunne ophøre med at eksistere. Jeg har brug for dig. Til at fodre mig, når min krop vågner meget senere end mit hoved, og jeg når at gå sukkerkold, før jeg overhovedet har tænkt på at handle ind. Og jeg har brug for dig til at huske mig på at gå på fælleden og få de samme associationer af de blomster, vi ser, og til at minde mig om, at arbejdsmarkedet ændrer sig og at integritet og denne her form for selvstændighed med værdier og nærvær i front, også er en kapital i rekrutteringsprocesser. Eller i hvert fald nok bliver det.

Og du har vækket min krop. Jeg har aldrig ønsket så ofte og så meget at være nogen fysisk nær. Jeg mærker og udtrykker kærlighed uden ord på en måde, jeg ikke troede, var mulig for mig. Hovedmenneske, autist, INTJ, introvert, whatever. Du har gjort mig mere hel og mere mig.

Der sker meget inden i for tiden. Ikke så meget uden på. Jeg drømmer, jeg har angst, jeg har let til tårer, jeg er overstimuleret. Og samtidig glad. Tryg. Måske nærmest lykkelig. I hvert fald ret rolig. Måske er det roen, der gør mig urolig. Jeg får de dér angstanfald uden trigger og uden tankemylder. Bare stemning og panik i kroppen. Bare en hjerne, der crasher.
Var i Holbæk i weekenden og det er dejligt med mine små niecer.
Var på uni i går at arbejde og snakke med gamle studiekammerater i mange timer. Vi går altid direkte på det hårde, svære, eftertænksomme. Snakkede om neurodivergens bl.a. Og om mit overvældende bogprojekt. Om hvem, man gør ting for. Om relationer og forventninger og ansvar. 

Gik ind til min kæreste inden og græd lidt. Kom sent i gang med dagen, fordi min krop panikkede, da den skulle i gang. Men jeg gik ind i hans arme bagefter og fortalte om noget af alt det, der sker. Utrygheden i trygheden. Balance. Og min lyst til at forsvinde helt ind i ham lidt. Og min flugt fra det. Og meget, som jeg ikke kan huske nu. Igen. Der sker så meget. Mange nye oplevelser, følelser og tanker. Meget at integrere. Busy Busy Busy, underbevidstheden.

Og læser Et lille liv, som også lidt flår i ens organer imens. Intens stemning at sætte for sin dag. Men også god.

Klokken er kvart i ét og jeg ligger stadig i sengen. Har arbejdet herfra i fyrre minutter. Nu kaffe og afslapning. En dag, der styrer sig selv. Vil måske prøve at arbejde hver anden dag. Det kunne måske være godt for ryggen og energien og fordøjelsen af både mad og følelser og tanker. Jeg skynder mig for meget og når for lidt. Vil prøve at udvide tiden ved at gå langsommere frem.

Der kom mange nye til IG i sidste uge. Nu stagnerer det og lidt falder fra. Jeg skal holde mig selv i kort snor for ikke at blive opslugt af det. Har sat tidsbegrænsning på igen. Vil glemme det lidt. Der er planlagt opslag indtil d. 25. Intet jeg skal derinde. Kan lade den leve sit eget liv.

Føler mig virkeligt svag i kroppen, men det er tydeligt, at det er psykisk også. Har bare lyst til at kollapse og ligge stille. 

Jeg har altid haft brug for variation, at ryste posen, et omfang af ustabilitet og udfordring. Tænker på Björk, der kaster bestik og reservedele ud fra et bjerg, og ser dem blive smadret. For at være gladere for sin sikkerhed, når han vågner. Men måske det kunne være godt, hvis jeg ikke fx prøvede at få variation ved at destruere, bryde op, få lyst til at dø eller smadre noget, fremprovokere en vred reaktion, trykke på de røde knapper, teste andres mod.

Måske jeg bare kan gøre det ved at skifte projektfokus. Måske det er det bedste ved det her år. 

Er træt af blog, skriver friere digte og ord. Er træt af ord, laver perleplader. Er træt af skabeloner, tegner abstrakt. Er træt af IG, laver dukkehus i hemmelighed. Er træt af kold vind, bliver i sengen. Er træt af stilstand, går en tur. Er træt af slik, bager broccolitærte. Er træt af mit eget selskab, laver en aftale. Er træt af skønlitteratur, læser fagligt. Er træt af voksne, ringer til Frida. Er træt af kulden, tager til Bali. Er træt af mit eget hoved, lytter mere. Er bare træt, sover.

Men jeg er træt af tryghed. Utryg ved den. Tager væk lidt alene, med god forudgående forventningsafstemning og masser af data og kærlighed og på gensyn i rygsækken. Er stadig din, ude som hjemme.

Bliver nok træt af at rejse og være alene og opleve nyt, og så kommer hjem igen en forårsdag.

SEMI-FIKTIONALISERET MELLEMSPIL

Nerverne er flossede
Hvad hvis jeg har gjort noget forkert
Er så bange for andres reaktion på mig på skrift, når jeg er praktisk regelorienteret og efter egen opfattelse neutral eller måske endda sød
Efter min tidligere lejer, min musiklærer i gymnasiet, der ikke kunne tage imod konstruktiv kritik, voksnes pludselige vredesudbrud mod mig som barn, og dig
Jeg er dårlig til at forstå min effekt på andre
Det er vel autistens lod ikke at begribe takt og tone, alt det vage, og alt, der skal mærkes og forstås mellem linjerne
Hvad hvis nogens verden er revnet på grund af min mail
Hvad hvis jeg ikke må være her
Ikke må holde op med at være der

Lederen skal egentlig bare kvittere for min opsigelse, havde jeg forestillet mig,
Men sender en indkaldelse til et møde på Teams i stedet
Om morgenen, den næste gang, jeg er på arbejde
Så kan jeg ligge her
I fem dage
Og tænke på, hvad han vil sige
Om han er vred
Eller stødt
Eller ligeglad
Om jeg har overset en vigtig uskreven regel
Om jeg fortjener at have dårlig samvittighed
Over ikke at ville sælge mit liv til dem
Mere

Jeg læser Asta Olivia Nordenhof
Distraheret af, at du er til yoga for første gang
Jeg håber, du kom afsted
At du ikke er stille på telefonen, fordi du skammer dig over, at du ikke kom afsted
Jeg ved ikke, om det slutter 20.30 eller 21.30
Jeg har glemt det med vilje, for
Det er ikke mit at vide

–

Det var 20.30
Du cykler hjem i mørket
Jeg overvælder dig på skrift
Du har lidt kvalme
Men du overlevede
Jeg venter venter venter på dit svar
Læser videre
Jeg tror, du er gået i 365 for at købe kage, inden du ryger, spiser og går i seng
Måske med lidt THC i dag
Jeg ser dig for mig i butikkens skarpe lys
Jeg glæder mig til at blive passet på igen

Jeg tænker på, om de vil føle, at jeg bryder deres tillid
På en Tyra Banks agtig måde, var de alle rooting for me
Men de har glemt og overset, at jeg allerede har gjort det, de håber at kunne lære mig
I 2021, til en ringe løn og uden den direkte ære eller magt, løste jeg de direkte opgaver, ingen ville have
Og jeg har gjort det lige siden
Men ikke mere

Du skriver:
“Du må gerne give slip, du skal ikke holde sammen på så meget” og lidt senere: “Ikke så meget pres på dig selv, min skat. Hvad end, der sker, sker. Men tilslutter mig dine forældre – du har gjort alt til punkt og prikke, du har i n t e t at være skamfuld over, nada. Du er god, og du har gjort det, som man nu gør det, med opsigelsen. I morgen og torsdag er forløsningsdage, det er godt!”
Gentager dig selv. Som et mantra. Jeg elsker dig.

—

Og det var selvfølgelig i virkeligheden, ikke overraskende, en rigtig rar samtale oven på min opsigelse. Reelt (i den ikke fiktionaliserede virkelighed) var det en fornuftig, rolig og accepterende, men trist stemning, jeg blev mødt af.

Så barnlig, som jeg føler mig i angsten og i at skulle håndtere den slags brud, nye situationer og egoistiske beslutninger, ligeså voksen følte jeg mig i den respekt, anerkendelse og gensidige menneskelige værdsættelse, som faktisk herskede på mit arbejde. Det er en stor ting at give slip på. Det sted, hvor man har lært at træde i karakter som ansvarsfuld og kompetent. Det sted, hvor man har lært at se sig selv som en kæmpe ressource, fagligt og menneskeligt. Det sted, hvor man fandt ud af, at man godt kunne være sig selv og samtidig spille spillet. Men det er også en stor og vigtig ting at sætte en grænse for at værne om sig selv og sin tid. At vælge om. Og jeg har ikke set mig tilbage.